Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Chicagoskolen opstod som en strømning i sociologien i Chicago efter dannelse af det første sociologiske institut i USA (og iøvrigt i hele verden) i 1892. Chicagoskolen havde sin største blomstringstid i perioden ca. 1914-40, og er især kendt for studier indenfor bysociologi, af immigranters assimilation i amerikanske storbyer og af lokalsamfund. Det var ikke mindst de undersøgelses- og analysemetoder, som blev udviklet og taget i anvendelse i bestræbelsen på at give sociologien et solidt empirisk grundlag som videnskab, der fik varig betydning.

Selvom sociologien har sine rødder i Europa og blev grundlagt der i løbet af 1800-tallet, var USA først med hensyn til at etablere faget som selvstændig universitetsdisciplin, og her fik Chicago en førende position i den tidlige fase. Chicago-instituttets første leder var Albian Small (1854-1926), og under hans ledelse udviklede instituttet sig i løbet af et par årtier til et center i USA. I 1895 blev William I. Thomas (1863-1947) ansat ved instituttet, og når han i dag står som en af sociologiens klassikere, skyldes det først og fremmest hans forskning af immigranters livsforhold og assimilation i den «sociale fabrik» og «laboratorium», som de amerikanske storbyer udgjorde. Hans hovedværk er «The Polish Peasant in Europe and America» fra 1918-20, som han skrev sammen med Florian Znaniecki (1882-1958), der selv var indvandret fra Polen. Det skete på baggrund af mere end ti års forskning, som de i fællesskab havde gennemført i Polen og i USA ved anvendelse af en række forskellige metoder.

Som titlen siger, handler bogen om polske indvandrere (hvoraf der omkring 1910 var godt 350.000 alene i Chicago), og hovedinteressen er at beskrive, fortolke og analysere kulturforskelle og -konflikter i storsamfundet, men set og fortolket gennem de enkelte personers liv og livsforløb. De anvendte hertil kilder af flere forskellige typer - bl.a. flere tusinde private breve, indsamlet blandt immigranter i Chicago, trykte breve og beretninger fra medier, og livshistorier. En central rolle spillede de polske bønders dagbøger. Det gav mulighed for at sammenligne livshistorier for både de bønder der var forblevet i Polen, og de der var emigreret. Dertil kom iagttagelser og interviews direkte i de sociale miljøer - såvel i Polen som i boligområder i Chicago. Disse metoder kom til at danne skole i sociologien. Hvad teoretisk angrebsmåde angik, lagde Thomas og Znaniecki vægt på at knytte fortolkninger til livsforhold og handlestrategier, som de blev oplevet af immigranterne. Det sociologiske begreb situationsdefinition (som nu kan ses anvendt i mange sammenhænge) stammer fra Thomas; i begrebets sociologiske betydning betones de sociale processer, der leder frem til konstruktion af mere eller mindre fælles eller modstridende situationsopfattelser som grundlag for handling. Begrebets indhold sammenfattes i den formulering, der siden er kaldt «Thomas-teoremet»: det mennesker definerer som virkeligt, er virkeligt i sine konsekvenser.

En anden gruppe af studier med grundlæggende betydning er de bysociologiske, først og fremmest knyttet til navnene Robert E. Park (1864-1944) og Ernest W. Burgess (1886-1966). Disse studier er kendetegnet ved at kombinere omfattende kortlægning og analyser af byernes socialt-rumlige struktur og organisering med detaljerede kvalitative undersøgelser af forskellige sider af typiske fænomener og problemer i storbyers sociale liv, såsom slumområder, kriminalitet, gadebander, racekonflikter, fattigdom mv. Park grundlagde med sine bysociologiske studier humanøkologien, studiet af det sociale livs rumlige mønstre. Han og Burgess indsamlede detaljerede data og fandt på grundlag af kortlægninger forskellige typiske mønstre i storbyers rumlige organisering (mønstre, som med nutidens dataregistre og edb-teknologi mv. er langt lettere at identificere end i datidens amerikanske millionbyer); et typisk mønster er opdelingen i koncentriske cirkler: inderst cityområdet med høj koncentration af finans- forretnings- og administrationsfunktioner. I næste cirkel finder man så ofte et overgangsområde, der som regel vil være i forfald (ældre boliger og butikker, lettere industri mv.), afventende overgang til city-funktion, så kommer boligområder for arbejdere og lavere middelklasse og yderst forstæder med boliger for højere middelklasse. Der findes naturligvis andre mønstre, men den nævnte funktionelle opdeling er i grundtrækkene ret alment udbredt.

Park og Burgess gennemførte sammen med deres medarbejdere og studerende mangfoldige undersøgelser af forskellige sider af miljøer, funktioner og sociale problemer i Chicago, såsom biblioteker, hospitaler, gadehjørnet, vagabondering, hjemløshed, ghettoer, fattigdom, organiseret kriminalitet mv. Forskningen var i nogle tilfælde reformorienteret, f.eks. i samarbejde med byens myndigheder eller andre reformagenter.

Anvendelse af feltmetoder såsom observation og deltagerobservation kombineret med kvalitative interviews var karakteristisk for disse studier. Her der altså tale om metoder, hvor forskeren over længere tid opholder sig i og færdes i det sociale miljø for at etablere tæt kontakt, og evt. selv direkte deltager i det sociale liv. Sådanne metoder er siden blevet standardmetoder i sociologi og tilgrænsende fag. En berømt undersøgelse af denne karakter er William F. Whytes «Street Corner Society» (1943), der handler om subkulturer i ungdomsgrupper som bestanddel af byens gadeliv; den rummer indgående beskrivelse af normer, grundlag for sammenhold, identitet og selvopfattelse, magtforhold mv. i sådanne grupper. Denne type subkulturer var især at finde i storbyens overgangsområde og den ydre del af city. Også kvantitative metoder indgik imidlertid i Chicagoskolens studier.

Chicagosociologien var tværfagligt orienteret, og i de anvendte angrebsmåder kan ses en påvirkning fra antropologien, som instituttet husede indtil 1929. Andre områder, som Chicagoskolen var i gensidig tæt udveksling med, var filosofi og psykologi. Også filosofisk var Chicago et centrum, her for udviklingen af pragmatismen som strømning i sociologien med navne som John Dewey (1859-1952) og George Herbert Mead (1863-1931). Begge kom til Chicago i 1894 (til det filosofiske institut) og fik tæt kontakt med det sociologiske miljø. Deres pragmatistiske filosofi, socialpsykologi og pædagogik prægede dermed Chicagoskolens teoretiske orientering. Især Meads socialpsykologiske modeller for interaktion gennem rollespil og det at sætte sig i andres roller og hans udviklingspsykologi med modeller for, hvorledes selvet dannes i det sociale samspil passede godt sammen med Chicagoskolens program og angrebsmåder. Det er således almindeligt at henregne også George Herbert Mead til Chicagoskolen. Denne sammenføjning af Meads pragmatistiske socialpsykologi og empiriske analyser leder frem til det, der siden er blevet kendt som den symbolske interaktionisme. En betegnelse der stammer fra en af Meads elever, Herbert Blumer. Et særpræg ved denne strømning er, at den forsøger at følge storsamfundets strukturelle dynamik med forandringer og konflikter fra makroniveauet til mikroniveauet, for at afdække, hvordan de udleves, tolkes og bearbejdes i interaktion mellem de enkelte mennesker. Grundlæggende antagelser er, at mennesker er aktivt skabende i tolkning af situationer, at dette sker i socialt samspil, og at makrostrukturer ikke er objektive, tingslige, men menneskeskabte konstruktioner.

Også symbolsk interaktionisme fik betydelig indflydelse i sociologien, og har påvirket senere sociologiske teoretikere og strømninger, såsom Erving Goffman, fænomenologisk sociologi, Jürgen Habermas, Anthony Giddens, etnometodologi og dele af socialkonstruktivismen. Selvom Chicagoskolens rolle som distinkt og afgrænset skoledannelse må betragtes som udspillet allerede fra begyndelsen af 1950'erne, har de nævnte bidrag og ideer således haft betydelig indflydelse og er blevet overtaget og videreudviklet i den senere sociologi - specielt netværkssociologien og antropologien.

H.An.