Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Hans-Jørgen Nielsen (1941-1991), dansk digter, kritiker og essayist.

Nielsen placerede sig allerede ved sin debut i 1963 med gendigtninger af japanske Haiku digte i en modernisme, som prioriterede selve det sproglige materiale over det fortællende og billeddannende. I 1965 kom hans egen debut med digtsamlingen at det at/læsealbum, som blev kaldt som konkretistisk. Sammen med en gruppe af ligesindede modernister lagde han afstand til digtningen som en priviligeret erkendelsesform og fremhævede i stedet digtningens sprogligt-stoflige side. I 1966 kom samlingen konstateringer, i 1967 output og i 1968 fra luften i munden, som alle tre fortsatte den sprogfilosofisk funderede linje i digtningen. De fire første digtsamlinger viste en ret virtuos sprogbehersker, som, ofte med humor, digtede på sprogets udtryksside og bevidst nedtonede indholdssiden.

Samtidig med sin digtning fungerede Nielsen som kritikere, først ved Ekstrabladet og siden ved Information. Derudover var han skribent og redaktør ved Dansk Musik Tidsskrift, ta', Mak og Hætsjj. Som kritiker fungerede han i høj grad som pædagog for den nye modernisme, men udformede tillige i en lang række kulturkritiske essays en journalistik af stor rækkevidde. Han argumenterede for et moderne, masse-demokratisk og ikke-hierarkisk kultursyn, som ikke så væsensforskelle mellem litteraturen og massekulturens fænomener. Denne sensibilitet for nye kulturelle udtryk gjorde Nielsen til en meget læst og yndet skribent. En række af sine essays fra denne periode samlede han i 1968 i 'Nielsen' og den hvide verden. Samme år udkom også Eksempler. En generationsantologi, som præsenterede et hold af (især) yngre modernister.

Til denne første fase af forfatterskabet hører også de to prosabøger diletariatets proktatur/dokumentarroman fra 1969 og "Den mand der kalder sig Alvard"/fiktionsstykke fra 1970. De blev til i en periode, hvor ungdomsoprøret udfoldede sig, og både Hans-Jørgen Nielsen og mange af hans generationskolleger deltog i oprøret. For Nielsen betød det en kursændring i forfatterskabet. For hans lyrik viste det sig som en åbning mod digte, som var både fortællende, billeddannende og som ofte havde et ganske ligetil 'budskab'. Men det var ikke 'traktorpoesi' i gængs forstand. For Nielsen trak på sin erfaringer som partisan i sprogets undergrund. Snarere kan man sige, at han forsøgte at kombinere sine digteriske indsigter med orienteringen mod den politiske betydnings verden.

Den nye orientering viste sig med bogen Oprøret i Kronstadt 1921 som var redigeret af Niels Brunse og Hans-Jørgen Nielsen og udkom i 1973. Det var et stort 'dokumentarium' om det første oprør mod sovjetmagten. Erfaringerne fra Kronstadt var argumenter imod det leninistiske parti, sådan så de på det. Samme år trådte Nielsen ind i redaktionen af Politisk Revy. Fra 1973-77 spillede han en vigtig rolle for bladet og skrev en lang række bidrag til det. I samme periode var han en drivende kraft i bladet Hug!, som var et vigtigt blad for kulturanalyse og -kritik. Han var med i bladets redaktion fra 1974-78.

Da han forlod Politisk Revy i 1977 var det for at vende tilbage til digtningen. Han havde planer om en roman, som skulle tematisere både den sociale baggrund, den historie vi alle løber rundt med, men også spillet, det sociale spil med sine lystsatsninger og strategiske satsninger, som optog ham så meget, bl.a. i form af fodbold (men f.eks. også Ludo). Det resulterede i romanen Fodboldenglen fra 1979, som blev et formidabelt publikumsgennembrud for ham. Bogen blev hurtigt betragtet som en generationsroman, men opnåede i løbet af de næste tyve år at blive oversat til de fleste europæiske sprog og få status som klassisk.

Året efter Fodboldenglen udkom opsamlingsheatet Billeder fra en verden i bevægelse. Politiske besyv 1968-80. Bogen var en collage af tekster, som han havde klippet sammen og ordnet tematisk. En slags scanning af et tiår set gennem hans skrivemaskine. Den markerede, som 'Nielsen' og den hvide verden havde gjort det, at en fase var ved at være slut.

Det var sværere at finde ud af, hvad det nye egentlig var. En første orientering lå måske i det store digt Hælen (1981), som han skrev efter at have knækket akillessenen. I narkosens indsoven og opvågnen oplever han i fortættet form hele sit liv uden jeg-censur. Selvom digtene sprogligt naturligvis er i familie med hans tidligere digtning, adskiller det store digt sig radikalt ved at handle om digteren selv.

Det større vingefang i fortællingen han havde fået med Fodboldenglen og Hælen blev forenet med hans journalistiske og essayistiske lyster i samlingen Efter den fjerde whisky trak han pistolen fra 1982, hvor historier fra virkeligheden synes at overtrumfe enhver fantasi.

Firserne var et besindelsens årti, hvor han prøvede at gentænke politikken fra halvfjerdserne. Det var også et lammelsens årti, hvor han havde meget svært ved at skrive sig fri af successen med Fodboldenglen. Han gjorde flere tilløb og nåede at færdiggøre det store essay Den fraktale boogie - om naturvidenskaben og den nye kulturdebat inden han døde i 1991. Året efter udkom en samling af hans rejseessays med titlen Verden i stykker. I 2000 udkom hans samlede digte Nielsen sort på hvidt med efterskrift af Tania Ørum.

M.T.