Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Pædagogik
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2003
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Læst af: 6.711
: :
Rasmussen, Niels Jørgen David Vilhelm

Niels Jørgen David Vilhelm Rasmussen (1869-1939), lærer, rektor og politiker.

Rasmussen blev født på Fyn, hvor hans far var kroejer. Han blev student, læste geografi og naturhistorie og blev under sit studium en glødende tilhænger af Darwins udviklingslære og overbevist ateist. Han var lærer på forskellige skoler og bl.a. leder af den kommunale mellemskole på Frederiksberg. En stilling han blev afskediget fra pga. sin ateisme. I 1919 blev han rektor for Sundby gymnasium og 1924-39 rektor for Danmarks Lærerhøjskole. Han var initiativtager til Studentersamfundets Søndagsskole og Foredragsrække i 1901.

Rasmussen meldte sig ind i Socialdemokratiet i 1906, blev valgt ind i Folketinget i 1915 og forblev medlem resten af sit liv. Han var en flittig taler, medlem af finansudvalget, påtog sig mange ordførerskaber - af størst betydning nok i sager vedrørende uddannelsesforhold. Han var et engageret medlem af Den store Skolekommission fra 1919-23 og på hans initiativ blev bestemmelsen om at folkeskolens elever skulle opøves i selvvirksomhed indført i folkeskoleloven i 1937. En paragraf der blev stående til 1975.

Rasmussen udgav en række lærebøger og populærvidenskabelige værker i naturhistorie og geografi som «Verdensudviklingen» 1903-04 og «Menneskets Udvikling» i 1911, der fik stor udbredelse. Han udsendte også bøger om udviklingspsykologi, der byggede på naturalistiske observationer af hans to døtre, den samme metode som Darwin havde anvendt: «Barnets sjælelige Udvikling i de første fire År», 1913; «Børnehavebarnet», 1918-19; «Forskolebarnet», 1921; «Et Barns Dagbog», 1922 og «Mellemskole–Barnet» 1925. Disse bøger nåede international udbredelse. Han udgav også pædagogisk-politiske skrifter som «Samfundsskolen»,1910 og «Socialdemokratiet og Skolen», 1910; endelig udgave han bogen «Børnepsykologi og Pædagogik» i 1938.

Rasmussen hævdede at have et livssyn, der byggede på et rationelt videnskabeligt grundlag. Han tog udgangspunkt i udviklingslærens tillid til at mennesket er født med anlæg og evner, og at disse skulle videreudvikles i skole og opdragelse. De praktiske fag skulle læres først, derefter de naturvidenskabelige og så åndsfagene. Undervisningen skulle tilrettelægges som selvvirksomhed, således at lærerens ord eller bogen tekst ikke kom mellem eleven og stoffet. Han ville stimulere enkeltindividets personlighedsudvikling, og hans vision var et samfund med en stadig standscirkulation, og således ikke et med social, økonomisk og kulturel lighed. Denne opfattelse forekommer at være i strid med hans tilhørsforhold til Socialdemokratiet. Han tog en række initiativer, bl.a. til udbygning af Lærehøjskolens virksomhed. Kun nogle af disse blev realiseret. Årsagen var både samtidens stramme økonomi, hans egne yderliggående synspunkter og kantede væsen - en tilbøjelighed, der blev forstærket af en tiltagende døvhed.

E.N.


Litteratur

Rasmussen, Vilhelm: Drengeliv i kroen, 1939.
Ebbe Neergaard i Tilskueren 1939, II, 109-20.
Nørgaard, Ellen: Lille barn hvis er du? 1977.
Larsen, Ernst: Danmarks Lærerhøjskole 1950-64, 1981.