Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Aktionsenhed eller aktionsfællesskab er en tværpolitisk organisationsform omkring enkeltsager, hvor der ikke tages stilling til deltagernes forskellige standpunkt i andre spørgsmål. I socialistiske og kommunistiske partiers strategi er aktionsenhed et centralt begreb i spørgsmålet om politiske og klassemæssige alliancer. Dels anvendes det som et samlende begreb for forskellige former for samarbejde og alliancer. Dels betragtes det som en af de tre grundpiller i den socialistiske «enhedstrekant». De to andre er enhedsfront og folkefront. Aktionsenheden er den mest begrænsede i indhold. I modsætning til enhedsfront og folkefront - som kan dreje sig om regeringsmagten eller samfundsmagten - går aktionsenhed i denne mere begrænsede form alene ud på fællesskab i enkeltsager. Dermed er aktionsenheden den form som giver størst mulighed for bred deltagelse - i enkelte tilfælde langt ind i den borgerlige lejr.

I mellemkrigstiden fremførte kommunistpartierne ved flere anledninger parolen om aktionsenhed i arbejderklassen. Udgangspunktet var at de socialdemokratiske partier dominerede arbejderbevægelsen i de fleste lande, mens kommunistpartierne oplevede tilbagegang og isolation. Gennem parolen om proletarisk aktionsenhed - eller «enhedsfront nedefra» - søgte man at mobilisere arbejderklassen nedefra omkring enkeltspørgsmål. Udover at få fremført sine krav forsøgte kommunisterne gennem denne politiske organisationsform at isolere de socialdemokratiske ledere. Under truslen fra fascismen blev der fra midten af 1930'erne også satset på at udvide aktionsfællesskabet til at gælde grupper og klasser udenfor arbejderklassen.

Siden starten af 1970'erne har en række centrale politiske spørgsmål i Danmark fundet deres organisatoriske udtryk i aktionsenheden i den mere begrænsede form af begrebet. Det bedste eksempel er Folkebevægelsen mod EF, som viste hvilken slagkraft en sådan form for organisation kan få. Andre eksempler er fredsbevægelsen i 80'erne, de antiimperialistiske solidaritetsorganisationer osv.

I en del tilfælde er begrebet front eller frontorganisation blevet anvendt som sproglig betegnelse for det, der mere præcist ligger i udtrykket aktionsenhed.

I historiske perioder hvor venstrefløjen har været svag - som f.eks. i størstedelen af efterkrigstiden - vil spørgsmålet om at anvende andre organisatoriske former end det politiske parti indtage en mere central rolle. Ofte tales der om at opbygge «aktionsenhed nedefra» - f.eks. ved at organisere et fællesskab med socialdemokratiske arbejdere på spørgsmål hvor socialdemokratiets ledelse udfordres. Men aktionsenheden kan også opbygges ovenfra, gennem forhandlinger og aftaler mellem ledelsen i organisationer. Det er f.eks. denne form for aktionsenhed der ligger bag Enhedslistens opbygning i Danmark i starten af 1990'erne.

Ved siden af mobilisering og kamp på det enkeltspørgsmål aktionsenheden er organiseret omkring, vil spørgsmålet om det socialistiske eller kommunistiske partis rolle altid stå centralt. I Danmark har bl.a. DKP/ML i en række tilfælde i 1990'erne anvendt aktionsenhedsformen, for på kort sigt at udvikle selve partiet ved at fremprovokere et brud i organisationerne og ved at formulere modsætninger på spørgsmål, som går udover aktionsenheden. Det har bl.a. været tilfældet i partiets taktik overfor og overtagelse af Folkebevægelsen mod Nazisme og var også tilstede i dets erobring af magten i Dansk Cubansk Forening i 1995. Denne taktik afvises af de fleste andre venstrefløjsorganisationer, der opfatter aktionsenheden som mere langsigtet og ikke udelukkende taktisk.

A.J.