Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Politik
     .  Økonomi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 89.199
: :
Økonomisk vækst

Økonomisk vækst som betegnelse blev først taget i brug efter 2. verdenskrig. Selve temaet er ikke nyt, og er historisk gået under betegnelsen økonomisk udvikling. Mens denne betegnelse dækkede over en meget bredere samfundsmæssig udvikling, har efterkrigstidens vækstbegreb haft et mere afgrænset, rent økonomisk indhold. Økonomisk vækst er blevet identificeret med den årlige stigning i BNP (bruttonationalproduktet).

Økonomisk vækst som målsætning

Økonomisk vækst har ikke været betragtet som noget mål i sig selv, men som et middel til at realisere vigtige samfundsmål. For det første vil økonomisk vækst øge adgangen til varer og tjenester, som kan benyttes til privat og offentlig forbrug. Et højt løbende forbrug har været betragtet som en vigtig faktor i bestræbelserne på at forbedre velfærden.

Dernæst er det en udbredt opfattelse, at økonomisk vækst og øgede forbrugsmuligheder vil være et middel til at forbedre indtægtsfordelingen. Tanken er, at det er politisk lettere at enes om at tildele størstedelen af konsumtilvæksten til lavindkomstgrupperne, end at overføre midler fra en gruppe til en anden indenfor en given økonomisk ramme.

For det tredje vil økonomisk vækst samtidig være et middel til at opbygge realkapitalen - investere - for at sikre produktionsgrundlaget for en fortsat fremtidig forbrugsøgning.

En fjerde udtalt målsætning er, at økonomisk vækst er et middel til at «udbygge vort land». Det identificeres med ting som udbygning af sundhedsvæsenet, transportsektoren, uddandelsestilbuddene, børnehaver o.l.

En femte begrundelse for økonomisk vækst er, at det er et middel til at sikre arbejde til alle. Høj økonomisk vækst indebærer et højt aktivitetsniveau i erhvervslivet. Derved kan efterspørgselen efter arbejdskraft samtidig blive stor nok til at sikre arbejde til alle. Et stærkt pres på arbejdsmarkedet som følge af høj økonomisk vækst bliver betragtet som middel til også at skaffe arbejde til grupper, som ofte har været tilsidesat i arbejdslivet: Kvinder, unge, ældre og handicappede. Indenfor det kapitalistiske system fremsættes ofte påstanden om, at den økonomiske vækst ikke kan ligge under et vist minimumsniveau, dersom vi ønsker fuld beskæftigelse. Stærk økonomisk vækst har i efterkrigstidens politiske debat fremtrådt som en forudsætning for at kunne løse vore højest prioriterede samfundsopgaver.

Økonomisk vækst har politisk fungeret som et overordnet samfundsmål, som har kunnet forene brede politiske grupperinger, og har opnået en fast forankring som et positivt træk ved samfundsudviklingen.

Hvordan skabes økonomisk vækst?

Traditionelle forklaringsfaktorer for den økonomiske vækst har været adgang til arbejdskraft, realkapital, naturressourcer og det teknisk-organisatoriske niveau. Den grundlæggende ide i den mest fremtrædende økonomiske vækstteori efter krigen har været, at en kapitalistisk økonomi kan sikre en høj, jævn økonomisk vækst. Afvigelserne fra denne jævne vækstudvikling vil være små, tilfældige og næppe selvforstærkende. Denne økonomiske vækstteori består af fire grundlæggende elementer, som vi ofte genfinder i den politiske debat omkring økonomisk vækst.

For det første beskrives en teknisk produktionssammenhæng, som angiver effektiviteten i at producere varer og tjenester med en given tilgang til realkapital, arbejdskraft og naturressourcer. Dernæst understreges betydningen af, hvordan effektiviteten, teknisk-organisatorisk niveau, udvikler sig over tid. Det tredje moment har tilknytning til debatten om opsparing. Gennem høj opsparing kan man sikre adgangen til ressourcer til investeringer, som øger tilgangen til realkapital. Det fjerde moment drejer sig om befolkningsudviklingen og tilgangen til arbejdskraft. Arbejdskraftens betydning for væksten drøftes ofte i sammenhæng med sikringen af et højt uddandelsesniveau for at mestre de teknologiske nyskabelser.

Af disse fire momenter i vækstteorien viser det sig i alle undersøgelser, at den teknologiske udvikling under alle omstændigheder står for ikke under 50% af den årlige økonomiske vækst. For hurtigt at kunne tage teknologiske nyskabelser i brug understreges betydningen af at fastholde høje investeringer. Dette bruges som argument for, at vi må øge opsparingen. En måde at øge opsparingen på er gennem en økonomisk politik, der lægger op til en lav vækst i både offentligt og privat forbrug. Derved bliver der mulighed for at foretage omfattende investeringer, hvilket igen skaber høj økonomisk vækst. I et samfund hvor man ønsker høj økonomisk vækst, vil man forsøge at presse det private og offentlige forbrug ned til det minimale og benytte de frigjorte midler til at opbygge realkapitalen.

I en økonomi med en veludbygget økonomisk planlægning vil den offentlige sektor have betydelig indflydelse på den økonomiske vækst, fordi den disponerer over en række virkemidler - skattepolitik og kreditpolitik - som kan påvirke forholdet mellem forbrug og investeringer. Det offentlige vil indirekte også have indflydelse på væksttakten, ved at det har ansvaret for at sikre fuld beskæftigelse. Et vigtig middel i den henseende er at skabe en høj efterspørgsel efter forbrugsvarer og investeringer. Totalt set skal denne efterspørgsel så skabe et aktivitetsniveau, som sikrer at alle kan få arbejde.

Tilgangen til naturressourcer har ikke indtaget nogen større plads i efterkrigstidens vækstteori eller i vækstdebatten. Siden 1970'erne er man blevet mere opmærksom på muligheden af fremtidig knaphed på visse naturressourcer. Dette har ført til, at naturressourcerne har fået en større plads i vækstteorien og er blevet mere central i debatten om økonomisk vækst. Problemet behandles i teorien på den ene side som et kapløb mellem stigende realkapital og på den anden teknologisk udvikling og vanskeligere tilgængelige ressourcekilder. Som middel i kampen mod ressourceknaphed får investeringerne og den teknologiske udvikling derved øget betydning i vækstsammenhæng.

Økonomisk vækst i et kapitalistisk system

Nyinvesteringer og teknologisk udvikling - eller udviklingen af produktivkræfterne - står centralt i forklaringen af den økonomiske vækst, og vi skal derfor gå lidt nærmere ind på denne forklaringsfaktor. I en kapitalistisk økonomi er den teknologiske udvikling den vigtigste konkurrenceparameter til at holde lønudgifterne nede. Stadige nyinvesteringer i teknologi øger produktionsudbyttet per arbejder, og dette afgør producentens eksistens eller udradering på markedet.

Indenfor en enkelt branche vil der være en tendens til, at den producent som ikke formår at skabe et så stort overskud eller kreditværdighed, at han kan skaffe sig det bedste teknologiske udstyr, vil bukke under i konkurrencen. Blandt brancherne er tendensen, at de der har færrest muligheder for teknologisk udvikling, vil være mindre ekspansive end dem, som gennem teknologiske udvikling kan fastholde lave priser på sine varer. Den teknologiske udvikling er således et nødvendig resultat af det kapitalistiske system.

På den anden side konkurrerer producenterne også om forbrugernes interesser med et stort markedsføringsapparat. Øgningen af forbrugernes købekraft er en betingelse for, at producenterne kan få afsat den stigende varemængde, de sender på markedet. Så længe tilgangen til arbejdskraften øges og tendensen er udviklingen af en teknologi, som øger produktionen per arbejder, vil varemængden øge. Forbrugernes købekraft må øges tilsvarende, hvis man ikke skal få afsætningsproblemer.

På den ene side er producenterne tvunget til at kæmpe for at skaffe sig så stor en del af de disponible midler som muligt til investeringer. På den anden side er producenterne afhængige af, at de alligevel ikke har held i denne kamp, således at forbrugernes købekraft bliver for lav til at sikre afsætningen. Dette problem har fået betegnelsen overproduktionskrise. Den økonomiske planlægning har balanceringen af varetilgang og købekraft som et af sine mest centrale arbejdsområder.

Indenfor et kapitalistisk system har vi påvist, at der skabes en teknologisk udvikling, som øger produktionen per arbejder. Vi har endvidere påpeget det offentliges ansvar for at sørge for en efterspørgsel, som sikrer fuld beskæftigelse. Øget produktion per arbejder og arbejde til alle må til sammen resultere i økonomisk vækst, og dette bruges ofte som begrundelse for, at systemet har en indbygget dynamik mod kontinuerlig økonomisk vækst.

I den marxistiske forklaringsmodel på den økonomiske vækstproces - udvidet reproduktion - vil de momenter der er nævnt i de to foregående afsnit - udvikling af produktivkræfterne og overproduktionskrisen - indgå som centrale elementer. Andre vigtige elementer i denne model er den klarere opdeling i klasser og beskrivelsen af hvordan værdiskabelsen fordeles mellem klasserne. Producenternes profitmotiv træder frem som et vigtig element i forklaringen af ustabilitet i systemet. Dette skyldes svingninger i investeringviljen, som er et af de vigtigste momenter bag konjunkturudviklingen.

Hvis man har forventninger om dårlige tider og at kapitalen ikke vil kaste megen profit af sig, vil producenterne udvise lav investeringsvilje. Dette sænker efterspørgslen efter investeringsvarer og man får derved ledig kapacitet og vil fyre arbejdere. Købekraften og efterspørgslen vil derved gå ned - hvis forsikringssystemet ikke er godt udbygget - hvilket vil sænke investeringslysten yderligere. På den måde kommer økonomien ind i en depressionsspiral.

Ved siden af disse nye elementer er de fire tidligere nævnte forklaringsfaktorer fortsat væsentlige for forklaringen af den økonomiske vækst: Sammenhængen mellem produktionsresultatet og indsatsen af produktionsfaktorer, teknologisk udvikling, andelen der bliver sparet op og stillet til disposition for investeringer samt beskæftigelsestilgangen.

Vækstmekanismer i det sociale system

Bruttonationalproduktet er et begreb, som har været udsat for megen kritik. Det er et grundlæggende begreb indenfor den økonomiske vækstteori. Et forsøg på at redde vækstteorien består i at definere de rene økonomiske størrelser som isoleret fra en række af de sociale komponenter, som uvægerligt angår velfærdsudviklingen. Derved har man opnået at betragte den økonomisk vækst isoleret fra et videre socialt perspektiv. Hovedårsagen til at dette redningsforsøg ikke kan accepteres er det tætte samspil vi finder mellem de økonomiske størrelser og hele det sociale system. Dette samspil er komplekst og uoverskueligt, men vi skal her gribe fat i fem momenter, som vi skal kalde for økonomiske vækstmekanismer.

De hænger alle sammen med den måde, markedsmekanismen virker på, og de bidrager alle til at fremme den økonomiske vækst. Hensigten er at vise hvordan disse vækstfremmende mekanismer også øver indflydelse på vigtige politiske målsætninger.

1. Efter første verdenskrig blev et af vore vigtigste mål en stærkere tilknytning til det internationale varebytte. Det var et middel til at fremme stærk økonomisk vækst i en genopbygningsperiode. Gennem international arbejdsdeling og specialisering kunne vi koncentrere os om at opbygge produktionssektoren, hvor vi havde specielle konkurrencefortrin. For produktionsoverskuddet kunne vi bytte til os varer, vi ikke selv producerede. Denne specialisering vil alt andet lige give en højere økonomisk vækst.

Styringen af økonomien efter 2. verdenskrig tog efterhånden mere sigte på at bidrage til at tilpasse et «sundt» erhvervsliv til en hård international konkurrence. Derved blev udviklingen af vigtige sider af samfundsudviklingen overladt til verdenssamfundets spilleregler. Vi har ikke længere frihed til at vælge vore overordnede målsætninger og tage styringsmidler i brug for at realisere dem. Vor økonomis åbenhed gør os stærkt udsatte for konjunktursvingninger og de internationale reguleringer begrænser de styringsredskaber man kan tage i brug for at sikre fuld beskæftigelse.

2. I en stærk international konkurrence er vi tvunget til at prioritere privatøkonomisk lønsomhed højt. Arbejdsmiljøloven pålægger virksomhederne at betale udgifterne ved udviklingen af et arbejdsmiljø, som er sundhedsmæssigt forsvarligt, giver arbejdsindhold og tryghed. Denne udgiftsøgning for virksomhederne er et skridt i retning af det, vi kan kalde for samfundsøkonomiske lønsomhedsmål.

Pointen er, at selv om vi skulle prioritere denne udvikling mod bedre arbejdsmiljø højt, så er det begrænset hvor langt vi kan gå af hensyn til den internationale konkurrenceevne. Hvis verdenssamfundet prioriterer strengt privatøkonomiske lønsomhedsmål, så kan ikke vi realisere vore samfundsøkonomiske lønsomhedsmål uden fare for nedlæggelser og arbejdsløshed. Udviklingen af et godt arbejdsmiljø må samtidig være et samfundsmål som gælder for vore konkurrenter.

Privatøkonomiske lønsomhedsmål som kriteriet for sammensætningen af den årlige kapitalakkumulation til forskellige produktionsformål, er et middel til at fremme den økonomiske vækst. Ved politiske beslutninger som fremmer samfundsøkonomiske lønsomhedsmål, kan vi få en lavere økonomisk vækst, men samtidig opnå visse andre overordnede samfundsmål. Indenfor et internationalt konkurrencesystem er det begrænset hvor langt vi kan gå i udviklingen af sådanne samfundsøkonomiske lønsomhedsmål.

3. Den økonomiske vækstproces medfører store ændringer i erhvervsstrukturen. I 1950 var beskæftigelsen indenfor landbrug, skovbrug og fiskeri 30% af den totale beskæftigelse. I 1975 var andelen gået ned til 10%. Det er forskellige typer af tjenesteydende virksomhed, som har haft den stærkeste vækst i andelen af beskæftigelsen.

Udviklingen i erhvervsstrukturen sker ved, at de mest lønsomme erhverv vokser på bekostning af de mindre lønsomme. Derved tilføres arbejdere og kapital de erhverv, hvor kapitalen kaster mest af sig. Dette vil øge den økonomiske vækst. Beregninger som er foretaget tyder på, at ændringen i erhvervsstrukturen kan forklare omkring 25% af den årlige økonomiske vækst.

Størst betydning i denne udvikling har det haft, at vi har kunnet tilføre arbejdere fra landbrug, skovbrug og fiskeri til de sektorer, som har kunnet give højere økonomisk afkastning. Der har været en klar erkendelse af, at denne arbejdsmobilitet har fremmet den økonomiske vækst. Det offentlige har i sin arbejdsmarkedspolitik grebet ind for at lette denne type af overgange og for sikre at overflytningen kunne foregå hurtigt.

I kølvandet på denne udvikling er der foregået store folkeflytninger. Landbrug og fiskeri er typiske udkantserhverv. Nye arbejdspladser i de mere ekspansive erhverv ligger oftest i byerne. At bryde op fra sit lokale miljø og flytte er en stor menneskelig og økonomisk omkostning. Udgifterne ved disse flytninger er blevet undervurderet. De økonomiske drivkræfter har opereret med en nulpris på det sociale netværk. Den værdi der ligger i menneskelige relationer mellem familie, naboer og venner i et lokalsamfund, har været upåagtet.

4. Den teknologiske udvikling er nøje knyttet til det økonomiske system. Ved teknologisk udvikling kan producenterne øge profitten. Samtidig kan disse store investeringer skabe irreversible konsekvenser af negativ art, når deres mere skjulte virkninger først kommer frem.

Forurening og ødelæggelse af naturmiljøet antager stadig større dimensioner i takt med udbygningen af industrien og transportsektoren. Højteknologien hænger oftest sammen med store enheder, som placeres i byer, og blandt andet medvirker til at øge pendlerproblemerne. Indførelsen af ny teknologi, rationalisering på arbejdspladsen, intensivering og effektivisering af arbejdet sker på bekostning af arbejdernes fysiske og psykiske sundhed.

Denne effektivitetsudvikling har vist sig at føre til, at det bliver vanskeligere for kvinder, unge, ældre og handicappede at finde arbejde. De opfylder ikke produktionsapparatets krav til effektivitet. Den teknologiske udvikling har haft stor betydning for økonomisk vækst, men spørgsmålet kan stilles, om vi bør satse mere på at udvikle forskellige typer småteknologi for at få opfyldt andre vigtige samfundsmål.

5. Lønforskelle har i vort økonomiske system en klar funktion: At virke vækstfremmende. For det første er lønforskelle et vigtig middel til at overføre arbejdere fra mindre lønsomme til mere lønsomme erhverv. Dernæst virker lønforskellene samtidig som et middel til at fremme effektiviteten i arbejdslivet og derved øge den økonomiske vækst.

Hvis man ønsker en jævnere fordeling, kan det blive et spørgsmål at afveje dette mod den økonomiske vækst. En målsætning om at øge indtægterne i landbruget til samme niveau som i industrien, vil ikke kun berøre de overførsler der er nødvendige. Vi må også være klar over, at de medfører en nedgang i økonomisk vækst, når overførslen af arbejdere fra landbruget til mere lønsomme erhverv begrænses.

Vi kunne også sigte mod at forbedre indtægtsfordelingen ved at sænke ejerindtægterne og de årlige investeringer og anvende dette beløb til at hæve bundniveauet blandt lønmodtagere og folk på overførselsindkomster. Denne reduktionen i investeringer ville samtidig begrænse den økonomiske vækst, fordi investeringerne påvirker vækstraten. Vi står altså overfor en reel afvejning mellem forbedring i indtægtsfordelingen og en stærk økonomisk vækst.

Disse fem økonomiske vækstmekanismer er alle midler til at fremme den økonomiske vækst, som igen er et middel til at løse vigtige samfundsopgaver. Pointen vi her har forsøgt at fremhæve er, at disse vækstmekanismer samtidig øver en stærk indflydelse på andre vigtige områder af samfundsudviklingen. Økonomisk vækst kan forstås både som problemløser og problemskaber. Ved nærmere at undersøge disse fem vækstfremmende mekanismer fremgår det, at vi ikke kan etablere en konsistent målsætning for samfundsudvikling, uden at vi vurderer effekten af disse under et.

Det er i denne sammenhæng samtidig vigtig at præcisere, at det ikke er den økonomiske vækst i sig selv, der har visse negative effekter på samfundsudviklingen. Den økonomiske vækst som den kommer til udtryk i stigningen i BNP er ikke direkte årsag til de skadelige virkninger. Det er først når vi dykker dybere ned i de vækstfremmende mekanismer, at vi kan spore et årsags-virkningsforhold. Debatten omkring de negative effekter af den økonomiske vækst drejer sig derfor egentlig om økonomiske vækstmekanismer og i mindre grad om det abstrakte begreb BNP.

En konsekvens af debatten om skadevirkningerne ved økonomisk vækst har været lanceringen af nulvækstbegrebet. Med dette har man da ment, at man skal stoppe væksten i BNP for at sikre opfyldelsen af andre målsætninger i samfundsudviklingen. Nulvækstbegrebet må egentlig forstås som en afsporing af vækstdebatten. Selv om væksten i BNP blev bremset op, findes der ingen garanti for, at de kræfter der er skadende er tæmmet.

Økonomisk vækst og velfærdsvurderinger

Debatten om økonomisk vækst bør udvides til at dreje sig om en meget bredere samfundsmæssig udvikling. Et første skridt i denne retning ville være en systematisk kortlægning af sammenhængene i vort økonomiske system, for at fastslå hvad «regningen» for høj økonomisk vækst er. Vigtige målsætninger kan derpå sættes i en sammenhæng, og det vil fremgå, at vi i den politiske debat i dag opererer med en række modstridende målsætninger. Ønsket om høj økonomisk vækst som fremmes gennem de fem vækstfremmende mekanismer, vil gøre det vanskeligt samtidig at opstille høje mål mht. bosætningsmønster, forurening, godt arbejdsmiljø og sikre arbejdspladser til alle.

Man kender dårligt sammenhængen mellem det sociale system og disse vækstfremmende mekanismer. Derfor kan man fra politisk side let fremlægge et sæt af mål, hvor vælgerne ikke vil kunne gennemskue, at disse er fulde af modsigelser. Påvisningen af sammenhængene i økonomien kan give os sæt af mål, som er uden modsigelser, og man kan overlade valget mellem disse til den demokratiske proces.

I dag præsenteres vælgerne ikke for hele regningen ved valget af høj økonomisk vækst. Ved at udvide den økonomiske vækstdebat til en bredere samfundsdebat, kan vælgerne præsenteres for alternativer, som ikke er fulde af modsigelser. Vi kan derved forhindre, at en række negative udviklingstræk opfattes som naturnødvendigheder.

På baggrund af disse mere helhedsorienterede vurderinger vil vi kunne aflede økonomisk vækst - i snæver forstand - som et resultat. Hvorvidt den bliver mindre end i dag, nul eller endog negativ, vil være afhængigt af de overordnede vurderinger, som måtte fremkomme af den demokratiske proces.

Det vil være naivt at tro, at man kan opnå enighed mellem forskellige politiske grupperinger om hvordan det økonomiske system fungerer. Det er i lige høj grad tale om tekniske, økonomiske og politiske spørgsmål. Det er samtidig klart, at jo flere mål vi stiller os for samfundsudviklingen, jo flere styringsredskaber må vi tage i brug.

De herskende magtforhold vil afgøre valget af styringsredskaber. For eksempel vil et vigtig spørgsmål blive styringen af merværdien eller sammensætningen af de årlige investeringer. Dette er vigtigt for at planlægge den langsigtede udvikling af erhvervsstrukturen, teknologien, bosætningsmønstret og indtægtsfordelingen. Vor stærke tilknytning til det internationale økonomisk varebytte vil være en af de største hindringer for valget af styringsredskaber.

A.He.


Litteratur

G. Myrdal: A Contribution towards a More Realistic Theory of Economic Growth and Development, i Mondes En Developpement no. 1, Paris 1973.
L. Johansen: U-landsproblemet kan det løses? Oslo 1967.
H. J. A. Kreyberg: Styringsmuligheter i miljø- og ressurspolitikken, i socialøkonomen nr. 6, Oslo 1976.
P. M. Sweezy: The Theory of Capitalist Development, London 1942.
P. Munthe: Sivilisation, indtekt og økonomisk vekst. Innføring i makroøkonomi, Oslo 1976.