Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Spørgsmålet om udenlandske ejerinteresser i norsk økonomi har været et forholdsvis centralt tema i norsk politik. Det dannede baggrunden for gennemførelsen af koncessionslovene tidligt i det 20. århundrede, hvilket markerede overgangen til en mere aktiv offentlig regulering af økonomien. Det har været den umiddelbare baggrund for regeringers «vækst og fald».

I 1931 måtte Regeringen Mowinckel gå på grund af koncessionsspørgsmålet om sammenlægning af De-No-Fa og Lilleborg Fabrikker, hvor det schweiziske selskab Unilever var en af ejerne. Og tilbagekøbet af Alcan-aktier i Årdal og Sunndal Verk væltede næsten Regeringen Bratteli i 1974.

Udenlandske kapitalinteresser i et lands økonomi indebærer, at styringen og kontrollen med dele af produktionen bliver koncentreret udenfor landets grænser. Man mister mulighederne for at nå kapitalejerne gennem politiske beslutninger. Forskellige opfattelser af konsekvenserne af dette gør spørgsmålet om udenlandske ejerinteresser til et politisk konfliktområde. Samtidig kan udenlandsk kapital på kort sigt tilføre et land ressourcer.

Størrelse og sektorer

Udenlandsk kapital har en lang historie i norsk økonomi. Den vigtigste af de tidlige udenlandske industriinvesteringer var Kellner-Partington Paper Pulp Company Ltd.s køb af Borregaard i 1889. De efterfølgende årtier gjorde udenlandske kapitalinteresser sig først og fremmest gældende i den gryende - og stærkt voksende - kraftkrævende industri i Norge. I dag finder den største vækst sted i andre erhverv end industrien.

Andelen af udenlandsk kapital i den norske økonomi har varieret over tid. De store udenlandske investeringer i perioden før 1. verdenskrig blev reduceret af betydelige norske tilbagekøb under krigen. I 1919 var kun 6,7 % af aktierne i norske virksomheder på udenlandske hænder. Gennem 1920- og 1930'erne øgedes andelen af udenlandsk kapital atter, og før udbruddet af 2. verdenskrig stod den bag en sjettedel af alle aktieinvesteringer i Norge. Denne andel faldt på grund af tyske krigsskadeerstatninger efter krigen, men gennem 1970'erne nåede andelen af udenlandsk aktiebesiddelse atter op på førkrigsandelen (14,8% i 1972).

De første udenlandske investeringer var overvejende koncentreret om norske industrivirksomheder. I mellemkrigstiden var over 80% af den udenlandske kapital i Norge placeret i norsk minedrift og industri. Under 10% af var investeret i handelsvirksomhed. I 1978 var noget under halvdelen af den udenlandske kapital investeringer i industrien, mens omtrent 40% var koncentreret i norsk varehandel.

Det kan se ud som om de udenlandske kapitalinteresser er gået fra at investere i norsk vandkraft til at investere i norsk købekraft. Endvidere gør den udenlandske kapital sig efterhånden også stærkere gældende indenfor anden virksomhed: Reklamebureauer og det man kan kalde for forretningsmæssige tjenesteydelser.

Omtrent en fjerdedel af den udenlandske kapital stammer fra USA, en sjettedel fra Sverige. Dernæst er det kapitalinteresser i Storbritannien og Schweiz, som har foretaget de største aktieinvesteringer i Norge.

Der er mere end 100.000 arbejdspladser i norske virksomheder, som helt eller delvis er ejet fra udlandet. For omkring halvdelen af disse gælder det imidlertid, at den udenlandske ejerkapital er relativt ubetydelig. Størstedelen af den udenlandske kapital er direkte investeringer, hvor der erhverves absolut ejerkontrol: 70% af denne kapital er placeret i virksomheder, som er datterselskaber i multinationale virksomheder af udenlandsk oprindelse.

De fleste af de multinationale datterselskaber (70%) driver varehandelsvirksomhed i Norge, omkring 20% industriel drift. Resten er engageret i andre erhverv. Alligevel er det de multinationale industrivirksomheder, som står bag de fleste arbejdspladser. Ud af omkring 50.000 arbejdspladser i multinationale datterselskaber er omtrent halvdelen industriarbejdspladser. En tredjedel er arbejdspladser indenfor varehandelen.

Betydning

Udenlandske direkte investeringer dominerer ikke den norske økonomi: 4,3% af den erhvervsaktive norske befolkning arbejder i et multinationalt datterselskab. Og selv om vi betragter arbejdspladser i industrien og varehandelen for sig, er andelen ikke større end omkring 6% for nogle af brancherne. I visse brancher har de derimod en mere dominerende stilling. Indenfor industrien gælder det den kraftkrævende produktion og den elektrotekniske industri; Indenfor handelen gælder det engroshandelen generelt og først og fremmest engroshandelen med motorkøretøjer, brændsel, samt maskiner og udstyr (EDB).

I denne sammenhæng er det imidlertid vigtig at være opmærksom på, at indflydelsen kan gøres gældende, uden at det giver sig udslag i ejerinteresser. Det kan være gennem kontrollen med teknologi og viden som ved olieudvinding, fordi de norske virksomheder producerer på licenser fra udenlandske virksomheder, eller fordi de har (ene-)agenturer på at forhandle norske varer.

De multinationale datterselskaber har en større andel af bearbejdningsværdien og omsætningen end beskæftigelsesandelen umiddelbart skulle antyde. På denne baggrund er det blevet hævdet, at de er mere effektive end norskejede virksomheder. Nyere undersøgelser viser imidlertid, at dette ikke er tilfældet. Kapitalafkastet synes snarere at være lavere, hvilket imidlertid også kan skyldes kapitaloverførsel gennem de priser der sættes på interne leverancer. Andre effektivitetsmål viser ingen målbar forskel mellem dem og norskejede virksomheder indenfor samme branche.

Det at de totalt set har en højere bearbejdningsværdi per ansat skyldes altså, at de i større grad end gennemsnittet af de norskejede virksomheder er engageret i kapitalkrævende brancher. Når de på denne måde opererer indenfor de  dominerende og vækstorienterede brancher, kan de have en større indvirkning på norsk økonomi som helhed end deres relative andel af økonomien skulle antyde.

Den udenlandske kapital er generelt afhængig af koncession fra de norske myndigheder, før den kan investeres i Norge. Praksis er imidlertid liberal. Det hænger sammen med flere forhold. Det harmonerer ikke at være restriktiv overfor udenlandsk kapital i Norge samtidig med at man er liberal overfor norsk kapital i udlandet. Desuden har Norge sluttet sig til internationale overenskomster, som regulerer dette forhold.

Som EFTA-medlem har norske myndigheder forpligtet sig til ikke at lægge hindringer i vejen for indbyggere fra andre EFTA-lande, som vil oprette virksomheder i Norge. Forudsætningen er, at disse etableringer bidrager til et mere udstrakt handelssamkvem. Dette er konkretiseret til at indbyggere i andre EFTA-lande kan oprette handelsvirksomheder på linie med norske indbyggere. Tilsvarende gælder for en række andre brancher med tilknytning til det mellemstatslige varebytte. Og i mere begrænset omfang er det gjort gældende for industriinvesteringer.

P.He.