Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Kazimierz Kelles-Krauz

Kazimierz Kelles-Krauz (1872-1905), polsk socialist og sociolog.

Kelles-Krauz' fars gods blev beslaglagt af den russiske stat pga. af faderens deltagelse i det polske oprør i 1863-64. Familien overlevede dog og Kelles-Krauz tog en studentereksamen i en polsk provinsby i 1891. Han blev forment adgang til det russiske universitet i Warszawa og tog derfor til Paris for at påbegynde sin universitetsuddannelse. I 1901 flyttede han til Wien, for at være nærmere på de polske områder i Østrig og i Russisk-Polen, som han ikke kunne vende tilbage til, da politiet vidste, at han indtog en ledende stilling i det Polske Socialistiske Parti (PPS). Kelles-Krauz døde inden revolutionens udbrud i 1905 uden at være vendt tilbage til Polen.

Kelles-Krauz var en af de få marxistisk influerede medlemmer af PPS, og han blev partiets ledende teoretiker specielt på nationalitetsspørgsmålet, som han beskæftigede sig intenst med. Ved siden af PPS fandtes i Russisk-Polen det Socialdemokratiske Parti i Kongeriget Polen og Litauen (SDKPiL) under ledelse af bl.a. Leo Jogiches og Rosa Luxemburg. SDKPiL gik ud fra, at den polske og russiske økonomi var så sammensmeltet, at en adskillelse af Rusland og Polen (national uafhængighed for Polen) var en reaktionær målsætning, og at de russiske, jødiske og polske arbejdere i fællesskab måtte kæmpe for socialismen. Kelles-Krauz og PPS anså det derimod for nødvendigt først at erobre den nationale uafhængighed og en genforening af de polske områder i Rusland, Østrig og Tyskland. Allerede med sit første teoretiske værk fra 1894 blev Kelles-Krauz den ledende teoretiker i PPS og Rosa Luxemburgs modstander.

I 1894 tilsluttede Kelles-Krauz sig PPS' udenlandske sektion i Paris og blev hurtigt en af de ledende aktivister i udlandsorganisationens centralledelse i London. Hans studieområde var sociologi, og han hævdede, at marxisme var det passende grundlag for sociologi eller omvendt: korrekt udviklet sociologi var kun et andet navn for marxisme. Marxisme var ikke en doktrin eller en bestemt opfattelse af kapitalismen og samfundets fremtidige udvikling, men den bedste forskningsmetode for studiet af samfundet.

Kelles-Krauz' vurdering, at kapitalisme ville føre frem til udvikling af nationalstater, fik ham til at søge til et samarbejde med det jødiske arbejderparti «Bund» i Rusland og Russisk-Polen. Den ifølge PPS tilbagestående jiddische kultur var reaktionær, men hans argument var, at såvel Bund som den borgerlige zionistiske bevægelse var udtryk for de jødiske samfunds overgang til en moderne nation. Hans vurdering var, at Bund som det førende jødiske arbejderparti burde støtte kampen for polsk uafhængighed – og negligerede åbenbart, at der boede jøder i store områder udenfor Russisk-Polen, ikke kun i Litauen og Ukraine, men også i andre dele af Rusland. Bund var en forsvarer af brugen af jiddisch som tale- og skriftsprog, så allerede på dette punkt byggede Kelles-Krauz' politiske antagelser på et fejlagtigt grundlag. Hertil kom, at der ikke kunne opstå en rent polsk nationalstat, fordi der foruden polakker boede bl.a. jøder, ukrainere, tyskere og litauere på det for den ønskede uafhængige polske nationalstats område. Det er svært at afgøre, om han talte den polske patriotismes sag i marxistiske vendinger eller om hans teoretiske arbejde bare forblev uafsluttet.

Hans vurdering af nationalstaternes nødvendige opståen ud af de gamle flernationale riger, især Rusland, Østrig-Ungarn og Tyrkiet, bragte ham også i modsætning med de østrigske socialdemokrater, der havde udviklet en anden model – kultur-autonomi – for et fredeligt samarbejde mellem nationerne indenfor de bestående statslige grænser. Kelles-Krauz kritiserede det for at være for centralistisk og tysk-orienteret. Hans opfattelse var, at en fremadskridende demokratisering ville øge de nationale spændinger, ikke nedbryde dem som de østrigske socialdemokrater vurderede det. Denne tendens synes tendentielt at være blevet til virkelighed i tiden op mod den første verdenskrig, men det hang dårligt sammen med den garanti for nationale rettigheder og national autonomi, han ville udstede til jøderne, hvis de ville støtte PPS' kamp for national uafhængighed.

Kelles-Krauz' teoretiske arbejde var langt fra afsluttet, da han døde som 33-årig i 1905. Det er muligt, at han kunne have elimineret de modsætninger, der er i hans værk, hvis det havde været ham beskåret at have mulighed for at udvikle teorierne mere. Andre dele af hans værk indeholder ligeledes meget vigtige ansatser, som kunne have været videreudviklet.

På polsk foreligger der to bind udvalgte værker (Pisma wybrane, Warszawa 1962) og ligeledes 2 bind breve (Listy, red. Feliks Tych m.fl., Wroclaw 1984).

G.C.