Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Golda Meir (1898-1978), israelsk socialdemokratisk politiker.

Meir blev født i Kiev i Ukraine, men udvandrede med sine forældre som otteårig til USA, hvor hun uddannede sig som lærer. I 1921 bosatte hun sig med sin mand Morris Mayerson i en kibbutz i Nedre Galilæa i Palæstina. Hun deltog aktivt i fagforeningsarbejdet, og blev i 1929 indvalgt i den jødiske faglige landsorganisation Histraduts eksekutivkomite. I 1936 blev hun leder af dens politiske afdeling.

I 1930 var Meir blandt grundlæggerne af Israels Arbejderparti, Mapai. Efter staten Israels oprettelse blev hun udnævnt til sit lands første ambassadør i Moskva. Denne post forlod hun dog allerede året efter for at indtræde i Ben Gurions regering som arbejds- og socialminister. I 1956 blev hun udnævnt til udenrigsminister, og i de følgende 10 år stod hun som eksponent for en udenrigspolitik, der både indebar tilnærmelse til de alliancefri lande og til USA.

I 1966 forlod hun regeringen for at blive generalsekretær for Mapai. Denne post måtte hun dog forlade to år senere, da Mapai blev sluttet sammen med Ben Gurions udbrydergruppe Rafi og Achdut Haavoda partiet. Efter premierminister Levi Eshkols død i februar 1969 udbrød der en magtkamp mellem partiets to topkandidater til premierministerposten: vicepremierminister Yigal Allon og forsvarsminister Moshe Dayan. Magtkampen medførte, at Meir blev valgt som kompromiskandidat til posten. Hun blev hurtigt accepteret af begge fløje i partiet, og var i stand til at holde sammen på det trods de meget modstridende synspunkter - også indenfor regeringen - på politikken overfor de besatte områder og palæstinenserne.

Meir trak sig tilbage i 1974 og blev efterfulgt på premierministerposten af Yitzhak Rabin.

A.J.