Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Stillehavet  .  Guam
DatoOpdatering
2013.11.17Opdatering 2013
2015.01.08Ã…rlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 21/11 2015
Læst af: 23.290
Verden  .  Stillehavet  .  Guam
: :
Guam
Befolkning165.000
ValutaUS$
Areal550 Km2
HovedstadAgaña
Befolkningstæthed300 indb./Km2    

Den sydligste af øerne i Marianner gruppen, lokaliseret øst for Philippinerne og syd for Japan. Øens oprindelse er vulkansk og landskabet er bjergrigt bortset fra kystområdet på øens nordspids. Kun 11% af jorden er dyrkbar. Klimaet er tropisk med regntid fra juni til november. I denne periode regner det mere end 300 mm om måneden. Perioden fra december til maj er køligere og mere tør. Vegetationen er overvejende regnskov. Omkring en tredjedel af øen er optaget af USA's militærinstallationer.

Folket: Chamorerne udgør omkring 47% af befolkningen; Philippinerne 25%; Nordamerikanerne (overvejende soldater og deres familier) 10%; Kinesere, japanere, koreanere og andre 18%.

Religion: 98% af befolkningen er katolikker.

Sprog: Engelsk (officielt), Chamoro (en afledet dialekt fra Bahasa Indonesia) og japansk

Politiske partier: Republikanere og Demokrater, som i USA

Officielt navn: Territory of Guam.

Hovedstad: Hagåtña, 140.000 indb. (2003)

Andre større byer: Tamuning 11.800 indb.; Mangilao 6.900 indb. (2000).

Regering: USA koloni. Eddie Calvo (R) er guvernør siden januar 2011, genvalgt i 2014. Hans administration er underlagt USA's indenrigsministerium, og han har i virkeligheden mindre magt end den lokale admiral, da en tredjedel af øen er militært område og underlagt den nordamerikanske hærs marine og luftvåben. Befolkningen har nordamerikansk statsborgerskab, selv om de ikke er repræsenteret i Kongressen eller kan deltage i præsidentvalgene. Den lokale lovgivende forsamling har 21 medlemmer, der vælges ved almindelige valg for en 2-årig periode.

National helligdag: Første mandag i marts. («Opdagelsen», 1521)

Væbnede styrker: USA har ansvaret for områdets forsvar.

 

Guams historie er tæt knyttet til historien for resten af den mikronesiske øgruppe (se Mikronesien). Øens oprindelige befolkning der havde beboet øen i tusinder af år blev i 1668-95 udsat for en udryddelseskrig fra den spanske kolonimagts side. Som resultat af den væbnede aggression og epidemierne (de indfødte var ikke immune overfor europæernes sygdomme) faldt den oprindelige befolkning fra 100.000 i begyndelsen af det 17. århundrede til under 5.000 i 1741. Disse overlevende blev blandet med de spanske settlere og med philippinere og skabte dermed grundlag for det nuværende chamoro folk.

Gennem 3 århundreder var Guam en mellemstation for de spanske galeaser, der sejlede mellem Philippinerne og Acapulco i Mexico. I forlængelse af den spansk-nordamerikanske krig og Paristraktaten af 1898 blev Guam sammen med Philippinerne nordamerikansk krigsbytte. Øen fortsatte sin funktion som mellemstation, indtil den i 1941 blev invaderet af Japan. Da USA i 1944 generobrede den, blev den omdannet til militærbase.

Siden 1973 har FN forgæves krævet af USA, at øens befolkning får selvstyre. I januar 1982 blev der afholdt en folkeafstemning om at give øen status som stat fødereret med USA, men afstemningen gav ikke det nødvendige absolutte flertal. I en folkeafstemning om selvbestemmelse stemte 75% for en associeringsaftale med USA.

I forlængelse af befolkningens afstemning besluttede FN's Generalforsamling i december 1984 at anbefale USA, at landet tog alle nødvendige skridt til at gennemføre afkolonialiseringsprocessen. Samtidig erklærede Generalforsamlingen at tilstedeværelsen af nordamerikanske baser var den største hindring for befolkningens frie udfoldelse af sin selvbestemmelse.

I februar 1987 blev den tidligere guvernør, Ricardo Borballo der var blevet valgt i 1984 kendt skyldig i bestikkelse, afpresning og konspiration mod retsvæsenet.

Ved en folkeafstemning i november 1987 gennemført af Kommissionen for Guams Selvbestemmelse bakkede befolkningen op om kravet om forhandling af en ny form for relation med USA. I februar 1988 fik Guam økonomisk bistand fra USA for at udbedre de skader, en tyfon havde anrettet en måned forinden.

Ved valget 6. november 1990 blev republikaneren Joseph Ada med 55% af stemmerne valgt til guvernør for en ny mandatperiode på 4 år. Ved valget 4 år senere blev demokraten Carl Gutiérrez valgt til guvernør med 54,6% af stemmerne bag sig.

Forhandlingerne med FN og USA om retten til politisk selvbestemmelse og oprettelsen af en fri associeret stat blev genoptaget i 1996. En gruppe godsejere krævede af regeringen, at den jord der er beslaglagt af de nordamerikanske militærinstallationer også inddrages i forhandlingerne. Imidlertid anser Washington Guam for at være en geostrategisk brik af meget stor betydning. I september 1996 tjente øen som operationsbase for nordamerikanske fly, der gennemførte et «begrænset angreb» mod Iraq.

Ved valget til den lovgivende forsamling i november 1996 fik republikanerne 11 pladser og demokraterne 10.

I begyndelsen af 1998 klarede øen sig nogenlunde på middelklasseturismen, der overvejende bestod af turister fra Japan, Sydkorea og Taiwan. Disse turister efterlod omkring 300 millioner dollars i landet pr. sæson. Guvernør Gutiérrez ønskede at øge dette tal 50% over de følgende 5 år. Antallet af turister i 2000 oversteg 1 million.

Den 8. december 2002 ramte tyfonen Pongsona øen, ødelagde kommunikationsforbindelserne og mange huse og træer. 4 personer blev dræbt og 400 såret.

Guam led store tab under 2. Verdenskrig og i 2003 nedsattes en undersøgelseskomite, der frem til juni 2004 skulle gennemføre undersøgelser af begivenhederne under krigen. Den modtog 70 vidnesbyrd fra overlevende fra krigen, der skulle tjene til at opbygge argumenterne for, at USA skulle behandle landet på samme måde som andre territorier som Philippinerne og Mikronesien, der fik erstatning for den japanske besættelse under verdenskrigen.

I februar 2004 erklærede en talsmand for USA's luftvåben, at der ville blive sendt yderligere seks B-52 bombefly og 300 soldater til øen til forstærkning for den eksisterende styrke, og for at øge presset på Nordkorea.

Erosionen i landet er fordoblet over de seneste 30 år. Den væsentligste årsag er ødelæggelsen af skove ifbm. anlægningen af veje. Guam mister i gennemsnit 243 ton jord pr. acre pr. år.

Under sin tale til nationen i februar 2010 erklærede guvernør Felix Camacho at landets navn skulle ændres til chamoroernes udgave af Guam: Guahan. Dette navn var meget brugt om landet i perioden 1521-1898, og guvernøren udsendte samme dag et direktiv der stadfæstede ændringen af navnet. Det var USA der i 1900 døbte landet Guam. Felix Camacho har allerede siddet i to perioder og kan derfor ikke genvælges, når hans periode udløber i 2011. Navneskiftet er en måde at sætte sit fingeraftryk på landets historie, har han offentligt indrømmet..

Til forberedelse af fremtidige militære konflikter med Kina gennemførte USA i 2010-14 en gigantisk udvidelse af sine militærbaser på øen. Byggearbejderne øgede midlertidigt landets befolkning med 40% eller 80.000 mennesker. I 2010 udgjorde USA's militærbaser 29% af landets samlede areal. Det voksede til 40% i 2014. Det var planen, at overflytningen af marinesoldater og deres pårørende fra USA's base i Okinawa skulle indledes allerede i 2010. 8.000 soldater skulle overføres samt 9.100 pårørende. Planerne blev dog bremsede, da øerne ikke havde ferskvand nok til at opfylde soldaternes behov. Supermagtens base i Okinawa blev udsat for stadig skarpere kritik fra den japanske befolknings side, da mange unge japanske kvinder blev udsat for voldtægt fra soldaternes side.

Guia del Mundo


 

Internet

Political ressources on the Net (Guam)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)