Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
     .  Politik
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær
   .  Fascisme
Begreber
DatoOpdatering
2015.02.17Opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 18/2 2015
Læst af: 186.236
: :
Terrorisme

Terrorisme?

Verdens hidtil blodigste angreb på en civilbefolkning fandt sted den 6. august 1945, da USA's luftvåben kastede en atombombe over den japanske by Hiroshima. Hiroshima havde ingen militære installationer. USA's formål var alene at svække den japanske befolknings moral og krigsvilje. 140.000 civile japanere blev dræbt ved dette angreb.
US Army i aktion mod civile. Den 12. juli 2007 angriber 2 Apache helikoptere en gruppe civile i det centrale Baghdad og dræber 12 - deriblandt 2 journalister fra Reuters. En bil med børn der standser for at transportere sårede til hospitalet blivet ligeledes angrebet og 2 børn såret. Apache helikopterne angriber med 30 mm panserbrydende projektiler, så ofrene bliver skudt i småstykker. USA's militær benægter efterfølgende at have angrebet civile og forsøger at lave et cover-up omkring historien. Sandheden om terrorangrebet kommer først frem i 2010, da optagelser fra Apache helikopterne bliver lækket til WikiLeaks og lagt på internettet.
Se den fulde udgave af terrorangrebet på: collateralmurder.org
Israelske bevæbnede bosættere angriber i samarbejde med de israelske besættelsesstyrker i den palæstinensiske by Hebron palæstinensiske civile.
Banner ophængt på landbrugets hovedkvarter Axelborg i protest mod GMO-foder.
Som de fleste andre lande har Danmark efter 11. september 2001 indført «terrorlove», og som i de fleste lande er denne lovgivning blevet brugt til at indskrænke de demokratiske rettigheder. I Danmark blev lovgivningen brugt første gang mod miljøorganisationen Greenpeace. Den 13. oktober 2003 gennemførte aktivister fra organisationen en aktion mod Landbrugsrådet mod landbrugets anvendelse af GMO foder. Rådet fik hængt en banner over sin facade. Aktivisterne fik som tidligere en dagbøde på 1500kr, men denne gang tog byretten endvidere «terrorlovgivningen» i brug og dømte Greenpeace for organisationsansvar. Dommen blev skærpet i Øste Landsret i februar 2006, hvor Greenpeace fik en bøde på 50.000kr. «Terrorlovgivningen» blev brugt til at begrænse enkeltpersoners og organisationers demokratiske rettigheder. (Se også Civil ulydighed).
Nelson Mandela. Det sydafrikanske apartheidregime betegnede ham som landets farligste terrorist og holdt ham i 30 år indespærret på fangeøen Robben Island.
Statslederne for Storbritannien, Danmark og USA ved Mandelas begravelse i 2013. De 3 stater var i 2003-10 ansvarlige for 1-2 mio. civile irakeres død.
Jernbanesabotage i Danmark under 2. verdenskrig. Både besættelsesmagten og de danske samarbejdspolitikere omtalte konsekvent sabotører og modstandsbevægelse som terrorister og lod dem henrette.
Israel gennemførte i 2008 og 14 hæmningsløse bombardementer af Gaza. I 2008 blev 1.400 dræbt og i 2014 blev 2.200 dræbt, heraf var 80% civile. Det meste af verden fordømte barbariet.
Palæstinenser kører sin bil ind i en gruppe israelere der venter ved et busstoppested i maj 2014. En blev dræbt

Terrorisme, upræcist ideologisk begreb der anvendes til at dæmonisere politiske, religiøse eller etniske modstandere eller handlinger, anvenderen ikke bryder sig om. Alle kan derfor blive enige om at fordømme «terrorisme», samtidig med at alle mener noget forskelligt med det. Seriøse organisationer afstår derfor fra at anvende begrebet. FN anvender det nødigt og menneskerettighedsorganisationer anvender det slet ikke. Til overgreb mod enkeltpersoner eller grupper anvendes i stedet menneskerettigheds-, tortur- eller Genevekonventionerne som målestok.

I mange tilfælde - men ikke alle - anvendes begrebet i den borgerlige offentlighed om handlinger, der allerede er dækket af den almindelige straffelov. Når det anvendes er det ofte for at skabe en massehysterisk effekt, der skal få befolkningen til at acceptere - eller kræve - represalier, der ligger udenfor en normal retstats rammer.

Siden angrebet på USA den 11. september 2001 har de fleste lande i verden indført «terrorlove», der anvendes som drakoniske «juridiske» instrumenter til at slå ned på politiske, religiøse eller etniske modstandere og idømme dem særligt strenge straffe. Den type lovgivning har to grundlæggende problemer. For det første er begrebet ideologisk og derfor juridisk upræcist. Begrebet i sig selv introducerer derved en vilkårlighed i lovgivningen, der strider mod retstatslige principper. For det andet skubber de fleste stater grundlæggende retstatslige principper til side, når der føres sager på grundlag af disse love, ved f.eks. at tillade anvendelse af beviser fremkommet ved tortur, anvendelse af hemmelige vidner eller hemmelige retsmøder hvor hverken anklagede eller forsvarer har adgang. Det gælder også Danmark.

Begrebets historiske anvendelse

Indenfor den del af den politologiske forskning, der accepterer anvendelsen af begrebet, er der i dag opregnet mere end 150 forskellige definitioner af terror. Dette illustrerer, at selv forskerne taler om forskellige ting, når de taler om terror. Når begrebet anvendes nedenfor er det derfor i dets traditionelle ubestemte betydning.

Terroristisk anvendelse af vold har været en del af den moderne historie siden den franske revolutions «store terror» til Pol Pot og Idi Amins terrorregimer i Cambodia og Uganda. Som svar på revolutionære strømninger strækker terrorens historie sig fra massakrene i Paris i 1848 og 1871 til Pinochets Chile efter Salvador Allende. Under Stalin og Hitlers terrorregimer antog terroren en ny form. Fra at være et mere eller mindre kontrolleret afskrækningsmiddel blev den til den totale tilintetgørelse. Et terrorsystem som i dag betragtes som en integreret del af både den officielle og uofficielle krigsførelse fra Dresden til Lidice, fra Hiroshima til My Lai.

Attentater og politiske mord har været en almindelig foreteelse i europæisk historie siden Henrik III af Frankrig blev dræbt af en dominikanermunk i 1589. Siden har fyrster, konger, dronninger, paver og præsidenter været yndede objekter for attentatmagere. Fra det 20. århundrede kan vi blot minde om mordet på den habsburgske tronfølger i Sarajevo i 1914, på Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg i 1919, Ben Barka, Amilcar Cabral, John F. Kennedy og Che Guevara.

Terror og vold er således et fænomen, som har præget og fortsat præger både undertrykkernes og befriernes historie. Især i de førborgerlige samfund hvor undertrykkelsesmekanismerne var direkte og personlige og hvor der manglede demokratiske politiske mekanismer, var politiske attentater en ikke ualmindelig reaktionsform. Ingen politisk retning eller social klasse kan hævde, at de aldrig har næret attentatmænd og konspiratorer ved deres bryst.

En vigtig terroristgruppe - som på mange måder repræsenterer overgangen fra førborgerlig terrorisme til organiseret socialt oprør - var den russiske organisation Folkets Vilje. Denne organisation gennemførte en række attentater mod zarens tjenestemænd, og i 1881 dræbte de zar Aleksander II. Efterhånden som den russiske revolutionære bevægelse blev klarere politisk organiseret, trådte den individuelle terror imidlertid i baggrunden som kampform (se Narodnik, Perovskaja).

Overfor nutidens mangfoldighed af grupper som benævnes «terrorister», kan det være nyttigt at skelne mellem tre typer: Den første type bruger terrorhandlinger i situationer hvor der eksisterer borgerkrigslignende tilstande. Det vil ofte være nationale befrielsesbevægelser eller partisaner. De vil som regel have organiseret kontakt med større politiske bevægelser eller grupper. Med andre ord, stor social forankring.

Den anden type har ingen organiseret politisk eller militær forbindelse til andre, men har alligevel betydelig passiv og ofte også aktiv støtte i befolkningen. Eksempel på disse kan være dele af den palæstinensiske befrielsesbevægelse, ETA (Euskadi Ta Askatasune - Baskerland og Frihed) i Spanien, Tupamaros i Uruguay i 1960'erne og IRA i Nordirland. Grænsen mellem denne gruppe og den førstnævnte kan være uskarp og flydende. Ligeledes kan disse grupper i bestemte politiske situationer fungere på samme måde som den tredje og sidste gruppe.

Den tredje gruppe består af de, der hverken har organisatoriske eller politiske bånd til nogen befolkningsgruppe, og som kun har begrænset passiv opbakning. Dette kan kaldes «politiske terrorister. Eksempler på sådanne grupper er Rote Armee Fraktion i Tyskland, Action Directe i Frankrig, De Røde Brigader i Italien og Weathermen i USA.

Forbilleder og politisk betydning

Den moderne variant af terrorisme har i høj grad sine militære og ideologiske forbilleder fra Mellemøsten, hvor terroren har en lang historie. Efter 2. verdenskrig begyndte en omfattende immigration af folk af jødisk herkomst til Palæstina, som da stod under britisk mandatstyre. For at sætte mandatstyret under pres således at indvandringen skulle blive lettere og for at terrorisere den indfødte befolkning, dannede militante zionister flere terrororganisationer. Den vigtigste hed Irgun Zwai Leumi, hvor Israels senere premierminister, Menachem Begin, spillede en ledende rolle. Denne gruppe er kendt for sprængningen af King Davidhotellet i Jerusalem og for massakren i den arabiske landsby Deir-Yassin i 1948, hvor flere hundrede palæstinensere blev dræbt. Menachem Begin har skildret motiverne bag terroren således: «De (palæstinenserne) skulle flygte, og de flygtede i massevis». Kombinationen af «holocausterfaringerne» fra krigen og en stærk international støtte fra mange sider gjorde, at den zionistiske terrorisme er den eneste som har nået sit formulerede mål: Staten Israel blev dannet.

Den anden terrororganisation af betydning i Mellemøsten var PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse). PFLP opererede fra 1967 i konkurrence med den officielle Al Fatah. Manglen på international anerkendelse af problemet med Israels besættelse af Palæstina søgte PFLP at kompensere ved opsigtsvækkende aktioner, som skulle gøre «verdensopinionen» opmærksom på problemet. Den største enkeltaktion foregik den 6. september 1970, da flere Pan Am og Swissair-fly blev kidnappet og fløjet til ørkenen i Jordan. Formålet var bl.a. at få frigivet et par palæstinensiske flykaprere. Forhandlingerne mislykkedes, passagerer og besætninger blev evakueret og flyene sprunget i luften. Resultatet af flysprængningerne var, at jordanske tropper med nordamerikansk støtte fik et påskud til at gå ind i de palæstinensiske flygtningelejre, hvor de dræbte omkring 10.000 palæstinensere. PFLP ophørte efter 1970 med terroraktioner og koncentrerede derefter sine militære aktioner mod israelske militære mål. Det førte til afskalning af flere militante grupper som PFLP-GC, som fortsat ønskede at anvende terror.

Terrorisme praktiseret af grupper uden folkelig forankring eller støtte har ét fællestræk: Den optræder pseudorevolutionært, men fungerer kontrarevolutionært. Den har dels ført til en kriminalisering af radikal politisk praksis generelt, dels til øget politioprustning og overvågning. Tydeligst var dette i Tyskland og i Italien, som begge i 1970'erne indførte «terrorlove» og politivedtægter, som bragte den almindelige politiske frihed i fare. Det er vanskeligt at pege på et eneste tilfælde, hvor terroren har bidraget til at give dem, som den var ment til at skulle tjene, større motivation til egen kamp; De er snarere blevet demoraliseret af myndighedernes modforanstaltninger og propaganda. Det er også vanskeligt at finde eksempler på, at aktionerne har bidraget til at give opinionen en bedre forståelse for «sagen».

Udfra et socialistisk perspektiv er konsekvenserne af denne type «rød» terror entydigt negative. Det konspirative i «terrorismen» tvinger deltagerne ud af deres almindelige livssammenhænge og ind i en pseudoverden, hvor virkeligheden forveksles med egne fantasier og mediernes skandaleoverskrifter. En revolutionær strategi kan benytte sig af militante midler, men altid som led i en større politisk bevægelse. En «terroristisk» strategi i en sammenhæng hvor hverken borgerkrig eller besættelse truer eller eksisterer, og hvor der findes normale politiske institutioner, vil altid fungere kontrarevolutionært - uanset motivation og radikal sprogbrug.

Selvmordsattentater

I de vestlige medier - herunder også de danske - fremstilles selvmordsattentater oftest som udtryk for religiøs islamisk fanatisme. Det er imidlertid forkert. Den nordamerikanske forsker ved Chicago University, Robert Pape har undersøgt 300 selvmordsattentater gennemført i perioden 1983-2004. Hans undersøgelse viste, at næsten alle var led i en klar nationalistisk strategi, og oftest en del af en national befrielseskamp. Undersøgelsen afslørede samtidig, at den organisation der mest flittigt anvendte metoden var den socialdemokratisk nationalistiske befrielsesbevægelse, De tamilske Tigre (LTTE) i Sri Lanka. Denne bevægelse tegnede sig samtidig for det eneste eksempel, hvor en statsleder blev slået ihjel ved et selvmordattentat - nemlig mordet på den indiske premierminister Rajiv Gandhi i 1991.

Før 1983 gennemførtes kun meget sjældent selvmordsattentater, men selvmordsaktionen mod først USA's ambassade i Beirut i april 1983 og siden i oktober marinehovedkvarteret samme sted satte skred i selvmordsaktionerne. Antallet eskalerede. Der fandt 31 aktioner sted i 1980'erne, 104 i 1990'erne og 153 alene i perioden 2000 - august 2004. I Israel var det en jødisk terrorist der satte gang i anvendelsen af metoden. Den 25. februar 1994 gik Baruch Goldstein ind i moskeen i Hebron på den besatte Vestbred og dræbte med sit automatvåben 29 bedende palæstinensere og sårede 125 inden han selv blev dræbt. Goldstein inspirerede palæstinensere til at begå tilsvarende selvmordsaktioner rettet mod israelere.

Den voldsomme stigning i det nye årtusinde skyldes næsten udelukkende aktioner i Iraq. Fra 2004 gik der ikke en uge uden selvmordsaktioner. Det er paradoksalt, at terrorismen er eksploderet efter at USA har indledt sin «krig mod terror», og Pape påpeger da også i sine undersøgelser, at militære midler er dømt til at mislykkes, når drivkraften bag aktionerne er ønsket om national selvstændighed. I Libanon ophørte selvmordsaktionerne først, da Israel trak sine besættelsesstyrker ud af landet, og i Sri Lanka bremsede aktionerne først op, da der kom reelle fredsforhandlinger i gang. Holder denne tendens, vil terroren i Mellemøsten først ophøre, når Israel rømmer det besatte Palæstina. Logikken er simpel. Osama bin Laden erklærede i 2004: «bomber i vores byer, bomber vi jeres».

Selvmordsterrorisme har to centrale formål: rekruttere til bevægelsen og svække modstanderen. Gennem sin håndtering af fænomenet har myndigheder og medier i Vesten gennem de senere år effektivt bidraget til opfyldelsen af begge formål. Medierne bidrager villigt til dæmonisering af større etniske og religiøse grupper, og fremelsker derved en modreaktion blandt ungdommen, der for nogles vedkommende lader sig rekruttere. Dæmoniseringen kan sammenlignes med nazismens dæmonisering af jødedommen i tiden op til krystalnatten i Tyskland i 1938. I Danmark taler statsminister og medier åbenlyst om «islamisk terrorisme», og bidrager derved i sin diskurs til radikalisering af specielt unge muslimer, der ser sig uretfærdigt forfulgt.

Både medier og myndigheder bidrager endvidere til terrorismens 2. mål: svækkelsen af modstanderen. Den tyske sociolog Ulrich Beck har formuleret kategorien risikosamfund til karakteristik af de moderne vestlige samfund. Truslen om pludselig død udgør i disse samfund en risiko på linie med f.eks. truslen om arbejdsløshed. Men mens risikoen er flere hundrede gange større for at dø pludseligt af hjerteslag eller trafikuheld pisker myndigheder i forbindelse med terrorisme en voldsom angststemning op. Hele landes befolkninger manipuleres ind i en kollektiv angstneurose. Terrorbevægelsen har nu nået det andet af sine formål: at svække modstanderen. Konsekvensen er, at de ramte samfund ikke får nogen ærlig chance for at analysere terrorismens årsager til bunds, og derfor heller ikke får mulighed for at udvikle egnede modsvar. Svaret bliver i stedet «krig mod terror», voldelige tiltag der blot eskalerer problemet i stedet for at løse det.

Kritikere vil indvende, at der også eksisterede terror før USA i 2001 indledte sin «krig mod terror», men statistikkerne viser at omfanget af terrorisme siden er eksploderet. Forskere som Pape anfører, at baggrunden for terrorangrebet i 2001 var USA's militære kolonisering af Mellemøsten - specielt Saudi Arabien - og Israels fortsatte besættelse af Palæstina.

Seks af USA's efterretningstjenester offentliggjorde i september 2006 en rapport om «krigen mod terror» der viste, at «krigen» frem for at reducere terrorismen, har øget denne samt risikoen for terror. Årsagen er, at USA's besættelse af Afghanistan og Irak, modstand mod en fredsløsning i Palæstina/Israel konflikten og brud på menneskerettighederne provokerer mange folk og grupper rundt omkring i verden og presser dem ud i terror. Terrorattentaterne i Madrid i 2004 og i London 2005 anses for at være direkte konsekvenser af disse landes deltagelse i besættelsen af Irak og USA's «krig mod terror». I det danske PET's årsrapporter fra 2004 og 2005 drages den samme konklusion. Det hedder, at Danmarks deltagelse i koalitionen i Irak og NATO's indsats i Afghanistan øger terrorrisikoen i Danmark. Det samme gør anvendelsen af karrikaturtegninger til hetz mod religiøse mindretal og den danske regerings bidrag til hetz mod indvandrere og specielt muslimer.

En lignende konklusion nåede britiske forskere frem til i juli 2006. USA's «krig mod terror» har først og fremmest bidraget til at styrke Iran. USA's besættelse af Afghanistan øst for Iran og Iraq vest for landet har afgørende svækket Irans to nabolande og tilsvarende øget Irans politiske indflydelse i regionen og i den muslimske verden.

Afghanistan
Albanien
Algeriet
Amerikanske Samoa
Andorra
Angola
Anguila
Antigua
Argentina
Armenien
Aruba
Ascención
Australien
Azerbadjan
Bahamas
Bahrain
Bangladesh
Barbados
Belgien
Belize
Benin
Bermuda
Bhutan
Bolivia
Bosnien-Hercegovina
Botswana
Brasilien
Brunei
Bulgarien
Burkina Faso
Burundi
Cambodia
Cameroon
Canada
Cayman Islands
Centralafrikanske Republik
Chad
Chile
Colombia
Comorerne
Congo, Den Demokratiske Republik
Congo, Republikken
Cook Islands
Coral Islands
Costa Rica
Cuba
Cypern
Danmark
Diego García
Djibouti
Dominica
Dominikanske Republik
Ecuador
Egypten
El Salvador
Elfenbenskysten
Eritrea
Estland
Ethiopien
Fiji
Filippinerne
Finland
Forenede Arabiske Emirater
Frankrig
Fransk Guyana
Gabon
Gambia
Georgien
Ghana
Grenada
Grækenland
Guatemala
Guinea, Republikken

Guinea, Ækvatorial
Guinea-Bissau
Guyana
Haiti
Nederlandene (Holland)
Hollandske Antiller
Honduras
Hviderusland
Indien
Indonesien
Iran
Iraq
Irland
Island
Israel
Italien
Jamaica
Japan
Jordan
Kap Verde
Kasakhstan
Kenya
Kina
Kirgisistan
Kiribati
Kosova
Kroatien
Kuwait
Laos
Lesotho
Letland
Libanon
Liberia
Libyen
Liechtenstein
Litauen
Luxemburg
Macao
Madagascar
Den tidligere jugoslaviske republik Makedonien
Malawi
Malaysia
Maldiverne
Mali
Malta
Marianerne
Marokko
Marshall øerne
Mauretanien
Mauritius
Mexico
Mikronesien
Moldavien
Monaco
Mongoliet
Montenegro
Montserrat
Mozambique
Myanmar (Burma)
Namibia
Nauru
Nepal
New Zealand (Aotearoa)
Nicaragua
Niger
Nigeria
Niue
Nord-Irland
Nordkorea (Den demokratiske folkerepublik)
Norge
Oman

Pakistan
Palau
Palæstina
Panama
Papua New Guinea
Paraguay
Peru
Polen
Portugal
Puerto Rico
Qatar
Rumænien
Rusland
Rwanda
Samoa
San Marino
São Tomé et Principe
Saudi Arabien
Schweiz
Senegal
Serbien
Seychelles
Sierra Leone
Singapore
Slovakiet
Slovenien
Solomon Islands
Somalia
Spanien
Sri Lanka
St. Kitts & Nevis
St. Lucia
St. Vincent
Storbritannien
Sudan
Suriname
Sverige
Swaziland
Sydafrika
Sydkorea
Syrien
Tadjikistan
Taiwan
Tanzania
Thailand
Tjekkiet
Togo
Tonga
Trinidad & Tobago
Tunesien
Turkmenistan
Turks & Caicos Islands
Tuvalu
Tyrkiet
Tyskland
Uganda
Ukraine
Ungarn
Uruguay
USA
Uzbekistan
Vanuatu
Vatikanet
Venezuela
Vestsahara
Vietnam
Yemen
Zambia
Zimbabwe
Østrig
Østtimor

Over halvdelen af verdens stater er «terrorstater»

I en historisk dom omskrev Østre Landsret i september 2008 verdenshistorien, da den erklærede, at «modstandsbevægelser og befrielsesbevægelser der under væbnede konflikter som del af modstand mod en besættelsesmagt eller kamp mod en illegitim stat har dræbt civile er terrororganisationer». Dette er tilfældet i over halvdelen af verdens stater, der i Landsrettens diskurs blev terrorstater (alle stater med blå links). F.eks. i Danmark hvor modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig bekæmpede den tyske besættelse, eller USA hvor selvstændighedsbevægelsen i 1760'erne og 70'erne bekæmpede den britiske kolonimagt. I begge tilfælde: terrororganisationer.

Farvel til retstaten

Bekæmpelsen af terrorisme internationalt var fra 1960'erne koncentreret omkring aftaler om udlevering af flykaprere samt politimæssigt samarbejde. FN's Generalforsamling vedtog i december 1987 resolution 42/159 om Midler til hindring af international Terrorisme. Baggrunden var især de foregående års optrapning i antallet af bortførelser af udlændinge i Libanon, dels USA's uerklærede krig mod Nicaragua. USA var i 1986 blev kendt skyldig ved den Internationale Domstol i Haag for sin ulovlige krig mod Nicaragua, og resolutionen lagde derfor også vægt på hindringen af terrorisme fra en stat mod en anden. Resolutionen lagde endvidere vægt på at skelne mellem terror og nationale befrielsesbevægelsers kamp mod undertrykkende regimer - også når det skete med væbnede midler. Resolutionens forfattere havde her især ANC's kamp mod det sydafrikanske apartheidregime og palæstinensernes kamp mod den israelske besættelsesmagt i tankerne. De to eneste lande der stemte mod FN's anti-terror resolution var Israel og USA.

Angrebene mod USA 11/9 2001 blev anvendt til at piske en voldsom terrorfrygt op globalt, og til gennemførelse af så vidtgående tiltag, at det i mange lande gjorde begrebet retstat til en parantes i det 21. århundrede.

Henvisningen til terror var baggrunden for udviklingen af USA's globale overvågning af telekommunikation, der i juni 2013 blev afsløret af Edward Snowden. Det viste sig, at NSA (National Security Agency) overvågede kommunikation både i og udenfor USA, og både rettet mod supermagtens egne statsborgere og alle andre - i strid med den gældende lovgivning i USA. Det viste sig, at NSA havde fået indbygget bagdøre i populære operativsystemer, programmer og krypteringssystemer, så tjenesten kunne følge med i både krypteret og ikke krypteret kommunikation. Det viste sig at tjenesten aflyttede telefoner globalt - herunder også (hidtil) venligtsindede statslederes - og opsnappede den globale fiberbaserede kommunikation. Supermagten havde med andre ord etableret en total og global overvågning af jordens befolkning. Andre lande fulgte tilsvarende spor. I Danmark blev der i 2006 indført sessionslogning af al kommunikation på internettet. Stater der tidligere i forskellig grad havde respekteret de menneskelige rettigheder udviklede sig til de-facto politistater hvad overvågning angik.

En lang række stater indførte såkaldte terrorlister, med navne på personer og organisationer de pågældende mente var terrorrelaterede. Et interessant aspekt var, at alle listerne var forskellige, som bekræftelse af terrorbegrebets subjektive ideologiske karakter. I EU blev listerne udformet af tjenestemænd fra de enkelte landes efterretningsvæsner. EU Domstolen forsøgte i dom efter dom at få fjernet personer eller organisationer fra listerne, men grundlæggende uden held, da Kommissionen ignorerede domstolens kendelser. Personer og organisationer der var sat på listerne indbragte deres sag for domstolen, der i kendelse efter kendelse slog fast, at i en retstat har en anklaget ret til at forsvare sig. Hvis en person eller organisation anklages for terror, skal pågældende stilles for retten, have ret til at forsvare sig og først derefter eventuelt dømmes. Men dette grundlæggende retstatsprincip så EU bort fra i sine lister, hvor personer blev anklaget og «dømt» af efterretningstjenester uden retsager. EU Domstolens problem var, at listerne var halvårlige, og når domstolen afsagde en kendelse om at fjerne en person eller organisation fra en liste, var denne allerede forældet og erstattet af en ny. EU opretholdt sine lister, der fundamentalt var i strid med grundlæggende retstatslige principper. Danmark havde et retsligt forbehold, der gjorde at listerne ikke umiddelbart havde retsgyldighed i Danmark, men som dommere bemærkede, så lå listerne i Justitsministeriets skriveborde, hvor de de-facto dikterede de danske domstoles holdning. Dømt uden ret til forsvar.

Efter 11/9 2001 indførte de fleste lande terrorlove - hvis de ikke allerede havde sådanne i forvejen. Terrorlovene var oftest drakoniske udvidelser af de eksisterende straffelove, hvor straffene for eksisterende forbrydelser drastisk blev forhøjet. I Danmark blev straffene generelt fordoblede, hvis anklagemyndigheden kunne overbevise domstolen om, at en strafbar handling var «terrorrelateret». Juridisk var man her ude på særdeles gyngende grund, da terrorbegrebet ikke havde en juridisk substans, men var ideologisk-politisk betinget. For at skærpe straffene overfor politiske, religiøse og etniske modstandere trak staterne derfor ofte «terrorkortet».

Et yderligere problem var, at staterne drastisk slækkede på retsikkerheden. Det skete ved at tillade anvendelse af anonyme vidner, anvendelse af «vidneudsagn» fremskaffet ved tortur og gennemførelse af lukkede retsmøder hvor tiltalte og i nogle tilfælde heller ikke disses forsvarere havde adgang. Konsekvensen var gennemførelsen af retsager, der for længst havde forladt retstatens rammer, og som resulterede i abnorme domme. I Danmark dømtes en boghandler i december 2014 til 3 års ubetinget fængsel, for at have hyldet al-Qaeda på Facebook. I Egypten idømte en dommer efter få timers retsforhandling 683 medlemmer af det Muslimske Broderskab til døden. Staterne brugte med andre ord «terrorkortet» til at spærre politiske, religiøse og etniske modstandere inde.

Dertil kom i mange lande en drastisk udvidelse af politiets og efterretningstjenesternes beføjelser. Politiet fik udvidet adgang til at tilbageholde og efterforske uden at stille sigtede for en dommer. De-facto udvidede rettigheder til anvendelse af tortur og nedværdigende behandling. Efterretningstjenesterne fik udvidet adgang til aflytning og husransagelser uden dommerkendelse.

Efter 2001 var problemet ikke længere terrorisme, men staternes demontering af grundlæggende demokratiske og menneskelige rettigheder.

A.J.


Internet:
Pape, Robert: The Strategic Logic of Suicide Terrorism, American Political Science Review, August 2003
R Ramasubramanian: Suicide terrorism in Sri Lanka, IPCS Research Papers, August 2004
Mach, Trine Pertou: Når kampen mod terrorisme bliver til en besættelse, NyAgenda, oktober 2005
Wilhjelm, Preben: Terror og ret, Oprør, oktober 2004

http://www.statewatch.org/, Statewatch overvåger staternes overgreb på de demokratiske rettigheder i Europa. Herunder terrorlovgivningen.