Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Bauman (1925-), født i Polen og uddannet ved Warzawas Universitet (MA i 1954, Ph.D i 1956 og kvalificeret til universitetslærerstilling i 1960), hvor han underviste i almen sociologi fra 1962 til 1968. Bauman var som ung medlem af det polske arbejderparti. I marts 1968 anklagede den polske stat ham imidlertid for at korrumpere den polske ungdom og Bauman blev som andre jøder beskyldt for at være zionistisk agent og smidt ud af landet. Han rejste herefter med sin familie til Israel, hvor han underviste i sociologi. Siden slog Bauman sig ned i Leeds, hvor han arbejdede som professor fra 1971 til 1990. I dag er han professor emeritus der og ved Warzawa og Tel Aviv universitet, samt en populær gæsteforelæser og kommentator til samfundsmæssige spørgsmål.

Bauman undersøger emner som klasse, kultur, socialisme, utopi, kritisk teori, de intellektuelle, viden, magt, statsdannelse, globalisering, identitet, fællesskab, fattigdom og konsumtion. Han trækker mangfoldigt på såvel kontinental som angelsaksisk sociologi og filosofi.

Baumans 13-14 bøger de seneste 13-14 år har givet ham anerkendelse verden over. Hans nok mest berømte værk er bogen Modernitet og Holocaust, for hvilken han modtog den Europæiske Amalfi-pris i sociologi/socialteori. Bauman undersøger hvad Holocaust kan lære os om den moderne kulturs karakteristiske træk og udviklingstendenser. Holocaust, fremhæver Bauman, kunne ikke have fundet sted uden den moderne fascination af rationel organisering og dyrkelsen af teknik, orden og entydighed - jfr. også Legislators and Interpreters: On Modernity, Postmodernity and Intellectuals (1987)) og Modernity and Ambivalens (1991). Det moderne samfund var en nødvendig (om end ikke tilstrækkelig) forudsætning for den systematiske masseudryddelse. Holocaust viser os, at vores evne til moralsk engagement sløves, når vi handler inden for den rationelle bureaukratiske orden, som muliggør afstand til handlingernes yderste følger. Virkeliggørelsen af den systematiske grusomhed var ikke blot ondsindede menneskers værk, men er forbundet med mere dybtgående tendenser i moderne kultur. Bauman gør således op med den moderne illusion, at holocaust alene var en afvigelse fra den civilisation som det moderne samfund har opfattet sig som fornemmeste repræsentant for.

Erfaringerne fra Holocaust viser imidlertid også, at nogle mennesker hjalp de forfulgte uegennyttigt, og at en sådan moralsk indsats kan ikke reduceres til samfundsmæssige eller psykologiske årsagsfaktorer. Moralsk engagement bunder derfor i muligheden for autonom handlen. Det er en afgørende indsigt for Bauman. Og implikationerne af den udvikler han efterfølgende ved blandt andet at trække på filosofferne Emanuel Levinas og Knud Løgstrups teori om etik/moral (Postmodern Ethics, 1993). Bauman insisterer på muligheden for menneskelig autonomi som målet på og for det menneskelige og retfærdige samfund. Understregningen af autonomibegrebet er afsættet for Baumans kritik af den type modernitet, som legitimer heteronomi (fremmedstyring) med idealet om fornuftens herredømme, af staten som overtager ansvaret fra folk, af kommunitarismen for at ville opløse det frisatte individs personlige autonomi/tvetydige moralske byrde, samt hans kritik af det liberalistiske markedssamfund for at benægte, at reel personlig autonomi grunder på et kollektivt politisk reguleret samfund og ikke på det eksisterende privatiserede «samfund».

Postmodernitet er for Bauman primært modernitet uden nogle af modernitetens tendentielt totalitære mentalitets- og praksisformer. Det betyder, at postmodernitet indebærer muligheden for at leve med den autoritetspluralisme og moralske pluralisme, der udgør jordbunden for den enkeltes personlige ansvarstagen, ifølge Bauman. Valgets karakter af valg kan man ikke undslå sig og derfor taler Bauman om moralens mulige genpersonalisering. Vores postmoderne samfund kendetegnes også ved en ny form for integrationsmekanisme og identitetsdannelse. Integration etableres i dag qua konsumtionsfrihed og -æstetik fremfor arbejdsmoral og disciplinære overvågning. Postmoderne identitetsdannelse handler ikke om at realisere et bestemt projekt («finde sig selv»), men om at holde mulighederne åbne (Life in fragments: Essays in Postmodern Morality, 1995). I dag dannes vi nemlig primært som endeløst begærende forbrugere fremfor normativt regulerede producenter i det som Bauman beskriver som vores post-panoptiske og af-institutionaliserende samfund (Liquid Modernity, 2000).

I nogle af sine seneste bøger er optaget af mere direkte politiske problemstillinger. Heri påpeger han, at nutidens fattige ikke længere forstås som arbejdskraftreserve men som overflødige og mislykkede forbrugere (Work, consumerism and the new poor,1998). Han undersøger de aktuelle muligheder for en genuin politisk meningsdannelse og samfundsregulering (In search of politics,1999). Han vision er at bryde med den rådende «usikkerheds politiske økonomi» til fordel for et samfund der står ved sin autonomi/selvskabelse (jf. Cornelius Castoriadis) og som demokratisk indretter sig på og efter at personlig autonomi i en almen forstand hviler på bestemte kollektive forudsætninger. En af disse forudsætninger er, at folk sikres en ret og ydelse til et basalt udkomme uafhængigt af om de har et lønarbejde. I et engageret indspil til debatten om globalisering pointer han, at globalisering ikke fører til almen mobilitet, men er elitens privilegium til forskel fra den voksende gruppe af mennesker som underkastes en stedbunden vrangskæbne (Globalisering - de menneskelige konsekvenser,1999).

Mange betragter Bauman som postmodernitetens sociolog par excellence, og han har da også som kun få sociologer udviklet en omfattende teori om det postmoderne vilkår.

Han citeres meget omfattende i mangfoldige tekster. Først i 2000 er der udkommet to forsøg på at vurdere hans samlede arbejde og dets bredere betydning af Peter Beilharz og Dennis Smith. At Bauman med sit gennemgribende autonomibegreb har formået at sætte moral/etik på den sociologisk dagsorden er imidlertid hævet over enhver tvivl. Bauman kan således ses som en arvtager og viderefører af Kritisk Teori, og han er da også blevet æret med Theodor W. Adorno Prisen i 1998.

P.P.P.