Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Schweiz
DatoOpdatering
2013.12.13Opdatering 2013
2015.02.02Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 6/8 2016
Læst af: 148.683
Verden  .  Europa  .  Schweiz
: :
Schweiz
Befolkning7,1 mio.
ValutaSchweizer franc
Areal41.284 Km2
HovedstadBern
Befolkningstæthed174,4 indb./Km2    
HDI placering13    

Lille land i Centraleuropa der for tre-fjerdedeles vedkommende er dækket af bjerge. Det består af tre naturlige områder: Det nordvestlige hjørne grænser op til Frankrig og består af Jura bjergområdet. Det anvendes til landbrugsproduktion og endvidere produktion af ure. Mittelland er det subalpine område mellem Jura og Alperne. Det rummer en lang række søer, der er dannet af gletsjerne. Det er landets økonomisk vigtigste område, hvor industrien er koncentreret. Desuden er det præget af landbrugsproduktion og intensiv kvægdrift. Alperne dækker over halvdelen af landets overflade, strækker sig i øst-vestlig retning og har tinder på over 4.000 meters højde. Den vigtigste økonomiske aktivitet i dette område er mælkeproduktion og turisme. Økosystemet er først og fremmest truet af syreregn.

Folket: 64% af befolkningen taler tysk, 20% fransk og 7% italiensk. 9% af indbyggerne har anden herkomst. 21% af befolkningen har et andet statsborgerskab end schweizisk. Den overvejende del kommer fra lande i UE, hvoraf italiernerne med 4% udgør den største gruppe.

Religion: 47,6% katolikker, 44,3% protestanter, 2,2% muslimer, 1% kristent-ortodokse

Sprog: Officielle sprog er tysk, fransk og italiensk. En minoritet på 0,4% i kantonen Graubünden mod øst taler rætoromansk - et latinsk sprog.

Politiske partier: Socialdemokratiet, centrum-højreorienteret. Det radikale Parti, centrum-højreorienteret. Kristelige Demokrater, centrum-højreorienteret. Socialistpartiet, centrum-venstreorienteret. De demokratiske Centrumsunion, centrum. Det liberale Parti, højreorienteret. Det uafhængige Parti, centrum. Arbejderpartiet, venstreorienteret. De Grønne.

Sociale organisationer: LO med 480.000 medlemmer. Sammenslutningen af kristne Fagforeninger med 110.000 medlemmer. Føderationen af schweiziske ansattes Foreninger med 160.000 medlemmer.

Officielt navn: Confederaziun Svizra (rætoromansk); Schweizerische Eidgenossenschaft (tysk); Confédération Suisse (fransk); Confederazione Svizzera (italiensk).

Administrativ inddeling: 20 kantoner, 6 delkantoner

Hovedstad: Administrativ: Bern, 349.000 indb.; Juridisk: Lausanne, 122.284 indb. (2008).

Andre vigtige byer: Zürich, 958.100 indb.; Geneve, 172.900 indb.; Basel 163.600 indb. (2000).

Regering: Johann Schneider-Ammann, præsident for statsrådet i 2016. Parlamentarisk republik med stærke elementer af direkte demokrati. Parlamentet har to kamre: Statsrådet med 46 medlemmer og Nationalforsamlingen med 200 medlemmer. Den udøvende magt varetages af det Føderale Råd på 7 medlemmer valgt af parlamentet. Mandatperioden er 4 år. Præsidiet roterer årligt blandt lederne af de 4 koalitionspartier ved magten.

Nationaldag: 1. august (1291, grundlæggelsen af konføderationen Schweiz)

Væbnede styrker: 3.400 regulære soldater (1995) og over 28.000 rekrutter årligt. De gennemløber et kursus på 15 uger

Paramilitære styrker: Civilforsvar 480.000.

 

Keltiske stammer - hvoraf den vigtigste af dem, helveternes, slog sig ned mellem Alperne og Jura bjergene - beboede før den romerske kolonisering Schweiz' nuværende territorium. På grund af områdets strategiske placering for Rom, med adgangen til dets domæne ad landvejen, blev de alpinske dale nord for den italienske halvø erobret af kejser Julius Cæsar i år 58 f.v.t.

De germanske stammer fra Rhinens nordre side invaderede Helvetia fra år 260 og fremover. Mellem det 5. og det 6. århundrede var germanerne permanente besættere af regionen øst for floden Aare, sammen med grupper af burgundere og frankere. Omkring år 639 havde sidstnævnte dannet de riger, som senere blev til Frankrig.

De sidste kristne fra den romerske besættelse var fuldstændig forsvundet, da missionærerne fra San Columban og San Gall ankom dertil i det 6. århundrede, og oprettede bispedømmer samt benediktinerklostre i Chur, Sion, Basel, Constance og Lausanne. De blev senere fulgt af flere andre - bl.a. i Saint-Gall, Zürich, Disentis og Romainmotier.

Indtil delingen i Verdun, som fandt sted i år 843, hørte disse territorier til Karl den Stores imperium. Siden da blev området vest for floden Aare tildelt Lotario, medens området øst for floden forblev i Luis hænder. Den franske og tyske indflydelse blev her på en helt speciel måde blandet med den romersk katolske kirkes latinske tradition.

Omkring år 1033 blev Helvetia af dynastiske og politiske grunde en del af det tysk-romerske rige og forblev det indtil slutningen af middelalderen. Området blev delt i det 11. århundrede på grund af genindførelsen af den kejserlige autoritet og konflikten med pavedømmet. Ikke desto mindre udøvede hertuger, grever og biskopper nærmest uafhængigt deres lokale magt.

De befæstede byer fungerede som administrative, kommercielle og forsvarsmæssige centre for de dominerende familier, som søgte at udvide deres besiddelser gennem krige mod andre herremænd og riger. I det 13. århundrede erobrede Rudolf IV af Habsburg det meste af Kyburgernes territorium og blev områdets mest magtfulde herremand.

I byerne udviklede der sig en følelse af frihed i forhold til adelen. Især blandt landbrugssamfundene i de mest utilgængelige dale, som holdt meget tæt sammen gennem et økonomisk samarbejde, for at opretholde livet under svære forhold, og nægtede tvangsarbejde og betaling til feudalherrerne i form af penge eller naturalier.

I 1231 kom Uri under det tysk-romerske riges styre og i 1240 blev Schwytz og Nidwald underordnet kejser Frederik II, men bibeholdt retten til at vælge sine egne dommere. De habsburgske herremænd var skeptiske overfor denne frihed, og uvisheden bevaredes indtil udnævnelsen af Rudolf af Habsburg til konge af Tyskland i 1273. Han lod indtil sin død i 1291 sine stormagtsrettigheder gælde i Uri, Schwytz og Unterwald. Derefter dannede disse områder det Evige Forbund.

Det Evige Forbund bestod af en aftale om at afgøre gensidige stridigheder, om at lade loven herske i stedet for volden, og om selvforsvar. Dommerne skulle stamme fra disse kantoner og skulle udøve hvervet på en hæderlig måde.

Forbundet af kantonerne Uri, Schwytz og Unterwald, som byen Zürich sluttede sig til, blev den første historiske forløber for den Schweiziske Føderation, som styrkedes gennem sejren i slaget om Morgarten, i 1315, mod den kavalerihær som det habsburgske hus sendte for at påtvinge området den kejserlige lov.

Vejen til Føderationen blev banet gennem de nye alliancer. I 1332 underskrev føderationen en pagt med byen Luzern, som indtil da havde været afhængig af Wien. I 1351 stadfæstede Zürich sin tilslutning og i 1353 sluttede Bern sig til, dernæst kantonerne Glaris og Zug, og dannede herved den kerne, som var i stand til at skabe en uafhængig stat midt i det germanske rige.

I anden halvdel af det 14. århundrede, blev landoligarkiet væltet og dets jorde og love blev gjort kommunale. Af denne landlige, demokratiske bevægelse opstod landsgemeinde eller forsamlingen af alle indbyggere - kantonfællesskabets suveræne instrument. En lignende bevægelse blev ledet af lavene i byerne. Fra da af kastede Føderationen sig ud i erobringen af territorier. Gennem talrige slag, voksede unionen igennem det 15. århundrede til tretten kantoner, dannede alliancer med andre og skabte det første statslige organ: rigsdagen, med to sæder og en stemme per kanton.

Frankrigs konge pålagde i 1516 kantonerne en fredstraktat, og derefter en alliance i 1521, som gav ham ret til at rekruttere soldater i Schweiz. De militære og økonomiske bånd, der skabtes ved denne alliance - som kun Zürich nægtede at underskrive - blev opretholdt indtil afslutningen på den gamle Føderation i 1798.

Reformationen kom til Schweiz med præsten Ulrik Zwinglio, hvis prædikener mod at aftjene værnepligt som lejesoldat, mod korruption og gejstlighedens magt, vakte stort genhør og gjorde borgerskabet i byerne stærkere.

Zwinglios forsøg på at forandre forbundsalliancen til gavn for de reformerte byer, slog fejl på grund af de katolske landområders militære sejr. Kappels anden nationale fred, underskrevet i 1531, gav derfor fordele til den katolske minoritet fremfor det protestantiske flertal.

De områder som de to trosretninger var fælles om oplevede konstante spændinger, men man tvang begge lejre til at samarbejde og bevarede på denne måde Føderationens enhed. Medens landbrugssektoren dominerede i de katolske områder, blomstrede handel og industri i de protestantiske, med hjælp fra franske, italienske og hollandske flygtninge.

Den faste ejendom, handelen og industrien, gav sammen med rekrutteringen af lejetropper stor rigdom og magt til en lille kerne af familier - fremfor alt i byerne - samtidig med at mange små bønder forblev uden rettigheder, tvunget til at dyrke middelmådige jorde eller til arbejde som landarbejdere.

De folkelige rådførelser forsvandt i det 17. århundrede. Byernes skatteopkrævning forårsagede opstande, som den store bondeopstand i 1653 der blev slået voldsomt ned, men tre år efter brød krigen atter ud, og de katolske kantoners privilegier blev genoprettet.

Medens de europæiske konflikter stod på i det 17-18. århundrede, spillede den trosmæssige opdeling og lejesoldat væsenet en afgørende rolle for at opretholde Schweiz' neutralitet, hvilket efterhånden i højere og højere grad blev en eksistensbetingelse for Føderationen. Politikken om væbnet neutralitet - der frem til vore dage har været gældende - blev formuleret for første gang af rigsdagen i 1674.

I 1712 gjorde en protestantiske sejr - opnået i det andet slag om Villmergen - en ende på de religiøse kampe og fastslog at byerne der var midt i en industriel udvikling havde overherredømmet. Schweiz var på det tidspunkt kontinentets mest industrialiserede land. En industri som byggede på hjemmearbejde, hvilket forandrede livet på landet fuldstændigt.

I det 18. århundrede fulgte den ene folkelige opstand efter den anden mod byoligarkiet og for ændringer af grundloven. I marts 1798 faldt den Gamle Føderation, og den Helvetiske Republik blev udråbt med en rodfæstet suverænitet hos folket. Fra Enhedsrepublikken og indtil Forbundsforfatningen af 1848 - som markerede liberalismens definitive sejr i Schweiz - fulgte statskup, folkelige opstande og borgerkrige efter hinanden. Den nye forbundspagt medførte oprettelsen af to lovgivende forsamlinger, med det formål at garantere de små katolske kantoners rettigheder.

Overdragelsen til staten af eneretten til at opkræve told og præge mønter, samt ensretningen af måle- og vægtenheder, skabte det økonomiske rum som handels- og industriborgerskabet gjorde krav på. Forbundsforfatningen af 1848 fjernede de forhindringer, som bremsede den kapitalistiske udvikling af landet.

Nepotismen og koncentrationen af kapital til gavn for små grupper, skabte en voksende folkelig opposition mod det institutionelle system. Forbundsforfatningen af 1874 samlede delvist op på denne utilfredshed og introducerede folkeafstemningen som kilde til direkte demokrati.

Arbejderbevægelsen dannes

Systemet med hjemmearbejde medførte, at den schweiziske arbejderbevægelse blev sent organiseret i forhold til industrialiseringen af landet. Det Schweiziske Arbejderforbund - grundlagt i 1873 - havde ikke mere end 3.000 medlemmer og den Schweiziske Fagforeningsunion som afløste den i 1880, overgik ikke dette tal før 10 år senere. Arbejderbevægelsens første sejr blev fabriksloven, godkendt af parlamentet i 1877, som begrænsede arbejdsdagen til 11 timer og forbedrede arbejderens situation. Indtil da skulle mænd, kvinder og børn arbejde 14 timer, uden de minimale betingelser for hygiejne og sikkerhed.

Dannelsen af Socialistpartiet i 1888 fik de Liberale, i 1894 og de Konservative, i 1894 og 1912 til at organisere sig i hele landet. Igennem flere årtier var partiets vigtigste mål oprettelsen af det proportionelle valgsystem - en gammel demokratisk bestræbelse.

Fremmedarbejderne i Schweiz udgjorde 15 % af befolkningen i 1910. Der var for det meste tale om anarkister og socialister, der var forfulgt i deres eget land. De påvirkede arbejderbevægelsen frem mod radikalisering.

Den 1. Verdenskrig medførte stærke interne spændinger i Schweiz - specielt mellem de tysk- og fransktalende dele. Under Ulrich Wiles ledelse samarbejdede den schweiziske hær med Tyskland. Spændingen blev først svækket efter Frankrigs sejr, hvor Schweiz formelt nærmede sig de Allierede og gik ind i Folkeforbundet. Selvom den blev ophævet efter tre dage på grund af pres fra hæren, fik generalstrejken i 1918 de borgerlige kræfter til at danne en anti-socialistisk blok. Samme år blev det proportionale valgsystem indført.

Valghandlingerne i 1919 markerede slutningen på det liberale hegemoni. Det Socialistiske Partis stemmeandel, 20%, fik de liberale til at danne en blok sammen med bønderne, som fik 14%, mens de konservative vandt den anden ministerpost i det Føderale Råd.

48-timers arbejdsugen og fabriksloven blev vedtaget, sammen med forbedringer af støtten til de arbejdsløse og en udvidelse af overenskomsterne.

2. Verdenskrig

Under den 2. Verdenskrig anerkendte de europæiske magter Schweiz' væbnede neutralitet, som trods presset fra Nazityskland holdt sig i udkanten af konflikten. Efter krigen bebrejdede Vesten Schweiz at have haft forbindelse med Tyskland, og Sovjetunionen nægtede at genoprette de forbindelser med landet, der var afbrudt i 1918. Men Schweiz’ økonomiske styrke gjorde det trods alt nemmere for landet at komme tilbage i det internationale samfund. Under den kolde krig stod Schweiz på den vestlige side, men for at kunne bibeholde sin neutralitet gik landet ikke med i FN.

Den schweiziske økonomi fik en utrolig opblomstring i efterkrigstiden. Eksportindustrier med varer som kemiske produkter, fødevarer og maskindele udviklede sig til store transnationale foretagender. I 1973 lå Schweiz på fjerdepladsen hvad angik direkte udenlandske investeringer - kun overgået af USA, Frankrig og England.

Som eksempel kan nævnes, at den største transnationale schweiziske virksomhed Nestlé, som producerer fødevarer, i 1989 havde 196.940 ansatte i hele verden og solgte for 29.360 millioner dollars. Den arbejdede gennem filialer i blandt andet Algeriet, Bahamas, Brasilien, Den Dominikanske Republik, Ecuador, Philippinerne, Ghana og Madagaskar.

Ligesom i de andre kapitalistiske lande i Europa, byggede den schweiziske økonomiske ekspansion delvist på fremmedarbejdere. Disse kom for det meste fra Italien og Spanien. Mellem 1945 og 1974 steg antallet af udlændinge fra 5 til 17% af befolkningen. Afvisningen af immigranterne kom til udtrykt i en række folkeafstemninger, og i kriseårene 1974-76 måtte ti tusinder af udlændinge forlade landet.

På grund af sin politiske neutralitet blev Schweiz ikke medlem af EF. Siden 1960 har landet dog været medlem af frihandelssammenslutningen EFTA. I 1983 udgjorde den schweiziske udviklingsbistand knap 5 % af investeringerne i de fattige lande.

I 1959 vendte socialistpartiet tilbage til det Føderale Råd med to repræsentanter. Siden da har sammensætningen af Regeringsrådet holdt sig stabilt, og omkring 80% af vælgerne har været repræsenteret i regeringen.

Eftersom Schweiz for det meste regeres ved hjælp af politiske kompromiser, har befolkningen mistet interessen for valgene. I 1979 var valgdeltagelsen for første gang under 50%.

I takt med denne udvikling opstod der nye organiserede strømninger i landet. I 1980erne opstod der grupper som atomkraftmodstandere og feminister. Sidstnævnte fik ved en folkeafstemning i 1981 gennemført en ændring af grundloven, der giver lige rettigheder for mænd og kvinder. Som en anden ny bevægelse kan nævnes de voldelige ungdomsaktioner mod forbrugssamfundet.

Antallet af mandlige studerende var ifølge statistikken i 1981 omkring tre gange større end antallet af kvindelige studerende, og kvinder udgjorde knap 32,5% af den økonomisk aktive del af befolkningen.

Kvinder opnåede først føderal stemmeret i 1971, mens de i nogle kantoner endnu i 1999 ikke kan deltage i valgene. I 1984, valgte Nationalforsamlingen for første gang en kvinde, Dr. Elisabeth Kopp, til Politi- og Justitsminister.

Siden 1986 er miljøproblemerne vokset kraftigt, og regeringen har truffet forholdsregler imod forurening i et forsøg på at begrænse «syreregnen» og forureningen af Rhinen. I 1987 fik Frankrig, Tyskland og Holland kompensation for den skade disse lande led, i forbindelse med et uheld på en schweizisk kemifabrik.

Et andet alvorligt problem er de skader som sker på Alpernes økosystem. Byernes hurtige vækst og transporten med tunge lastbiler på vejene skaber i stigende grad ørkenområder i regionen. Som konsekvens heraf øges antallet af såkaldte «naturkatastrofer» såsom oversvømmelser og stenskred, jordskred og laviner, som kunne undgås hvis man beskyttede og vedligeholdt bestanden af raske træer.

Kort efter den Sovjetiske atomkraftværksulykke i Chernobyl i 1986, steg bekymringen for atomkraftproblematikken. Efter en række protestaktioner, opgav Parlamentet i 1989 opførelsen af en sjette atomreaktor i landet.

I juni 1991 gennemførte kvinderne en strejke i metal- og urindustrien. Samme år vedtog delkantonen Appenzell-Rodas at give kvinder stemmeret.

Den voksende fattigdom konfronteret med den generelle rigdom og immigrationspresset har stimuleret den ekstreme højrefløj. De små partier Schweizisk Demokratisk parti og Bilistpartiet - som har xenofobiske tendenser og er imod offentlige socialpolitiske tiltag - er vokset støt siden 1989.

Krisen i Østeuropa fjernede muligheden for en væbnet konflikt med Sovjetunionen, og forstærkede tendensen mod Europæisk integration. I maj 1992 vedtog man ved en folkeafstemning Schweiz' indtræden i IMF og Verdensbanken. I juni 1993 stemte 57,2% af schweizerne for et forslag om en modernisering af de væbnede styrker. Samtidig blev der vedtaget et forslag om at inkorporere schweiziske tropper i fredstyrker under FN. Dette var en vigtig forandring i den traditionelle schweiziske neutralitetspolitik. Men et flertal af schweizerne stemte imod dette forslag i en folkeafstemning, der blev gennemført i 1994.

En af de væsentligste forhindringer for schweizisk integration i EU lå i den frie bevægelse af arbejdskraften mellem landene. Samme år blev en antiracistisk lov, som straffede diskrimination, vedtaget ved folkeafstemning, samtidig med en anden lov, som tillod politiet at være mere hårdhændede mod illegale immigranter, som begik kriminalitet i landet. Dette blev kritiseret og anset som en overtrædelse af den schweiziske Forfatning og af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Den 4. og 5. oktober 1992 berørtes landet, da 53 personer som var medlemmer af en sekt kaldet Sol Templet, begik selvmord i Schweiz og i Quebec.

Ved valget den 22. oktober 1995, opnåede Socialdemokraterne 54 mandater, de Radikale fik 45, de Kristelige Demokrater 34, det Schweiziske Folkeparti 29 og de Grønne 9.

En undersøgelse foretaget af regeringen om arbejdsløshed har forudset et stort fald i år 2000. Hvis den årlige vækst i bruttonationalproduktet (BNP) ikke kommer under 2,25%, vil arbejdsløsheden i det år kun berøre 60.000 mennesker, i stedet for 192.000 i 1996.

I juli 1997 offentliggjorde schweiziske banker - efter privat og internationalt pres - ejerne af de konti, som er blevet holdt fast siden 2. Verdenskrig - hvoraf flertallet tilhørte jøder, som blev dræbt under nazismen. Den Jødiske Verdenskongres, som stod stærkest på kravene om offentliggørelse sagde, at den nævnte præsentation udelukkende var en symbolsk gestus, efter halvtreds års udnyttelse.

I september 1997 stemte 50,8% ved en folkeafstemning imod, og udelukkede dermed den nedskæring i arbejdsløshedsforsikring, som regeringen lagde op til. Ifølge observatører kunne dette resultat betyde komplikationer for den økonomiske sparepolitik, som var planlagt.

Som følge af en skandale der bl.a. bestod i svindel med flere millioner dollars, udført af en tidligere ansat i efterretningsvæsenet med det formål at oprette en hemmelig hær, suspenderede regeringen chefen for det militære efterretningsvæsen, der var anklaget for at have give ordre til operationen. Forsvarsminister Adolf Ogi blev gjort ansvarlig for efterforskningen og rykkede dermed frem i første række på den politiske scene. Under hans ledelse vandt den Centrums Demokratiske Union valget i oktober 1999, og Ogi overtog præsidentposten i januar 2000.

I 1998 havde staten gennemført en undersøgelse, der afslørede, at antisemitismen var tiltagende i landet som følge af landets historiske relationer med nazi-tyskland, og som følge af den politik landets banker havde overfor konti tilhørende ofrene for Holocaust. En undersøgelse foretaget af USA i januar 2000 afslørede, at 16 % af schweizerne havde antisemitiske holdninger. Der var tale om en stigning ifht. situationen 10 år tidligere.

Ved sin overtagelse af præsidentposten i januar 2001, blev socialdemokraten Moritz Leuenberger udsat for hård kritik fra pressen og de politiske sektorer pga. regeringens hårdhændede politik overfor de tusindvis af anti-globaliseringsdemonstranter, der havde forsøgt at rejse til vintersportsstedet Davos, hvor verdens økonomiske og politiske elite siden 1971 har sat hinanden stævne under World Economic Summit. Regeringen havde beordret de fleste demonstranter stoppet, endnu før de nåede Davos og havde sat dem til afkøling i sneen.

I marts 2001 afviste en folkeafstemning med 77% at nærme Schweiz til EU. Forslaget var blevet fremsat af Socialistpartiet og ungdomsgrupper, men blev modarbejdet af regeringskoalitionen, der argumenterede med at der ikke kunne blive tale om at åbne forhandlinger om optagelse i EU inden parlamentssamlingen 2003-07.

En anden folkeafstemning i juni vedtog med snæver margen, at schweiziske soldater kan bære våben under fredsmissioner i udlandet. Afstemningen godkendte også, at schweiziske soldater kan deltage i træningsøvelser ledet af NATO. På dette tidspunkt deltog schweiziske styrker i Kosova, hvor de imidlertid blev beskyttet af østrigske styrker, fordi schweizerne ikke selv måtte bære våben. Regeringen ønskede, at militæret ville få de samme arbejdsbetingelser som styrkerne fra NATO.

Efter et periode med økonomisk vækst blev den schweiziske økonomi i løbet af 2001 ramt af tilbageslag, tusinder blev afskediget og arbejdsløsheden nåede op på 2%. I oktober erklærede landets nationale flyselskab, Swissair sig for bankerot, efter at en ekspansionsplan var slået fejl. Regeringen, flere banker og private virksomheder udformede en kostbar plan, der skulle sikre, at landet fortsat havde et nationalt flyselskab. Det blev dannet på resterne af et Swissair regionalt selskab, Crossair. Kun 7% af befolkningen mente dog i januar 2002 at det nye selskab ville kunne overleve. Samme måned overtog Kaspar Villiger fra partiet Fri Demokratisk Tankevirksomhed præsidentposten.

World Economic Summit ønskede i 2002 ikke at få gentaget protesterne fra året før, og årets topmøde blev derfor for første gang siden 1971 afholdt i New York. Officielt for at vise solidaritet med byen, der var blevet ramt af terror i september 2001.

I marts 2002 stemte 55% af vælgerne ved en folkeafstemning for at lade Schweiz optage i FN. Landet blev dermed medlem nr. 190. Udenrigsminister Joseph Deiss erklærede, at der var tale om en sejr for Schweiz, eftersom landet nu havde et international forum hvor det kunne debattere globale spørgsmål og således bedre forsvare sine interesser. Modstandere af optagelse mente dog, at landet nu mistede sin neutralitet.

Samme måned afgav Bergier kommissionen rapport. Den var blevet nedsat i 1996 med medlemmer fra Schweiz, Storbritannien, USA og Israel med det formål at undersøge Schweiz' relationer til Aksemagterne under 2. Verdenskrig. Rapporten slog fast, at Schweiz havde gennemført hemmelige forhandlinger og handelsaftaler med nazityskland, der havde bidraget til at forlænge krigen; at Schweiz havde nægtet at give asyl til tusindvis af jøder, trods det at regeringen kendte til eksistensen af koncentrationslejre; og endelig at der havde eksisteret samhandelsaftaler og aftaler om finansielt samarbejde mellem de to lande, der havde bidraget til den tyske økonomis ekspnasion.

I 2003 afviste en folkeafstemning med snæver margen at reformere den schweiziske asylpolitik. Schweiz' asylpolitik er i dag den mest restriktive i den industrialiserede verden. Både det Internationale Råd mod Tortur og Amnesty International udtrykte i 2003 bekymring over politiovergreb mod udlændinge i Schweiz. En rapport fra samme år kritiserede den vold og racistiske tilsvininger asylansøgere udsættes for i Schweiz. Det blev ligeledes kritiseret, at denne praksis også anvendes mod mindreårige og mod asylansøgere i politiets varetægt. Torturrådet erklærede, at den form hvorunder visse politioperationer gennemføres rummer en stor fare for inhuman og nedværdigende behandling.

Amnesty International kritiserede den behandling demonstranter i Geneve og Lausanne havde været udsat for i juni 2003 fra politiets side. Menneskerettighedsorganisationen benyttede samtidig lejligheden til at afkræve løfter om ordentlig behandling af demonstranter, der planlagde at aktionere under det økonomiske topmøde i Davos i januar 2004. Ironisk nok gennemførte FN's Menneskerettighedskommission sit 60. møde i Geneve samme år.

I juni 2004 rejste paven til Bern for at deltage i Unge schweiziske Katolikkers første landsdækkende møde. Paven blev modtaget af landets kristelig demokratiske præsident, Joseph Deiss, og gennemførte sin messe på landets tre officielle sprog - tysk, fransk og italiensk. Schweiz havde allerede udpeget Hansrudolf Hoffmann som «ekstraordinær ambassadør» til Vatikanet og denne deltog også i mødet i Bern. Formålet med udnævnelsen var at forbedre forholdet mellem de to stater. Paven havde kun en gang tidligere besøgt Schweiz - 20 år tidligere.

I oktober opdagede schweiziske forskere 600 spor efter dinosaurer, da der skulle anlægges en ny vej i Jurabjergene i landets nordvestlige del. Lederen af det palæontologiske hold, Wolfgang Hug, erklærede at sporene var blevet sat af op til 20 m lange dinosaurer for 150 mio. år siden. Med denne seneste opdagelse, var der de to foregående år blevet opdaget omkring 2.000 spor efter dinosaurer i denne del af landet, og videnskabsmændene opfordrede derfor UNESCO til at sætte området på listen over bevaringsværdige steder for menneskeheden.

Ved en folkeafstemning i juni 2005 støttede 54% af schweizerne landets ratificering af Schengen aftalen, der indebærer tæt samarbejde med EU i sikkerheds- og asylspørgsmål. Ratificeringen indebærer, at Schweiz opgiver sin systematiske undersøgelse af indrejsendes identitet ved sine grænser. til gengæld får landet adgang til en enorm database, der dækker hele Europa med oplysninger om eftersøgte og forsvundne, indvandrere og stjålne effekter. Det højreorienterede Folkeparti og den isolationistiske Kampagne for et selvstændigt og neutralt Schweiz havde stået i spidsen for kampagnen mod Schengen. De havde indsamlet de fornødne underskrifter så folkeafstemningen måtte gennemføres og havde argumenteret med, at ratificeringen ville åbne landets grænser for Europas kriminelle og ville kompromitere dets suverænitet. Tilhængerne argumenterede med, at adgangen til Schengens databaser ville gøre landet mere sikkert, fremme turismen og bidrage til en reduktion i antallet af asylansøgende.

I september 2006 anerkendte 68% ved en folkeafstemning stramning af asyl- og emigrationsregler. De nye regler lukker grænserne for en lang række typer af emigranter og strammer reglerne for at få politisk asyl.

En periode med voldsomme regnskyl ramte landet i august 2007. Regnen medførte oversvømmelser der berørte motorveje og jernbaneforbindelser. Mindst 3 blev dræbt og en snes såret under uvejret.

Ved valget i oktober blev det schweiziske folkeparti landets største med 29% af stemmerne. Partiet ledes af den stærkt højreorienterede og fremmedfjendske Christoph Blocher. Blochers ekstreme parti udbalanceres i parlamentet imidlertid af en koalition mellem socialdemokrater og Grønne. Ugerne efter valget var præget en magtkamp internt i Blochers parti. Det har siden 2003 haft 2 pladser i Forbundsrådet. Den ene besat af Blocher selv. Pga. intern strid i partiet lykkedes det imidlertid den mere centrums orienterede del af partiet at få valgt SVP parlamentsmedlemmet Eveline Widmer-Schlumpf til den anden plads, mens hendes tilsvarende «moderate» kollega Samuel Schmid havde den første plads. Blocher var dermed ude af rådet. SVP's parlamentsgruppe svarede igen ved at ekskludere begge.

Efter en stærk fremmedfjendsk kampagne stemte 57% af vælgerne ved en folkeafstemning i november 2009 for et forbud mod minareter, og for fjernelse af de 4 eksisterende. Ved samme afstemning stemte 68% imod et forbud mod eksport af våben og våbendele.

Sammenlignet med resten af Europa blev Schweiz kun i begrænset omfang ramt af den globale økonomiske krise, der for alvor slog igennem i 2008. Landets BNP faldt i 2009 med 1,5% og arbejdsløsheden steg til 4,4% - stadig under halvdelen af niveauet i EU og USA. De 3 første kvartaler af året var landet i recession.

I november 2009 gennemførte Schweiz en folkeafstemning om forbud mod minareter. Afstemningen var blevet foreslået af det højreradikale Schweiziske Folkeparti SVP, mens regeringen frarådede at et sådan forbud blev gennemført, da det ville skade landets forhold til den muslimske verden. Alligevel stemte 57% af schweizerne for et forbud, og 22 ud af 26 kantoner stemte for. Landet var hjemsted for 400.000 muslimer, og efter kristendom er islam landets næststørste religion, omend ret skjult. Der findes kun 4 moskeer i landet. Natten før afstemningen blev moskeen i Geneve vandaliseret. Amnesty International erklærede at forbuddet var en krænkelse af trosfriheden og nok enten ville blive omstødt af landets Højesteret eller af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

I september 2010 vælges den fjerde kvinde til landets syv personer store Føderationsråd, og før første gang har rådet et flertal af kvinder.

Ved en ny folkeafstemning i november 2010 bliver der flertal for automatisk at kunne udvise udlændinge der har begået «alvorlig kriminalitet».

I januar 2011 kendes en tidligere schweizisk bankansat skyldig i at have overtrådt landets strenge love omkring bankhemmelighed. Han har overdraget WikiLeaks en liste over rige udlændinge der har svindlet i skat og gemt deres formuer i Schweiz.

I lyset af katastrofen på japans Fukushima atomkraftværk blev Schweiz i maj 2011 det første europæiske land der besluttede at udfase atomkraft. Der skulle ikke anlægges nye værker, og nedslidte reaktorer ville ikke blive udskiftet. Den sidste reaktor forventes taget ud af drift i 2034.

Ved parlamentsvalget i oktober 2011 går det højreradikale SVP 2,3% tilbage til 26,6%, men er fortsat landets største. Det liberale FDP og kristen-demokratiske CVP går ligeledes hver godt 2% tilbage. Til gengæld går det grønne liberale parti GLP 4% frem til 5,4%.

Regeringen indfører i april 2012 et kvotasystem for arbejdere fra central- og østeuropæiske medlemsstater i EU. Landet udnytter en undtagelsesklausul i dets aftale med EU om fri bevægelighed. EU kritiserer Schweiz' beslutning.

De schweiziske myndigheder arresterede i august Erwin Sperisen og fængslede ham for 3 mdr. Sperisen havde dobbelt schweizisk-guatemaltekisk statsborgerskab og var i 2004-07 Guatemalas rigspolitichef. Han stod i Guatemala anklaget for en række mord under sin tid som politichef og var derfor flygtet til Schweiz.

Miljøgruppen Ecopop indsamlede i november 2012 tilstrækkeligt mange underskrifter til at kunne gennemføre en folkeafstemning om begrænsning af befolkningstilvæksten til 0,2% gennem stærke begrænsninger på indvandringen.

Parlamentet forkastede i juni 2013 et forslag om at forsyne de nordamerikanske skattemyndigheder med oplysninger, der kunne føre til fangst af skatteunddragere i USA. Supermagten havde på forhånd truet Schweiz med at nægte dets banker adgang til dollarmarkeder, med mindre landet rettede sig efter USA's ønsker. Til gengæld blev det vedtaget (med 78,5% af stemmerne) at ændre asyllovgivningen, så processen blev speeded op, mens muligheden for at søge asyl ved landets ambassader i udlandet til gengæld blev afskaffet.

Ved en folkeafstemning i september 2013 afviste vælgerne at afskaffe værnepligten.

Med et meget snævert flertal (50,3% mod 49,7%) besluttede Schweiz ved en folkeafstemning i februar 2014 at ophæve arbejdskraftens frie bevægelighed mellem EU og Schweiz, der ellers var blevet indført i 2000. Forslaget var stillet af den xenofobe højrefløj. Efter afstemningen besluttede EU at ekskludere Schweiz fra Erasmus og Horizon 2020 programmerne - unionens hidtil største uddannelses- og forskningsprogrammer.

Ved folkeafstemningen i maj besluttede landet at sige nej til købet af det svenske JAS 39 Griben jagerfly, nej til indførelse af mindsteløn og ja til livsvarigt forbud for pædofile til at arbejde med børn.

Den europæiske menneskerettighedsdomstol bekræftede i en kendelse fra november 2014, at Schweiz ikke måtte udvise en afghansk asylsøgende familie til Italien. Sagen var hastefremlagt for domstolen i februar ef en række menneskerettighedsorganisationer.

Schweiz' nationalbank ophævede midt i januar 2015 fastkurspolitikken overfor Euro. Siden 2011 havde schweizer-francen været knyttet til € til kurs 1,20. Specielt gennem 2013 og 14 var Euroen blevet svækket ifht. US$ og schweizer-francen havde fuldt denne svækkelse, trods det forhold at den schweiziske økonomi ikke var svækket som den europæiske. Konsekvensen var at Euroen med ét slag blev devalueret 30% ifht. schweizer-francen. Den faldt fra 1,20 €/SFr. til 0,80, for siden at rette sig til 1,04. Samtidig sænkede nationalbanken diskontoen fra -0,25% til -0,75%, som udtryk fro at den schweiziske økonomi også var i deflation. Beslutningen kom som en bombe for både IMF og den europæiske centralbank.

I marts 2015 lancerede det Schweiziske Folkeparti en politisk kampagne, der skulle sætte den schweiziske forfatning over de internationale konventioner landet havde tilsluttet sig. Den efterfølgende debat var hadsk og især rettet mod en række internationale menneskerettighedstraktater, deriblandt den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Landet sluttede sig dermed til rækken af lande der bekæmpede overholdelsen af menneskerettigheder.

I september vedtog parlamentet en vidtgående overvågningslov, der gav efterretningsvæsenet ubegrænset ret til at indsamle og opbevare data (både metadata og indhold) fra internettet og til at installere trojanere på egne borgeres og udlændinges computere.

Forholdet til EU blev gradvist værre efter folkeafstemningen i 2014. I juni 2016 trak Schweiz sin ansøgning om optagelse i EU tilbage tilbage. Den havde ligget i Kommissionen siden 1992. Landets største parti erklærede at man «skulle være sindsyg hvis man stadig søgte om optagelse i EU». I juli svarede Kommissionen igen ved at at erklære, at hvis Schweiz som planlagt og som konsekvens af afstemningsresultatet fra 2014 indførte begrænsninger overfor EU borgeres bevægelighed, ville EU fjerne Schweiz' frie adgang til EU's indre marked. 52% af Schweiz' eksport går til EU og det ville ramme landet økonomisk. (EU tells Swiss no single market access if no free movement of citizens, Guardian 3/7 2016).

Guia del Mundo


 

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Schweiz)
Amnesty International Annual Report 2016 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)