Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Norge
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Historie
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 8.767
: :
Bull, Edvard
Edvard Bull

Bull (1914- ), professor i historie ved Universitetet i Trondheim. Har mere end nogen anden arbejdet med arbejderklassens historie i Norge. Bull skriver indenfor en marxistisk tradition, men forholdet til marxismen må kaldes løst eller i alt fald udogmatisk. Han henviser sjældent til Marx, men låner en del begreber og forståelsesrammer fra ham: I sine historiske fremstillinger betragter Bull skellet mellem de der ejer eller disponerer over produktionsmidler og de der sælger deres arbejdskraft som centralt. Anknytningen til marxismen og markeringen af klassekampens betydning er hos Bull historisk blevet noget svagere - især når det gælder hans vurdering af samtiden.

Bulls forfatterskab er præget af et syn på videnskaben som gennemtænkt «common sense». Som socialhistoriker bruger Bull ofte kvantitative metoder og låner betragtningsmåder fra andre samfundsfag, men sjældent ukritisk. Et forsøg med «content analysis» - «indholdsanalyse» - af mundtligt erindringsstof i 50'erne står isoleret i hans produktion. Kvalitative, «bløde», kilder står ham nærmest.

Hans socialhistoriske syn på fortiden leder ham frem til en anden hovedinddeling af perioderne i nyere norsk historie end den traditionelle, hvor 1884, 1905 etc. er de skelsættende år. Bulls første periode kalder han for bondesamfundet - frem til omkring 1860. En dominerende form for magtforhold (det var flere) var forholdet mellem bønder og bygdernes ejendomsløse. Bønderne var herskere i forhold til den store underklasse på landet. De bestemte i høj grad over deres daglige liv og arbejde - en position der i vid udstrækning var beskyttet af statsmagten. Perioden fra ca. 1860 til omtrent 1920 er kapitalismens frigørende fase - dvs. hvor underklassen frigøres til lønarbejde. Det vigtigste magtforhold gik nu mellem virksomhedsledere og industriarbejdere (og beslægtede lønarbejdere). Underklassen var blevet frigjort for at blive inddraget i en ny type ufrihed. Den begrænses af konkurrencen om arbejdskraft og af faglig organisering. Efter en overgangsperiode går samfundet fra 1935 ind i den organiserede kapitalismes epoke. Den domineres af «forholdet mellem på den ene side erhvervslivets, statens og de store organisationers ledere og industriarbejderne og udkantsbefolkningen på de to andre.» Den centrale klassedeling er her mere konsekvent gennemført, da stadig færre mennesker arbejder med deres egne produktionsmidler.

Det er særlig den anden af de tre epoker, Bull har beskæftiget sig med. Hovedproblemstillingen i hans forskning kan formuleres som dannelsen af den norske industriarbejderklasse. Det gælder for det første dens fysiske oprindelse. Hvem var de første industriarbejdere, hvor kom de fra, hvad slags vilkår levede de under i arbejde og privatliv? Bulls andet hovedbidrag angår dannelsen af arbejderklassen som kollektiv med fælles bevidsthed, hvordan arbejdernes holdninger og selvopfattelse som klasse skabes gennem levevilkårene i og udenfor arbejdspladsen. Hvilke strukturelle og individuelle faktorer bestemmer hvorvidt lønmodtagerne skal acceptere eller protestere mod arbejdsforholdene? Bull drøfter bl.a., hvorvidt arbejdsforholdene i virksomhederne var traditionelle (paternalistiske, personlige) eller nye (kontraktmæssige, upersonlige), arbejdernes køn, alder, arbejdsbaggrund og sociale oprindelse. Han undersøger, om de var indfødte eller tilflyttere, hvorfra de kom og hvordan dette prægede miljøet. Den relative og absolutte levestandard er også vigtig, samt arbejdernes viden om andre forhold.

Med denne tilgangsvinkel afviger Bull klart fra hovedtraditionen i norsk arbejderklasseforskning, der overvejende har koncentreret sig om organiseringen i parti og fagorganisation samt spillet mellem personer og ideer på topplan. Han har også skrevet om dette felt, men hovedvægten i hans forskning handler om arbejderklassens masser og arbejderbevægelsens fodfolk: De første spæde protestformer, opløb, strejker og anden «ulydighed». I dette tvinges Bull til at se ud over industriarbejdet. Håndværkerne var arbejderbevægelsens pionerer i Norge. Håndværkets skæbne var bestemt af den industrielle kapitalismes udvikling i Norge - et central tema i Bulls forfatterskab. Socialhistoriens kendetegn er netop at studere dette gennem «de sociale gruppers forandringer gennem tid». Mange af de problemstillinger Bull arbejder med, passer bedst til og er ikke sjældent nødt til, at studeres lokalt. Problemerne er desuden normalt generelle. De kan sammenlignes fra bygd til bygd eller fra by til by, også ud over landegrænserne. Bull har både skrevet lokalhistorie fra Eidsvoll og Grünerløkka i Oslo og historie fra Østafrika. Han «tror, at lokalhistorikerne også bør gøre sig klar over hvor international deres videnskab i virkeligheden er. Den såkaldte «rigshistorie» er jo i virkeligheden langt mere provinsiel.»

Foruden afrikansk historie har Bull præsenteret lidt af den engelske arbejderklasses erfaringer for norske læsere, men vigtigere er hans forfatterskab på tysk og engelsk om almen norsk moderne historie og norsk fagbevægelse samt arbejdet med almindelige folks erindringer - arbejderminderne.

Bull anser selv de omkring 2700 beretninger fra gamle arbejdere (særligt i industrien), der blev indsamlet under hans ledelse ved Norsk Folkemuseum i 1950'erne, som noget af det vigtigste han har bedrevet i norsk historisk forskning. Særligt i kombination med andet kildemateriale har minderne vist sig værdifulde, og Bull har benyttet dem i en række publikationer. Uden dem havde han næppe kunnet trænge ind i arbejdernes oplevelser, som det mange steder er lykkedes ham. De mangfoldige beretninger har ført Bull frem til en forståelse af de store variationer indenfor arbejderklassen. Udtrykket «arbejderaristokrati» er blevet anvendt. Variationerne fremhæves også for Englands arbejderklasse. Det gør det unødvendigt klart at vælge side i optimist/pessimistdebatten om, hvorvidt industrialiseringen i første omgang førte til værre eller bedre levevilkår for de engelske arbejdere. Alligevel skriver Bull, at opfattelsen af at den industrielle revolution i starten skabte større fattigdom og værre levevilkår for det arbejdende folk næppe holder i England og i alt fald ikke i Norge. Bull baserer sin sikre generalisering på arbejderminderne: Industriarbejdet blev stort set af alle, der kunne sammenligne, oplevet som bedre end det arbejde der fandtes tidligere.

Bull er en af de få universitetshistorikere der har skrevet lærebøger for den videregående skole og som også føler et ansvar overfor voksne lægfolk. De mange letlæselige fremstillinger i hans forfatterskab gør, at Edvard Bull har nået flere mennesker end de fleste historikere.

Nogle vigtige bøger skrevet af Bull: Arbejdermiljø under det industrielle gennembrud, Oslo 1958, 1972. Arbejderklassen i norsk historie, Oslo 1947. Norsk fagbevægelse, Oslo 1955, 1968. Arbejderværn gennem 60 år, Oslo 1953.

J.E.M.