 |
|
 | ||||||||||||||
Lille fyrstedømme ved foden af Alperne mellem Schweiz og Østrig. Det udgør en lille del af sletten omkring Rhinen, før denne munder ud i søen Konstanz. Udover korn - hvede, havre, rug og majs - dyrkes der vindruer og forskellige andre frugter. Græsgangene optager 38% af landets overflade. I de senere år har det udviklet sig til et højtindustrialiseret land, der producerer garn, farmaceutiske produkter, præcisionsinstrumenter, køleskabe osv.
Folket: Tyskere (95 %), italienere og andre (5 %)
Religion: Katolikker 80 %; protestanter 6,9 %; andre 5,6%
Sprog: Tysk (officielt)
Politiske partier: Det frie Borgerparti (FBP); Folkeunionen (VU); Frie Liste (FL) der er økologisk orienteret
Sociale organisationer: Faglige sammenslutning (håndværkere og handlende); Landbrugsunionen
Officielt navn: Fürstentum Liechtenstein.
Administrativ inddeling: 11 kommuner
Hovedstad: Vaduz, 5.100 indb. (2008).
Andre vigtige byer: Schaan, 5.143 indb.; Balzers 3.752 indb.; Triesen, 3.586 indb. (1995).
Regering: Konstitutionelt monarki, med stærkt begrænset parlamentarisk demokrati. Prins Hans-Adam II er siden 13. november 1989 fyrstedømmets statschef. Daniel Risch er siden marts 2021 premierminister og regeringschef. Parlamentet har ét kammer med 25 medlemmer, der vælges for en 4 årig periode. Liechtenstein er medlem af Europarådet og har en told- og valutaunion med Schweiz, der også repræsenterer det i udlandet.
Nationaldag: 14. februar
Iflg. udgravninger har det område der i dag udgøres af Liechtenstein - mellem Østrig og Schweiz - været beboet siden neolitisk tid. Omkring 800 f.v.t. blev det beboet af ræterne, der forblev der til romerne i år 15 f.v.t. trængte ind. Udgravninger i Schaanwald og Nendeln har afsløret, at en romersk vej gennemskar landet fra nord til syd. De romerske fæstningsværker i Schaan har speciel interesse, fordi de afslører et værk, der havde formål at beskytte vejen sydpå mod tyske invasioner.
I det 4. århundrede trængte kristendommen ind i provinsen med missionæren San Lucio, der hædres i hele regionen. Senere trængte tyskere nordfra gradvist ind i landet og eliminerede den romerske indflydelse. Senere overgik området til tyske hertugdømmer og senere til herresæderne Vaduz og Schellenberg. De blev regeret af fire famlier: hertugerne af Werdenberg-Vaduz, baronerne af Brandis, hertugerne af Sulz og hertugerne af Hohenems. Prins Johann Adam de Liechtenstein - grundlægger af det nuværende hertugdømme - købte i 1699 herresædet Schellenberg og i 1712 hertugdømmet Vaduz. Gennem arvefølge var disse herresæder knyttet til Tyskland, og hertugen fik derfor øjeblikkeligt plads i det tyske imperiums prinseråd.
Alligevel regnes 23. januar 1719 for hertugdømmets formelle fødsesldag. Denne dag omdannede Tysklands kejser Karl VI hertugdømmet Liechtenstein til de to herresæder Vaduz og Schellenberg til fordel for sin tro undersåt Anton Florian de Liechtenstein.
I 1806 blev Liechtenstein af Napoleon inkluderet i Renana konføderationen, der var en liga bestående af 16 stater knyttet til det tyske imperium. Napoleon garanterede deres uafhængighed som stater mod at de anerkendte ham som deres beskytter. På den måde opnåede Liechtenstein sin suverænitet.
Ved Wienerkongressen i 1815 blev hertugdømmet indlemmet i den tyske konføderation. Da denne blev opløst i 1866 opløstes samtidig de sidste juridiske forbindelser til Tyskland. Siden 1868 har landet intet militær. I perioden 1852-1919 eksisterede der en toldaftale mellem hertugdømmet og dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn.
Under Johanns (1858-1929) regeringsperiode oplevede landet betydelige fremskridt indenfor alle områder. Landets første forfatning fra 1862 banede vejen for dets modernisering, og blev i 1921 erstattet af en ny demokratisk-liberal forfatning, der stadig er i kraft. Under Johanns regeringsperiode blev fokus drejet mod Schweiz. I 1923 blev toldaftalen mellem de to lande indgået og året efter blev schweizerfrancen landets valuta.
Ved en folkeafstemning i juli 1984 blev det besluttet, at også kvinder havde stemmeret. 52,3% af mændene stemte for. Liechtenstein var det sidste land i Europa, der indførte kvindelig stemmeret.
Prins Franz Josef II blev den første hertug, der permanent henlagde sin residens til Liechtenstein. Efter 51 år som statschef døde han den 13. november 1989 og blev erstattet på posten af sin søn, Hans-Adam II.
Liechtenstein lod sig først langsomt integrere i resten af Europa. Først i 1978 blev det optaget i Europarådet, i 1990 i FN, i EFTA i 1991 og i den Europæiske økonomiske Zone i 1995.
Landets retsvæsen er baseret på den vestlige civilret, inspireret af schweizisk, østrigsk og tysk lovgivning med respekt for lokale særegenheder.
Dets økonomi er tæt integreret i den schweiziske, eftersom der ikke eksisterer nogen toldkontrol mellem de to lande. Bank- og finansvæsen er den vigtigste økonomiske aktivitet i landet og er grundlaget for størstedelen af per capita indkomsten på 35.000 US$ årligt - en af de højeste i verden. Kombinationen af lave skatter, ukomplicerede økonomiske transaktioner og omfattende bankhemmelig gjorde i de sidste årtier af det 20. århundrede landet til et yndet financielt paradis, og viklede det i 1990'erne ind i en række finansielle skandaler omkring pengevask.
I 2000 offentliggjorde det tyske efterretningsvæsen, BND en rapport, der placerede landet som det vigtigste for pengevask i Europa og et af de vigtigste i verden. Det blev derfor optaget på den sorte liste over kriminelle finansielle paradiser.
Først efter at landet året efter havde vedtaget en ny og skrappere finansiel lovgivning, blev det fjernet fra den sorte liste. I løbet af de første 7 måneder af 2001 modtog det 107 anmodninger fra udlandet om bistand i udredningen af kriminelle finansielle aktiviteter. Det var blevet muligt med den nye lovgivning, og landets eget retsvæsen afsagde for første gang dom i en sag om hvidvaskning af penge fra narkohandel.
Alligevel har udlandet og internationale organisationer fortsat deres pres for yderligere skærpelse af Liechtensteins lovgivning, der fortsat åbner mulighed for pengevask og skatteunddragelse. Bankfolkene - deriblandt hertugen selv der ejer landets største bank, LGT Bank - er imidlertid modstandere af skrappere lovgivning, der iflg. dem vil kunne trække grundlaget bort under de 70 mia. US$ som landets banker administrerer.
Hertugen har ikke direkte kontrol over regeringen eller domstolene, og han har derfor truet med at flytte til Wien og flytte sin families økonomiske aktiviteter til udlandet, hvis regeringen bøjer sig for udlandets pres. En folkeafstemning gennemført i marts 2003 overdrog flere politiske rettigheder til hertugen. Den nye forfatning blev kritiseret både af Europarådet og menneskerettighedsorganisationer, da den var et skridt bort fra demokrati. Den gav hertugen vetoret over ethvert lovforslag, ret til at afsætte hele regeringen eller enkelte ministre. I juli 2012 blev en forfatningsændring sendt til folkeafstemning, der skulle begrænse hertugens vetoret. Forslaget blev stemt ned af 76,4% af vælgerne.
I august 2003 bekendtgjorde hertugen, at han den 15. august 2004 ville overdrage magten til sin søn, Alois, selv om han fortsætter som statschef. Overdragelsen fandt i 2004 sted som planlagt. Alois er den ældste af fyrstens fire sønner og har bl.a. studeret på Sandhurst militærakademiet i Storbritannien. I 2003 havde Europarådet kritiseret Liechtenstein for forfatningsændringerne, der øgede den kongelige families magt. Kongen har med ændringerne ret til at nedlægge veto mod nye loveog til at afsætte ministre efter egen indskydelse. Alois støttede sin fars holdning i forfatningsspørgsmålet og erklærede at Liechtenstein ville forlade Europarådet, hvis det insisterede på at overvåge demokratiet i landet.
Parlamentsvalget i marts 2005 havde en høj valgdeltagelse med 87%. Vinderen blev Partiet af progressive Borgere (FBP) med 48,7% af stemmerne fulgt af Folkeunionen (VU) med 38,2%. Miljøpartiet (FL) fik 13%. I november gennemførtes folkeafstemning om indførelse af fri abort og aktiv dødshjælp. Begge forslag blev stemt ned med 81,3% af stemmerne.
I marts 2006 udsendte OECD en liste over lande, der fortsat nægter at indgå i det internationale samarbejde til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet. Sammen med 4 andre vestlige lande optrådte Liechtenstein på listen. Landet ønsker at bevare sin lave virksomhedsbeskatning og ubetingede bankhemmelighed. Det hindrer efterforskning af oprindelsen til udenlandske indeståender i landets banker. Oprindelsen er ofte kriminelle aktiviteter.
I 2008 solgte en tidligere ansat i LGT Banken oplysninger om indeståender i banken. Oplysningerne afslørede at især tyske og nordamerikanske statsborgere havde snydt deres skattevæsener for millioner. Skandalen fik en særlig karakter, fordi LGT Banken er ejet af landets fyrstefamilie, der svarede igen ved at beskylde Tyskland for at handle med stjålne data. Skandalen førte dog også til at Liechtenstein indvilgede i at optrappe sin kontrol af udenlandske konti for at hindre pengevask.
Parlamentsvalget i februar 2009 gav fremgang til Folkeunionen, der gik frem fra 10 til 13 mandater. Partiets formand, Klaus Tschütscher overtog i marts posten som premierminister.
En folkeafstemning i juni 2011 godkendte indførelsen af registreret partnerskab. Til gengæld faldt forslaget om at indføre fri abort.
Parlamentsvalget i februar 2013 blev vundet af det konservative FBP, der fik 40% af stemmerne. Ny premierminister blev partiets leder Adrian Hasler. Det tidligere regeringsparti VU gik tilbage fra 47,6% til 33,5%. Det nystartede protestparti De Uafhængige kom ind i parlamentet med 15,3% af stemmerne. Vælgerne var generelt utilfredse med den barske krisepolitik VU regeringen havde stået for.
Parlamentsvalget i februar 2017 gav kun minimale forskydninger. Regeringspartiet FBP gik 1 mandat tilbage, men fortsatte som regering.
Ved parlamentsvalget i februar 2021 vandt de to store konservative partier VU og FBP hver 10 mandater. De blev bedt om at danne regering og VU's Daniel Risch blev premierminister.