Befolkning 1,1 mio. Valuta Emalangeni Areal 17.360 Km2 Hovedstad Mbabane Befolkningstæthed 51,8 indb./Km2     HDI placering 144

Landet kan geografisk opdeles i 3 adskilte regioner. De betegnes lokalt som det højereliggende, mellemliggende og lavereliggende «veld» (område), der hver har nogenlunde den samme udstrækning. Den vestlige del er bjergrig, landets centrale del består af en højslette, og i den østlige del af landet findes lavlandet. De vigtigste produkter er sukkerrør, citrusfrugter og ris (med kunstvanding), bomuld, majs (der er den basale fødevare) og tobak. I lavlandet giver infektioner fra forurenet drikkevand anledning til en høj børnedødelighed. Landets vildt blev udryddet i den første halvdel af det 20. århundrede af europæiske jægere.

Enevældigt autoritært monarki, der efter Sydafrika har EU og USA som nærmeste samhandelspartnere. Som et af de eneste europæiske lande har Swaziland en ambassade i Danmark.

 

Folket: Størstedelen af befolkningen ( 84,3%) tilhører den etniske gruppe swazi. Zuluerne udgør omkring 9,9%; tonga'erne 2,5%; indere (0,8%), pakistanere (0,8%), portugisere (0,2%) og andre (1,5%).

Religion: Der eksisterer ingen officiel religion. Størstedelen af befolkningen er kristne (77 %). En stor del af befolkningen praktiserer desuden traditionelle afrikanske religioner (uafhængigt af at de officielt er kristne).

Sprog: Swazi og engelsk (officielle); de etniske minoriteter taler deres egne sprog

Politiske partier: Den folkelige demokratiske Enhedsbevægelse (PUDEMO); Swazilands Progressive Parti; Swazilands Demokratiske Alliance; Ngwanes Nationalkongres for Befrielse. Alle politiske partier og politiske aktiviteter blev forbudt af Sobhuza II i 1973.

Sociale organisationer: Swazilands Faglige Føderation; Swazilands Ungdomskongres.

Officielt navn: Umbuso weSwatini

Administrativ inddeling: 210 stammeområder, der består af 40 traditionelle samfund

Hovedstad: Mbabane, 95.000 indb. (2007).

Andre vigtige byer: Manzini, 22.500 indb. Big Bend, 14.300 indb.; Lobamba, 14.000 indb. (2000).

Regering: Enevældigt monarki. Kong Mswati III blev kronet 25. april 1986. Cleopas Dlamini er premierminister siden juli 2021. Parlamentet har to kamre: Forsamlingen med 65 pladser og Senatet med 30.

Nationaldag: 6. september (Uafhængighedsdagen, 1968)

Væbnede styrker: 2.657 (1983).

 

Det lykkedes i højere grad for Swaziland end for Lesotho at udvikle sig som stat, efter at landets meget forskellige etniske grupper var smeltet sammen til en nationalitet. Dlamini klanens høvding, Sobhuza forenede af frygt for zulu'ernes fortsatte ekspansion de andre stammer i landet, og opbyggede en magtposition i nordøst i den nuværende sydafrikanske Natal provins. Han døde kort efter at boerne havde besejret zulu folket (1839) og udpegede sin søn, M'swazi til at bevare sit folks enhed overfor truslen fra afrikaaner'ne. Gennem næsten 30 års modstandskamp antog folket deres konges navn. Kort før han døde, var han nødt til at anmode briterne om hjælp, for ikke at blive besejret af boerne.

I 1867 blev Swaziland formelt omdannet til britisk protektorat, på samme måde som Basutoland (det nuværende Lesotho) og Bechuanaland (det nuværende Botswana).

Efter at London havde besejret boerne og udstrakt sin magt over hele Sydafrika, forblev disse lande underlagt en separat koloniadministration, trods krav fra de sydafrikanske settlere, der også ønskede at invadere disse territorier. De traditionelle swazi stammeautoriteter blev formelt anerkendt i 1941 - udfra den britiske strategi for at betjene sig af «indfødte» for at lette koloniadministrationen.

Da den sydafrikanske union i 1961 afbrød forbindelserne med Storbritannien og raceadskillelses politikken forstærkedes, besluttede London at fremskynde afkoloniseringen af regionen. Swaziland fik indre selvstyre i 1967 og året efter formel selvstændighed. Sobhuza II blev anerkendt som statschef og skulle regere med to lovgivende forsamlinger. Den 12. april 1973 opløste kongen parlamentet, beskyldte det for at rumme «destruktive elementer», erklærede sig for enevældig monark og forbød alle de politiske partiers aktiviteter.

I realiteten underkastede Sobhuza II sig de sydafrikanske kolonisatorer, som hans egen bedstefar havde bekæmpet. Kommunikationen, posten, transporten, valutaen og Swazilands Bank var alle fuldstændig afhængige af Sydafrika. Sydafrikanske virksomheder udvandt landets jern; sydafrikanske eksperter styrede kongerigets offentlige administration - hvilket gav Sydafrika en meget præcis styring af landets affærer - og kontrollerede landbrugsproduktionen. Landets vigtigste eksportprodukt, bomuld blev handlet gennem sydafrikanske mellemmænd. Endelig installerede boerne de bordeller og kabaretter i Swaziland, som deres egen strenge moral hindrede dem i at have i deres eget land.

Eftersom Swaziland mangler tilstrækkelig med arbejdspladser, var tusindvis af arbejdere hvert år tvunget til at søge arbejde i de sydafrikanske guldminer. De beløb de sendte hjem til deres familier udgjorde 25 % af landets valutaindtægter.

I oktober 1977 gennemførtes en vigtig demonstration, i hvilket studenterne solidariserede sig med lærernes strejke for højere lønninger. Året efter dannedes SWALIMO (Swaziland Liberation Movement) under ledelse af doktor Ambrose Swane, som det var lykkedes at undslippe fængslet i Mbabane. Oppositionens hurtige styrkelse blev fulgt af en hastig oprustning af de væbnede styrker. Hæren voksede fra 1.000 mand i 1975 til 5.000 i 1979, samtidig med at også politikorpsene blev styrket.

Oppositionens hastige udvikling var bl.a. en konsekvens af eksemplet fra det socialistiske styre i Moçambique. De stigende spændinger i landet fik regeringen til at styrke de militære relationer med Sydafrika og Israel. Kong Sobhuza II var en af de 3 afrikanske ledere, der aldrig afbrød de diplomatiske forbindelser med Tel Aviv.

Efter strejkerne i 1977 begyndte regeringen at slå hårdt ned på oppositionen, og anvendte hertil undtagelseslovgivning der muliggjorde tilfældige tilbageholdelser i op til 60 dage.

Forfatningen var blevet sat ud af kraft allerede i 1973. Den blev i 1978 omskrevet og genindført - uden at befolkningen iøvrigt blev spurgt. Forfatningen blev forelagt høvdingerne for de 40 klaner i landet, blot 15 dage før den nye forfatning trådte i kraft. Forfatningen forbød eksistensen af oppositionspartier og oprettede et parlament med meget begrænsede magtbeføjelser.

Fra 1980 begyndte Swazilands økonomi at blive ramt af krisen i verdensøkonomien. Opgangsperioden før selvstændigheden blev nu afløst af stigninger på importerede varer og fald i priserne på landets eksportprodukter: majs, sukker og tømmer. Inflationen steg, betalingsbalancen forværredes, de udenlandske investeringer faldt drastisk og BNP faldt med mindst 4 % årligt. Eksporten af mineraler faldt fra 40 % til 10 % af de samlede eksportindtægter pga. udtømningen af jernlejerne. I 1980 blev der opdaget flere kulforekomster, men udvindingen skete meget langsomt pga. mangel på ordentlig transport.

I august 1982 døde kong Sobhuza II. Arveprinsen Makhosetive var kun 15 år, hvilket udløste en magtkamp indenfor den kongelige familie. Magtkampen bragte bl.a. premierminister Mabandla Dlamini til fald. Hans post blev overtaget af den konservative og pro-sydafrikanske Bhekimpi Dlamini. Han begyndte at forfølge sydafrikanske flygtning i landet.

I august 1983 styrtede en af Sobhuzas enker, Ntombi den regerende dronning Dzellue, overtog tronen og styrkede den konservative fløj. To måneder efter at dronningen var blevet udskiftet stemte 200.000 ud af landets 760.000 indbyggere for at vælge et nyt parlament. Det skete ved et kompliceret indirekte valgsystem kendt som Tinkhundla. Som forventet vandt prins Dlamini valget, i hvilket der ikke deltog politiske partier, og hvor befolkningen ikke vidste, hvad den stemte om. Parlamentet havde mindre indflydelse end Liqoqo - den magtfulde forsamling af stammehøvdinge der fungerede som Øverste Statsråd. Samme år dannedes den illegale Folkelige demokratiske Enhedsbevægelse (PUDEMO), der gik ind for flerpartistyre.

Valgresultatet styrkede den sydafrikanske retslige kontrol over landet. Undertrykkelsen af militante apartheidmodstandere tog til i løbet af 1984. De blev tilbageholdt i Swaziland og overdraget til regeringen i Pretoria.

De interne magtkampe i den kongelige familie fortsatte. Valget kom en lille finansiel elite til gode, men i april 1984 blev denne gruppe splittet. I andet halvår af 1984 lukkede regeringen universitetet efter studenterprotester. Premierminister Bhekimpi Dlaminis autoritære styre endte med at føre til en genopblussen for Swazis Befrielsesbevægelse, der fra januar 1985 blev ledet af prins Clement Dumisa Dlamini - en respekteret nationalistleder der før selvstændigheden havde været generalsekretær for Fremskridtspartiet, men som derefter måtte gå i eksil i Storbritannien.

Den 25. april 1986 blev prins Makhosetive kronet som kong Mswati III, og ved sin trontale fremlagde han en konservativt orienteret politik. I maj opløste han Liqoqo og konsoliderede sin egen og sine ministres magt. Premierminister Bhekimpi blev fjernet fra sin post og erstattet med Sotsha Dlamini. I september 1987 opløste kong Mswati parlamentet, og erklærede at der ville blive gennemført valg i november - et år tidligere end planlagt. De 40 medlemmer af parlamentet og de 10 senatorer blev valgt af et valgkollegium. Imidlertid forkastede kongen valget af senatorer og tvang kollegiet til at gøre det om.

Relationerne til Sydafrika forandredes ikke af den nye konges magtovertagelse. Regeringen fordømte fortsat den internationale økonomiske boykot af apartheidregimet i Pretoria og fortsatte forfølgelsen af apartheidmodstandere. Undertrykkelsen af oppositionen blev optrappet - især undertrykkelsen af PUDEMO.

Fra slutningen af 1980'erne forbedredes landets økonomiske situation betydeligt. Væksten steg og det samme gjorde de udenlandske investeringer. En betydelig del af fødevareproduktionen blev afsat i EU. Forbedringerne var tæt knyttet til handelssanktionerne mod Sydafrika og muliggjorde en udvikling indenfor fremstillingsindustrien, der i 1991 tegnede sig for 20 % af BNP og bidrog til en årlig økonomisk vækst på 3,5 %.

I løbet af året krævede oppositionen genindførelse af forfatningen fra 1968, der var grundlaget for et parlamentarisk styre efter britisk forbillede. I 1992 overtog PUDEMO rollen som landets vigtigste oppositionsgruppering, og Matsapa Shongues Swazilands Forenede Front samt Elmond Shongues Swazilands Nationalfront sluttede sig til gruppen. Oppositionen fik gennemtvunget dannelsen af Diskussionskomiteer, der skulle fremsætte politiske reformer.

Utilfredsheden forstærkedes i 1993 da en længere tørke ødelagde majshøsten og fik arbejdsløsheden til at stige.

Protesterne mod kong Mswati III fortsatte. Efter at Swazilands Ungdomskongres havde sat ild på parlamentsbygningen i februar 1995, demonstrerede 40.000 mennesker en måned senere til støtte for en generalstrejke på 2 dage.

Efter systemskiftet i Sydafrika blev der lagt pres på Swazilands konge for en overgang til mere demokratiske forhold, og i februar 1996 erklærede han sig villig til at tillade politiske partier, samtidig med at der var vedholdende rygter i omløb om en mulig sydafrikansk militær intervention. Swazilands Landsorganisation krævede enevælden afskaffet og flerpartistyret indført. Voldelige sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker kostede mindst 3 livet.

Midt i året krævede monarken optøjerne bragt til ophør og gentog sin vilje til at revidere forbudet mod politiske partier. Han forsikrede samtidig, at han ville give landets indbyggere mulighed for at deltage i udformningen af en ny forfatning. Kongen afsatte Mbilini Dlamini fra posten som premierminister og erstattede ham med Barnabas Sibusiso Dlamini, der tog over i juli.

Den politiske situation ændredes ikke afgørende i 1997. I marts meddelte kongen oppositionen, at den alligevel ikke skulle sende delegerede til samtalerne, der ellers var berammet til dette tidspunkt. I juli dannede han en komite på 30 medlemmer, der skulle have ansvar for udarbejdelsen af en ny forfatning og opfordrede samtidig til, at alle initiativer og forslag på området blev sendt til denne komite.

Det langsomme tempo i forandringsprocessen forstærkede protestklimaet. Kongen reagerede ved at beordre sikkerhedsstyrkerne til at anvende skarp ammunition for at knække modstanden under de mange demonstrationer. Sammenstødene kostede mange sårede og flere faglige ledere blev arresteret. I oktober 1997 udbrød der nye strejker indenfor strategiske sektorer som sukkerindustrien. Fagforeningerne krævede desuden komiteen til revision af forfatningen opløst.

I april 1998 satte kongen en plan til «bevarelse af miljøet» i gang med deltagelse fra både den offentlige og private sektor. Der blev udpeget 5 kritiske områder i landet. Samtidig blev der sat store byggeprojekter i gang som brobyggerier, ændringer af vandløb og bygning af kunstvandingssystemer til områder hærget af tørken.

Trods det at de politiske partier fortsat var forbudt, blev der i oktober gennemført parlamentsvalg. Oppositionen og fagbevægelsen opfordrede til boykot, og ikke mange vælgere lod sig registrere. Regeringen svarede igen med ransagelse af en lang række oppositionspolitikeres hjem.

En række advokater og prominente politikere - deriblandt den tidligere justitsminister - som var rådgivere for kongen, blev anklaget for regerings-svindel. Premierminister Barnabas Dlamini blev involveret i en ægteskabsskandale, da han af den tidligere ægtemand til vicedirektøren for Nationalbanken blev beskyldt for at have ødelagt deres ægteskab.

De permanente forflytninger af landbefolkningen skabte en positiv holdning overfor ændringer i retsvæsenet, befolkningens rettigheder og genbosættelsespolitikken. En rapport fra ministeriet for Økonomisk Udvikling pegede på, at den vigtigste årsag til fattigdommen i landdistrikterne var tvangsforflytninger af bønderne. I januar stødte en række landsbyer sammen med kongens embedsmænd, da de satte op imod at blive tvangsforflyttede. I oktober 2000 tvangsforflyttede regeringen 40 familier for at give deres jord til en af kongens brødre. Beslutningen udløste demonstrationer, der de følgende dage lammede landet. Demonstranterne krævede samtidig civile rettigheder og gennemførelse af arbejdsmarkedslovgivning.

Midt i 2001 dekreterede Mswati, at det var forbudt alle indbyggere at gøre grin med kongen. Det kongelige dekret gav samtidig kongen ret til at forbyde enhver publikation, der «ikke stemmer overens med swaziernes moral og idealer». Dekretet blev øjeblikkeligt anvendt til at forbyde to oppositionsblade.

I marts 2002 blev der udsendt en opfordring om øjeblikkelig fødevarehjælp til 200.000 personer, der var ved at dø af afkræftelse. Majsreserverne var opbrugte, og den sædvanlige leverandør, Sydafrika, havde ikke tilstrækkelige reserver til at kunne eksportere til Swaziland.

I oktober 2003 blev der gennemført parlamentsvalg, og kongen udpegede Absalom Themba Dlamini som premierminister.

I begyndelsen af 2004 bad Mswati om 15 mio. US$ for at kunne bygge et palads til hver af sine 11 koner. Samtidig erklærede premierministeren, at landet stod overfor en humanitær katastrofe som følge af manglende regn de foregående tre år.

I juni besluttede europakommission at støtte Swaziland og Lesotho med 2 mio. Euro til hjælp til de 100.000 ofre for de foregående 2 års tørke. I februar var områderne erklæret i undtagelsestilstand. Nødhjælpen skulle dække uddelingen af madvarer.

I december brugte kong Mswati 500.000 US$ på købet af en luksusbil af mærket Maybach til sit eget brug. Bilen har indbygget TV, DVD afspiller, køleskab, telefon og specielle sølvbægre til at servere champagne i. Kongen hvis livsstil ofte udløser hæftig kritik havde fejret sin 36 års fødselsdag med en fest der kostede omkring 600.000 US$. I Swaziland er arbejdsløsheden 40% og 70% af befolkningen lever for under 1 US$ om dagen.

En stormflod af arrestationer af pro-demokratiske aktivister og medlemmer af de illegale politiske partier gennemførtes i december 2005 - januar 2006. De arresterede blev beskyldt for at besidde bomber og gennemføre attentater, og mange flygtede til udlandet af frygt for at blive arresteret. Amnesty International anklagede regeringen for at foretage vilkårlige arrestationer og for at torturere de arresterede for at få dem til at erklære sig skyldige. 

I april 2006 erklærede Mswati at hans land ikke var rede til at tillade politiske partier, og han kritiserede udenlandske regeringer for ta blande sig i Swazilands indre anliggender. Selv om monarken i forvejen havde trukket et kongeligt dekret tilbage der forbød politisk aktiviteti kongeriget, så erklærede han at en bedring af økonomien var nødvendig inden partier kunne tillades.

Ifølge det globale forskningsinstitut for pressefrihed, Freedom House, så befandt Swaziland i 2006 i gruppen af lande uden pressefrihed. Ifølge instituttet er beskyttelsen af journalister og medie-arbejdere i landet nærmest ikke eksisterende. Samtidig eksisterer der 32 love, der indskrænker friheden. F.eks. er der forbud mod at journalister rapporterer om den kongelige familie eller emner regeringen betragter som hemmelige.

Det første studie af folkesundhed i Swaziland blev offentliggjort i juli 2007. Det konkluderede, at 26% af den seksuelt aktive befolkning er HIV positive. Selv om tallet end regeringens tidligere estimat på 38,6% placerer det landet på førstepladsen på verdensplan hvad angår udbredelse af sygdommen.

En betydelig del af landets BNP stammer fra Coca Cola koncernen, der af skattemæssige årsager, det repressive regime og adgangen til store mængder billigt sukker har placeret en af deres koncentrat fabrikker i landet. Den eksporterer til en lang række andre afrikanske lande og ud af kontinentet. Omkring 40% af landets BNP stammer fra koncernen. Kongen besøger årligt koncernens direktør og hovedkvarter i Atlanta, Georgia.

I august 2008 vedtog regeringen en meget vidtgående «antiterrorlovgivning» - den såkaldte Suppression of Terrorism Act (STA). Den gav staten vidtgående beføjelser til at gennemføre indskrænkninger i ytrings- og forsamlingsfriheden, samt strenge straffe for overtrædelse. Umiddelbart efter gik staten i gang med at karakterisere en række oppositions- og civilsamfundsorganisationer som «terrororganisationer». Formålet var at kvæle den stigende utilfredshed med kongedømmet og den økonomiske krise i landet. Kongehusets ekstravagante overforbrug samt katastrofale sundhedsproblemer i form af AIDS/HIV og tuberkulose havde kastet landet ud i en dyb social og økonomisk krise. Efter flere års stigning nåede spredningen af HIV op på 26% i 2011. Den højeste i verden. 26% af befolkningen var altså registreret HIV positive.

I september 2008 gennemførtes for første gang i landets historie «parlamentsvalg». Politiske partier er fortsat forbudt, så alle kandidater stillede op som uafhængige. Udover de 55 pladser der var på valg udpegede kongen 10. Nationalforsamlingen valgte efterfølgende 10 personer til senatet - og kongen udpegede 20.

I oktober udpegede kongen Barnabas Sibusiso Dlamini til premierminister. Formanden for Swazilands LO, Jan Sithole kritiserede skarpt udnævnelsen og forklarede at Dlamini i sin sidste periode som premierminister havde arbejdet for at undertrykke politiske og folkelige organisationer og for at styrke monarkiets magt. Han anklagede videre Dlamini for foragt for retstaten. Oppositionsleder Mario Masuku supplerede og erklærede at Dlamini ikke var udpeget pga. sine evner, men alene pga. sin hengivenhed overfor kongen.

I juni 2010 blev Zonke Dlamini og Bhekumusa Dlamini fra en organisation der i 2010 blev forbudt under STA arresteret og underkastet tortur. I juni/juli gennemførtes snesevis af husransagninger rettet mod fremtrædende demokratiforkæmpere, oppositionelle og faglige ledere. I september erklærede premierministeren, at han gik ind for tortur som et middel til afstraffelse af «nævenyttige udlændinge og dissidenter». Samme måned slog regimet hårdt til mod demonstrationer arrangeret af landets fagbevægelse og Swaziland Democracy Campaign. Snesevis af udenlandske deltagere og arrangører blev arresteret.

Repressionen mod oppositionen fortsatte gennem 2011. Flere demonstrationer mod den økonomiske krise blev forbudt og kulminerede i september. Oppositionen havde forberedt en aktionsuge mod den politiske, økonomiske og sociale situation i landet. Aktiviteterne blev støttet af mange faglige organisationer rundt om i verden. Den 7. september skulle generalsekretæren for det sydafrikanske LO (COSATU), Zingiswa Losi tale ved en demonstration i Siteki. Demonstrationen blev angrebet af sikkerhedsstyrker, der affyrede skarpe skud, gummikugler og tåregas mod mængden. Losi og COSATU's internationale sekretær, Zanele Matebula blev efterfølgende deporteret.

Måneden inden, i august, havde Sydafrika bevilget et lån på 355 mio. US$ til Swaziland for at lindre landets økonomiske problemer, men havde samtidig stillet krav om politiske og økonomiske reformer. Krav der blev blankt afvist af regimet.

I marts 2012 erklærede landets fagbevægelse, at det ville opfordre til boykot af det planlagte parlamentsvalg i 2013, med mindre regimet åbnede op og tillod et flerparti-demokrati.

I april 2012 slog regimet til mod toppen af landets fagbevægelse, da det arresterede lederne af Trade Union Congress of Swaziland (TUCOSWA). Samme måned erklærede IMF, at det instillede samarbejdet med Swaziland pga. landets katastrofale økonomiske situation, kongehusets fortsatte overforbrug og uvillighed til at føre IMF's økonomiske politik. Flere fagforforbund der organiserede offentligt ansatte gennemførte i løbet af 2012 strejker i protest mod faldende lønninger. Utilfredsheden strakte så langt, at parlamentet i oktober gav regeringen en hidtil uhørt mistillidserklæring. Mistillidserklæringen blev ignoreret af regeringen. Ytrings- og forsamlingsfriheden undertrykkes groft og tortur og nedværdigende behandling anvendes rutinemæssigt af sikkerhedspolitiet.

Redaktøren for månedsmagasinet The Nation, Bhekithemba Makhubu samt menneskerettighedsadvokaten Thulani Maseko blev i juli 2014 idømt 2 års fængsel. De blev dømt for «foragt for retten» på baggrund af at de i februarudgaven af magasinet havde stillet spørgsmålstegn ved retsvæsenets uafhængighed og integritet.

Kongens appanage på statsbudgettet var i 2014 61 mio. US$. 63% af landets befolkning måtte til gengæld overleve på 1,25 US$ om dagen. Appanagen svarede altså til 134.000 af hans undersåtters årsindkomst. Efter at være blevet udsat for kritik at sine dyre biler - efter han havde købt en DaimlerChrysler til ½ mio. US$ - forbød han fotografering af hans biler. Udover biler havde kongen i 2014 15 koner - en del af dem røvede fra deres familier - og 25 børn.

Regimets undertrykkelse af medier, opposition og fagbevægelse fortsatte gennem 2015. I februar og marts blev møder arrangeret af TUCOSWA angrebet af sikkerhedsstyrker og opløst. Efter at have været forbudt i 3 år blev landsorganisationen atter tilladt i maj.

På præsident Obamas foranledning blev Swaziland i januar 2015 ekskluderet af African Growth and Opportunity Act (AGOA), der gav afrikanske virksomheder adgang til det nordamerikanske marked. Det ramte Swaziland hårdt. En række tekstilfabrikker blev lukket og flere hundrede arbejdere fyret. Efter internationalt pres løslod regimet en række politiske fanger.

Myndighederne fortsatte deres chikane mod fagbevægelsen og fagligt aktive. I februar 2016 arresterede politiet 2 ledere i Swaziland National Association of Teachers (SNAT), Mcolisi Ngcamphalala og Mbongwa Dlamini under en protestaktion. To dage senere lod politiet deres hjem ransage. Samme måned hindrede politiet en march til parlamentet, arrangeret af Trade Union Congress of Swaziland (TUCOSWA). I april gennemførte politiet to ransagninger af Swaziland Union of Financial Institutions and Allied Workers (SUFIAWU) kontor uden kendelse. Samme måned truede en politikommissær en række fagforeningsaktive med døden.

I maj 2016 udnævnte kongen 7 erfarne advokater til højesteretsdommere. Det skete i strid med §153 i forfatningen der slår fast at dommere skal udvælges i en åben, transparent og kvalitativ proces. Advokatrådet besluttede derfor i november at boykotte højesteret, og krævede at dommerne blev udpeget i tyråd med forfatningen.

Landsretten afsagde i september kendelse om, at dele af Sedition and Subversive Activities Act (SSA) og Suppression of Terrorism Act (STA) var i strid med forfatningen, da de krænkede ytrings- og forsamlingsfriheden. Regeringen appellerede kendelsen til højesteret.

Swaziland blev i maj underkastet FN's Menneskerettighedsråds periodiske review (UPR). Landet accepterede 121 ud af rådets 181 anbefalinger angående sikring af ytrings- og forsamlingsfrihed samt hindring af børneægteskaber. Landet afviste til gengæld anbefalingen om at afskaffe dødsdom og sikring af migrantarbejderes rettigheder. ILO var ligeledes involveret i bestræbelserne på at sikre bedre rettigheder for fagbevægelsen i landet, men uden resultater.

Kong Mswati fejrede i april 2018 sin 50 års fødselsdag og benyttede lejligheden til samtidig at omdøbe landet fra Swaziland til eSwatini (Swaziernes land).

Premierminister Dlamini døde i september 2018, 76 år gammel. Kongen erstattede ham med Ambrose Mandvulo Dlamini. Han var en forretningsmand uden politisk erfaring, der fik til opgave at rette op på landets økonomi. Han fik ikke nogen lang regeringstid. Han led af diabetes og døde af COVID-19 i december 2020, blot 52 år gammel. Kongen erstattede ham med Themba Masuku, der heller ikke fik nogen lang regeringsperiode. I juni 2021 udbrød der demonstrationer med krav om demokrati. Landet var fortsat Afrikas eneste enevældige monarki. Protesterne startede fredeligt blandt unge i Manzini regionen, der råbte slagord og krævede demokrati. Demonstrationerne udviklede sig i løbet af dage voldeligt, da regimet slog hårdt ned. Demonstranterne svarede igen ved at plyndre forretninger og stikke dem i brand. Sikkerhedsstyrkerne gik over til tåregas og beskydning af demonstranterne med skarpt. Der blev indført udgangsforbud 18-05 og militæret blev sendt på gaden. Demonstrationer og sammenstød fortsatte de følgende måneder. I oktober gik politiet til angreb på en demonstration af offentligt ansatte, og sårede bl.a. 30 sygeplejersker. Det medførte at landets fagforening for sygeplejersker erklærede, at de ikke længere ville behandle sårede politifolk. Nabolandene opfordrede kongen til at gennemføre reformer, men denne svarede med vold mod demonstranterne. Dog havde han i juni fjernet premierministeren og erstattet ham med Cleopas Dlamini.

Guia del Mundo