Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Bauhaus, skole for arkitektur og kunsthåndværk i mellemkrigstidens Tyskland. Bauhaus fik, gennem en kort og intenst skabende periode, vidtrækkende betydning for udformningen af vort miljø og bidrog stærkt til ændringer på arkitektur- og kunstskoler i Europa og USA.

Bauhaus blev grundlagt af arkitekten Walter Gropius i Weimar 1919. Den flyttedes til Dessau 1925 og endelig til Berlin i 1932, før den lukkedes af nazisterne i 1933. Blandt skolens lærere var fremtrædende kunstnere og arkitekter som Paul Klee, Wassily Kandinsky, Lazlo Moholy-Nagy, Oscar Schlemmer, Marcel Breuer, Ludwig Hilbersheimer og Josef Albers.

I Bauhaus' manifest, slåes der til lyd for en sammensmeltning af kunst og håndværk i en ny formel enhed. Den nye tids bygninger skulle udtrykke en «total» arkitektur, hvor kunst og brugsting skulle indgå i en enhed, udformet af fagfolk i et samarbejde på tværs af faggrænser. Her byggede Bauhaus videre på håndværkstraditionen fra England, (Ruskin, Morris), og Tyskland, (Deutsche Werkbund) og konkretiserede derved en generel reaktion mod den dekadente stilforvirring og overklasseornamentik, som prægede perioden omkring århundredeskiftet. Nogle år senere tog skolen udfordringen fra industrialismens nye teknologi op. Maskinerne skulle, ved den rette anvendelse, medvirke til at løse tidens problemer. Designerne skulle tilbyde industrien produkter, der fungerede godt og som også skulle være smukke. På Bauhaus blev der gjort meget for at vise at nye, massefremstillede produkter, som f.eks. møbler, tekstiler og kunsthåndværk kunne udformes med et tidssvarende design, præget af enkel og saglig funktionalisme.

Bauhaus var en læreplads, ikke en undervisningsinstitution. Det var et «byggehus», hvor «mestre» og studerende - efter et toårigt introduktionskursus - arbejdede sammen på værksteder, hvor alt fra tekopper til nye byer udformedes efter de samme principper og efterhånden med noget af det samme, umiskendelige formsprog. I slutningen af 1920'erne, da Bauhaus i Dessau kom under ledelse af den schweiziske kommunist Hannes Meyer, fik hele skolen en stærkere samfundsfaglig og videnskabelig orientering. Skolens radikalisme og dens produkter blev sat ind i en strengere, social kontekst og fik en skarpere, politisk profil. Det provokerede borgerskabets formalistiske og intuitive kunstopfattelse og tærede på den politiske tolerance. Så længe skolen kunne undskyldes som et anarkistisk tilholdssted for opfindsomme bohemer, fik den lov at eksistere, men så snart samfundskritikken fik en mere central rolle, greb Gestapo ind. Til trods for at Meyer blev afskediget i 1930, blev skolen sat under administration og ledet af den politisk langt mere acceptable Ludwig Mies van der Rohe.

Bauhaus var en del af Weimarrepublikken og fulgte dens opblomstring og fald. Fra de tidlige års eksplosive, søgende og mytiske ekspressionisme, stabiliseredes den i den modne funktionalismes grundige og teknologiske saglighed, for så at møde undergangen under presset fra en fremadstormende, dekadent, politisk kultur. 1920'ernes stærke sociale engagement måtte vige for en formalisme, som indvarslede funktionalismens senere knæfald for industrialisme og forbrugersamfundet. I 1930'erne emigrerede flere af skolens lærere til USA, hvor der blev gjort forsøg på genskabe skolen i Chicago. Det mislykkedes - samfundsforholdene var ikke gunstige for Bauhaus' radikale eksperimenter. Kun en skygge af æstetisk filosofi overlevede, men Bauhaus har fortsat inspireret med sine pædagogiske principper og det, der produceredes gennem dens 14-årige historie.

P.B.