Den fjerde Genevekonvention omhandler beskyttelsen af civile i krigstid og under en fremmed magts besættelse. Den udgør en del af retsgrundlaget for, at de israelske bosættelser i det israelsk besatte Palæstina er krigsforbrydelser, og at ødelæggelsen af huse der tilhører familiemedlemmer til palæstinensiske selvmordsbombemænd ligeledes er krigsforbrydelser.
Konventionen blev indgået under den diplomatiske konference i Geneve, der strakte sig fra 21. april til 12. august 1949. Indtil da havde der ikke eksisteret nogen traktat omkring beskyttelsen af civilbefolkningen under krige og besættelser, og denne mangel var et problem ifbm. Nürnbergprocessen, hvor nazistiske ministre og regeringsembedsmænd stod anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. De måtte nemlig dømmes på et retsgrundlagt, der blev udformet efter verdenskrigen.
Med den fjerde Genevekonvention udgør kollektiv afstraffelse af civilbefolkningen en krigsforbrydelse. Artikel 33 i konventionen siger: «Ingen beskyttet person kan straffes for en forseelse, han eller hun ikke personligt har begået» og «kollektiv afstraffelse og alle tilsvarende generende tiltag eller terrorisme er forbudt». Israel afviser, at konventionen og dens senere tilføjede protokoller kan anvendes på dets besættelse af Palæstina.
Med kollektiv afstraffelse tænkte forfatterne af konventionen på de hævnmord, der havde fundet sted under 1. og 2. Verdenskrig. Under 1. Verdenskrig havde tyskerne bl.a. massehenrettet belgiske landsbyboere som hævn for modstanden mod den tyske besættelse. Under 2. Verdenskrig gennemførte nazisterne systematisk kollektiv afstraffelse i en lang række lande for at knuse modstandskampen. Hele landsbyer, byer og distrikter blev gjort ansvarlige for de modstandsaktiviter, der fandt sted. For at afværge sådanne situationer understregede konventionen princippet om individuelt ansvar blandt soldater og officerer. Principper der var slået fast allerede i Nürnbergprincipperne.
Loven der regulerer væbnede konflikter giver tilsvarende beskyttelse under interne konflikter. Artikel 3 kræver retfærdig rettergang for alle personer, før de kan straffes, og tillægsprotokol II fra 1977 forbyder eksplicit kollektiv afstraffelse.
Israels besættelse af Palæstina er foregået i generationer, og ødelæggelsen af palæstinensiske hjem og huse har været en tilbageværende terrorhandling fra de israelske myndigheders side. Nogle gange er denne terror udløst af modterror eller angreb fra palæstinensisk side, men ofte er den ikke koblet til sådanne aktioner. Den 30. juli 1997 eksploderede en bombe i det vestlige Jerusalem. 15 blev dræbt - deriblandt de 2 palæstinensiske selvmordsbombemænd - og 170 såret. Den israelske hær svarede igen ved at straffe de formodede bombemænds familier og den landsby de muligvis kom fra. 4 familiers huse blev fuldstændig ødelagt, og det samme gjaldt 8 huse i det østlige Jerusalem. Efterfølgende hindrede israelske soldater i næsten en måned næsten alle fra at komme ind til eller forlade Vestbredden. En kollektiv afstraffelse af Vestbreddens samlede befolkning på 1½ million.
| Israelske krænkelser af 4.
Genevekonvention Israels største ødelæggelse af palæstinensisk ejendom i årevis fandt sted 21. august 2003. Kl. 5 om morgenen kørte 15 israelske militær-bulldozere ind i byen Nazlat 'Isa på Vestbredden og gik i gang med at jævne byens marked med jorden. 100 forretninger og 5 hjem blev jævnet med jorden. I januar 2003 var 82 andre forretninger jævnet med jorden af de israelske bulldozere. Husene fjernes, fordi Israel ønsker at oprette en «sikkerhedszone» mellem sin apartheidmur og den palæstinensiske befolkning. |
 Overblik over det ødelagte marked i Nazlat 'Isa. |
 Israelsk militær bulldozer i aktion - i krænkelse af den 4. Genevekonvention. |
 .. og gravkøerne rydder op |
 Resterne af markedet i Nazlat 'Isa |
| Internet: | ||
| ||