Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Brugskunst er betegnelsen for håndlavede og industrielt fremstillede genstande som tilfredsstiller både æstetiske og brugsmæssige kvalitetskrav. Begrebet bliver ofte opfattet som modsætning til den «rene» billedkunst. Brugskunst dækker nogenlunde det samme som det engelske «applied art».

I dag inddeler vi gerne brugskunst i undergrupperne: kunsthåndværk og industridesign. Sidstnævnte kategori omfatter industrielt fremstillede produkter, hvor kunstneren kun kommer ind på formgivningsstadiet. Kunsthåndværkeren har derimod kontakt med produktet under hele fremstillingsprocessen. Det er tydeligt en tendens til, at det moderne kunsthåndværk mere og mere nærmer sig området for den såkaldte rene kunst. Kunsthåndværkets produkter er mere til pryd end til brug. Det er industridesigneren, som idag er brugskunstner i ordets oprindelige betydning. Dette er et resultat af en udvikling, som er foregået siden industrialiseringen begyndte at fortrænge markedet for de æstetisk prægede håndværk for ca. 150 år siden. Og denne udvikling er ikke foregået uden kamp og debat. Debatten fortsætter i vor egen tid, men oprindelig havde den et andet og videre formål, end det den har idag.

Bevidstheden om værdien af æstetisk og teknisk gode brugsgenstande blev udbredt omkring midten af det 19. århundrede. I mange lande opstod der grupper af kunstnere, arkitekter og teoretikere som hævdede, at masseproduktionen af billige industriprodukter virkede nedbrydende på kvalitetssans og traditionsfølelse. Oprettelsen af kunstindustrimuseer repræsenterede en kritik af datidens kunstindustri og ønsket om at lade ældre tiders håndværksprodukter inspirere industrien til at skabe bedre produkter. Ved siden af interessen for laugshåndværket vaktes interessen for husfliden.

Arts and Craft bevægelsen

Den stærke interesse for at bevare kunsthåndværket og højne kvaliteten i den kunstindustrielle produktion havde sin hovedkilde i England. Verdens første kunstindustrimuseum blev grundlagt i London i 1852. Vigtig for den udvikling var Arts and Craft bevægelsen. De vigtigste inspirationskilder for denne var John Ruskin og William Morris. Den første kritiker og skribent, sidstnævnte udøvende kunstner. Ruskin og Morris betragtede ikke kunsten som isoleret fra samfundet. For dem var de kunstneriske værdier så nært knyttet til det etiske, at det blev en naturlig konsekvens at deltage aktivt i samfundsdebatten. De tog begge bevidst stilling til industrialiseringen og det økonomiske system som fører til denne. For Ruskin og Morris var kunsten en meget vigtig faktor i samfundet. Det skarpe skel mellem «ren» og «anvendt» kunst som havde eksisteret siden renæssancen, måtte ophæves, hævdede de. Gode brugsgenstande har lige så stor kunstnerisk værdi som malerier og skulpturer.

Kunst findes - ideelt set - i al menneskelig virksomhed, i måden mennesket lever på, i de omgivelser det skaber, i klædedragten, bygninger og opførsel. Et retfærdigt samfund uden klasseskel er imidlertid en forudsætning for at kunst skal fungere rigtig. Morris var den som stærkest tog konsekvensen af denne opfattelse. Han opfattede det som en hovedopgave at arbejde for at skabe et sådan godt samfund. Han viede store dele af sin tid til arbejdet for socialismen. Morris hævdede, at meningsfyldt arbejde er en forudsætning for menneskeværdigt liv. Når arbejdere bliver placeret ved maskiner, som producerer varer, hvis funktion det er at blive solgt for at skaffe de ikke-arbejdende rigdom, kan arbejdet ikke opfattes som andet end et nødvendigt onde. Den ødelæggende virkning på menneskers selvrespekt og moral som industrialiseringen i det kapitalistiske samfund førte til, var for Morris et lige så vigtigt angrebspunkt mod industrialiseringen som at de fremstillede produkter ikke tilfredsstillede æstetiske krav. Han reagerede mod selve produktionssystemet, ikke mod maskiner i sig selv, som det ellers ofte er blevet hævdet. Maskinerne skal være et middel til meningsfyldt tilværelse. Ingen mennesker må indordne sig, fordi det giver økonomisk profit, hævdede han. Morris' syn på arbejdet kommer frem i hans skrift «Usefull work versus useles toil» - hans utopiske fremtidsvision i «News from nowhere».

Morris ville ikke acceptere, at maleri og skulptur er «finere» end håndværk. Han arbejdede selv med kunsthåndværk og design og dannede et firma, som producerede ting til indretning, tæpper, tapeter, møbler, fliser, glasvinduer etc. Produkterne var baseret på håndværksarbejde og kunne ikke prismæssigt konkurrere med industrivarer. At hans produkter blev luksusvarer for overklassen, bliver brugt som kritik af Morris og hans socialistiske ideer. En smule uretfærdigt. Han var selv klar over, at der måtte en forandring af samfundet til, før tanken om æstetik for alle kunne realiseres. Det var derfor han også var politiker.

Deutscher Werkbund og Bauhaus

Ruskin, Morris og Arts and Craft bevægelsen har spillet en stor rolle for udviklingen af den moderne brugskunst. Men efter 1900 forflyttes tyngdepunktet fra England til kontinentet. Arkitekterne Herman Muthesius (tysk) og Henri van de Velde (belgisk) var begge påvirket af Morris. De to var hovedpersonerne bag oprettelsen af Deutscher Werkbund (DW) - en efterhånden særdeles indflydelsesrig organisation som havde som målsætning at fremme kvalitet indenfor håndværk og industri. Organisationen bestod af arkitekter, kunstnere, håndværkere og forretningsfolk. DW søgte i større grad at tilpasse kravet om kvalitet til industrifremstillede produkter. Arts and Craft bevægelsen (brugskunstbevægelsen) orienterede sig altså mere i retning af det, vi i dag ville kalde industridesign. Da målet var at skaffe kvalitet til lav pris, kan bevægelsen kaldes socialæstetisk. Men det var efterhånden ikke meget tilbage af Morris' visioner. Det var selve slutproduktet, som skulle forbedres. Industrialiseringen var accepteret på den økonomiske profits præmisser.

I Tyskland som i andre lande var der en række parallelle strømninger, som gik ud på at reformere industrivarerne. En vigtig institution var det tyske Bauhaus. Bauhaus var en skole for uddannelse af formgivere i ordets videste betydning: arkitekter, billedkunstnere, kunsthåndværkere. Målet var i lige stor udstrækning at tilgodese både det tekniske og det æstetiske i uddannelsen. For at opnå dette blev der ansat både håndværkere og kunstnere som lærere. Bauhaus' stifter og leder de første år var Walter Gropius. Hans slagord var «Kunst og teknik, en ny enhed». En række af vort århundredes mest kendte kunstnere har været knyttet til Bauhaus. Til trods for en kort og vanskelig levetid - skolen blev nedlagt af Hitler i 1933 efter 15 års virke - har Bauhaus som pædagogisk og faglig eksperiment alligevel haft stor indflydelse på arkitekt- og kunsthåndværksuddannelsen i hele den vestlige verden.

Skandinavisk brugskunst

I en række lande dukker der i starten af det 20. århundrede en række organisationer med et lignende udgangspunkt som Deutscher Werkbund op. Svenska Slöjdföreningen som egentlig havde sin rod i husflidsbevægelsen blev omorganiseret i 1914 udfra ideerne fra kontinentet. Man gik fra nu af ind for industrivarer. Foreningens slagord skabt af kunsthistorikeren Gregor Paulsson, var «Vackrare vardagsvaror». Det gik som en steppebrand over hele Skandinavien. Det blev næsten lige så udbredt som det danske og norske udtryk «Brugskunst».

Funktionalismens gennembrud i Skandinavien fandt sted med den store og meget omtalte Stockholmsudstilling, som blev arrangeret af Slöjdföreningen i 1930. I forbindelse med udstillingen kom et programskrift, hvis titel siger meget om den vej, udviklingen havde taget. Det hed «Acceptera». Parolen er nu at acceptere den foreliggende virkelighed, dvs. industrialiseringen. Med dette kan man sige, at brugskunstbevægelsen - trods gode hensigter - var «opslugt» af den kapitalistiske industrialisme.

I 1950'erne blev skandinavisk brugskunst kendt under begrebet «Scandinavian design». Dette er overvejende eksklusive produkter for de få - langt fra «hverdagsvarer». Til trods for at produkterne er industrielt fremstillede, bliver de dyre, fordi konstruktionsmåden kræver mange operationer.

I dag skelnes der altså indenfor brugskunst mellem kunsthåndværk og industridesign. Kunsthåndværket, den håndlavede genstand, er ifærd med at etablere sig blandt den «rene» kunst, mens industrien tager sig af brugsvarer. Skellet mellem kunst og teknik er langt fra opløst som Morris og Gropius ønskede. I dens oprindelse under 1800 og 1900-tallets første årtier havde brugskunstbevægelsen et stærkt præg af socialt og socialæstetisk engagement. Man ville skaffe almindelige mennesker produkter af høj både formmæssig og brugsmæssig kvalitet. Dette indslag bliver stadig svagere gennem vort århundrede. Til trods for gode intentioner og mange teorier, kom brugskunsten aldrig udenfor borgerskabets rækker. Det moderne kunsthåndværk fungerer omtrent på samme måde som størstedelen af den «rene» kunst. Det er statusprodukter for bestemte dele af borgerskabet.

I.G.