Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Rousseau (1712-1778), fransk filosof og forfatter. Født i et håndværkerhjem i Genève. I 1728 flygter han til Savoyen, hvor han kommer i kontakt med Madame de Warens, med hvis hjælp Rousseau kaster sig over musikken. I 1741 tager han til Paris for at prøve lykken. Efter et kort ophold i Venedig, som sekretær for den franske ambassadør, kommer Rousseau i kontakt med oplysningsfilosofferne omkring den store franske encyklopædi, som Rousseau også selv bidrager til med artiklen «Den politiske økonomi» (1755). I 1750 vinder han førsteprisen med en besvarelse af et prisspørgsmål udsat af Akademiet i Dijon, som skabte både opstandelse og sensation. Der er tale om «Afhandling om videnskaberne og kundskaberne». I 1753-54 besvarer han påny et prisspørgsmål herfra med «Afhandling om ulighedens oprindelse og grundlæggelse blandt menneskene» (1755). Efter et kort ophold i Genève udgiver han i 1762 sit politiske hovedværk «Samfundspagten». Rousseau har skrevet flere musikstykker og en række romaner og selvbiografiske værker, hvor man særligt skal nævne værket «Emile» fra 1762 om børneopdragelse. «Samfundspagten» og «Emile» skabte imidlertid en sådan modstand, at Rousseau i 1762 måtte gå i landflygtighed, og indtil sin død måtte han ustandselig skifte opholdssted.

De to afhandlinger er på mange måder et opgør med oplysningen. Rousseau har ikke tillid til fornuftens evne til at skabe en bedre verden. Det naturlige menneske var blot et ensomt levende dyr, som man ikke kunne stille nogen moralske krav til. Det havde meget små behov og en meget begrænset horisont. Forskellige vanskeligheder tvinger det imidlertid til at samarbejde med andre mennesker og udvikle redskaber til at forsørge og forsvare sig. Som led i denne udvikling udvides dets horisont, fornuften modnes og bevidstheden om andre mennesker opstår. Dette er forudsætningen for moralen, men også for stolthed, hovmod, misundelse og ydmygelse, eftersom de nu kan sammenligne sig med hinanden. Mennesket bliver også klar over, hvilke umådelige muligheder det har for at opfinde nye bekvemmeligheder og tilfredsstille nye behov, hvilket gør mennesket grådigt og magtsygt. Det naturlige menneske søgte kun at overleve og tilfredsstille sine beskedne behov, samtidigt med at det følte en naturlig medlidenhed med andre væsner, mens de fornuftige mennesker undertrykker og bekriger hinanden af ærgerrighed og magtsyge. Det er nok fornuften, der gør os til moralske væsner, men det er også fornuften, der vækker vores lidenskaber, som fuldstændig kvæler vores naturlige medlidenhed.

Den naturlige frihed og lighed mellem mennesker er gået tabt med fornuftens udvikling, men Rousseau mener det er muligt at genskabe denne frihed og lighed med fornuftens hjælp, selvom han ikke er særlig optimistisk med hensyn dens virkeliggørelse. Det er dette han forsøger at vise i «Samfundspagten». Samfundspagten har følgende ordlyd: «Enhver underlægger sin person og hele sin kraft fællesviljen og medtager i sit hele hver medlem som en uendelig del af det hele.» Teorien om fællesviljen udvikler Rousseau første gang i artiklen «Den politiske økonomi»: «At erkende fællesviljens indhold fordrer at man begynder med sig selv, og uddrager det fra ens vilje, som er ens særinteresse. Man skal søge de motiver, som har bragt folk sammen i samfundet. Man vil der finde, at dette er sikringen af ejendom, liv og frihed for hvert medlem under alles beskyttelse.»

Rousseau udsendte med vilje «Emile» samtidigt med «Samfundspagten», thi et frit samfund må befolkes med frie mennesker. Målet med børneopdragelsen er at forme frie mennesker, der er i stand til at tage vare på sig selv. Dette kan man kun gøre ved at behandle dem som frie mennesker og tage hensyn til deres individuelle natur og evner. Rousseau var godt klar over, at det er illusorisk at opdrage mennesker til frihed i et samfund behersket af ulighed, men det er også illusorisk at tro, at man kan ændre samfundet uden frie mennesker, som er parate til at ofre sig for friheden. Man må gøre begge dele, derfor hører «Emile» og «Samfundspagten» også sammen.

M.J.