Befolkning 84,4 mio. Valuta Nye Tyrkiske Lira (YTL) Areal 774.815 Km2 Hovedstad Ankara Befolkningstæthed 86,0 indb./Km2     HDI placering 48

Tyrkiet. Islamisk diktatur siden juli 2016. Et land i borgerkrig. Regimet fører krig mod sin egen befolkning. Store dele af landet er i undtagelsestilstand, og dele af det tyrkisk besatte Nordkurdistan er i militær undtagelsestilstand. Regimet angriber rutinemæssigt det nordlige Iraq og det nordlige Syrien, hvor det støtter en rækker terrororganisationer med IS i spidsen.

Tyrkiet har en europæisk del (det østlige Trakien) og en asiatisk del (den anatolske halvø og tyrkisk Armenien). De to dele er adskilte af Dardanellerne, Marmaris havet og Bosporusstrædet. Landet udgør således en form for «bro» mellem Asien og Europa. Østtrakien der ligger i det sydøstligste hjørne af Balkan udgør kun 1/30 af landets samlede areal. Det består af tør steppe, Istranca bjergkæden og et bakket område, der er egnet til landbrug. Anatolien er en bjergrig region med mange søer og sumpe. I nord løber Pontica bjergkæden og i syd Tauro kæden, der afgrænser den anatolske højslette. Mod øst hæver bjergene sig og fortsætter over i den armenske højslette: I den aller østligste del rejser det armenske massiv sig, og hovedbyen i dette område er Van, der er præget af vulkansk aktivitet og nogle gange jordskælv. Landet er overvejende et landbrugsland, og manglen på naturlige ressourcer har vanskeliggjort dets industrialisering. Svovldioxyd forureningen i Istanbul er meget høj og Marmaris havet er forurenet med kviksølv.

Tyrkiet er et islamisk diktatur med systematisk overtrædelse af menneskerettighederne, medlem af NATO og nær allieret af USA og især Danmark. Det er samtidig en apartheidstat pga. sin systematiske undertrykkelse af den kurdiske befolkning i landet. Ytringsfriheden undertrykkes systematisk: regimekritiske medier lukker og tusinde af journalister og bloggere er fængslede. Over 100.000 offentligt ansatte blev fyret af politiske årsager i 2016-17. Regimemodstandere forsvindes, fængsles eller underkastes tortur. Regimet har invaderet både Iraq og Syrien, hvis kurdiske befolkning bekæmpes af Tyrkiet, der til gengæld militært støtter jihadisterne. EU støtter diktaturet med flere mia. US$ om året og USA støtter med våben. Danmark støtter regimet ved bl.a. at forfølge og domfælde kurdere i Danmark.

 

Folket: Vore dages tyrkere nedstammer fra etniske grupper fra Centralasien, der efter det 11. århundrede slog sig ned i Anatolien. Der findes endvidere minoriteter af kurdere (20%), arabere (1,5%), jøder, grækere, georgiere og armenere, hvis rettigheder til selvstændig kulturel udfoldelse (herunder undervisning på deres egne sprog) er stærkt begrænsede.

Religion: Overvejende islamisk (80% sunnier og 20% shiiter - heraf 14% aleviter, der er ikke-ortodokse shiiter).

Sprog: Tyrkisk (officiel og dominerende) samt de etniske minoriteters sprog

Politiske partier: Partiet for retfærdighed og Udvikling (AKP); Den sande vejs Parti (DYP); Folkets Republikanske Parti; Moderlandspartiet (ANAP); Socialdemokratiet (SHP); Demokratisk Venstreparti (DSP), der er centrum-venstreorienteret; Nationalistisk Aktionsparti; Demokratisk folkeparti (SHP); Arbejdets Nationalistparti; Socialistpartiet. Det største parti under jorden er: den Kurdiske kongres for frihed og Demokrati (KADEK) - fra april 2002 efterfølger til Kurdistans Arbejderparti (PKK), den kurdiske selvstændighedsbevægelse.

Sociale organisationer: Sammenslutningen af tyrkiske Fagforbund har 2 millioner medlemmer, og den Progressive sammenslutning af tyrkiske Fagforbund har ½ million.

Officielt navn: Türkiye Cumhuriyeti.

Administrativ inddeling: 74 provinser

Hovedstad: Ankara 4.751.000 indb. (2007).

Andre vigtige byer: Istanbul, 9.500.000 indb.; Izmir, 2.272.500 indb.; Adana 1.137.100 indb.; Bursa, 1.164.400 indb.; Gaziantep, 778.200 indb. (2000).

Regering: Islamisk diktatur ledet af præsident Recep Tayyip Erdogan. Landet er i undtagelsestilstand siden juli 2016, menneskerettighederne og parlamentet suspenderet. Der hersker borgerkrigslignende tilstande i store dele af landet. I mange byer i det tyrkisk besatte Nordkurdistan hersker militært udgangsforbud.
Recep Tayyip Erdogan, præsident siden august 2014. Binali Yildirim, premierminister og regeringschef siden maj 2016. Parlamentet har 550 pladser, men er suspenderet siden undtagelsestilstanden i juli 2016. Den islamistiske regering klamrer sig til magten gennem udbredt valgsvindel. Landets uafhængige medier angribes rutinemæssigt af myndighederne og væbnede bander knyttet til regeringspartiet AKP.
Udenrigspolitisk er landet en slyngelstat; det gennemfører hyppige angreb med luftvåben og hær ind i det nordlige Iraq; det har i perioden 2012-15 skudt russiske og syriske fly ned i det nordlige Syrien og støtter en række islamistiske terrorgrupper i Syrien med Islamisk Stat og al-Nusra fronten der er knyttet til al-Qaeda i spidsen.
Medlem af NATO og nært knyttet til EU, der i 2015-16 bevilgede Tyrkiet 6 mia. € i støtte.

Nationaldag: 29. oktober (Republikkens dag, 1923)

Væbnede styrker: 515. 000 soldater (1996).

Paramilitære styrker: 70.000 (Gendarmeri-Nationalgarde); 50.000 reservister.

 

Anatolien har været beboet i tusinder af år. I det 8. århundrede f.v.t. grundlagde grækerne byen Byzans ved det strategisk vigtige Bosporusstræde, hvorigennem trafikken mellem Sortehavet og Middelhavet passerer. Efter at romerne i år 96 f.v.t. havde erobret Byzans, beordrede kejser Konstantin dens genopbygning, gav den navnet Konstantinopel og gjorde den til hovedstad for det østlige Romerrige. Den overlevede et århundrede, efter Roms og det vestlige Romerriges fald i hænderne på mongolerne.

1453-1918 Det osmanniske imperium

Tyrkerne angreb Konstantinopel i 1453, gav den navnet Istanbul og gjorde den til hovedstad for det blomstrende osmanniske imperium. I det 16. århundrede strakte imperiet sig fra det nuværende Algeriet i vest til Kaukasus i øst, fra Ungarn i nord til den sydligste del af den arabiske halvø i syd, og befolkningen rundede de 50 millioner - 10 gange flere end i det daværende Storbritannien. Vestlige besøgende forundredes over regeringens effektivitet og rigdom, og den respekt den havde for bøndernes rettigheder. Dette forklarer også, hvorfor kristne bønder på Balkan hyppigt sluttede sig til de «troløse» muslimer i kampen mod den kristne adel og kirke.

Alligevel begyndte imperiet fra det 17. århundrede at blive overhalet af den imponerende teknologiske udvikling og aggressive handelsmæssige ekspansion i Vesteuropa. Da portugiserne åbnede handelsruten syd om Kap det Gode Håb, blev det osmanniske monopol på handelen mellem Europa og Østen gradvist nedbrudt. Selv imperiets egne grænser måtte give efter for det angreb fra europæiske handelsmænd, der indførte franske, engelske og hollandske varer i det østlige Middelhav.

Udviklingen for det tyrkiske imperium kom til at foregribe den historie, der senere skulle overgå de store civilisationer i Indien og Kina. Alt blev omdannet til et perifert marked, som blev påtvunget de europæiske produkter, og som til gengæld leverede de nødvendige fødevarer og råstoffer til industriudviklingen og arbejdsmarkedet i Europa. De tyrkiske håndværkere gik fallit, den lokale tekstilindustri kunne ikke konkurrere med den britiske teknologi, og bønderne blev stadig fattigere, fordi de var nødt til at betale priserne for importerede produkter.

I det 19. århundrede forsøgte en moderniseringsbevægelse kendt som Tanzimat at indføre europæiske ideer og centralisere staten ved at drage nytte af den moderne teknologi, telegrafen og jernbanerne. Der blev undertegnet aftaler med Storbritannien og Tyskland, men den rigelige kapital og varemængde øgede blot den tyrkiske afhængighed af Europa. Den væsentligste konsekvens var, at den enorme tyrkiske udenlandsgæld gjorde landet til «Europas paria».

Pga. utilfredsheden med den autokratiske regering udvikledes i starten af det 20. århundrede den første hemmelige organisation indenfor universiteter og militærakademier. Det var de «unge tyrkere», der i 1908 stod i spidsen for et oprør i Makedonien. I løbet af få dage blev sultan Abdul Hamid tvunget til at acceptere, at der blev indført en forfatning, der begrænsede hans magtbeføjelser. Året efter blev han tvunget til at træde tilbage. Han blev erstattet af Mohamed V, der overdrog den virkelige magt til de Unge Tyrker. De udviklede en nationalistisk politik, der bragte dem i modsætning til landets udenlandske handelspartnere og en række af landets etniske minoriteter - især grækere og armenere.

1918 Det osmanniske imperiums sammenbrud

Under den 1. verdenskrig allierede Tyrkiet sig med det Tyske Andet Rige og det østrig-ungarske imperium, og sammen med disse gik det under. Det osmanniske imperium faldt sammen, og på den arabiske halvø og på Balkan opstod mange små autokratiske stater. De etniske minoriteter indenfor Tyrkiets egne grænser blev voldsomt undertrykt. I 1915 blev omkring 800.000 armenere dræbt, under hvad der er blevet kaldt «det 20. århundredes første folkemord».

De betingelser landet blev påtvunget med Sèvres traktaten i 1920 var så ydmygende, at militærchefen Mustafá Kemal (senere kendt som Kemal Atatyrk) afsatte sultan Mohamed VI, der havde skrevet under på aftalen, og indledte en national befrielseskrig. I sidste ende opnåede han en ny traktat, der blev underskrevet i Lausanne i 1923. Landet blev fritaget fra at skulle betale krigsskadeerstatninger, og de privilegier de udenlandske handelsfolk havde fået (kaldet «kapitulationer») blev atter ophævet. Til gengæld blev Bosporusstrædet og Dardanellerne erklæret for internationalt farvand, der i fredstid skulle kunne besejles af både fra alle lande.

Atatyrk proklamerede republikken og indførte en ny forfatning. Regeringen indledte en proces med hurtig modernisering, kirke og stat blev adskilt, fredagen som muslimsk helligdag blev afskaffet, og søndagen blev i stedet gjort til helligdag, det arabiske alfabet blev erstattet med det latinske, og kvinderne blev beordret til at opgive sløret.

Efter Atatyrks død i 1938 bevarede militæret sin indflydelse på den tyrkiske politik. Regeringen knuste venstrefløjsgrupperne, der var vokset under indflydelse fra den russiske revolution og under kampen mod neokolonialismen.

Efter den 2. verdenskrig blev landet USA's allierede og blev omdannet til en anti-sovjetisk bastion. USA byggede store militærbaser på tyrkisk territorium, og gradvist blev den nationalistiske militære doktrin erstattet med Pentagons koncept for «national sikkerhed». Efter indflydelse fra USA indførte Tyrkiet et flerpartisystem og gav tilskyndelser til udenlandske investeringer. Selv om økonomien fortsat var afhængig af landbrugseksporten, var der ikke længere jobs nok i landområderne, og de unge begyndte derfor at emigrere til byerne og landene i Vesteuropa - især Vesttyskland.

Den tyrkiske militære invasion af Cypern i 1974 medførte øens deling, og fik den socialdemokratiske premierminister Bulent Ecevit til at træde tilbage. Den konservative Suleiman Demirel vandt efterfølgende over Ecevit, men rivaliseringen mellem begge ledere hindrede gennem resten af årtiet dannelsen af en stabil regering.

1980 Militærkup

I 1980 blev Demirel væltet af militæret, og general Kenan Evren overtog præsidentposten. Der blev udformet en ny aftale om USA's militærbaser i landet, og Tyrkiet begyndte at modtage 1 million dollars årligt i leje for disse. De faglige organisationers og politiske partiers aktiviteter blev forbudt, og den tyrkiske regering blev fra udlandet beskyldt for krænkelser af menneskerettighederne.

I 1983 blev der vedtaget en ny forfatning, og der blev indledt en politisk åbning, der først og fremmest havde til formål at berolige de vesteuropæiske kritikere. Den nye regering satte sig som mål, at blive optaget i EF, gav nye impulser til moderniseringen, fjernede sig fra mere nationalistiske politikker og accepterede den økonomiske liberalisme.

Den fortsatte rivalisering mellem de traditionelle partier ledet af den konservative Demirel og socialdemokraten Ecevit banede i 1987 vejen for Moderlandspartiets valgsejr. Den nye premierminister Turgut Özal kastede landet ud i omfattende privatiseringer, økonomisk liberalisering og fremme af eksporten. Programmet var udformet af IMF og Verdensbanken, der forsikrede, at med denne politik ville landet blive rigt og blive optaget i EF - et populært mål i et land hvor alle familier har mindst et medlem, der arbejder i Vesteuropa. Men de politiske friheder fulgte ikke i samme grad trop, og Fællesmarkedet udsatte derfor behandlingen af den tyrkiske ansøgning, og fremførte at det skyldtes den høje inflation og arbejdsløshed, manglen på socialpolitik og konflikten med Grækenland. Disse forhold hindrede en hurtig optagelse.

Özal blev beskyldt for nepotisme, korruption og manglende føling med de sociale konsekvenser af hans økonomiske politik. Han led derfor et sviende nederlag ved kommunalvalget i marts 1989. Alligevel fik han sig manøvreret således, at parlamentet i oktober samme år udpegede ham til præsident. Han blev dermed den første civilperson i flere årtier, der beklædte denne post. Siden 1984 havde den kurdiske separatistbevægelse PKK ført væbnet kamp i Kurdistan, og fra 1990 ramte denne kamp den tyrkiske stat stadig hårdere.

Da blokaden mod Iraq blev indledt i august 1990 - efter invasionen af Kuwait - afbrød Tyrkiet den irakiske strøm af olie gennem sit territorium. Selv om Tyrkiet ikke bidrog med soldater til den USA ledede alliance mod Iraq, tillod landet at dets flybaser og de nordamerikanske baser blev brugt som udgangspunkt for de massive bombardementer af Iraq. Oppositionen stillede alvorlige spørgsmålstegn ved denne politik, eftersom det forværrede relationen med et naboland i en zone der var spændt pga. den kurdiske separatisme. (Se Golfkrigen)

Ankara frygtede desuden, at et muligt selvstændigt irakisk Kurdistan ville kunne «smitte» kurderne i Tyrkiet. Det kurdiske folk strækker sig over landene Tyrkiet, Syrien, Iran og Iraq. Det er verdens største etniske minoritet uden eget land. Alene i Tyrkiet bor der ca. 15 millioner kurdere, der ikke har ret til deres eget sprog eller kulturelle identitet.

I oktober 1991 trængte den tyrkiske hær med støtte fra fly og helikoptere ind i den nordlige del af Iraq for at angribe PKK baser. Kurdiske kilder fordømte bombardementerne af civilbefolkningen.

Ved parlamentsvalget 20. oktober sejrede Suleiman Demirels Den sande vejs Party (DYP) med 27 % af stemmerne og 178 af parlamentets 450 pladser. Det spinkle flertal tvang Demirel til at indgå en alliance med det Folkelige Socialdemokratiske Parti (SHP) under ledelse af Erdal Inönü. Det havde fået 21 % af stemmerne. Moderlandspartiet (ANAP) havde fået 24 % af stemmerne, og erklærede at det gik i opposition.

Demirel blev stillet overfor et underskud på statsbudgettet på 6 milliarder dollars, en udlandsgæld på 44 milliarder og en årlig inflation på 70 %. Bortset fra de fundamentalistiske bevægelser var alle politiske partier enige om, at landets vigtigste politiske målsætning var optagelsen i EU.

Den 14. november stødte et philippinsk fragtskib med tusindvis af får sammen med et libanesisk skib mellem Sortehavet og Marmarishavet, tæt ved Istanbul. Fragtskibet Madonna Lilli sank på 29 meters vand og tog hele sin last med sig. Fårenes forrådnelse på bunden af havet, den omfattende udvikling af metangas og opbrugningen af ilten i vandet blev af eksperter karakteriseret som en økologisk tidsindstillet bombe. Episoden satte samtidig fokus på forureningen af Tyrkiets mest befolkede by. Kanalerne der gennemkrydser byen er stærkt forurenede som følge af udledningen af ubehandlet spildevand, der har dræbt alt liv ned i en dybde af 20 meter under havoverfladen.

Kvindeorganisationen Purple roof women's shelter foundation var blevet dannet i 1980. Den fremlagde i 1991 undersøgelser af mænds vold mod kvinder. Resultaterne viste, at 45 % af de tyrkiske mænd er enige i at det er korrekt at straffe kvinder, når de ikke adlyder deres mænd. Undersøgelsen viste samtidig, at 1 ud af hver 4. enlige kvinder og 1 ud af hver 3. gifte udsættes for vold.

Under premierminister Demirels rejse i de kurdiske provinser i december blev han tvunget til at anerkende det kurdiske folks identitet. I alle landsbyer blev regeringsdelegationen modtaget af indbyggere, der krævede respekt for menneskerettighederne, stop for aggressionen og ophør med torturen af de politiske fanger.

Midt i 1992 erklærede det forbudte PKK, at det havde dannet en krigsregering og en Nationalforsamling i det område, den anser for Kurdistan, og som inkluderer dele af Tyrkiet og Iraq. Få dage senere og sammenfaldende med det kurdiske nytår (Newroz) udbrød der et folkeligt oprør i de sydøstlige provinser, og det kom til voldelige sammenstød - især i byen Cizre - mellem partisaner og tyrkiske sikkerhedsstyrker. Efter den tyrkiske indenrigsminister Ismet Sezgins besøg i Damaskus i april, offentliggjorde Tyrkiet og Syrien en aftale til bekæmpelse af kurdiske «terroristorganisationer». Den syriske regering gik med til at lukke PKK's træningslejre i landet, og skærpe kontrollen ved den fælles grænse.

I 1992 tvang Europarådet regeringen til at mindske undertrykkelsen af det kurdiske folk. De tyrkiske myndigheder gik med til at løslade 5.000 politiske fanger, og tillod udgivelsen af to kurdisk sprogede dagblade. I november satte EU 1996 som frist for optagelse af Tyrkiet i toldunionen, der skulle være første skridt på vej mod fuldstændig optagelse i unionen.

I april 1993 døde præsident Turgut Özal, og premierminister Demirel blev valgt til hans efterfølger. Tansu Ciller der havde været økonomiminister overtog nu ledelsen af DYP og blev udnævnt til landets første kvindelige premierminister. Hendes regeringsprogram blev godkendt af parlamentet i juli. Det rummede en accelereret privatiseringsbølge, reformer af retsvæsenet samt stop for offentlige investeringer, for at få nedbragt budgetunderskuddet på 9,4 milliarder dollars. Samme måned gennemførte offentligt ansatte en to-dages strejke og demonstrationer i Ankara, Istanbul og Izmir i protest mod de massefyringer der var lagt op til med privatiseringsprogrammet. Omkring 700.000 arbejdere deltog i protesterne.

PKK erklærede nu ensidig våbenhvile, og tilbød at opgive kravet om dannelse af en selvstændig kurdisk stat, til gengæld for indledning af formelle forhandlinger med regeringen. Tilbuddene førte dog ingen vegne, og efter flere udflugter fra regeringens side erklærede PKK i slutningen af maj «total krig» mod Ankara, og indledte en række aktioner i europæiske byer. Specielt i Tyskland der leverede betydelig militær bistand til Tyrkiet.

Den tyrkiske hær udvidede sine offensiver gennem 1994, tvang indbyggerne i hundredevis af kurdiske landsbyer til at forlade deres hjem og bombede irakisk Kurdistan for at ødelægge PKK's baser.

Den stigende islamisering af Tyrkiet blev tydelig gennem 1995 op til valget i december. Bevægelsens vigtigste repræsentant var Velfærdspartiet, der under valgkampen lovede at danne islamiske organisationer for at dæmme op for NATO's og EU's indflydelse. Valget gjorde det til landets største parti med 158 af parlamentets 550 pladser.

DYP under ledelse af premierminister Ciller og det centrum-højreorienterede Moderlandspartiet (ANAP) overvandt deres indbyrdes modsætninger, for at hindre at islamisterne kom til magten, og dannede uventet en regeringskoalition under ledelse af Mesut Yilmaz fra ANAP. Den indsattes i marts 1996, men alliancen brød hurtigt sammen, og DYP besluttede i stedet at regere sammen med islamisterne, efter at Necmettin Erbakan i juni var blevet udnævnt til regeringschef.

I april underskrev landet en militæraftale med Israel, hvilket forværrede dets relationer med en række arabiske lande - især Syrien. Spændingerne øgedes yderligere den 24. april, da Ankara af «tekniske årsager» besluttede midlertidigt at afbryde vandet gennem Tyrkiets kontroversielle dæmninger over Eufrat floden. Det tvang de syriske myndigheder til at rationere vandet i Damaskus kun få dage før den muslimske højtid, Aïd el Adha.

1997 var præget af stadig konfrontation mellem Erbakans regering og den verdslige opposition, der blev støttet af de væbnede styrker. Militærets ledelse fremlagde beviser, der knyttede Velfærdspartiet sammen med islamiske organisationer, der var erklæret illegale af den forrige regering og som arbejdede under jorden. Samtidig hævdede militæret, at de var mere farlige end de separatistiske kurdere i PKK. Præsidenten besluttede derfor i juni at fjerne Erbakan fra magten. I stedet blev Mesut Yilmaz indsat på posten som premierminister. Samtidig beskyldte landets højeste retsinstans, Forfatningsdomstolen Erbakan for at bringe landet «på randen af borgerkrig og konspirere mod dets sekulære forfatning». I forlængelse heraf blev Velfærdspartiet forbudt.

Den tyrkiske menneskerettighedsorganisation - som iflg. nogle iagttagere har forbindelser med separatiske kurdere - opgjorde, at gennem 1997 var 114 tilbageholdte i politiets varetægt døde, 366 var blevet torteret og 66 forsvundet.

I september krydsede 20.000 tyrkiske soldater og 100 tanks ind i Irakisk Kurdistan for at ødelægge PKK baser. De tyrkiske styrker fik støtte fra irakiske kurdere i Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) og omringede PKK baser nær grænsen til Iran. PKK beskyldte KDP under Massud Barzanis ledelse for at «forråde den kurdiske sag». Iran fordømte den tyrkiske invasion af Iraq og erklærede, at «uanset de problemer det kan volde i forbindelserne med Baghdad, må de internationale grænser respekteres».

Tyrkiet var et af de 11 lande, der ønskede optagelse i EU, men udeblev alligevel fra en konference i London i april 1998, hvor de andre 10 ansøgerlande mødtes med de 15 EU medlemmer. Regeringen i Ankara erklærede, at udeblivelsen skyldtes Grækenlands veto mod dets optagelse.

I april 1998 overgav den mest kendte af PKK's kommandanter, Semdin Sakik sig i det nordlige Iraq til styrker ledet af den irakisk kurdiske leder Barzani. Som begrundelse angav han frygten for at blive henrettet af sit partis leder, Abdullah Öcalan. Sakik var blevet fritaget for kommandoen over operationerne i det sydøstlige Tyrkiet, i den bjergrige Tunceli region.

Festligholdelsen i oktober af 75 året for oprettelsen af den moderne tyrkiske stat og 60 året for Kemal Atatürks dødsfald blev af regeringen udnyttet til at forstærke den verdslige stats centralisering. Offensiven mod landets islamiske politiske kræfter var blevet indledt i januar, da Forfatningsdomstolen besluttede, at Velfærdspartiet skulle opløses og at Necmettin Erbakan og andre ledere af partiet de følgende skulle holde sig udenfor politik. I det forbudte partis sted dannedes øjeblikkeligt Dydens Parti. I september bekræftede en appelret en dom på 10 måneders fængsel til Istanbuls islamiske borgmester, Recep Tayyip Erdogan.

I slutningen af 1998 mistede PKK lederen Abdullah Öcalan sit asyl i Syrien, hvilket sendte ham på rundrejse til en række europæiske lande i søgen efter asyl. I februar 1999 blev han kidnappet af det tyrkiske efterretningsvæsen, da han forsøgte at søge asyl i Grækenlands ambassade i Kenya. Det udløste et voldsom kurdisk raseri i Europa, hvor kurdiske grupper besatte græske ambassader i protest mod «udleveringen» af deres leder. Efter en længere proces blev Öcalan i juni dømt til døden, på trods af at han havde bedt om nåde, og foreslået at en mildere straf kunne bane vej for forståelse mellem kurderne og Ankara. Men PKK's militære svækkelse og organisationens krav om løsladelse af sin leder førte til, at en appelret i november stadfæstede dødsdommen.

Valget i april 1999 blev vundet af det Venstre-demokratiske Parti med 22,3 % af stemmerne og 136 pladser i parlamentet. Nationalistbevægelsen måtte nøjes med 18,1 % af stemmerne og 129 pladser. Islamisterne fra Dydens Parti kom ind på 3. pladsen 15,5 %, Fædrelandspartiet fik 13,3 % og Den rette vejs Parti 12,1 %.

Med overvældende flertal godkendte parlamentet i juni dannelsen af en ny regering, der forpligtigede sig til at knuse de kurdiske partisaner i landets sydøstlige hjørne. I den nye regering indgik Bülent Ecevits Venstre-demokratiske Parti, den ultrahøjreorienterede Nationalistbevægelse og et lille centrums-højreorienteret parti.

Grækenlands samarbejde i forbindelse med tilfangetagelsen af Öcalan, og den nødhjælp Grækenland sendte til Tyrkiet efter jordskælvet i august 1999 forbedrede forholdet mellem de to arvefjender. Den græske regering ophævede sit veto mod tyrkisk og Cyperns optagelse i EU. Efter 36 års venten blev Tyrkiet i december 1999 inviteret til at mødes med EU.

Dødsdommen over Öcalan blev i januar 2000 stillet i bero i afventen af en kendelse fra den europæiske menneskerettighedsdomstol. I februar erklærede en PKK kongres, at bevægelsen ville opgive den væbnede kamp, og præsenterede samtidig en plan på 7 punkter for sin omdannelse til politisk parti.

Under 3. valgrunde blev Ahmet Necdet Sezer i maj valgt af parlamentet til præsident for en 7 årig periode. Det forventedes at Sezer - der er en kendt forsvarer af demokratiske rettigheder - ville kunne gennemføre de nødvendige reformer, for at Tyrkiet kan optages som medlem af EU. Måneder efter blev Ecevit udpeget af parlamentet til premierminister med stort flertal.

I juli 2001 dannede muslimske kredse partiet Saadet («lykke»), der efterfulgte Dydens Parti, der var blevet forbudt af forfatningsdomstolen en måned tidligere for at gennemføre anti-sekulære aktiviteter.

Sammen måned kendte den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Tyrkiet skyldig i krænkelse af græsk cyprioternes menneskerettighederne under Tyrkiets besættelse af Cyperns nordlige del. I et forsøg på åbning tillod den tyrkiske regering i marts 2002 rørføringen af en gasledning gennem Tyrkiet til forsyning af Grækenland med energi.

I januar 2002 genvandt de tyrkiske kvinder retten til ejendom og arvefølge. Rettigheder der var blevet elimineret ved Atatürks død.

Ved parlamentsvalget i november fik muslimerne samlet i Partiet for retfærdighed og Udvikling 34,3% af stemmerne og 365 af parlamentets 550 pladser. På andenpladsen fik Folkets Republikanske Parti 19,4% af stemmerne. Selvom Retfærdighedspartiets leder, Erdogan, blev hindret i at stille ved valget i 2002, så lovede hans parti i dets valgkampagne at fjerne de sekulære principper fra forfatningen. Abdullah Gul fra partiet blev istedet udnævnt til premierminister, og først i marts 2003 kunne overdrage denne post til Erdogan, da en række politiske hindringer var ryddet af vejen.

Erdogans popularitet var bl.a. baseret på hans opofrende arbejde, der havde banet vejen til universitetet og overborgmesterposten i Istanbul, selv om han stammer fra en fattig familie. Ved sin tiltræden erklærede han, at han ville orientere sit politiske arbejde mod at sikre Tyrkiets optagelse i EU, gennem tilpasning af landets lovgivning til EU's krav. Med Retfærdighedspartiets magtovertagelse fik NATO sit første medlemsland med en muslimsk regering.

Året forinden var forbrugerpriserne i landet steget 45%, og 50% af statens udgifter var bundet til betaling af renter og afdrag på landets udlandsgæld. Det måtte derfor optage et lån i IMF der blev givet på betingelse af yderligere offentlige besparelser og skattestigninger.

Samme måned som Erdogan overtog premierministerposten besluttede parlamentet ikke at give USA tilladelse til at anvende dets baser i Tyrkiet til dets forestående angrebskrig mod Iraq. Tyrkiet tillod dog USA at anvende dets luftrum til krigsmæssige overflyvninger.

I juli 2003 vedtog parlamentet love omkring kurdernes rettigheder og afskaffede fuldstændig dødsstraffen. Med dette skridt blev Abdullah Öcalans dødsstraf samtidig automatisk konverteret til livsvarigt fængsel. Alligevel besluttede Kongressen for frihed og demokrati i Kurdistan (KADEK - efterfølgeren til PKK) i september at afbryde den ensidige våbenhvile, der havde været i kraft siden 2001. Det skete med henvisning til, at sikkerhedsstyrkerne ikke fulgte den nys vedtagne lovgivning.

I november kostede et bilbombeattentat foran en jødisk synagoge i Istanbul 25 livet, og over 200 blev såret. To dage senere blev yderligere 25 dræbt ved to koordinerede attentater mod en britisk bank og det britiske konsulat i Istanbul.

EU kommissionen skulle i oktober 2004 tage endelig beslutning om igangsætning af optagelsesforhandlinger i EU med Tyrkiet. Dette blev besluttet under EU topmødet i København i december 2002. I februar fremsendte kommissionen et projekt til regeringen i Ankara for at sikre en mere effektiv beskyttelse af kurdernes rettigheder. Det skete på baggrund af en rapport fra Amnesty International, der omtalte 30.000 mord, tusinder af forsvindinger, massiv ødelæggelse af landsbyer, tortur, elendige forhold i fængslerne, voldtægt af kvindelige fanger mv., altsammen udført af tyrkiske sikkerhedsstyrker og militær.

Samtidig opfordrede EU kommissionen den tyrkiske regering til at ratificere Rom statutterne og dermed tilslutte sig den Internationale Straffedomstol (ICC), begrænse antallet af militærfolk i det Nationale Sikkerhedsråd, der har en overordnet funktion ifht. andre statslige institutioner, og endelig opløse de «specielle sikkerhedstribunaler» pga. deres konstante overtrædelser af menneskerettighederne. Samtidig opfordrede kommissionen regeringen til at indlede forhandlinger for at sikre erstatning for de overgreb Tyrkiet havde begået mod græsk-cyprioter på Cypern.

I april 2004 gennemførte indbyggerne i Cypern an parallel dobbeltafstemning om genforening og om optagelse i EU. I begge befolkningsgrupper var der enighed om optagelse i EU, men græsk-cyprioterne stemte mod genforening, mens tyrk-cyprioterne stemte for. Som følge af optagelsesforhandlingerne mellem Cypern og EU var den paradoksale konsekvens imidlertid, at den græsk-cypriotiske del blev optaget, mens den tyrk-cypriotiske nordlige del af landet forblev isoleret. Holdningen i EU var stærkt kritisk overfor græsk-cyprioternes «Nej» til genforening, og EU besluttede derfor at give omfattende udviklingsbistand til det nordlige Cypern, der pga. græsk modstand nu lå udenfor EU.

Gennem de sidste årtier har de tyrkiske narkokarteller fået kontrol over heroinhandlen i Europa, der fordeler heroin til 30 mio. europæere. Fra Europa kommer de stoffer der i Tyrkiet anvendes til raffineringen af heroinet, og landet er på den måde blevet knudepunkt for narkohandlen mellem Asien og Europa.

I juni gennemførte NATO et ministertopmøde i Istanbul under store sikkerhedsomstændigheder. Topmødet blev mødt af demonstrationer fra tyrkiske pacifister og miljøforkæmpere og kostede 4 dræbte og mange sårede efter attentater i Istanbul og Ankara. Det lykkedes ikke på mødet USA at få Tyrkiet til at deltage i besættelsen af Iraq. Tyrkiet havde besluttet at indskrænke sig til bilateral hjælp til sit naboland. Det var dog især modstand fra tysk og fransk side der hindrede USA's plan om at engagere NATO i besættelsen af Iraq.

I september erklærede EU kommissionen, at der ikke kunne indledes optagelsesforhandlinger med Tyrkiet før landet gennemførte reformer af sin straffelov. Det tyrkiske parlament suspenderede imidlertid behandlingen af reformer af straffeloven, efter at en række parlamentarikere havde fremsat forslag om at indføre artikler, der skulle kriminalisere utroskab. Iflg. EU komissionen ville en sådan kriminalisering være imod retsnormerne på kontinentet. Kommissionens talsmand, Jean- Christopher Filori erklærede, at der ikke kunne indledes optagelsesforhandlinger, hvis reformen ikke var gennemført inden 6. oktober. Denne dag havde kommissionen nemlig planlagt offentliggørelsen af en rapport der skulle konkludere, om Tyrkiet opfyldte de politiske og økonomiske kriterier for at kunne indlede optagelsesforhandlinger. Det førte samme måned til et sammenstød mellem Erdogan og den europæiske udvidelseskommissær, Günter Verheugen, da Erdogan erklærede, at EU ikke skulle blande sig i indre tyrkiske anliggender. Tyrkiet endte dog med at vedtage reformerne, og EU kommissionen anbefalede i starten af oktober, at der kunne indledes optagelsesforhandlinger.

Optagelsesforhandlinger vil dog ikke automatisk føre til tyrkisk optagelse. På den yderste europæiske højrefløj, deriblandt i den danske regering og dets racistiske støtteparti, er der stor modstand mod tyrkisk optagelse, pga. den «islamofobi» den samme højrefløj har spredt siden 1990'erne. Den folkelige stemning i Frankrig trækker også i denne retning, selvom den franske regering formelt støtter optagelsesforhandlinger. Langt større opbakning til optagelse findes i Tyskland og Storbritannien, og USA's præsident Bush har også talt varmt for optagelse, hvilket der dog kan ligge andre grunde bag.

Den 1. januar 2005 indførte landet en ny valuta, den ny lira (YTL) i et forsøg på at skabe stører økonomisk stabilitet. Den nye lira svarede til 1 million af den gamle lira.

Dagen før den internationale kvindedag, 7. marts 2005 brugte politiet knipler og tåregas til at sprede nogle få hundrede demonstranter - overvejende kvinder - der krævede politiske reformer til sikring af kvindens rettighedre i landet. Dagen inden havde EU godkendt indledningen af optagelsesforhandlinger i oktober med Tyrkiet. På dagsorden stod et EU krav om at Tyrkiet skulle indlede forhandlinger med den græsk-cypriotiske regering på Cypern, som ikke er anerkendt af Tyrkiet; samt demokratiske reformer der bl.a. inkluderede kvinders rettigheder. EU erklærede umiddelbart sin bestyrtelse over den vold der var taget i anvendelse for at undertrykke demonstrationen.

I maj 2005 døde 5 tyrkiske soldater, 3 landsbyvagter og 2 partisaner under sammenstød i Sirnak provinsen i Kurdistan.

Som følge af en metangas eksplosion i en kulmine i juni omkom 17 minearbejdere og 8 andre blev såret. Der fremkom forskellige forklaringer på ulykken, og energiminister Hilmi Guler måtte i sidste ende erklære, at ulykken ikke skyldtes uagtsomhed.

Tyrkiet anmodede i april 2006 Danmark om at lukke satellit TV stationen Roj TV, som Tyrkiet beskyldte for at være talerør for PKK. Danmark endte med at afvise lukningsanmodningen, og 53 kurdiske borgmestre protesterede ligeledes mod opfordringen til lukning. Det fik den tyrkiske stat til at rejse sag mod de 53 borgmestre for støtte til terrorisme. Sagen er særdeles følsom pga. de igangværende optagelsesforhandlinger med EU. En frifindelse vil provokere de højreorienterede tyrkiske nationalister, og en frifindelse vil sandsynligvis få optagelsesforhandlingerne til at bryde sammen.

I november 2006 beordrede EU Tyrkiet til at åbne sine havne for cypriotiske skibe fra midten af december. I modsat fald ville forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU blive lagt på is. EU Kommissionen udtrykte desuden stor bekymring over sager om tortur og manglende respekt for menneskerettighederne. Kommissionen opfordrede endvidere til øjeblikkelig annullering af artikel 301 i straffeloven, efter hvilken forfattere kan retsforfølges for «krænkelse af den tyrkiske identitet».

En ung tyrkisk nationalist myrdede i januar 2007 redaktøren for det tyrkisk-armenske dagblad Agos, Hrant Dink. Dink var et fremtrædende medlem af det armenske samfund i Tyrkiet, og var fortaler for forsoning mellem de to befolkningsgrupper. Mens Tyrkiet fortsat benægter, at der var tale om folkemord, da over 1 mio. armenere under 1. Verdenskrig blev dræbt i Tyrkiet, anerkender stadig flere lande folkemordet. Det har øget de tyrkiske nationalisters had til armenerne, og Dink havde i månederne op til sin død modtaget mange dødstrusler.

Parlamentet afviste i maj 2007 at udnævne udenrigsminister Abdullah Gül til præsident. Premierminister Erdogan udskrev derefter valg til afholdelse i juli. Ved valget fik premierministerens islamiske parti AKP 340 af de 550 pladser i parlamentet. Selv om der var tale om absolut flertal, fik partiet ikke de 2/3 af pladserne der var nødvendige for at det kunne udpege sin egen kandidat til præsidentposten. Alligevel lykkedes det 28. august at få valgt Gül til præsidentposten.

2007-08 Invasion af Sydkurdistan 

Tyrkiet invaderede i februar 2008 irakisk Kurdistan med over 10.000 soldater. Inden da havde landet siden december 2007 udsat irakisk Kurdistan for regelmæssige flyangreb. De 10.000 soldater trængte op mod 20 km ind i irakisk Kurdistan i en offensiv rettet mod PKK. Folkeretten tillader et land at gennemføre korte «hot-pursuit» operationer få kilometer ind i et andet land, når en identificeret bevæbnet fjende jages. Den tyrkiske invasion var ikke af «hot-pursuit» typen, men havde karakter af en egentlig invasion, og var derfor en særdeles alvorlig krænkelse af Iraqs suverænitet. Den tyrkiske invasion satte USA i en særdeles vanskelig situation. USA er nær allieret af NATO medlemslandet Tyrkiet, samtidig med at supermagten holder Iraq besat. Vejen for den tyrkiske invasion blev ryddet allerede i maj 2007, hvor USA's udenrigsminister Condoleeza Rice mødtes med den tyrkiske udenrigsminister Abdullah Gül. Gül gjorde det klart overfor Rice, at Tyrkiet på et tidspunkt ville invadere Iraq på jagt efter PKK. USA evakuerede øjeblikkeligt alle nordamerikanske civile og soldater fra irakisk Kurdistan og «overdrog» 3 dage senere hele ansvaret for sikkerheden i irakisk Kurdistan til de irakisk kurdiske styrker. Lederen af irakisk Kurdistan Massoud Barzani erklærede samtidig, at de irakisk kurdiske styrker ville forsvare sig i tilfælde af et tyrkisk angreb. Tyrkiet havde i starten af juni 100.000 soldater opmarcheret langs grænsen til irakisk Kurdistan. I starten af juni fandt der enkelte tyrkiske flyangreb, artilleriangreb og en enkelt «hot-pursuit» operation sted. Der kom dog til at gå ½ år inden Tyrkiet indledte sin varslede invasion. I oktober gennemførte PKK en række vellykkede aktioner mod tyrkisk militær, hvor snesevis af soldater blev dræbt. I forlængelse heraf gav parlamentet tilladelse til, at det tyrkiske militær kunne gennemføre operationer ind i sydkurdistan (det nordlige Iraq). I løbet af november og december lagde USA stærkt pres på regeringen i nord Iraq, der til sidst måtte acceptere begrænsede tyrkiske militæroperationer ind på sit territorium. Den 16. december angreb 50 tyrkiske kampfly mål i irakisk Kurdistan, og 21. februar 2008 indledte Tyrkiet sin invasion af irakiske Kurdistan efter flere dages fly- og artilleriangreb. De 10.000 soldater blev i irakisk Kurdistan i 1 uge. Iflg. det tyrkiske militær blev 527 partisaner dræbt og 27 tyrkiske soldater. Iflg. PKK blev 127 tyrkiske soldater dræbt og 9 partisaner. Antallet af civile tab var ukendt, men der blev rapporteret om flere dræbte. Selv om det tyrkiske militær løb nogle PKK lejre over ende, mødte det andre steder voldsom modstand. I april gennemførtes nye omfattende tyrkiske flyangreb.

Den tyrkiske invasion, fly- og artilleriangreb blev mødt af voldsomme protester fra både regionalregeringen i irakisk Kurdistan og den irakiske centralregering, men Iraq afstod fra at forsvare sin suverænitet militært. Massoud Barzani ændrede holdning og erklærede at irakisk Kurdistan først ville yde militær modstand, «hvis tyrkiske styrker direkte angreb civilbefolkningen eller nåede frem til mere beboede områder». EU udtrykte forståelse for den tyrkiske invasion, men opfordrede til tilbageholdenhed. Så meget for EU's respekt for staters nationale suverænitet. USA var i en særdeles vanskelig situation, udtrykte bekymring for at invasionen ville kunne «destabilisere hele regionen», udtrykte dog samtidig forståelse for Tyrkiets position, og opfordrede landet til hurtigt at trække sig ud igen. Den tyrkiske invasion svækkede imidlertid ikke PKK. I august 2008 saboterede den olierørledningen der går fra Baku gennem Tblisi til Ceyhan, og i oktober og december dræbtes flere snese tyrkiske soldater. Nye angreb fandt sted i maj og oktober 2009. Fra marts 2010 optrappede PKK sine aktioner mod det tyrkiske militær, der svarede igen med angreb ind i irakisk Kurdistan.

Tyrkiets højesteret indledte i marts 2008 forundersøgelser af hvor vidt der skulle udstedes et forbud mod regeringspartiet AKP. Også AKP's forgænger blev forbudt. Ligeledes har den tyrkiske stat tradition for at forbyde de kurdiske politiske partier. AKP og dets forgænger fordi de er islamisk orienterede. De kurdiske, fordi de er kurdiske.

Ved en domstol i Diyarbakir blev 53 kurdiske borgmestre i april 2008 idømt 75 dages fængsel for to år tidligere at have skrevet til den danske statsminister Rasmussen med opfordring til ikke at lukke den kurdiske TV station, Roj-TV, der sendte fra København. Stationen blev af den tyrkiske stat anset for at støtte selvstændighedsbevægelsen PKK.

Tyrkiet blev ramt hårdt af den globale økonomiske krise i 2008. Mens væksten i BNP i 2002-07 i gennemsnit var 7,4% årligt faldt den i 2008 til 4,5% og i 2009 skrumpede økonomien 5,1%.

I januar 2009 deltog premierminister Erdogan i World Economic Forums møde i Davos. Her kritiserede han stærkt Israel for dets krigsforbrydelser i Gaza få uger tidligere. Den israelske præsident Shimon Peres deltog også i mødet og fik usædvanlig lang taletid til at forklare de israelske krigsforbrydelser, der kostede over 1.250 palæstinensere livet. Da Erdogan ikke kunne få ekstra taletid til at kommentere Peres' påstande udvandrede han fra mødet i protest og erklærede aldrig at ville deltage i et WEF møde igen.

Kommunalvalget i marts blev vundet af Erdogans AKP, der fik 39% af stemmerne. Det var dog en tilbagegang fra parlamentsvalget i 2007 der gav partiet 46,7%. Største oppositionsparti blev det socialdemokratisk kemalistiske CHP der gik 3% frem til 23,3%.

Tyrkiet blokerede i foråret 2009 for den danske Fogh Rasmussens udnævnelse til NATO generalsekretær. De primære årsager til det tyrkiske veto var Danmarks racistiske natur, landets kampagne mod Islam (med bl.a. de såkaldte Muhammed tegninger) og Danmarks tilladelse til den kurdiske TV station Roj, der sender fra København. USA lagde voldsomt diplomatisk pres på Tyrkiet, og landet endte med at opgive sit veto mod at Danmark fik sat gang i at få lukket Roj. Dette arbejde blev sat i gang i Danmark i maj 2009.

I juli blev bygningen af Illisu dæmningen over Tigris floden i det østlige Tyrkiet indstillet. Grunden var at banker i 3 vesteuropæiske lande trak deres eksportkreditter tilbage. Årsagen var dels finanskrisen, dels en henvisning til konsekvenserne af dæmningsbyggeriet. Det ville medføre tvangsforflyttelse af 55.000 kurdere.

Mens debatten om det tyrkiske folkemord på armenere under 1. Verdenskrig forsatte rundt om i verden, undertegnede Tyrkiet og Armenien i august 2009 en aftale i Zürich om forbedring af forholdet mellem de to lande.

I 2009 offentliggjorde premierminister Erdogan en plan, der skulle bringe konflikten med det kurdiske forlk til ophør. Der var ikke tale om dialog med PKK eller andre kurdiske organisationer, men alene om tilladelse til at det kurdiske sprog fremover kunne bruges i de elektroniske medier og poltiiske kampagner, samt at de kurdiske byer ville få deres kurdiske navne tilbage. Kurdisk er dog fortsat forbudt som offentligt sprog og i undervisningen af børn. I december forbød forfatningsdomstolen det kurdiske parti DSP, der blev betegnet som «statsfjendtligt».

2010 Israel dræber 9 tyrkiske nødhjælpsarbejdere 

Pirater fra det israelske militær angreb i maj 2010 en nødhjælps konvoj i Middelhavet, der var på vej med nødhjælp til Gaza, der lider under en folkeretstridig blokade foranstaltet af Israel. Under pitaternes angreb blev 8 tyrkiske statsborgere og 1 med dobbelt tyrkisk-nordamerikansk statsborgerskab myrdet af israelerne. Eftersom konvojen blev angrebet i internationalt farvand var der folkeretligt tale om et militært angreb fra Israel på Tyrkiet, og det udløste voldsomme protester i Tyrkiet. I slutningen af juni truede den tyrkiske udenrigsminister med at bryde de diplomatiske forbindelser med Israel, med mindre Tyrkiet fik en undskyldning for det israelske angreb. Det blev pure afvist af den israelske facistiske udenrigsminister, Avigdor Liebermann. Gennem en række år havde Israel held til at slå en kile ind mellem den arabiske verden og Tyrkiet - specielt i spørgsmålet om Palæstina. Med sine seneste militæraktioner lykkedes det Israel at ødelægge sin relation til den eneste stat i området, der ellers havde et tæt militært og økonomisk samarbejde med slyngelstaten.

Tyrkiet afbrød i starten af september 2011 delvist de diplomatiske forbindelser med Israel. Anledningen var, at Israel nægtede at undskylde mordene på de 9 tyrkiske statsborgere i maj 2010. Gennem mere end 1 år havde der været forhandlinger mellem de to lande for at nå frem til en formulering for en israelsk undskyldning. Forgæves. Israels ambassadør og 1. sekretær blev udvist af tyrkiet, og Tyrkiet nedgraderede omvendt sin ambassade i Tel Aviv til 2. sekretærniveau. Tyrkiet erklærede samtidig, at landet ville indbringe Israels folkeretstridige blokade af Gaza for den Internationale Domstol i Haag. Domstolen erklærede i 2006 Israels apartheid-mur ned gennem den israelsk besatte Vestbred for ulovlig. Premierminister Erdogan erklærede samtidig, at han planlagde at besøge Gaza. Israel svarede igen, at Israel og USA med alle tænkelige midler ville hindre et tyrkisk statsbesøg i Gaza. Israel erklærede videre, at det ikke ville undskylde sin sørøvervirksomhed i internationalt farvand, da det ville udstilel landet som en «svag nation».

Det mislykkedes i 2010 regeringspartiet AK at skaffe 2/3 flertal i parlamentet for en revision af forfatningen. Forslagene blev i stedet sendt til folkeafstemning i oktober 2010, hvor de blev vedtaget med 57,88% af stemmerne. Forfatningsændringerne betød bl.a. at borgerne har fået ret til at appellere sager helt til højesteret, oprettelsen af en ombudsmandsinstitution, større lighed mellem kønnene, ret til at forhandle landsdækkende faglige overenskomster, civile domstoles ret til at dømme militærpersoner, offentligt ansatte får ret til at gå i strejke og der oprettes en forfatningsdomstol.

Den tyrkiske valgkommission fjernede i april 2011 en række kurdiske kandidater fra opstillingslisterne med den begrundelse at der var udstedt arrestordrer mod dem eller de var under anklage for «terrorvirksomhed». Beslutningen udløste voldsomme demonstrationer i tyrkisk kurdistan og kostede flere livet. Trods de institutionelle benspænd gik det kurdiske parti BDP stærkt frem ved det tyrkiske valg i juni. Bl.a. blev Leyla Zana der sad 10 år politisk fængslet (1994-2004) valgt ind. BDP fik 36 af pladserne i den sydøstlige del af Tyrkiet mod 30 til det regerende AKP. 6 af de 36 kandidater sad imidlertid i tyrkisk fængsel, og da en af disse, Hatip Dicle, blev frataget sin plads af den tyrkiske forfatningsdomstol indledte de ikke-fængslede 30 parlamentarikere en boykot af det tyrkiske parlament. Det regerende Retfærdighedsparti, AKP gik 3,3% frem fra 46,6% til 49,9% af stemmerne. Det var første gang i landets historie, at det samme parti bevarede regeringsmagten i 3 perioder.

I august 2011 trådte hele den tyrkiske generalstab tilbage i protest mod hvad den betegnede som «politisk forfølgelse». Allerede i februar 2010 var 40 højtstående officerer blevet anholdt, anklaget for at have forberedt et militærkup. Siden da var militærets fremtrædende rolle i tyrkisk politik blevet stækket, og dette var den egentlige baggrund for generalstabens tilbagetræden.

Ligeledes i august indledte det tyrkiske militær en ugelang bombekampagne mod PKK baser i irakisk kurdistan. PKK svarede i oktober igen og dræbte ved 8 koordinerede angreb 26 tyrkiske soldater og sårede 18. I december indledte tyrkisk luftvåben nye bombeangreb mod irakisk kurdistan og dræbte under et enkelt angreb 36 civile. Trods det at militæret insisterede på, at alle retningslinier var blevet fulgt, valgte den tyrkiske regering i januar 2012 at betale erstatning til de dræbtes familier. 2011 endte med at blive det blodigste år i 10 år.

Kampene blussede kraftigt op i 2012 og Tyrkiet anklagede Assad i Syrien for at bevæbne PKK. Assad havde nu nok at gøre på hjemmefronten, selv om Tyrkiet i sin åbne støtte til de syriske oprørere de-facto havde erklæret Syrien krig. I midten af året var der hårde kampe mellem PKK og militæret i Hakkari provinsen. I september erklæde den tyrkiske general Necdet Özel, at 110 soldater og 475 PKK partisaner var blevet dræbt siden starten af året.

I slutningen af december 2012 tog konflikten en uventet drejning, da premierminister Erdogan i et interview fortalte, at regeringen havde indledt en forhandlingsproces med PKK's Öcalan. Der var flere forsøg fra militærets side på at afspore fredsprocessen gennem attentater mod centrale aktører både i og udenfor Tyrkiet, men processen fortsatte. I marts 2013 sendte Öcalan et åbent brev, der blev læst op i medierne i både Tyrkiet og i Kurdistan. I brevet opfordrede han t il våbenhvile og til at PKK trak sine partisaner ud af Tyrkiet. Den 25. april meddelte PKK at de accepterede Öcalans forslag for at kunne få gang i fredsforhandlinger. Der blev dog ikke tale om direkte fredsforhandlinger. I stedet nedsatte den tyrkiske regering en «Komite af vise Mænd», der skulle komme med forslag. Selv om 58% af den tyrkiske befolkning støttede fredsprocessen, virkede komiteen mest som en syltekrukke. Der blev ikke taget fat på de grundlæggende problemer, der var årsagen til konflikten i Kurdistan.

Den 22. juni 2012 skød syrisk antiluftskyts et tyrkisk F-4 kampfly ned over syrisk territorium. Hændelsen var tæt på at udløse et tyrkisk angreb, men det blev afsløret, at kampflyet ikke havde overfløjet Syrien i stor højde, men i lav højde og derfor var blevet skudt ned af almindeligt antiluftskyts, og flyet blev efterfølgende lokaliseret i syrisk territorialfarvand. Tyrkiet undlod at aktivere NATO's «musketered», der ellers hurtigt ville have bragt Syrien i krig med NATO. Hændelsen markerede samtidig, at Tyrkiet var dybt involveret i destabiliseringen af Syrien. Landet havde indrettet en kommandocentral på en militærbase i Antalya som kommando- og efterretningscentral for FSA's operationer i Syrien. USA indrømmede i starten af august, at det var involveret i disse efterretnings- og kommandoaktiviteter til støtte for FSA.

Den 3. oktober blev den tyrkiske grænseby Akçakale ramt af en granat affyret fra Syrien. To voksne kvinder og 3 børn blev dræbt. Tyrkiet lagde hele ansvaret for hændelsen på den syriske regering og angreb samme aften syriske regeringsstillinger med T-155 howitzere, der dræbte 3 syriske soldater. Dagen efter vedtog det tyrkiske parlament med 320 stemmer mod 129, at Tyrkiet kan sende sine soldater ind i «andre lande» på militæroperationer. Et tegn på, at landet planlagde at gå militært ind i borgerkrigen i Syrien. Beslutningen udløste omfattende anti-krigs demonstrationer i Ankara, Istanbul og andre større byer. FN's Sikkerhedsråd fordømte Syrien for «angrebet» og NATO's generalsekretær Anders Fogh Rasmussen erklærede, at krigsalliancen stod bag Tyrkiet i optrapningen rettet mod Syrien. De følgende uger sendte tyrkisk militær dagligt mortergranater og bomber ind over grænsen mod syriske mål, og den 10. oktober tvang tyrkiske militærfly et civilt syrisk fly ned, dr var på vej fra Moskva til Damaskus. Det skete med påstanden om, at det transporterede våben. Den tyrkiske regering var dog ude af stand til at fremlægge beviser for denne påstand. Konsekvensen af optrapningen var, at Syrien forbød alle overflyvninger af sit territorium af tyrkiske fly, og Tyrkiet svarede igen med et tilsvarende forbud rettet mod syriske fly.

Flere tusinde demonstrede 4. oktober mod den tyrkiske regerings krigsplaner rettet mod Syrien

De tyrkiske myndigheder hemmeligholdt deres ballistiske undersøgelser af den granat, der den 3. oktober ramte Akçakale, men den tyrkiske avis Yurt citerede pålidelige kilder for at der var tale om en 120 AE HE-TNT mortergranat, produceret af NATO og leveret af Tyrkiet til de tyrkiske oprørere. Syrisk militær var i forvejen nok beskæftiget med at bekæmpe landets oprørsgrupper til at det ville være smart at provokere det militært langt stærkere Tyrkiet. Det mest sandsynlige var, at det var oprørsgrupperne selv - der i forvejen kontrollerer dele af grænseområderne - der sendte mortergranaten ind i Tyrkiet, for at trække dette land dybere ind i konflikten på deres side. Det lykkedes.

Tyrkiets forhandlinger med EU om medlemsskab frøs til is, da Cypern i 2012 overtog formandsskabet i Unionen.

Massedemonstration på Taksim pladsen i Istanbul 15. juni 2013 mod Erdogan regeringen. © Fleshstorm

2013-14 Masseprotester mod regeringen

I 2013-14 gennemførtes omfattende protester og demonstrationer mod regeringen og den tiltagende islamisering af landet.

Det ikoniske foto af den folkelige modstand mod regeringens islamisering af Tyrkiet. Kvinden i rødt blev oversprøjtet med tåregas under politiets rydning af Gezi parken i Istanbul 28. maj 2013

I 2013 offentliggjorde regeringen planer om at fjerne Gezi parken i centrum af den europæiske side af Istanbul. Parken var et af de eneste grønne huller i Istanbul og planerne udløste derfor protester, og en gruppe miljøaktivister besatte i maj parken for at hindre rydningen i at gå i gang. Den 28. maj blev parken ryddet af politiet med vold. Aktivisterne blev oversprøjtet med tåregas og fik deres telte brændt ned. Efter flere forsøg på at fjerne demonstranterne, der hver gang blot vendte tilbage i større tal, opgav myndighederne den 1. juni. Parken udviklede sig nu til en Occupy lignede besættelse med flere tusinde telte til demonstranterne, egen sundhedsklinik, egen fordeling af mad og eget mediacenter.

I en tale 2. juni betegnede premierminister Erdogan demonstranterne som nogle få marodører, plyndrere og kaoter. Men de forsvandt ikke og den 15. juni rykkede sikkerhedspoliti ind på pladsen og ryddede den. Det medførte blot at protesterne spredte sig til byer over hele landet. Da protesterne ebbede ud i oktober 2014 var 11 dræbt af sikkerhedsstyrkerne, 8.000 såret og 3.000 arresteret. Omkring 3½ mio. ud af landets 80 mio. indbyggere havde da deltaget i over 5.000 demonstrationer over hele landet. Demonstranterne kaldte sig selv for Marodører (çapulcu) eftersom det var det begreb Erdogan første gang havde forsøgt at nedgøre dem med.

Den 3. juli 2013 meddelte regeringen, at planen om nedlæggelsen af Gezi park var skrinlagt. En domstol havde faktisk taget beslutning om dette allerede midt i juni, men beslutningen var hemmeligholdt. Trods meddelelsen fortsatte protesterne, efter der var lukket op for sækken.

Demonstrationer og protester var ikke centralt styrede, men afspejlede den opsparede frustration i befolkningen. De kom til at rettet sig bredt imod islamiseringen af landet siden 2011 (forbud mod indtagelse af alkohol, forbud mod at kysse på offentlige steder mm.), indskrænkningerne i ytrings- og forsamlingsfriheden, Erdogans stadig mere autoritære styre, miljøspørgsmål, korruption, stop for politivold og regeringens støtte til krigen i Syrien.

2014 AKP / Gülen magtkamp

Den 17. december 2013 startede en omfattende korruptionsskandale. Mens premierminister var på statsbesøg i Pakistan slog politiet til i Istanbul og arresterede 47 personer -overvejende embedsmænd i forskellige ministeriet og næsten alle tilknyttet det regerende AKP parti. De blev anklaget for korruption, pengevask og smugling af guld.

Den 7. januar 2014 slog regeringen igen. Med et dekret blev 350 politifolk fjernet fra deres poster - deriblandt cheferne for de politiafdelinger der beskæftigede sig med financiel kriminalitet, smugling og organiseret kriminalitet. Den islamiske lærde Fethullah Gülen betegnede det som udrensning indenfor politiet, mens premierminister Erdogan betegnede arrestationer som et forsøg på et «juridisk kup» rettet mod AKP af de der var misundelige på Erdogans egen succes. Erdogan udpegede Gülen som den ansvarlige for kupforsøget. Da der blev lagt interviews ud på internettet, der indblandede Erdogan i korruptionsskandalen, lukkede de tyrkiske myndigheder for YouTube og Twitter.

Skandalens fulde omfang blev aldrig afdækket. Der var tilsyneladende både tale om korruption - flere af de ansvarlige ministre trak sig fra deres embeder - men også om en magtkamp mellem Gülen og AKP - en række af de politiofficerer der havde gennemført arrestationerne begik efterfølgende selvmord.

I maj ramtes kulminen i Soma af en voldsom brand, der over 2 dage kostede 301 minearbejdere livet. Minearbejderne havde allerede i 2013 demonstreret mod de livsfarlige arbejdsforhold i minen, og et forslag fra oppositionen få uger tidligere om at undersøge arbejdsforholdene i minerne var blevet stemt ned af AKP i parlamentet. Tyrkiet er et af de lande i verdens med værst arbejdsmiljø.

Israels bemanding af sin ambassade i Ankara og konsulatet i Istanbul var kun lige netop kommet tilbage på normalt niveau efter flere års arbejde på forbedre forholdet mellem Israel og Tyrkiet, da Israel i juni 2014 indledte krig mod Gaza. Krigen udløste en række voldelige demonstrationer foran ambassade og konsulat, hvor demonstranterne bl.a. kastede sten mod bygningerne. Israel skar derefter atter ned på sin bemanding af sikkerhedsmæssige årsager. Premierminister Erdogan kritiserede i skarpe vendinger Israels krig: «Lige siden [Israels] oprettelse i 1948 har vi hver dag og hver måned været vidner til disse forsøg på systematisk folkedrab. .. Men først og fremmest har vi hver Ramadan været vidner til dissee forsøg på systematisk folkemord». Han tilføjede, at Israels krig afsporede forsøgene på knytte forbindelser mellem de to lande.

Recep Tayyip Erdogan fra AKP vandt præsidentvalget i august 2014 med 51,8% af stemmerne. På 2. pladsen fik den uafhængige islamiske kandidat Ekmeleddin İhsanoğlu 38,4%, mens den venstreorienterede Selahattin Demirtaş fra HDP fik 9,8%. Demirtaş vandt stort i Kurdistan og afspejlede dermed den voldsomme polarisering i landet. Erdogan indsatte Ahmet Davutoğlu som ny premierminister.

Tyrkiet havde i 2011 spillet en central rolle i Vestens indsats for at få væltet Gaddafi i Libyen, og havde siden gjort en betydelig indsats for at sikre en levedygtig moderat islamisk regering i landet. Forgæves. I december 2014 indstillede Tyrkiet som det sidste land sine flyvninger til Libyen. Det var blevet alt for farligt, efter landet de-facto var i borgerkrig.

2014 Støtte til Islamisk Stat (IS)

Siden starten på borgerkrigen i Syrien i 2011 havde Tyrkiets islamiske regering ladet sine grænser stå åbne for oprørere der rejste frem og tilbage og for forsyninger. Landet var de-facto i krig med Syrien, omend der ikke var afgivet formel krigserklæring. Den islamiske regering ønskede den verdslige Bashar al-Assad i Damaskus skiftet ud med en islamist. Da IS voksede sig stærk i løbet af 2013-14 førte det til betydelig tyrkiske støtte til denne oprørsbevægelse, selvom det samtidig bragte Tyrkiet på kollisionskurs med USA.

Borgerkrigen mod Bashar Assad regimet i Syrien førte i sommeren 2012 til, at det syriske militær trak sig ud af de kurdiske områder i den nordlige del af landet. Dette magtvakuum blev ikke umiddelbart udfyldt af de syriske oprørsgrupper, men derimod af kurderne selv. Områdets to kurdiske partier blev enige om at danne det Kurdiske Øverste Råd (Desteya Bilind a Kurd, DBK). Rådet fik sæde i områdets største by, Kobanê. De to partier besluttede desuden at danne Folkets Forsvarsenheder (Yekîneyên Parastina, YPG) til forsvar af området. YPG smed i løbet af juli de sidste rester af den syriske hær ud af Kobanê og flere mindre kurdiske byer. I løbet af efteråret fortsatte YPG sin offensiv og kom flere gange i kamp med syriske oprørsgrupper - bl.a. FSA. I starten af november underskrev FSA og YPG imidlertid en fredsaftale om ikke at angribe hinandens områder og støtte hinanden militært. Den væbnede konflikt kom derefter i stigende grad til at stå mellem YPG og de islamistiske oprørsgrupper. 21 af disse underskrev i maj 2013 et manifest hvor de erklærede at YPG var «forrædere mod Jihad», og de ville rense det nordlige Syrien for YPG og PKK. Islamisterne fik støtte fra den danske Østre Landsret, der i juli 2013 forbød omtale af PKK i danske medier og lukkede Roj TV.

YPG fortsatte sin fremgang da bevægelsen efter ½ års kampe i juli 2013 endelig fik fuld kontrol over den større by Ras al-Ayn. Erobringen øgede imidlertid kurdernes problemer andre steder. Den kurdiske befolkning i Aleppo blev fordrevet eller massakreret af de islamiske militser med al-Nusra fronten i spidsen. Og den 1. august indledte flere FSA brigader og Islamisk Stat (IS) en belejring af Kobanê. Trods den tidligere alliance med FSA kæmpede FSA og IS nu sammen mod kurderne. I slutningen af september erklærede den irakiske kurderleder Masoud Barzani, at han ville intervenere i Syrien til støtte for YPG. Få dage svarede IS igen ved at sprænge flere bomber i den irakisk kurdiske by Erbil.

YPG fortsatte frem til marts 2014 sin fremrykning i det østlige Syrien, hvor al-Nusra og IS styrker blev drevet tilbage og mindre byer erobret. I marts meddelte YPG at det indstillede sin fremrykning, men advarede samtidig sine fjender om, at det agtede at forsvare de erobrede områder. Imens fortsatte de islamistiske grupper med etnisk at rense egne områder for kurdere, der blev dræbt eller drevet på flugt, og belejringen af Kobanê fortsatte, uden at beljrerne dog var i stand til at rykke tættere på.

Den fastlåste situation ændrede sig i starten af juli, da IS flyttede store mængder erobrede nordamerikanske tunge våben som kanoner og tanks fra Iraq til Syrien, hvor de blev kastet ind i kampen om Kobanê. 10 dage senere havde IS erobret 10 landsbyer øst for Kobanê. YPG var presset og opfordrede alle kurdere til at bakke op om dets kamp mod IS. I første omgang var den eneste støtte fra PYD's søsterparti i Tyrkiet, PKK der sendte partisaner til støtte for YPG. Men de kunne ikke modstå presset fra IS's tunge våben og mange tusinde partisaner, der blev sat ind i kampene. I sidste halvdel af september erobrede IS snesevis af landsbyer, og YPG opgav at forsvare andre 100. Tusinder af kurdere flygtede over grænsen til Tyrkiet. I slutningen af måneden var antallet af flygtninge over 130.000. IS fik støtte fra Tyrkiet til sin belejring af Kobanê. Den 20. september indgik de to parter en hemmelig aftale, hvorefter IS frigav 48 tyrkiske gidsler fra det tyrkiske konsulat i Mosul. Til gengæld frigav Tyrkiet flere hundrede islamistiske fanger fra sine fængsler og lovede at hjælpe IS med erobringen af Kobanê. Det skete dels ved at hindre forsyninger og forstærkninger i at komme fra Tyrkiet ind i Kobanê. Dels ved at Tyrkiet fortsatte sine køb af olie fra IS, fortsat tillod forstærkninger og forsyninger til IS at passere sin grænse og tillod IS at oprette positioner inde i Tyrkiet, hvorfra de kunne angribe Kobanê.

USA og en række vestlige lande havde på dette tidspunkt indledt luftbombardementer af IS, og USA var ikke glad for den strategiske alliance mellem Tyrkiet og IS. Samtidig havde den vestlige propaganda vanskeligt ved at forklare, hvorfor Vesten skulle bekæmpe IS, men ikke hjælpe de eneste der faktisk bekæmpede IS på landjorden - nemlig kurderne. Den 27. september bombede USA derfor for første gang IS stillinger omkring Kobanê. Flere hundrede bombardementer fulgte, men de havde en begrænset virkning. En krig kan ikke vindes fra luften. Bombardementerne skete udelukkende om dagen, og IS' partisaner gemte sig blot, når der blev meldt om bombefly i området.

Den 2. oktober havde IS erobret 350 af 354 landsbyer omkring Kobanê og stod lige udenfor byen. Fremrykningen fortsatte og i slutningen af måneden havde IS kontrol med ca. 60% af byen. 300.000 kurdere var da flygtet til Tyrkiet. Den strategiske situation ændredes først i slutningen af månedes, da det lykkedes USA at tvinge Tyrkiet til at acceptere, at irakisk kurdiske styrker kom YPG til hjælp. Irakerne blev i flere dage holdt tilbage i Tyrkiet, men nåede 1. november frem til Kobanê medbringende ammunition og våben. Samtidig sluttede 3-400 partisaner fra FSA sig til kampene mod IS. Men også IS trak forstærkninger til Kobanê fra bl.a. Aleppo.

Den kurdiske befolkning i Tyrkiet reagerede med raseri på Tyrkiets alliance med IS. Gennem oktober blev der gennemført kurdiske demonstrationer i mange tyrkiske byer. Den tyrkiske stats svarede igen med vold. Op mod 50 kurdiske demonstranter blev dræbt i Tyrkiet i løbet af oktober, PKK truede med at trække sig ud af de igangværende fredsforhandlinger og angreb militærets stillinger. Den 1. november gennemførtes en international protestdag i solidaritet med kurderne i Kobanê. 5.000 demonstrerede i byen Suruc 10km fra grænsen til syrisk kurdistan og 15.000 i Diyarbakir. De tyrkiske sikkerhedsstyrker forholdt sig i ro, og demonstrationerne forløb fredeligt. Tyrkiet holdt dog fortsat grænsen hermetisk lukket for tyrkisk kurdiske forsyninger til Kobanê.

På sin side var Tyrkiet rasende over, at USA og dets allierede indirekte hjalp styret i Damaskus ved at bombe IS og Tyrkiets andre islamistiske allierede inde i Syrien. Prisen USA måtte betale for at få Tyrkiet til at tillade passagen af irakiske kurdere ind i Kobanê var, at supermagten lovede at træne og forsyne 5.000 oprørere. Konflikten afslørede imidlertid en meget dyb modsætning mellem Tyrkiet og USA. Mens Tyrkiet ønskede islamister til magten i Damaskus, ønskede USA at hindre dette. Denne modsætning forblev uløst.

2015 Klerikal politistat

Efter i næsten 4 år at have støttet islamisterne i Syrien vendte disse sig i januar mod Tyrkiet. Den 6. januar 2015 gennemførte den 18 årige hustru til en falden IS partisan i Syrien en selvmordsaktion mod en politistation i Istanbul. Det tyrkiske efterretningsvæsen vurderede efterfølgende, at IS havde 3.000 tyrkiske medlemmer og listede disse med militær rang. Dertil kom yderligere 700 der allerede havde sluttet sig til IS i Syrien og Iraq. USA støttede i 1980'erne mujahedeenerne i Afghanistan, og skabte derved al-Qaeda. Tyrkiet, Golfstaterne og Vesten støttede fra 2011 islamisterne i Syrien og skabte derved IS. Den tyrkiske stat reagerede på terrorangrebet ved at lave efterretningsvæsenet knytte tættere forbindelser til især IS. Samtidig fik de syriske terrorbevægelser lettet mulighederne for at fragte våben og terrorister over grænsen mellem Syrien og Tyrkiet.

Det tyrkiske dagblad Cumhuriyets offentliggørelse af de fleste af tegningerne i det franske ugeblad Charlie Hebdos «Alt er tilgivet» fik en tyrkiske domstol til at udstede fogedforbud mod at vise tegningerne på internettet. Cumhuriyet fik dødstrusler og politibeskyttelse. Den tyrkiske befolkning havde i dagene efter attentatet i Paris 7. januar været splittede mellem dem der støttede morderne - fordi hensynet til religionen i deres optik vejede tungere end retten til at forhåne andre - og dem der lagde større vægt på ytringsfriheden. Under AKP var der de foregående sket betydelige stramninger i ytringsfriheden i Tyrkiet.

Premierminister Ahmet Davutoglu anklagede i en tale 16. januar 2015 Israels premierminister Netanyahu for terrorisme og fortsatte: «Det er Israels provokation som krigen mod Gaza der bidrager til radikaliseringen i den arabiske verden. Det vil være umuligt at skabe fred i Mellemøsten og udrydde de radikale grupper, med mindre der oprettes en palæstinensisk stat». Dagen inden sammenlignede han Natanyahu med de to mordere i Paris, der ugen inden dræbte 12, og erklærede at både Netanyahu og de to mordere havde begået forbrydelser mod menneskeheden.

Parlamentsvalget i juni blev et sviende nederlag for det regerende islamistiske AKP. Det gik 9% tilbage til 40,9%, mistede 58 parlamentsmedlemmer og måtte nøjes med 253. Det havde dermed mistet flertallet i parlamentet. Valgets store sejrherre var det kurdisk-venstreorienterede HDP, der gik 7,45% frem til 13,1% der fik 80 medlemmer. Det kom ind på en delt tredjeplads med det højreradikalt nationalistiske MHP. AKP's mål var at få 330 parlamentsmedlemmer, så det kunne ændre forfatningen og sende ændringerne til folkeafstemning, eller endnu bedre 367 så det kunne ændre forfatningen uden folkeafstemning. For at nå op på dette høje antal havde det indført en spærregrænse på 10%, så partier med mindre end 10% af stemmerne kunne holdes ude af parlamentet. Spærregrænsen var sat så højt for at holde det kurdiske HDP og helst også MHP ude af parlamentet, men operationen mislykkedes. I stedet skabte AKP en uholdbar parlamentarisk situation. Partierne uden om AKP var ikke i stand til at danne regering, og AKP var ikke interesseret i at danne en koalitionsregering med andre partier.

AKP havde op til parlamentsvalget søgt at afværge HDP's valgsejr. Få dage før valget lod Tyrkiet IS sprænge en selvmordsbombe ved et HDP valgmøde i Diyarbakir. 4 blev dræbt og over 100 såret. Men det var altså ikke nok til at bremse HDP.

Efter valget besluttede AKP sig hurtigt for, at vejen ud af nederlaget var nyvalg, men første skulle betingelserne skabes for at jorde oppositionen og give AKP flertal. Den 20. juli bragte det tyrkiske efterretningsvæsen en bombe til sprængning i byen Suruç, der ligger 10 km fra den syriske kurdiske hovedby Kobane. Målet var et kurdisk møde på Amara kulturcentret. 33 kurdere blev dræbt og 104 såret. Der var ikke tale om et selvmordsattentat, og dermed var der ringe sandsynlighed for, at IS var involveret. Fire dage senere brød Tyrkiet våbenhvilen med PKK, der ellers havde været grundlaget for fredsforhandlinger mellem de to parter. Landets islamistiske regering erklærede, at det ville føre krig mod både PKK og IS, som det anklagede for at have anbragt bomben, men bortset fra et enkelt bombetogt rettet mod kurdere i det nordlige Syrien, koncentrerede Tyrkiet krigen mod PKK. Krigen havde 3 formål. For det første mindske presset mod IS. De syrisk kurdiske YPG/YPJ militser havde med støtte fra PKK trængt IS så langt tilbage, at de stod blot 50 km fra dens hovedby Raqqa. Ved at starte krig mod PKK tvang AKP regeringen PKK til at trække sine styrker ud af Syrien for at forsvare sig i Tyrkiet. For det andet ønskede AKP at svække PKK. For det tredje handlede det om vinde det efterfølgende valg. Gennem krig, undtagelsestilstand og terror mod den kurdiske befolkning kunne AKP regeringen hindre at der overhovedet kunne gennemføres valg i dele af Kurdistan og skræmme befolkningen fra at støtte HDP, så det forhåbentligt kom ned under spærregrænsen på 10%. I dagene efter 24. juli gennemførte 20-30.000 tyrkiske politibetjente razziaer mod kurdere og venstrefløjsfolk overalt i landet og næsten 5.000 blev arresteret.

På den første dag af krigen sendte den islamistiske regering 20 fly ind i det nordlige Iraq, hvor de bombede PKK baser. Den følgende dag blev 75 fly sendt afsted. Endvidere bombede tyrkiske kampvogne kurdiske landsbyer omkring Kobane for at ramme YPG/YPJ. Regeringen i irakisk Kurdistan opfordrede Tyrkiet til at standse bombardementerne og respektere den irakiske suverænitet. Forgæves.

EU's udenrigskoordinator Frederica Mogherini reagerede på den tyrkiske krigsaktivitet ved at erklære, at EU støttede angreb mod IS, men opfordrede Tyrkiet til at bevare fredsprocessen med PKK. Den islamistiske regering ignorerede opfordringen og intensiverede i stedet krigen.

Tyrkiet gennemførte belejring af mange kurdiske byer. Værst gik det ud over byen Cizre, der var under belejring i første halvdel af september. Militæret afbrød vandforsyningen og forsyningen af fødevarer, afsatte borgmesteren som det hævdede var medlem af PKK og gennemførte udgangsforbud. Omkring 40 kurdere blev dræbt. Ingen tyrkiske politifolk eller soldater blev dræbt.

Efter 3½ måneds krig var status, at den islamistiske regering havde begravet våbenhvilen og fredsforhandlingsprocessen med PKK, omkring 1-2.000 tyrkiske soldater, PKK peshmergaer og civile var blevet dræbt, betydelige dele af Kurdistan sat i militær undtagelsestilstand, og IS havde fået mulighed for at vinde terræn i Syrien. AKP var nu rede til «nyvalg». Det blev gennemført 1. november og gav som forventet AKP stor fremgang. Det islamistiske parti gik 8,6% frem til 49,5%, fik 330 af parlamentets 550 pladser og dermed absolut flertal. Tallet var ikke tilfældigt. AKP skulle have så mange pladser for ensidigt at kunne gennemføre forfatningsændringer. AKP var gået efter, at HDP slet ikke skulle over spærregrænsen, men med 10,76% kom det netop ind. Det skete trods omfattende terror fra AKP's side. Den 6. september gik 200 AKP tilhængere til angreb på Doğan Media Centre, der bl.a. husede det velrenommerede dagblad Hürriyet. De følgende måneder frem til valg gennemførte AKP medlemmer hundredevis af brandbombeangreb på medier og HDP kontorer over hele landet. Angrebene kulminerede under en HDP demonstration i Ankara den 12. oktober, hvor den tyrkiske efterretningstjeneste bragte 2 bomber til sprængning, der dræbte over 120 mennesker og sårede flere hundrede. Den tyrkiske stats sikkerhedsstyrker blev trukket bort fra området få minutter før bomberne sprang.

Udover at valgkampen var præget af den islamistiske regerings åbne krig mod oppositionen og specielt kurderne var selve valget præget af omfattende svindel. Den Øverste Valgkommissions valgsystem «brød sammen», så valgtallene ikke kunne verificeres. I mange kurdiske landsbyer i den østlige del af landet, hvor befolkningen i juni 100% havde stemt på HDP meddelte valgkomssionen nu, at befolkningen 100% havde stemt på AKP. Novembervalget lagde det tyrkiske demokrati graven.

I et forsøg på at klamre sig til magten skrottede det religiøse regime i juni 2015 fredsprocessen med PKK og indledte borgerkrig i det besatte Nordkurdistan. Byen Silvan var november centrum for voldsomme kampe, der kostede flere hundrede civile livet. Situationen ligner i stigende grad situationen i Syrien med den forskel at den tyrkiske besættelsesmagt ingen legitimitet har i det besatte Nordkurdistan.

Den 13. november gennemførte IS en række attentater i Paris, der kostede 130 mennesker livet. Konsekvensen var, at Frankrig og andre europæiske lande søgte at opbygge en alliance med Rusland for at optrappe bekæmpelsen af IS. Denne tilnærmelse ønskede Tyrkiet at bremse. Den 25. november skød Tyrkiet et russisk bombefly ned over det nordlige Syrien. Det var et planlagt angreb, hvor militæret i forvejen havde inviteret et filmhold, der kunne filme nedskydningen. Tyrkiet påstod, at flyet havde overfløjet Tyrkiet og var blevet advaret 10 gange, men efterfølgende blev påstanden reduceret til, at flyet havde befundet sig over Tyrkiet i 17 sekunder. Den islamistiske regering erklærede harmdirrende, at det havde ret til at forsvare landets suverænitet, men undgik at nævne at Tyrkiet selv havde gennemført hundredevis af overflyvninger af Iraq de foregående måneder, hvor de havde bombet påståede PKK lejre. Under et efterfølgende NATO møde i Bruxelles rystede flere af alliancens NATO ambassadører på hovedet over de tyrkiske påstande. Der er ingen fortilfælde for, at en påstået overflyvning på 17 sekunder fører til nedskydning. En normal reaktion i sådanne situationer er at jagerfly sendes op for at eskortere det fremmede fly ud, og i værste fald affyrer varselsskud.

Tyrkiet skød den 25. november et russisk bombefly ned over det nordlige Syrien. Der var tale om en velplanlagt nedskydning, hvor det tyrkiske militær på forhånd havde inviteret et filmhold til at dokumentere nedskydningen. Nedskydningen skete for at stikke en kile ind i en begyndende alliance mellem Frankrig og Rusland om bekæmpelse af IS og for at støtte Turkmenerne i det nordlige Syrien. Turkmenerne indgår i den al-Qaeda tilknyttede al-Nusra front, der bekæmper Assad styret i Damaskus.

Rusland reagerede voldsomt på nedskydningen og erklærede at den ville få økonomiske konsekvenser. 2 mio. russere havde indtil da årligt besøgt Tyrkiet som turister og Rusland leverede endvidere gas til Tyrkiet. Det forventes at Tyrkiet svarer igen ved at optrappe sine våbenleverancer og økonomiske støtte til IS og al-Nusra i Syrien.

I december opdagede den kurdiske regering i det nordlige Iraq, at Tyrkiet havde besat områder i den nordlige del af landet, hvor slyngelstaten havde udstationeret tropper og kampvogne. Den kurdiske regering krævede at slyngelstaten øjeblikkeligt trak sine styrker ud. Tyrkiet havde sendt sine styrker ind som støtte til IS, der var presset af både af tropper fra den irakiske centralregering og af kurdiske militser.

Tyrkiets præsident optrappede i januar 2016 sin politiske kampagne mod det kurdiske HDP, da han truede med at ophæve den parlamentariske immunitet for partiets 2 formænd for at stille dem for retten for deres støtte til kurdisk autonomi. Det tyrkiske regime har siden 1990'erne rutinemæssigt fængslet kurdiske politikere og opløst deres politiske partier.

Ligeledes i januar sprang IS en selvmordsbomber i luften i Istanbul. Bomben var rettet mod udenlandske turister. 12 blev dræbt og 14 såret.

Efter at fredsforhandlinger om Syrien i starten af februar brød sammen, indledte det syriske regime en voldsom offensiv mod jihadister i det nordlige Syrien støttet af russiske bombardementer. Det udløste trusler fra både Tyrkiet og Saudi Arabien om at sende soldater ind i landet og indlede bombardementer til beskyttelse af jihadisterne. I midten af februar ankom de første saudisk F-16 fly til den tyrkiske Incirlik fybase, hvorfra de kunne sættes ind mod de russiske fly. Det umiddelbare mål var at udløse en militær konfrontation med Rusland, der kunne inddrage NATO direkte i krigen på jihadisternes side. Den 17. februar sprang en bilbome i Ankara. Den var rettet mod en bus med soldater. 28 blev dræbt og 60 såret. Få timer senere erklærede den tyrkiske premierminister, at det var YPG/PYD der stod bag, og myndighederne havde desuden navnet på den kurdiske bombemand. Regeringens ide var at legitimere den optrappede krig mod de syriske kurdere. PYD/YPG afviste enhver indblanding, Uheldigvis for den tyrkiske regering påtog en tyrkisk gruppe sig nogle dage senere ansvaret for bomben.

Internt i Tyrkiet strammede diktaturet grebet om sine modstandere. I januar 2016 krævede anklagemyndigheden livsvarigt fængsel til redaktøren for det store dagblad Cumhuriyet, Can Dündar og lederen af dets kontor i Ankara, Erdem Gül. De var begge blevet arresteret i november 2015, anklaget for at afsløre statshemmeligheder. Baggrunden var, at de havde afsløret optagelser af det tyrkiske efterretningsvæsen fra januar 2014, der var i færd med at transportere våben over grænsen til Syrien til jihadisterne. (Turkish journalists face multiple life sentences over Syria report, Guardian 27/1 2016), (Jailed Turkish editor slams EU deal with Erdoğan's 'fascist government', Guardian 19/1 2016).

I midten af januar arresterede myndighederne 27 akademikere. Deres «forbrydelse» var at de sammen med 1400 andre akademikere havde skrevet under på en offentlig opfordring, der opfordrede den tyrkiske stat til at indstille sine overlagte massakrer på og tvangsforflyttelse af den kurdiske befolkning. Akademikerne blev anklaget for «terrorpropaganda». Blandt underskriverne var også Noam Chomsky og Slavoj Žižek, som præsident Erdogan erklærede var en trussel mod Tyrkiets nationale suverænitet. (Turkey rounds up academics who signed petition denouncing attacks on Kurds, Guardian 15/1 2016).

Tyrkiet bekræftede i maj sin position som et ikke-demokratisk land, da AKP i parlamentet ophævede den diplomatiske immunitet for 138 parlamentsmedlemmer. Deriblandt 50 medlemmer af det venstreorienterede og prokurdiske HDP. Diktatoren Erdogans mål var at fjerne oppositionen fra parlamentet, så AKP uhindret kunne gennemføre forfatningsændringer og omdanne Tyrkiet til en ren islamisk stat.

Samme måned udskiftede diktatoren sin premierminister. Ahmet Davutoğlu blev erstattet på posten af Binali Yildirim. Erdogan havde i august 2014 udpeget Davutoğlu til posten. Først og fremmest fordi denne havde en svag position i partiet og derfor var helt afhængig af Erdogan. Men fra slutningen af 2015 kom Davutoğlu i stigende grad i opposition til Erdogans konfrontationskurs overfor omverdenen.

Trods massiv økonomisk støtte fra EU til diktaturet blev landets økonomiske og sikkerhedsmæssige krise stadig dybere i 2016. Ruslands boykot af landet ramte dets turismesektor hårdt og i juni undskyldte Erdogan overraskende nedskydningen af det russiske fly i november 2015. Undskyldningen bekræftede den russiske version af historien, at Tyrkiet uberettiget havde skudt flyet ned over syrisk territorium, og samtidig gav den NATO et alvorligt forklaringsproblem. NATO havde siden november brugt hændelsen som brik i sin historie om Rusland som aggressiv stormagt. Udover Rusland søgte Tyrkiet også forsoning med Israel, der i 2010 havde gennemført en militær pirataktion mod et tyrkisk skib i Middelhavet og dræbt 9 tyrkiske statsborgere.

Sikkerhedsmæssigt blev sikkerhedssituationen yderligere forværret i løbet af 2016 efter flere attentater gennemført af både IS og det tyrkiske efterretningsvæsen. I juni gennemførte IS et angreb på den internationale lufthavn i Istanbul og dræbte 42. Aktionen var udtryk for, at organisationen var stærkt presset på landjorden i både Syrien og Iraq, hvor den begge steder mistede terræn.

Indenrigs strammede diktaturet grebet om anderledes tænkende. I juni rettede regimet skytset mod det dagbladet Özgür Gündem, der blev truet med lukning. Den tyrkiske redaktør Can Dündar som Erdogan tidligere havde fængslet lod sig for en dag udnævne til medredaktør for avisen i solidaritet. Staten svarede igen ved at arrestere Erol Onderoglu fra Journalister uden Grænser, journalisten Ahmet Nesin og Sebnem Korur Fincanci fra den tyrkiske menneskerettighedsorganisation. De blev sigtet for at have protesteret mod statens kampagne mod Özgür Gündem. (Turkish journalists rally behind pro-Kurdish paper after arrests, Guardian 21/6 2016)

I Danmark støttede staten det tyrkiske diktaturs kamp mod kurderne. I juni blev to ældre kurdere idømt fængsel ved Østre Landsret for at «have samlet penge ind til kurderne». De var tidligere frikendt i Københavns Byret. I konflikten mellem Tyrkiet og USA om synet på kurderne stillede Danmark sig på Tyrkiets side i bekæmpelsen af kurderne, mens USA i alliance med kurderne bekæmpede IS i Syrien og Iraq.

Ikke blot Danmark men også Tyskland var i lommen på diktatoren. I marts strakte Erdogan sin kamp mod ytringsfriheden udenfor Tyrkiet og krævede en sang skrevet til et tysk satireprogram forbudt. Erdogan lagde pres på Tyskland, og i april lovede kansler Merkel at «løse problemet». En måned senere afsagde retten i Hamburg en kendelse der censurede det meste af teksten i sangen Erdowie, Erdowo, Erdogan skrevet af komikeren Jan Böhmermann med henvisning til en lov fra 1871, der forbyder fornærmelse af fremmede statschefer. (Turkey 'demands deletion' of German video mocking Erdoğan, Guardian 29/3 2016) (German Comic to Fight Ruling on Poem Insulting Turkish Leader, New York Times 18/5 2016). Siden 2014 havde den tyrkiske stat ført 1874 retsager mod personer, der gjorde grin med diktatoren.

EU fortsatte med at sende flygtninge tilbage til Tyrkiet i strid med FN's flygtningekonvention, der eksplicit forbyder tilbagesendelse til lande, hvor flygtningenes liv er i fare. Alene på en enkelt dag i juni dræbte tyrkiske grænsevagter 8 flygtninge (3 børn, 4 kvinder og 1 mand) der fosøgte at flygte over grænsen fra Syrien. Flere snese var allerede tidligere på blevet dræbt af Tyrkiet. Det er overvejende kurdiske flygtninge tyrkerne retter sine geværer imod (Turkish border guards kill eight Syrian refugees – reports, Guardian 19/6 2016) (Turkey is no 'safe haven' for refugees – it shoots them at the border, Guardian 1/4 2016).

I februar 2016 offentliggjorde den britiske organisation Conflict Armament Research en omfattende rapport om IS' våbenproduktion. Rapporten dokumenterede at produktionen har en industrielt omfang, overvejende er baseret på råvarer leveret fra Tyrkiet eller en lang række andre vestlige eller asiatiske lande der sender råvarene gennem Tyrkiet. Siden 2012 er IS overvejende blevet financieret gennem salg af olie til Tyrkiet. (Report: ISIS manufacturing arms on industrial scale, Daily Star 14/12 2016; TRACING THE SUPPLY OFCOMPONENTS USED IN ISLAMIC STATE IEDs, Conflict Armament Research, February 2016).

I starten af juni 2016 vedtog det tyske parlament med overvældende flertal, at det osmanniske imperiums folkemord på 2 mio. armeniere i 2015-16 vitterligt var et folkemord. Vedtagelsen udløste en diplomatisk krise mellem de to lande og Tyrkiet trak sin ambassadør hjem. Tyrkiet meddelte samtidig, at tyske politikere ikke længere var velkomne i Tyrkiet. De havde rutinemæssigt besøgt tyske soldater udstationeret for NATO på raketbaser i Tyrkiet. Som modsvar erklærede Tyskland, at det ville trække sine Patriot missiler og de soldater der betjente dem hjem fra baserne i Tyrkiet.

Militært kupforsøg? Islamistisk AKP kup!

AKP regeringen annoncerede i foråret yderligere udrensninger indenfor officerskorpset i august. I et sidste desperat forsøg på at undgå udrensninger forsøgte en mindre del af militæret i juli at gennemføre militærkup, men kupforsøget blev amatøragtig gennemført. Militæret tog nok kontrol med den statslige TV station, lufthavnen i Istanbul og broen over Bosporus, men undlod at tage kontrol med den digitale kommunikation. Diktatoren Erdogan kunne derfor via Twitter opfordre sine tilhængere til at gå på gaden for at hindre kuppet. Allerede fra starten af kuppet placerede premierminister og diktator ansvaret for kuppet på den landflygtige Fethullah Gülen. En erklæring der imidlertid stred mod kupmagernes erklærede intention om at at ville forsvare tyrkiet som en verdslig stat. Erklæringen indikerede til gengæld, at diktatoren havde tænkt sig at bruge kupforsøget til at udrydde mange flere af sine politiske modstandere og stramme sin magt over landet. Udrensningerne blev indledt allerede samme dag som kuppet var slået ned. Over 2800 officerer blev arresteret og alle landets 2700 dommere blev fyret, samtidig med at der blev udstedt arrestordrer på 180 medarbejdere og dommere i højesteret. (Turkey was already undergoing a slow-motion coup – by Erdoğan, not the army, Guardian 16/7 2016; Aftermath of Turkey coup attempt will be bloody and repressive, Guardian 16/7 2016).

Erdogan krævede derefter Fethullah Gülen udleveret fra USA, hvor han var i eksil, og for at understrege kravet opsagde Tyrkiet med øjeblikkelig virkning USA's ret til at bruge Incirlik flybasen i det sydøstlige Tyrkiet. Basen spillede nøglerollen for USA's angreb på IS i Iraq og Syrien og fik disse angreb til at gå i stå. USA havde ikke nogen hangarskibe i området der kunne bruges til angreb på IS, og Erdogans islamistiske stat fik derved også givet det militært og økonomisk trængte IS et tiltrængt pusterum.

Vurderingen efter kuppet var, at Erdogan ville studere meningsmålingerne for at gennemføre parlamentsvalg når og hvis det kurdiske HDP kom under 10% af stemmerne for dermed at sikre sig magt i parlamentet til vilkårligt at kunne ændre forfatningen. Han havde i forvejen fjernet deres parlamentariske immunitet for at kunne stille dem for retten.

Erdogans islamistiske kup fortsatte i dagene efter det militære kupforsøg var faldet fra hinanden. Efter 5 dage var antallet af arresterede officerer oppe på 7.000. Der var tale om langt flere end der havde deltaget i kupforsøget og udtryk for at Erdogan var i gang med at gennemføre det endelige opgør med militæret. 5 dage efter det militære kupforsøg begyndte præsidenten at fokusere sit islamistiske kup på de offentligt ansatte. 24.000 offentligt ansatte blev i første omgang fyret. Undervisningsministeriet fyrede 15.200 lærere, indenrigsministeriet fyrede 8.777 og rådet for de højere uddannelser fyrede 1.577 universitetslærere. Ikke engang premierministerens kontor gik ram forbi. Her blev 257 ansatte fyret. Samtidig fortsatte AKP's bøller med at husere i gaderne. Præsidenten opfordrede dem til at blive på gaden for på den måde at intimidere oppositionen. (After Turkey’s failed coup, Erdoğan’s brutal clampdown, Guardian 18/7 2016; Turkey sacks 15,000 education workers in purge, Guardian 19/7 2016).

Et par dage inde i det islamistiske kup satte Erdogan landet i 3 måneders undtagelsestilstand og suspenderede samtidig landets tilslutning til den europæiske menneskerettighedskonvention. Retten til livet, til ytringsfrihed, til arbejde og til bolig var dermed sat ud af kraft. Parlamentet blev kørt ud på et sidespor og Erdogan begyndte at regere via dekreter. Samtidig fortsatte AKP bander med at hærge i Tyrkiets byer. Og ikke blot i Tyrkiet. Erdogan opfordrede også AKP's bander til at gå på gaden i de europæiske storbyer. I Wien gik banderne til angreb på bl.a. kurdiske restauranter, hvilket medførte at den tyrkiske ambassadør blev indkaldt til skideballe i det østrigske udenrigsministerium. Imens fortsatte Erdogan udrensningerne indenfor militæret og den offentlige administration.

I slutningen af juli beordrede Erdogan 1.043 private skoler, 1.229 foreninger, 35 medicinske institutioner, 19 fagforeninger og 15 universiteter lukket. De lukkede foreninger og institutioner fik deres ejendomme og midler konfiskeret af den tyrkiske stat. Han beordrede endvidere 42 journalister fyret. Den mest prominente blandt disse var Nazli Ilicak, der blev fyret første gang i 2013 fra det rigemetro dagblad Sabah efter han havde skrevet om ministres indblanding i en korruptionsskandale. (Turkey's president orders closure of 1,000 private schools linked to Gülen, Guardian 23/7 2016), (Turkey targets media in new crackdown after coup, Daily Star 25/7 2016).

I starten af august var Erdogan på statsbesøg i Rusland. Formålet var at lægge pres på Vesten, hvor USA havde nægtet at udlevere Gülen til Tyrkiet og EU i milde vendinger havde kritiseret udsigten til indførelse af dødsstraf i Tyrkiet. Landet havde inden da truet med at opsige flygtningeaftalen med EU og atter sende hundredetusindevis af flygtninge til Europa.

Slyngelstaten Tyrkiet invaderede i slutningen af august det nordlige Syrien. I første omgang med en snes kampvogne, der dog hurtigt blev udvidet til over hundrede. I de internationale medier blev invasionen omtalt som bekæmpelse af IS, men det var ikke formålet. I de foregående måneder havde kurdiske styrker (YPG) og syriske støtter efter hårde kampe smidt IS ud af byerne Jarablus og Manbij tæt ved grænsen til Tyrkiet. Tyrkiet rykkede nu ind for at støtte IS, og for at hindre at de to byer og mange andre landsbyer op mod grænsen faldt i kurdiske hænder. Slyngelstaten bombarderede byernes selvforsvarsmilitser og YPG styrker fra fly og kampvogne. Allerede få dage efter slyngelstatens invasion kunne det Syriske observatorium for Menneskerettigheder rapportere om snesevis af dræbte civile. Ofre for fly- og artilleribombardementer. (The Guardian view on Turkey’s incursion into Syria: Ankara’s biggest concern is containing the Kurds, Guardian 25/8 2016; Turkey tells Kurds in northern Syria to withdraw or face action, Guardian 25/8 2016; Turkey warplanes hit Kurdish militia in Syria, Daily Star 27/8 2016; Turkey-allied Syrian rebels clash with Kurdish-led forces, Guardian 27/8 2016; Dozens killed as Turkey ramps up Syria offensive, Daily Star 28/8 2016; Turkey's Syria offensive shows how each party is fighting its own war, Guardian 2/9 2016).

Det islamiske diktatur fortsatte sine angreb på medierne. I slutningen af august angreb myndighederne det kurdiske dagblad Azadiya Welat i Diyarbakır. 23 medarbejdere - deriblandt chefredaktøren - blev arresteret i 14 dage og bladet lukket. Angrebet fandt sted 2 uger myndighederne havde lukket Kurdistans ældste dagblad, Özgür Gündem. (Turkish police raid Kurdish-language newspaper office, Guardian 30/8 2016).

I oktober invaderede Tyrkiet det nordlige Iraq. Besættelsen udløste skarp kritik fra regeringen i Baghdad, der truede med militære modforholdsregler. Tyrkiets formål med invasionen var dels at mindske presset på IS i den besatte by Mosul, dels hindre at kurderne i det nordlige Iraq fik for stor indflydelse på den regionale situation under den forestående irakiske offensiv mod IS i Mosul.

I november optrappede diktaturet undertrykkelsen af medier og kurdere. Chefredaktøren og 10 journalister på landets største avis Cumhuryet blev arresteret og få dage senere arresterede sikkerhedsstyrker de to ledere af det store kurdiske parti HDP og 11 medlemmer af dets parlamentsgruppe. Samtidig lukkede det fuldstændig internet adgang ned i det østlige Tyrkiet for at mørklægge operationen. (Turkey arrests pro-Kurdish party leaders amid claims of internet shutdown, Guardian 4/11 2016).

Med 471 stemmer mod 37 besluttede EU Parlamentet i november at indstille, at optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet blev stillet i bero pga. landets stadig mere autoritære udvikling. 107 undlod at stemme. Erdoğan afviste afstemningsresultatet som ligegyldigt og truede samtidig med at opsige flygtningeaftalen med EU, hvis EU ikke som ellers aftalt indfører visum-fri adgang til EU for tyrkere. Indstilles optagelsesforhandlingerne vil Tyrkiet samtidig miste over 4 mia. € i årlig støtte fra EU, der er bevilget som del af optagelsesprocessen. (EU parliament urges ministers to freeze Turkey accession talks, Guardian 24/11 2016).

I december gennemførtes en terroraktion udenfor et fodboldstadium i Istanbul. Først bragtes en bombe og få minutter senere en selvmordsbombe til sprængning. Attentatet kostede over 38 politifolk livet. Diktaturet lagde øjeblikkeligt ansvaret på PKK. Dette trods det forhold, at PKK ikke gennemfører selvmordsattentater, og IS få uger tidligere havde opfordret sine tilhængere i Tyrkiet til at angribe tyrkiske sikkerhedsstyrker, militær, medier og økonomiske mål. Men som ved mange tidligere attentater havde diktaturet brug for at skyde skylden på PKK for yderligere at optrappe forfølgelsen af den kurdiske befolkning. Attentatet kom på et belejligt tidspunkt, da diktaturet arbejdede på at få vedtaget en forfatningsændring der ville gøre Erdogan til diktator frem til 2028. Diktaturet havde i forvejen arresteret halvdelen af de kurdiske HDP parlamentsmedlemmer og hundredevis af borgmestre i Kurdistan. (Turkey declares day of mourning after bombing kills 38 and wounds 166, Guardian 11/12 2016).

Oprørspolitiet Cevik Kuvvet fik en fremtrædende rolle 2 gange i løbet af december. Den 10. december blev 36 medlemmer af politistyrken dræbt ved et selvmordsbombeattentat i Istanbul, og den 19. december dræbte et medlem af styrken den russiske ambassadør i landet, da denne talte i et galleri i Ankara. Cevik Kuvvet er en partitro styrke opbygget af AKP under dets 15 ved magten. Regimet sætter det hyppigt ind mod demonstrationer og specielt mod kurdere i den østlige del af landet, men det anvendes også til f.eks. bevogtning af ambassader. Regimet skød og dræbte øjeblikkeligt politimanden der dræbte den russiske ambassadør og påstod efterfølgende at han havde været medlem af eller sympatiseret med Gülen bevægelsen. Det var dog ikke sandsynligt. Tvært imod blev Cevik Kuvvet også sat ind mod Gülen bevægelsen og oppositionen generelt i kølvandet på AKP's kup i juli 2016. Attentatmanden råbte under mordet: «Glem ikke Aleppo», hvor jihadisterne samtidig var under intense bombardementer fra russiske fly. Mordet afspejlede derfor snarere den stærke utilfredshed med Ruslands bombardementer i det nordlige Syrien og et forsøg på at sabotere den nye tyrkisk-russiske alliance i konflikten. Sabotagen mislykkedes. Rusland undlod at tage selvstændige skridt overfor Tyrkiet eller kritisere landet.

I januar 2017 udstedte regimet 3 nye lovdekreter rettet mod den politiske opposition. De indebar at yderligere 8.398 offentligt ansatte og 649 akademikere blev fyret. Endvidere blev yderligere 83 NGO'er forbudt. 30 a fde fyrede akademikere var blandt de 1400 der et år inden havde skrevet under på en fredsappel, der kritiserede regimet for dets massakrer på og tvangsforflyttelse af kurdere i den østlige del af landet. Menneskerettighedsorganisationer vurderede, at siden regimets kup i juli 2016 var 95.744 offentligt ansatte blevet fyret og 1.487 NGO'er administrativt forbudt. Regimets tal var dog endnu højere. Det vurderede at 135.000 offentligt ansatte var blevet fyret frem til januar. Et af de nye dekreter gav regimet adgang til administrativt at ophæve personers statsborgerskab. Hvis identificerede tyrkere i udlandet ikke vender tilbage til Tyrkiet indenfor en periode på 3 måneder, vil de administrativt blive frataget deres statsborgerskab. I midten af måneden var 11 parlamentsmedlemmer af det kurdiske HDP fortsat fængslet - deriblandt partiets 2 formænd.

Heksejagten fortsatte i 2017. I marts var 125.000 offentligt ansatte blevet fyret siden regimets kup 8 måneder tidligere og 45.000 fængslede. Blandt de fængslede var 152 journalister og 173 medier var blevet lukket. 2.500 journalister var blevet fyret og 800 havde fået inddraget deres pressekort. Amnesty International konstaterede, at Tyrkiet uden sammenligning var det land i verden hvor flest journalister sidder fængslede. (‘I feel like I have been buried alive’: families live in fear and isolation as Erdoğan leads a witch-hunt, Guardian 12/2 2017; Revealed: the terror and torment of Turkey's jailed journalists, Guardian 23/3 2017)

Med 51,4% af de afgivne stemmer sikrede regimet sig i april 2017 flertal for en række forfatningsændringer, der gav præsident Erdogan næsten uindskrænket magt. Med 49,8% var valgdeltagelsen imidlertid usædvanlig lav. Analyser viste efterfølgende, at det var bønderne der havde stemt for ændringerne, mens kurderne i det østlige Tyrkiet og befolkningen i alle de større byer overvejende havde stemt imod. Valgkampen var usædvanlig ved den råhed regimet lagde for dagen. Som sædvanlig forfulgte og gennembankede regimet tilhængere af et nej til ændringerne, men det gik også til angreb på sine NATO partnere i Europa. Tyrkiske statsborgere udenfor Tyrkiet havde nemlig også lov til at stemme, og regimet ønskede at gennemføre valgmøder ud over Europa med deltagelse af tyrkiske ministre til støtte for et ja. Det lagde bl.a. Tyskland og Nederlandene begrænsninger på, hvilket udløste diplomatiske kriser, da regimet med Erdogan i spidsen gik verbalt til angreb på begge lande og i Ankara lod sine bøller angribe den Nederlandske ambassade. Analytikere pegede på, at regimet ønskede at piske en krise op for at forstærke den tyrkiske nationalisme og dermed sikre et ja til ændringerne.

I Syrien og Iraq var Tyrkiets islamiske allierede, IS under stigende pres. Den 26. april angreb tyrkiske kampfly derfor mål i både Iraq og Syrien til støtte for IS. I Iraq angreb slyngelstaten Sinjar bjerget, hvorunder 5 kurdiske peshmerga krigere blev dræbt. Angrebet udløste fordømmelse fra den irakiske regering og fra USA. I Syrien angreb slyngelstaten en række YPG stillinger og et mediecenter, hvorunder 18 YPG krigere blev dræbt. Også dette angreb udløste kritik fra USA. ((Turkey condemned for strikes in Iraq, Syria, Daily Star 26/4 2017)

I maj var Erdogan på statsbesøg i Washington for at lægge pres på USA for at få det til at indstille støtten til den syrisk-kurdiske hær YPG/YPJ, der som de eneste effektivt bekæmpede IS i Syrien. Forsøget mislykkedes og USA meddelte i stedet, at det ville levere tungere våben til YPG/YPJ for at styrke dens mulighed for at indtage Raqqa. I frustration lod Erdogan sine sikkerhedsfolk gå til angreb på demonstranter foran Tyrkiets ambassade i Washington. Ni blev såret. Op til G20 topmødet i Tyskland i juli blev Tyrkiet eksplicit instrueret om, at Tyskland ikke ville acceptere tyrkiske bøllers angreb på demonstranter i Tyskland. ('Erdoğan's bodyguards' in violent clash with protesters in Washington DC, Guardian 17/5 2017)

I juni 2017 indledte titusinder af tyrkere en 400km lang protestmarch fra Ankara til Istanbul med krav om Adalet (retfærdighed). Marchen var organiseret af partiet CHP, der konstaterede at Tyrkiet med sine vilkårlige massearrestationer og massive undertrykkelse af ytringsfriheden ikke længere var et demokrati. I det østlige havde Tyrkiet fjernet regimet rutinemæssigt kurdiske borgmestre og indsat sine egne folk fra AKP. ('We've lost democracy': on the road with Turkey's justice marchers, Guardian 30/6 2017)

Irakisk Kurdistan gennemførte i september 2017 en folkeafstemning, der med stort flertal bekræftede, at selvstyreområdet skulle være selvstændigt. Tyrkiet koordinerede sammen med Iraq og Iran hvordan denne plan skulle knuses. Tyrkiet meddelte selvstyret, at det ville lukke grænsen mellem dette og Tyrkiet samt standse dets eksport af olie gennem Tyrkiet. Dette ville effektivt kvæle selvstyret økonomisk. Sammenbruddet kom dog til at foregå langt hurtigere, da den irakiske hær genindtog byer i det nordlige Iraq, der havde været under selvstyrets kontrol. Selvstændighedsplanerne blev derefter opgivet. USA havde indtil da leveret våben til kurderne både i Syrien og Iraq, der begge steder var involveret i kampen mod IS. Denne kamp var ved at være til ende, IS var slået og USA vendte derefter atter kurderne ryggen og orienterede sig mod Baghdad og Ankara.

Regimet stillede i oktober 11 menneskerettighedsaktivister for retten for terrorisme. Blandt de anklagede var direktøren for Amnesty Internationals tyrkiske afdeling, İdil Eser. Iflg. anklagemyndigheden havde de anklagede downloaded app'en ByLock, som af kupmagerne i juli 2016 var blevet anvendt til krypteret kommunikation. At anklagemyndigheden ikke kunne bevise sin påstand var ikke nogen hindring for domfældelse. Både EU Kommissionen og en lang række enkeltstående EU lande (men ikke Danmark) protesterede overfor regimet, der dog ignorerede den udenlandske protest. (Senior Amnesty figures among 11 on trial in Turkey on terror charges, Guardian 25/10 2017)

I frustration over den kurdisk ledede nedkæmpelse af Tyrkiets allierede i Syrien - IS - indledte Tyrkiet i januar 2018 krig mod Rojava - Kurdistan i det nordlige Syrien. Regimet i Ankara havde i flere år betegnet de syriske kurdere som terrorister og havde siden august 2016 besat dele af det nordlige Syrien. Inden Tyrkiet indledte krigen besøgte den tyrkiske krigsminister Moskva for at sikre at tyrkerne ikke blev angrebet af russiske fly. Rusland indvilgede i ikke at gribe ind. Begge lande brugte situationen mod USA. Rusland ønskede at svække USA-Tyrkiet alliancen, og Tyrkiet ønskede at markere politisk og militær modstand mod USA's taktiske alliance med kurderne. Fra sidste halvdel af januar angreb Tyrkiet dagligt mål i det vestlige Rojava (Afrin) med fly og artilleri. Syrien protesterede overfor det islamistiske regime i Ankara og sendte enkelte enheder til Afrin, men den kurdiske YPG/YPJ milits stod ellers alene overfor den overvældende tunge tyrkiske krigsmagt. De tyrkiske angreb kostede flere tusinde kurdiske civile livet, og havde i midten af marts sendt omkring 200.000 kurdere på flugt. De ønskede i sagens natur ikke at flygte til Tyrkiet, men søgte i stedet til Aleppo. I midten af februar var der rapporter om tyrkisk anvendelse af kemiske våben mod civilbefolkningen. De tyrkiske krigsforbrydelser og den humanitære katastrofe der udfoldede sig blev stort set ikke rapporteret i de vestlige medier, der i stedet bekymrede sig om Assad regimets angreb på Ghoutas islamistiske militser i udkanten af Damaskus. I midten af marts bukkede Afrin under for den tyrkiske overmagt, besættelsesmagten hejste det tyrkiske flag over byen og YPG/YPJ erklærede derefter, at den gik over til guerillaangreb på besættelsesmagten. (Turkey seeks Russian OK for air campaign against Afrin, Daily Star 19/1 2018; Kurdish doctors report suspected Turkish gas attack in Syria, Daily Star 17/2 2018; Turkey begins assault on Kurdish-held enclave in Syria, Guardian 19/1 2018)

I midten af februar idømte regimet i Ankara 6 anklagede til livsvarigt fængsel. Blandt dem var 3 fremtrædende journalister. Tyrkiet var fortsat verdens farligste land at være journalist i. I slutningen af måneden løslod de tjekkiske myndigheder den fremtrædende kurdiske leder, Saleh Muslim, som tyrkiet havde udstedt en international arrestordre imod. Ankara hidsede sig voldsomt op og erklærede at løsladelsen var en tjekkisk støtte til terrorisme. Hændelsen markerede, at regimer i Europa og dets periferi i stigende grad benytter det eksisterende sikkerhedssamarbejde til politiske formål: ramme politiske modstandere. Spanien havde tilsvarende flere internationale arrestordrer ude med det formål at ramme politiske modstandere. (Turkey condemns Czech release of Syrian Kurd leader, Daily Star 27/2 2018; Turkey sentences journalists to life in jail over coup attempt, Guardian 16/2 2018)

I protest mod de tyrkiske krigsforbrydelser i Rojava blev der i marts kastet molotov cocktails mod den tyrkiske ambassade i København. Det blev samtidig rapporteret, at Tyrkiet - også i Danmark - brugte sine netværk til at kortlægge, spionere imod og bekæmpe kurdiske og tyrkiske politiske modstandere. Den danske regering nøjedes med at bekræfte sin opbakning til regimet i Ankara.

Diktaturet sendte i starten af juni en formation F-16 kampfly ind i græsk luftrum over det ægæiske hav. Den militære trussel mod Grækenland var et svar på, at Grækenland havde løsladt de 8 tyrkiske officerer, der var flygtet til landet efter det militære kupforsøg i Tyrkiet næsten 2 år tidligere. Tyrkiet krævede officerene udleveret, mens grækerne besluttede at de kunne søge politisk asyl. Tyrkiet ignorerer ligesom Israel grænserne mod sine nabolande og holder dele af Iraq og Syrien besat. (Turkey escalates row with Greece over 'putschist' soldiers, Guardian 5/6 2018)

Ved parlaments- og præsidentvalget få uger senere lod Erdogan sig genvælge som præsident med 52,6% af stemmerne. En lille fremgang fra 51,8% i 2014. Med valget trådte landets nye forfatning samtidig i kraft, og Erdogan fik diktatoriske beføjelser. Han valgte derfor at ophæve undtagelsestilstanden, der havde været i kraft siden hans kup i juli 2016. Han havde under alle omstændigheder nu flere beføjelser end under undtagelsestilstanden. Den kurdiske HDP præsidentkandidat Selahattin Demirtaş fik 9,8% af stemmerne. Han havde siden november 2016 siddet fængslet. Ved parlamentsvalget fik AKP 42,6% af stemmerne. En tilbagegang på 6,9%. Det kurdiske HDP gik 0,9% frem til 11,7%. Trods voldsom undertrykkelse og massefængsling af HDP parlamentarikere, borgmestre, kommunalbestyrelsesmedlemmer og almindelige medlemmer mislykkedes det for diktaturet at tvinge opbakningen ned under spærregrænsen på 10%. Men AKP's tilbagegang var ligegyldig, for Erdogan havde nu den totalte magt i landet.

2018 Erdogan udløser økonomisk krise

Baggrunden for fremskyndelsen af parlamentsvalget var de stadig kraftigere krisetegn i landet. Erdogans venner i byggebranchen var blevet opfordret til at bygge løs. Det havde gjort - for lånte penge, i mange tilfælde fra udlandet. Det gav et byggeboom, men samtidig en voldsom ophobning af gæld. Betalingsbalanceunderskuddet var frem til 2017 blevet dækket af investeringer fra udlandet, men samtidig med at kapitalbehovet steg hastigt, tørrede indførelsen af kapital ud. Underskuddet på betalingsbalancen eksploderede derfor i første halvdel af 2018. Nationalbanken øgede hastigt renten, men havde Erdogan imod sig. Renter er ikke tilladt i islam og Erdogan tordnede derfor mod rentestigninger. De rentestigninger Nationalbanken alligevel gennemførte var dog ikke i stand til at lukke hullet. Virksomheder i byggebranchen kunne ikke længere betale deres lån og gik konkurs. Konkursbølgen ramte også bredere og bl.a. det største teleselskab Türk Telekom måtte overtages af staten, da det ellers var gået konkurs. Bankerne hang ligeledes ude over afgrunden. Inflationen steg hastigt samtidig med at den tyrkiske Lira faldt i værdi. Fra 2017-22 faldt Liraen 75% i værdi overfor US$. Inflationen lå de følgende år på 15-20%. Omkring de store byer var storstilede byggeprojekter gået i stå og 2 mio. boliger stod tomme efter at byggeboomet brast.

I et forsøg på at tvinge USA til at udlevere Erdogans islamiske arvefjende, Fethullah Gülen, arresterede diktaturet i 2016 en US præst og anklagede ham for spionage. Det fik i august 2018 USA's præsident Trump til at fordoble tolden på en række tyrkiske varer - bl.a. stål og aluminium - og indføre sanktioner mod en række tyrkiske regeringsembedsmænd. Tyrkiet svarede øjeblikkeligt igen med sanktioner mod 2 USA ministre, hvilket igen fik USA's kongres til at udsætte leverancen af nye kampfly til Tyrkiet. Erdogan benyttede spændingen mellem de to lande til at forstærke nationalismen i landet.

I starten af oktober henrettede Saudi Arabien journalisten Jamal Khashoggi på sit konsulat i Istanbul. Khashoggi var i september 2017 gået i eksil i USA efter Riyad regimet havde lukket hans Twitter konto. Khashoggi skrev i stigende grad kritiske artikler om kronprins Mohamad bin Salman og regimet sendte derfor i starten af oktober en henrettelsesenhed til Istanbul. Khashoggi havde en tyrkisk kæreste han ønskede at blive gift med og var derfor nødt til at henvende sig på konsulatet. Henrettelsen var aldrig blevet en international begivenhed, hvis det ikke lige var for Tyrkiets rivalisering med Saudi Arabien om lederskabet over den muslimske verden. Samme dag Khashoggi var blevet dræbt gik den tyrkiske præsident Erdogan derfor i medierne med historien. Ikke pga. præsidentens kærlighed til journalister. Tusinder af tyrkiske journalister var blevet afskediget af Erdogan regimet de foregående år, flere hundrede sat i fængsel og mange dagblade lukket. Mordet var en anledning til at bringe den geopolitiske modstander i defensiven. Hver dag bragte nye dementier fra det saudiske diktatur, der blot udløste nye detaljer fra det tyrkiske diktatur. Detaljer der kun kunne stamme fra aflytning og/eller en spion Tyrkiet havde plantet på det saudiske konsulat. Først efter flere ugers benægtelse indrømme Riyad regimet, at det havde myrdet journalisten, og en gruppe på 15 højtstående militærfolk og «retsmedicinere» nært knyttet til kronprinsen blev arresteret i Saudi Arabien. Tyrkiet havde en skjult optagelse af mordet og den efterfølgende partering af journalisten, som ikke blev offentliggjort, men i stedet udleveret til Tyrkiets allierede. I november blev Tyrkiets båndoptagelse afspillet for CIA der efterfølgende konkluderede, at bin Salman med stor sandsynlighed stod bag mordet. (Saudi journalist 'killed inside consulate' – Turkish sources, Guardian 6/10 2018; CIA Khashoggi findings 'highly damaging' to Mohammed bin Salman, Guardian 18/11 2018)

Den økonomiske krise i landet med høj inflation og lav vækst eroderede AKP's vælgerbasis. Ved lokalvalgene i marts 2019 tabte AKP borgmesten i 5 af de 6 største byer - bl.a. Istanbul og Ankara. De blev vundet af oppositionspartiet CHP. I Istanbul var magtkampen særlig ophedet. CHP's borgmesterkandidat Ekrem İmamoğlu vandt med få tusinde stemmer, og AKP fik gennemført flere omtællinger og lancerede flere omtællinger inden İmamoğlu endelig kunne indtage borgmesterembedet i maj. I juni fik AKP gennemført et omvalg, men da var vælgerne grundigt trætte af AKP, så İmamoğlus fik 54,2% af stemmerne mod 45% til AKP's kandidat. Valget var også interessant fordi Erdogan diktaturet i 2014-19 havde fjernet borgmestre i over 100 byer og anklaget dem for terrorisme - dvs. de var kurdere.

AKP's valgkamp var desperat. Valget i marts fandt sted blot 2 uger efter massakren i Christchurch, New Zealand hvor en australsk nazist dræbte 51 muslimer i 2 moskeer. AKP viste den video drabsmanden havde optaget af sin massakre og kommenterede den med at: «australiere og new zealændere der kom til Tyrkiet med anti-muslimske holdninger, ville blive sendt tilbage til deres hjemlande, som deres bedsteforældre blev sendt hjem i kister efter slaget ved Gallipoli». Trods den blodige AKP retorik tabte partiet alligevel terræn.

I et forsøg på at vende den stadig mere kritiske folkestemning lancerede Erdogan i september 2019 sit såkaldte «Blå Hjemland». Der var tale om en 200 sømil økonomisk zone omkring landet. Ikke blot de græske øer i det ægæiske hav men også Cypern havde Erdogan placeret inde i sin økonomiske zone. Projektet fik øjeblikkelig den ønskede virkning: Grækenland og Cypern protesterede og truede med at angribe tyrkiske skibe, der trængte ind i deres territorialfarvand, som Tyrkiet nu pludselig kaldte deres. Cypern var særlig udsat, fordi landet slet ikke anerkendes af Tyrkiet. Ved en efterfølgende aftale med den libyske marionetregering, som blev støttet af Tyrkiet blev havområdet omkring den store græske ø Kreta fuldstændig overtaget af Tyrkiet og Libyen. Som modsvar undertegnede Grækenland, Israel og Cypern nogle måneder senere en aftale om at bygge en gaspipeline gennem Middelhavet (EastMed projektet), der skulle transportere gas fra Mellemøsten uden om Tyrkiet. Tyrkiet indledte til gengæld olie- og gasefterforskning i de områder landet nu påstod var deres. I juli 2020 meddelte Tyrkiet, at det indledte efterforskning syd og øst for den græske ø Kastellorizo. De to lande nåede tæt på krig, mens fly fra de to lande kæmpede om herredømmet i luftrummet over øen - dog uden at angribe med missiler. EU forsøgte at deeskalere situationen - forgæves. Frankrig anbefalede indførelsen af sanktioner mod Tyrkiet. Med et samlet EU og USA imod sig opgav Tyrkiet sine aggressive planer nogle uger senere, men det var lykkedes Erdogan at gøre den tyrkiske nationalisme glohed. I november 2020 indgik Grækenland og de Forenede Arabiske Emirater en historisk gensidig forsvarsaftale, der havde til formål at afbalancere den militære trussel fra Tyrkiet. Grækenland indgik tilsvarende gensidige forsvarsaftaler med Frankrig og USA. Krigsalliancen NATO havde ikke forudset, at den største trussel mod ét medlemsland ville komme fra et andet medlemsland. Selv om konflikten omkring Tyrkiets selverklærede økonomiske zone blev kølnet af fra slutningen af 2020, fordi Tyrkiet gennemførte et taktisk tilbagetog, blev den ikke endelig bilagt, og Erdogan genoplivede flere gange senere konflikten.

2019 Invasion af Rojava

I oktober 2019 fik Erdogan grønt lys af USA's Trump til invasion af det kurdiske selvstyreområde Rojava i det nordlige Syrien. Det skete efter at kurderne havde nedkæmpet de sidste resten af tyrkiets allierede IS. Tyrkiet meddelte den 5. oktober, at det agtede at angribe Syrien for at knuse det kurdiske selvstyre. USA der indtil da havde påstået, at det var kurdernes allierede reagerede ved at meddele, at det trak alle sine styrker ud af området - så Tyrkiet uhindret kunne begå massakrer. Den 9. oktober indledte Tyrkiet sin krig mod Rojava. Dette sendte kurderne i armene på Assad regimet og den 13. indgik de to parter en aftale om i fællesskab at bekæmpe de tyrkiske invasionsstyrker. Tyrkiet stod nu ikke blot overfor kurderne, men også den syriske hær og udsatte sig selv for luftangreb fra Assads allierede, Rusland. Tyrkiet og Rusland indgik derfor den 23. oktober en aftale, der skulle demontere dette konfliktpotentiale: Alle kurdiske styrker skulle trækkes ud af en bufferzone på 30km op mod den tyrkiske grænse; syrisk militær og russisk militærpoliti skulle i fællesskab patruljere i en bufferzone på 10km, og de skulle i løbet af en uges tid erstattes af patruljer med tyrkisk og russisk deltagelse. Tyrkiet ville til gengæld standse sit erobringstogt ind i Rojava. De følgende måneder var situationen højspændt med hyppige sammenstød mellem på den ene side tyrkiske besættelsestropper og på den anden det kurdiske YPG, syrisk militær og russiske militær. Men efter nogle måneder faldt tingene på plads og fungerede som aftalt mellem Tyrkiets diktator og Ruslands Putin. Den største taber i det politiske spil var USA, der var sendt ud af Syrien, samtidig med at det var lykkedes Trump regimet i Washington at sende YPG i armene på Assad og styrke samarbejdet mellem Tyrkiet og Rusland.

Efter forskydningen af alliancerne i krigen besluttede den syriske regering i december 2019 at indlede en offensiv mod Idlib for at sikre fri passage ad M5 hovedvejen fra Damaskus til Idlib. Offensiven sendte de følgende måneder ½ million syrere på flugt fra Idlib. I februar 2020 indledte de islamistiske militser i Idlib støttet af den tyrkiske hær et modangreb, der trængte de syriske styrker ud af de områder, de havde erobret. Syrien svarede igen med bombardementer af modstanderne og dræbte under et af disse angreb 34 tyrkiske soldater, der deltog i den islamistiske offensiv. Som hævn indledte regimet i Ankara en ny offensiv mod de syriske styrker. I et forsøg på afspænding mødtes Putin og Erdogan atter engang og aftalte en ny våbenhvile i Idlib fra 6. marts. Samtidig erklærede Tyrkiet, at det ville begynde at genhuse nogle af de millioner af syriske flygtninge det husede i den bufferzone «Tyrkiet kontrollerede». Det var i strid med oktoberaftalen, der kun gav Tyrkiet ret til at patruljere denne zone sammen med Rusland. Tyrkiet begyndte samtidig at udnævne borgmestre i de landsbyer i zoner, besættelsesmagten havde taget kontrol over. Kurderne udtrykte stor nervøsitet ved, at det Tyrkiet de-facto var i gang med var at etnisk udrense den kurdiske befolkning fra bufferzonen og erstatte dem med syriske flygtninge.

Erdogan gentog i maj 2022 planerne om at udvise millioner af syriske flygtninge til bufferzonen langs grænsen. Den primære årsag var landets dybe økonomiske krise (forårsaget af Erdogan selv), at flygtningene var stærkt upopulære i Tyrkiet og det forestående valg i Tyrkiet. Med andre ord overvejende valgflæsk til de tyrkiske vælgere. Men risikoen for massiv etnisk udrensning af kurdere fra grænseområdet mellem Syrien og Tyrkiet stod tilbage. Vesten ignorerede truslen om etnisk udrensning. (Turkey’s plan to forcibly relocate Syrian refugees gains momentum, Guardian 26/5 2022)

Erdogan meddelte i juli 2020, at regimet ville regulere adgangen til sociale medier som YouTube, Instagram og Twitter for under bestemte vilkår at lukke dem helt. Det skete efter der havde været nedladende posts på de socialde medier, der gjorde grin med hans datter Esra, da hun nedkom med sit 4. barn.

Regimet fortsatte i 2021 sin forfølgelse af politiske modstandere. Først og fremmest kurderne. I januar indledte det en politsk skueproces i Ankara mod 108 fremtrædende og tidligere medlemmer af det kurdiske HDP. Deriblandt dets tidligere formand Selahattin Demirtaş.

Efter Rusland i februar 2022 indledte krig mod Ukraine, placerede Erdogan sig i en central position. Han kunne spille Rusland og Vesten ud mod hinanden. Han nægtede at følge Vestens krav om sanktioner mod Rusland og i maj erklærede han, efter Sverige og Finland havde søgt om optagelse i NATO, at det ville Tyrkiet blokere for, fordi begge lande «støttede terrorisme». De havde kritiseret Tyrkiets invasion af Rojava i 2019 og generelt landets krig mod kurderne.

Tyrkiet og Israel genoptog i august diplomatiske forbindelser. Det skete efter den israelske præsident Isaac Herzog i marts var på besøg i landet. De diplomatiske forbindelser blev afbrudt i 2010 efter israelske kommandosoldater havde henrettet 10 personer på et tyrkisk skib, der sejlede nødforsyninger til Gaza. Trods genoptagelsen af diplomatiske forbindelser erklærede den tyrkiske udenrigsminister, at landet fortsat ville støtte palæstinensernes sag. (Turkey vows to back Palestinians despite restoring Israel ties, Guardian 17/8 2022)

Slyngelstaten begyndte i 2022 at anvende kemiske våben i sine angreb på kurderne i det nordlige Iraq og i Rojava - med NATO's stiltiende godkendelse. PKK registrerede i løbet af året mindst 300 tyrkiske angreb med kemiske våben og opfordrede forgæves verdenssamfundet til at undersøge resterne efter de kemiske våben. I slutningen af september gennemførte tyske og schweiziske læger fra International Physicians for the Prevention of Nuclear War (IPPNW) undersøgelse i det nordlige Iraq, hvor de i en forladt lejr efter tyrkiske soldater bl.a. fandt gasmasker og kemikalier til fremstilling af Kloringas. I ly af Ruslands krig mod Ukraine og USA's krig mod Rusland optrappede Tyrkiet i 2022 sine angreb på Kurdistan. I starten af november benyttede regimet et bombeattentat i Istanbul som påskud til at optrappe sin terror i det nordlige Iraq og i Rojava. (Is Turkey violating the Chemical Weapons Convention? An independent investigation into possible violations of the Chemical Weapons Convention in Northern Iraq is urgently needed, IPPNW oktober 2022; Kurdish guerrillas publish footage of chemical weapons victims, MedyaNews 18/10 2022; Turkey slams allegations of chemical weapons use in northern Iraq, Reuters 20/10 2022; PKK: Ankara used chemical weapons in 'at least 300 attacks' in Kurdistan, AsiaNews 11/6 2021; Turkey bombs towns across northern Syria after Istanbul bombing, say reports, Guardian 19/11 2022)  

Guia del Mundo