Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Økologi betegner læren om, hvordan de levende organismer, herunder menneskene, spiller sammen med deres omgivelser, dvs. hvordan organismerne får deres føde, slipper af med deres affaldsstoffer, hvad disse stoffer gør ved omgivelserne osv. Et centralt begreb i økologien er fødekæder. Hermed menes en kæde af organismer, der lever af hinanden, f.eks. alger, dafnier, småfisk, større fisk, rovfugle. I virkeligheden er det mere korrekt at tale om fødenet, idet hver organisme ofte indtager flere slags føde og også selv ædes af flere slags organismer.

Økologien er nyttig til at beskrive samspillene i naturen - herunder samspillet mellem menneskene og den øvrige natur. Økologien fortæller os, at vi skal tilbageføre de næringsstoffer til jorden, som vi fjerner, og at det ikke er nok blot at tilføre nogle enkelte stoffer, som det gøres via kunstgødning. Den fortælle os også, at det får konsekvenser, hvis vi udrydder nogle dyre- og plantearter. Naturen er ikke blot et tag-selv-bord, hvor vi kan bevare de arter, vi ønsker og udrydde de andre - netop fordi arterne er forbundet til hinanden i de nævnte fødekæder eller -net.

Miljøpolitik fra 1970 til i dag

I tiden op til 1970 stod de vestlige lande med miljøproblemer, der i høj grad lignede dem, der ses i Østeuropa og u-landene i dag. Dvs. en meget synlig og mange steder direkte sundhedsskadelig forurening af luft, vand og jord. Miljøproblemerne blev rejst på linie med en række andre problemer i det, der er blevet kaldt ungdomsoprøret eller 68-oprøret. Således blev den første danske egentlige miljøorganisation NOAH dannet i 1969. Danmarks Naturfredningsforening er ganske vist meget ældre, men den beskæftigede sig dengang stort set kun med fredning. I 1973 blev miljøministeriet dannet, og i 1974 trådte den første miljølov i kraft. Miljøpolitikken drejede sig i hovedsagen om:

• at få sat filtre på skorstenene, der kunne tage den værste og mest synlige forurening, f.eks. sodpartikler
• at få renset den mest synlige spildevandsforurening, hvilket skete ved de såkaldte mekaniske rensningsanlæg, der fjerner større partikler
• at stoppe nedgravning og udledning af kemikalieaffald i og på jorden. Det skete gennem oprettelse af Kommunekemi og indførelse af pligt til aflevering af olie- og kemikalieaffald

Det var de såkaldte end of pipe løsninger. Dvs. at man tilrettelagde selve produktionen uden hensyn til miljøforhold, men så satte man nogle rensningsforanstaltninger i enden af produktionsprocessen. Man brugte endda også det forlængede rørs politik. Dvs. at man byggede højere skorstene, der spredte luftforureningen over større landområder, og længere kloakledninger, der førte spildevandet væk fra kysten og ud på mere åbent hav. Nu var det ikke længere noget problem at være nabo til f.eks. et stort kraftværk, idet forureningen nu var værst 50 eller 200 km fra kraftværket, afhængigt af vejrforholdene.

Kommuner og kratluskere

Med miljøloven lagde man hovedparten af kompetencen ud til amter og kommuner. Det gjaldt godkendelse af nye forurenende virksomheder, tilsyn med overholdelse af udledningskrav, tilsyn med vandløb og badevandskvalitet, tilsyn med aflevering af olie- og kemikalieaffald m.v. Det viste sig hurtigt at give problemer, idet kommunerne og amterne samtidig havde stor interesse i at bevare eller tiltrække arbejdspladser til deres lokalområde. Derfor var mange særdeles modvillige mod at stille miljøkrav eller forfølge virksomheder, der ikke overholdt kravene.

Derfor opstod det, der senere er blevet kaldt kratlusker-bevægelsen. Det var lokale miljøgrupper og enkeltpersoner, der holdt øje med de tilladelser, der blev givet, ankede dem til højere instanser, hvis de ikke var tilfredsstillende, samt holdt kommuner og amter til ilden mht. politianmeldelse af virksomheder, der overtrådte deres udledningstilladelser.

Sådanne grupper findes stadig den dag i dag, men har fået mindre betydning. Det skyldes, at der er sket en opstramning af det kommunale tilsyn, og specielt amterne og de store kommuner har fået opbygget ret stærke miljøafdelinger, der ser det som deres formål at beskytte miljøet, også selv om det kan genere lokale virksomheder. Et vendepunkt var en aftale, der blev indgået i 1985 mellem den daværende miljøminister, Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen. Aftalen stillede nogle minimumskrav til det kommunale tilsyn. Der blev strammet væsentligt op på forholdene, men der er fortsat kommuner, der tager ret let på tilsynet med forurenende virksomheder. Her kan amterne være med til at påpege fejlene, men de har generelt ingen kompetence til at tvinge kommunerne til at føre et ordentligt tilsyn.

Det viste sig hurtigt, at det var utilstrækkeligt at fjerne den mest synlige forurening via skorstensfiltre og mekanisk spildevandsrensning. Luftforureningen fra kraftværker, biler og industri med de såkaldte sure gasser - svovl- og kvælstofoxider - medførte korrosion på bygninger m.v. og skader på søer og skove. Derfor indførte man i løbet af 80'erne rensning af de sure gasser. Spildevand forurenet af organiske stoffer og næringssalte - kvælstof/nitrat og fosfor/fosfat - medførte algeopblomstring og iltsvind. Først i vandløb, søer og fjorde, men efterhånden også i de indre danske farvande. Derfor indførte man i løbet af 80'erne mekanisk-biologisk spildevandsrensning, der fjerner organisk stof. Med vandmiljøplanen fra 1987 blev der i de følgende år installeret kvælstof- og fosforrensning. Den gavnlige virkning på vandløb og på havene blev imidlertid meget begrænset, idet man ikke lavede tilsvarende effektive indgreb over for landbrugets udledning af næringssalte.

Fra proces til produkt

Gennem rensningsforanstaltningerne over for industri og husholdninger fik man i høj grad styr på de direkte udledninger, de såkaldte punktkilder. Tilbage blev den diffuse forurening. Dels fra landbruget. Dels i form af at miljøfremmede stoffer stadig blev indbygget i produkterne. Der var derfor behov for et skift i fokus i miljøpolitikken.

Fra midt i 80'erne begyndte man at fokusere på renere teknologi og miljøstyring. Ved renere teknologi forstås, at man indbygger miljøhensyn i selve den måde produktionen tilrettelægges på - i valg af råvarer, energikilder og processer. Altså i modsætning til «end of pipe» løsningerne. Men det er en meget langvarig proces. Her i 2000 er den stadig langt fra slået igennem i fuldt omfang.

Renere teknologi begrebet kan illustreres med eksemplet PVC, der er en plasttype, der består af ca. 60% chlor. Når PVC brændes på et forbrændingsanlæg dannes saltsyre, og det medvirker sandsynligvis til dannelse af den farlige miljøgift dioxin. En «end of pipe» løsning ville være at fortsætte med at bruge PVC, men forsyne forbrændingsanlæggene med mekanismer, der renser for saltsyre og dioxin. En renere teknologi løsning vil være at erstatte PVC med en ikke-chlorholdig plast.

En anden form for renere teknologi er den såkaldte energi- og råstofhusholdning («good house keeping»). Hermed menes, at man indretter produktionen i lukkede kredsløb. Det betyder f.eks., at man på en virksomhed, der overfladebehandler metal, genanvender de bade, som metalelementerne dyppes i, i stedet for at sende de brugte væsker til Kommunekemi,

Endelig ønsker man også ved renere teknologi at minimere den affaldsmængde, der opstår ved produkternes bortskaffelse. Det kan gøres ved

• at fremstille produkterne af genbrugsmaterialer
• at lave produkter med længere levetid
• at indrette produkterne, så de er lette at reparere samt at adskille i enkeltdele, når de kasseres.

Sidstnævnte form for renere teknologi har imidlertid trange kår, idet den på flere punkter strider mod stærke økonomiske interesser. Der er tværtimod interesse i, at forbrugerne skal skifte deres produkter ud så tit som muligt. Dette fremmes ved hjælp af mode og ved hele tiden at markedsføre nye modeller med nye tekniske finesser. Man kunne sagtens lave computere, der kunne holde i mange år, men der er et massivt pres for, at man skal have de nyeste programmer, og disse kan oftest kun køres på de nyeste maskiner. Man siger, at computerne bliver teknologisk forældede. Hele discountbølgen med f.eks. billigt plastlegetøj, der holder meget kort tid, har været med til at øge affaldsproduktionen. Endelig er det blevet meget udbredt at anvende såkaldte kompositmaterialer, f.eks. folier, der består af flere lag af f.eks. papir og forskellige plasttyper. Disse kan typisk ikke genanvendes.

Miljøstyrelsen har i 1997 introduceret den såkaldte produktorienterede miljøpolitik, som tager konsekvensen af, at produkterne i dag er ansvarlige for en stadig større del af vores miljøproblemer. Senere beskrives de virkemidler, der kan anvendes i en sådan politik. Hidtil har den især koncentreret sig om at fremme produkter med lavere energiforbrug og med indhold af mindre miljøfarlige kemiske stoffer. Derimod har der hidtil været få initiativer, der har rettet sig imod affaldsminimering.

Miljøeksperter og grønne forbrugere

Ændringerne i miljøproblemernes karakter kan opsummeres som:

• Vi har bevæget os fra synlig til usynlig forurening - fra massiv forurening med enkelte komponenter til en diffus forurening med et utal af kemiske stoffer, hvis virkninger er helt eller delvis ukendte
• Tyngdepunktet har bevæget sig fra proces til produkt - fra udledninger fra virksomheder til affaldsproblemer og indbygning af miljøfremmede stoffer i produkter
• Miljøproblemerne er blevet internationaliseret - grænseoverskridende

Denne udvikling har medført ændrede betingelser for såvel miljøadministration som miljøorganisationer/græsrødder, som gerne vil arbejde for at beskytte miljøet:

• Der stilles stadig større krav til ekspertviden, der kan være modspil til industriens eksperter
• Det er blevet stadig mere nødvendigt at samarbejde over landegrænserne. Det gælder såvel nationalstaterne som miljøorganisationerne.
• Det er blevet vigtigere at tage miljøhensyn ved køb af varer end at holde øje med nabovirksomhedens udledninger. Dvs. den grønne forbruger er blevet et centralt element i miljøbevægelsen

Det globale miljø

Der har i løbet af de sidste 30 år langsomt bredt sig en erkendelse af, at kloden ikke er uendelig, og at vi derfor ikke kan bruge uanede mængder af ressourcer og udsende uanede mængder af affaldsstoffer. Det startede med to chok-terapier:

• fra sidst i 60'erne blev det klart, at brugen af sværtnedbrydelige giftstoffer i industri og landbrug truede en række dyrearter med udslettelse, og det blev yderligere klart, at mennesket kunne blive den næste truede dyreart, hvis man ikke sadlede om
• fra 1972 fandt de olieproducerende lande sammen om at begrænse olieproduktionen, hvilket åbnede folks øjne for den utrolige afhængighed af stadig stigende olietilførsler.

Disse to chok blev klarest udtrykt i to bøger, henholdsvis «Det tavse forår» fra 1969 og «Grænser for vækst» fra 1972. Den sidste fremlagde nogle prognoser for, hvornår f.eks. energi- og andre råstoffer ville slippe op. Det viste sig senere, at det ikke kom til at gå så galt, bl.a. fordi man rent faktisk begyndte at spare mere på råstofferne, og i dag er truslen om ressource-udtømning mindre akut end forureningsproblemerne. Dermed være ikke sagt, at ressourceproblemerne er løst.

Det globale miljø er blevet stadig mere truet de seneste årtier. Ikke sådan at forstå, at der ikke har været miljøproblemer før. Det har der i høj grad. Og på det lokale plan har de i mange tilfælde været værre, end de i dag er i den rige del af verden. Men det nye er, at miljøproblemerne er blevet globale:

• Brugen af bestemte kemiske stoffer har ført til, at ozonlaget er blevet udtyndet med øget hudkræft og skader på vegetation til følge
• Øgede udslip af CO₂ m.v. har ført til global opvarmning, som i værste fald vil kunne udslette lavtliggende lande i verden, føre til ændring af havstrømme, øget antal katastrofer som orkaner og stormflod
• De mange kemiske stoffer med ukendt effekt på miljø og sundhed anvendes i dag overalt på ofte ukontrolleret vis, og de mest sværtnedbrydelige har spredt sig til de fjerneste egne af kloden og økosystemerne.

På disse områder står den rige del af verden for den største andel af miljøtruslerne. F.eks. står OECD-landene for ca. 60% af CO₂-udslippene, selv om de udgør under 20% af jordens befolkning. Men samtidig er der fare for, at de fattige lande kommer til at gentage en række af de fejltagelser, som de rige lande har begået de seneste årtier, blot kan disse fejltagelser få endnu mere katastrofale konsekvenser pga. det langt højere befolkningstal i u-landene. Det gælder f.eks. vildt voksende storbyer med satsning på privatbiler og brug af kul og olie til energiproduktion. Samtidig gør vestlige firmaer ondt værre ved eksport til u-landene af pesticider og andre farlige stoffer, som er forbudte i hjemlandene.

Globaliseringen og miljøet

Samtidig med udviklingen af disse globale miljøeffekter er der en tendens til en globalisering i økonomien. Dvs. at virksomhederne vokser, og stadig flere producerer til et verdensomspændende marked. Der tales ofte om, at vi allerede har et globaliseret marked, men her skal man være opmærksom på, at de færreste af u-landene er integreret i det globale marked. Men ser vi på den rigere del af verden, inklusive de såkaldte asiatiske tigre, ser vi en international arbejdsdeling, hvor et industriprodukt kan bestå af komponenter, der er fremstillet vidt forskellige steder på jordkloden. Det betyder, at det er blevet stadig mere vanskeligt - men dog ikke umuligt - på nationalt plan at stille miljøkrav til industriprodukter. Der er udmærkede eksempler på, at Danmark eller enkelte andre lande stiller nationale krav til varer, f.eks. forbud mod visse særligt farlige stoffer. Det er lettere at håndhæve sådanne forbud, jo flere lande der indfører reglerne samtidig. EU er et godt forum til gennemførelse af sådanne regler, fordi EU i modsætning til andre organisationer, som kunne komme på tale, kan vedtage bindende regler samt håndhæve, at reglerne overholdes. Men ofte har det vist sig umuligt at komme igennem med tilfredsstillende regler, fordi flere lande har haft for store økonomiske interesser i de pågældende produkter. I disse tilfælde er det vigtigt, at der er enkelte lande, der er villige til at gå i spidsen og vise, at de strengere krav er gennemførlige.

Derfor eksisterer der fortsat en dobbelthed i miljøkampen: vi skal først og fremmest slås for at få internationale regler om spørgsmål, der er grænseoverskridende, men kan det ikke lade sig gøre, er det bedre end ingenting at tilkæmpe os nationale regler, som så senere kan trække andre med sig. Derfor er det afgørende, at de inter- og overnationale sammenslutninger som EU og WTO ikke hindrer de enkelte medlemslande i at gå i spidsen på miljøområdet.

Det er med andre ord vigtigt at være opmærksom på globaliseringen og ruste sig til at håndtere den. Men det er ligeså vigtigt ikke at blive handlingslammet og tro, at nationalstaterne og det lokale niveau har mistet sin betydning.

Internationale aftaler

Allerede i 1987 sagde FN's Brundtland-rapport «Vor fælles fremtid», at de rige landes CO₂-udslip skulle halveres, hvis vi skulle undgå en klimakatastrofe, samtidig med at der skulle være plads til, at de fattige lande kunne få en økonomisk vækst. Senere undersøgelser har vist, at en halvering sandsynligvis ikke er nok. Brundtland-rapporten formulerede målsætningen om bæredygtig udvikling, dvs. at kommende generationer skal have same muligheder for at udfolde sig, som vi har haft - med andre ord at vi ikke skal trække veksler på fremtiden.

I 1987 indgik man for første gang en forpligtende global miljøaftale på et relativt tungt område, nemlig Montreal-protokollen om begrænsning i brungen af ozonlagsnedbrydende stoffer. Afviklingen går alt for langsomt, men det var dog den hidtil mest succesrige internationale aftale. Dernæst blev der vedtaget en masse fine ord på verdens-miljøkonferencen i Rio de Jenairo i 1992, men ordene mangler at blive fulgt op med handling. Her hviler ansvaret først og fremmest på de rige lande, som dels må reducere deres egne bidrag til miljøproblemerne, dels må hjælpe de fattige lande finansielt og teknologisk til at løse deres problemer.

I 1996-97 blev der indgået to nye vigtige aftaler - Basel-konventionen om stop for rige landes eksport af farligt affald til fattige lande samt Kyoto-aftalen om reduktion i udslip af drivhusgasser. Begge aftaler er udtryk for fremskridt, men dog helt utilstrækkelige til at løse problemerne. Således indebærer Kyoto-aftalen kun reduktioner på 6-8% i de rige lande.

Landenes roller i disse internationale miljøspørgsmål har gennemgået en vis udvikling i løbet af 80'erne og 90'erne. Hvor langt de fleste i-lande i 80'erne modarbejdede miljøkrav, hvis de gik på tværs af deres kortsigtede økonomiske interesser, har EU-landene i nogen grad skiftet kurs i 90'erne og er begyndt at være drivende i, ganske vist moderate, miljømæssige fremskridt, samtidig med at EU-landenes forståelse for u-landenes interesser er vokset. Derimod står de fleste af de øvrige OECD-lande - USA, Australien og Japan - stadig på de gamle positioner. Hvor EU i 80'erne kun meget modstræbende accepterede nedskæringer i brugen af ozonlagsnedbrydende kemikalier, var EU drivende i at få såvel Basel-konventionen som Kyoto-aftalen igennem. USA har slet ikke tilsluttet sig Basel-konventionens krav om forbud mod eksport af farligt affald, gik kun yderst modstræbende med til sine 6% reduktion i Kyoto-aftalen, og USA har lige siden prøvet at undergrave Kyoto-aftalen, idet USA vil have ret til at købe CO₂-kvoter i andre lande og dermed undgå selv at skulle reducere sine udslip.

Der er også stadig felter, hvor EU er styret af kortsigtede og egoistiske interesser. Det gælder i høj grad på landbrugsområdet, hvor man stadig driver en betydelig overproduktion, hvoraf en del dumpes i de fattige lande til stærkt subsidierede priser, hvorved man i mange tilfælde kan udkonkurrere det lokale landbrug.

Modsætninger mellem i- og u-lande

I dag fremstår det ofte på de internationale konferencer, som om EU og enkelte andre i-lande presser på for større miljøhensyn, mens u-landene er modstræbende og kun interesseret i økonomisk vækst. Men bag denne overflade skjuler sig, at de rige lande på mange områder er særdeles protektionistiske, f.eks. med at holde u-landenes varer, især landbrugsvarer og tekstiler, ude af deres markeder, samtidig med at de kræver, at u-landene åbner deres markeder for såvel vestlige industrivarer som kapitalbevægelser, samt respekterer vestlige ophavs- og patentrettigheder. I dette klima er det klart, at u-landene ikke tager positivt imod miljøkrav fra vesten - f.eks. krav om at standse fældningen af regnskov eller standse brugen af de farligste pesticider - når de fleste vestlige lande samtidig gennem 90'erne har skåret ned på deres u-landsbistand.

Med andre ord vi kommer ikke væsentlige meget videre med miljøforbedringer i u-landene, med mindre de rige lande åbner deres markeder for u-landenes varer samt øger u-landsbistanden.

C.E.J.