Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ulbricht (1893-1973), østtysk kommunistisk politiker og statsmand, født i Leipzig, udlært som snedker og fra 1910 aktiv i fagforeningsarbejde. To år senere blev han medlem af Socialdemokratiet, men efter 1. verdenskrig sluttede han sig istedet til Spartakusforbundet. I 1919 var han med til af stifte det tyske kommunistparti, i hvis centralkomite han blev indvalgt i 1923. Efter et ophold i Moskva hvor han vandt Stalins tillid, blev han hurtigt en af partiets mest indflydelsesrige ledere.

I 1928 blev han valgt ind i rigsdagen, men efter Hitlers magtovertagelse i 1933 måtte han flygte til Frankrig. I en periode var han kommissær i den spanske borgerkrig, før han i 1938 blev hentet til Moskva for at arbejde i Komintern. Under krigen drev han propagandaarbejde blandt tyske krigsfanger i Sovjetunionen.

Efter verdenskrigens afslutning vendte han tilbage til Tyskland som sovjetisk statsborger og spillede nu en central rolle i genopbygningen af kommunistpartiet og dets sammenlægning med Socialdemokratiet i østzonen til SED (Sozialistischer Einheitspartei Deutschlands, Tysklands socialistiske Enhedsparti) i 1946.

Han blev næstformand i det nye parti og fra 1950 dets generalsekretær. I 1949-60 var han tillige første-viceministerpræsident og 1960-71 formand for statsrådet. Han afløstes som partisekretær i 1971 af sikkerhedschefen Erich Honecker (1912-97).

Ulbricht kom til at spille en central rolle i opbygningen af det nye DDR, og knyttede sig politisk meget tæt til Moskva, lige indtil Sovjetunionen i 1969 indledte udsoningspolitikken med Vesttyskland.

A.J.