Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Goffman (1922-82), professor i socialantropologi ved University of Pennsylvania. Erving Goffman har gennem en række originale og populære studier skaffet sig en central plads i den aktuelle samfundsvidenskabelige debat. Han er muligvis den af nutidens samfundsforskere, som i stærkest grad kan siges at bearbejde og videreudvikle den indsigt, som klassiske sociologer som Simmel, Durkheim og G. H. Mead oprindeligt lagde frem.

Goffmans teorier er baseret på observationer fra dagliglivet, og viser hvordan det sociale ego eller selvbilledet er dannet og opretholdes. Han påviser nye sammenhænge mellem det sociale ego og dagliglivets sociale orden. Hans arbejder kan dog ikke læses som et direkte bidrag til, hvordan social organisation udvikles. Den sociale organisation er en sammenfatning af mange menneskers adfærd. Alligevel er studiet af social organisation et gennemgående tema i Goffmans værker.

Studierne er meget konkrete. Gennem deltagerobservation og omhyggelige beskrivelse af de mere eller mindre dagligdags sociale møder, påviser han, at disse er vigtige for at kunne analysere det sociale. Han skelner mellem sociale møder (på værtshuset, i butikken o.l.) og sociale grupper (slænget, familien o.l.). Dette er to forskellige former for social organisation, der nok hænger sammen, men er organiseret udfra forskellige træk. Denne skelnen har haft stor betydning for udviklingen af teorier om menneskelig handling i fællesskab.

Han har specielt været optaget af de sociale møder, og hvordan personer der befinder sig i umiddelbar fysisk nærhed af hinanden interagerer. Han er i denne forbindelse ikke optaget af individets psykologi o.l., men af de regler som styrer de forskellige personenes handlinger. Med regler mener han, hvad der er muligt for forskellige personer at gøre i en given situation. Det er f.eks. ikke alt, der kan siges eller vises på anden måde, uden at situationen bryder sammen - den bliver f.eks. pinlig. Der findes altså nogle grundlæggende sociale regler, knyttet til betingelsen om ikke at bringe andre i forlegenhed - eller sig selv for den sags skyld. Han har også analyseret en del andre regler om, hvordan personer håndterer en situation således, at de kommer «ærefuldt» ud af den, og hvordan vi spiller ét spil udad og et andet indad («back-stage» og «front-stage»).

Et eksempel på dette er hvad man siger til gæster når de er til stede, og hvad værterne siger til hinanden efter at gæsterne er gået. Et andet vigtigt begreb er rolledistance: Hvordan vi ikke kun gør det foreskrevne, men samtidig spiller andre træk ved os selv som personer ud. Træk som vi socialt tjener på at vise i situationen, eller som det er nødvendigt at vise for at opretholde et selvbillede. Dette er ikke reguleret af normer, og Goffman mener, det er det vigtigste i situationen. Dette er kun nogle eksempler på vanskeligt håndterbare træk ved menneskelig interageren, som han prøver at sætte navn på og analysere. Særlig interessant for den almindelige læser er, at han analyserer det fælles dagligliv - som vi selv befinder os i.

Selv om Goffman i sine første bøger udarbejdede noget, han kalder et dramaturgisk spil og sceneperspektiv for interageren, og at han snakker om «syntaktiske regler» for interageren, så betyder det ikke, at individets adfærd er entydigt foreskrevet ud fra sociale regler. Som det fremgår af begreberne ovenfor, er Goffman netop optaget af at vise individets aktive holdning til defineringen af sociale situationer, og han viser hvordan individet arbejder med at præsentere sig på måder, som er i overensstemmelse med dets interesser.

Det gennemgående træk ved Goffmans studier kan også sammenfattes ved at henvise til hans opfattelse af det sociale ego. Både individet og dets modspillere er i bestemte øjeblikke optaget af at præsentere og få bekræftet et tilfredsstillende billede af dem selv. For at opnå dette er det vigtigt, at dele af dagliglivets sociale interaktion ritualiseres. Det sociale ego består af en del «hellige» kerner, eller man kan også sige, at egoet (jeg'et) har sine grænser. Disse må ikke overskrides eller besudles af det eller de individer man interagerer med. Når sådanne overskridelser alligevel finder sted, må de bearbejdes ved hjælp af rituelt arbejde, som f.eks. undskyldninger. Denne ritualisering af det sociale ego som foregår i dagliglivet, er et af de nødvendige træk ved interaktion, for at det hele skal fungere. Det er noget alle parter under interaktion er lige afhængige af. Denne ritualisering udstikker rammen som interaktionen udspiller sig indenfor. Rammen som ethvert individ må præsentere sig selv indenfor, og hvor det får bestemt og bekræftet sin sociale plads. Bryder en person rammen, ødelægger han det både for sig selv og for andre. Hvis individet ikke vil eller kan holde sig til de rituelle rammer, får dette sociale eller psykiske konsekvenser - f.eks. når det handler om at opretholde sin sociale plads (i familien). Interaktionsprocesser der er præget af en stigende mistilpasning, fører let individet (eller individerne) over i en neurotisk tilstand. Interaktionen forløber da således, at aktørerne ikke får korrigeret deres misforståelser. Goffman har i sine analyser af asylet dokumenteret, hvordan samfundet netop i denne situation placerer individer sammen i institutioner, der giver ugunstige betingelser for at præsentere et tilfredsstillende selvbillede. Samtidig er dette individer, der allerede på forhånd netop har store vanskeligheder ved at fungere i forhold til sådanne nødvendige dagligdags ritualiseringer. Gennem omhyggelige beskrivelser af asylet viser Goffman, hvordan alle de små ressourcer der er nødvendige for ritualiseringer - både af den som handler og den man forholder sig til - kan fjernes fra individet.

Mens Goffmans første værker var præget af hans tilknytning til den såkaldte Chicagoskole med dens betoning af naturalistiske observationer og betydningen af økologiske forhold - altså af hvad de fysiske egenskaber ved situationer betyder for deltagerne - så arbejder han i sine senere værker mere og mere med at forstå de kommunikationsprocesser, der ligger bag aktørens udvikling af interaktionsforløb.

Goffman er med nogen ret blevet kritiseret for, at han ikke forsøger at udvikle et mere sammenfattende og teoretisk klart perspektiv for menneskelig interaktion og samfund. På samme måde kan han kritiseres for, at han ikke arbejder mere metodisk bevidst med problemerne i forbindelse med at nå frem til sikre data. Men disse indvendinger bliver langt hen ad vejen opvejet af hans arbejder på teoretisk «mellemniveau», der gør det muligt at forstå stadig flere sider ved den menneskelige interaktion. Hans studier udgør kilder, man til stadighed kan vende tilbage til for at blive mere opmærksom på de menneskelige interaktionsforhold, og for at se hvilken hårfin balancegang disse egentlig er. Som han selv siger: «Life may not be much of a gamble, but interaction is».

S.Be.