Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Firkantens Byggelegeplads, i daglig tale «Byggeren» (1973-80). Byggelegeplads midt i det tæt befolkede kvarter «Sorte Firkant» på Nørrebro i København. Revet ned under politibeskyttelse på begæring fra Socialdemokratiet og det øvrige flertal i Københavns Borgerrepræsentation i de sidste dage af april 1980 og begyndelsen af maj. Kulminationen på 7 års kamp for bedre forhold for kvarterets børn endte i massearrestationer, en omfattende mobilisering på Nørrebro, mange sårede og at politiet erklærede bydelen i undtagelsestilstand og suspenderede Grundloven.

Baggrunden

Den indre del af Nørrebro bestod frem til 1960'erne næsten udelukkende af dårlige spekulationsejendomme, der var opført i slutningen af det 19. århundrede for at huse de mange bønder, der strømmede ind til hovedstaden for at blive arbejdere. Der var i mange tilfælde tale om 5-6 etagers ejendomme i en dårlig forfatning med små to-værelsers lejligheder. Det var tætte karreer med 2. og 3. baggård og i mange tilfælde brandfarlige korridorejendomme. I slutningen af 60'erne indledtes diskussioner om sanering af de gamle karreer, og i første omgang drejede debatten sig især om de allertætteste karreer i «Sorte Firkant» - kvarteret omkring Blågårds Plads. Kommunens plan var at skabe et nyt kvarter med moderne faciliteter og boliger, og allerede i 1967 blev der vedtaget en sanerings- og nybygningsplan for området.

Kvarterets indbyggere var dog dybt skeptiske overfor politikerne, og frygtede at de nye boliger ikke ville blive til at betale for de gamle beboere. Historien har givet denne skepsis ret. Kun få fik råd til at flytte ind i de nye lejligheder og Socialdemokratiet gik senere åbent over til at tale om nødvendigheden af at skifte de gamle beboere ud med bedre skattebetalere. Saneringspolitikken skulle ikke blot ramme bygningerne men også beboerne.

Allerede fra starten af 60'erne eksisterede der i kvarteret derfor omfattende utilfredshed med planerne og mistillid overfor politikkerne. Først i 1972 blev saneringen af det område der skulle blive til Byggeren gennemført - udfra planerne der var blevet vedtaget allerede i 67. Nybyggeriet trak ud og i mellemtiden blev området - de såkaldte «centrale tomter» - omdannet til parkeringsplads for handlende bilister i kvarteret.

1973 Byggeren opstår

En sommersøndag i juni 1973 holdt Nørrebros Beboeraktion (NB) fest på tomten, og midt under festen kørte en lastbil med brædder, søm og værktøj ind på pladsen. I løbet af søndagen rejste beboerne nu en byggelegeplads for kvarterets unger, og den fik navnet «Firkantens Byggelegeplads», eller i daglig tale «Byggeren». Legepladsen blev hurtig populær blandt kvarterets børn. Især børn af indvandrerfamilier der hverken havde penge eller tradition for at sende børnene i institution. En undersøgelse i 1979 viste, at 40 børn var egl. indskrevet på Byggeren mod et lille kontingent, men omkring 100 børn brugte dagligt legepladsen. Over en måned havde 185 forskellige børn brugt legepladsen og heraf var 1/3 indvandrerbørn.

Byggeprojektet trak fortsat ud og efter pres fra familier hvis børn brugte legepladsen samt NB besluttede Borgerrepræsentationen i maj 1974 at anerkende Byggeren som kommunal institution. Samtidig fik den en bevilling på ½ million kr, og der blev ansat pædagoger til at arbejde med børnene. Samtidig lagde kommunen dog vægt på, at der var tale om en midlertidig institution, der måtte vige, når byggeplanerne kom på plads.

Byggeren blev dog mere permanent, end kommunen havde forestillet sig. I 1975 erklærede Boligministeriets ekspert i byplanspørgsmål, at han ikke kunne godkende det planlagte projekt pga. manglende friarealer, den høje udnyttelsesgrad og fordi projektet stred mod byplanvedtægten. Spekulationsbyggeriet måtte lægges i skuffen. Dette skabte ro, og fjernede den usikkerhed der indtil da havde været omkring projektet. Byggeren blev i stigende grad en fast institution i beboernes bevidsthed og for børnene et tiltrængt frirum og uundværlig del af dagligdagen.

Men kommunen havde ikke opgivet byggeplanerne. I februar 1977 fremlagde overborgmester Egon Weidekamp en såkaldt «helhedsplan» for byfornyelsen af indre Nørrebro, og som led i denne plan skulle området hvor Byggeren lå dækkes af boligbyggeri og «friarealer». Planen blev vedtaget i 1978, men allerede året forinden havde NB igangsat en kampagne mod «Egons plan». Kampagnen lagde vægt på at hindre nybyggeriet og den fortsatte udsanering af kvarterets beboere. I stedet skulle der sættes ind for at sikre mere lys og luft, bevarende moderniseringer og bedre institutionsdækning. Herunder skulle der bygges en svømmehal, et bibliotek og et socialcenter. Endelig slog NB til lyd for en mere nænsom saneringspolitik, hvor det kun var de dårligste ejendomme, brandfællerne og 2/3. baggård der blev revet ned.

1977 Todesgade ryddes. Kommunen spiller med musklerne

Samtidig optrappedes konflikten mellem kommunen og beboerne i området. I juni 77 besluttede kommunen at lukke den 6 år gamle midlertidige børneinstitution i Todesgade - op til Byggeren. Den skulle vige pladsen for boliger. Selv om Kooperativ Byggeindustri måtte indrømme, at byggeriet tidligst kunne gå i gang i efteråret 1978, ønskede socialdemokraterne i kommunen at trumfe deres magt igennem. Institutionen blev formelt lukket 5. august, men samme dag blev den besat af aktivister fra NB. Den 15. august forsøgte håndværkere fra kommunen at fjerne institutionen under et opbud af 300 betjente, men over 1.000 beboere hindrede rydningen. Efter flere måneders besættelse genåbnede beboerne institutionen, der dog kun får lov til at fungere en måneds tid. Tidligt om morgenen den 10. januar 78 banede en endnu større politistyrke vej for at institutionen kunne fjernes.

Begivenhederne blev en generalprøve på Byggeren godt 2 år senere. Kommunen var fuldt bevidst om, at opbakningen omkring Byggeren var endnu større end omkring Todesgade, og at situationen derfor let ville kunne komme helt ud af kontrol. Kommunen kunne have bøjet af og være begyndt at praktisere det demokrati, der officielt skulle være omkring byplanernes udformning, men den ønskede konfrontation. Det skal også bemærkes, at i denne periode havde venstrefløjen i kvarteret til venstre for Socialdemokratiet en opbakning der lå langt over 50 %. Socialdemokraterne på rådhuset så derfor ikke blot konflikten som en konflikt med beboerne om deres børn i området, men som en konflikt med politiske modstandere. I december 1979 blev «Helhedsplanen» godkendt i Borgerrepræsentationen med stemmerne fra Socialdemokratiet, de konservative, centrumsdemokraterne og venstre, mens VS, SF, de radikale og retsforbundet gik imod. DKP undlod at stemme. DKP's rolle var ikke uinteressant. NB var blevet sprængt allerede i 1975 mellem en Tømrergade fraktion, der var DKP domineret og en Blågårdsgade fraktion, der var VS domineret. NB-Blågårdsgade støttede Byggeren, men Tømrergade var imod. Socialdemokratiet udnyttede til fulde denne splittelse i beboeraktionen.

Flere organisationer støttede i en periode et forslag om, at Byggeren skulle «indpasses i nybyggeriet» - altså ikke ryddes fuldstændig. Denne løsning fik også støtte fra bl.a. de lokale afdelinger af Socialdemokratiet og DKP, og VS' byplanborgmester Villo Sigurdsson indførte derfor en klausul i byggetilladelsen om, at Byggeren skulle indpasses i nybyggeriet. Denne forhindring løste overborgmester Weidekamp ved at fratage Sigurdsson myndigheden over byggeriet og udstede en byggetilladelse, der indebar Byggerens totale rydning.

Heller ikke en prøveafstemning blandt kvarterets beboere der gav 80 % for bevarelse af Byggeren gjorde indtryk på kommunen. «Demokratiet er ikke baseret på dørklokkebesøg», erklærede socialborgmester Pelle Jarmer.

1980 Byggeren ryddes

I februar 1980 indleder kommunen angrebet på Byggeren. Medarbejdere på legepladsen og forældre orienteres om, at legepladsens areal skal halveres senest 28. marts for at give plads for nybyggeriets første fase. Resten af Byggeren kan i så fald blive liggende til 1. april 1981. I modsat fald vil hele Byggeren blive ryddet senest 1. april 80. Diktatet afvises af både forældre og medarbejdere.

Den 24. marts møder kommunen op med håndværkere for at gennemføre rydningen af byggerens ene halvdel, men mødes af blokade fra beboernes side. Da medarbejderne samtidig nægter at flytte arbejdssted til en nærliggende gymnastiksal i Gartnergade fyres 2 umiddelbart, og 4 trækkes i Arbejdsretten tiltalt for arbejdsvægring for kort tid senere også at blive fyret. Blokaden fortsætter gennem marts og april, men den 22. april foretages rydningen af legepladsens ene halvdel - under beskyttelse af 800 betjente. Da politiet har trukket sig tilbage, flytter flere hundrede børn og voksne legeredskaberne tilbage på det ryddede områder og genetablerer Byggeren i sin fulde udstrækning.

Den 29. april indleder kommunen sin totalrydning af området. Under et massivt politiopbud kører arbejdere fra Midtsjællands Nedrivningsselskab ind i legeredskaberne, hvor aktivister må springe for livet for at undgå at blive dræbt. Flere tusinde beboere og aktivister danner nu blokader og spærrer Nørrebrogade og Åboulevarden. Selvom der er tale om fredelige aktioner, slår politiet hårdt til og mange må på skadestuen med hjernerystelser og andre skader. Omkring 70 arresteres og sigtes for «gadeuorden» eller «vold mod embedsmand i aktion». 14 isolationsfængsles for en uge som led i politiets efterforskning. Da politiet trækker sig tilbage, går tusind beboere og børn i gang med at genopbygge legepladsen med materialer fra den nærliggende byggeplads.

30. april er der relativt roligt på Byggeren, men Nørrebrogade er fortsat spærret af blokader, der er en konsekvens af den voldsomme harme i kvarteret over kommunens og politiets voldsomme fremfærd. Barrikaderne fjernes dog hen på eftermiddagen. Borgerrepræsentationen indkaldes til et hastemøde om Byggeren den efterfølgende mandag d. 5. maj. Så lang tid får Byggeren dog ikke lov at overleve.

Den 2. maj trænger en stor politistyrke ind i kvarteret, hvor den kræver barrikaderne i gaderne omkring Byggeren fjernet. Samtidig lover politiet NB ikke at røre selve Byggeren før efter mødet i Borgerrepræsentationen om mandagen. Allerede senere på dagen brydes løftet dog, da den ene halvdel af legepladsen ryddes. Under opdækning fra over 1000 betjente ryddes resten af Byggeren dagen efter den 3. maj. Hele kvarteret eksploderer i vrede, og hen over eftermiddagen og aftenen kommer det til konstante sammenstød mellem beboere og politi. Men denne gang har politiet ændret strategi. Som politiinspektør Anders Egetved Sørensen udtaler til radioavisen er «fløjlshandskerne blevet lagt på hylden». Der skal ikke længere foretages arrestationer. I stedet jager politi med hunde, køllesvingende uro-betjente og motorcykelbetjente beboerne på Nørrebrogade og i sidegaderne.

Politiet erklærer området i undtagelsestilstand og sætter Grundloven ud af kraft: «Vi vil ikke acceptere lovløse tilstande i byen. Og vi vil ikke lægge fingrene imellem. Vi kan ikke garantere Deres sikkerhed, og vi vil ikke acceptere, at de samler dem. Opløb vil blive splittet med magt. Vi agter at rydde gaden. Vi vil ikke acceptere denne samlen, og alt vil blive betragtet som opløb», lyder det fra politiets højttalervogne om aftenen. NB indkalder samme aften til Folkemøde på Skt. Hans Torv 1 km fra Byggeren, men også dette møde opløses af store politistyrker.

Den 5. maj går 10-15.000 mennesker i demonstration fra Blågårds Plads til Rådhuspladsen for at demonstrere mod rydningen af Byggeren. På Borgerrepræsentationens ekstraordinære møde fremlægger VS, SF og de radikale forslag om fordømmelse af overborgmester Weidekamps metoder, men nedstemmes. På forslag fra DKP vedtager Borgerrepræsentationen på et møde den 8. maj at flytte «Byggeren» til en tom grund ved Kapelvej. Hele området holdes fortsat i politiets jerngreb, og allerede fra 6. maj går håndværkere under politibeskyttelse i gang med byggeriet på grunden - trods blokader fra NB's side. I et sidste desperat forsøg på at vende udviklingen, gennemfører forskellige grupper den 12. maj aktioner, hvor hovedfærdselsårer bliver blokeret og togdriften indstillet. Men kampen er reelt tabt. Den 13. maj ophæver NB sin blokade af byggeriet. Kvarterets byggelegeplads og frirum for børn må vige pladsen for boligbyggeri. Eneste tilbageværende åndehul er nu den nærvedliggende Folkets Park.

Optakten på voldsspiralen

Konflikten om Byggeren trækker nogle skarpe skel op mellem på ene side socialdemokrater som ønsker bedre boliger på Nørrebro, som ikke forstår modstanden mod dette, som ikke ønsker tillade demokrati i forbindelse med byplanarbejdet, og som endelig ønsker et opgør med den aktivistiske venstrefløj på Nørrebro. Og på den anden side en lokal venstrefløj der dels er splittet, dels søger at bevare kvarteret som bosted for dets oprindelige beboere, skabe bedre offentlige service og skabe frirum for børnene. I dette opgør har kommunen «ordensmagten» på sin side og kan derfor med vold tvinge sin vilje igennem. Men i den forstand bliver kampen om Byggeren også startskuddet for 80'ernes kampe mellem politi og BZ'ere, der kæmper for deres frirum. Det er lykkedes socialdemokrater og politi at starte en voldsspiral, der først kulminerer den 18. maj 1993, da politiet skyder ind i menneskemængden på Skt. Hans Torv. Præcis præcis 13 år efter at politiet samme sted voldeligt havde opløst en fredelig protestdemonstration til fordel for Byggeren.

A.J.