Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Indenfor den internationale arbejdsdeling er der mange forskellige mekanismer som fører til udbytning af u-landene. Det kan være former for overførsel af værdier, omfordelingen af værdier eller et bytte af værdier mellem landene.

En af de mest almindelige former for værdibytte er det internationale varebytte, eller international handel. I den almindelige økonomi udtrykkes varenes værdi i priser, og penge bliver en fælles målestok for alle tings værdi. Hvis man bytter varer, som svarer til lige store beløb i penge, vil man også have byttet lige store værdimængder. Indenfor denne økonomiske forståelse er det vanskeligt at forklare, at der sker en udbytning gennem international handel, fordi man på en måde «bytter lige».

Teorien

Teorien om det «ulige bytte» er et forsøg på at imødegå den traditionelle forståelse af international handel med udgangspunkt i den marxistiske økonomi. Teorien forbindes gerne med Arghiri Emmanuel, som i 1969 udgav bogen «Det ulige bytte». Bogen førte til en omfattende debat blandt marxistiske økonomer og imperialismeteoretikere. Debatten fortsætter, men er flere gange blevet forsøgt afsluttet med et kompromis.

Det grundlæggende for Emmanuel bliver at finde et andet værdibegreb, et andet mål for en vares værdi, end penge og priser. Med udgangspunkt i arbejdsværditeorien - som siger at arbejdet er den eneste værdiskaber i produktionen - kan han bruge mængden af arbejde som er nedlagt i en vare som mål på denne vares værdi. Varebyttet bliver da i virkeligheden et bytte af arbejdsmængder. Men siden det ikke er mængden arbejde der bestemmer prisen på varerne sådan som varebyttet foregår i dag, er der dårlig overensstemmelse mellem en vares pris og dens egentlige værdi.

Ifølge Emmanuel er det først og fremmest arbejdslønningerne der bestemmer varepriserne. Når lønningerne i u-lande så er meget lavere end i i-lande, vil varer fra u-lande derfor få en meget lavere pris end varer fra i-lande. Et eksempel på dette ville være et håndknyttet tæppe, som koster 200 kroner hvis det var lavet i et u-land, men 2.000 kroner hvis det var lavet i et i-land. Hvis arbejdstiden iøvrigt er den samme, vil det være den forskellige arbejdsløn, der giver prisforskellen. Dette forhold er blandt andet en væsentlig årsag til, at arbejdskrævende produktion som f.eks. tekstilindustri, bliver overført fra i-lande til u-lande.

Når vi vender lidt op og ned på denne tankegang, når vi frem til det der er kernen i det ulige bytte. Eksemplet viste, at samme mængde arbejde - samme værdi - havde forskellig pris. Men dette må samtidig betyde, at ens priser egentlig kan svare til forskellige arbejdsmængder, eller ulige værdi målt i arbejde. Når en vis mængde varer byttes mellem u-lande og i-lande til samme pris, vil dette være et «ulige bytte» i den forstand, at i-landet bytter sig til mere arbejde - større værdi - end det giver fra sig.

Vi kan forestille os at u-landet sælger tæpper for 2.000 kroner til et i-land og køber industrivarer for pengene. Hvis vi antager, at det har taget 2.000 timer at producere tæpperne og 200 timer at producere industrivarerne, vil der være foretaget en nettooverførsel af 1.800 arbejdstimer fra u-landet til i-landet. Denne værdioverførsel gennem det ulige bytte er grundlaget for Emmanuels konklusion om, at der sker en udbytning af u-landene - også gennem den internationale handel.

Kritik af teorien

Debatten der er blevet ført med udgangspunkt i Emmanuels bog, har afdækket flere svagheder ved teorien. Men omfanget af debatten skyldes nok også, at teorien om det ulige bytte berører mange af de mest centrale, men også mest problematiske, dele af marxistisk økonomisk teori. Det gælder ikke mindst den praktiske anvendelse af arbejdsværditeorien og forholdet mellem værdibegreb og priser. Indvendingerne har da også ofte haft form af forsøg på at korrigere og udfylde teorien for at gøre den mere praktisk anvendelig - uden at selve ideen om det ulige bytte forkastes.

Et hovedproblem ved teorien er, at Emmanuel gør arbejdslønningerne til den faktor, som langt overvejende bestemmer varepriserne. For det første bryder han dermed med sin egen hensigt om at anvende et andet værdimål. end priser. Lønnen er også pris på en vare, nemlig varen arbejdskraft, og han tager kun i ringe grad op, hvordan denne pris fastsættes. Han har derfor ikke noget grundlag for at sammenligne arbejdslønningerne i forskellige lande, som han gør. Desuden tager han ringe hensyn til andre forhold, som indvirker på fastsættelsen af varepriserne. Ikke mindst de politiske og økonomiske magtforhold som indvirker på priserne på det internationale marked og fastsætter betingelserne for verdenshandelen.

Et andet spørgsmål som er blevet taget op i debatten er, hvorvidt arbejderne i u-lande er mere udbyttede end arbejderne i i-lande. Emmanuel hævder, at de lave lønninger i u-lande indebærer, at arbejderne der får betalt for en mindre del af deres samlede arbejdstid end arbejderne i i-lande. Påstanden bygger på marxismens inddeling af arbejdstiden i en del som arbejderen får betalt for, og en anden del - merarbejdet - som tilegnes af arbejdskraftkøberen. Merarbejde andelen skulle med andre ord være større i u-lande end i i-lande. Med en grundigere diskussion af hvordan lønnen bestemmes, ville meget af grundlaget for Emmanuels påstand falde bort.

Desuden berører dette punkt samtidig Emmanuels værdibegreb, som forudsætter at en lige mængde arbejde altid skaber en lige mængde værdi. Dette er slet ikke givet. Andre produktionsfaktorer end arbejdet bidrager til værdidannelsen, og afhængig af variationer i f.eks. udviklingsgraden af produktionsudstyret, vil samme mængde arbejde kunne skabe ulige mængder værdi. Disse variationer i produktionsbetingelserne mellem lande, økonomiske sektorer og brancher, gør en sammenligning mellem u-lande og i-lande mere problemfyldte, end Emmanuels fremstilling skulle tyde på.

De indvendinger som har været nævnt - og endnu flere - kan indarbejdes i en omformulering af teorien. Men én af Emmanuels påstande er blevet ret så bastant afvist. Da det er de høje lønninger i i-lande der er den væsentligste årsag til udbytningen gennem det ulige bytte, vil enhver ensidig lønstigning i i-landene øge udbytningen. Arbejderklassen i i-landene bliver dermed direkte delagtig i udbytningen af folket i u-landene, og de bliver dermed et arbejderaristokrati i verdenssamfundet.

Påstanden baserer sig på en rent teoretisk afledning, og ved en indarbejdning af indvendingerne vil denne afledning være mindre naturlig. Men selv ud fra teoriens egne præmisser kan påstanden egentlig kun eftervises i ét tilfælde. Dette tilfælde ville indtræffe, hvis arbejdskraftkøberne i i-landene betalte deres arbejdere for en større værdi, end de egentlig producerede. Altså at kapitalisterne betalte så høje lønninger, at deres virksomheder gik med tab, og at dette tab i den nationale produktionen blev erstattet med værdioverførsel gennem det ulige bytte. Denne overførsel ville da blive et direkte tilskud til arbejdernes lønninger, og udbytningen af arbejderne i de kapitalistiske lande ville da være ophørt. Men som forholdene er, bliver også arbejderne i i-landene udbyttet. Hverken den internationale arbejdsdeling eller det ulige bytte er arbejdernes værk, det er kapitalens.

K.H.H.

Se også: Arbejderaristokrati, International arbejdsdeling, Marked