Befolkning 113,0 mio. Valuta Philippinske pesos Areal 300.000 Km2 Hovedstad Manila Befolkningstæthed 252,3 indb./Km2     HDI placering 116

Philippinerne er et ørige bestående af 7.000 øer spredt over et 1.600 km langt område fra nord til syd. De 11 af øerne står dog for 94% af det samlede landareal, og det er samtidig på disse, at størstedelen af befolkningen lever. Øgruppen har vulkansk oprindelse og er en del af «Stillhavets Ildbue». Landskabet er bjergfyldt med sletter ud mod havet, der er velegnet til landbrug. Her dyrkes sukker, ris, hamp, kobra og tobak. Klimaet er tropisk og den rigelige nedbør har været grundlag for fremvæksten af store skove. Landets er Sydøstasiens største producent af jern og har i sin undergrund desuden krom, kobber, nikkel, kobolt, sølv og guld. Som andre lande i regionen er det plaget af en hastig fældning af skovene.

Autoritært regime. Nær allieret af USA og EU. Diktaturet har uhindret adgang til EU markedet gennem Generalized System of Preferences Plus aftalerne.

 

Folket: Størstedelen af befolkningen stammer fra indvandring fra det nuværende Malaysia og Indonesien i perioden fra det 24. århundrede f.v.t. frem til det 16. århundrede e.v.t. Før denne indvandring var øerne beboet af aeta eller igorot folket, der har overlevet uden at blande sig med de andre etniske grupper. I det 15. århundrede ankom islamiske grupper fra Borneo. På det tidspunkt var øerne endvidere beboet af omkring 200.000 kinesiske handelsfolk. De islamiske grupper var stærke nok til at modsætte sig den evangelisering, som de spanske erobrere indledte, da de kom til landet i 1521, og som kom kulturelt og religiøst kom til at berøre resten af Philippinerne. Forskellige grupper af malayisk oprindelse blev heller ikke gjort kristne. Endelig har den nordamerikanske kolonisering fra 1898 haft en stor indflydelse på det philippinske samfund og kultur.

Religion: Katolsk (83%), uafhængige philippinske kirke (3%), muslimer (5%), protestanter (8%), animister og buddhister (3%),

Sprog: Det philippinske sprogkort er meget kompliceret. 55% af befolkningen taler det officielle sprog, pilipino, der er baseret på sproget tagalog, der har malayisk oprindelse. Engelsk tales af 45% og er obligatorisk i undervisningen. Men 90% taler dagligt et af de følgende sprog: Cebuano (6 millioner); hiligayano (3 millioner); bikolano (2 millioner); waray-waray (1 millioner). Spansk og kinesisk er minoritetssprog.

Politiske partier:

• Lakas ñg Bansa (Folkets Kamp), ledet af Fidel Ramos;
• Partido Laban (folkemagtsbevægelsen), oprettet i 1978 af Benigno Aquino;
• Det Kristeligt Demokratiske Parti;
• BISIG gruppen (på tagalog betyder det: grundlæggerne af den socialistiske bevægelse);
• Partiet for Folkelige Reformer, ledet af Miriam Defensor Santiago og oprettet i 1991;
• Eduardo Cojuangco, forretningsmand og leder af en bred højrefløjskoalition;
• Imelda Marcos, enke efter ex-diktatoren Ferdinand Marcos;
• Det Liberale Parti, ledet af Jovito Salonga;
• Nationalistpartiet, højrefløjsparti ledet af tidligere vicepræsident Salvador Laurel.
• National Democratic Front (NDF, den Nationale Demokratiske Front), venstrefløjsalliance bestående af en lang række masseorganisationer for arbejdere, bønder, unge, kvinder, religiøse personligheder og kulturpersonligheder. Alliancen ledes af Communist Party of the Phillipines (CPP, Philippinernes Kommunistparti) og dets væbnede gren, New Peoples Army (NPA, Folkets Nye Befrielseshær). En afskalning fra NPA samt Cordilleras Peoples Liberation Army (CPLA, Cordillerafolkets Befrielseshær) har dannet Cordillera Bodong Association (CBA, Cordillera Bodong Sammenslutningen) der kræver autonomi for den nordlige del af landet.
• I landets sydlige muslimske dele findes Moro National Liberation Front (MNLF, Moroernes Nationale Befrielsesbevægelse), der kæmper for autonomi.
• Kababaihan Para Sa Inang Bayan (Kvinder for Moder Jord), dannet som rent kvindeparti i 1986.
• Mindanao Alliancen, regional alliance.

Sociale organisationer: Landsorganisationen Kilusan Mayo Uno (KMU), KMP (Bondeorganisationen), Gabriela (Kvindeorganisationen). Alle tilsuttet venstrefløjsalliancen NDF. Trade Union Congress of the Philippines (TUCP) er den anden store landsorganisation, der er knyttet til USA's AFL-CIO. Det såkaldte «Green Forum» består af 720 NGO'er.

Officielt navn: Republika ñg Pilipinas.

Administrativ inddeling: 12 regioner og 73 provinser

Hovedstad: Quezon City (der er vokset sammen med Manila), 11.553.000 indb. (2007)

Andre vigtige byer: Cebu, 1.172.800 indb.; Davao, 1.145.600 indb.; Bacolod, 739.600 indb.; Cagayan, 407.800 indb.; Zamboanga, 147.200 indb. (2000)

Regering: Præsidentiel republik. Bongbong Marcos, præsident siden juni 2022. Tokammer parlamentarisk system. Kongressen har 250 medlemmer. Senatet har 24 medlemmer.

Nationaldag: 4. juli (Uafhængighedsdagen fra USA, 1946). 12. juni (Uafhængighedsdagen fra Spanien, 1898)

Væbnede styrker: 107.500 (1996)

Paramilitære styrker: 40.500 Nationalpolitiet (underlagt indenrigsministeriet). 2.000 Kystvagt.

 

Det philippinske ørige var beboet af forskellige paleolitiske folkegrupper for over 20.000 år siden. Den neolitiske kultur opstod på øerne omkring 9.000 år f.v.t., og omkring det 15. århundrede f.v.t. blev der arbejdet med metaller på øerne. De oprindelige folkeslag fra denne periode har siden overlevet uden at blande sig med de folkeslag, der siden er indvandret.

I perioden fra det 2. til det 15. århundrede fandt der betydelig folkevandring sted fra det nuværende Indonesien og Malaysia. De nyankomne organiserede sig i klaner. I modsætning til resten af den malayiske verden blev de stort set ikke påvirket af den klassiske indiske kultur. Fra det 11. og 12. århundrede ankom der muslimske, japanske og kinesiske handelsskibe til øerne, og efterhånden slog grupper fra disse skibe sig ned som handelsfolk og håndværkere. I det 15. århundrede fandt der en islamisering sted af øerne i den sydlige del af landet efter ankomsten af mange muslimer af malayisk oprindelse. De oprettede sultanater.

1531 Spansk kolonisering

Øgruppen blev i 1531 «opdaget» af spanieren Hernando de Magallanes og navngivet til ære for den spanske kong Felipe. Men øerne blev også efterstræbt af englænderne, hollænderne og portugiserne. Magallanes blev dræbt på en af øernes strande, og det spanske overherredømme var først sikret i 1564. Igorot folket i den nordlige Cordillera region, den muslimske befolkning på Mindanao og andre folkeslag bøjede sig aldrig fuldstændig for den spanske kolonisering. Størstedelen af befolkningen på landet bevarede deres subsistenslandbrug og betalte aldrig tribut til europæerne. Disse forskellige folkegrupper - også den kinesiske - rejste sig flere gange til oprør mod spanierne, men blev hver gang slået ned.

Den spanske kolonisering af Philippinerne svarer til den der fandt sted i Latinamerika. Landet havde dog to særtræk: Dets placering ved de oceaniske handelsruter. Det modtog varer fra hele den sydøstasiatiske region, der skulle videre til kolonimagtens centrum. Desuden var det direkte underlagt vicekongedømmet i Mexico.

1898 USA erobrer landet

I slutningen af det 19. århundrede udvikledes der en lokal uafhængighedsbevægelse, der bestod af det lokale mestiz bourgeoisi - der stræbte efter den politiske magt - samt andre undertrykte sektorer. Det antikoloniale oprør brød ud i 1896 og den 12. juni 1898 udråbtes landets selvstændighed. USA indledte øjeblikkelig diplomatisk aktivitet for at tage kontrol over landet. Det endte med Paristraktaten, der blev underskrevet den 10. december, og som afsluttede den spansk-nordamerikanske krig (se også Cuba og Puerto Rico). Under forhandlinger som Philippinerne ikke havde adgang til, gik Spanien med til at afstå Philippinerne til USA mod erstatning.

I perioden 1899-1911 døde 1 million philippinere under kampene mod den nordamerikanske besættelse, der blev anført af general Douglas MacArthur. USA's herredømme var typisk nykolonialistisk; Økonomien blev helt underordnet USA's, mens besættelsesmagten samtidig forberedte landet til fremtidig politisk selvstændighed. Det skete ved udviklingen af en philippinsk elite, der var økonomisk og kulturelt bundet til USA. Et led i denne politik var samtidig den såkaldte Tydings-Mc Duffie Act, der blev vedtaget af USA's kongres i 1934. Den gav Philippinerne indre selvstændighed indenfor et statssamfund med USA, der havde ansvaret for forsvar og udenrigspolitik. Senest i 1944 skulle landet have fuld selvstændighed. Det blev dog forpurret af 2. verdenskrig, da øgruppen blev besat af Japan. Under kampen mod den nye besættelsesstyrke, blev Huk bevægelsen dannet. Den havde sin basis blandt bønderne og var socialistisk inspireret. Men USA vendte tilbage i slutningen af krigen, denne gang anført af general Mac Arthur Junior. Landet fik formelt selvstændighed i 1946, men var fortsat underlagt fuldstændig nordamerikansk økonomisk dominans.

1946 «Selvstændighed»

Selvstændigheden indebar ingen sociale forandringer. Landet var fortsat præget af plantageøkonomien. En handelsaftale mellem USA og Philippinerne slog fast, at der skulle være frihandel mellem del to lande i 8 år, og at nordamerikanere skulle have den samme ret som philippinere til at drive økonomisk aktivitet og udnytte naturressourcerne i Philippinerne («Ligeretsbeslutningen»). I 1954 blev aftalen revideret således, at Philippinerne fik lov til at værne om sin industri med gradvis stigende importafgifter på nordamerikanske varer, men Ligeretsbeslutningen blev der ikke rørt ved. Hele økonomien var da også domineret af nordamerikanske koncerner frem til ca. 1970, da japanske virksomheder begyndte at trænge sig ind.

USA fik i 1946 også ret til at have militærbaser i Philippinerne 99 år fremover. Dette blev i 1959 ændret til 25 år med ubegrænset ret til forlængelse. USA's baser gjorde landet til det strategisk vigtigste område for USA i Sydøstasien. Specielt efter Vietnamkrigens afslutning. I 1954 gik landet med i den sydøstasiatiske militærorganisation SEATO. I 1967 var det med til at danne den regionale samarbejdsorganisation, ASEAN.

Philippinerne har sjældent haft legale venstrefløjspartier. Et kommunistparti (PKP) blev dannet i 1930, men forbudt allerede året efter. Partiet arbejdede derefter illegalt, og situationen ændredes først under 2. verdenskrig da guerillabevægelsen Hukbalahap - Folkets antijapanske hær - blev drivkraften i kampen mod japanerne. Efter krigen var Hukbalahap legal i en periode, men USA satsede ensidig på storborgerskabet og forbød bevægelsen. I slutningen af 40'erne var Hukbalahap - der havde stor tilslutning fra de fattige bønder i striden mod storgodsejerne - ret aktiv på hovedøen Luzón samt Visayas øerne, men bevægelsen blev knækket af forsvarsminister Magsaysay i perioden efter 1950. Helt frem til 1970 var der dog rester af denne guerilla, der overlevede i det indre Luzón.

1965-86 Marcosdiktaturet

I 1965 blev nationalisten Ferdinand Marcos valgt til præsident - og genvalgt i 1969. I hans regeringsperiode skærpedes modsætningerne indenfor borgerskabet, da økonomien blev stadig dårligere, og korruptionen og kriminaliteten øgedes. Endvidere fik han problemer med en ny guerillabevægelse, New Peoples Army (NPA). Det var den militære gren af det nydannede kommunistparti, CPP. Partiet var blevet dannet i 1968 som en afskalning fra Hukbalahap. Partiets unge dynamiske leder var José Maria «Joma» Sison. Det var præget af de daværende voldsomme modsætninger mellem Kina og Sovjet. Mens det traditionelle kommunistparti, PPK var moskvatro, var CPP maoistisk og satsede på efter kinesisk forbillede at opbygge en guerilla, der kunne bane vejen for en magtovertagelse. NPA baserede sig i udgangspunktet på erfaringerne fra Hukbalahap guerillaen og var hurtigt i stand til at rekruttere blandt bønderne. Desuden strømmede mange frustrerede studenter fra byerne ind i guerillaen, der efter få år var en trussel mod regimet i de uvejsomme bjergegne i det nordlige Luzón.

Marcos benyttede lejligheden til den 22. september 1972 at proklamere undtagelsestilstand. Parlamentet blev opløst, og mange oppositionspolitikere fængslet. Diktaturet kom til at vare frem til 1986, hvor en bred alliance af oppositionspartier gjorde oprør mod Marcosdiktaturet, og dermed banede vejen for en demokratisering af landet. Marcosdiktaturet var knyttet sammen med en stigende repression rettet mod ikke blot den kommunistiske og den muslimske guerilla, men også mod den politiske og faglige opposition. Ved flere lejligheder deltog nordamerikanske tropper i denne repression.

Den katolske kirke spillede en vigtig rolle i udviklingen af modstanden mod Marcos. Af historiske årsager spiller kirken fortsat en stor social rolle i samfundet, og 75% af philippinerne over 10 år går endnu i dag i skoler, der er tilknyttet kirken. I 1976 spillede kirken en vigtig rolle i fordømmelsen af valgsvindelen omkring den folkeafstemning, der skulle godkende Marcos «undtagelseslov». I 1981 slog 45 politiske og faglige organisationer sig sammen til en boykot af det grundslovsstridige valg, Marcos afholdt for at forblive ved magten. I september samme år demonstrerede tusinder af mennesker i Manilas gader, hvor de krævede diktaturet afsluttet og en tilbagetrækning af de nordamerikanske militærbaser.

Den 21. august 1983 lod Marcos den populære oppositionsleder, Benigno Aquino henrette, da han steg ud af et fly, på vej tilbage til Philippinerne efter et langvarigt eksil i USA. Ved Benignos begravelse i Manila deltog ½ million mennesker. Fra det tidspunkt fik den folkelige bevægelse mod Marcosdiktaturet en dynamik, der ikke ophørte før det var bragt til fald.

I april 1985 oprettede officerer i militæret RAM - Reform the Armed forces Movement. De var utilfredse med indgreb fra Marcos' side i den militære ledelse. I et klima af vold og undertrykkelse, som kirken sammenlignede med «den beskidte krig» i Argentina i 70'erne, krævede befolkningen, at der som planlagt skulle holdes valg i 1986, og samtidig støttede den Cory Aquinos kandidatur. Hun var enke efter den dræbte Benigno Aquino.

1986 Marcos væltes

Valget blev gennemført i februar 86 og var præget af omfattende valgsvindel, der skulle hindre Corazón Aquino i at vinde. Da dette blev kendt, opfordrede hun til massiv civil ulydighed. Marcos' forsvarsminister, Juan Ponce Enrile forsøgte at gennemføre et statskup, der imidlertid slog fejl. Diktatoren kunne imidlertid ikke få fat i kupmagerne. 1 million mennesker havde omringet den militærkaserne, hvor de havde søgt tilflugt, og da luftvåbnet samtidig nægtede at adlyde Marcos' ordre om at bombe dem, valgte Marcos at gå i eksil. Aquino indtog efterfølgende præsidentembedet med Enrile som forsvarsminister. Modsætningerne var dog ikke løst af den grund. Aquino blev stillet overfor flere kupforsøg, hvoraf de alvorligste var i november 86 og september 87.

Ved en folkeafstemning i februar 87 blev der med overvældende flertal vedtaget en ny forfatning. Den gav selvstyre til Mindanao og Cordillera provinserne, hvilket gjorde det muligt at indgå våbenhvileaftaler med de lokale guerillabevægelser. Den nye regering ønskede at splitte guerillaorganisationerne for at kunne koncentrere sig om den stærkest - NPA - og det lykkedes. Regeringen indledte også forhandlinger med denne, men de brød sammen i 1990 efter en serie attentater mod folkelige organisationer og civile ledere.

Guerillaen skyder sig selv i foden

Guerillaen, kommunistpartiet og de folkelige organisationer nåede i midten og slutningen af 80'erne et klimaks i deres organisatoriske udvikling, men begik en række fejltagelser, der kom til at koste meget dyrt. Den første alvorlige fejltagelse var ikke at støtte folkeoprøret mod Marcos i 1986. Konsekvensen var, at de blev sat udenfor den enorme dynamik der eksisterede omkring oprøret mod Marcos. Næste alvorlige fejltagelse var at kvæle byguerillaen i Davao på den sydlige ø Mindanao. Under Marcosdiktaturet var den eneste udvej for mange at slutte sig til guerillaen eller dens illegale masseorganisationer. I midten af 80'erne var NPA derfor nået op på at have over 20.000 mand under våben, og omkring 20% af den philippinske befolkning levede i områder befriet af NPA. NPA/CPP havde indtil da fulgt den klassiske maoistiske guerillastrategi, der bestod i opbygningen af en bondeguerilla, der skulle omringe og udsulte byerne. Men dels foregik der en ideologisk opblødning i CPP's maoisme igennem 80'erne, dels gennemførte CPP/NPA/NDF grupper en omfattende organisering i byen Davao, således at byen med næsten 1 million indbyggere omkring 1985/86 i realiteten var under befrielsesbevægelsens kontrol. Men denne strategi stødte dels på modstand fra konservative sektorer i partiet, dels reagerede partiet meget voldsomt, da der blev opdaget infiltration i dets celler i Davao. Partiet beordrede cellerne opløst, og samtidig skulle de infiltrerende henrettes. Partiet henrettede et sted mellem 500 og 1000 af sine egne. Næsten alle var uskyldige, viste det sig bagefter. Bevægelsen havde begået politisk selvmord i Davao, og det var kun begyndelsen på enden.

Aquinoregeringen havde lovet at give jord til bønderne, og gik i gang med gennemførelsen af en jordreform, men den løb ind i forhindringer og gik til sidst helt i stå, da den kom til debat i parlamentet, hvor godsejerne havde en overvældende repræsentation.

I april 1988 begyndte diskussionen om fremtiden for USA's mange militærbaser i landet, da kontrakten med USA udløb i september 91. Venstrefløjen havde i mange år krævet baserne helt lukket, mens regeringen ønskede at få forhøjet lejen.

Omfattende naturkatastrofer og de sociale konflikter placerede især børnene i en højrisikozone. I 1990 var 39 % af philippinerne under 14 år. Bestræbelserne fra NGO'erne (de ikke-regeringskontrollerede organisationer) på at forbedre situationen for disse børn, opfyldte kun en tredjedel af behovet. Regeringen oprettede flygtningelejre til de såkaldte «interne flygtninge», som militæret havde fordrevet fra områder, hvor guerillaen mentes at holde til. Militæret gennemførte i denne periode en såkaldt «total krig» mod landets oppositionelle. I lejrene levede 1,25 millioner mennesker under kummerlige forhold.

I 1991 var presset fra de forskellige regionale og etniske grupper for en mere retfærdig fordeling af jorden og rigdommene vokset enormt. Dette sammen med at de forestående valg i maj 92 førte til, at Corazón Aquino oprettede Kontoret for samfundene i Nord, der skule tage sig af stammerne og de etniske grupper i Luzónbjergene i nord, og tilsvarende blev der oprettet et kontor, der skulle tage sig af problemerne i syd. De ansatte på begge kontorer kom fra de berørte samfund. Mindanao havde allerede fra 1987 haft et kontor for Islamiske Anliggender. Situationen på øen var sprængfarlig, da moroernes befrielsesfront - MNLF - havde 20.000 mand under våben, og mente at regeringen havde overtrådt paragrafferne om autonomi i 1987 forfatningen.

1991 USA's militærbaser lukkes

I juni 1991 gik vulkanen Pinatubo i et voldsomt udbrud, der dræbte 700 mennesker, jævnede en landsby totalt med jorden, drev 300.000 på flugt og begravede USA's store Clark flyvebase i et tykt lag aske, efter den var blevet evakueret. Med en flyvebase der var gjort ubrugelig af vulkanudbruddet og med vanskelige forhandlinger om en fornyelse af baseaftalerne med Philippinerne, besluttede USA overraskende at opgive sine baser i landet. Den 26. november blev Clark basen formelt lukket. Den havde tidligere huset 6.000 nordamerikanske soldater og beskæftiget over 40.000 philippinere - i mange tilfælde i nedværdigende stillinger. Aeta folket fremsatte øjeblikkeligt krav om at få baseområdet tilbage, hvorfra de næsten 50 år tidligere var blevet fordrevet, da den blev oprettet. Men den philippinske regering havde planer om en oprydning på området mhp. oprettelsen af en lufthavn.

Parallelt hermed fortsatte forhandlingerne om USA's anden store base i landet - Subic flådebasen der husede 12.000 soldater. Efter intense forhandlinger besluttede det philippinske senat i oktober, at landet ikke kunne forny basenaftalen under de vilkår, USA var villig til at tilbyde. Clark basen blev revet ned og overført til en nærliggende ø udenfor philippinsk jurisdiktion. Flytningen kunne ikke undgå at bekymre lokale og internationale miljøbevægelser pga. farerne ved de konstante flytninger af atomvåben.

Imens fortsatte fældningen af landets skove. I 50'erne havde de dækket 75 % af landets areal. Det var i 1990 reduceret til 42 %. Konsekvenserne af naturkatastrofer som tyfonen Uring der dræbte 8.000 mennesker i 1991 blev større pga. manglen på et skovdække.

1992 Forsvarsminister Ramos vælges til præsident

25 ud af 32 millioner stemmeberettigede philippinere deltog i valgene i maj 1992, der blev anset for at være de roligste og reneste i landets historie. Valget blev vundet af Aquinos tidligere forsvarsminister, Fidel Ramos. I september forlod USA basen i Subic. De efterlod sig en baseinfrastruktur til en værdi af 8 milliarder dollars, samt tusinder af kvinder der havde arbejdet som prostituerede for nordamerikanerne.

I 1993 knyttede kongressen og regeringen kontakter til guerillaen på Mindanao og i det nordlige Luzon, samtidig med at myndighederne blev skarpt kritiseret for deres tortur og forsvindinger.

Ramos regeringen måtte i 1994 søge støtte i oppositionen for at få snyderiet med momsen på 10% under kontrol. Skridtet fik støtte fra IMF, der gav regeringen lån, hvilket førte til en vækst i BNP på 5%. Kampagnen mod kriminaliteten blev anført af vicepræsident Estrada. Den medførte bl.a. at 2% af landets politifolk blev fyret og at yderligere 5% blev undersøgt for forbindelser til den organiserede kriminalitet.

Imens var CPP/NPA/NDF plaget af voldsom intern splittelse. Partiets reelle leder og grundlægger, José Maria Sison gennemførte fra sit eksil i Belgien et internt kup i partiet, og fik under mottoet «fewer but better» (færre men bedre), udskiftet de fleste folk i centralkomiteen med sine egne folk. Sison ønskede at dreje bevægelsen tilbage på den korrekte maoistiske linie og tog bl.a. også forbindelse til den maoistiske guerilla i Peru, Sendero Luminoso mhp. politisk samarbejde. Mange blev udrenset eller valgte at gå frivilligt - både fra partiet, guerillaen og de illegale masseorganisationer. Resultatet var en drastisk tilbagegang i aktioner og gennemslagskraft.

I 1995 blev enken af den afdøde diktator, Marcos, Imelda Marcos valgt til kongressen trods en lang række anklager for korruption. Schweiziske banker returnerede 475 millioner US$, som Marcos havde indsat på sine personlige bankkonti der, men regeringen var overbevist om, at der fortsat står flere milliarder dollars på forskellige konti.

Regeringen reducerede restriktionerne for udenlandske investeringer og toldsatserne og dette sammen med tilstedeværelsen af uddannet og billig arbejdskraft gjorde, at væksten i BNP nåede op på 6%. Samme år strømmede der 2 milliarder US$ ind i landet, sendt hjem fra de 4,2 millioner der arbejdede i udlandet.

I slutningen af 95 indtraf der en fødevarekrise uden fortilfælde, med stigninger i prisen på ris på 70%. Omkring to tredjedele af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen. Bondeorganisationerne gjorde regeringen ansvarlig for en usammenhængende og korrupt landbrugspolitik og krævede gennemførelse af en jordreform, der samtidig skulle sikre industrialisering på landet, fødevareselvforsyning og beskyttelse af miljøet. Mere en halvdelen af befolkningen er bønder, men 20% ejer 60% af jorden. Småbonden råder i gennemsnit over 2 hektar jord og får i princippet halvdelen af høsten, men i realiteten går en stor del af hans indkomst til at betale hans gæld til høvdingen - den store godsejer. Dertil kommer en arbejdsløshed på næsten 9%.

1996 Fredsaftale med MNLF

Trods protester fra landets kristne flertalsbefolkning fortsatte regeringen forhandlingerne med den islamiske guerilla, der blev tilbudt at få repræsentanter i kongressen, i højesteret og regeringen, samt at dens partisaner kunne indlemmes i politiet og militæret. Regeringens formål var at sikre fred i landet, for at der kunne gennemføres økonomiske reformer, der ville gøre det i stand til at konkurrere med dets nabolande organiseret i ASEAN. Den 30. september 1996 indgik regeringen og den islamiske guerilla en fredsaftale. Lederen af MNLF, Nur Misuari, blev guvernør på øen Mindanao, der udgør omkring en fjerdedel af landets areal. Den kristne opposition mod aftalen planlagde gennemførelsen af en folkeafstemning i 98 mod autonomien. Præsident Ramos indledte endvidere aftaler med CPP og NPA, der fortsat opererede i flere byer og landdistrikter. I august 97 accepterede Ramos, at hans forsvarsminister, Renato de Villa trådte tilbage.

I januar 1998 gik tusinder af børn i demonstration gennem Manilas gader i protest mod børneslaveriet i landet. Med demonstrationen indledtes en kampagne på verdensplan, for at forbedre situationen for de 250 millioner børn der arbejder, trods det at det iflg. internationale traktater er forbudt. Omkring 63% af de udbyttede børn lever i Asien. Efter en formel protest fra den kinesiske regering afviste præsident Ramos at have haft forhandlinger med Taiwans premierminister. Højesteret indgik samme måned en aftale om overførslen af størstedelen af Marcos' formue til philippinske banker. I maj blev vicepræsident, Joseph Estrada valgt til ny præsident med 37% af stemmerne. Landet var alvorligt ramt af finanskrisen i Sydøstasien og regeringen erklærede, at den ville fortsætte de struktilpasninger, som de tidligere regeringer havde indledt efter pres fra Verdensbanken og IMF. Regeringen afviste samtidig at indføre valutakontrol og kontrol med udenrigshandelen.

I slutningen af året fandt Philippinerne sig i den gruppe af lande som USA var «bekymret» over pga. deres påståede narkoproduktion. Iflg. en nordamerikansk rapport er Philippinerne storeksportør af cannabis.

I 1999 blev Østasien ramt af alvorlige oversvømmelser. Selv om skaderne ikke var lige så alvorlige som i Kina, berørtes en betydelig del af høsten i Philippinerne og tusinder blev drevet på flugt.

I oktober 2000 demonstrerede tusinder i Manilas gader for at få præsident Estrada til at træde tilbage, og oppositionen fremlagte et mistillidsforslag i kongressen, efter at en tidligere allieret af Estrada havde afsløret, at præsidenten havde taget imod flere millioner i bestikkelse fra de illegale spille-syndikater. Protesterne fortsatte, i januar 2001 måtte Estrada gå af, og hans vicepræsident Gloria Macapagal Arroyo overtog posten.

I april 2001 blev Estrada anklaget af statsadvokaten for at have samlet sig en formue på over 80 mio. US$ ved korruption gennem sine 2½ år son præsident. De ialt 8 sigtelser lød på: plyndring, røveri, bestikkelse, svindel med offentlige midler, mened, ulovlig anvendelse af et dæknavn, illegal spil og overtrædelse af loven om etiske standarder. Hans søn Jinggoy, hustruen Luisa Ejército samt en række af hans forretningsforbindelser fik lignende sigtelser. Dette skete efter at højesteret havde frataget Estrada hans politiske immunitet, og afvist hans krav om at blive erklæret for landets retmæssige præsident.

Anklagerne om korruption nåede også den nye præsident, da hendes mand i oktober 2001 blev anklaget for modtagelse af bestikkelse. En tidligere ansat i præsidentpaladset beskyldte advokat José Miguel Arroyo for at have modtaget over 900.000 US$ fra et teleselskab mod at få hævet et præsidentielt veto mod frekvensfordeling. Både præsidenten og den anklagede beordrede en undersøgelse gennemført.

I april 2002 blev byen General Santos på den sydlige del af Mindanao erklæret i undtagelsestilstand, efter at flere bomber var eksploderet, der kostede i alt 14 mennesker livet. Politiet tilbageholdt to mistænkte, og erklærede at bomberne var blevet placeret af MILF.

I juni fremlagde USA's regering juridiske anklager mod 5 ledere af den philipinske oprørsbevægelse Abu Sayyaf for bortførelsen og mordet på de nordamerikanske statsborgere Martin Burnham og Guillermo Sobero. Abu Sayyaf bevægelsen anklages for at være knyttet til al-Qaeda netværket og Osama bin Laden. Der blev endvidere fremsat anklager om bortførelse af Burnhams hustru, Gracia, der blev reddet 7. juni på Mindanao, efter at have været holdt fanget 1 år sammen med sin mand. En philipinsk sygeplejerske var også blevet bortført af Abu Sayyaf i denne periode, men hun var død under en redningsaktion gennemført af det philipinske militær.

I oktober gennemførte Abu Sayyaf en række attentater mod forretninger og kirker, der kostede 8 livet og 170 sårede. Mindst 5 personer blev arresteret og overført til Manila. Abu Sayyafs mål er oprettelsen af en islamisk stat i den sydlige del fa Philippinerne.

Den 23. januar 2003 blev Rómulo Kintanar likvideret på en restaurant i Manila. Kintanar havde været formand for kommunistpartiet i 1980'erne, men var ikke længere medlem af partiet. Partiet påtog sig ansvaret for likvideringen, der blev udført af dets væbnede gren, NPA.

Ligeledes i januar udsendte Amnesty International en rapport, der fordømte den rutinemæssige anvendelse af tortur af politiske fanger i Filipinernes fængsler. De fanger der er mest udsatte for tortur er formodede medlemmer af de væbnede oprørsgrupper, sympatisører, almindelige kriminelle eller fattige.

Gloria Arroyo erklærede i marts, at 4 medlemmer af Abu Sayaf var blevet fanget, og at der samtidig var beslaglagt 36 kilo højeksplosiv trinitrotoluen. Iflg. Arroyo havde den ene af de tilfangetagne påtaget sig ansvaret for eksplosionen på en passagerfærge den 27. februar, hvor 100 blev dræbt. De tilfangetagne var blevet trænet militært af den al-Qaeda tilknyttede gruppe Yemá Islamiya.

Ved valget i maj 2004 kunne de hundredetusinder af philipinske migrantarbejdere, der bor udenfor landet for første gang stemme. Størstedelen af disse migrantarbejdere sender penge hjem til deres familier, der bor i Philippinerne. Politiske iagttagere mente, at stemmerne fra de udenlandske migrantarbejdere kunne blive afgørende for landets fremtid. En af de politisk mest aktive grupper udenfor landet er de næsten 90.000 registrerede philipinske migrantarbejdere, der lever i Hong Kong. Connie Bragas-Regalado der er leder af Emigrantpartiet, der repræsenterer arbejderne i Hong Kong erklærede, at Philippinerne bærer et stort ansvar for at forsvare rettighederne for de philipinske arbejdere, der arbejder i 186 forskellige lande, og at det er nødvendigt at lovgive for at forsvare disse rettigheder.

Samme måned blev mindst 19 mennesker dræbt og flere hundrede hjemløse som følge af tyfonen Nidas hærgen af Filipinernes østlige provinser.

Præsidentvalget blev vundet af Gloria Arroyo over hendes rival Fernando Poe.

I juni indledtes forhandlinger i Norge mellem regeringen og NPA.

Den 15. juli besluttede regeringen at indlede tilbagetrækningen af det lille kontingent filipinske soldater, der indtil da havde deltaget i USA's besættelses af Iraq. Tilbagetrækningen blev fremskyndet af hensyn til Ángelo da Cruz - en filipinsk lastbilchauffør tilfangetaget af irakiske oprørere. Tilbagetrækningen var endnu et nederlag for besættelsesmagten efter tilbagetrækningen af tropperne fra Spanien, Dominikanske Republik og Honduras.

Endnu før alle tropper var trukket ud, blev Ángelo da Cruz løsladt af sine bortførere. Da Cruz blev overført til Abu Dhabi i de Forenede Arabiske Emirater til et sundhedscheck inden sin tilbagevenden til Filipinerne.

Regeringen og Moro fronten oplyste i april 2005 om, at der i forbindelse med de indledende fredsforhandlinger i Malaysia var blevet indgået aftale om de oprindelige jordområder, som rebellerne de foregående 3 årtier havde gjort krav på. Dette emne var det grundlæggende i forhandlingsprocessen.

Præsidentpaladset erklærede i juni 2005 at have afdækket et komplot, der skulle fjerne Gloria Arroyo, pga. påståede uregelmæssigheder i valgprocessen året forinden. Medlemmer af oppositionen blev anklaget for at have deltaget i komplottet, der bl.a. skulle anvende et lydbånd, der stammede fra nordamerikanske embedsmænd. På båndet kunne man høre Arroyos stemme, der opfordrede valgkommissionens embedsmænd til at øge hendes stemmeandel på Mindanao. Båndet antydede en mulig deltagelse fra USA's side i en sammensværgelse mod præsidenten. USA's ambassade i Manila afviste imidlertid ethvert kendskab til båndet. Ikke desto mindre gik præsidentens mand, Jose Miguel Arroyo i frivilligt eksil i USA.

Sagen udløste i juni og juli massive demonstrationer i Manila med krav om præsidentens afgang. Både senatspræsident Franklin Drilon, tidligere præsident Corazon Aquino og flere af Arroyos ministre der havde trukket sig fra deres poster opfordrede præsidenten til at gå af. Uden held. Den 9. juli blev hele landet erklæret i alarmtilstand. Alligevel fortsatte protesterne i Manila, Baguio, Bacolod, Naga og Cebu. Også på Mindanao begyndte befolkningen at protestere. Ikke med krav om Arroyos afgang, men med krav om dannelsen af et selvstændigt Mindanao.

Trods opfordringer og massive folkelige protester klamrede Arroyo sig til magten, og i december ændrede Freedom House landets status fra «frit» til «delvist frit». Det var første gang det skete siden diktatoren Ferdinand Marcos i 1986 blev styrtet.

Den 24. februar 2006 fandt der angiveligt et kupforsøg sted mod Arroyo, men det slog fejl. Det udløste landsdækkende undtagelsestilstand, der varede til 3. marts. 4 parlamentsmedlemmer fra venstrefløjen og 12 andre ledere af oppositionen blev anklaget for delagtighed i kuppet. Men også den højreorienterede general Danny Lim og en række andre officerer blev arresteret. Det er uklart, om der faktisk fandt et kupforsøg sted.

En regeringsrapport offentliggjort i februar 2007 anklagede højtstående personer indenfor militæret for at stå bag henrettelsen af flere hundrede venstrefløjsaktivister i perioden siden 2001.

Valgkampen op til parlaments- og kommunalvalget i maj 2007 var som sædvanlig præget af omfattende vold. Over 300 personer blev dræbt under de 3 måneder op til valgene.

I maj 2010 gennemførtes parlamentsvalg. Under selve valgkampen blev over 20 dræbt: mindst 5 kandidater og 16 kampagneaktivister, men månederne før var endnu mere blodige. I november 2009 blev 63 personer der rejste i en oppositionskandidats konvoj dræbt i Maguindanao provinsen - deriblandt 34 journalister. Den lokale guvernør, Andal Ampatuan Sr. og en række medlemmer af hans private hær blev siden arresteret for mordene. Amnesty International oplyste, at antallet af private hære steg fra 68 i december til 117 i februar. Efter Maguindanao massakren var der stærke opfordringer til præsident Gloria Arroyo om at ophæve direktiv 546 fra 2006, der de-facto legaliserede private hære, men præsidenten nægtede. Myndighederne var generelt meget langsomme og tilbageholdne med at undersøge omstændighederne omkrig de mange mord, endsige opklare dem. Med én undtagelse. NPA var angiveligt ansvarlig for mordet på en af de 5 kandidater, og militærets 42. Infanteri Bataljon blev øjeblikkeligt sat ind i jagten på partisanerne.

Davao City, General Santos City, Digos City, Tagum City og Cebu City er fortsat hærget af dødspatruljer, der dræber småkriminelle, narkohandlere og gadebørn. Alene i Davao blev 89 indbyggere dræbt af dødspatruljer i perioden januar-september 2009. Det bragte antallet af dødspatrulje ofre op på 926 siden 1998. Den værste massakre fandt sted 23. november 2009 udenfor byen Ampatuan, da 58 blev dræbt. Morderne kom fra Ampatuan familien, der har en stående «hær» på 2-5000 bevæbnede medlemmer. Meget få af drabene er opklaret. Både myndigheder og domstole er meget langmodige i efterforskning og retslig behandling. Oftest gør myndighederne heller ikke nok for at beskytte eventuelle vidner.

Præsidentvalget i maj 2010 blev vundet af den liberale Benigno Aquino III der fik 42% af stemmerne. Hans mor, Corazon Aquino, var præsident i slutningen af 1980'erne, og hans far Benigno Aquino blev myrdet af diktaturet i august 1983. Moderen døde i 2009, hvilket fik stærke kræfter i partiet til at opfordre sønnen til at stille op. Ved sin tiltræden erklærede Aquino, at han ville nedsætte en sandhedskommission til undersøgelse af korruptionsanklagerne mod den tidligere præsident, Gloria Macapagal-Arroyo. Det skete i juni. I september gennemførte han sit første udenrigsbesøg - til den gamle kolonimagt USA.

I august 2010 kidnappede en fyret politimand en turistbus med 20 turister og 5 philippinere. Politimanden mente han uretmæssigt var blevet fyret og krævede en høring hvor han kunne forsvare sig selv. Som følge af politiets håbløse håndtering af gidselsituationen blev 8 gidsler og politimanden selv dræbt mens flere andre blev såret. Hong Kong hvor turisterne var fra frarådede efterfølgende rejser til Philippinerne.

I april 2012 undertegnede Philippinerne tillægsprotokollen til FN's torturkonvention, men uden at gennemføre følgelovgivning i landet, hvor tortur fortsat er udbredt.

I oktober undertegnede  regeringen og Moro Islamic Liberation Front en rammeerklæring, der skal bane vej for en fredsproces, der afslutter den væbnede selvstændighedskamp på Mindanao. Samme måned vedtog kongressen den såkaldte Cybercrime Prevention Act, der giver op til 12 års fængsel for kommentarer på internettet, der vurderes som bagvaskende. Loven udløste et folkeligt ramaskrig, og højesteret suspenderede efterfølgende loven med henvisning til at den skulle gennemgå en juridisk vurdering.

Aquino nyder fortsat betydelig folkelig og politisk opbakning, da økonomien har det bedre end under hans forgænger i præsidentembedet. Antallet af forsvindinger og politiske mord er ligeledes faldet, men omfanget af trusler mod journalister og medlemmer af folkelige organisationer uforandret, og ingen er blevet dømt for politiske mord under Aquino administrationen. EU og Philippierne styrkede i juli 2012 relationerne, da de underskrev en Partnerskabs- og Samarbejdsaftale. Men USA er fortsat landets vigtigste allierede og våbenleverandør.

I januar 2013 underskrev Aquino en lov, der skulle beskytte landets 1,9 mio. tjenestefolk. Samme måned ratificerede landet ILO's Domestic Workers Convention nr. 189, hvilket vil være en hjælp for landets 1,5 mio. tjenestefolk der arbejder i udlandet. Bl.a. i Danmark hvor de betegnes som «Au-Pair piger», for at retfærdiggøre den lave løn og kummerlige arbejdsforhold.

I maj underskrev præsidenten K-12 loven, der skulle styrke uddannelsesniveauet i landet. Loven skal sikre ret til børnehave og 12 års skolegang.

Der er fortsat flere væbnede oprør i gang i landet. I februar 2013 kollapsede et forsøg på at indlede fredsforhandlinger mellem regeringen og NPA. I september udbrød der hidsoige kampe mellem landets militær, politi og Moro National Liberation Front (MNLF) i Zamboanga. 161 civile, partisaner og soldater blev meldt dræbt i de 3 ugers kampe, der også spredte sig til Basilan. Længere sydpå var den islamistiske Abu Sayyaf gruppe og rapporteredes i september at have bortført 2 personer for at kræve løsepenge.

Aquino var heller ikke i stand til at gøre op med straffriheden for soldater og politi, og menneskerettighedskrænkelserne fortsatte. I 2013 blev 7 journalister myrdet og yderligere 3 stillet for retten og dømt for bagvaskelse. De havde skrevet artikler om myndighedernes kriminelle aktiviteter.

I november 2013 ramtes landet af tyfonen Yolanda. Den hidtil værste tyfon i landets historie med vindhastigheder på op til 315km/t målet over 1 minut. Til sammenligning starter en orkan ved vindstød på 120km/t. Yolanda ramte Visayas, hvor det især gik ud over Samar og Leyte. Omkring 11 mio. mennesker blev berørte af tyfonen, der kostede mindst 6.300 livet og forvoldte skader for 2,86 mia. US$. Den usædvanligt voldsomme tyfon blev set som udtryk for de globale klimaforandringer, der øger havtemperaturen og dermed bidrager til mere ekstremt vejr.

I marts 2014 blev der indgået en fredsaftale med Moro Islamic Liberation Front (MILF) efter 17 års forhandlinger. Som led i fredsaftalen blev der oprettet en autonom Bangsamoro region i den sydlige del af landet, til gengæld for at oprørsbevægelsen opgav sit krav på en selvstændig islamisk stat. En anden oprørsbevægelsen under ledelse af Abu Sayyaf var stærkt imod fredsaftalen. I juli svor den troskab overfor IS i Iraq og gennemførte angreb i Sulu provinsen der kostede 21 livet. I december blev yderligere 10 dræbt og 30 såret, da en mortergranat ramte en bus i Bukidnon provinsen.

Samme måned fornyede Philippinerne sit krav på Spratly øerne. Både Brunei, Kina, Malaysia, Taiwan og Vietnam havde tilsvarende krav på øgruppen.

I april besøgte USA's præsident landet. Ved den lejlighed blev der underskrevet en ny militær samarbejdsaftale mellem de to lande, der gav USA mulighed for at bruge militærbaser i Philippinerne.

I august arresteredes den tidligere general Jovito Palparan, sigtet for kidnapninger og tortur. Det var første gang en højtstående officer blev arresteret for krænkelser af menneskerettighederne. Det gav håb om, at landet ville begynde at fravige den traditionelle straffrihed for menneskerettighedskrænkelser begået af sikkerhedsstyrker.

Journalisten Nerlita Ledesma blev myrdet i januar 2015. Landets journalistforbund regnede ud, at 30 journalister var blevet dræbt siden Aquino kom til magten i 2010. Kun i 6 af sagerne havde myndighederne foretaget arrestationer. Resten var uløste. Ledesma blev myrdet dagen efter 12 journalister og bladtegnere var blevet myrdet på det franske Charlie Hebdo, men mens de franske drab fik den vestlige presse til at gå i selvsving, udløste mordet på Ledesma end ikke en notits i de europæiske aviser.

2016 Krig mod narko. Titusinder myrdes af Dutertes sikkerhedsstyrker

Præsidentvalget i maj 2016 blev vundet af Rodrigo Duterte fra PDP-Laban med 39,0% af stemmerne. Næstflest stemmer fik Mar Roxas med 23,5%. Duterte fik især opbakning på Mindanao og i hovedstaden Manila. I næsten hele perioden 1988-2016 var han borgmester i Davao, hvor han bekæmpede «kriminalitet» ved konsekvent at henrette «forbrydere». Alene i 1998-2016 blev 1400 personer henrettet af dødspatruljer knyttet til borgmesteren. De fleste af dem stofmisbrugere og småhandlende med narkotika. Duterte pralede selv af, at han i 1988 som borgmester havde dræbt 3 kidnappere, der blev taget ved en politikontrol. Massehenrettelserne gjorde ikke Davao til en sikker by. I 2010-15 var det den by i Philippinerne hvor der foregik flest mord og næstflest voldtægter. Samtidig gjorde Duterte byen til landets vigtigste for børneprostitution og sexturisme, trods det at prostitution var ulovlig i landet.

Dutertes jordskredssejr ved præsidentvalget skyldtes især at han lovede at overføre metoderne fra Davao til hele landet. Efter valgsejren fik sikkerhedsstyrker frie hænder til at myrde løs. Antallet af mord begået af sikkerhedsstyrkerne steg til 7.000 i januar 2017, hvorefter myndighederne ikke længere offentliggjorde statistik. De fleste var uskyldige, småkriminelle eller narkomaner. Det enorme antal henrettelser førte til betydelig kritik fra FN, hvilket fik Duterte til at true med at melde Philippinerne ud af FN og i stedet danne en ny «verdensorganisation» med Philippinerne som omdrejningspunkt. Selv Philippinernes traditonelle allierede USA begyndte at kritisere regimet og dets massehenrettelser. Men de gode relationer blev genetableret, efter Donald Trump blev indsat som USA's præsident i januar 2017. Under en telefonsamtale mellem de to statsledere i april 2017 lykønskede Trump Duterte for at «udføre et fantastisk job ifht. narkoproblemet». (Udskrift af telefonsamtale mellem Duterte og Trump 29/4 2017). De to statsledere planlagde at mødes under Trumps besøg i Asien i november 2017.

I august 2016 godkendte Duterte, at tidligere diktator Ferdinand Marcos blev begravet på Heltenes Kirkegård i Taguig. Beslutningen udløste en storm af protester fra philippinere, der var ofre for diktatorens regime.

I september sprang den militante gruppe Daulat Ul-Islamiya en bombe på et marked i Davao, der dræbte 14 og sårede 70. Duterte underskrev efterfølgende et dekret der gav militær og politi frie tøjler på Mindanao. Derefter eskalerede kampene hurtigt. I marts-oktober 2017 var byen Marawi i Lanao del Sur på Mindanao krigszone for sammenstød mellem militæret på den ene side og de IS tilknyttede militante grupper Maute og Abu Sayef. Duterte satte hele Mindanao i undtagelsestilstand. Kampene kostede næsten 1000 islamister livet, 165 soldater og 87 civile. Omkring 1,1 mio. af byens indbyggere blev drevet på flugt. Kampene ebbede først ud, da de militante ledere Omar Maute og Isnilon Hapilon blev dræbt i oktober. Både luftvåben, hær og specialstyrker fra USA var involveret i kampene.

I august 2016 indledte regeringen og NPA/NDF fredsforhandlinger i Norge. Trods våbenhvile under forhandlingerne kom det i februar 2017 til væbnede sammenstød mellem parterne, hvorunder NPA tog en række regeringssoldater til fange. Duterte afbrød derefter forhandlingerne, betegnede oprørsbevægelsen som terrorister og beordrede fredsmæglere fra NDF arresteret.

I efteråret 2016 kom det til skarpe sammenstød mellem den statslige Menneskerettighedskommission og Duterte. Komissionen kritiserede den statslige stormflod af drab. Duterte svarede igen ved at beskære det statslige bidrag til komissionen og opfordrede sikkerhedsstyrkerne til at dræbe de ansatte i komissionen, «hvis de stillede sig i vejen for retfærdigheden». Det franske dagblad Liberátion betegnede i oktober Duterte som Philippinernes «seriemorderpræsident».

USA og EU fortsatte deres økonomiske støtteprogrammer og våbensalg til Duterte regimet.

ICC meddelte i februar 2018 at det havde indledt en forundersøgelse af forbrydelser med menneskeheden begået af landets diktator, Rodrigo Duterte. I 2017 blev der fremlagt en rapport for ICC der dokumenterede Dutertes ansvar for henrettelser og massemord i perioden siden han i 1988 blev borgmester i Davao. Duterte blev i 2016 valgt på et program for henrettelse af narkohandlere, og i perioden siden var 4-8.000 blevet dræbt af de statslige sikkerhedsstyrker. Philippinerne ratificerede i 2011 sin optagelse i ICC, og ICC chefanklager Fatou Bensouda erklærede at hendes kontor i det mindste ville undersøge drab foretaget siden Dutertes magtovertagelse i juli 2016. Duterte svarede i første omgang, at han glædede sig til at møde op i retten for at sætte anklageren på anklagebænken, men sagde siden, at han trak Philippinene ud af ICC. I marts fik han støtte fra USA's Trump der erklærede, at han selv ønskede at lade USA's narkohandlere henrette. USA står sammen med Israel udenfor ICC. (ICC launches crimes against humanity inquiry into Duterte's war on drugs, Guardian 8/2 2018). ICC meddelte i september 21 at forundersøgelserne var afsluttet og at de formelle undersøgelser var blevet sat i gang for at efterforske forbrydelser mod menneskeheden i Philippinerne. Omkring 12-30.000 mennesker var da henrettet under regimets «krig mod narko». Langt overvejende fattige. Iflg. regimets egne tal var 6.190 blevet henrettet.

Højesteretspræsident, Maria Lourdes Sereno blev i maj fjernet fra domstolen med 8 stemmer mod 6. Hun var landets første kvindelige højesteretspræsident og havde pådraget sig præsident Dutertes vrede fordi hun krævede, at han overholdt landets love og menneskerettighederne. Måneden inden havde Duterte derfor officielt erklæret: «Jeg skal meddele dig, at jeg nu er din fjende, og at du bliver fjernet fra domstolen». Det Duterte kontrollerede parlament havde i forvejen indledt en proces for at få hende fjernet, og han opfordrede nu sine tilhængere til at fjerne hende hurtigt - ellers ville «han selv gøre det». Duterte diktaturet har siden 2016 vilkårligt henrettet omkring 4.200 personer mistænkt for forbindelser til narkotika. (Fear for democracy after top Philippine judge and government critic removed, Guardian 12/5 2018)

Ved en folkeafstemning i det sydlige philippinerne i slutningen af januar 2019 stemte et overvældende flertal for at skabe en autonom region bestående af fem provinser og 3 større byer under navnet Bangsamoro. I 2014 havde regeringen indgået en fredsaftale med Moro Islamic Liberation Front (MILF), og et af elementerne i denne aftale var gennemførelsen af en folkeafstemning om autonomi. Processen var derefter blevet forhalet i 5 år i det nationale parlament, men blev endelig effektueret. Glæden var stor blandt regionens muslimske majoritet, der i flere årtier har kæmpet for autonomi. Der vil nu blive udpeget et 80 mands stort råd, der skal styre regionen frem til almindelige valg i 2020. MILF's partisanstyrke på 30-40.000 mand vil blive demobiliseret i takt med at de modtager støtte til genbosætning, og regimet i Manila vil yde 1,3 mia. US$ til økonomisk og social udvikling af regionen, der er Philippinernes fattigste. (Southern Philippines backs Muslim self-rule in landslide result, Guardian 26/1 2019)

Mens der var udsigt til, at den væbnede kamp i det sydlige Philippinerne var slut med oprettelsen af en autonom region fortsatte kampen i andre dele af landet. Den maoistiske New Peoples Army (NPA) kunne i 2019 fejre 50 års jubilæum for sin oprettelse. Den er fortsat aktiv i den sydlige del af landet, og i spredte områder i den centrale og nordlige del. NPA fik en kraftig opblomstring efter Marcos diktaturets fald i 1986, hvor det lykkedes den at forbinde sig til en bred vifte af folkelige organisationer. Den nåede da op på over 20.000 personer under våben. Men interne politiske splittelser svækkede både den og de folkelige bevægelser, så den i 2019 var under 10.000. Iflg. det philippinske militær under 3.500. (Asia's longest-fighting communist guerrillas – in pictures, Guardian 22/4 2019)

Højesteret afsagde i april kendelse om, at politiet skulle udlevere tusindvis af dokumenter omkring deres vilkårlige henrettelser af tusinder af mistænkte. Det var to menneskerettighedsorganisationer, Free Legal Assistance Group og the Center for International Law der havde lagt sag an mod staten for at få adgang til rapporterne. Staten nægtede at udlevere dem med henvisning til statens sikkerhed. Et argument højesteret endte med at afvise. Den mangler fortsat at behandle en sag fra de to organisationer, der ønsker at få kendt Duterte regimets henrettelser i strid med forfatningen. Den internationale straffedomstol (ICC) undersøger om regimets henrettelser kan karakteriseres som folkedrab. Duterte har svaret igen ved at trække landet fra ICC. En rapport fra organisationen Armed Conflict Location & Event Data Project dokumenterede i juli, at Philippinerne er det 4. farligste sted i verden for civile, kun overgået af Indien, Syrien og Yemen. Baggrunden er Dutertes narkokrig. Få dage senere stemte FN's Menneskerettighedsråd for et indlede en undersøgelse af regimets henrettelsespolitik. Det havde i flere uger forsøgt at hindre afstemningen i rådet og truede nu med ikke forbyde rådets adgang til landet. (Philippines court orders release of police files on thousands of drug-war deaths, Guardian 3/4 2019; 'War on drugs' makes Philippines fourth most dangerous country – report, Guardian 9/7 2019; UN launches 'comprehensive' review of Philippine drug war, Guardian 12/7 2019)

Fra 2018 begyndte Duterte diktaturet at stemple menneskerettighedsaktivister og politiske modstandere som «terrorister». Samtidig optrappede det arrestationenerne, henrettelserne og intimideringen af modstandere. I august 2020 blev aktivisten og advokaten Randall Echanis samt hans nabo myrdet på åben gade i Manila, og en uge senere blev menneskerettighedsaktivisten Zara Alvarez myrdet i Bacolod City. De stod begge på regimets dødsliste. I december arresterede politiet journalisten Lady Ann Salem og 6 fagforeningsfolk i Manila. De blev sigtet for ulovlig besiddelse af våben og sprængstoffer. Menneskerettighedsgrupper betegnede sigtelserne som frit opfundne.

Duterte skiftede i løbet af 2021 flere gange holdning til sin politiske fremtid. Først ville han stille op som vicepræsident til valget i 2022; det trak han tilbage og ville i stedet stille op som senator; dernæst ville han opstille sin datter Sara som præsidentkandidat; for så endelig atter at ville stille op som vicepræsident. Han er - med rette - nervøs for, at retsvæsenet i sidste ende vil tage fat i ham for hans kriminelle aktiviteter som præsident.

I oktober blev Maria Ressa tildelt Nobels Fredspris. Hun var stifter og chefredaktør for websitet Rappler og fik prisen for sit forsvar for medieprihed og for specifikt at modarbejde Duterte regimets forsøg på at undergrave medierne. Regimet fortsatte med at henrette journalister i 2021: i juli Reynante Cortes; i oktober Orlando Dinoy; i november (20) Virgilio Maganes.

I juni 2021 informerede US præsident Biden Kongressen om, at USA ville sælge for 2,5 mia. US$ kampfly og missiler til Philippinerne. I september meddelte de to lande, at de ville genstarte det forsvarspolitiske samarbejde. I februar gennemførte EU og Philippinerne bilaterale forhandlinger om menneskerettigheder. Philippinerne har fortsat GSP+ adgang til EU's indre marked, der ellers formelt kræver overholdelse af 27 internationale konventioner om menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og regeringsførelse.

Diktatoren Ferdinand Marcos' søn, Bongbong Marcos blev i maj 2022 valgt til præsident med 58,8% af stemmerne. Hans vicepræsident blev Dutertes datter, Sara. De philippinske universitetsstuderende opfordrede til at boykotte undervisningen med henvisning til, at der ikke kan blive tale om undervisning under Marcos regimet.

A.J. og Guia del Mundo