Aalto (1898-1976), finsk arkitekt. Den sidste af de store pionerer i det 20. århundredes byggekunst. Fra 1920'erne var han, sammen med Le Corbusier, Walter Gropius og Mies van der Rohe, blandt banebryderne i opbygningen af den moderne arkitektur, i reaktion mod det forrige århundredes forvirrede stil og ornamentik.

Aaltos vigtigste bidrag lå i humaniseringen af den internationale funktionalisme. En hård, rationel og klinisk byggestil som blev udviklet på kontinentet, blev af Aalto givet en blød og lyrisk frodighed. Den nye monumentalitet blev hos Aalto formet til en mere menneskelig målestok. Hans bygninger var organiske. Gennem brug af især træ og tegl lod han funktionerne folde sig ud i åbne og frie former, der var blødt tilpasset både de mennesker de skulle tjene og det landskap de blev indplaceret i. Hans finske byggestil har klare regionale særpræg. En finsk identitet med dybe rødder.

Aalto var en grundig fagmand. Hans bygninger er præget af en usædvanlig skabende opmærksomhed ned i de mindste detaljer. Også interiørerne, møblerne og brugskunsten som han formede har et gennemført helhedsmæssigt og personligt præg. Arkitekturen begynder i detaljerne, sagde han.

I Finland blev Aalto efterhånden en uortodoks og omdiskuteret faderfigur. Hans store indflydelse på finsk efterkrigsarkitektur har ofte været vanskelig at acceptere. For udenlandske arkitekter var han mindre truende, og utallige er gennem årene valfartet til hans kontor dybt inde i de finske skove nær Jyväskylä i Midt-Finland. Her var han den store mester, fåmælt, stærk, tætbygget og furet efter et langt livs grådig vellevned. Her kunne han mane bygninger frem fra underligt fine skitser.

P.B.