Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Tyskland
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
    .  Kunst
   .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 26.719
: :
Benjamin, Walter
Walter Benjamin

Benjamin (1892 - 1940), tysk filosof, kunsthistoriker og litteraturkritiker. Een af de første, som forsøgte at skabe en marxistisk æstetik - en æstetik, hvor samfundets udvikling er afgørende, både for værkets udformning, tilblivelse og måden, det modtages på.

Benjamin var søn af velstående, jødiske forældre og voksede op i eet af Berlins fashionable boligkvarterer. Hans baggrund er ganske almindelig for gruppen af tysk-jødiske intellektuelle ved århundredeskiftet. De var børn af velstående, jødiske forældre, som nærede voldsomme, intellektuelle ambitioner på børnenes vegne, der imidlertid på mange måder var udelukkede fra at kunne gøre en akademisk karriere. Benjamin var f.eks. i en stor del af livet økonomisk afhængig af sin familie. Hans situation var præget af konflikten mellem sit jødiske miljø og den tyske kulturtradition, som omgav ham. For andre i gruppen af jødiske intellektuelle stod valget mellem at slutte sig til kommunisterne eller zionisterne, som havde ringe eller slet ingen betydning for den «almindelige» jøde. I forskellige perioder af sit liv, følte Benjamin sig tiltrukket af begge muligheder og han forsøgte et konstruere en historiefilosofi, som er en formidling mellem den historiske materialisme og jødisk messianisme.

I 1917 erhvervede han sig en doktorgrad i Bern på en afhandling om «Begrebet kunstkritik i den tyske romantik». På baggrund af romantikken, kommer Benjamin frem til et produktivt kritikbegreb; han opfatter kritik som kunstens fødselshjælper, der fuldender kunstværket. Kritik vækker kunstværkets selvreflektion. Dette kritikbegreb bliver helt centralt i Benjamins filosofi, han anvender det også uden for selve kunstkritikken, hvor forsøger at vække fænomenernes selvbevidsthed. Kritikken skal redde objekter fra deres «vareform» og aflure dem, den kerne af sandhed, de gemmer i sig.

I 1925 blev hans doktorafhandling - «Det tyske sørgespils oprindelse» - afvist af bedømmelseskomiteen ved Universitetet i Frankfurt. Antisemitisme har været nævnt som een af årsagerne til afgørelsen. Det satte en stopper for Benjamins videre akademiske karriere, og han blev derfor nødt til at ernære sig som uafhængig skribent. Denne situation gjorde det vanskeligt for ham at lave en større samlet fremstilling af sine teorier. I stedet blev det spredt ud i en række artikler, essays og kritiker i forskellige aviser og tidsskrifter. Hans karakteristik af situationen var, at der fandtes steder, hvor han kunne skaffe sig en rimelig indtægt og steder, hvor han kunne leve rimeligt - men det var aldrig det samme sted!

Benjamin mødte den lettiske instruktør Asia Lacis på Capri i 1924. Hun var medlem af kommunistpartiet og arbejdede i Moskva. Gennem hende fattede han interesse for den historiske materialisme. Det var især Marx' analyse af vareproduktionen, som fandt genklang hos ham. Varens fetisch-karakter blev eet af nøgleordene i hans teorier, fordi denne del af teorien for ham gav en forklaring på fremmedgørelsen under kapitalismen.

Næsten samtidig begynder Benjamin arbejdet med dét, som skulle blive hans hovedværk, det såkaldte «passageværk». Navnet kommer fra de passager, der gik gennem forretnigskvarterene mellem Paris' boulevarder. Bogen skulle skildre Paris, den første moderne storby, varefetischismens og modens hovedstad. Det skulle fremstille det borgerlige samfund ved hjælp af samfundsobjekternes specifikke form. Værket blev aldrig fuldført, men visse dele er blevet offentliggjort; det gælder f.eks. Baudelaire-studierne, der skulle indgå i værket og det gælder «Paris, det 19. århundredes hovedstad», som er en slags synopsis til hele værket. Dette essay fungerer som en montage, hvor læseren selv må søge sig frem til sammenhængen i teksten og selv må drage konklusionerne. Værket skulle have fremstået som en slags panorama, hvor Benjamin «læste» byen Paris, og afslørede dens fysiognomi. Han ville påvise hvorledes storbyen opleves som en sammenhængende række af chok; hvordan en analyse af en detalje i arkitekturen siger noget om en bestemt, samfundsmæssig produktionsform.

I sit arbejde som aviskritiker var benjamin kommet i kontakt med Bertolt Brecht, der fik stor indflydelse på Benjamin. Brecht forlangte et helt andet politisk engagement end det, Benjamin havde stået for. Da Benjamin måtte drage i eksil, 1933, sluttede han sig til kampen mod fascismen, da han ønskede at give sine teorier et praktisk og politisk indhold.

Et eksempel på denne udvikling i Benjamins arbejde er «Kunstværket i reproduktionsalderen», som første gang publiceredes i 1936. Formålet med dette essay var at skabe en æstetik, der var uanvendelig til fascistiske formål. Hans tese er, at kunsten, med de avancerede produktionsmidler man oplever i dag, behøver en ny begrundelse - en politisk begrundelse. Han påviser at kunsten, sanseiagttagelsen og måden, vi opfatter den på, ændres med udviklingen af produktionsmidlerne. Kunstens vilkår, i en periode hvor mulighederne for reproduktion er så store, at det ikke længere giver nogen mening at spørge efter originalen, er en helt anden, end når kunstværket er unikt. Benjamin mener, at det vil føre til en ny måde at opfatte kunst på. En måde, som er progressiv i forhold til udviklingen af produktionsmidlerne.

Det lykkedes for Benjamins venner, Max Horkheimer og Theodor W. Adorno, at skaffe Benjamin visa til USA i 1940, men han udsatte afrejsen længst muligt. Han mente der stadig var positioner at forsvare i Europa og han havde heller ikke lyst til at rejse til USA, hvor han ikke mente man kunne have anden nytte af ham, end at blive vist frem som «Den sidste Europæer» Situationen i Frankrig blev hurtigt uholdbar og han bestemte sig til at flygte, da han fik skibslejlighed og transitvisa. Han blev imidlertid stoppet ved grænsen til Spanien på en lille bjergstation - grænsen var lukket. Om natten begik Benjamin selvmord med morfin. Resten af følget fik lov til at fortsætte næste dag og få uger senere genåbnedes grænserne.

T.Ka.


Litteratur

W. Benjamin: Kunstverket i reproduksjonsalderen, Oslo 1975.