Befolkning 113.000 Valuta US$ Areal 702 Km2 Hovedstad Palikir Befolkningstæthed 175,2 indb./Km2     HDI placering 134

Landets samlede areal er spredt ud på mange øer og udgør 2.500 km². Omkring halvdelen af arealet ligger på øen Pohnpei (indtil 1984 kaldet Ponape). Landskabet er bjergrigt og klimaet tropisk med omfattende regnskyl. Sammen med Caroline Islands - bortset fra Palau - består føderationen af 4 stater: Yap (119 km²), Chuuk (indtil 1990 kaldet Truk, 127 km²), Pohnpei (345 km²) og Kosrae (100 km²).

Folket: Trukesere 41,1%; pohnpier 25,9%; mortlokesere 8,3%; kosraenere 7,4%; yapesere 6%; woleianere 4%, mokilesere, 1,2% og andre.

Religion: Kristendommen er dominerende. Kosraenerne, pohnpierne og trukeserne er overvejende protestanter; yapeserne er overvejende romersk katolske

Sprog: Engelsk (officielt). Lokale sprog

Officielt navn: Federated States of Micronesia.

Administrativ inddeling: 4 stater (Chuuk eller Truk, Kosrae, Pohnpei og Yap)

Hovedstad: Palikir, på øen Pohnpei, 7.000 indb. (2003).

Andre vigtige byer: Moen 23.900 indb. på Chuuk (2000); Tol 10.000 indb.; Colonia, 5.800 indb. på Yap.

Regering: David Panuelo er siden maj 2019 præsident, stats- og regeringschef. Parlamentet (Kongressen) har ét kammer med 14 medlemmer, af hvilke de 10 vælges hvert 2. år og de resterende 4 har en 4 årig mandatperiode.

Nationaldag: 10. maj (proklammation af Mikronesiens føderale Stater, 1979), 3. november (selvstændighed, 1986)

Væbnede styrker: Forsvaret varetages af USA. Mikronesien er en «Fri og uafhængig stat, associeret med USA, der varetager forsvaret». Mikronesiens unge har ret til uden hindring at melde sig til USA's militær.

 

Navnet Micronesia (græsk for De små øer) anvendtes traditionelt om de 3 øgrupper: Marshall, Mariannerne (herunder Guam) og Carolines.

Fernando de Magallanes (Magellan) var den første europæer der ankom til Mariannerne, og han døbte dem «Tyveøerne». Senere blev de omdøbt til ære for dronning Mariana af Østrig, der regerede på den spanske trone.

I 1885 forsøgte Tyskland at underlægge sig dem som protektorat. Spanien appellerede til Vatikanet og mistede Guam med Paristraktaten af 10. december 1898, der afsluttede krigen med USA. Spanien besluttede derefter at sælge øgruppen til Tyskland for 25 millioner pesetas.

I 1914 besatte Japan øgruppen, og indgik en aftale med USA om ikke-militarisering af zonen. Denne aftale blev brudt i 1935, og det var fra Mikronesien, at Japan den 7. december 1941 startede sit angreb på Pearl Harbour, der udløste Stillehavskrigen.

Efter 2. verdenskrig kom øerne i nordamerikansk besiddelse, og i 1947 indgik USA og FN en aftale om, at øerne blev et nordamerikansk protektorat. FN gav supermagten mandat til at «udvikle en national bevidsthed i befolkningen, der skulle gøre det muligt at udfolde selvbestemmelse».

USA indførte en form for Commonwealth system - eller fri associeret stat - der gjorde det muligt for USA at bevare sine militærbaser og tage sig af forsvars- og udenrigsanliggender. I 1975 gennemførte kolonimagten en folkeafstemning, og i 1978 fik Nord-Mariannerne status af fri associeret stat under USA.

I 1978 gennemførtes en folkeafstemning om dannelsen af Føderationen af Mikronesiske Stater. I 4 stater var der flertal for denne løsning, mens Palau og Marshall øerne besluttede at fortsætte under deres egen status.

Før krigen havde eksporten været baseret på fiskeri og kokosnødder, men stigningen i befolkningen gjorde denne produktionsbasis utilstrækkelig. For at overleve modtog øerne finansiel «bistand» fra USA.

Supermagten anvendte en række af øerne til forsøgsområde for atomprøvesprængninger, som Bikini og Eniwetok hvor den første brintbombe blev afprøvet i 1954. Sprængningerne medførte, at civilbefolkningen blev forflyttet fra øerne, og de har endnu ikke kunnet vende hjem. Ved en fejltagelse blev Bikini atollen og 34 nærliggende småøer i 1968 erklæret for beboelige, men i 1977 afslørede undersøgelser, at vandet, frugterne og grøntsagerne fortsat var for radioaktive til at kunne spises.

Flere lande besluttede, at den enkleste måde at skille sig af med radioaktive affaldsstoffer var at deponere dem i Stillehavet, der derfor blev en veritabel losseplads for den internationale atomindustri og atomkraftværker. Denne situation har udløst energiske protester fra lokalbefolkningen, der er blevet berørt af udslippet fra depoterne. I en række tilfælde er befolkningen blevet deporteret fra deres øer, for at USA's flåde har kunnet gennemføre militærmanøvrer.

I oktober 1982 underskrev USA af fri-associeringsaftale med østaterne Marshall, nord-Mariannerne og Micronesia, hvorefter de fik bestemmelse over deres indenrigspolitik, mens USA fortsat skulle tage sig af forsvar og sikkerhed. I 1983 blev traktaten ratificeret i begge lande, og i oktober 1986 erklærede USA's præsident Reagan officielt supermagtens administration af Micronesia for afsluttet. Dog bevarer supermagten ansvaret for forsvaret og udenrigspolitikken.

På FN's 46. Generalforsamling den 17. september 1990 blev Micronesia og 6 andre stater optaget i verdensorganisationen, hvis medlemstal steg til 166.

I slutningen af året ødelagde orkanen «Owen» hjemmene for 4.500 mennesker og ødelagde 90 % af afgrøderne.

Ved parlamentsvalget i marts 1991 tabte den siddende præsident John Haglelgams parti, og han blev derved hindret i at stille op ved det efterfølgende præsidentvalg. I maj valgtes Bailey Olter til ny præsident.

I april 1992 erklærede regeringen undtagelsestilstand for at imødegå konsekvenserne af en alvorlig tørke. Året efter blev landet optaget i IMF, hvilket ifølge præsident Olter var en del af en strategi til løsning af de problemer, tørken havde skabt.

I februar 1994 indkaldte præsidenten til en national konference for at diskutere de langsigtede perspektiver for Mikronesiens økonomi. Et af de temaer der blev debatteret var landets afhængighed af USA, hvis støtte tegner sig for to-tredjedele af BNP. Deltagerne beskæftigede sig også med problemerne i fiskeriet, turismen og landets ringe industrisektor.

Olter genvandt valget i marts 1995 og indledte sin 2. mandatperiode. Han ignorerede dermed presset for, at der skabtes rotation i præsidentembedet, hvilket kunne have givet mulighed for, at repræsentanter fra de forskellige dele af landet på skift kunne varetage landets højeste embede. I april kritiserede præsidenten officielt japanske projekter for fortsat transport af plutonium på skibe over Stillehavet.

I slutningen af 1995 mødtes 500 delegerede fra Mikronesiens Føderalstat for at diskutere den fremtidige økonomiske relation med USA, ved udsigten til at der i 2001 ville blive indgået en fri-associeringsaftale. Konferencen foreslog endvidere en række finansielle tiltag og fremme af den private sektor. Endelig blev det besluttet at gøre en større indsats for overholdelse af statens budgetter.

I december 1996 foranrettede en tyfon alvorlige skader på private beboelseshuse og statslig ejendom. Endvidere blev afgrøderne berørt. USA's præsident Bill Clinton erklærede området i undtagelsestilstand og besluttede at sende nødhjælp.

I november blev præsident Bailey Olter erstattet på posten af en overgangspræsident, Jacob Nena, der i maj 1997 blev indsat som egentlig præsident. Ved parlamentsvalget i 1997 blev de 10 medlemmer der var på valg genvalgt.

Gennem året fortsatte landets økonomiske problemer og regeringen søgte at motivere 20 % af de offentligt ansatte til at finde andet arbejde.

I maj 1999 blev Nena's vicepræsident, Leo A. Falcam udnævnt til præsident. I september udsendte han en udtalelse, hvor han gentog Mikronesiens stærke fordømmelse af, at lande som Storbritannien, Frankrig og Japan sender skibe med plutonium gennem Stillehavet og især gennem Mikronesiens territorial farvand. Samtidig kritiserede han disse landes foragt for de internationale søfartsregler.

I 1999 genoptog Mikronesien og USA forhandlingerne om en aftale om fri associering. Den oprindelige aftale var indgået i 1965 og skulle garantere landets suverænitet, dets befolknings rettigheder, en forfatning og retten til selvbestemmelse. Samtidig kunne aftalen ophæves, hvis en af de to parter ønskede det. Denne aftale stod til udløb i 2001.

Mikronesien mødtes med 13 andre lande fra Samarbejdet mellem Stillehavets Østater (PICTA) i august 2001 for at forhandle handelsaftaler. Landene havde behov for at reducere deres toldsatser og for at få indrømmelser fra Australien og New Zealand, med hvem de har undertegnet Aftalen om større tilnærmelse i de økonomiske Relationer (PACER), om at disse ville give overgangsbistand til de svage økonomier i PICTA med det formål at trække dem ind i en større økonomisk sammenhæng.

Efter at være blevet valgt til præsident i maj 2003 erklærede Joseph Urusemal i en tale til FN's Generalforsamling, at hans land trues af de hyppige og kraftigere orkaner, der skyles de globale klimaforandringer.

Samme år blev en ny 20 årig samarbejdsaftale med USA og bistand til 1,8 mia. US$ behandlet i USA's Kongres. Mikronesien bad om en retfærdig kompensation for de skader atomprøvesprængningerne på atollerne havde forvoldt befolkningen, og erklærede at skaderne ikke kunne overskues, da den oprindelige aftale blev underskrevet.

I april 2004 blev øgruppen Yap (Guap) beliggende vest for Carolinerne hærget af tyfonen Sudel. Stort set hele øgruppens infrastruktur brød sammen, og den blev erklæret i undtagelsestilstand.

I forbindelse med afholdelsen af en FN konference om biodiversitet i marts 2006 lanceredes et program til beskyttelse af flora og fauna på øerne i Stillehavet. 18 mio. US$ blev øremærket til beskyttelse af økosystemet i Mikronesien. 

Ved undertegnelsen af en handelsaftale med USA i 2002 forpligtigede Mikronesien til at gennemføre reformer, der skulle gøre det muligt at forbedre landets daværende svage økonomiske position. Fem år senere tegnede den offentlige sektor sig fortsat for 45% af den økonomiske aktivitet, og der var ikke umiddelbart tegn på forandring af dette forhold.

Præsidentvalget i maj 2007 blev vundet af Manny Mori, der slog den siddende Urusemal.

Landet har siden sin selvstændighed stemt sammen med USA i FN's Generalforsamling. Det har derfor også altid stemt sammen med Israel. USA har en lang tradition for økonomisk pression mod stater, for at få dem til at følge supermagtens udenrigspolitiske linie. De seneste år er der dog udviklet flere modsætninger mellem Mikronesien og USA - bl.a. betinget af klimaforandringer hvor de to stater har diametralt modsatte perspektiver.

Landets kongres valgte i maj 2015 Peter Christian til ny Præsident. Manny Mori havde da beklædt posten i to perioder.

David Panuelo blev valgt af Kongressen til præsident i maj 2019.

Guia del Mundo