Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Afrika  .  Sydafrika
DatoOpdatering
2012.10.2934 minearbejdere dræbes af politiet under en strejke i Marikana
2015.01.26Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 23/10 2016
Læst af: 394.477
Verden  .  Afrika  .  Sydafrika
: :
Sydafrika
Befolkning44,2 mio.
ValutaRand
Areal1.221.037 Km2
HovedstadPretoria
Befolkningstæthed35,4 indb./Km2    
HDI placering110    

Sydafrika ligger på den sydligste del af det afrikanske kontinent med bjerge mod det Indiske Ocean og Atlanterhavet. Det er inddelt i tre naturlige regioner: Et udstrakt lavt kystområde med varmt og fugtigt klima. Her dyrkes overvejende sukkerrør på store plantager samt vin i Kapprovinsen. I den indre del af landet ligger den store Veld højslette, der dækker 40% af landet. Her findes store godser, hvor der dyrkes korn og majs samt kvæg og får. I nordvest ligger Rand området - en mineregion med store byer og industrier. Landets økonomiske basis er mineralressourcerne. Sydafrika er verdens største producent af guld og diamanter, den næststørste producent af mangan og den ottende største kulproducent. Landets vandkilder er overudnyttede, og nedtrængningen af salt til vandkilderne er den største trussel i de tørre områder. Jorderosionen er meget omfattende. Især i de tidligere Bantustans.

Folket: Størstedelen af befolkningen er af afrikansk oprindelse (over 76%). Blandt disse er de etniske grupper fra bantufolket dominerende: Zulu (22%); xhosa (18%), pedi (9%), sotho (7%); tswana (7%); tsonga (3,5%); swazi (3%); ndebele (2%), venda (2%). Europæiske efterkommere udgør 13% af befolkningen, blandingsgrupperne udgør mindre end 10% og asiaterne - især indere - overstiger ikke 3%.

Religion: Kristendommen er dominerende (68%), heri iberegnet forskellige uafhængige afrikanske kirker. Der praktiseres endvidere traditionelle religioner (28%); islam (2%).

Sprog: Der eksisterer ikke noget officielt sprog. Der tales engelsk, afrikaans, ndebele, sesotho, lebowa, sesotho, swati, xitsonga, setswana, tshivenda, xhosa, zulu.

Politiske partier: African National Congress (ANC, Den afrikanske Nationalkongres), National Party (NP), Inkatha Freedom Party (IFP, Inkatha Frihedspartiet), Freedom Front (FF, Frihedsfronten), Democratic Party (DP, Det demokratiske Parti), Pan African Congress (PAC, Panafrikanske Kongres), African Christian Democratic Party (ACDP, Det afrikanske kristelige demokratiske Parti), African Moslem Party (AMP, Det afrikanske muslimske Parti), African Moderate Congress Party (AMCP, Afrikas moderate Kongresparti), Dikwankwetla Party, Federal Party (FP, Det føderale Parti), Minority Front (MF, Minoritets Fronten), Soccer Party (SP, Fodboldspartiet), African Democratic Movement (ADM, Afrikas demokratiske Bevægelse), Womens Rights and Peace Party (WRPP, Partiet for kvinders rettigheder og Fred), Ximoko Progressive Party (XPP, Ximokos progresive Parti), Keep it Straight and Simple (KSS, Gør det enkelt og Simpelt), Workers Labour Party (WLP, Arbejderpartiet), Luso-South African Party (LSAP, Luso-Sydafrika Partiet).

Sociale organisationer: South African Students Association (SASO, Sydafrikas Studentersammenslutning), Federation of South African Trade Unions (FOSATU, Føderationen af sydafrikanske Fagforeninger), kvindeorganisationen Black Sash.

Officielt navn: Republic of South Africa

Administrativ inddeling: 9 provinser

Hovedstad: Pretoria (administrativ hovedstad), 2.346.000 indb.; Cape Town (lovgivende hovedstad), 3.497.000 indb.; Bloemfontein (juridisk hovedstad), 369.000 indb. (2007).

Andre vigtige byer: Johannesburg, 4.927.200 indb.; Durban, 2.314.100 indb.; Port Elizabeth, 1.029.400 indb. (2000)

Regering: Jacob Zuma, præsident fra maj 2009, genvalgt i 2014. Tokammer parlamentarisk system med Nationalforsamling (400 medlemmer) og Provinsernes Nationalråd (90 medlemmer).

Nationaldag: 27. april (Frihedsdagen, 1994)

Væbnede styrker: 56.000 soldater (2003)

 

I den officielle hvide sydafrikanske historie blev det tidligere hævdet, at Sydafrika (Azania) nærmest var folketomt, da den europæiske indvandringen satte ind i 1600 tallet. Imidlertid fandtes der allerede på den tid en betydelig og sammensat afrikansk befolkning. Både af den oprindelige lokalbefolkning - khoikhoi og sart (af europæere senere kaldt for «hottentotter» og «buskmænd») - samt af bantutalende indvandrere nordfra.

Under den merkantilistiske periodes koloniplyndring blev der brug for en europæisk forsynings- og handelsstation på vejen til Asien. I 1652 oprettede det hollandske Ostindiske Kompagni en sådan base på sydspidsen af Kap. Den portugisiske søfarer, Vasco da Gama havde allerede 150 år tidligere rundet Kap det Gode Håb, men portugiserne var mere interesseret i Indien og frygtede det lokale khoikhoi folk, der havde slået sig ned i området over 1000 år tidligere, og som var fjendtlige overfor udenlandske søfolk.

Jan Van Rebeck var den første hollænder, der satte sig op mod khoikhoi folket. Han grundlagde en koloni på sydspidsen - der senere skulle blive til Cape Town - og startede en produktion af fødevarer, der forsynede skibene, der skulle helt til Indonesien. I 1688 boede der omkring 600 bønder i kolonien. De brugte deres tid på landbrug og på at føre krig mod khoikhoi'erne. Trods koloniens ringe størrelse var de første hollandske settlere stærkt forenede og aggressive. To karakteristika der siden har kendetegnet boer (efter det hollandske ord for bonde) kulturen i Sydafrika.

Hollænderne var atypiske settlere. De modtog løn fra det Hollandske Ostindiske Kompagni, måtte ikke handle med den indfødte befolkning og skulle overgive hele deres produktion til kompagniet. Efterhånden udvikledes konflikterne med deres oversøiske arbejdsgivere, der ikke tillod brud på deres monopol eller anvendelsen af slavearbejdskraft til udvidelsen af plantager eller kvægdriften. Boerne vandt konflikten og mod slutningen af det 17. århundrede var de såkaldte frie settlere - eller burghers - i flertal. Befolkningen af europæiske afstamning delte sig nu op. Den ene gruppe fortsatte handelen med udlandet. Den anden drog ind i landet på udkig efter nye jorde.

Allerede på dette tidspunkt var grundlaget lagt for den økonomiske og racemæssige undertrykkelse af lokalbefolkningen. Afrikanerne blev frarøvet kvæg og jordejendomme og det eneste alternativ for mange khoikhoifolk var derfor, at blive arbejdskraft på boernes gårde. Mod sartfolket blev der gennemført en egentlig udryddelseskrig. De blev nedslagtet eller drevet ud i de dårligste jordområder. Slaveri blev tidlig en del af det økonomiske system - bl.a. gennem import af slaver fra Asien og andre dele af Afrika.

Gennem 1700 tallet ekspanderede boerne nord- og vestpå fra Kap, og i de hundrede år frem til 1880 blev der ført mere end ti store krige mod xhosa og zulufolkene. Retten til de erobrede områder og racemæssig overherredømme blev stærke træk ved boernes ideologi, koblet med en strengt calvinistisk udgave af den protestantiske tro. Denne racistiske ideologi tjente til at retfærdiggøre det økonomiske magtforhold: Hvide bønder og arbejdskøbere overfor sorte landarbejdere og slaver.

Britisk kolonisering

Det hollandske kolonialimperium var i slutningen af det 18. århundrede svækket overfor England, og briterne oprettede i 1806 derfor deres egen koloni i Cape Town. De indgik handelsaftaler, gjorde de indfødte ledere til mellemmænd og bekæmpede tilfangetagelsen af slaver. På den måde kom de hurtigt i konflikt med boernes stærke slavetradition, og disse begyndte at kalde sig afrikaaners, for at adskille sig fra de nyankomne settlere. Med den britiske kolonisering fulgte købmænd, handelskapital og storfarmere, og der blev hurtigt indledt en storstilet eksport af bl.a. uld, bomuld, kød og sukker. Slaveriet blev formelt ophævet. Bl.a. fordi jordmanglen blandt afrikanere i Kapområdet gjorde, at de alligevel måtte søge arbejde hos europæerne.

Systemet med fattige reservater for sorte, koblet til europæiske områder med behov for billig og ufri arbejdskraft, blev udviklet videre. Den økonomiske udbytning blev ikke afskaffet, da slaveriet blev afskaffet, men snarere forstærket i tråd med den moderne eksportøkonomi. Leve- og arbejdsforholdene for afrikanere blev stramt reguleret. Brud på de strenge arbejds- og kontraktvilkår blev regnet som forbrydelser, og de første pas- og løsgængerlove stammer fra midten af 1800 tallet.

I utilfredshed med englænderne emigrerede 14.000 afrikaaners i 1834 mod det indre af kontinentet, og indledte dermed the great trek - den lange march - der førte dem til det nuværende Transvaal, Oranje og Nataal. Her udviklede de deres landbrugsproduktion baseret på udnyttelsen af slavearbejdskraft. I 1852 oprettede de formelt Transvaal og i 1854 Oranje fristaten. Det var en heltetid i boernes historie. Prisen for deres selvstændighed blev betalt af afrikanere, som blev dræbt i kamp, drevet bort fra deres jord eller gjort til tjenestefolk, husmænd, landarbejdere eller slaver på de europæiske godser. I boerrepublikkernes forfatninger blev der nedfældet, at «ingen lighed skal råde i stat eller kirke».

Briterne anerkendte de to regioners selvstændighed - især da besættelsen af de nye områder bidrog til Cape Towns sikkerhed. På den anden side var boerne nødt til at handle gennem de havne, som englænderne kontrollerede. Trods det at den officielle historie underdriver den indfødte modstand, var denne meget stærk og organiseret og kostede et stort antal indfødte livet. I deres ekspansion mod nord stødte boerne på xhosa'er og zuluer. Den legendariske zuluhøvding, Shaka havde opbygget en stærk militær organisation, og gennem 1800 tallet mødte boerne og de britiske styrker stærk modstand. Først i 1880 lykkedes det briterne med moderne automatvåben at underkue zulufolket.

For boerne var den indfødte befolkning simple vilde, der måtte underkastet med magt og tvinges til slavearbejde. Ideologien om hvid overlegenhed og racediskriminationen var en konsekvens af den landbrugsproduktion, der var opbygget i fristaterne. Jorden var ikke nær så frugtbar som på de britiske godser i Cape og Nataal provinserne. Boerne havde derfor brug for billig arbejdskraft.

Heroverfor stod briternes handelsmæssige og liberale tankegang, der opfattede slaveriet som en hindring for dannelsen af konsummarkeder. Det hindrede dem dog ikke i at opstille stive forhindringer for de sorte afrikaneres sociale og økonomiske opstigen. Arbejdsmarkedslovgivningen fra 1809 havde indført hårde straffe overfor arbejdere, der ønskede at skifte arbejde. Med Master and Servant Act fra 1843 og senere tilsvarende dekreter blev det gjort kriminelt at bryde en arbejdskontrakt.

Omkring 1850 begyndte englænderne at hyre sorte arbejdere i det nuværende Mozambique, Lesotho og Botswana samt indere og kinesere. Disse «importerede» arbejdere kom uden deres familier, lønnen var elendig og mistede de deres arbejde, måtte de tage hjem til deres oprindelsesland.

I 1894 indførtes en lov, der pålagde de afrikanske arbejdere et beløb, en form for arbejdsskat, med mindre de kunne godtgøre, at de havde arbejdet udenfor deres eget distrikt i en periode. Formålet med loven var at tvinge afrikanerne til at arbejde for en løn, langt under den europæerne fik. Afrikanerne var nemlig allerede ved at blive drevet ind i reservater, hvor der herskede stærk social kontrol og elendige levevilkår. Når den mandlige befolkning hentedes fra reservaterne, kunne de holdes nede på lønninger langt under familiens eksistensminimum (arbejdskraftens reproduktion), idet familiens reproduktion blev varetaget i reservaterne. Den historiske konsekvens var, at de sorte minearbejderes løn var uforandret i hele perioden 1910-70

Samtidig med skatten på arbejde blev de afrikanske bønder pålagt en lignende skat, som de kun kunne betale ved at arbejde for europæerne. På den måde blev afrikanernes traditionelle livsform ødelagt, og lønningerne kunne holdes nede.

1899 Boerkrigen

Sameksistensen mellem boerne og den britiske krone sluttede i 1867, da der blev opdaget store forekomster af diamanter i Transvaal. Da det blev klart, at området havde stor økonomisk og strategisk værdi, foreslog England oprettelsen af en føderation mellem Kap provinsen og de to fristater. Boerne afviste forslaget, og i 1899 udbrød der krig. Englænderne fik støtte fra de fleste af sine kolonier og boerne blev støttet af Tyskland. Boerkrigen sluttede efter 3 år, da boerne overgav sig, accepterede britisk overherredømme, men med en vis form for autonomi i sine områder. 50.000 afrikaaners var blevet dræbt og det dobbelte antal sad i britiske koncentrationslejre.

Englændernes sejr var samtidig et nederlag for den landbrugsbaserede økonomi i Transvaal og Oranje. Fra da af blev mineindustrien den økonomisk vigtigste sektor. Hvide arbejdere og teknikere strømmede til Sydafrika, med ca. 25.000 årligt i perioden 1890-1910. Den europæiske befolkning både øgedes og skiftede karakter: Fra bønder til kapitalejere, forretningsfolk og faglærte arbejdere. Med guldets strategiske rolle blev Sydafrika indkapslet i det kapitalistiske verdenssystem.

Fredslutningen bar præg af ønsket om forsoning og sammensmeltning indenfor den hvide befolkning, hvor britisk minekapital og den mere velstående del af boerne udstak præmisserne for den Sydafrikanske union, der blev oprettet i 1910. Boergeneralerne L. Botha og J.-C. Smuts blev de første statsministre og symboliserede, at den politiske ledelse fra starten blev lagt i boer-borgerskabets hænder.

På vej moj apartheid

I 1910 blev der vedtaget en ny forfatning for den Sydafrikanske Union, der var en føderation af provinserne Cape, Natal, Oranje og Transvaal. Den slog fast, at de sorte ikke havde stemmeret og havde ret til at eje jord. I 1930 tilhørte 90% af den dyrkbare jord europæerne eller deres efterkommere. Efter 1910 blev raceadskillelsespolitikken hastigt udviklet. Den såkaldte Native Labor Act pålagde arbejderne i byerne den samme underdanighed, som arbejderne på landet allerede var underlagt. Native Land Act fra 1913 formaliserede reservatspolitkken fra det forrige århundrede. Den sorte befolkning der udgjorde tre fjerdedele af den samlede befolkning fik ret til 7% af landets territorium i form af de såkaldte «Bantustans». De resterende 93% af jorden blev overdraget de hvide, der kun udgjorde 10% af befolkningen. I de voldsomt overbefolkede Bantustans var subsistenslandbruget det mest almindelige, mens jorden på de hvides godser blev drevet intensivt. Reservaterne havde til formål at fungere som reservearme (ledig og billig arbejdskraft) for det omgivende hvide kapitalistiske samfund.

Native Urban Act fra 1923 lagde stærke begrænsninger på den sorte befolknings muligheder for at slå sig ned i de hvide byer og bydele. Samtidig blev deres bevægelser og organisationer udsat for en intens kontrol. Hensigten var at hindre, at udviklingen fra de fleste andre kapitalistiske lande blev gentaget. Dvs. at der voksede et fastboende industriproletariat frem med organisationsfrihed og stemmeret. De hvide arbejderne anvendte deres politiske indflydelse til at sikre sig en række privilegier. Bl.a. i form af forbud mod, at afrikanere fik mere kvalificeret arbejde. De allerede store lønforskelle blev endnu større.

 

Den hvide økonomi frem til 1. verdenskrig var baseret på en kombination af minedrift med intensivt landbrug. Den recession der brød ud i kølvandet på krigsafslutningen tvang de store minevirksomheder til at ansætte afrikansk arbejdskraft, hvilket førte til racemæssige sammenstød mellem lønarbejderne. De hvide arbejdere gik i strejke under parolen: «Arbejdere i alle lande, foren eder, og kæmp for et hvidt Sydafrika». Strejken i Rand minerne i 1922 blev voldsomt angrebet af regeringen. Størstedelen af de strejkende var fattige hvide efterkommere af boerne. De blev fanget ind af den ekstreme højrefløjs ultranationalistiske propaganda, frustrerede over at havde tabt krigen i 1899-1902, mistet deres jorde og uden mulighed for at finde beskæftigelse i den fremvoksende industri.

Nationalisterne vandt valget i 1924 og sammen med deres allierede i Arbejderpartiet - der i virkeligheden repræsenterede det nationale borgerskab i byerne - brød de med den traditionelle liberale økonomiske politik og indførte protektionisme. Det berørte de store mineselskaber og havde bl.a. til formål at fremme industrialiseringen. Nationalisterne støttede udviklingen af en form for statskapitalisme - der byggede stålværker, jernbaner og elkraft. Det var basis for en hurtig økonomisk vækst, der af mange blev karakteriseret som et økonomisk vidunder.

I slutningen af 20'erne blev euforien imidlertid indhentet af en ny krise, da prisen på guld faldt på verdensmarkedet. Det medførte samtidig en krise i alliancen mellem nationalister og «Arbejderpartiet». For at overleve på magten besluttede nationalisterne nu at støtte sig til den tidligere forhadte udenlandske kapital, og samtidig bevarede de raceadskillelsespolitikken, der var midlet til sikring af store mængder billig arbejdskraft. Den industrielle udvikling lagde efterhånden beslag på et stigende antal sorte arbejdere, og dette affødte nye racekonflikter. En hemmelig forening - Afrikaaner Broderbond - blev det vigtigste redskab for den hvide højrefløj i kampen mod de sorte. Den havde profascictiske synspunkter, der blev opsummeret af senere premierminister John Vorster således: «Vi står for en kristen nationalisme, som er en allieret til nationalsocialismen.»

Under recessionen før 2. verdenskrig blev mønstret gentaget. Fattige hvide der var truet af arbejdsløshed blev mere racistiske og lancerede parolen «Gevaar K.K.K.» (Pas på Kaffer, Koelie, Komunismus - de sorte, inderne og kommunismen). I denne socialt spændte situation og med udgangspunkt i Broderbond dannedes Nationalistpartiet, som i 1948 opnåede flertal i parlamentet, og som var arkitekten bag den efterfølgende konsekvente apartheidpolitik.

Nationalistpartiet var baseret på kulturelle, religiøse og økonomiske boerorganisationer. Dets basis var småborgerskabet og de mest truede hvide grupper: Småbønder som der ikke var mere jord til og ufaglærte arbejdere, der havde deres hvide hudfarve som det eneste privilegium. Det industrielle opsving under anden verdenskrig havde ført til, at flere sorte flyttede til byerne, og der blev gennemført flere strejker.

Apartheidprogrammets appel må forstås på denne baggrund, med sit krav om forbud mod al opposition, udvidelse af raceskellene, tvangsforflytning af «overflødige» afrikanere fra byerne, en stram regulering og kontrol af arbejdskraften.

Fremmede arbejdere i eget land

1950'er blev et årti, hvor apartheidsystemet blev reguleret og kontrolleret i detaljer. Skole- og uddannelsessystemet blev underkastet skarpe raceskel, med en «bantuundervisning» som skulle fostre til underdanighed. Paslovene blev yderligere skærpet, således at ingen afrikanere fik lov til at opholde sig i byer uden fast arbejde eller opholdstilladelse. De skulle til alle tider bære et pas, der fortalte alt om deres bopæl, arbejde, etnisk tilhørsforhold osv. I 1970'erne blev 6-700.000 årlig dømt for overtrædelse af pasloven. Lovene satte også klare grænser for faglig organisering - bl.a. med forbud mod strejker, samtidig med at der blev indført love, der reserverede specielle jobs for hvide, og som forbød afrikanere at have en højere stilling end en hvid på samme arbejdsplads.

I 1963 kunne en afrikaner ikke stemme, skulle bruge pas, kunne ikke forlade bestemte zoner, kunne vilkårligt tilbageholdes, kunne ikke tilhøre en fagforening eller støtte en strejke, kunne ikke optages på skoler eller universiteter, hvor der også gik hvide, kunne forflyttes til andre områder af landet mod sin vilje, havde ikke adgang til offentlig service, kunne ikke gennemføre offentlige demonstrationer mod raceadskillelsespolitikken osv. Det racistiske styres store overlevelsesevne skyldtes i væsentlig udstrækning den internationale kapitals interesse i at investere i landet - tiltrukket af den store mængde billig sort arbejdskraft. De udenlandske investeringer - især nordamerikanske - femdobledes i perioden 1958-67. Afrikaaner'nes protektionistiske politik skabte den nødvendige infrastruktur for etableringen af storindustri med det formål at udvikle en så omfattende industri, at den kunne forsyne hele den sydlige del af kontinentet.

Gennem 1960'erne fandt der en omfattende afvandring sted af landarbejdere med retning mod byerne. Fattigdommen i deres Bantustans, de elendige landbrugsjorde og fraværet af uddannelsesmuligheder og social service var de vigtigste årsager til denne udvikling. Tilstrømningen berørte andre grupper i byerne, som mulatterne der frygtede at deres muligheder for integration i den hvide økonomi ville blive forringet.

Alle afrikanere blev registreret i «hjemlande» eller bantustans. På den måde kunne de regnes som fremmedarbejdere, der opholdt sig midlertidig som arbejdskraft i hvide områder. I 1970'erne blev flere sådanne bantustans givet en form for «selvstændighed», som et skridt på vejen mod et Sydafrika med udelukkende hvide indbyggere. De sorte migrantarbejdere ville altså have «rettigheder» i et formelt selvstændig moderland. Bantustanpolitikken var samtidig et påskud til systematisk tvangsforflytning af afrikanere til reservaterne. Alene i 1960'erne blev omkring tre millioner revet op fra deres hjem. Dette ramte også den asiatiske og farvede (coloured) befolkning. Transkei og Bophutatswana var to sådanne bantustans, der blev «selvstændige» i 1976 og 1978, men de blev ikke anerkendt af noget andet land end Sydafrika.

Modstanden mod regimet

Den sydafrikanske modstand har en lige så lang historie som den europæiske kolonisering og undertrykkelse, men de mange modstandskampe frem til omkring år 1900 fulgte som regel stammegrænserne. Efter oprettelsen af Sydafrikas Union i 1910 opstod der mere nationalistiske strømninger blandt de sorte - i første omgang blandt folk med uddannelse - og i 1912 blev African National Congress (ANC, Den Afrikanske Nationalkongres) dannet. Blandt grundlæggerne var der flere, der havde gennemført uddannelser på nordamerikanske eller europæiske universiteter. ANC's første ledere troede, at afrikaaner'ne kunne overbevises om det uretfærdige i raceadskillelseslovene, og at de liberale engelsktalende hvide ville tillade sortes deltagelse i det politiske liv. Bevægelsen gennemførte en række demonstrationer mod bl.a. jord- og paslovene.

I kriseperioden efter første verdenskrig begyndte illusionen om fredelige midler at fortone sig. Der fandt en radikalisering sted og en stærkere faglig organisering - bl.a. gennem Industrial and Commercial Workers Union (ICU). I 1920 gennemførtes en strejke med 40.000 sorte minearbejdere. I 1921 dannedes Sydafrikas Kommunistparti, der dog overvejende bestod af hvide. Det hvide voldsapparat blev sat ind, en del ANC grupper ønskede en mere «ansvarlig» kurs og 1930'erne blev derfor en nedgangstid for modstandskampen.

Frem til 1984 var deltagelsen i politik begrænset til mindre end 17% af befolkningen - de hvide. En forfatningsreform dette år udvidede deltagelsen til asiater - overvejende indere - og «farvede». Den sorte befolkning var fortsat uden valgret.

I 1940'erne anvendte ANC en strategi for ikke-voldelig modstand mod de racistiske love. Ungdomsligaen var en del af ANC og formulerede fra 1943 et mere aggressivt program. Dens ledere - Nelson Mandela, Walter Sisulu og Oliver Tambo - fik gradvist højere poster indenfor ANC. I 1949 vedtog ANC et handlingsprogram bygget på militant massemobilisering. I 1950 blev der gennemført generalstrejke, efterfulgt af en omfattende civil ulydighedskampagne, som blev indledt i 1952. Et vigtigt skridt fremad på den antiracistiske front blev taget i 1956, da en folkekongres med omkring 3.000 repræsentanter vedtog det såkaldte Frihedscharter, med et program for et demokratisk og ikke-kapitalistisk Sydafrika med lige rettigheder på tværs af hudfarve. Charteret blev underskrevet af indiske, mulat, liberale og socialistiske bevægelser. Der blev også gennemført oprør på landet, og det sydafrikanske kvindeforbund spillede en stadig vigtigere rolle i massemobiliseringen.

På grund af de mange tvangslove og undertrykkelsestiltagene blev det gennem 1950'erne vanskeligere at arbejde åbent, og ANC havde kun i ringe grad udviklet en strategi for at forsvare sig imod statens voldsappparat. I 1959 brød en gruppe ud af ANC og dannede Pan Africanist Congress (PAC, Den Panafrikanske Kongres). Det skete bl.a. i protest mod ANC's samarbejde med andre grupper end afrikanere, og i utilfredshed med ANC's mere socialistisk orienterede kurs. PAC har siden dannelsen været gennem et utal af kursændringer og fraktionsstridigheder. Det var PAC der i 1960 indkaldte til demonstration i Sharpeville i protest mod de forhadte paslove, der begrænsede de sortes bevægelighed. Apartheidregimet slog til, dræbte 70 demonstranter og sårede flere hundrede.

Efter Sharpevillemassakren blev ANC, PAC og kommunistpartiet gjort illegale. Kampen undergik en radikal forandring. ANC dannede en væbnet gren, Umkhonto we Sizwe (Nationens Spyd), og PAC dannede Poqo (Kun Os). I 1963 blev ANC's øverste ledere fanget. Nelson Mandela blev idømt livsvarigt fængsel, og Oliver Tambo overtog ledelsen af bevægelsen i eksil. Statsapparatets undertrykkelse og manglen på baser i nabolandene hindrede guerillaen i at gøre større fremskridt og at rekruttere masserne. Nabolandene var på dette tidspunkt fortsat allierede til apartheidregimet. Også den progressive fagbevægelse - South African Congress of Trade Unions (SACTU) - måtte gå under jorden.

I 1969 holdt ANC en vigtig konference i Tanzania, hvor en ny strategi blev slået fast - væbnet kamp, politisk mobilisering, større vægt på arbejderklassen og åbning overfor medlemskab for progressive farvede, asiater og hvide.

I 1970'erne gik befrielseskampen ind i en ny fase, bl.a. med store strejkeaktioner i 1972-73, et styrket undergrundsnet for ANC og SACTU samt en ny generation af unge i Bevægelsen for sort Bevidstgørelse (Black Consciousness Movement), der blev ledet af Steven Biko. Den dækkede over en lang række elev-, studenter- og velfærdsorganisationer som på et ideologisk grundlag arbejdede for at genrejse den afrikanske selvbevidsthed, kulturelt fællesskab og kampvilje. Samtidig fik bevægelsen betydelig inspiration fra Moçambiques befrielse, Sydafrikas militære nederlag i angrebet på Angola i 1975-76 og SWAPO's betydelige fremgang i det besatte naboland Namibia.

1976 Oprør i Soweto

I 1976 udbrød der et omfattende oprør blandt unge i Johannesburg forstaden Soweto (South West Township). Det udsprang af en bølge af aktioner og bevidstgørelse og kunne derfor hurtigt udvikle sig fra en elevdemonstration til en national opstand. Det var også tydeligt, at mange i bevidstgørelsessorganisationerne havde kontakter med de «gamle» befrielsesbevægelser. Mulighederne for åbent arbejde blev lukket, da alle lovlige oppositionsbevægelser i efteråret 1977 blev forbudt, samtidig med at studenterlederen Steve Biko blev myrdet af politiet.

Men oprøret viste samtidig de hvide, at krisen havde nået deres egne byer, hvor de indtil da havde følt sig sikre. I løbet af de foregående 20 år var den specialiserede ikke-hvide arbejdskraft indenfor bl.a. industri tredoblet, samtidig med at den sorte befolkning tjente 5-10 gange mindre end de hvide. Den hvide minoritetsregering gennemførte derfor enkelte reformer af apartheid, for på den måde at dæmme op for nye eksplosioner blandt emigrantarbejderne i byernes forstæder.

Det var bl.a. på denne baggrund, at regimet i Pretoria erklærede 4 bantustans - Transkei, Ciskei, Venda og Bophuthatswana - for uafhængige stater. Målet var at bremse migrationen blandt de arbejdsløse sorte. 8 millioner mennesker blev med dette skridt frataget deres sydafrikanske statsborgerskab og gjort til udlændinge i deres eget land. Det var dog meget få stater i udlandet, der anerkendte disse «uafhængige stater».

Angolas og Moçambiques uafhængighed i 1975 og Zimbabwes i 1980 forandrede radikalt situationen i Sydafrika. ANC fandt i disse lande og i de andre såkaldte frontliniestater - Botswana, Tanzania og Zambia - et særdeles værdifuldt bagland. Sydafrikas økonomi var 3 gange større end alle disse stater tilsammen, og det indledte nu en destabiliseringspolitik, der bl.a. bestod i økonomisk pression, sabotage, støtte til rebeller og invasion. Alt sammen for at presse landene til at opgive deres støtte til anti-apartheidbevægelserne og at blokkere deres forsøg på at frigøre sig fra den regionale sydafrikanske dominans.

Et vigtigt omdrejningspunkt for konflikten i det sydlige Afrika lå i Namibia - en tidligere tysk koloni som Sydafrika havde besat under 1. verdenskrig og siden annekteret. I 1966 havde FN besluttet, at Sydafrika skulle give Namibia selvstændighed. Et krav som den afrikanske enhedsorganisation OAU og frontliniestaterne fortsatte med at fremsætte, trods vestlige forsøg på at udvande det. Men selvstændigheden fik vente 25 år. Først den 21. marts 1990 fik landet sin selvstændighed.

USA's støtte til Sydafrika var central for at apartheidstyret kunne udøve sin økonomiske og militære magt i området. Omkring 400 nordamerikanske virksomheder havde interesser i landet og USA's kapital og teknologi var vital for udviklingen af dets industri og militære potentiale.

Sydafrika var samtidig verdens største eksportør af platin, guld, mangan, krom og vanadium; Den næststørste hvad angår antimonium, diamanter, fluor og asbest; Og den tredjestørste mht. titan, uran og zirkonium. Samtidig er landet placeret på et strategisk vigtigt sted, hvor 70% af Europas og 30% af USA's olieforbrug passerer forbi. Afrikaanernes ekstreme nationalisme spillede en vigtig rolle for at bevare landet som en integreret del af det vestlige økonomiske system.

Under «Reagan æraen» i 80'erne satte USA hele sin økonomiske og militære magt ind på at hindre revolutionære forandringer i det sydlige Afrika. Indenrigspolitisk gennemførte Sydafrikas premierminister Pieter Botha (1978-89) reformer, der dog kun i begrænset omfang løste op for raceadskillelsespolitikken. I 1982-84 gennemførtes en forfatningsreform, der gav indere og andre farvede stemmeret og samtidig indførte et trekammersystem - et for hver race. Den sorte befolkning var fortsat udelukket, og havde kun på lokalt plan en form for indflydelse. Den ikke-hvide befolkning boykottede reformen og afstod fra at stemme.

Den sydafrikanske økonomi kom i 1983 i krise, da prisen på landets vigtigste eksportvare - guld - faldt. De økonomiske problemer berørte nu også mellemlaget, der indtil da havde været afskærmet mod enhver fattiggørelse. I denne situation gik de racistiske partier på den ekstreme højrefløj markant frem. Bothas lovede gradvise liberalisering af apartheid løb ind i betydelig modstand. Repressionen af den sorte befolkning blev ikke mindsket, men tvært imod kompliceret af sammenstød mellem forskellige sorte etniske grupper og organisationer. I juli 85 erklærede regeringen 36 distrikter i undtagelsestilstand. Mod slutningen af 1986 oversteg antallet af dræbte 750 og flere tusinde oppositionelle var interneret.

Stigende udenlandsk og intern modstand

Udenfor Sydafrika fandt der i disse år en markant styrkelse sted af anti-apartheid arbejdet i specielt USA og Europa. Presset af den offentlige opinion blev en række vestlige regeringer og et stigende antal virksomheder og banker tvunget til at reducere deres aktiviteter i Sydafrika. I USA fik kongressen ophævet et veto nedlagt af Reagan mod økonomiske sanktioner. Supermagten måtte ændre sin «konstruktive kompromispolitik» i området. Den sydafrikanske indre politiske opposition dannede samme år United Democratic Front (UDF, Den forenede demokratiske Front), der bestod af over 600 legale organisationer.

Fra starten af 1988 udviste regeringen større uforsonlighed overfor oppositionen og forbød i februar alle dens organisationer. Selv religiøse ledere mod apartheid som den sorte ærkebiskop Desmond Tutu blev tilbageholdt. Tutu havde i 1984 fået Nobels Fredspris for sit arbejde mod raceadskillelsespolitikken. Også den faglige landsorganisation COSATU (Congress of South African Trade Unions) der var blevet dannet i 1985 blev bekæmpet - med henvisning til dens undergravende karakter. Internt i regeringspartiet uddybedes krisen og i august 89 var Botha tvunget til at træde tilbage. Han blev erstattet af Frederik de Klerk, der erklærede sig som tilhænger af forandringer i det racistiske system. I 1990 måtte landet genfinanciere en del af sin 12 milliarder dollar store udlandsgæld, og gennemførte derfor visse forandringer i raceadskillelsespolitikken for at stå bedre rustet overfor de internationale låneinstitutioner.

I september 89 blev der gennemført parlamentsvalg, samtidig med at undtagelsestilstanden fra 1986 fortsatte. Den Folkelige Demokratiske Bevægelse svarede ved at opfordre til generalstrejke. Den var en bred anti-apartheid koalition bestående af samtlige illegaliserede organisationer. På trods af repressionen, afbrød tre millioner sydafrikanere deres arbejde på landets historisk største protestdag. Regeringspartiet bevarede sit parlamentsflertal.

Få dage senere blev den første brede og omfattende demonstration mod apartheid siden 1959 gennemført. Den stigende mobilisering blev fulgt af repression og drab. Men selv indenfor den hvide minoritet sluttede stadig flere sektorer sig til protesterne. I december 89 samledes oppositionen til en «Kongres for en demokratisk Fremtid» på universitetet i Johannesburg. Her blev man enige om, at gøre princippet om «en mand, en stemme» til fundament for enhver forhandling med regeringen.

1990 Mandela fri

I februar 1990 legaliserede de Klerk ANC og andre oppositionsorganisationer. Efter en række udsættelser blev landets ældste og mest celebre politiske fange, Nelson Mandela, den 11. februar løsladt. Han havde da siddet 27 år i fængsel. Der var dermed åbnet op for en periode med forhandlinger. Han blev modtaget af folkemasserne ved sin frigivelse og genvandt øjeblikkeligt rollen som leder af den sorte majoritet, trods det at denne også var præget af indre modsætninger. Nogle af disse skyldtes sammenstød mellem ANC og medlemmer af zulufolkets Inkatha bevægelse, der ikke havde bekæmpet apartheid.

ANC erklærede, at konflikten stod mellem på den ene side de der gik ind for et forenet, demokratisk og ikke-racistisk Sydafrika, og på den anden side de der ikke kunne acceptere at miste deres privilegier. Den ekstreme højrefløj fik bl.a. næring i de fattigste hvides angst og forsvarede fortsættelsen af raceadskillelsespolitikken.

I maj 90 offentliggjorde Mandela en aftale mellem ANC og regeringen med det formål at få indstillet volden og normalisere det politiske liv. Han opfordrede samtidig det internationale samfund til at opretholde de økonomiske sanktioner og andre former for pression mod den sydafrikanske regering. Sektorer indenfor venstrefløjen erklærede, at de forkastede forhandlingerne med regeringen, da de ødelagde mulighederne for kamp og mere radikale forandringer. En anden usikkerhedsfaktor var det hvide politi, hvis repressive praksis ikke blev forandret. Blandt andet fortsatte det sit arbejde med oprettelse af dødspatruljer. Regeringen erklærede, at den indstillede sin politik for oprettelse af bantustans, hvis antal nu var oppe på 10. I maj 90 ophævedes raceadskillelsen på hospitalerne og seks måneder senere i alle andre offentlige institutioner. I december vendte ANC's præsident, Oliver Tambo, hjem efter 30 år i eksil.

Midt i april 91 begyndte EF at undersøge muligheden for ophævelse af de økonomiske sanktioner og satte den 30. juni som frist for indledning af demokratisering i landet. På denne dato ophævede regeringen loven om registrering af befolkningen samt jordloven, der forbød sorte at eje jord. De Klerk lovede samtidig at indlede forhandlinger om udarbejdelse af en ny forfatning. USA skyndte sig at hæve sanktionerne og EF havde planer om at gøre det samme, men Danmark og Spanien nedlagde veto mod dette skridt.

1991 Stigende sammenstød med Inkatha og nynazister

Parallelt med denne udvikling brød skandalen omkring «Inkathagate» ud. Den afslørede støtten som regeringen havde givet til zulu'erne i form af penge og militærtræning, og stillede alvorlige spørgsmålstegn ved regeringens hensigter. Sammenstødene mellem ANC og Inkatha havde kostet 5.000 dræbte siden 1986. ANC havde lagt våbnene i august 90, men i juni 91 tog sammenstødene til i styrke. I slutningen af juli afsatte de Klerk forsvars- og indenrigsministrene. I september blev der indgået en aftale mellem de to grupper og regeringen, men alligevel steg antallet af dræbte den efterfølgende måned.

Den Nationale Afrikaaner Front (NFA) forsøgte at oprette en uafhængig hvid stat. I januar gennemførte omkring 3.000 bevæbnede medlemmer af organisationen en demonstration foran World Trade Center, hvor forhandlingerne om en ny forfatning foregik. De endte med at køre en pansret mandskabsvogn ind gennem centrets glasvæg.

En rapport fra Menneskerettighedskomissionen beregnede antallet af dræbte under den politiske vold til 9.352 for perioden 1990-93.

Inkatha, NFA og det Konservative Parti trak sig ud af forfatningsforhandlingerne og besluttede at boykotte valgprocessen. «Præsidenten» i Transvaal, Lucas Mangope erklærede under en strejke blandt offentligt ansatte, at han tilsluttede sig denne boykot. Det udløste øjeblikkeligt demonstrationer. Samtidig beordrede nynazisten Viljoen sin Afrikaaner Modstandsbevægelse til at invadere Bophuthastwana for at komme Mangope til hjælp. De blev dog mødt af modstand fra civile sorte og lokale styrker og blev tvunget til at trække sig ud. Mangope blev afsat og Sydafrikas hær tog kontrol over situationen. 50 var blevet dræbt og 300 såret. Få dage senere besluttede Viljoen at deltage i valgprocessen med sin nyoprettede Frihedsfront.

Inkatha fortsatte sine angreb på ANC's offentlige aktiviteter og fremprovokerede voldsomme sammenstød med Mandelas tilhængere. Inkathas leder, Mangosuthu Buthelezi forsøgte at bevare kontrollen over et andet bantustan - også i Natal. Det mislykkedes men han opnåede den forfatningsmæssige anerkendelse af zulukongen Goodwill Zweletini, og accepterede derefter at deltage i valgene.

I oktober hævede FN sanktionerne mod Sydafrika, og USA fjernede øjeblikkeligt sine sidste finansielle restriktioner. Den midlertidige forfatning skabte en Nationalforsamling med 400 medlemmer og et senat med 90. Præsidenten skulle have mindre magt end premierministeren og vælges af Nationalforsamlingen for en periode på 5 år. Der blev vedtaget en ny inddeling af landet i 9 provinser, hver med deres guvernør og lovgivende forsamling. De 10 bantustans der var blevet opløst, blev indlemmet i disse provinser. De nationale styrker for bevarelsen af Freden blev dannet gennem sammenlægning af den sydafrikanske hær med ANC's og PAC's guerillaenheder.

1994 Første demokratiske valg i Sydafrikas historie

De første multietniske valg i Sydafrikas historie blev gennemført i dagene 26-29. april 1994. Valgdeltagelsen var 87%. ANC fik 63% af stemmerne, Nationalistpartiet 20% og Inkatha (IFP) 10%. Den ekstreme højrefløj fik med Frihedsfronten 2%. Der blev dannet en National Enhedsregering med deltagelse fra de 3 største partier. Det gjorde det muligt for den tidligere regerings finansminister og chefen for nationalbanken at forblive på deres poster.

Apartheids politiske strukturer var blevet fjernet, men de økonomiske og kulturelle rammer var uforandrede. Sorte arbejdere tjente 9 gange mindre end hvide, og arbejdsløsheden for de to grupper var hhv. 33% og 3%. Børnedødeligheden blandt den sorte befolkning var 53%, mens den blandt de hvide var 1%.

Mandelas første skridt efter at have dannet regering var forslag om gratis medicinsk behandling til alle børn under 6 år og gravide kvinder, indførelse af skolemad til alle skolebørn samt elektrificeringen af 350.000 boliger. Samtidig lovede han, at der inden 1999 ville blive skabt 2,5 millioner nye jobs og bygget 1 million nye boliger.

Genopbygnings- og udviklingsprogrammet skred imidlertid kun langsomt fremad i 1995. Det skyldtes manglende financiering og bureaukratiske problemer. Der blev udarbejdet nye retningslinier for undervisningen. I oktober blev der offentliggjort planer, der over de følgende 18 måneder skulle give 3,5 millioner sydafrikanere adgang til rindende vand. Det første budget der alene var udarbejdet af Enhedsregeringen allokerede 47% af budgettet til sociale ydelser, uddannelse 26%, investeringerne i nye boliger blev fordoblet og militærudgifterne reduceret. Landbrugsminister Derek Hanekom udarbejdede og igangsatte en ambitiøs jordreform. Der blev udarbejdet retningslinier for forholdene på arbejdsmarkedet, der bl.a. garanterede retten til strejke og skabte nye diskussionsfora på arbejdspladserne. Antallet af arbejdskonflikter faldt ifht. de foregående år.

I januar trak ANC løftet om immunitet til 2 tidligere ministre og 3500 politifolk tilbage. Et løfte der var blevet givet før valget. Deres sager skulle undersøges af Sandheds- og Forsoningskommissionen. Rettergangen mod en tidligere politioberst for ansvaret for 121 drab, bortførelser og svindel bragte nye oplysninger frem om politiets tilskyndelse til politisk vold under apartheidsstyret. Prominente medlemmer af Inkatha havde modtaget betalinger fra sikkerhedspolitiet. En rapport fra Goldstone kommissionen til præsident de Klerk i 1994 bekræftede disse oplysninger. I juni blev vicepræsidenten i IFP arresteret for mord begået i 1987.

Strejkerne og beskyldningerne for racisme indenfor politiet førte til, at korpsets øverste chef måtte træde tilbage. Hans efterfølger, George Fivaz erklærede, at der ville gennemført reformer - deriblandt en demilitarisering. Samtidig steg bekymringen over den stigende kriminalitet. Alligevel afskaffede den nye Forfatningsdomstol dødsstraffen.

Enhedsregeringen led af en række interne spændinger, der blev forstærket af lokalvalgene i november. Inkatha trak sig ud af parlamentet og Forfatningsforsamlingen med påstand om, at regeringen ønskede at etablere et totalt hegemoni. Til gengæld beskyldte ANC IFP for at fremme KwaZulu/Natals løsrivelse, truede med at indstille financieringen af regionen og sendte militær- og politistyrker til provinsen. Under alle omstændigheder blev den politiske vold i provinsen mindsket - fra 300 drab om måneden før valget til 70 i midten af 95.

Lokalvalgene i november 95 var favorable for ANC i næsten hele landet. I maj 96 trak Nationalistpartiet sig ud af regeringen for at slutte sig til oppositionen - for første gang siden 1948.

Nationalforsamlingen vedtog en ny forfatning, der efter regeringens vurdering konsoliderede overgangen til demokrati. Under udarbejdelsen af den nye tekst gennemførte tusinder af arbejdere og handlende demonstrationer, hvis resultat var, at der blev slettet en paragraf, der gav arbejdsgiverne ret til at gennemføre lockout i deres virksomheder. Samme år vedtog regeringen en lov, der legaliserede abort frem til 12. svangerskabsuge.

1996 Sandheds- og Forsoningskommissionen

Også i 1996 nedsattes den såkaldte Sandheds- og Forsoningskommission under forsæde af nobelpristager Desmond Tutu. Den begyndte at indsamle vidnedsbyrd om menneskerettighedskrænkelserne foretaget i perioden 1960-93. Et utal af lovovertrædelser kom for dagens lys ifbm. kommissionens undersøgelser. Flere ledende politifolk indrømmede anvendelsen af tortur i 1980'erne samt hyringen af lejesoldater. De ansvarlige havde til enhver tid ret til at anmode om amnesti, når de blot indvilgede i at afdække deres egen deltagelse i begivenhederne.

Regeringen løftede sløret for en ny makroøkonomisk strategi, der skulle danne grundlag for oprettelsen af 800.000 nye jobs i perioden frem til år 2000. Målet var at reducere budgetunderskuddet og tiltrække udenlandske investeringer. Den blev imidlertid stemplet af handelsstandsforeningerne som «neoliberal». Mandela indrømmede, at privatiseringer var det grundlæggende instrument i hans økonomiske politik. BNP steg i 1996 med 3%. I slutningen af året var arbejdsløsheden 32,6%. I slutningen af november var omkring 2 millioner hektarer blevet fordelt som led i regeringens jordreform.

I oktober 1997 gennemførte Mandela en rejse til Libyen for at mægle i konflikten mellem Tripoli, Washington og London om blokaden de to sidstnævnte havde opretholdt mod Libyen siden 1992. Mandela støttede Libyens krav om gennemførelsen af en retssag i et neutralt land vedr. 2 libyeres påståede deltagelse i bombningen af et fly over Lockerbie i 1989. Han krævede dog ikke blokadens betingelsesløse ophævelse.

Stillet overfor den stadig stigende kriminalitet antydede Mandela i april 1998 muligheden af at indføre udgangsforbud i nogle dele af landet for at opretholde lov og orden.

I sin afskedstale til OAU i juni 1998 besluttede Mandela at bryde med et af enhedsorganisationens grundliggende principper og ikke-intervention i medlemslandenes indre anliggender. For forsvarede «retten og pligten til at gribe ind i indre anliggender, når indbyggerne massakreres for at forsvare et tyranni».

Under høringer i Forsoningskommissionen blev det i 1998 afsløret, at en række hvide videnskabsmænd under apartheidregimet havde arbejdet med planer for at ødelægge Mandelas helbred, da han var politisk fange, og desuden udvikle sygdomme der kun skulle ramme den sorte befolkning eller stoffer der skulle begrænse deres frugtbarhed.

Den sorte befolkning begyndte at manifestere sin utilfredshed med langsommeligheden i forandringerne i landet, og antallet af angreb på hvide godsejere og jordejere steg. Under ANC's kongres erklærede Mandela og hans vicepræsident Thabo Mbeki, at den formelle forsoningsperiode skulle betragtes som afsluttet, når Mandelas præsidentperiode var færdig. Under ANC's anden regeringsperiode skulle der tages mere drastiske skridt til forbedring af levevilkårene for de millioner af sorte, der var blevet marginaliseret under apartheid.

I april 1999 undertegnede Rusland og Sydafrika - to af verdens største producenter af guld og diamanter - en aftale om tættere økonomisk samarbejde indenfor produktionen af disse varer.

Selvom parlamentsvalget i juni gav ANC solid kontrol over parlamentet, nåede kontrollen ikke op på de 2/3 af pladserne der skulle til for ensidigt at kunne ændre forfatningen. Ledelsen af oppositionen i parlamentet forblev i hænderne på det hvide Demokratiske Parti. Thabo Mbeki modtog præsidentskærfet fra Mandela og udpegede Jacob Zuma som sin vicepræsident.

Selv om forfatningen siden 1994 havde forbudt de fleste former for diskrimination, introducerede en ny lov vedtaget i januar 2000 begrebet ikke-diskrimination i relationerne mellem enkeltpersoner. Samme lov forbød desuden diskrimination baseret på alder, seksuel orientering, kultur, svangerskab, ægtestand, samvittighed og sprog.

Selvom Sydafrika allerede i 1994 havde indført begrænsninger i exporten og importen af våben og spillede en central rolle i 1997 i vedtagelsen af Konventionen mod anvendelse, opbevaring, produktion og videresalg af antipersonelminer, så beskyldte en rapport fra Human Rights Watch fra oktober 2000 Pretoria for at sælge våben til lande, hvor menneskerettighederne krænkes og hvor våbenstrømmen blot forværrer overgrebene. I april 2001 indledte en officiel kommission undersøgelserne om beskyldning for korruption i en våbenhandel, der involverede både Pretoria og engelske, tyske, franske, svenske og sydafrikanske virksomheder. Kommissionens slutrapport fra november fritog dog regeringen for ansvar i affæren.

I starten af 2001 beskyldte en regeringsfunktionær landets indiske mindretal for at være ude af stand til at påtage sig ansvar. Det fik Mandela til at beskylde medlemmer af landets sorte majoritet for at anvende deres magt til at underkue de etniske minoriteter, og han opfordrede samtidig ANC til at tage skridt til at forandre denne situation.

I september 2001 gennemførtes i Durban FN's Verdenskonference mod Racisme. Konferencen var præget af stærke modsætninger mellem de tilstedeværende lande og de lande der boykottede konferencen. Det drejede sig især om USA og Israel, der nægtede at gå ind i diskussioner om hvorvidt Israels undertrykkelse af det palæstinensiske folk er diskrimination eller ej. Konferencen endte med at vedtage en resolution, hvori Israels politik overfor palæstinenserne blev karakteriseret som racediskriminerende. Et andet tema der splittede konferencen var kravet fra de afrikanske lande om økonomisk kompensation fra de tidligere koloniherrer. De fleste europæiske lande havde i udgangspunktet været indstillet på at give en undskyldning for slavehandlen, men anså efterfølgende kravet om økonomisk kompensation for «ulogisk».

Det sydafrikanske retsvæsen frikendte den 11. april 2002 Wouter Basson, der i de sydafrikanske medier gik under navnet «doktor Mord». Han var blevet kendt for udviklingen af et bakteriologisk program mod landets sorte befolkning. Basson havde søgt at udvikle «intelligente» bakterier, der alene skulle dræbe sorte, og han havde indsamlet tilstrækkelige reserver af kolera- og anthrax bakterier til at kunne starte en epidemi. Blandt hans «våben» var, sukker med salmonella, cigaretter med anthrax, chokolade med botulinum og whisky med herbicider. Mbekis kabinetschef, Frank Chikane havde været tæt på at dø efter at have brugt tøj forgiftet af Basson. Under retssagen hævdede denne sig uskyldig og påstod at han blot havde fulgt ordrer, selvom han ikke ved nogen lejlighed gav udtryk for anger.

Iflg. en rapport fra det sydafrikanske medicinske forskningsråd vil 5-7 mio. sydafrikanere dø af AIDS inden 2010, og den forventede levetid falder helt ned til 36 år. Mbeki hævdede, at rapportens kilder ikke var troværdige, og pressede derfor på for at forsinke offentliggørelsen. Man mener, at Sydafrika har verdens højeste HIV smitteprocent med 4,7 mio. smittede. Over 12 mio. børn har mistet deres forældre som følge af AIDS i Afrika syd for Sahara. Ledere af den oppositionelle Demokratisk Alliance opfordrede i marts 2001 Mbeki til at indføre national undtagelsestilstand for at de smittede kunne få adgang til egnet kopimedicin. Den sydafrikanske lovgivning der giver mulighed for denne import i undtagelsessituationer kunne aldrig føres ud i livet pga. pres fra de multinationale medicinkoncerner, der fremstiller originalmedicinen. Alligevel tvang internationalt pres i april 39 koncerner til at trække et fogedforbud tilbage. Skridtet blev tillagt stor betydning af de fattige lande der har brug for at importere billigere medicin for at bremse epidemien.

Sydafrikas økonomi var overvejende skrøbelig med undtagelse af enkelte eksportsektorer som vin, våben og biler, der drog nytte af landets stabile valuta - rand'en. Den tilspidsede politiske situation i nabolandet Zimbabwe fik investeringerne til at falde i regionen; tørken i 2002 forværrede fødevaremanglen i det sydlige Afrika og fattigdommen blev forværret af AIDS/HIV epidemien.

I juli 2002 tvang forfatningsdomstolen regeringen til at igangsætte et omfattende nationalt program for at hindre overførslen af HIV fra mødre til børn. Som del af behandlingen skal mødrene have anti-retrovir medicinen Nevirapin.

Samme måned stiftedes i Durban den Afrikanske Union (AU). En ide der oprindelig var fostret af Libyens leder, Muammar al-Khaddafi. AU erstatter OAU, der af mange blev betragtet som en «diktatorernes klub». Den nye organisations fokus er på fremskridt for de afrikanske folk og ordentlig regeringsførelse. AU består af 53 lande og har som model haft den Europæiske Union (EU). Selvom den ligesom OAU lægger vægt på ikke-indblanding i landenes indre anliggende, er dette dog alligevel muligt, når der er tale om folkedrab eller krigsforbrydelser. Til dette formål har organisationen en fredsbevarende styrke og en overnational domstol. Den har også en centralbank, der skal søge at indføre en fælles valuta. Mbeki blev valgt som organisationens første formand.

I april 2004 gennemførtes det 3. parlamentsvalg siden ophævelsen af apartheid, og det gav ANC 70% af stemmerne. Mbeki blev altså genvalgt og lovede at han ikke ville svigte befolkningen, der havde givet ANC majoriteten.

Mbeki lovede, at regeringen ville skaffe alle de sydafrikanske familier vand og elektricitet, som allerede havde ventet 5-8 år på at få disse fornødenheder indlagt. Han erklærede samtidig, at der frem til marts 2004 var blevet åbnet 113 sundhedscentre, der når ud til 53.000 sydafrikanere i kampen mod HIV/AIDS. Mbeki havde indtil da været udsat for betydelig kritik fra både ind- og udland for ikke at tage tilstrækkelige skridt i kampen mod epidemien. Regeringen accpterede kritikken og erklærede, at den ville gøre mere for at behandle de syge og ville gøre medicinen mere tilgængelig og billigere.

I juli blev Cape Floral i Cape provinsen anerkendt af UNESCO som et af verdens rigeste områder for akvatiske planter og flora. Indenfor området finder man 20% af det afrikanske kontinents flora og det er et levende eksempel på udvikling og biodiversitet. Mindst 70% af de 9.000 plantearter på Cape Floral findes kun der. Regeringen erklærede sig villig til at give turtister adgang til området under regulerede forhold. Det vil både skabe arbejdspladser og skaffe landet valuta.

Samme måned indikerede oplysninger fra Famine Early Warning Systems Network (FEWS), at landet i 2004-05 fortsat vil stå overfor alvorlige problemer i brødfødningen af befolkningen.

I januar 2005 indrømmede ekspræsident Mandela, at hans ældste søn - den eneste overlevende - var død af AIDS. Han insisterede på, at den eneste måde at bekæmpe sygdommen på var at tale åbent om den.

Vicepræsident Jacob Zumas økonomiske rådgiver, Achabir Shaik blev i juni 2005 idømt fængsel for korruption. Shaik havde anvendt vicepræsidentens navn til at indgå fordelagtige aftaler med et fransk firma. Vicepræsidenten afviste ethvert kendskab til sagen. Den sydafrikanske presse krævede imidlertid enstemmigt Zumas afgang, der efter pres fra Mbeki måtte opgive sin post. Samme blev 21 politikere, de fleste deputerede og eks-deputerede fra ANC, stillet for domstolen anklaget for svindel med statens midler til luksusrejser, middage og leje af biler.

En domstol frifandt i maj 2006 Zuma for voldtægt. Anklagen var rejst af en 31 årig kvinde, han havde haft en seksuel relation til. Frifindelsen hindrede dog ikke at ANC lederen mistede noget af sin popularitet i befolkningen, og at hans fremtidige opstilling som landets præsident derfor blev mere usikker. Zuma mente, at medierne allerede havde dømt ham for voldtægt inden dommeren havde afsagt sin dom. Da han forlod retten fortsatte han videre: «en person er sukyldig indtil det modsatte er bevist. Det er en af grundsætningerne i vor forfatning, men pressen har brudt denne grundsætning».

Ærkebiskop Tutu erklærede sig i London fuldstændig uenig i frifindelsen og fortsatte: «det er et af de værste øjeblikke i Sydafrikas demokratiske liv».

Den 9. august demonstrerede 20.000 kvinder foran regeringsbygning i Pretoria med krav om at der tages effektive skridt mod volden i de sydafrikanske hjem. Sydafrika er et af de lande i verden med mest vold i hjemmet.

Mike Heywood er en af de mest velanskrevne forskere i HIV/AIDS og har stået bag flere kampagner i Afrika for at bremse sygdommens udbredelse. Han kritiserede påny Pretoria for ikke at tage tilstrækkelige skridt til at bremse udbredelsen. Samtidig kritiserede han resten af verdens politiske ledere for ikke at stille spørgsmålstegn ved Mbeki regeringens manglende aktivitet på området. Ifølge en undersøgelse fra regeringen selv er 1/8 af de smittede i verden sydafrikanere.

I juli 2007 offentliggjorde statens kontor for statistik en rapport der viste, at hvis væksten i årene 2002-05 fortsætter frem til 2014 vil landet kunne reducere arbejdsløshed og fattigdom til halvdelen af niveauet i 2007. I 2002-05 lykkedes det at øge antallet af boliger med adgang til elektricitet, drikkevand, kloakering og renovation. Andelen af boliger med elektricitet steg fra 75,6% til 81,3%. Adgangen til drikkevand blev øget med 5,2%.

Trods de skandaler der har præget hans liv de foregående 4 år, vandt Jacob Zuma posten som formand for ANC under partiets kongres i december 2007. Han skubbede derved den siddende præsident, Thabo Mbeki til side, der havde været formand i 1997-2007. Zumas sejr skyldtes især støtte fra partiets venstrefløj, ANC's ungdomsliga, kommunistpartiet og COSATU.

I september 2008 besluttede Thabo Mbeki at træde tilbage, efter at ANC's nationale eksekutivkomite havde opfordret ham til dette. Det skete efter en dommerundersøgelse, der kendte Mbeki skyldig i indblanding i den nationale anklagemyndighed. Denne indblanding havde bl.a. ført til, at ANC's nye formand, Jacob Zuma var blevet anklaget for korruption. I april 2009 besluttede anklagemyndigheden endegyldigt at droppe korruptionsundersøgelsen med henvisning til den politiske indblanding i sagen.

Spændingerne i ANC der førte til Mbekis tilbagetræden i september 2008 førte i november til at en fraktion af ANC brød ud og dannede et nyt parti: Congress of the People (COPE). Der var i vid udstrækning tale om Mbeki støtter med den tidligere forsvarsminister Mosiuoa Lekota i spidsen, og de forsøgte at få Mbeki med over i det ny parti, men han forblev i ANC, uden dog at være politisk aktiv. Ved valget i maj 2009 fik COPE 7,4% af stemmerne.

Ved valget i maj 2009 fik ANC 65,9% af stemmerne, og Jacob Zuma blev præsident. Stemmetallet var en tilbagegang på 3,8% og afspejlede den politiske krise partiet havde været igennem.

Sydafrika var i juni-juli 2010 vært for fodboldverdensmesterskaberne. Værtskabet gav Sydafrika og Afrika prestige. Det var første gang et afrikansk land havde været vært. Men samtidig udløste det kritik fra især fattige sydafrikanere, fordi midlerne til de enorme infrastrukturprojekter kunne være anvendt til at bygge boliger og skabe jobs.

Sydafrika blev i december 2010 formelt optaget i BRIC (Brasilien, Rusland, Indien, Kina) samarbejdet, der nu blev til BRICS. Landet havde selv anmodet om optagelse, hvilket var blevet imødekommet. Gruppen holdt i marts 2013 sit første møde i Sydafrika i Durban.

I 2011 havde Sydafrika taget imod flere hundrede tusinde flygtninge fra Zimbabwe. I juni lukkede landet imidlertid sit største kontor for modtagelse af flygtninge i Johannesburg. Samtidig blev flygtninge fra Zimbabwe hindret i at komme ind i Sydafrika, og andre allerede registrerede flygtninge blev sendt tilbage til Zimbabwe, fordi de besad «gyldige rejsedokumenter». I SADC regi indtog Sydafrika til gengæld en skærpet rolle overfor Zimbabwe. Under et møde i Livingstone i Zambia i marts kritiserede SADC lederne Mugabe for ikke at have gennemført de lovede politiske reformer. Mugabe svarede igen med en smædekampagne mod Zuma og forhandlingspanelet i SADC for at blande sig i Zimbabwes indre anliggender.

De mange flygtninge i Sydafrika udgør et yderligere pres mod landets i forvejen pressede økonomiske situation. Flygtningene der ofte er illegale udgør den lavest betalte del af arbejdsmarkedet, presser derved lønningerne og bidrager til den allerede højre sydarikanske arbejdsløshed. Det har ført til flere xenofobiske demonstrationer mod flygtningene, der også har været udsat for voldelige represalier.

Sydafrika stemte i marts for FN SIkkerhedsrådsresolution 1973, der banede vej for NATO's krig mod Libyen. Sydafrikas stemme førte til voldsomme protester fra den Afrikanske Union (AU), der var imod, og Sydafrika deltog efterfølgende sammen med AU i de fredsudspil ifht. Libyen, der dog alle blev afvist og saboteret af NATO. NATO's misbrug af FN mandatet medførte, at Sydafrika resten af 2011 afviste at stemme for vestlige resolutioner, der skulle bane vej for krig mod Syrien. Rusland og Kina nedlagde veto mod de samme resolutioner.

Sikkerhedsstyrkerne anvender rutinemæssigt overdreven vold mod demonstranter og arrestanter. Samtidig er straffriheden udbredt. Det var derfor positivt, da 12 politifolk fra Bellville South Organized Crime Unit i maj 2012 blev stillet for retten, anklaget for at have dræbt en arrestant de havde i deres varetægt. Men i november 2013 blev alle 12 frikendt «pga. manglende beviser». Straffriheden kunne fortsætte.

I august 2012 blev 36 minearbejdere dræbt af politiet i en massakre under en strejke i Marikana. Endvidere blev 2 politifolk og 4 andre dræbt. 78 blev såret. Strejken illustrerede en lang række af de problemer, der fortsat eksisterer i Sydafrika. Der var både tale om strejke mod mineselskabet Lonmin og en konflikt om organisationsretten. Få måneder forinden havde den ANC tilknyttede National Union of Mineworkers (NUM) mistet organisationsretten, efter at dets organisationsgrad var sunket fra 64% til 49% i minen. Mange minearbejdere mente, at NUM's tillidsfolk var rykket for tæt på arbejdsgiverne. Stadig flere minearbejdere sluttede i stedet op om den mere militante Association of Mineworkers and Construction Union (AMCU), Efter 6 dages strejke blev de strejkende angrebet af en specialenhed fra politiet, der dræbte 34 arbejdere. Arbejderne fik en lønforhøjelse, men samtidig spredte strejkerne sig til resten af landet. I starten af oktober var 75.000 minearbejdere i strejke. Præsident Jacob Zuma erklærede sig forfærdet over massakren og lovede gennemførelse af en uafhængig undersøgelse. Men den faglige landsorganisation COSATU og det sydafrikanske kommunistparti bakkede op om politiets beskrivelse af begivenhederne og krævede ledelsen af AMCU arresteret.

Sydafrika fordømte i juli 2013 militærkuppet i Egypten og støttede efterfølgende AU's suspendering af landet.

COSATU's største medlemsforbundrikas Nationale Sammenslutning af Metalarbejdere (NUMSA) meddelte i december 2013 at det ikke ville anbefale sine medlemmer at stemme på ANC ved det forestående valg. Måneden efter meddelte forbundet at det ville søge at danne et nyt arbejderklassesamarbejde og derefter søge at danne et socialistisk parti der ville kunne stille til valget i 2019. En anden COSATU fraktion fik lavet en juridisk undersøgelse af mulighederne for at smide NUMSA ud af COSATU, og i november blev NUMSA ekskluderet.

Ligeledes i december 2013 døde Nelson Mandela. Han fik en statsmandsbegravelse, hvor bl.a. statsledere fra de vestlige lande der i sin tid havde støttet apartheidregimet dukkede op i hobetal. Nogle af dem godt nok kun for at tage selfies.

En af landets 9 ombudsmænd, Thuli Mandosela udgav i marts 2014 en rapport fra sin undersøgelse af præsident Zumas personlige landsted i Nkandla, der havde kostet 24,5 mio. US$ at bygge. Præsidenten havde argumenteret med, at det var de omfattende sikkerhedsforanstaltninger ved landstedet, der havde gjort det så dyrt. Ombudsmanden erklærede at hun - og mange andre syfrikanere - havde vanskeligt ved at forstå hvorfor det skulle være så dyrt og betegnede det som ekstravagant. Parlamentet nedsatte i april et undersøgelsesudvalg, der skulle kulegrave byggeriet. Udvalget afgav først rapport i september - efter parlamentsvalget. Udvalget sagde at Zumas familie havde beriget sig selv på statens regning ved de udbygninger der var sket ved Zumas residens, men lagde ansvaret på arkitekten og regeringsembedsmænd.

Parlamentsvalget i maj 2014 blev vundet af ANC, der fik 249 pladser ud af parlamentets 400. Det var dog en tibagegang på 15 ifht. det forrige valg. Det liberale Democratisk Alliance gik 22 mandater frem til 89, mens det nye parti Economic Freedom Fighters fik 25. Det nye parlament genvalgte Zuma til en 2. præsidentperiode.

I april 2015 angreb flere tusinde sydafrikanere udenlandsk ejede forretninger, plyndrede dem og angreb udlændinge i Durban, KwaZulu-Natal province. Flere blev dræbt og UNHCR anslog at 2400 måtte flygte. Målet for angrebene var emigranter af afrikansk oprindelse - overvejende fra Zimbabwe og Somalia. De voldelige angreb spredte sig til Johannesburg før regeringen satte hæren ind for at stoppe volden. I oktober drev xenofobisk vold 500 afrikanere på flugt i Grahamstown i Eastern Cape. Udtalelser fra traditionelle ledere og regeringsembedsmænd kan have udløst volden. I marts udtalte Zulu kongen Goodwill Zwelithini at udlændingene skulle «pakke deres kufferter og rejse hjem». Regeringen valgte ikke at tage afstand fra Zwelithinis udtalelser. Efter angrebene anholdt politiet 22 personer, men ingen blev efterfølgende sigtet og stillet for retten. Myndighederne undlod endvidere at retsforfølge dem der havde opfordret til vold. I stedet valgte regeringen at benægte at volden var motiveret af xenofobi eller intolerance, men betegnede den som «rene kriminelle overgreb». ANC's generalsekretær Gwede Mantashe erklærede i april at løsningen på xenofobi var etableringen af flygtningelejre.

I juni 2015 offentliggjorde regeringen Farlam Kommissionens rapport om massakren på minearbejdere i Marikana i august 2012. Rapporten var blevet forsinket flere gange, fordi beviser var bortkommet, men var alligevel særdeles vag, hvilket udløste skarp kritik fra advokater og familiemedlemmer til de 34 dræbte minearbejdere. Rapporten opfordrede til en fuldstændig undersøgelse, der sulle klarlægge om der kunne rejses tiltale mod nogen politifolk, men udtrykte samtidig tvivl om hvorvidt den nationale politikommissær Victoriah Phiyega og provinspolitikommissæren løjtnant Zukiswa Mbombo overhovedet var egnede til at udfylde deres stillinger. I oktober suspenderede præsident Zuma Phiyega fra hendes stilling.

Ligeledes i juni deltog Sudans præsident Omar al-Bashir i et AU møde i Sydafrika. al-Bashir var omfattet af en arrestordre fra ICC og landsretten i North Gauteng afsagde derfor en kendelse der pålagde regeringen (mere specifikt justisminister og politi) at arrestere al-Bashir, så han kunne blive overdraget til ICC til retsforfølgelse. Regeringen nægtede og lod præsidenten rejse tilbage til Sudan. I oktober indbragte regeringen sagen for højesteret og erklærede at Sydafrika var villig til at trække sig ud af ICC hvis den ellers ville være pålagt at udlevere siddende statschefer.

Politibrutalitet og -overgreb er fortsat udbredt. 396 civile blev dræbt under politiaktioner i 2014-15. I november 2015 blev 8 tidligere politifolk idømt 15 års fængsel for mordet på den mozambikanske taxachauffør Mido Macia i 2013. Politifolkene havde bundet hans arme fast til kofangeren på en politibil og havde derefter slæbt ham efter bilen ad en asfaltvej.

I oktober rejste advokater sag mod 32 guldmineselskaber på vegne af flere tusinde guldminearbejdere ved landsretten i South Gauteng. Kravet var erstatning for de sygdomme - især silikose og tuberkulose - minearbejderne havde pådraget sig ved arbejdet i minerne.

Landet var præget af den værste registrerede tørke nogensinde. En kombination af vejrfænomenet el Niño og globale klimaforandringer. 2,7 mio. husstande manglede direkte vand og tørken ødelagde høsten, hvilket fik fødepriserne til at skyde i vejret. Majs steg 14%, brød 7% og æg 15%. I midten af 2016 var katastrofen så omfattende, at 15 lande i det sydlige Afrika slog sig sammen og anmodede verdenssamfundet om 2,8 mia. US$ i bistand til brødfødning af 40 mio. mennesker der var i umiddelbar fare for hungersnød. Selv om Afrika var hårdest ramt påvirkede el Niño og globale klimaforandringer alle 5 kontinenter. Danmark skar sin U-landsbistand ned til under 0,5% af BNP og brugte i stedet pengene på krig og indkvartering af flygtninge i Danmark. (Farmers bear brunt of South Africa’s severe drought: 'All we can do is pray', Guardian 17/11 2015; Southern Africa appeals for billions to cope with El Niño devastation, Guardian 26/7 2016)

Sydafrika besluttede i oktober 2016 at forlade ICC. Den umiddelbare årsag var den interne konflikt i landet mellem retsvæsenet på den ene side og regeringen på den anden. Den grundlæggende politiske årsag var, at ICC siden sin oprettelse var blevet en instrument for vestlige interesser og derfor ikke havde forfulgt eller behandlet omfattende vestlige krigsforbrydelser i Afghanistan, Iraq, Yemen, Sri Lanka eller Palæstina, men alene i Afrika. Får uger før den sydafrikanske udtræden, havde Burundi brudt med ICC. (South Africa to quit international criminal court, Guardian 21/10 2016).

Sydafrika står i dag i en vanskelig politisk og økonomisk situation. Mandela og ANC betalte en høj pris til den hvide minoritet for at sikre en nogenlunde fredelig overgang fra apartheidstyre til parlamentarisk demokrati. Den hvide minoritet fik i vid udstrækning lov til at bevare sine økonomiske privilegier. Men denne alliance med den hvide minoritet begrænsede samtidig mulighederne for omfordeling til fordel for den sorte flertalsbefolkning. Det økonomiske grundlag for sociale ydelser til denne del af befolkningen og skabelsen af flere arbejdspladser er derfor begrænset. Konsekvensen har været, at frustrationerne i den sorte flertalsbefolkning er stigende, hvilket bl.a. giver sig udslag i høj kriminalitet. Den langsomme omfordeling af landets rigdomme og den stigende frustration kan i løbet af nogle år blive en bombe under ANC's fortsatte greb om magten i Sydafrika.

A.J. og Guia del Mundo


 

Internet

Afrika Kontakt
Index on Africa - relevante links (engelsk)
Nyheder på engelsk (Africa News Online)
Political ressources on the Net (South Africa)
Amnesty International Annual Report 2016 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch World Report 2016 (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
South Africa Tourism (engelsk)