Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien
   .  Afrika
   .  Latinamerika
   .  Caribien
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Politik
     .  Økonomi
      .  Udviklingsteori
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 161.585
: :
Kolonialisme

Ordet koloni stammer fra det latinske «colonia» og var den oprindelige betegnelsen for de samfund med romersk bosættelse, der blev oprettet langs Italiens kyst fra ca. 200 f.v.t. I de næste århundreder blev der desuden etableret kolonier - eller provinser - omkring Middelhavet gennem erobring af nye områder.

Oprindelig var dette militære kolonier, hvor soldater og veteraner slog sig ned. De etablerede landbrug og anden virksomhed, som efterhånden gav stort økonomisk udbytte. Disse indtægter fra kolonierne førte bl.a. til, at borgerne i Rom kunne fritages for skat (se Antikken). Den første kolonimagt af betydelig omfang var imidlertid fønikerne, som ca. 700 f.v.t. grundlagde handelskolonier på øer i Middelhavet og langs kysten af Nordafrika. Dansk kolonialisme var umiddelbart efter vikingetiden rettet mod naboområderne: Den nordlige del af Estland blev gjort til dansk koloni, og det samme gjaldt Færøerne, Island, Norge og Grønland. Under de europæiske kolonimagters ekspansion i det 17. og 18. århundrede blev den danske kolonialisme desuden udstrakt til Afrika, Indien (Trankebar) og Vestindien.

Kolonialismen og koloni-systemet begyndte for alvor omkring år 1500 i forbindelse med den fremvoksende kapitalisme i Europa, «de store opdagelser» og den efterfølgende kolonisering af Latinamerika, Asien og Afrika. Det var ikke længere kun skatte (tributter) der blev hentet hjem, men hele verdensdele blev aktivt ændret både økonomisk, politisk og kulturelt. De områder der i dag omtales som «den tredje verden», blev gennem kolonialismens udbredelse underlagt den europæiske ekspansion (eller rettere: udvidelsen af kapitalismen til et verdenssystem).

Første fase

Den første fase i kolonialismen kan regnes fra sidste halvdel af 1400-tallet til midten af 1700-tallet. I denne periode gik den vesteuropæiske feudalisme i opløsning. Handel og håndværksproduktion udviklede sig i industriel retning, og der blev skabt en ny arbejdsdeling - indenfor og mellem nationer. Samtidig skete der en befolkningsvækst med kraftig byvækst og øget efterspørgsel på mad og andre forbrugsvarer (kolonialvarer). Der havde længe foregået et varebytte med og plyndring af lande udenfor Europa - bl.a. gennem korstogene og de italienske bystaters organisering af handelen i Middelhavsområdet og i Asien.

Udviklingen af skibsfart og navigation førte til store forandringer i 1400-tallet. Spanien og Portugal var de ledende i ekspansionen over havene. Fyrsterne støttede opdagelsesrejserne, og de første ture langs den vestafrikanske kyst hjembragte guld, krydderier og andre værdifulde varer. Fortjenesten blev brugt til ny ekspansion. Alliancer mellem handelsmænd, fyrstehuse og de nye nationalstaters militærapparater - forstærket af en kristen missionsiver - satte hurtigt gang i handels- og erobringstogterne. Asien var det vigtigste mål, og Columbus troede til sin dødsdag, at det var der, han var kommet til, da hans skib blev skyllet op på Amerikas kyst i 1492. Sidst i 1490'erne gennemførte Vasco da Gama sin berømte rejse rundt om sydspidsen af Afrika til Asien.

Omkring Det Indiske Ocean havde der i flere århundreder foregået en livlig handel, og der var højt udviklede handels- og bykulturer både i Østafrika og i Asien. I begyndelsen af det 15. århundrede gik portugiserne til krig for at sikre sig kontrollen over denne handel. De havde et overlegent militær og hurtige skibe, og de iværksatte plyndringer, piratvirksomhed og ødelæggelse af arabiske, afrikanske og asiatiske lokalsamfund.

Spanien koncentrerede sig om Latinamerika. Azteker-riget i Mexico og Inka-riget i Peru blev ødelagt gennem conquistadorernes erobringer. Der var ikke kun tale om indianerudryddelse, røvertogter og handel, men også kolonisering i den forstand, at europæere bosatte sig. Plantager med slaver som arbejdskraft blev oprettet, og indianernes minedrift blev udvidet i jagten på sølv og guld, og frem voksede et handels- og godsejeraristokrati, der levede på udbytningen af lokalbefolkningen og importerede slaver. Tobak, bomuld og andre råvarer blev dyrket for at imødekomme den voksende europæiske efterspørgsel, og over store områder blev der oftest kun dyrket et produkt (monokultur). Således blev det økonomiske og politiske mønster, som siden har været fremherskende i Sydamerika, grundlagt.

Den store strøm af rigdomme førte ikke til industrialisering og samfundsmæssig omvæltning i Spanien og Portugal, hvor hoffet, adelen og godsejerne fortsat sad ved magten. Udviklingen var derimod en helt anden i Holland, England og Frankrig, hvor både finans-, handelsselskaber og industriborgerskabet var på vej opad. Handelskapitalens store indtæger fra kolonierne udgjorde en vigtig del af den kapitalopsamling, der lå til grund for den industrielle revolution («den oprindelige kapitalakkumulation»). 1600-tallet var Hollands gyldne århundrede. Handelsstationer langs kysten i Sydafrika og Asien (især Indonesien) blev fulgt op af direkte kolonisering for at beskytte ejendom, kontrollere lokalbefolkningen og holde konkurrenter borte. Størst var det hollandske Ostindia-kompagni, der senere blev efterfulgt af tilsvarende britiske og franske handelsselskaber. Disse havde ret til at handle, indgå aftaler, præge mønter og erklære krig. (Se Handelskapitalisme).

Anden fase: Merkantilismen

I kolonialismens historie var 1700-tallet en kamp mellem de to giganter England og Frankrig. England startede en hektisk nybyggervirksomhed i Nordamerika, kastede for alvor sit blik på Indien, høstede enorme fortjenester på slavehandelen fra Afrika og dominerede i praksis Portugals udenrigsøkonomi. Kampen om kontrollen over verdenshavene, som var åbningen for handel og udvidet kolonialisme, var langvarig og hård. Alle storkrigene i 1700-tallet er vidnesbyrd om dette, selv om de i historiebøgerne skjules under navne som arvefølgerkrig, 7-årskrig osv.

Resultatet var, at England i 1763 fremstod som den mest ekspansive kolonistat, mens Frankrig måtte opgive sine nordamerikanske kolonier og sine interesser i Indien. Nogle årtier senere overtog England også Hollands Kapkoloni i Sydafrika. Den økonomiske, industrielle og militære magt blev mere og mere samlet i England. Bank- og forsikringsselskaber blev organiseret, og skibsfarten fik et voldsomt opsving bl.a. gennem slavehandelen. Industrivarer og våben blev eksporteret til Afrika. Flere millioner slaver blev bragt over til sukker-, bomulds- og tobaksplantagerne i Sydamerika. Råvarerne fra disse havnede til slut i England. (Se Slaveri).

Der var en meget tæt sammenhæng mellem kolonialismen og merkantilismen som økonomisk system. Handelen skulle foregå efter et mønster fastlagt af staten, og skibsfarten blev styrket ved love om, at al handel med kolonierne skulle foregå på britiske skibe. Høj værnetold og statsindgreb støttede hjemmeindustrien, mens koloniområderne blev åbne markeder for industrivarer, leverandører af råvarer til fabrikkerne og forbrugsvarer til den europæiske befolkning. Ifølge merkantilismen skulle udenrigshandelen foregå med et tydeligt overskud, og guld og andre ædle metaller fra kolonierne blev betragtet som det egentlige udtryk for rigdom og magt.

Ødelæggelse og omdannelse af de lokale samfunds- og produktionsforhold blev stadig mere fremherskende i kolonierne. Den britiske erobring af Indien, som startede med besættelsen af Bengalprovinsen i 1757 er et velkendt eksempel på dette. Selvforsynende små samfund med håndværkstraditioner og en blomstrende tekstilproduktion blev slået i stykker. Gennem pris- og toldbestemmelser blev den indiske tekstileksport til Europa standset, og i midten af 1800-tallet var Indien marked for ¼ af den omfattende britiske tekstileksport. Indien fik fastlagt sin plads i «den internationale arbejdsdeling» som råvareproducent.

Håndværkere og småbønder var også i Europa blevet drevet bort fra deres oprindelige arbejde, men i modsætning til i kolonierne var det her industrien, der opsugede den frisatte arbejdskraft. I den indiske landsby blev systemet med fælles jord i småsamfund erstattet af privat ejendomsret.

En ny klasse af skatteopkrævere og mellemmænd for kolonimyndighederne slog sig ned som store godsejere og pengeudlånere. Lokal fødevareproduktion aftog. Bl.a. fordi tvangsskat førte til dyrkning af bomuld, hvede, jute o.a. som gav kontantindtægter. Resultatet var de første store sultkatastrofer i indisk historie. I sit journalistiske arbejde for New York Daily Tribune skrev Karl Marx i 1850'erne, at den britiske kolonipolitik i Indien havde et dobbeltsidigt formål («double mission»): den ene var at udslette det gamle asiatiske samfund, det andet var at skabe det materielle grundlag for et vestlig-kapitalistisk samfund.

Marx havde forhåbninger om, at en udvikling af produktiv- og klassekræfterne gennem bygning af britiske jernbaner, moderne telegrafsystemer og kortere rejsetid mellem koloni og moderland via dampskibe ville føre Indien ud af «det stillestående asiatiske barbari». I dag kan en sådan holdning virke dårligt begrundet - både ud fra kolonihistoriens forløb og ud fra indsigt i de store forskelle mellem kapitalismens funktionsmåde i centrum og periferi (se Imperialisme). Karl Marx troede selvsagt ikke, at udvikling og fremgang i koloniområderne ville ske automatisk: «Inderne vil ikke høste frugterne af de nye samfundselementer, som det britiske borgerskab har spredt blandt dem, før de nuværende herskende klasser i England selv er fortrængt af det industrielle proletariat, eller før hinduerne selv er blevet tilstrækkelig stærke til helt at bortkast det engelske åg». (8.8.1853).

Tredje fase: Frihandel

Englands mægtige stilling gjorde, at teorierne om merkantilisme og kolonialisme til dels blev imødegået af industriledernes og nye storkøbmænds krav om «frihandel» og kamp mod de gamle handelsselskabers beskyttende koloniprivilegier. En sådan frihandel ville beskytte den stærkestes ret og gav forhåbninger om øget fortjeneste og udvidet handel på tværs af de formelle kolonigrænser. (Under UNCTAD-konferencen i 1964 karakteriserede den cubanske delegat, Ernesto «Che» Guevara, fri verdenshandel som rævens ret i en hønsegård.).

Den nordamerikanske frigørelseskamp (1775-83) gav samtidig argumenter til de der hævdede, at det ville være vanskeligt og dyrt at bevare det traditionelle kolonisystem. De britiske forhåbninger til frihandelen slog hurtigt til i Sydamerika, hvor det spanske kolonivælde længe havde været vaklende. En formel afkolonisering fandt sted i begyndelsen af 1800-tallet. Bl.a. med direkte britisk støtte til de kræfter, som arbejdede for selvstændighed i forhold til den tidligere kolonimagt.

Dette var samtidig det første eksempel på nykolonialisme: udenlandsk kapital bevarede kontrollen. Koloniområderne var fortsat afhængige af råvareeksport, import af kapital og udstyr til infrastruktur, og lokale godsejere og handelsmænd hverken magtede eller ønskede at bryde det nære forhold til udenlandske handelsselskaber og långivere. Britiske industri-, handels- og mineinteresser sikrede sig det økonomiske overtag efter 1800-tallet, men måtte senere vige for nordamerikanske kapitalinteresser.

Efter 1800-tallet blev også Kina udsat for økonomisk dominans og opdelt i halvkoloniale indflydelsessfærer. Konkurrencen mellem England, Frankrig, Tyskland, Japan og Rusland var en af grundene til, at Kina ikke blev annekteret af et enkelt land, således som det skete med størstedelen af det øvrige Asien: Indien, Malaysia, Myanmar (Burma),  Sri Lanka, Indokina og Indonesien.

Helt tilbage fra 1500-tallet var der samtidig foregået en koloniseringsekspansion fra Ruslands side. I første række rettet mod Sibirien og Stillehavet. De nuværende grænser i Asien stammer fra midten af 1800-tallet.

Efter løsrivelsen fra England gennemførte USA sin egen omfattende kolonisering, og overtog i 1800-tallet områder, som England, Frankrig og Spanien tidligere havde gjort krav på. Koloniseringen af indianernes områder fortsatte. Texas blev erobret fra Mexico, og gennem flere krige blev også dele af Mexico besat og indlemmet i USA. Frem mod århundredeskiftet rettede den amerikanske kolonialisme sig mod Stillehavsområdet, hvor bl.a. Philippinerne blev annekteret. Efter befrielseskampen mod Spanien i 1899 blev også Cuba og Puerto Rico regnet for nordamerikanske kolonier.

Opdelingen af Afrika

Indtil midten af 1800-tallet var det indre Afrika temmelig uberørt af udenlandske indgreb, men i århundredets sidste årti skete der en omfattende opdeling og kolonisering, som minder om «den klassiske imperialisme». Den havde sin baggrund i skærpet strid mellem de ledende industrimagter, forstærket militarisme, økonomisk krise, monopolisering og centralisering af kapitalen og ønsket om at komme konkurrenterne i forkøbet, når det gjaldt råvarer og markeder.

Frankrig havde indledt sin kolonisering af Nordafrika i 1830'erne. I Algeriet mødte de stærk modstand og måtte føre langvarige og hårde krige. Udover den langvarige kolonikrigs brutalitet blev den algierske lokalbefolkning i 1860'erne hårdt ramt af hungersnød, efter at franskmænd («les colons») havde okkuperet meget af den frugtbare jord. I løbet af få år døde ca. ½ mio. mennesker af sult.

Storbritannien havde store økonomiske interesser længst i syd - ikke mindst efter de store guld- og diamantfund i 1860'erne. Gennem hele 1800-tallet foregik den britiske ekspansion i det sydlige Afrika med mange krige både mod den afrikanske lokalbefolkning og mod de hollandske kolonisatorer. Der stod også betydelig interesser på spil i Egypten - især efter åbningen af Suezkanalen i 1869. Under et nationalt oprør der var rettet mod myndighedernes mangelfulde regering og underkastelse under udlandet, bombede britiske krigsskibe Alexandria, og briterne greb ind for at bevare khedivens stilling. I 1884-85 foretog stormagterne en opdeling af hele det afrikanske kontinent. Den blev fulgt af besættelse for at sikre det herredømme og de grænser, der var trukket op under Berliner-kongressen. Storbritannien og Frankrig skaffede sit de største bidder, men også Tyskland, Belgien, Portugal og Italien kastede sig ind i kampen om kolonierne. I 1914 var 85 % af hele verden bragt ind under kolonimagternes kontrol (herunder Nordamerika og andre tidligere britiske kolonier).

Kontrollen over kolonierne og omdannelsen af samfunds- og produktionsforholdene blev så kraftig i Asien og Afrika, fordi erobringen fandt sted på et tidspunkt, hvor kolonimagterne byggede på en højt udviklet kapitalisme, samtidig med at de havde en stærk statsmagt og kunne indsætte moderne ødelæggelsesmidler. Afrika var desuden svækket efter flere hundrede år med slavehandel og «uformel kolonisering» gennem handels- og piratvirksomhed.

Forskellige typer kolonier

Selv om hovedtrækkene ved kolonisystemet var de samme fra land til land, er det muligt at pege på enkelte forskelle. Størstedelen af Vestafrika beskrives ofte som handelskolonier, f.eks. Ghana, Senegal og Nigeria. Det var få europæere, der slog sig ned her. Det var i stedet store handelsselskaber (f.eks. Unilever), der sikrede sig retten til køb, salg og organisering af produktionen. Skatter, administrativ tvang og økonomiske lokkemidler fungerede sammen for at få bønderne til at producere kakao, jordnødder og andre råvarer til eksport.

I de dele af Afrika hvor jordens værdi og klimaet var særlig gunstigt, blev der oprettet befolkningskolonier eller settlerkolonier. De mest kendte er Algeriet, Kenya, Sydafrika og Zimbabwe. Hertil immigrerede europæere i titusindvis. Den bedste jord blev lagt ud til plantager eller udenlandske storgodser. Afrikanerne blev drevet ind i reservater og - i første omgang voksne mænd - blev hentet ud som underbetalt arbejdskraft i europæisk tjeneste. Den lokale settlerklasse udviklede en vis grad af uafhængighed overfor kolonimagten. Afkolonisering blev derfor først mulig gennem langvarige befrielseskampe.

I Centralafrika blev der flere steder oprettet koncessionskolonier. Dvs. at udenlandske selskaber (specielt belgiske og franske) sikrede sig koncession på enorme landområder. Det var ikke kun landbruget i de europæiske settlerkolonier, der krævede flytning af afrikansk arbejdskraft i stort omfang.

Det samme gjaldt i høj grad for mineområderne i det sydlige Afrika, i Zambia og Congo. Nedbrydningen af den traditionelle produktionsmåde, tvangsarbejde og migration er her fremherskende træk, og denne del af Afrika er betegnet som arbejdsreservatkolonier. Til guldminerne i Sydafrika blev der f.eks. skabt et underudviklet rekrutteringsområde, der strakte sig over Lesotho, Swaziland, Botswana, Mozambique og Malawi.

Gennem disse forskellige mekanismer blev Afrika som helhed tvangsmæssig omformet for at opfylde kolonimagtens behov. Ensidig råvareproduktion, rovdrift på ressourcer som guld, jernmalm, krom, kobber og kobolt, forsømmelse af lokal fødevareproduktion, forværring af kvindernes stilling i landbruget, aktiv ikke-industrialisering, en enerådig stilling for kolonimagtens banker og handelsselskaber, fælles valutasystem med «moderlandet», kulturimperialistisk indoktrinering i skole og kirke, totalt fravær af politiske rettigheder for flertallet, fremvækst af en afhængig tjenestemandsgruppe på kolonimagtens lønningsliste - alt dette er velkendte træk ved kolonialismen både i Afrika og Asien i denne epoke.

Kamp mod kolonisystemet

Kampen mod kolonisystemet er lige så gammel som kolonialismen selv. I Afrika fandt der en lang række modstandsaktioner og store oprør sted, og i Asien gik frigørelseskampen mod den japanske besættelse under 2. verdenskrig over i antikolonialistiske guerillabevægelser. Indokina og Indonesien er eksempler på dette. Sammen med revolutionerne i Rusland og Kina, de gamle kolonimagters svækkede stilling efter verdenskrigen og de øgede muligheder for nykolonialistisk kontrol med råvarer og markeder gennem USAs og andre udenlandske selskabers dominans drev frigørelses- og nationalistbevægelserne en afkolonisering frem, som varede fra 1945 og frem til nedkæmpelsen af de sidste koloniale rester i det sydlige Afrika i starten af 1990'erne - med Namibias uafhængighed og afskaffelsen af apartheid i Sydafrika.

T.L.E.


Litteratur

T. L. Eriksen (red.): Underutvikling, Oslo 1974.
H. Magdoff: Imperialism: From the Colonial Age to the Present, New York 1978.
F. Fanon: Jordens fordømte, Oslo 1967.
A. Césaire: Om kolonialismen, Oslo 1971.
R. Gustavsson: Den svarte mannens börda, Stockholm 1972.
Y. Ustvedt: Paradiset og tårene, Oslo 1977.