Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 2/1 2009
Læst af: 32.418
: :
Folkebevægelsen mod EU
Folkebevægelsen mod EU
Tordenskjoldsgade 21, st.th.,
1055 København K

Telefon 3536 3740
Telefax 3582 1806

Email: fb@folkebevaegelsen.dk

Internet: http://www.folkebevaegelsen.dk/

Folkebevægelsen mod EU (FB) (1972-), folkelig bevægelse for Danmarks udmeldelse af EU. Har siden 1992 fået modspil af en anden stor modstanderorganisation, Junibevægelsen.

Den tidligere EF modstand

Den 25. marts 1957 underskrev Belgien, Vesttyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg og Holland Romtraktaten - EF's grundlov. Den trådte i kraft 1. januar 1958. Som modvægt dannede en række europæiske lande - deriblandt de nordiske, England og Irland - frihandelssamarbejdet EFTA. Der var dog klart tale om en nødløsning. Allerede i 1961 søgte England, Irland og Danmark om optagelse i EF og Norge kom med året efter. Men i 63 fik de 4 lande afslag pga. fransk modvilje mod britisk medlemsskab.

Allerede i denne tidlige fase af EF modstanden blev der oprettet en række organisationer, hvoraf den mest betydningsfulde var den fagligt baserede Arbejder-Konferencen, som i 1962 samlede tillidsfolk fra 4 forbund, 14 fagforeninger og 96 klubber. Endvidere blev der dannet et par komiteer omkring grupper af kultur- og politiske personligheder. Det interessante var, at A.P.Møller i denne periode financierede dele af dette arbejde. Som en af de eneste repræsentanter for storkapitalen var han imod EF, og angav som grund frygten for Tyskland. I det hele taget spillede denne angst og nationalismen en meget stærk rolle i det tidligere modstanderarbejde.

1972 EF traktaten36,7 %
1986 Pakken43,8 %
1992 Maastricht I50,7 %
1993 Maastricht II43,3 %
1998 Amsterdam44,9 %
2000 ØMU'ens 3. fase53,2 %
Nej-procenter ved folkeafstemningerne siden 1972.

I maj 1967 fremsatte landene en ny ansøgning overfor EF, men atter gik den i vasken pga. fransk modstand. Først i 1969 åbnede EF op for forhandlinger, og Danmark gik i efteråret 1970 ind i optagelsesforhandlinger, der gik forbavsende gnidningsfrit. Allerede i december 1971 blev der derfor fremsat lovforslag i Folketinget om dansk optagelse i EF.

Parallelt med denne udvikling sket der samtidig et skred i opinionen. I januar 1970 havde 50 % af danskerne været for optagelse og 9 % imod. Men i april 73 var tilhængerne reduceret til 37 % og modstanderne vokset til 30 %. Modstanden skar ned igennem alle de partier, der ellers var for - de borgerlige partier og socialdemokratiet. LO meldte ud, at det først ville tage stilling på en ekstraordinær kongres, og socialdemokratiets hovedbestyrelse besluttede sig først for et ja den 8. september 1972. På den efterfølgende kongres i partiet den 11. september stemte 272 for optagelse, mens 95 var imod.

Trods den udbredte og stigende modstand var den dårligt organiseret. Norge var inde i en parallel proces, og her havde modstanderne allerede i 1970 sluttet sig sammen og udgjorde en stærk organisation. Så sent som i december 1971 fandtes der 3 konkurrerende modstanderorganisationer samt en række mindre grupper i Danmark: Nordisk Aktion, Frit Norden og Komiteen mod Fællesmarkedet. I december dannedes Socialdemokrater mod EEC, der øjeblikkeligt oprettede lokalgrupper over hele landet. I denne indgik bl.a. de unge socialdemokrater Svend Auken, Ritt Bjerregaard og Helle Degn. Endvidere indgik der repræsentanter fra DSU, kooperationen og fagbevægelsen. En af dennes vigtigste repræsentanter var smedenes formand Hans Rasmussen. Han fik sit forbund bag sig i et nej til EF på kongressen i marts 72, og i april stemte Arbejdsmandsforbundet (senere SiD) på sin kongres ligeledes nej - på tværs af formanden, Anker Jørgensen. Det var derfor med knebent flertal, at LO i maj stemte ja på sin ekstraordinære kongres.

1972 Folkebevægelsen dannes

I december 71 mødtes de 3 konkurrerende modstanderorganisationer til et koordinationsmøde på Christiansborg. Mødet blev en succes og i januar dannede de derfor Fællesudvalget mod EF medlemsskab. Dog uden socialdemokraterne. Den 17. januar nedsatte det et forretningsudvalg, der kom til at bestå af Ib Nørlund og Ivan Hansen, begge fra DKP, Gert Petersen fra SF og den radikale Poul Overgaard Nielsen. Betegnelsen «Folkebevægelsen» opstod tilsyneladende spontant i organisationens lokalafdelinger i løbet af foråret og blev konfirmeret på en stor landskonference i Odense i april 72. Den hed nu officielt Folkebevægelsen mod EF. Konferencen havde deltagelse af 600 delegerede fra 150 lokalafdelinger og 25 landsdækkende organisationer, der var medlemmer.

I tiden før folkeafstemningen i 1972 om tilslutningen til EF gennemførtes flere store demonstrationer af modstanderne. Debatten og afstemningen viste, at arbejderbevægelsen var dybt splittet i denne sag.

EF modstanderne havde nu fået et samlet udtryk. Udenfor stod fortsat den oprindelige borgerlige modstand (radikale modstandere og Retsforbundet indgik dog i FB), Socialdemokrater mod EEC samt en række mindre venstrefløjsgrupper med VS som den vigtigste. De borgerlige modstandere og socialdemokraterne mente FB var domineret af kommunisterne. VS og resten af venstrefløjen udenfor FB mente, at FB var for nationalistisk. Kampen mod EF skulle knyttes sammen med kampen for socialismen.

Trods samlingen omkring FB havde denne alligevel betydelige økonomiske problemer. De lokale afdelinger kunne nok hente lokal økonomisk støtte fra den lokale fagbevægelse, men forbundene anså FB for at være for venstreorienteret. Omvendt mente den venstreorienterede Plum fond ikke, at bevægelsen var venstreorienteret nok. FB's styrke var til gengæld de mange aktivister, de mange lokalafdelinger og det at DKP satte hele sit organisatoriske apparat ind i kampen. Denne organisatoriske styrke satte FB i stand til at gennemføre en række store initiativer. Allerede 8-9. april 72 gennemførte de sjællandske afdelinger en såkaldt algang mod EF fra Veksø til København som kopi af 60'ernes Atomvåbenmarcher. Og den 5. juni holdt bevægelsen grundlovsmøder en række steder ud over landet. En tradition der siden da er fortsat.

Kampagnen

I maj bevilgede Niels Munk Plum alligevel 50.000 af sin fond. Det muliggjorde samarbejde med reklamebureauerne Bergsøe og Jersild om udformningen af en kampagne. Samtidig nedsatte FB et kommunikationsudvalg. Kampagnen skulle falde i to faser, hvoraf den første skulle løbe frem til 15. august og den anden frem til folkeafstemningen af EF medlemsskab 2. oktober. I den første fase skulle FB præsenteres gennem store annoncer i dagbladene, hvor der blev gjort rede for dens politiske bredde og folkelige tilslutning. Modstanden mod EF skulle på den måde gøres politisk stueren. Samtidig skulle kampagnen suppleres af en omfattende pengeindsamling, der skulle anvendes til den 2. fase - de sidste uger før afstemningen hvor tilhængerne formodedes at køre det tunge propagandaapparat i stilling.

Problemet under 1. fase var, at FB var oppe mod en næsten samlet presse. Alle dagblade bortset fra Ekstrabladet og Land & Folk var tilhængere, hvilket allerede i månederne op til afstemningen gav en massiv påvirkning fra tilhængerside. Alligevel blev FB's kampagnes politiske del vurderet positivt. Til gengæld var økonomien en fiasko, fordi indsamlingen svigtede. Den 1. fase kostede 250.000 kr (overvejende til annoncer), og dette svarede nogenlunde til, hvad der var blevet samlet ind. FB var derfor ved at gå fallit, før det egentlige slag skulle slås.

Direktør Sten Danø fra Odense Stålskibsværft, en af borgerskabets få erklærede modstandere, tog i august initiativ til et møde hvor alle modstandere deltog. Målet med mødet var dels at redde FB's økonomi og gennemføre en samlet koordinering af modstanden. Det skulle ske ved at nedsætte en fælles økonomikomite, der skulle have tilført alle økonomiske midler fra modstanderorganisationerne, og desuden ved at oprette EF modstandernes Pressetjeneste.

Disse initiativer fra Danøs side ville i realiteten have udslettet FB, hvis de var blevet gennemført, men DKP var interesseret i at få gjort FB mere stueren og få fjernet sammenkoblingen mellem socialisme og EF modstand. De var derfor afgjort til at tale med. Samtidig var VS, der stod udenfor, særdeles generende fordi partiet netop koblede EF modstand og kampen for socialisme sammen.

Resultatet af de fælles forhandlinger blev, at økonomikomiteen ikke blev selvstændig, men knyttet til FB. Det medførte, at Socialdemokrater mod EEC ikke ville medvirke, men Danø, Plum m.fl. blev.

Gennem september gennemførtes en enorm mobilisering i bevægelsens lokalafdelinger og hele dette arbejde fik en enorm moralsk støtte, da Norge den 26. september stemte nej til EF. Den 1. oktober, dagen før afstemningen, gennemførte FB og socialdemokraterne et massemøde på Rådhuspladsen i København med deltagelse af 80.000 mennesker.

1973 Tømmermænd, men kampen fortsætter

Folkebevægelsen gav ikke op, men fortsatte propagandaen, også efter 2. oktober.

Så meget større blev tømmermændene, da 63,3 % stemte ja og kun 36,7 % nej. Nederlaget blev analyseret på et møde 8. oktober, der pegede på en række interne faktorer. FB havde satset for lidt på arbejderklassen, der trods flertal mod medlemsskab før afstemningen var endt med overvejende at stemme ja, at FB's annoncering havde været for intellektuel og indforstået, at FB var kommet for sent i gang og endelig at der havde været for lidt fodslag og koordinering mellem de lokale grupper og i det lokale arbejde. Den vigtigste faktor i nederlaget var dog ekstern: tilhængernes massive skrækkampagne i ugerne op til afstemningen, hvor statsministeren truede med at devaluere kronen, industrien med at flytte til udlandet og erhvervslivet i det hele taget med at hæve priserne - hvis altså danskerne ikke stemte ja.

Kampen mod EF kunne nu være ophørt, men FB besluttede i stedet at fortsætte arbejdet, der gennem oplysning skulle bane vejen for dansk udmeldelse. Socialdemokrater mod EEC tog en anden beslutning, da de i november opløste sig selv. Enkelte som Bent Brier, Kurt Francis Madsen og John Mølgaard gik efterfølgende ind i FB.

Mens EF modstanderne i Norge havde haft deres egen avis, havde FB ikke haft nogen. Det skulle der nu rådes bod på. Den 1. januar 1973 lanceredes modstanderavisen Notat med Ebbe Kløvedal Reich som redaktør og Sven Skovmand og flere andre i redaktionen. Der var tale om en 20 siders avis i stort format, der skulle udkomme hver 14. dag. Den lagde ud med et oplag på 60.000 og erklærede, at 18.000 abonnenter var mindstetallet den kunne overleve på. Det skulle holdes op imod, at de norske modstanderes avis i ugerne før den norske afstemning var nået op på oplag på 1½ million.

Men avisprojektet var omstridt. Nogle søgte at gøre det til ungdomsoprørets blad med artikler vendt mod NATO, USA imperialismen og krigen i Vietnam. Det stødte andre grupper fra avisen, der aldrig nærmede sig de 18.000 abonnenter. Tallet lå trods abonnementskampagner fast på de 4-5.000 og løssalget kunne sjældent hæve oplaget over de 10.000. Trods kampagner og indsamlinger måtte bladet derfor lukke i maj 1974 med et underskud på 1 million kr.

I de følgende år bliver grundlovsmøderne - på Himmelbjerget og i andre dele af landet - samt møderne på årsdagen for afstemningen 2. oktober omdrejningspunktet for bevægelsens mobilisering. I 1973 deltager ifht. politiet 50.000 i demonstrationen i København, og noget færre i andre byer ud over landet.

I august 1973 holder FB landsmøde. Den beslutter at oprette et EF kritisk lytter- og fjernseerforbund og desuden et valgkampagneprogram, der skal sikre så stor repræsentation af modstandere i Folketinget som muligt efter et valg. Det kommer allerede i december samme år, men kan ikke helt stå mål med forventningerne. Før valget sad der 31 modstandere i tinget, og FB havde sat som mål at få valgt 60 ind. Der kom 37. Trods alt en fremgang, men alligevel langt fra de 60. DKP og Retsforbundet blev valgt ind med hhv. 6 og 5 mandater, men til gengæld røg VS ud, og SF mistede 6. De gamle partier gik drastisk tilbage, og til gengæld stormede Fremskridtspartiet og Centrumsdemokraterne ind.

1974 Det ny Notat

Notat måtte lukke i maj 74, men i oktober lanceredes et nyt bladprojekt på initiativ af Jens Peter Bonde og andre fra den gamle redaktion. Navnet var: Det ny Notat. Det skulle kun være på 8 sider i frokostformat, være mere agiterende, men til gengæld koncentreret omkring EF stoffet. til gengæld ville det kunne klare sig med blot 4.000 abonnenter. Dette tal nåedes allerede i januar 1975, men bladet fortsatte med at vokse. I 76 nåede det 4.500, i 77 11.000 (ved juletid 18.000), i 78 23.000 og i 79 før EF Parlamentsvalget 27.000. Uanset at fremgangen var baseret på abonnementskampagner, på opbygningen af forlag mv. var det en stor succes og en stor bedrift. Den var først og fremmest Bondes fortjeneste. Han havde været formand for Radikal Ungdom frem til 1972, hvor han havde meldt sig ud, var partifri frem til 75, hvor han meldte sig ind i DKP.

Fra folkebevægelsens første kampagne mod Unionen. Dengang benægtede borgerlige og socialdemokratiske politikere, at EF nogensinde kunne udvikle sig til en union.

1979 Valg til EF Parlamentet

Frem til starten af 75 spekulerede FB fortsat i dansk udmeldelse - enten gennem folkeafstemning eller fordi EF kunne bryde sammen pga. modsætningerne ifht. England. Det britiske arbejderparti havde været splittet på spørgsmålet om EF, og det samme gjaldt de konservative. Men da briterne i juni 1975 gik til folkeafstemning om medlemsskab, stemte 67 % for. Det var et hårdt slag for FB. Der var nu hverken basis for sammenbrudstese eller ny dansk folkeafstemning. På den baggrund mødtes den til landskonference i september under temaet, Kan modstanden fortsætte?

Det kunne den. Konferencen udarbejdede resolutionen: Nej til Union. Baggrunden var, at EF var begyndt at forberede planer om direkte valg til EF Parlamentet. EF skulle ikke blot være en økonomisk institution, men også en politisk. Kursen i retning af unionen var dermed udstukket, og FB's arbejde fik dermed et nyt omdrejningspunkt. Mange af de danskere der havde stemt for EF i 72 havde nemlig været for det økonomiske fællesmarked, men imod en politisk union.

I 1976 gennemførte FB derfor en omfattende kampagne mod unionen og foranstaltede desuden en indsamling, der samlede ½ mio. kr ind. Men under overfladen lurede større konflikter. Hvordan skulle organisationen forholde sig til valget? Denne diskussion bølgede over sommeren 1977 og delte FB i en boykotfløj og en opstillingsfløj. Boykottilhængerne mente det var dobbeltmoralsk at stille op til valg til det parlament, FB var oprettet til at bekæmpe. Opstillingstilhængerne mente, at det var vigtigt at så mange modstandere af blev valgt ind som muligt. Denne debat kom til at præge bevægelsens landskonference i september. Partierne og forretningsudvalget gik enstemmigt ind for opstilling, mens mange enkeltpersoner var for boykot. På landsmødet i december 77 afgjordes sagen, da 151 stemte for opstilling og kun 21 imod.

Afgørelsen af denne konflikt udløste imidlertid en ny: skulle FB stille op selvstændigt og repræsentere hele EF modstanden, eller skulle partierne selv stille op? VS der stod udenfor FB havde allerede meddelt, at det stillede op. Til landsmødet i december kunne SF's Gert Petersen så haste for at meddele sit partis beslutning: at også SF stillede selvstændigt op, opfordrede de øvrige partier til at gøre det samme og at FB ikke stillede op selvstændigt. Denne opfordring blev fulgt af Retsforbundet, men DKP holdt hårdnakket fast i sin oprindelige beslutning om at stille op som en del af FB. Det skabte de følgende måneder et meget spændt forhold mellem SF, DKP og FB.

Indenrigsministeriet havde krævet, at FB samlede 62.000 opstillingsblanketter ind for at kunne blive opstillingsberettiget til EF valget. FB gik i gang med dette arbejde i januar 78, men samtidig opfordrede SF sine medlemmer til ikke at skrive under på opstillingsblanketterne. Samtidig gik en af de ledende SF'ere, Jens Maigård, ud og anklagede FB for at være en kommunistisk dækorganisation. SF kunne have forladt FB, men i februar blev der indgået et kompromis om opstilling af FB's kandidater, der muliggjorde, at modstanderpartierne og FB kunne indgå valgforbund, og de voldsomme spændinger inddæmmes. Men de lurede stadig under overfladen.

Opstillerindsamlingen fortsatte gennem 78, og i oktober var der indsamlet 105.000 underskrifter. FB kunne stille op. I foråret 79 blev der gennemført en storstilet indsamling, der indbragte 2,7 mio. kr til bevægelsens valgkamp, og ved valget i juni fik FB valgt 4 ind i parlamentet (ud af 16 danske pladser). Det var: Else Hammerich, Sven Skovmand, Jørgen Bøgh og Jens-Peter Bonde. Dertil kom 1 grønlandsk modstander og 1 SF modstander. 6 modstandere ud af 16 var ikke dårligt, men det var alligevel ikke det flertal, der kunne berettige en ny folkeafstemning.

Samtidig kunne boykotfløjen også tage valget til indtægt for, at deres strategi havde været korrekt. Stemmeprocenten var helt nede på 47, og afslørede danskernes modvilje (eller ligegyldighed) overfor EF valget. I efteråret organiserede boykotfløjen derfor en intern opposition i bevægelsen, men den døde ud i løbet af nogle år.

Værre var SF's og Retsforbundets kritik. De så en voldsom kommunistisk dominans i FB, hvilket specielt SF syntes var så meget mere uretfærdigt, eftersom SF var det store parti, mens DKP gled helt ud af Folketinget. Alligevel havde FB fået 4 mandater i parlamentet og SF kun 1. Valgkampen havde i sagens natur samtidig medført, at den mest aktive organisation i FB var DKP, eftersom SF og Retsforbundet kørte deres egne valgkampagner. De drog dog forskellige konsekvenser. Retsforbundet besluttede sig for at stille op på FB's liste ved næste valg i 84, og fik på den måde valgt sin leder Ib Christensen ind. SF besluttede sig derimod for at fastholde sin separate opstilling og fortsatte kritikken af FB.

I foråret 1980 forsøgte VS og FS (Forbundet Socialisterne) at fiske i rørte vande, da de oprettede Socialister mod EF og inviterede SF til at deltage. Det tvang SF til åbent at tage stilling for den ene eller anden organisation, og nødtvunget valgte de FB. Socialister mod EF faldt dermed til jorden.

Efter indførelsen af grønlandsk selvstyre, afholdt Grønland i februar 1982 folkeafstemning om fortsat medlemsskab af EF. Det blev stemt ned, og i 1984 trådte Grønland derfor ud af EF. Det var naturligvis en støtte for modstanden, men ikke tilstrækkelig til at sætte en ny dansk folkeafstemning på dagsordenen. Alle sejl blev derfor sat ind for øge modstandernes repræsentation ved EF valget i 84. Der blev indsamlet godt 1 mio. kr til valgkampen, men atter en gang fik FB 4 mandater, og SF denne gang 2. Der var ligesom før 6 modstandere i parlamentet.

1986 EF Pakken

Ganske uventet meldte der sig i 1986 en lejlighed til at få en klarere stillingtagen til unionsprojektet. I midten af 80'erne havde EF udarbejdet den såkaldte «Europæiske Fællesakt» - populært kaldet «EF pakken» - der skulle bane vej for etableringen af et indre marked. Dvs. fjerne alle de handelshindringer, toldregler mv. der havde eksisteret mellem EF landene. Samtidig skulle vetoretten afskaffes og endelig tegnede pakken konturerne af en politisk union.

Det var stærk kost, selv for EF tilhængere. Da den borgerlige regering den 21. januar 1986 fremlagde forslag i Folketinget om vedtagelse af pakken, blev den stemt ned af ikke blot SF og VS, men også socialdemokratiet og de radikale. Regeringen skyndte sig derfor at udskrive en folkeafstemning til afholdelse allerede 27. februar. Afstemningens hurtighed kom som et chok for FB, men til gengæld var socialdemokratiet, de radikale og LO denne gang allierede. LO og de store forbund bevilgede flere mio. kr til socialdemokratiets nej-kampagne, men alligevel stemte 56,2 % ja til pakken ved folkeafstemningen. Det var den afstemning, hvor statsminister Poul Schlüter kom med sine herostratisk berømte udtalelse om, at «Unionen er stendød». Den borgerlige regering var på det rene med, at den ville stå betydeligt dårligere, hvis danskerne virkeligt fandt ud af, at de for første gang skulle stemme om unionen.

Splittelse

Men netop som temaet drejede i en retning - udviklingen af Europas Forenede Stater - der skulle gavne modstanden, svækkedes FB. Trods fortsatte grundlovsmøder og demonstrationer 2. oktober faldt aktiviteten i sidste halvdelen af 80'erne. I mange lokalgrupper var det kun de mest sejlivede DKP'ere, enkelte SF'ere og VS'ere der var tilbage, og i løbet af 80'erne havde DKP trukket mange af sine folk over i Fredsbevægelsen. Dertil kom den opløsning og indre konflikter, der fra 87-88 kom til at præge DKP selv ved kampen i partiet mellem fornyere og traditionalister. Det var derfor kun pga. EF parlamentsmedlemmernes store indsats, at FB ved parlamentsvalget i 89 atter fik valgt 4 medlemmer ind.

DKP' sprængning i foråret 1990 forstærkede opløsningen. Allerede året forinden var partikampen ført over i bl.a. FB, og sprængningen banede nu vej for, at mindre sekteriske grupper som Fælles Kurs, det nydannede Kommunistisk Forum (senere KPiD) og DKP/ML kom til at dominere ledelsen i FB. I efteråret 1991 forlod SF og SFU derfor FB for at opbygge deres egen folkeafstemningsorganisation, Danmark 92. Samme år frigjorde Notats medarbejdere sig fra FB for at stå som en selvstændig modstanderinstitution.

Valgkampen op til den 1. Maastricht afstemning 2. juni 1992 var derfor præget af ikke blot FB, men også modstanderorganisationerne Danmark 92, Fagbevægelsen mod Unionen og Nødvendigt Forum. Men måske var denne spredning netop med til at skaffe de 50,7 % der stemte traktaten ned.

Efter valget forlod de mest toneangivende medlemmer med Jens-Peter Bonde i spidsen bevægelsen og gik sammen med folk fra Danmark 92 i gang med opbygningen af Junibevægelsen.

Ved parlamentsvalget i 1994 gik FB tilbage fra 4 til 2 mandater. Bevægelsen spillede sammen med den anden store modstanderorganisation, Junibevægelsen, fortsat en vigtig rolle i modstanderarbejdet, men det kunne ikke skjules, at den efter DKP's sammenbrud og SF's udmeldelse organisatorisk var svækket, og at den nu måtte konkurrere om modstandernes gunst med flere andre bevægelser. Nedgangen fortsatte i 1999, da FB gik tilbage fra 10,1 til 7,1 % af stemmerne og mistede det ene af sine mandater. Ved EU valget i 2004 gik Junibevægelsen drastisk tilbage og mistede 2 af sine 3 mandater. FB gik en smule tilbage og bevarede sit ene mandat. I januar 2007 overdrog bevægelsens mangeårige EU parlamentariker Ole Krarup sin plads i parlamentet til sin suppleant, Søren Søndergaard.

 

A.J.