Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Auguste Blanqui

Blanqui (1805-1881) var det 19. århundredes mest utrættelige revolutionære, med en politisk profil hvor den bevidste revolutionære elite står centralt. Af sine 76 år tilbragte han 33 i fængsel, som følge af sin revolutionære og konspiratoriske virksomhed. Han var teoretisk svag, men i hans praksis viser han sig som et bindeled mellem Babeuf og Lenin. I sine mange bevægelser fulgte han altid de samme principper: Hemmeligt medlemskab, fremhævelse af medlemmernes kvalitet snarere end kvantitet, streng centraldirigering, træning i våbenbrug. Han havde ingen tro på et masseparti eller parlamentariske bevægelser. Han havde heller ikke nogen forestilling om, hvordan samfundet skulle organiseres efter revolutionen, bortset fra at han mente, det var nødvendigt med arbejderklassens diktatur i en overgangsfase, før staten kunne erstattes af producentsammenslutninger.

I marxistisk terminologi er «blanquisme» blevet betegnelse for «venstreafvigelse». Rosa Luxemburg kritiserede Lenin for at have begået denne afvigelse, og hendes fremstilling af Lenin som blanquist er et klassisk dokument i socialismens historie. Også Marx er blevet karakteriseret som blanquist, særlig på grund af et midlertidigt samarbejde med blanquisterne omkring 1850, da han også for første gang tog udtrykket «proletariatets diktatur» i anvendelse. Det er alligevel hævet over enhver tvivl, at Marx både i skrifter og i praksis tog skarpt afstand fra tanken om hemmelige sammensværgelser, selvom det nok også er rigtigt, at han ikke havde tænkt dybt og klart omkring de organisationsteoretiske og strategiske spørgsmål, som senere marxister blev tvunget til at gøre.

I 1880 stiftede Blanqui et tidsskrift med en titel, der er blevet et fast begreb i arbejderbevægelsens historie: «Ni Dieu ni Maître» (Hverken Gud eller herre).

J.E.