Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Omkring 1990 var solidaritetsmiljøet i København præget af kraftig afmatning. 1980'ernes mest dynamiske organisation - Nicaraguakomiteen - var lammet efter sandinisternes valgnederlag i 1990. I slutningen af året var komiteen sammen med Internationalt Forum (IF), ERA (Den eritreanske Nødhjælpsorganisation) og Dansk Vietnamesisk Forening endvidere ved at blive smidt ud af deres fælles lokaler. I den situation blev der gjort en fælles kraftanstrengelse for at samle kræfterne i de forskellige solidaritetsorganisationer, give dem en fælles ramme og et miljø hvorfra der atter skulle kunne rekrutteres til solidaritetsarbejdet.

Den 1. november 1990 flyttede de 4 organisationer - der allerede boede sammen - ind i nye lokaler i Griffenfeldsgade 35, og de fik følgeskab af Dansk Cubansk Forening, Tidsskriftcentret og for en kortere bemærkning også af Sydafrikakomiteen. Kulturhuset Cikaden var en realitet. Planen var at kunne udnytte den fælles infrastruktur i form af kontormaskiner og mødelokaler. Facaden blev sat i stand og der blev lavet et enormt murmaleri på den. Alt sammen for egne midler. I stuen havde Tidsskriftcentret dels indrettet et tidsskriftbibliotek, dels blev der i august 1991 åbnet en solidaritetscafe - Cafe Cikaden - baseret udelukkende på frivillig arbejdskraft. Ideen med cafeen var både at skabe et internationalt miljø med tredjeverdens musik, film, forfatteraftner, møder og gratis levende musik, men samtidig at skabe nogle rammer hvorfra nye aktivister kunne trækkes ind i solidaritetsarbejdet.

Projektet så umiddelbart ud til at blive en succes. Da udviklingen kulminerede midt i 1993, havde 18-20 større og mindre organisationer deres adresse i Kulturhuset. Cafeen gav godt nok ikke noget specielt overskud, men løb dog rundt og havde jævnt mange gæster. Samtidig begyndte der imidlertid at vise sig en række krisetegn. Cafeen opfyldte tilsyneladende ikke det tilsigtede formål med at trække aktivister til huset. Solidaritetsgruppernes lyst til at stille medlemmer til cafeen kølnedes derfor efterhånden. Der kom stadig større afstand mellem grupperne og cafeen, der kom til at mangle cafeansvarlige, der traditionelt var rekrutteret i grupperne. Da nogle samtidig kritiserede cafeen for at være for latinamerikansk orienteret, blev det betydelige latinamerikanske stampublikum den havde fat i, skræmt bort. Der smertefulde deroute med stadig stigende underskud kom til at strække sig over 4 år, før cafeen endelig blev lukket i sommeren 97.

Cafeen var nu godt i gang med at trække hele huset ned økonomisk. Nok var der tale om adskilte økonomiske enheder, men når cafeen ikke kunne betale sin husleje, måtte huset dække den. I 1997-98 blev der 2 gange hentet lejere ind i Cafeen, men hver gang viste de sig ikke at betale huslejen til huset. På dette tidspunkt havde en af de oprindelige initiativtagende organisationer - IF - allerede forladt huset, og flere andre var på vej bort. Kulturhuset ophørte endelig den 1. december 1998, da de sidste organisationer flyttede.

A.J.