 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Dansk solidaritetsbevægelse (1964-75) der arbejdede med støtte til det vietnamesiske folks modstandskamp mod USA's krig i landet.
 |
| Den største Vietnam-demonstration den 27.april 1968 havde 25-30.000 deltagere. Foto: ABA. |
Vietnam er uden tvivl et af de lande i den tredje verden der har sat størst præg på det politiske verdensbillede i det 20. århundrede.
Mediernes dækning af Vietnamkrigen betød at mange helt almindelige danskere knyttede følelsesmæssige bånd til et lille asiatisk folk på den anden side af jorden, som blev bombet og ødelagt af USA.
| Se også: Krigens parter og Tidslinie for krigen |
Verdens mægtigste stormagt USA måtte se sig besejret af en befrielsesbevægelse og en lille socialistisk stat i et af den tredje verdens fattigste lande.
I begyndelsen af 1960'erne voksede den internationale opmærksomhed på konflikterne i Sydøstasien. USA's stadig mere omfattende engagement i Vietnam og indsættelse af de første kamptropper fra 1962, vakte opmærksomhed og bekymring. USA's Vietnamkrig var begyndt. I 1963 voksede modsætningerne i Sydvietnam mellem den USA støttede regering og forskellige protestbevægelser. Antallet af demonstrationer voksede, og buddhistmunke brændte sig selv offentligt i protest mod den sydvietnamesiske regerings politik. Begivenheder som blev forsidestof i verdenspressen og TV.
I august 1964 besluttede USA at foretage en kraftig udvidelse af krigen i Vietnam. Man brugte den såkaldte Tonkinbugt-episode som påskud. Angiveligt skulle Den Demokratiske Republik Vietnam (Nordvietnam) have angrebet et af USA's krigsskibe i bugten. Først 30 år senere indrømmede USA, at der var tale om opdigtet historie for at skabe en anledning til at bombe Nordvietnam.
Den 7. februar 1965 kl. 02 om morgenen angreb 30 guerillaer fra Sydvietnams Nationale Befrielsesfront (FNL) en amerikansk base i Pleiku, 385 km. nord for Saigon. Allerede samme eftermiddag beordrede præsident Johnson gengældelse i form af kraftige bombardementer af DRV-Nordvietnam, som fortsatte næsten permanent resten af året.
I USA gav den udvidede krigsførelse anledning til reaktioner af forskellig art. Det nye var den åbenlyse krigsførelse, ved hjælp af hær, flåde og ikke mindst luftvåben, som direkte eller indirekte involverede en stor del af USA's befolkning i kamphandlinger. I løbet af perioden fra 1962 til 1975 gjorde ca. 2,7 millioner nordamerikanske soldater tjeneste i Vietnam. Heraf blev 153.000 såret og 58.000 dræbte.
Men USA's engagement i Vietnam var ikke af ny dato. Det begyndte som en voksende militær og økonomisk støtte til Frankrigs kolonikrig i Indokina 1946-54. Efter Frankrigs militære nederlag ved Dien Bien Phu blev Vietnam midlertidigt delt ved Genève-forhandlingerne i 1954. I den sydlige del af landet gav USA massiv opbakning til det svage anti-kommunistiske styre under Ngo Dien Diem, der i 1956 forhindrede de aftalte frie valg om genforening af hele Vietnam. USA's udenrigsminister John Foster Dulles vurderede, at valget «antagelig ville betyde en genforening af Vietnam under Ho Chi Minhs ledelse». Ho Chi Minh var leder af den vietnamesiske anti-kolonialistiske bevægelse Vietminh, og han blev Vietnams første præsident fra 1945.
Vietnambevægelsen og FNL
USA's krig i Vietnam vakte betydelig opsigt og modstand overalt i verden. Vietnamkrigen - som vietnameserne kalder «den amerikanske krig» - var en af de grusomste og mest omfattende krige efter 2. verdenskrig. Den kostede 1,425 mio. vietnamesere livet, mens 3,7 mio. blev såret. Der blev kastet 2½ gange så mange bomber over Vietnam i løbet af krigen som under hele Anden Verdenskrig. Men den var også verdens første TV-krig, og den store medie-dækning var med til at skabe bred folkelig modstand mod USA's krig og ændrede på opfattelsen af USA og af den type engagementer og overgreb overalt i den tredje verden.
Modstanden mod krigen skabte en ny bevægelse - Vietnambevægelsen - der blev den største af det 20. århundredes internationale folkelige protestbevægelser. I kraft af sit omfang og sin politiske konsekvens fik Vietnambevægelsen en afgørende betydning ved at skabe en international massebevægelse mod USA's krig i Vietnam. En bevægelse der i sidste ende - ikke mindst på grund af dens gennemslagskraft i USA - var med til at få USA til at trække sig ud af Vietnam.
Denne massebevægelse bidrog også til en samfundsmæssig radikalisering: i kølvandet på bevægelsen opstod i slutningen af 1960'erne en ny radikal studenter- og ungdomsbevægelse og -kultur, der gjorde op med autoriteter og tradition. Det førte også til en ny venstrefløjsbevægelse, der søgte at finde alternativer til de etablerede partier på venstrefløjen, inklusive de kommunistiske.
Karakteristisk for Vietnambevægelsen - i Danmark og internationalt - var ikke kun modstanden mod den amerikanske krig, men også solidariteten med det vietnamesiske folk og støtte til FNL - den sydvietnamesiske befrielsesfront. FNL blev oprettet i 1960 og blev af USA's og det øvrige Vestens ledere betragtet som kommunistisk (derfor kaldet «Vietcong», dvs. vietnamesisk kommunist), mens der i realiteten var tale om en bredere, national front med et stærkt folkeligt bagland, der kæmpede for national uafhængighed og social retfærdighed. FNL var sammensat af 23 forskellige partier, masseorganisationer, religiøse grupper og nationale mindretal. Men sydvietnamesiske socialister og kommunister var en drivende kraft i fronten. Uanset dette var FNL først og fremmest national i sit udgangspunkt og modstander af fremmed dominans, ligesom den anti-kolonialistiske bevægelse Vietminh under den første Indokina-krig mod det franske kolonistyre, og ikke socialistisk eller kommunistisk. (Indokina er de tidligere franske kolonilande Vietnam, Laos og Cambodia).
Den gryende bevægelse
Der var forløbere for Vietnambevægelsen: i slutningen af 50'erne og begyndelsen af 60'erne skabte Kampagnen mod Atomvåben (den danske bevægelses navn) og i USA de sortes borgerretsbevægelse nye former for politisk aktivitet og mobilisering - protestmarcherne. Dette banede vej for at opstarte andre kampagner i forhold til Algierkrigen og mod apartheid i Sydafrika og beskæftige sig med en bredere vifte af tredjeverdens problemer.
I Danmark voksede en række nyradikale og venstrefløjsmiljøer op, til dels i forlængelse af Atomkampagnen og de øvrige kampagner, bl.a. fra 1966 i miljøet omkring tidsskriftet Politisk Revy. Der var også en opblomstring af aktivistiske og politiske smågrupper på venstrefløjen.
Da USA i maj 1964 henvendte sig til sine NATO-allierede med opfordring om at yde økonomisk og materiel bistand til Sydvietnam, udtalte daværende udenrigsminister Per Hækkerup sin sympati for USA's «store byrder i Sydvietnam». Alligevel afslog regeringen en henvendelse fra Sydvietnam om bistand, med den begrundelse at Danmark i forvejen havde store ulands-forpligtelser. Dette var en tid, hvor det endnu var vanskeligt at kritisere alliancepartneren USA, der var redningsmanden fra den 2. Verdenskrig. Kritikerne af krigen vandt terræn, og allerede i bevægelsens tidlige fase deltog socialdemokrater aktivt i bevægelsen på trods af partitoppens stillingtagen. En fremtrædende socialdemokrat som Frode Jacobsen, der var NATO-tilhænger og anti-kommunistisk, arbejdede allerede i 1965 på at få den socialdemokratiske regering til officielt at indtage en kritisk holdning til krigen, som han mente skadede amerikanernes sag og det vestlige demokratis sag.
Tonkinbugt-affæren medførte den første aktion, som var en demonstration den 5. august 1964 foran USA's ambassade i København under parolerne «USA væk fra Vietnam» og «Hænderne væk fra Vietnam». Demonstrationen blev arrangeret af Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), Socialistisk Folkepartis Ungdom (SUF), SOAK (Socialistisk Aktion, trotskister) og Marxistisk Forum (maoistisk). Det var venstrefløjen, især Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og partiets avis Land og Folk, der først søgte at mobilisere til protest mod den tiltagende krig i Vietnam. Eskalering af kamphandlingerne i Vietnam førte til en række møder og protestaktioner i 1965, hvor man tog stilling til fordel for DRV-Nordvietnam og FNL. Oftest var det partiernes ungdomsorganisationer og aktivistiske kredse som de ovenfor nævnte, der stod bag disse aktioner. Også bredere kredse var meget aktive i den tidlige Vietnambevægelse og kritiske over for USA's rolle i Vietnam. Det gjaldt ikke mindst betydelige socialdemokratiske kredse, som ungdomsorganisationerne DSU, Frit Forum samt dele af fagbevægelsen, foruden SF og pacifistiske kræfter, der havde været centrale i Atomkampagnen.
De udadvendte aktiviteter som samlede bredest i 1965 og 1966, var kopier af en ny form for debatmøder, der med overvældende succes var taget i brug i USA: høring- eller teach in-formen. I Danmark begyndte en række debatmøder i de større byer med den lokale fagbevægelse som en central kraft. På møderne kom et panel af «eksperter» med facts om krigen og krigsførelsen på baggrund af spørgsmål fra tilhørerne. Som regel mundede møderne ud i almindelig enighed om denne krigs grusomhed og nødvendigheden af at skabe fred, både i Vietnam og i bred almindelighed alle steder hvor der fandtes krig. Den generelle indstilling var humanistisk og apolitisk, og man forholdt sig forsigtigt neutralt til de krigsførende parter og søgte at afdække, hvad der skete i Vietnam og baggrunden for krigsførelsen. Kravet, der blev fremført, var «Fred i Vietnam». Disse teach-in's havde en stor gennemslagskraft. F.eks. deltog 500-600 mennesker i en teach-in i Helsingør i januar 1966, organiseret af byens politiske ungdomsorganisationer og Fællesklubben på Helsingør skibsværft. I Århus afholdtes en «Vietnam til debat uge» i marts 1966. Danmarks Radio afholdt også en teach-in i februar 1966 ligesom der var andre radio- og TV-udsendelser om Vietnamkrigen i løbet af foråret 1966. Da Per Hækkerup under en stor TV-høring om Vietnamkrigen i januar 1967 overfusede den svenske forfatterinde Sara Lidman, der havde besøgt Hanoi, virkede det som en boomerang.
Der var en stor og voksende opmærksomhed i forhold til Vietnamkrigen i alle dele af befolkningen. Og selvom anti-krigskampagnen især var et venstrefløjsanliggende, viser samtidige Gallup-undersøgelser, at der var stor overensstemmelse med holdningen i den danske befolkning: I sommeren 1965 var 46% imod og kun 13% for USA's politik i Vietnam, i februar 1966 var dette vokset til 51% imod og kun 10% for.
Der opstod hurtigt et behov for stillingtagen til, hvem der var årsag til at krigen var startet - ofte omtalt som «skyldsspørgsmålet». I første omgang blev det til en stillingtagen for Vietnams folk. Endnu var formålet med aktiviteterne oplysning om baggrund og udvikling, men kravet i bevægelsen om politisk stillingtagen var nu for alvor på vej.
Det første initiativ der klart støttede FNL politisk var indkaldt af «V-dags-komiteen» - en kortvarig kampagne der kun støttede FNL og DRV-Nordvietnam. Initiativet kom fra Socialistisk Aktion (SOAK, trotskister) og demonstrationen på Rådhuspladsen 2.oktober 1965 samlede ca. 500 mennesker, selvom alle øvrige organisationer på venstrefløjen havde meldt fra fordi parolerne var for skrappe. Andre arrangementer betonede den politiske bredde og at undgå «anti-amerikanismen», som demonstrationen den 18. december 1965 i København, der samlede over 2.000 deltagere i et fakkeltog mod Vietnamkrigen. Blandt arrangørerne var Studentersamfundet, Radikal Ungdom, Frit Forum, DSU og SUF, mens DKP og DKU og andre mere venstreorienterede grupper ikke var inviteret til at deltage som medarrangører. Talere var bl.a. den tidligere Radikale undervisningsminister K. Helveg Petersen og den pro-amerikanske socialdemokratiske journalist Jørgen Schleimann.
Begyndende politisering
To initiativer, taget af politiske grupper, bidrog på afgørende vis til en videre afklaring, politisk bevidstgørelse og radikalisering af den begyndende Vietnambevægelse, og til en egentlig organisering.
I januar 1966 oprettedes «Vietnam Komiteen» af Kommunistisk Arbejdskreds med ex-DKP'eren og maoisten Gottfred Appel i spidsen. I juni 1966 begyndte man at udsende et lille blad, hvori man informerede Vietnam-interesserede og andre om vietnamesernes sejre og politiske synspunkter, som var med til at lægge en linie der støttede vietnameserne i FNL og Nordvietnam på deres egen betingelser. Dette skete samtidig med at andre lokale Vietnamkomiteer var ved at blive organiseret, den første på Nørrebro i København i marts 1966
 |
| Politiets indsats af under-cover agenter og uropoliti til infiltration af demonstrationer er ikke noget nyt fænomen. Også Vietnambevægelsen måtte i slutningen af 60'erne slås med sådanne problemer. |
I juni 1966 sammenkaldte trotskister fra Revolutionære Socialister (RS) til et møde, for at oprette en indsamling kun til fordel for DRV-Nordvietnam og FNL. En lang række organisationer på venstrefløjen deltog i mødet. Der blev stillet forslag om en «tre-fløjet» indsamling, således at der skulle gives 1/3 til Saigon-regimet. Dette forslag blev støttet af personer fra DKP, repræsenteret ved partiets internationale sekretær Ingmar Wagner. Men forslaget blev nedstemt og man startede den «to-fløjede» indsamling Giro 1616 og valgte DKP'eren Otto Sand som sekretær. I første omgang var der tilslutning fra RS, KAK, SUF, Militærnægterne og de eksisterende Vietnam-komiteer. Kort efter tilsluttede DSU-København sig. Det var indsamlingens princip at indsamlede midler skulle tildeles de vietnamesiske modtagere «betingelsesløst», så at de selv kunne afgøre hvad midlerne skulle bruges til. Bag formuleringen «betingelsesløs» lå således, at midlerne kunne bruges til våbenindkøb. Den 31. august 1966 afslog Justitsministeriet at godkende indsamlingens grundlag, men Giro 1616 var allerede sat i gang og indsamlingen fortsatte på trods af den manglende godkendelse. Gottfred Appels «Vietnam Komite» ønskede ikke at samle ulovligt ind til Giro 1616, og kom til at isolerede sig fra den øvrige Vietnambevægelse.
Der var langt fra fuld opbakning bag Giro 1616, og andre kredse, bl.a. intellektuelle, kirkelige kredse, Radikale og Socialdemokratiet, ønskede ikke at gå ud over det alment humanistiske grundlag, der indtil da havde været fremherskende i Vietnam-arbejdet. Kræfter i SF og DKP arbejdede i en periode for en «tre-fløjet» indsamling, hvor midlerne skulle fordeles til alle krigens nødlidende parter. Men det blev aldrig til noget, bortset fra en Røde Kors indsamling i foråret 1968.
I december 1966 ændrede man Giro 1616 indsamlingskomiteen fra at være enkeltpersoner til organisationsrepræsentation, hvor der nu kom til at sidde repræsentanter fra DKU, DSU, SUF, RS, DKP, SF samt repræsentanter for flere københavnske Vietnamkomiteer. Samtidig blev der oprettet et repræsentantskab med 37 kendte personer, heraf 9 folketingsmedlemmer.
I efteråret 1966 tog især trotskister fra RS initiativ til en «Forening af Vietnamfrivillige», der skulle sende frivillige som soldater til FNL i Sydvietnam. De fik støtte af DKU, men en FNL-delegation på besøg i Danmark afslog høfligt tilbudet om hjælp.
Bevægelsen organiseres
Den voldsomme optrapning af krigen i Vietnam medførte i Danmark en række initiativer for at skabe organisatoriske rammer for et mere aktivt udadvendt arbejde. På landsplan forsøgte de etablerede politiske partier og organisationer - på to Odense-møder i september 1966 og i januar 1967 - at skabe en koordinering af alle dele af bevægelsen med henblik på at ændre regeringens holdning til Vietnamkrigen. Deltagerne strakte sig fra det yderste venstre til personer tilhørende katolske og andre kirkelige kredse. Uenighederne omkring grundlag var hele tiden i forgrunden på møderne, udtrykt ved parolen «Fred i Vietnam» overfor «USA ud af Vietnam». En humanistiske fløj ønskede en «tre-fløjet» indsamling til fordel for alle nødlidende vietnamesere uden hensyn til politisk overbevisning og politiske årsagssammenhænge. Her over for stod den politisk/solidariske fløj der støttede en «to-fløjet» indsamling til fordel for DRV og FNL. På det andet Odense-møde lykkedes det at få nedsat et «Vietnamarbejdets Kontaktudvalg», med repræsentanter på tværs af uenighederne i bevægelsen. Men uenighederne havde været så store på mødet, at udvalgets ikke havde noget grundlag og derfor aldrig fik nogen betydning.
På baggrund af utilfredshed med det andet Odense-møde, sluttede de daværende 7 lokalkomiteer i København sig i marts 1967 sammen i De Storkøbenhavnske Vietnamkomiteer (DSVK) - bevægelsens mest radikale fløj, der blev forløber for de Danske Vietnamkomiteer (DDV). Målet var «USA ud af Vietnam» og «at få den danske regering til at sige fra overfor USA's krig i Vietnam». Disse Vietnamkomiteer bestod af enkeltmedlemmer, og mange var menige DKP'ere og DKU'ere. Inden slutningen af 1967 var man i Københavnsområdet nået op på 15 lokale Vietnamkomiteer. Man arbejdede sammen med Giro 1616 indsamlingen, samt Vietnamklubber, der var en løs sammenslutning af klubber på arbejdspladser, læreanstalter m.v. der var dannet for at samle ind til Giro 1616. I september 1967 startedes udgivelsen af et lille duplikeret månedligt blad Vietnam Solidaritet, som «fællesorgan for Vietnamindsamlingen - Giro 1616, Vietnamklubberne og De Storkøbenhavnske Vietnamkomiteer». Bladet blev udgivet indtil 1976.
«Stands bombardementerne»
I løbet af 1967 øgedes de amerikanske troppers antal i Vietnam til 500.000, og krigsudvidelsen fulgtes op af omfattende bombninger af Hanoi, hovedstaden i DRV-Nordvietnam. Samtidig var 1967 året for nogle af Vietnambevægelsens største og mest afgørende fremstød.
I december 1966 havde DRV-Nordvietnam tilladt journalisten Harrison Salisbury fra New York Times at besøge Hanoi, efter at USA havde optrappet bombardementerne og Præsident Johnson havde sagt, at disse kun var rettet mod militære mål. Salisburys reportager fra bombede beboelsesområder vakte enorm opsigt, og blev et vendepunkt i forholdet mellem pressen og militæret. Herhjemme bragte Ekstra Bladet artiklerne ud fra den pragmatiske holdning, at det var god journalistik at få kendsgerninger frem, som andre ikke turde bringe.
Det andet Odense-møde i januar 1967 besluttede et konkret projekt, som fik stor betydning for at udbrede den folkelige modstand mod krigen: den landsomfattende underskriftsindsamling «Stands bombardementerne» i Vietnam, med udgangspunkt i FN Generalsekretær U Thants 3-punkts fredsplan. En af initiativtagerne var Carl Scharnberg fra Kampagnen mod Atomvåben. Et af underskriftindsamlingens mål var at kunne købe en hel side i et af USA's mest kendte dagblade New York Times. Initiativet fik stor presseomtale, og fra 7. februar og 2 måneder frem indsamledes 223.422 underskrifter. Pengeindsamlingen dækkede omkostningerne og helsides annoncen i New York Times, der offentliggjordes 27. juni 1967 (med nu 227.000 underskrifter), hvor man appellerede om stop for bombardementerne af Nordvietnam som første skridt til forhandlinger. Man afleverede også underskrifterne til den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag og det danske folketing med opfordring om at gøre budskabet klart for den amerikanske regering. Dette var det første store initiativ, der samlede hele Vietnambevægelsen. Men forslaget havde ikke været kendt på forhånd og de radikale kræfter (senere DSVK) var utilfredse med at underskriftskampagnen ikke var knyttet sammen med parolen «USA ud af Vietnam», der kunne have sat kampagnen ind i en mere politisk sammenhæng.
Russell-tribunalet
«Forbrydelsen i Vietnam» var titlen på en skelsættende kronik i Politiken den 6. januar 1967 af Ole Wivel, der var forlaget Gyldendals litterære direktør. Han gennemgik USA's krigsførelse i Vietnam ud fra vestlige kilder:
«Indtil nytår 1967 har amerikanske luft-, flåde og landstridskræfter nedkastet mere sprængstof over Vietnams jord, end USA forbrugte i Europa og Afrika tilsammen under hele den anden verdenskrig. Det har ikke været uden virkning. Præsident Johnson og hans militære rådgivere og generalers krig har forvandlet jordens afgrøder i Vietnam til et slimet giftstof, afskåret vandtilførsler, ødelagt broer, vejnet og jernbaner, lagt udbrændte landsbyer og tilintetgjorde storbykvarterer med skoler, hospitaler og beboelsesejendomme bag sig under en regn af jern og ild. 'Fred eller udslettelse', det er hvad præsidenten har tilbudt. Fred er ensbetydende med varig ufrihed. Udslettelse vil sige folkemord.» …
«Man tilintetgør ikke guerillastyrker med tanks, fosfor- og napalmbomber, kemiske våben, gaskrig og intensive luftbombardementer af civilbefolkningen.» …
«Han (præsident Johnson) er hovedansvarlig for den terror der udøves overfor civilbefolkningen, for den lovløse behandling af krigsfanger, der gøres til genstand for tortur og tilintetgørelse, for brugen af kemiske våben og gas samt implosionsbomber, Lazy dogs og andre, værre 'fragmentations-bombs'. Disse bomber umuliggør operative indgreb og påfører ofrene en langsom, lidelsesfuld død.»
Samtidig var kronikken oplæg til støtte af det Internationale Krigsforbrydelses-tribunal, der var nedsat i 1966 på den engelske filosof Bertrand Russells initiativ. Der havde allerede været et offentligt møde 12. december 1966 i Tivolis koncertsal hvor tribunalet blev repræsenteret af den internationalt kendte historiker Isaac Deutscher samt Bertrand Russells sekretær Ralph Schoenemann. Det blev fulgt op med en serie artikler i Politisk Revy. Den 10. januar 1967 blev der dannet et «Dansk Bertrand Russell Råd» til at støtte den internationale undersøgelseskommission og krigsforbrydelsesdomstol. Bag rådet stod et halvt hundrede danske intellektuelle, heriblandt forfatterne Ole Wivel og Villy Sørensen, forlæggeren Erik Vagn Jensen, en række kendte højskolefolk samt Ebbe Reich, der netop var blevet redaktør på Politisk Revy. Interessen for og debatten om tribunalet var fra starten omfattende.
Tribunalet var selvbestaltet og bestod af en række internationalt kendte videnskabsmænd og kulturpersonligheder. I kraft af deres status gav medlemmerne deres moralske modstand mod USA's krigsforbrydelser i Vietnam international gennemslagskraft. Repræsentanter for tribunalet besøgte i december 1966 og januar 1967 Vietnam for at indsamle materiale, der kunne sammenlignes med materiale fremlagt af det officielle USA. Tribunalets 1. session var planlagt til april 1967 i Paris, men da præsident de Gaulle fastslog, at den franske regering ikke ville tillade afholdelse af arrangementet, blev 1. session i hast flyttet til Stockholm og afholdt 2.-10. maj. Herefter besluttedes det at lægge 2. session i Danmark, som i modsætning til det neutrale Sverige var allieret med USA gennem NATO, og hvor man derfor ville få bedre pressedækning. Bertrand Russell var på dette tidspunkt 95 år gammel og deltog ikke selv på grund af alder. Den berømte franske filosof Jean-Poul Sartre fungerede i stedet som præsident for juryen, med historikeren og eksil-jugoslaven Vladimir Dedijer som sessionsformand.
Den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag gav hurtigt udtryk for, at en sådan domstol var uønsket i Danmark. Baggrunden for den danske regerings forsøg på at hindre tribunalets afholdelse i Danmark var især pres fra den amerikanske præsident Johnson, der havde informeret regeringen om, at han ville opfatte en tilladelse til tribunalet som «en fjendtlig handling». Statsminister Jens Otto Krag udtalte at «regeringen lægger vægt på at undgå, at det omtalte møde finder sted i Danmark, og at regeringen med dette formål i givet fald vil benytte sig af de legale midler, som den måtte finde hensigtsmæssige.» Han slog fast, at han med dette mente, at «vi vil nægte at udstede visum til de vidner, som måtte have brug for et sådant for overhovedet at kunne optræde i forbindelse med tribunalets høringer.» Konkret betød dette, at man ville nægte visum til vidner fra DRV-Nordvietnam. Men mange følte at ytringsfriheden blev trådt for nær, og at regeringen gik USA's ærinde, og Krag måtte bøje sig efter stort røre i pressen og protester fra mange sider. Han lod sig også bevæge af det faktum, at han havde hørt (via efterretningstjenestens telefonaflytning), at det var blevet planlagt at afhøre de vietnamesiske vidner i Malmø og derefter sejle deres båndede vidnesbyrd - under stor mediebevågenhed - med flyvebåd til København.
Tribunalet gennemførte den 2. session af den internationale krigsforbrydelsesproces - kaldet Russell-tribunalet - fra 18. november til 1. december 1967 på en restaurant i Roskilde (Udlejerne i København var anonymt blevet bombetruet til at opsige kontrakterne, senere viste det sig at være en højrefløjsorganisation Demokratisk Alliance som stod bag). «Dansk Bertrand Russell Råd» stod for arrangementet og samarbejdede bl.a. med DSVK som stillede med en stor gruppe aktivister. Tribunalet afhørte en lang række vidner, udsendte eksperter der havde besøgt DRV-Nordvietnam, og vidner fra Vietnam, Laos og Cambodia. Man hørte om napalm, anti-personelbomber og plantegifte, og især beretningen fra en ung soldat fra USA, der fortalte om brug af tortur, gjorde stort indtryk.
Tribunalets konklusion var, at ifølge internationale konventioner var USA skyldig i aggressionshandlinger, bombardement af civile mål, våben forbudt efter Genève-konventionen, tortur mod krigsfanger, umenneskelig behandling af civilbefolkningen samt folkedrab. Tribunalet medførte at bevægelsen fik sit første store gennembrud i medierne, med omfattende dækning i Information og Politiken, mens resten af dagspressen forholdt sig refererende eller negativt. Tribunalet vakte meget stor opmærksomhed, både i Danmark og internationalt. Informationerne om USA's krigsforbrydelser fra tribunalet blev i de følgende år en primær kilde for alle kritikere af Vietnamkrigen og fik en stor indflydelse for debatten. De Storkøbenhavnske Vietnamkomiteer (DSVK) støttede tribunalet, og mange deltog som aktivister. Vietnam Solidaritet udgav i december 1967 et særnummer med materiale fra krigsforbrydelses-tribunalet i 10.000 eksemplarer.
Socialdemokratiet begyndte med tiden at udvise en mere kritisk holdning til USA. På sin kongres i efteråret 1966 havde Socialdemokratiet anerkendt FNL som forhandlingspartner ved eventuelle fredsforhandlinger. I åbningstalen til folketinget den 3. oktober 1967 udtalte statsminister Jens Otto Krag, at han over for den amerikanske regering havde tilkendegivet, at USA betingelsesløst burde standse bombardementerne over DRV-Nordvietnam som et første skridt hen imod forhandlinger. Det viste, at han havde fulgt opfordringen fra «Stands bombardementerne» underskriftskampagnen.
Politiseringen fortsætter
Et andet aspekt af Vietnambevægelsens aktiviteter i 1967-68 var organiseringen af store demonstrationer og deltagelse i de internationale Vietnam-demonstrationer: Liège i 1967 og Berlin i 1968. Der deltog især trotskister og DKP'ere, og 200 danskere deltog i den velorganiserede demonstrationen i Berlin i februar 1968 med 25.000 deltagere, som blev en inspirationskilde for senere demonstrationer, med militante Ho-Ho-Ho-Chi-Minh råb og kæder af demonstranter arm i arm.
I sommeren 1967 havde DSVK oprettet en nødtjeneste for amerikanske desertører, der ønskede at undgå at deltage i krigen i Vietnam. Mellem 200 og 300 amerikanske desertører fra USA's vesttyske baser blev fra 1966 til 1969 hjulpet til det neutrale Sverige, hvor de kunne få opholdstilladelse. Deserteringer fra USA's hær blev et stort problem fra sidst i 60'erne, og frem til 1973, og der blev i alt registreret 92.000 deserteringer.
I efteråret 1969 kom to desertører til Danmark med fly fra Frankrig, hvor de bad om politisk asyl, hjulpet af en advokat fra USA. Det vakte internationalt postyr og skabte et dilemma for regeringen, fordi NATO-reglerne uden diskussion forlangte udlevering, hvis de havde været tjenstligt i Danmark. Men reglerne havde ikke taget højde for «absence without leave», altså desertering til et andet NATO-land. Afslutningen på sagen blev at de blev hjulpet til Sverige af Desertørkomiteen, men også at amerikanske desertører derefter fik, hvad vi i dag kalder tålt ophold, på deres vej til Sverige. Da krigen sluttede i 1975, var antallet af desertører der blev hjulpet igennem Danmark, nået op på 700-800.
I 1967 gik politiseringen af Vietnambevægelsen ind i en ny fase med parolen «USA UD AF VIETNAM». Det var ikke længere nok for den radikale del af bevægelsen at solidarisere sig bredt med det vietnamesiske folk. Skyldsspørgsmålet og årsagssammenhængen måtte med.
De forskellige parolevalg, som diskuteredes voldsomt i denne periode, afspejler klart den politiske bevidstgørelsesproces. «USA UD AF VIETNAM» blev brugt som hovedparole under pinsemarchen 1967 fra Helsingør, sammen med flere underparoler, der klart støttede FNL Det var DSVK's første større arrangement, organiseret sammen med nordsjællandske Vietnamkomiteer. Marchen var tydeligt inspireret af den netop nedlagte Atomkampagnes marcher, selv om parolerne var væsentligt mere radikale. Ligesom Atomkampagnen havde arrangørerne henvendt sig til faglige og politiske organisationer for at få dem til at slutte op om marchen. Den fik noget mindre tilslutning end ventet med ca. 1.200 deltagere på første dags march og 3-4.000 deltagere da den nåede København, og sluttede på Rådhuspladsen i øsende regn med ca. 1.200 deltagere.
Men allerede på dette tidspunkt stillede de radikale dele af bevægelsen krav om en mere radikal politisk parole: «Bekæmp den Amerikanske Imperialisme». Hermed var det anti-imperialistiske perspektiv draget ind i Vietnam-arbejdet. Aktivisterne ønskede, at der i højere grad blev fokuseret på de bagvedliggende politiske og økonomiske interesser, som styrede den amerikanske politik i Vietnam. Og selvom mange i 1967 endnu var bange for at anvende en så avanceret parole, fordi den måske ikke ville blive forstået i bredere kredse, kom netop dette skridt til at vække en ny interesse for teorierne bag begreber som kapitalisme og imperialisme.
Også aktionsformerne var ved at antage et mere radikalt forløb. Da USA i august 1967 indledte et omfattende luftangreb på Hanoi, indkaldte «koordineringen» til en hurtig demonstration med 200-300 deltagere foran den amerikanske ambassade. «Koordineringen» var et enhedsarbejde oprettet i efteråret 1966 mellem de politiske ungdomsorganisationer, DSU, RU, DKU SUF, Radikale Studenter, Studentersamfundet og Frit Forum. Politiets forsøg på at hindre den spontane demonstration var medvirkende til at der blev arrangeret en demonstration den følgende dag med 2-3.000 deltagere. For første gang endte en Vietnam-demonstration i sammenstød mellem demonstranter og politi. Herudover foregik et utal af andre aktioner og mindre demonstrationer i 1967, som især DSVK stod bag. Organiseringen af de såkaldte «Vietnam-uger» med møder, plancheudstillinger og til slut en demonstration, blev fra 1967 en halvårlig tradition.
Den første virkelig store Vietnam-demonstration var et internationalt initiativ, som den 21. oktober 1967 samlede 15.000-20.000 mennesker til demonstration i København, organiseret af DSVK og «koordineringen». Parolerne var: «USA ud af Vietnam», «Solidaritet med Vietnams folk», «Solidaritet med det andet USA», samt for første gang «Bekæmp den amerikanske imperialisme». Demonstrationen gik fra Christiansborg til den amerikanske ambassade, hvor to amerikanske desertører afbrændte deres indkaldelsespapirer. Der var ingen uroligheder. Den radikale fløj betragtede denne store demonstration som det virkelige gennembrud for Vietnambevægelsen.
Den radikale del af Vietnambevægelsen var inspireret af den vietnamesiske befrielsesbevægelse og identificerede sig med Ho Chi Minhs tanker og virke, og i december 1968 udgav DSVK et særnummer af Vietnam Solidaritet med artikler, taler og digte af Ho Chi Minh. Parolen «Bekæmp den amerikanske imperialisme» var inspireret af vietnameserne, der talte og skrev om de amerikanske imperialister og om den amerikanske nykolonialisme.
Bevægelsens når sit højdepunkt
- med voksende politiske modsætninger
Årene 1967-69 var bevægelsens største, det var her at bevægelsen fik sin største politiske gennemslagskraft. I de år blev skabt en viden og politisk bevidsthed om USA's krig og de bagvedliggende mekanismer for krigens opståen og for FNL's kamp.
Trods udvidelsen af krigen havde USA ingen succes. Tværtimod syntes FNL at overtage det militære initiativ. Det kulminerede i starten af 1968 med Têt-offensiven, hvor det lykkedes FNL-styrker at trænge ind i og angribe amerikanerne inde i Sydvietnams byer. 140 byer blev angrebet, og næsten alle militære baser i Sydvietnam. Têt-offensiven ændrede det militære styrkeforhold. Men FNL led også så store tab, at det, sammen med USA's/Saigon-styrets mord- og terrorkampagner mod oppositionen i Sydvietnam, kom til at præge kampen fremover, hvor nordvietnamesiske styrker kom til at spille en langt mere fremtrædende rolle. Têt-offensiven rystede de politiske ledere i Washington, der troede på de militære generalers oplysninger om at USA var ved at vinde krigen. Det blev klart for enhver at en militær sejr havde lange udsigter. Som konsekvens udskiftede USA's regering den øverstkommanderende for de amerikanske styrker, general Westmoreland. Den 31. marts erklærede præsident Johnson et begrænset bombestop som optakt til fredsforhandlinger og meddelte, at han ikke ville genopstille til præsidentvalget i slutningen af året. I maj indledtes de første forhandlinger i Paris mellem repræsentanter for USA og DRV-Nordvietnam. De udvidedes i 1969 til også at omfatte FNL og Saigon-styret.
FOTO: Demonstrationen 27. april 1968 i København havde 25-30.000 deltagere, her foran USA's ambassade på Dag Hammarskjölds Alle. Foto: ABA.
 |
| Demonstrationen 27. april foran USA's ambassade i København havde 20-25.000 deltagere. Den endte med voldsomme sammenstød med politiet, der for brutalt frem mod demonstranterne, hvoraf 50 blev arresteret. |
Det var på denne baggrund, at den største Vietnam-demonstration fandt sted den 27. april 1968 med 25-30.000 deltagere. Demonstrationen startede på Christiansborg Slotsplads, og gik over Blågårds Plads til USA's ambassade på Dag Hammarskjölds Alle. Den var indkaldt af DSVK på opfordring af den amerikanske vietnambevægelse, og blev anbefalet af flere politiske partier og organisationer. Hovedparolerne var «Bekæmp den amerikanske imperialisme» og «USA ud af Vietnam - Danmark ud af NATO» samt «bryd med Saigon - anerkend FNL og Nordvietnam».
Demonstrationen endte i et større sammenstød mellem politi og demonstranter, hvor flere kom til skade og 50 arresteres. Politiet havde udkommanderet 624 uniformerede betjente og ca. 30 politifolk i civil. Der var demonstranter der provokerede politiet med tilråb som 'svin' og 'Nazisvin', og lagde op til voldelige episoder. Urolighederne startede, da demonstrationen var erklæret afsluttet, og politiet foran ambassaden gik fremad i en kile for at splitte den op i to dele som skulle trænges bort. Politiet havde benyttet provokatører og optrådte nu brutalt. Efter at området omkring ambassaden var ryddet, forfulgte man demonstranter ned ad sidegader og i parker. 10 af demonstranterne blevet anklaget, og den kendte advokat og DKP'er Carl Madsen var forsvarer for 5 af dem. Han brugte retssagen som et angreb på politiets bevidste borgerkrigsmanøvre, som han beskrev i sin bog Proces mod politiet. På etårsdagen i 1969 afholdt Vietnam-komiteerne et stort møde med titlen «En demokratisk politistat».
Til trods for at disse kendsgerninger blev underbygget i store dele af pressen, benyttede de dele af bevægelsen, som var imod den antiimperialistiske perspektivering af arbejdet, sig af situationen til at angribe demonstranter og demonstrationsledelse og advare folk imod at deltage i kommende demonstrationer. De voldelige sammenstød kom til at præge debatten i Vietnambevægelsen, og striden mellem de to fløje i bevægelsen tog til: over for den radikale fløj af bevægelsen omkring DSVK stod en fløj, der mente at bestræbelserne på at politisere bevægelsen og dens mål ville vanskeliggøre arbejdet med at skabe bred folkelig opbakning mod krigen.
Balladen om urolighederne 27. april betød, at selv om DSVK allerede havde planlagt og fået opbakning til en ny pinsemarch fra en række organisationer, trak nogle af disse (Aldrig Mere Krig, SF, DSU og SFU) sig som medarrangører. Dette medførte at opslutningen bag marchen 2-3. juni 1966 fra Hillerød til København, var mindre end forventet med nogle tusinde deltagere. Men det skulle sikkert også ses på baggrund af de indledte fredsforhandlinger med DRV-Nordvietnam.
 |
| Pinsemarchen 2-3. juni 1968 fra Holbæk havde nogle tusinde deltagere, her på vej ind ad Nørrebrogade. |
I resten af 1968 var der en vis afmatning i bevægelsen, som skyldtes flere faktorer: dels fredsforhandlingerne i Paris, men også at verdensoffentlighedens opmærksomhed rettedes mod andre voldsomme begivenheder såsom opstanden i Paris i maj 1968 og den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet i august 1968. Den radikalisering af Vietnambevægelsen, der fandt sted i 1967-68, foregik også i en vekselvirkning med en generel radikalisering blandt de progressive kræfter i de vestlige samfund som helhed, og ikke mindst politisk mobilisering af især unge og studerende, som inspireredes af Vietnambevægelsen - det såkaldte ungdoms- eller studenteroprør. Dette fjernede til dels fokus fra Vietnam, men politiseringen af især mange unge var også med til at give især den radikale del af Vietnambevægelsen nyt liv.
I efteråret 1968 holdt Amager Vietnam-komite et møde med daværende forbundsformand Anker Jørgensen. Her udtalte den senere statsminister, at «Hvis [USAs] bombardementer af Nordvietnam fortsætter, må det få konsekvenser for vort medlemskab af NATO». Deltagerne gav ham ret: modstanden mod dansk medlemskab af NATO var en oplagt måde Vietnamkomiteerne kunne genere amerikanerne og deres krigsførelse på.
Vietnambevægelsen splittes første gang
Den 7.-8. december 1968 afholdt De Storkøbenhavnske Vietnamkomiteer (DSVK) en landskonference for Vietnamkomiteer i Danmark. På konferencen deltog repræsentanter for 26 komiteer fra hele landet. Formålet var at få vedtaget et politisk grundlag for Vietnamkomiteerne og skabe koordinering på landsplan. Men på et tidspunkt hvor modsætningerne i bevægelsen var blevet yderligere uddybet, kunne konferencen ikke undgå at afspejle stridighederne. Specielt ikke da det politiske grundlag, der blev foreslået på konferencen, netop tog udgangspunkt i den omstridte kamp mod imperialismen.
Det var ikke nogen hemmelighed, at mange af de daværende Vietnam-aktivister var DKP'ere, og at de politiske uenigheder i bevægelsen også gik tværs igennem DKP. Otto Sand var DKP-veteran fra modstandskampen under 2. Verdenskrig og sad i DKP's Københavnsledelse og formåede her i flere år at få flertal for sin radikale Vietnam-politik. Samtidig var der fra DKP's landspartikonference i efteråret 1967 udstukket en politisk linje, der klart sagde at DKP arbejdede for at bevare bredden i Vietnam-arbejdet og var imod en radikalisering. Det stod derfor allerede før landskonferencen klart for flertallet i DSVK, at valget stod mellem enten at afvikle den radikale del af bevægelsen, eller hævde dens selvstændighed organisatorisk såvel som politisk.
En ting, der yderligere tilspidsede situationen, var, at mange i DKP-toppen frygtede, at Vietnambevægelsens mest fremtrædende kræfter i DSVK ønskede at fremme en mere radikal linje i DKP eller omdanne bevægelsen til et nyt radikalt parti. Dette var der givet udtryk for i en leder i Land og Folk, lige inden landskonferencen fandt sted.
Her følger nogle af de argumenter, der blev fremført på landskonferencen:
- «Det foreslåede grundlag vil splitte. I de politiske partier må vi slås for vore synspunkter. I Vietnambevægelsen må vi samles om at kræve USA ud af Vietnam. Vi skal også have socialdemokraterne med.»
- «I dag er der åben kamp imod USA imperialismen. Skal vi gå tilbage til de bløde synspunkter eller skal vi gå frem sammen med bevægelsen overalt i verden? Vi må eskalere bevægelsen i takt med udviklingen.»
- «Vi ønsker ikke at eskalere bevægelsen hen imod den antiimperialistiske kamp. Skal vi gøre en massebevægelse til en massebevægelse, må vi bort fra «Bekæmp USA imperialismen». Skal vi hjælpe Vietnam må vi sætte ind med oplysningsarbejde - og ikke diskutere imperialismen og alle de fraser.»
- «Vor opgave er at forklare, hvorfor krigen føres, at skabe politisk bevidsthed og forklare det, I vover at kalde fraser om den amerikanske imperialisme - at give det indhold.»
- «Vi lever blandt en småborgerlig befolkning, og vi må sætte vore paroler derefter. Vi bekæmper imperialismen bedst ved at stryge parolen.»
- «Årsagen til, at vi i mit parti (DKP, red.) rejser tvivl om parolen er, at vi frygter, at bevægelsen under denne parole skal udvikle sig til et nyt parti.»
- «Krigen er ikke begrænset til Vietnam. Vi må forklare sammenhængen mellem de imperialistiske krige og hele tiden være parat til at tage det næste skridt, ellers afsporer vi bevægelsen. Vi må også afsløre, hvordan USA-imperialismen formulerer sig her i landet og angribe den overalt.»
- «Der er behov for en koordinering af det antiimperialistiske arbejde. Kan vi ikke herfra tage initiativ til at skabe et organ, der kan samle alle antiimperialistiske kræfter i en fælles front?»
- «Vietnambevægelsen i Danmark har nået et dødt punkt. Det samme er sket for Vietnam-bevægelserne i udlandet. Vietnamkrigen var nok til at skabe en massebevægelse for nogen tid, men det kan ikke holde længere. Vi må forbinde kampen i Vietnam med arbejderklassens kamp i vore egne lande. »
Nogle af de sidste udtalelser peger også frem imod det problem, der blev det nydannede DDV's (De Danske Vietnamkomiteer) centrale stridspunkt: Hvad DDV skulle udvikles hen imod? Hvilke problematikker man kunne forsvare at inddrage i arbejdet? Resultatet blev en splittelse hvor et flertal fra venstrefløjen inkl. en række DKP-aktivister vandt flertallet med et politisk grundlag, hvor hovedvægten lå på solidariteten med Vietnam og kampen mod USA imperialismen, samt politisk kamp mod NATO og USA's indflydelse i Danmark. Grundlaget indeholdt således nye elementer, der rettede sig mod de hjemlige aspekter af USA-imperialismen.
Landskonferencen for Vietnamkomiteer i december 1968 førte også til et opgør fra DKP-toppens side med de mest radikale elementer i DKP. Efter DKP's kongres i august 1969 blev ca. 25 ledende DSVK-folk, der havde fortsat deres aktivitet i De Danske Vietnamkomiteer, ekskluderet fra DKP og DKU, mens andre meldte sig ud i protest.
De Danske Vietnamkomiteer og VIETNAM 69
Splittelsen i Vietnambevægelsen skete på et tidspunkt, hvor den var blevet en massebevægelse. I disse år opstod der flere andre større bevægelser, inspireret af Vietnambevægelsen og til dels af opstanden i Paris i maj 1968, som f.eks. den voksende studenterbevægelse og boligbevægelsen (slumstormerne). Og i foråret 1970 skete der en radikalisering og opblomstring af kvindebevægelsen med Rødstrømpernes aktioner. I SF var der opstået konflikt mellem en højre- og venstrefløj i partiet allerede i 1963. Men med den hastigt voksende folkelige bevægelse udenfor Folketinget og den medfølgende radikalisering skærpedes modsætningerne og førte i december 1967 til en splittelse af partiet. Udbryderne var med til at danne partiet Venstresocialisterne (VS), som støttede Vietnambevægelsens radikale fløj. Næsten alle SF's Vietnam-aktivister gik over til VS.
Med splittelsen blev Vietnambevægelsen alvorligt svækket. Men bevægelsens styrke på dette tidspunkt, sammenkoblet med det generelle opsving for de udenomsparlamentariske bevægelser, afbødede de værste følger. I 1969/70 formåede man derfor fortsat at samle den folkelige modstand mod USA's krig i Vietnam og titusinder af mennesker deltog i demonstrationer foran den amerikanske ambassade i København.
Splittelsen betød, at Vietnamkomiteerne blev delt i to organisationer: Flertallet på Vietnamkomiteernes landskonference samlede sig i den antiimperialistisk organisation: De Danske Vietnamkomiteer (DDV). Mindretallet dannede i januar 1969 samarbejdsorganet «Frit Vietnam», men opbygning af lokale komiteer over hele landet slog fejl, og organisationen kom aldrig til at fungere og døde en stille død i løbet af 1970.
I stedet tog en ny Vietnam-indsamling, VIETNAM 69, over som organisation: VIETNAM 69 blev oprettet 19. januar 1969 på initiativ af en gruppe på 7 fremtrædende enkeltpersoner («Gruppe 7») med udgangspunkt i kræfter som Ole Wivel fra Dansk Bertrand Russell Råd. Med i arbejdet var også DKP'ere, som fortalte at det vietnamesiske broderparti ønskede en ny organisering i Vietnambevægelsen med en bredere appel i befolkningen, foruden den som de anti-imperialistiske grupper inden for DDV repræsenterede. Det stiftende møde blev indkaldt af 11 lokalkomiteer, de Grafiske Arbejderes Vietnam-komite, 10 fagforeningsformænd, 4 fællestillidsmænd, DKU, DSU, SFU, Clarte, Frit Forum og Studentersamfundet.
Vietnam-indsamlingen Giro 1616 havde på dette tidspunkt fungeret i over to år, dog uden myndighedernes tilladelse. Postgirokontoret lukkede dog først girokontoen den 1/7 1968, og man fik genåbent Giro 1616 den 18/8 1969, efter at VIETNAM 69 havde fået indsamlingstilladelse. I denne periode foregik indsamlingen via gadeaktiviteter og indsamlingsbøsser, listeindsamlinger, salg af mærkater, fester og bevillinger. Mens Giro 1616 hele tiden havde været en betingelsesløs indsamling, hvor der ikke blev stillet krav til de indsamlede midlers anvendelse, skulle VIETNAM 69's indsamling foregå på rent humanitær basis, specifikt til hospitaler m.v. Det kontroversielle og politisk entydige ved Giro 1616 var netop muligheden for, at midlerne principielt kunne anvendes i krigsførelsen, og man brugte parolen «Ikke almisse, men solidaritet». Tilhængerne af DDV opfattede VIETNAM 69 som «et politisk tilbageskridt» og Otto Sand mente at «På et tidspunkt, hvor der er gode muligheder for at fremme forståelsen for det vietnamesiske folks kamp, for at afsløre og bekæmpe det imperialistiske system der står bag, lægger man navn til en delvis a-politisk indsamling. Det er beklageligt, at slagskyggen fra den statsbestilte politibrutalitet den 27. april 1968 synes at have mørklagt det politisk/solidariske udsyn hos så mange af vore venner i den fælles kamp» (Vietnam Solidaritet Marts 1969). Samtidig med at Vietnam 69 blev godkendt som indsamling i maj 1969 blev 17 personer fra Giro 1616 sigtet for ulovlig indsamling i en retssag. I september samme år blev de 17 frifundet for det væsentlige, nemlig overtrædelse af indsamlingsloven. Det øgede kun bitterheden at De grafiske arbejderes Vietnam Komité havde samlet over 10.000 kr. ind til Giro 1616 på indsamlingens lister, som blev unddraget Giro 1616 og indbetalt som det første bidrag til Vietnam 69-indsamlingen.
De Danske Vietnamkomiteer (DDV) byggede videre på den politisering og radikalisering, som Vietnambevægelsen havde skabt: DDV ønskede at bevidstgøre og mobilisere og så ikke parolen «Bekæmp den amerikanske imperialisme» som noget, der indsnævrede muligheden for at få folk i tale. VIETNAM 69 ville koncentrere sig om at bevare den folkelige bredde i solidaritetsarbejdet, og tog afstand fra USA's krigsførelse, men ikke fra USA som repræsentant for en bestemt samfundsstruktur. Man mente, at anti-imperialismen ville skræmme socialdemokrater og borgerlige væk fra solidaritetsarbejdet. Så dette var en taktisk bestemt holdning, og der var mange i VIETNAM 69, som opfattede den anti-imperialistiske opfattelse af Vietnamkrigen som korrekt.
I VIETNAM 69's ledelse sad fremtrædende personer fra DKP, SF og Socialdemokratiet, forskellige kulturpersonligheder, og folk fra fagbevægelsen. Lige fra sin start fik VIETNAM 69 kraftig tilslutning fra fagbevægelsens venstrefløj. Anker Jørgensen, der var formand for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund (senere SiD), var den mest fremtrædende repræsentant for fagbevægelsen og Socialdemokratiet i ledelsen.
Målet for VIETNAM 69 var at indsamle en million kroner hurtigst muligt: «De indsamlede beløb skal blandt andet bruges ved genopbygningen af hospitalet i Ha Tinh i Den Demokratiske Republik Vietnam (Nordvietnam), og til kirurgiske instrumenter til de områder af Syd-Vietnam, hvor FNL har indflydelse.»
Ud over indsamlingen fungerede VIETNAM 69 især som en lobbyorganisation med henblik på at ændre opinionen og den officielle danske holdning til Vietnamkrigen, men stod også bag en række større konkrete initiativer i årene fremover. DKP, SF, Socialdemokratiet og især fagbevægelsens venstrefløj opfattede fraktionskampene i Vietnambevægelsen som en hindring for at opnå en større folkelig bredde i solidaritetsarbejdet. De ønskede at udvikle en solidaritetsbevægelse, som ikke alene omfattede den socialistiske og venstreradikale del af befolkningen, men også de, der ud fra en humanistisk grundholdning ville støtte kravet: «Stop krigen, USA ud af Vietnam».
Organisationen havde svært ved at involvere aktivister, udover fagforeningsfolk og tillidsmænd. Det gav sig til kende ved at indsamlingsbeløbet langt fra blev så stort som håbet. Der blev ansøgt om indsamlingstilladelse i februar 1969, men borgerlige justitsminister Thestrup chikanerede ved først at give tilladelsen den 22. maj. I starten af august 1969 var man kun oppe på 135.000 kr., især takket være fagbevægelsens bidrag og indsats. I begyndelsen af 1970 var beløbet oppe på 375.000 kr. - langt fra den million, som var målet. Tilslutningen fra socialdemokrater og fagforeninger blev ikke så stor, som man havde håbet. LO's formand Thomas Nielsen skrev under på den første opfordring, men da de Grafiske Fag, støttet af DASF (specialarbejderne), stillede forslag til LO-kongressen i 1971 om en landsindsamling til fordel for Vietnam, var kongressens flertal imod. To tredjedel af kongressen fulgte Thomas Nielsen i hans afvisning at: «Det står ikke i vores love, at vi skal hjælpe dem.»
Set i historisk perspektiv var der politisk behov for og plads til begge typer organisationer i Vietnambevægelsen, og tilsammen kunne de fortsat styrke modstanden mod Vietnamkrigen. Men modsætningerne og kappestriden mellem dem prægede Vietnambevægelsen, indtil krigen sluttede. Mulighederne for samarbejde med DDV opstod, efterhånden som VIETNAM 69 og DKP bevægede sig over mod et mere antiimperialistisk standpunkt i Vietnam-arbejdet. Det skete fordi ordet imperialisme blev et almindeligt accepteret begreb, selv i borgerlige kredse, og næsten alle fik en i hvert fald overfladisk forståelse af, hvad det stod for. Dette er ubetinget en af de store sejre for den radikale fløj af Vietnambevægelsen.
DDV som aktivistcentrum på venstrefløjen
Trods svækkelsen ovenpå splittelsen i december 1968 lykkedes det ret hurtigt DDV at få oparbejdet en række aktiviteter, der byggede på det ny politiske grundlag fra landskonferencen i 1968. I september 1969 flyttede organisationen til et hus i Grønnegade 37, hvor alle Vietnam-aktiviteter (undtagen naturligvis VIETNAM 69's) samt andre antiimperialistiske aktiviteter efterhånden samledes. Herunder også de grupper, der beskæftigede sig med NATO-arbejde og forskning i dansk og udenlandsk erhvervslivs udbytning af den Tredje Verden og indblanding i produktion til Vietnamkrigen. Disse forskergrupper eksisterede allerede, inden bevægelsen blev splittet. I efteråret 1967 fik man stoppet firmaet Jørgen Højers produktion af granatdele til USA's krigsførelse i Vietnam, og da virksomheden flyttede sin produktion til Holland, blev firmaet også stoppet der, via forbindelser til Vietnambevægelsen i Holland.
Det venstreorienterede forlag Demos, der blev dannet som Vietnamkomiteernes forlag, fik butik i stuen i Grønnegade 37 og udvidede med egne lokaler i nærheden. Foruden at udgive bøger og pjecer om Vietnam og imperialisme, distribueredes engelsksproget litteratur, i starten især fra Vietnam, Cuba og «Det andet USA» (bl.a. amerikanske krigsmodstandere og borgerretsforkæmpere). Der var et tæt samarbejde med «Det andet USA», dels direkte, og dels gennem herboende amerikanere. Fra 1969/1970 især gennem ICDP (International Conference for Disarmament and Peace), en uafhængig paraply over både gamle pacifistgrupper og meget radikale grupper med hovedsæde i London. Fra disse kilder kom opfordringer til deltagelse i verdensomspændende aktiviteter (demonstrationer og kampagner), samt vigtigt skriftligt materiale om krigen.
Forlaget Demos var med sine mange udgivelser af politiske og alternative bøger og musik, med til at skabe en ny kultur. Der blev udgivet flere bøger om USA-imperialismen, 13 udgivelser om Vietnam/Indokina, samt om mange andre emner. I december 1970 udkom forlagets og Røde Mors første plade, EP'en «Johnny gennem ild og vand», hvor to numre var om Vietnam. I april 1971 udkom «Den første Maj» pladen med sange af Benny Holst og Jesper Jensen. Det blev starten på en progressiv musikbevægelse med danske tekster, med bl.a. Jomfru Ane Band og grønlandsk musik, foruden et samarbejde om at udbrede skandinavisk progressiv musik. Desuden styrkede udgivelserne at der blev oprettet bogcafeer rundt om i landet.
Redaktionen af Vietnam Solidaritet overgik i løbet af 1969 helt fra Giro 1616 til DDV og bladet blev Vietnamkomiteernes udadvendte blad. Det var et af DDV's største aktiver, for pressen var meget længe om at blive krigsmodstanden venligt stemt. Oplaget nåede i 1969 op på over 5.000 eksemplarer, hvoraf 3-4.000 var abonnenter, resten løssalg. Det var et sprællevende blad i disse år, fuldt af informationer om aktiviteter og teoretiske og oplysende baggrundsartikler, der satte DDV's arbejde ind i et politisk perspektiv. Først i marts 1971 overgik Vietnam Solidaritet til selvstændig økonomi administreret af DDV.
DDV og Grønnegade 37 blev i årene 1969-70 samlingssted for mange af de mest aktive personer på den radikale danske venstrefløj, inklusive flere andre solidaritetsorganisationer med befrielsesbevægelser i den tredje verden. VS'ere, SF'ere, DKP'ere, enkelte socialdemokrater, aktivister fra SUF og maoister (KFML, senere KAP) kom i Grønnegade eller var tilknyttet DDV. Mange aktivister trådte deres politiske barnesko i DDV og blev senere spredt over hele resten af venstrefløjen. Grønnegade 37 var et kraftcentrum for politisk aktivitet i denne periode.
Det var karakteristisk, at DDV knyttede an til den mere traditionelle revolutionære venstrefløj og det nyoprettede parti Venstresocialisterne (VS), mens de nye antiautoritære strømninger søgte hen i andre bevægelser, som f.eks. slumstormerne og Det Ny Samfund. I foråret og sommeren 1969 var det kræfter udenfor DDV, som tog initiativ til de fleste markante udenomsparlamentariske aktioner, som besættelsen af Sofiegården på Christianshavn. Studenteroprøret skabte en mere radikal studenterbevægelse, som bl.a. besatte dele af Københavns Universitet.
Vietnam-filmen «De grønne baretter», der forherligede USA's krigsførelse i Vietnam, førte i begyndelsen af maj 1969 til flere dages demonstrationer foran Saga-biografen under stor mediebevågenhed. Efter et par dage blev demonstranterne forstærket med aktivister med tilknytning til DDV, og efter heftige kampe med rockergruppen «De vilde engle» og efterfølgende med politiet lykkedes det at få filmen taget af plakaten. Dette udløste debat i pressen og på venstrefløjen om brugen af vold som politisk middel og om ytringsfrihed.
I forbindelse med det årlige USA-arrangement i Rebild den 4. juli forsøgte ca. 100 aktivister fra en «Rebild-komite», inkl. aktivister fra DDV, uden held at afbryde mødet. Imens afholdt DDV et fredeligt 24 timers arrangement foran den amerikanske ambassade i København, hvor man oplæste navnene på 33.000 nordamerikanske soldater, der var døde i Vietnam.
På Københavns Universitet blev der dannet en gruppe der kaldte sig De Studerendes Vietnam Aktion (DSVA), som samarbejdede med DDV. DSVA stod i 1969 bag en indsamling af undervisningsmateriel til Hanois universitet samt en række høringer og debatmøder på universiteterne i København og Århus. Den 15. oktober boykottede 1.500 studerende i Århus undervisningen for at deltage i en 8 timers maraton-debat. Noget lignende skete på andre læreanstalter og på gymnasier.
Kejsergadesagen og beslaglæggelsen af Vietnam Solidaritet
I oktober og november 1969 skete der en række hurtigt på hinanden følgende episoder omkring afsløringen af en hemmelig militær lyttestation i Kejsergade, i kælderlokaler under Østasiatisk Institut ved Københavns Universitet. De rystede det danske efterretningsvæsen og bragte den borgerlige regering og den konservative forsvarsminister Erik Ninn Hansen i yderste forlegenhed. I disse begivenheder spillede DDV og bladet Vietnam Solidaritet en central rolle.
Begivenhedsforløbet i efteråret 1969 var følgende:
Dette sagsforløb havde adskillige politiske efterdønninger. Begivenhederne udløste 6 timers forespørgselsdebat i folketinget og vidner om det spændte politiske klima mellem regering/statsmagt og den radikale studenter- og Vietnambevægelse. En aktivist med tilknytning til både DDV og Politisk Revy blev arresteret, og der blev senere gennemført en retssag mod de to tidsskrifter. Hele sagen bidrog til at øge DDV's popularitet på venstrefløjen, hvilket også fremgik af den store tilslutning, der var til den umiddelbart følgende Vietnam-demonstration den 15. november 1969.
På grund af uenighed om parolerne blev der organiseret konkurrerende Vietnam-demonstrationer i november 1969 - den ene den 14. november af VIETNAM 69, og den anden den 15. november af DDV. Trods bred politisk støtte til VIETNAM 69's demonstration fra Arbejdernes Fællesorganisation i København, Radikal Ungdom og DSU, SF og DKU, deltog kun 3-5.000, mens DDV's demonstration tiltrak langt flere: 15-20.000 deltagere.
Åbning af PRG-kontoret
VIETNAM 69 tog nogle vigtige initiativer, der var med til at ændre det officielle Danmarks holdning til Vietnam og Vietnamkrigen, og som også samlede begge fløje af Vietnambevægelsen.
I juni 1969 blev der i de befriede områder i Sydvietnam oprettet en Provisorisk Revolutionsregering (PRG), med baggrund i den sydvietnamesiske befrielsesfront FNL og organisationer i de befriede områder. Det skete for at opnå anerkendelse som forhandlingspartner. I februar 1970 tog personer fra «Gruppe 7» og VIETNAM 69 initiativ til, at et PRG/FNL informationskontor kunne oprettes i Danmark, inspireret af lignende erfaringer fra Sverige og Frankrig. De indkaldte en række politiske partier fra Det Radikale Venstre (der dog besluttede ikke at gå med) og ud til venstre samt ungdomsorganisationerne og DDV til et forberedende møde. En pengeindsamling sørgede for at der kunne etableres et PRG-kontor i København. Kontoret blev officielt åbnet den 1. juli 1970.
Det var første gang, at de to fløje af den splittede bevægelse var gået sammen om et initiativ, der samlede virkeligt bredt. Rivalisering skabte dog fortsat problemer i samarbejdet. I forbindelse med årets Rebild-fest afholdt organisationerne særskilte arrangementer i København. Lederen af det nyåbnede PRG-kontor talte ved DDV's 24-timers demonstration foran USA's ambassade.
Oprettelsen af PRG-kontoret på et tidspunkt hvor Danmark endnu ikke havde anerkendt hverken DRV-Nordvietnam eller PRG havde stor betydning for Vietnambevægelsen. VIETNAM 69 krævede dog kun anerkendelse af DRV-Nordvietnam - ikke af PRG - det blev skønnet for tidligt at rejse krav om anerkendelse af PRG over for Socialdemokratiet. Efterhånden blev PRG-kontoret reelt opretholdt ved hjælp af midler fra de to Vietnam-indsamlinger, på trods af de politiske modsætninger i indsamlingernes grundlag. Disse modsætninger fik dog ikke de store konsekvenser i praksis. Giro 1616's «betingelsesløse» grundlag, der åbnede op for at de indsamlede midler kunne bruges til indkøb af våben, blev reelt aldrig brugt til at købe våben og gik nu til PRG kontorets opretholdelse. VIETNAM 69's indsamling til hospitaler, skoler mv. på et bredt humanistisk grundlag var i realiteten - ligesom anvendelsen af Giro 1616's midler - politisk betinget af DRV-Nordvietnams og FNL's ønsker.
PRG-kontoret lå i en villa på Amalievej 4 på Frederiksberg, og i begyndelsen af 1972 fandt aktivister fra Vietnam-komiteerne aflytningsudstyr i lokalerne. Undersøgelser fastslog at CIA stod bag, og at de danske myndigheder kendte til aflytningen.
Opsving for DDV
Aktivismen fortsatte med at være det centrale i DDV's arbejde, selvom der også var forsøg på at starte teoretisk betonede diskussioner, der kunne skabe et mere solidt politisk grundlag indeholdende de strategiske overvejelser, der efterhånden trådte mere i forgrunden som det dominerende diskussionsemne i DDV. Fredsforhandlingerne i Paris og våbenhvilen omkring nytår 1972-73, var sammen uenighed om de langsigtede perspektiver for organisationen hovedårsagerne til at DDV senere smuldrede og splittedes.
En gennemgående svaghed i DDV's udadvendte arbejde tegnede sig i løbet af 1970, der ellers var præget af markante store politiske manifestationer: Problemet med at afgrænse de opgaver, man påtog sig som organisation. Der var en tendens til, at man i højere grad koncentrerede sig om praktiske opgaver, der havde tilknytning til den hjemlige imperialisme (især danske og USA firmaer der leverede våben eller andet til Vietnamkrigen), kapitalisme og NATO. Dette var en logisk følge af den anti-imperialistiske opfattelse af USA's krig i Vietnam og øgede bevidstheden om Danmarks rolle og placering i forhold til den amerikanske imperialisme.
Lige inden den «årlige» demonstration den 15. april 1970 - som samlede 10.000 deltagere - havde aktivister fra DDV gennemført en «Top 10» aktion, hvor numrene fra 1 til 10 blev malet på facaderne til de firmaer i Danmark, som tjente mest på krigen i Vietnam. Der blev omdelt løbesedler om aktionen under demonstrationen, der endte med sammenstød mellem demonstranter og politi.
Den 30. april 1970 meddelte USA's præsident Richard Nixon, at USA sammen med sydvietnamesiske tropper havde invaderet Cambodia. Hårdt presset af den folkelige krigsmodstand havde Nixon under sin valgkamp om præsidentposten i 1968 lovet at reducere det amerikanske engagement i Vietnam, men under dække af troppereduktioner i Vietnam udvidede USA i stedet krigen til Cambodia. DDV organiserede en protestdemonstration foran USA's ambassade mod den amerikanske krigsudvidelse med ca. 3.000 deltagere umiddelbart efter 1. maj møderne.
 |
| Dramatik under studenteroprøret i USA. Den 4. maj 1970 blev fire personer dræbt af politiet ved Kent State University i Ohio. |
Den 4. maj 1970 blev 4 studerende skudt ned og dræbt under en anti-krigsdemonstration på Kent State University i Ohio i USA af det amerikanske hjemmeværn. Dette medførte en bølge af protestdemonstrationer. Alene i Washington demonstrerede 100.000 mennesker den 9. maj 1970. De Studerendes Vietnam Aktion (DSVA) indkaldte til en af de bredest støttede demonstrationer - herunder også af DDV og VIETNAM 69 - den 9. maj under parolerne «Mod USA's invasion af Cambodia» og «Mod nedskydningen af demonstranter i USA». Der var 10.000 demonstranter og igen efterfølgende slagsmål mellem demonstranter og politi.
I august 1970 udkom Vietnam Solidaritet med et nummer hvor emnet var «NATO - et redskab for USA imperialismen», og i slutningen af måneden blev der afholdt en anti-NATO-uge, med plancheudstillinger og et stort møde i Søndermarken.
Verdensbankdemonstrationerne
DDV var i 1970 initiativtager til demonstrationer og andre udadvendte aktiviteter i forbindelse med Verdensbankens årlige kongres, som fandt sted i København den 20-25. september 1970. Verdensbankdemonstrationerne blev de sidste af de helt store aktiviteter, der udsprang af Vietnambevægelsen, og markerede samtidig DDV's udvikling hen imod et bredere anti-imperialistisk perspektiv i sit arbejde frem for kun at beskæftige sig med Vietnam-arbejde.
Sammen med 9 andre solidaritetsorganisationer og politiske grupper på den radikale venstrefløj, blev demonstrationerne grundigt forberedt med udgivelse af en Verdensbankpjece. Den var et særnummer af Vietnam Solidaritet, som forklarede, hvad Verdensbanken var, hvilken rolle den spillede i den tredje verden, og hvorfor den måtte betragtes som imperialismens forlængede arm. På en plakat konkludere man, at Verdensbanken gennem lån til ulandene var med til at bringe dem i bundløs gæld, idet «75% af lånene gik til at betale renter og afdrag på andre lån (gennemsnit for samtlige ulande)». Og at «Verdensbanken holder u-landene nede i dyb fattigdom ved at hindre opbygningen af en national industri, der kan konkurrere med de rige lande.» Desuden ydede Verdensbanken støtte til de racistiske hvide regimer i Sydafrika og Rhodesia (det senere Zimbabwe), og til undertrykkende regimer i Grækenland, Spanien, Portugal, Indonesien, Sydkorea, Brasilien m.fl. - mange af disse militærdiktaturer.
Demonstrationerne endte i voldsomme uroligheder i det indre København. Disse uroligheder strakte sig over flere dage med regulære gadekampe mellem politi og demonstranter. Flere demonstranter blev hårdt såret af motorcykelbetjente, der i fuld fart og med løftede knipler kørte ind mellem demonstranterne. På Kongens Nytorv søgte politiet at rydde pladsen ved at lade motorcykelbetjente køre frem mod den yderste del af demonstrationen. En journalist fra dagbladet Information kunne fortælle at da dette skete tredje gang, begyndte «…demonstranterne nu at tage brosten i brug for at forsvare sig mod motorcyklerne.» … «Så gjaldede det pludseligt igennem luften: «træk kniplerne og slå hårdt.» Hovedparten af betjentene stormede frem mod os, mens mængden i nærmest panikagtig stemning vendte sig om og begyndte at løbe.» Politiets brug af vold fremstod som en gentagelse af episoderne fra 1968, men med mere avancerede metoder, bl.a. brug af motorcykler. Demonstrationerne og urolighederne fik et omfang så Verdensbank-problematikken trådte helt i baggrunden. Dette gav anledning til dybtgående diskussioner om mål og midler i det politiske arbejde på venstrefløjen.
Strategi-diskussioner og interne kampe
Hovedproblemet for DDV var de mange forskellige ideer om, hvad organisationen burde udvikle sig til. Sigtet på DDV's 2. landskonference i februar 1970 havde været at arbejde hen imod dannelsen af en anti-imperialistisk enhedsfront i Danmark, noget som allerede var blevet formuleret på den første landskonference, hvor bevægelsen splittedes. Men der blev ikke taget konkrete skridt i den retning. Mange aktivister følte også behov for et parti eller en partiforberedende organisation, og dette behov overførtes af nogle til DDV. Dette støttede tendensen til at ville brede sig over for mange aktivitetsområder, hvilket yderligere næredes af behovet for at ville markere sig på den danske venstrefløj. Samtidig satte den første afmatning i Vietnam-arbejdet ind i 1970 med en begyndende hensygnen af lokalkomiteer og organisatoriske problemer såsom dårlig kommunikation mellem landsledelse og lokalkomiteer.
I løbet af efteråret 1970 foregik der diskussioner i Vietnam Solidaritet og Politisk Revy om DDV's politiske perspektiver. Debatten drejede sig om, hvordan DDV skulle organisere anti-imperialistisk og anti-kapitalistisk arbejde. Enkelte mente at DDV også burde kalde sig socialistisk. Man var dermed langt inde i en omfattende strategidiskussion, hvor der aftegnede sig betydelig uenighed og forvirring omkring DDV's politiske rolle. Her et udpluk af synspunkter fra Politisk Revy:
- «At overlade socialismen og anti-kapitalismen til de politiske partier er derfor så at sige ensbetydende med at afskrive denne meget vigtige side af sagen.»
- «Hovedindsatsen for en antiimperialistisk bevægelse må blive et alvorligt politisk arbejde på at agitere for et antiimperialistisk perspektiv i arbejderklassen.»
- «I de to år DDV har eksisteret som selvstændig politisk organisation, har vi kun fået politiets og ikke arbejderklassens kærlighed at føle.»
Det fremgår klart, at et af de centrale problemer for DDV var den manglende kontakt til arbejderklassen og partiernes/arbejderklassens manglende antiimperialistiske holdninger. Der var flere forskellige årsager til, at dette problem sprang så meget i øjnene. Baggrunden var dels den konkrete, at fagbevægelsen stort set var gået med VIETNAM 69 ved splittelsen i 1968, men også at opblomstringen af udenomsparlamentariske bevægelser og aktivitet i årene 1968-70 havde affødt en stigende mistillid blandt aktivisterne overfor de traditionelle partier på venstrefløjen. Derfor opstod ønsket om at kunne inddrage nogle af et socialistisk partis opgaver og funktioner i det anti-imperialistiske arbejde.
På DDV's 3. landskonference 28-29. november 1970 blev der vedtaget et nyt mere omfattende politisk grundlag med et generelt anti-imperialistisk sigte, men som også inddrog opgaver i relation til den danske befolkning og arbejderklasse. Vietnam blev nu alle steder erstattet med Indokina, og nævntes ikke selvstændigt i grundlaget. Udover arbejdet med at øge modstanden mod NATO nævntes Verdensbanken og Fællesmarkedet (EF) som nye arbejdsområder. Samtidig skete der en organisatorisk opstramning, hvor DDV blev gjort til en kadreorganisation med aktivitetskrav. Dette var et forsøg på at skabe en mere formaliseret struktur omkring DDV som organisation. Men de relativt stramme medlemskriterier kunne synes mærkelige i en anti-imperialistisk organisation, hvis mål det var at mobilisere og engagere nye kræfter i solidaritetsarbejde. Endnu mere mærkeligt var det, fordi - på trods af DDV's evne til at mobilisere mange til demonstrationer og aktioner - var DDV en relativt lille organisation med kun ca. 250 faste medlemmer af lokalkomiteerne ved sit højdepunkt omkring årsskiftet 1969/70.
Det nye politiske grundlag - uden socialisme-erklæringer men med mere fokus på arbejdet i relation til Danmark og den danske befolkning/arbejderklasse - lignede mest et slags kompromis mellem de stridende fløje i DDV. Nogle (bl.a. Otto Sand) havde i debatindlæg inden landskonferencen advaret mod at inddrage et socialistisk perspektiv i DDV's grundlag, fordi det kunne virke splittende i DDV, hvor der var aktivister fra næsten hele den danske venstrefløj. Heraf var der mange, som også var medlemmer af partier eller partiforberedende grupper. Men at indføre betegnelsen «kadreorganisation» om DDV kunne på den anden side også let give aktivister et «partiforberedende» indtryk. I hvert fald betød landskonferencens beslutninger, at en lang række aktivister forlod DDV, bl.a. trotskisterne (og med dem lokalkomiteen i Århus), og KFml (maoister) trak deres medlemmer ud. Mange lokalkomiteer, fra omegnen af København og især i provinsen, forsvandt efter landskonferencen og i løbet af 1971. På den 4. landskonference 27.-28. november 1971 besluttedes en reorganisering af komiteerne med oprettelse af nye komiteer og en ekstra indsats for at gennemføre en skoling af aktivisterne (det var dog reelt besluttet også på 2. og 3. landskonference). De organisatoriske ændringer indebar også en ny struktur, hvor vægten i højere grad blev lagt i arbejdet i centrale udvalg og et sekretariat.
De voldsomme politiske stridigheder i DDV afspejlede i vid udstrækning de politiske kampe på den øvrige nye radikale venstrefløj. Behovet for teoretiske diskussioner og afklaringer og at lære af arbejderbevægelsens historiske erfaringer var også her en generel tendens, som i DDV gik hånd i hånd med strategidiskussionerne. Ligesom på den øvrige nye radikale venstrefløj var flertallet af aktivisterne i DDV overvejende unge med få konkrete politiske erfaringer, da mange af de gamle Vietnam-aktivister var udslidte og forsvundet fra bevægelsen. Dette skærpede uden tvivl de interne konflikter med fraktionering og splittelse til følge.
Det politiske klima i DDV var i perioder domineret af store politiske og personlige modsætninger, og den politiske «afklaring» blev ofte løst med hårde organisatoriske metoder. Der var der flere årsager til. Dels at det vitale militante aktivistmiljø som tiltrak især mange yngre mænd, og gjorde DDV til en stærkt mandsdomineret organisation. Men også det forhold at en stor del af de ledende kræfter i DDV havde en fortid i DKP og videreførte hårdhændede metoder til at vinde politiske uenigheder og konflikter. Selvom der var en del kvinder i DDV, var de oftest marginaliserede i de interne fraktionskampe. De antiautoritære strømninger, der opstod i slutningen af 1960'erne, var typisk ikke tiltrukket af DDV.
Dansk anerkendelse af DRV-Nordvietnam
Efter Nixon var blevet præsident for USA i 1969 var der ændret strategi i krigen. De amerikanske landtropper blev trukket tilbage og krigen blev «vietnamiseret», men til gengæld bredtes krigen ud til større dele af Indokina i Laos og Cambodia, for at ramme FNLs baser og at hindre forsyninger i at nå frem. Krigen ændrede karakter i retning af en omfattende «hemmelig» udryddelseskrig med øget vægt på teknologisk avanceret luftkrigsførelse og ulovlig kemisk og biologisk krigsførelse, hvor der ikke længere skelnedes mellem militære og civile mål. Formålet var en hemmelig og skjult krigsførelse, så USA blev mindre sårbar i den hjemlige og internationale opinion. Det viste sig senere at 40.000 civile sydvietnamesere var blevet henrettet uden retssag og dom, som følge af det CIA-styrede «Fønix-program» (1968-71) i Sydvietnam, effektueret af sydvietnamesiske specialstyrker.
Den generelle afmatning for den danske Vietnambevægelse fra slutningen af 1970 og frem skyldtes også, at der faktisk skete landvindinger i forhold til Vietnam på parlamentarisk plan i Danmark, for eksempel med forslag fra Socialdemokratiet og SF i starten af 1971 om anerkendelse af DRV-Nordvietnam. Dette blev effektueret, efter at Socialdemokraterne igen overtog regeringsmagten efter folketingsvalget i september 1971. Sammen med Norge anerkendte Danmark DRV-Nordvietnam den 25. november 1971 (Sverige havde gjort det allerede i 1969) og var dermed et af de første NATO-lande, der oprettede diplomatiske forbindelser til DRV-Nordvietnam og aktivt gik imod USA's politik. Dette betød også, at der blev åbnet op for officiel dansk bistand til DRV-Nordvietnam, som langt oversteg, hvad Giro 1616 og VIETNAM 69 havde kunnet indsamle og bidrage med.
Da det især var VIETNAM 69, som havde tæt kontakt til Socialdemokratiet, var dette en vigtig sejr for deres arbejde. Men udsigten til at USA ikke ville kunne vinde krigen og de ubehagelige afsløringer af USA's metoder i Vietnam, bidrog også i høj grad til at ændre det officielle Danmarks opfattelse af USA's krig.
Nedgang for Vietnambevægelsen
Med det faldende medlemstal i DDV, kom aktiviteterne aldrig i omfang op på siden af de tidligere. Efter landskonferencen i 1970 forlod mange aktivister DDV i løbet af 1971 eller 72, i skuffelse over det lavere aktivitetsniveau, og over, at organisationen ikke formåede at samle nogle af de diskussioner op, der havde været ført i 1970, og videreudvikle det politiske indhold. En del af de mennesker, som gik fra DDV, sluttede sig til partier eller partiforberedende organisationer.
Den officielle udvidelse af krigen til Laos i februar 1971, da Sydvietnam med USA's støtte invaderede Laos, synes at have været det eneste spørgsmål vedr. Vietnam/Indokina, som engagerede Vietnambevægelsen dette år. Da invasionen blev kendt, arrangerede DDV en demonstration foran USA's ambassade, hvor 400 mødte op. DDV startede også en kampagne «Maskingeværer til Laos» under Giro 1616-indsamlingen, hvor der kun blev indsamlet 2.000 kr. VIETNAM 69 afholdt noget senere en demonstration mod invasionen med ca. 10.000 deltagere. DDV arrangerede også to Indokina-uger i 1971. Efter den første uge blev der afholdt en større demonstration med ca. 15.000 demonstranter, mens kun ca. 600 mødte op til efterårets demonstration.
I 1971 blev Pentagon Rapporten - der indeholdt strengt fortrolige amerikanske regeringsdokumenter om Vietnamkrigen - afsløret og offentliggjort af New York Times. Men Vietnambevægelsen havde ikke kræfter til forholde sig til rapporten, til trods for at den viste, at Vietnambevægelsen hele tiden havde haft ret i dens argumenter om USA's rolle i Vietnamkrigen, mens den blev behandlet indgående af den borgerlige presse.
Pentagon Rapporten blev udfærdiget i 1967-68 på initiativ af den daværende amerikanske forsvarsminister Robert McNamara. Den omhandlede det amerikanske engagement i Indokina siden 2. Verdenskrig og frem til maj 1968 og afslørede, hvordan USA gradvist havde påtaget sig en voksende forpligtelse i forhold til at sikre Vietnam mod kommunismen. Det var en konsekvens af den amerikanske «Domino-teori» fra 1950, der vurderede Indokina som et nøgleområde for USA's sikkerhedsmæssige interesser i Sydøstasien. Skjult for offentligheden havde USA i mange år ført hemmelig krig mod DRV-Nordvietnam (og Laos), inden det blev til en åben, erklæret krigsførelse. Det blev også afsløret, at USA's hemmelige krigsførelse siden 1960'ernes start og senere bombardementer af DRV-Nordvietnam havde haft til formål at hindre støtten til FNL. Bombardementerne af DRV-Nordvietnam, der indledtes i februar 1965, havde været planlagt siden sommeren 1964 og var kun blevet udsat af hensyn til præsident Lyndon Johnsons præsidentvalgskampagne i 1964, hvor han skulle fremstå som modstander af en udvidelse af krigen.
DDV vedtog på sin 4. landskonference i november 1971 en «Aktion 72» plan med hovedvægten på 3 aktivitetsområder: Indokina, EF og NATO. Men dette var langt mere, end DDV kunne magte. En af DDV's hovedprioriteringer i 1972 var EF-arbejdet, hvor man sammen med andre organisationer forsøgte at opbygge en socialistisk anti-EF organisation. Men det var Folkebevægelsen mod EF, som var stærkt influeret af DKP, der tiltrak mange nye aktivister. DDV tilsluttede sig også Folkebevægelsen, men opnåede ingen indflydelse.
EF-engagementet betød også, at der gik kræfter fra solidaritetsarbejdet. I realiteten fungerede DDV som en socialistisk organisation med mange andre arbejdsområder end Vietnam. En undtagelse fra dette billede var Vietnam Solidaritet, der stadig også dækkede krigen i Vietnam/Indokina og emner i den forbindelse, men bladets oplagstal led under den dalende offentlige interesse for Vietnam.
I sommeren 1972 blev det kendt, at USA havde udvidet bombardementerne af DRV-Nordvietnam til også at omfatte digesystemet omkring Den Røde Flod, hvilket var et utilsløret angreb på civilbefolkningen. Som svar på dette nedsatte der sig en ny gruppe, «Gruppen mod USA's krigsforbrydelser», bestående af en række kendte personer og fagforeningsfolk tilknyttet både DDV og VIETNAM 69, der iværksatte en digebombardement-kampagne med en underskriftsindsamling og avisannoncer i august 1972. Men det blev ikke nogen stor succes. At DDV's ledelse støttede dette «humanistiske» initiativ (vietnameserne havde bedt om en bred kampagne) blev kritiseret voldsomt af dele af DDV og var med til at skærpe de voksende interne konflikter.
VIETNAM 69 var initiativtager til krigsforbrydertribunalet i København den 10.-16. oktober 1972 - eller «Den internationale Undersøgelseskommissions 3. samling». Til afløsning af Russell Tribunalet var der allerede i 1970 nedsat en kommission «til undersøgelse af USA's krigsforbrydelser i Indokina». Kommissionens første samling blev afholdt i Stockholm i 1970, og den anden i Oslo i 1971. VIETNAM 69 nedsatte en bred komite til at forberede tribunalet med repræsentanter fra alle dele af Vietnambevægelsen, dvs. også DDV. Tribunalet fandt sted på et tidspunkt hvor Nixon-regeringen i USA havde eskaleret krigen i såvel det nordlige som sydlige Vietnam med luft- og flådestyrker. Samtidig med at FNL og de nordvietnamesiske styrker fra foråret 1972 havde indledt en større «forårsoffensiv» i Syd med henblik på at tvinge USA til en forhandlingsløsning ved de fastlåste forhandlinger i Paris. Nogle af vidnerne på tribunalet, amerikanere såvel som vietnamesere, berettede om civile bombemål for USA's bombekampagne, bl.a. adskillige hospitaler i DRV-Nordvietnam. I sommeren 1972 udsendte undersøgelseskommissionen en international delegation med bl.a. socialdemokraten Frode Jacobsen til DRV-Nordvietnam for at kunne vidne for tribunalet om de igangværende dige-bombardementer, en rejse der blev dækket indgående af pressen.
Tribunalet foregik i K.B. Hallen, men blev åbnet på Christiansborg i Landstingssalen af den nye statsminister Anker Jørgensen, der i sin tale fordømte de amerikanske bombardementer og erklærede, at han ønskede «USA ud af Indokina». Åbningen demonstrerede omsvinget i den officielle danske Vietnam-politik siden Russell tribunalet i 1967. DDV konstaterede at omsvinget i Socialdemokratiet kom meget sent, efter at USA's krigsforbrydelser havde været kendt i så mange år.
Julebombardementerne og DDV's splittelse
I løbet af 1972 foregik der igen - i lyset af den snarlige afslutning på våbenhvile forhandlingerne om Vietnam - heftige interne fraktionskampe i DDV om organisationens fremtid. Dette betød, at DDV var nærmest lammet af interne problemer i en situation, hvor krigen skærpedes i Vietnam, og FNL havde behov for øget solidaritet.
Fraktionskampene kulminerede med en ny splittelse på landskonferencen 16.-17. december 1972. Selv om der var klare politiske skillelinjer mellem de to stridende fløje af organisationen på landskonferencen, var det ikke desto mindre uklart, om det var disse skillelinjer, der lå til grund for splittelsen. Snarere syntes det at dreje sig om at få magten over organisationen. En vidtgående resolution, der ikke på forhånd var udsendt, blev vedtaget af et snævert flertal på landskonferencen. Det var et forslag om oprettelsen af en Vietnam-venskabsforening senest en måned efter indgåelsen af en våbenhvileaftale. Flertallet bestod af enkelte lokalkomiteer, Demos, Redaktionen, Dokumentationsgruppen m.fl., mens et mindretal bestående af lokalkomiteer ønskede, at DDV skulle udvikle sig til en generel anti-imperialistisk organisation.
Hvis der reelt var ved at være fred i Vietnam, ville oprettelse en venskabsforening have været en rimelig handling. Men våbenhvileaftalen var ikke det samme som fred, men kun en midlertidig løsning på konflikterne, og det viste sig slet ikke blev tilfældet efter våbenhvileaftalen i januar 1973. På det tidspunkt landskonferencen fandt sted, var forhandlingerne tilmed inde i en afgørende fase, hvor der ikke var behov for at en splittet og svækket Vietnambevægelse. Resolutionen hvilede på en helt fejlagtig vurdering af den politiske situation, også af situationen som den tegnede sig efter en våbenhvile. Samtidig var det helt åbenbart en afværgemanøvre mod at den anden fløj skulle overtage organisationen. Det havde aldrig været tanken i de diskussioner, der havde været ført i DDV, at man skulle reducere sine politiske ambitioner til udelukkende at tage initiativ til at oprette en venskabsforening efter krigens afslutning.
Det politisk uigennemtænkte i denne manøvre blev udstillet blot få timer efter resolutionens vedtagelse på landskonferencen. Da indledte USA sin hidtil største luftoffensiv mod DRV-Nordvietnam med omfattende tæppebombardementer af Hanoi og havnebyen Haiphong med store civile tab til følge. Disse såkaldte «julebombardementer» havde det ene formål at tvinge vietnameserne til at give USA en bedre aftale ved forhandlingerne i Paris. Bombardementerne blev foretaget af de avancerede B-52 fly. Mod forventning lykkedes det civile forsvarsgrupper, bestående af kvinder fra de lokale folkekomiteer forsynet med nyt antiluftskyts leveret af Sovjetunionen, at nedskyde omkring 20-25 % af USA's B-52-flåde, hvilket var en økonomisk og militær belastning for USA.
 |
| Jule-demonstrationen 23. december 1972 med 10.000 deltagere i protest mod store civile tab efter tæppebombardementer af byerne Hanoi og Haiphong. Foto: Ernst Nielsen/ABA. |
I protest mod bombardementerne afholdtes en stor samlet demonstration af Vietnambevægelsen den 23. december 1972 foran den amerikanske ambassade i København, hvor 10.000 mennesker deltog. Dorte Bennedsen, den socialdemokratiske kirkeminister, talte ved demonstrationen.
Den 27. januar 1973 blev våbenhvileaftalen underskrevet i Paris af USA, Saigon-styret (eller Thieu-styret), DRV-Nordvietnam og PRG, som anerkendte Vietnam som ét land med henvisning til Genève-aftalen fra 1954. PRG/FNL kunne forblive i og kontrollere deres «befriede områder» i Sydvietnam, hvor Genève-aftalen havde tvunget Vietminh nord for den 17. breddegrad. Alle krigshandlinger skulle ophøre, hvilket standsede USA's bombetogter over DRV-Nordvietnam. Alle amerikanske tropper og militære rådgivere skulle trækkes tilbage og de militære baser nedlægges. Men Saigon-styret afviste at indgå i forhandlinger om en politisk løsning og frie valg i Sydvietnam, som Paris-aftalen havde bestemt skulle varetages af et nationalt forsoningsråd bestående af PRG, Saigon-styret og den såkaldte «3. styrke» (religiøse og liberale kræfter i byerne). Saigon-styret krænkede hurtigt Paris-aftalen ved at angribe områder kontrolleret af PRG/FNL, tilsidesatte bestemmelserne om indførelse af demokratiske rettigheder og løsladelse af politiske fanger og den «3. styrke» blev forfulgt og skånselsløst udryddet. I løbet af 1973 og 74 udviklede de militære sammenstød mellem parterne i Sydvietnam sig til en krigslignende situation.
Indokinakomiteerne og Vietnamkomiteerne
Resultatet af splittelsen i DDV blev flere års kappestrid mellem de to fløje, i hver sin organisation - De Danske Vietnamkomiteer og Indokinakomiteerne. Da DDV stod tilbage med kun to intakte lokalkomiteer, blev det naturligt nok Indokinakomiteerne, som formåede at fortsætte den politiske udvikling af Vietnam-arbejdet.
DDV fortsatte også udgivelsen af Vietnam Solidaritet og gennemførte trods begrænsede ressourcer flere udadvendte arrangementer, der dog aldrig opnåede nogen stor tilslutning. Da DDV i forlængelse af julebombardementerne forsøgte at opstarte en kampagne «Boykot amerikanske varer» og inddrage dele af fagbevægelsen i dette, måtte man stoppe igen da våbenhvilen blev indgået 27. januar. De fleste kræfter i DDV blev efterhånden overført til forlaget Demos, som blev det vigtigste politiske aktiv. Men på trods af gode intentioner i Demos lykkedes det ikke på længere sigt at få kollektiv styring og økonomi til at gå op i en højere enhed. Det førte til en konflikt mellem forlagets bestyrelse og ansatte i 1976. I 1979 lukkede forlaget på grund af økonomien.
Efter militærkuppet i Chile 11. september 1973 var det især Chile-solidaritetsarbejdet, som partiernes aktivister koncentrerede sig om, og som tiltrak nye aktivister.
Giro 1616 fortsatte indsamlingen trods splittelsen i DDV, og i foråret 1973 var følgende organisationer tilsluttet: begge de to DDV'er (hvor den ene tog navneændring til Indokinakomiteerne), DSU, Radikal Ungdom, Frit Forum, KFml, RSF, Forbundet af Socialister, Kommunistisk Forbund, Arbejderbladet, Folkets Avis, BOml, SFU og VS.
Også VIETNAM 69 fortsatte sin indsamling, og gennemførte desuden en række kampagner: til fordel for sydvietnamesiske fanger, anerkendelse af PRG, indsamling til et børnehospital i DRV-Nordvietnam, dog uden nogen bredere gennemslagskraft. Vigtigere var nok den lobbyvirksomhed, som man udøvede for at få socialdemokratiet og regeringen til at strække sig længere i sin anerkendelse og konkrete støtte til Vietnam.
I Indokinakomiteerne fortsatte de politiske opgør omkring organisationens 2. kongres i september 1974, som vedtog et anti-imperialistisk program. Allerede inden kongressen var en gruppe gået over i den partiforberedende organisation KAml, og andre forlod organisationen før eller efter kongressen, fordi deres tilknytning var solidaritetsarbejdet med Vietnam, og de ikke kunne tilslutte sig det nye anti-imperialistisk program. Resultatet var, at hovedparten af de tidligere DDV aktivister forlod organisationen, som efterhånden prægedes mere og mere af aktivister tilknyttet den partiforberedende organisation Forbundet Socialisterne. I april 1975 dannede Indokinakomiteerne sammen med Palæstina-komiteen en ny organisation Forbundet mod Imperialismen (FMI) for at «udbrede forståelsen for den fælles kamp og fælles fjende og bidrage til genrejsningen af den proletariske internationalisme i den danske arbejderklasse». Men medlemsmæssigt var organisationen svag, og det lykkedes ikke at udbygge de områdegrupper der skulle drive organisationen og rekruttere nye medlemmer.
I december 1974 gik FNL og nordvietnamesiske styrker i offensiven i den sydlige provins Phuoc Long og havde i starten af januar 1975 befriet hele provinsen. I begyndelsen af marts 1975 indledte de en offensiv i det centrale højland. Saigon-hæren blev løbet over ende, gik i opløsning og blev drevet på flugt mod syd - til stor overraskelse for de fleste, selv for planlæggerne af offensiven. Den 30. april 1975 indtog FNL og nordvietnamesiske tropper Saigon, og Vietnamkrigen var slut. Den følgende lørdag 7. maj holdt DDV en kæmpe sejrsfest på alle 4 etager i Huset i Magstræde.
Efter Vietnamkrigens afslutning vedtog VIETNAM 69 at nedlægge sig selv og at rette en henvendelse til alle fløje af bevægelsen om at sende to delegater til et møde på Christiansborg i september 1975 for at skabe en ny fælles Vietnam-forening. De forskellige fløje af Vietnambevægelsen forhandlede så i efteråret 1975 om at forenes i en ny fælles Vietnam-organisation. På trods af store uenigheder lykkedes det at forhandle sig frem til et fælles grundlag, og en stiftende generalforsamling i januar 1976 samlede ca. 300 Vietnam-aktivister fra tidligere organisationer. Her blev Dansk Vietnamesisk Forening oprettet for at samle de forskellige fløje at Vietnambevægelsen i et fortsat solidaritets- og venskabsarbejde.
Erfaringerne
Det største historiske resultat for Vietnambevægelsen som helhed var ubetinget at skabe en så bred modstand mod Vietnamkrigen og hos mange også en politisk bevidsthed om USA's (imperialistiske) egeninteresse. Vietnamkrigen var den første af sådanne amerikanske engagementer i den 3. verden, der blev fulgt op af en politisering.
I Danmark medførte Vietnamkrigen det første markante brud i officiel dansk udenrigspolitisk tradition siden Danmarks tilslutning til NATO i 1949. Fra en passiv opbakning eller accept af amerikansk Vietnam-politik midt i 1960'erne til - i 1971 - en åben kritik af den amerikanske krigsførelse i Vietnam og anerkendelse af DRV-Nordvietnam. Begge politikker formuleret af socialdemokratiske regeringer.
Dette skift i officiel dansk politik under Vietnamkrigen er først og fremmest VIETNAM 69's fortjeneste, men skal ses i forlængelse af de mange aktiviteter og demonstrationer som hele Vietnambevægelsen stod for. Men den danske regering var også var stærkt influeret af den internationale udvikling, hvor det fremgik klart, at nordamerikanerne ikke kunne vinde krigen i Vietnam, og at USA's befolkning ikke var villig til at betale omkostningerne. Afsløringer af den brutale amerikanske krigsførelse gjorde det svært for USA at retfærdiggøre den. Det har dog uomtvisteligt betydet meget for at ændre socialdemokratisk politik, at så mange i Socialdemokratiet fra starten var imod krigen og en del blev engageret i VIETNAM 69. Nogle af 1970'ernes nye socialdemokratiske ledere stammede fra denne fløj - f.eks. Anker Jørgensen.
Men især bør nævnes de politiske landvindinger: Vietnambevægelsen var en katalysator for en langt større bevægelse og et samfundsmæssigt opbrud og forandring i 1960'erne og 70'ernes Danmark og på internationalt plan. Vietnambevægelsen var sammen med studenter- og ungdomsoprøret i Danmark med til at give stødet til udvikling af aktivistiske græsrodsbevægelser og det ny venstre, som adskilte sig fra den «gamle» traditionelle venstrefløj. Modstanden mod USA's økonomiske og militære dominans (imperialisme-problematikken) blev taget op og ledsaget af en radikalisering og politisk udvikling af bevægelsen. Her var det De Danske Vietnamkomiteer (DDV), der i en dansk sammenhæng spillede en afgørende rolle.
Vietnambevægelsen var sammen med den tidligere Kampagne mod Atomvåben på mange måder et forbillede for en ny måde at arbejde politisk på - ikke i traditionelle partier, men tværpolitisk i et bredere forum eller græsrodsbevægelse. Vietnambevægelsen adskilte sig fra Kampagnen mod Atomvåben ved at være i stand til at politisere og radikalisere bevægelsen og give stødet til en vidtgående politisk bevidstgørelse af en helt ny generation af unge.
Udadtil var Vietnambevægelsen først og fremmest kendt for de mange store og mindre demonstrationer, marcher, indsamlingskampagner og tribunaler med afsløringer af USA's krigsførelse. Men der blev også afholdt mange offentlige møder, udgivet oplysningsmateriale, afholdt plancheudstillinger og fester.
Giro 1616 sluttede i 1976 efter 10 år, og nåede med sin «betingelsesløse» parole at indsamle 800.000 kr. VIETNAM 69's humanitære indsamling lukkede i april 1976 med et samlet resultat på godt 1,3 million kr.. Fra 1971 til 1980 bevilgede Danmark 591 mio. kr. i u-landsbistand til Vietnam, det største beløb Danmark i den periode bevilgede til noget enkelt land.
| Litteratur | ||
Nordentoft, Jens og Rasmussen, Søren H.: «Kampagnen mod Atomvåben og
Vietnambevægelsen 1960-1972», Odense Universitetsforlag 1991. Bertrand Russell Krigsforbrydertribunalet: Vietnamkrigen: Fotos og plakater: Artiklen findes i trykt udgave med 40 illustrationer fra Dansk Vietnamesisk forening: www.davifo.dk | ||