Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

My Lai er navnet på en lille del af landsbyen Song My i det centrale Vietnam. Landsbyen blev kendt i 1969, da det blev afsløret at USA's militær den 16. marts 1968 gennemførte en massakre i den, der kostede omkring 500 civile vietnamesere livet. Massakren var kun én af mange som militæret gennemførte. Årsagen til at netop denne blev afsløret var en helikopterpilot og en militærefotograf, der insisterede på at få sandheden frem. Læren af massakren var:

• Militæret benægter konsekvent overgreb mod civilbefolkningen om omtalet i stedet massakrer og mord som «træfninger med fjenden». Sådan var det i Vietnam, og sådan er det i dag i Iraq og Afghanistan, hvor massakrer omtales som «sammenstød med Taleban».
• Militæret har straffrihed for sine krigsforbrydelser. Da det endelig efter afsløringen af massakren i My Lai kom til en retsag i USA var det kun én laverestående officer der blev sat på anklagebænken, og han blev efter 3 dage benådet ved dekret fra daværende præsident Richard Nixon. Straffrihed for krigsforbrydelser og andre krænkelser af Genevekonventionerne medfører at soldater konsekvent begår disse forbrydelser - uanset om de er nordamerikanske, britiske, tyske eller danske.

Massakren

Massakren blev begået af Charlie Kompagniet der var en del af Americal divisionens 11. infanteribrigade. På tidspunktet for massakren havde Charlie kompagniet været 3 måneder i Vietnam. USA havde næsten ½ milliion soldater i landet, krigen var på sit højeste og kostede 2 mia. US$ om måneden. Kun 1½ måned tidligere havde det «uovervindelige» nordamerikanske militær lidt et forsmædeligt nederlag, da nordvietnamesiske styrker under tet-offensiven løb USA's militærbaser over ende og sendte supermagten i defensiven. Tet-offensiven gjorde det for første gang tydeligt, at det muligvis var Vietnam der ville vinde over USA.

Charlie Kompagniet havde efter 3 måneders tjeneste mistet 28 mand og var nede på 105. Af de 28 var de 5 dræbt. Kompagniet var frustreret og handlede derfor i stadig stigende grad brutalt overfor vietnameserne, og ingen officerer påtalte eller greb ind overfor denne brutalisering.

Den 15. marts mente den militære efterretningstjeneste at have fået oplysninger om, at Viet Congs 48. bataljon gjorde holdt i My Lay, og militæret besluttede derfor at sende Charlie kompagniet ind under ledelse af løjtnant William Calley. Kompagniet sættes ned af 9 helikoptere kl. 8:00 om morgenen og finder ingen bevæbnede modstandere. Faktisk bliver der intet skud affyret mod de nordamerikanske soldater under deres massakre. I frustration går soldaterne i stedet i gang med at myrde de civile i landsbyen. Nogle soldater blandt de 105 i Charlie kompagniet trækker sig tilbage og ønsker ikke at deltage i massakren, men det gælder ikke kompagniets ledende officer, Calley. Sammen med andre soldater går han i gang med at samle vietnameserne for efterfølgende at maje dem ned.

Massakren blev veldokumenteret, for militæret havde sendt militærfotografen Ron Haeberle med. Han skulle dokumentere nedkæmpningen af Vietcong og vietnamesernes hyldest til USA's soldater. I stedet kom han til at dokumentere massakren. Haeberle blev sendt tilbage til USA 2 uger efter massakren, og begyndte at vise billederne fra massakren ved private forevisninger. Halvandet år senere, den 20. november 1969 blev de offentliggjort. Haeberle indrømmer selv at have censureret i sine billeder, så nogle af de soldater der deltog i myrderierne ikke kan identificeres.

The My Lai Massacre . Short history Documentary

En anden central person i afsløringen af massakren var helikopterpiloten Hugh Thompson. Han var pilot på en lille recognoceringshelikopter og fløj intetanende ind i massakren. Han opdagede ikke der var noget galt før han så en nordamerikansk soldat, der først trampede på lille såret vietnamesisk pige for derefter at skyde hende. Thompson indså da, at noget forfærdeligt var i gang, satte sin helikopter ned og truede soldater der deltog i massakren til at holde sig tilbage, mens han hentede så mange vietnamesere som muligt ind i helikopteren og fløj dem til et hospital. Efter massakren rapporterede han begivenhederne til sine foresatte og regnede med at en undersøgelse ville blive sat i gang. Det skete ikke.

Militæret skjuler massakren

I 1½ år skjulte militæret massakren, mens officerer fra løjtnant Calley til den øverste stabschef William Westmoreland vidste hvad der var sket. Umiddelbart efter massakren sendte militæret hele C kompagniet på en 4 ugers mission i junglen, hvor de var helt afsondret fra andre soldater. Formålet var at hindre oplysningerne i at nå ud til andre. Det mislykkedes. Da kompagniet vendte tilbage til deres base hørte bl.a. soldaten Richard Ridenhour om massakren, og han sammenskrev historien, som han sendte til sine foresatte. Det kom der intet ud af. Et år senere, tilbage i USA, sendte han atter engang historien, og denne gang til militærets øverste ledelse, præsident Nixon og flere medlemmer af Kongressen. Beviserne var så tilpas overbevisende at militæret modstræbende satte en undersøgelse i gang. I november 1969 offentliggjorde journalisten Seymour Hersh sin historie om massakren. Få dage senere blev fotografen Haeberles billeder offentliggjort, og endnu nogle dage senere blev Ridenhours og Thompsons historier kendt i medierne. Militæret kunne ikke længere holde flodbølgen tilbage.

Ron Haeberles billede af en gruppe vietnamesere, der blev bevogtet af nordamerikanske soldater. Haeberle troede de skulle afhøres. 5 sekunder senere var de dræbt i en geværregn.

Myndighederne nedsatte Peers Kommissionen, der både skulle afdække hvad der faktisk var sket i My Lay den dag i marts 1968, og hvilke officerer der havde skjult massakren. Kommissionen udsendte sin rapport i marts 1970 efter at have afhørt omkring 400 vidner. Den konkluderede, at der i My Lay var begået mord af enkeltpersoner og i grupper, gennemført voldtægter, sodomi, lemlæstelse og angreb på civile. Kommissionen konkluderede videre, at brigadens chef, oberst Henderson, og Charlie Kompagniets øverste chef, oberstløjtnant Frank Barker, kendte alt til massakren, men intet havde gjort for at morderne retsforfulgt. Tvært imod havde de bidraget til at sløre hændelserne. Kommissionen konkluderede at 28 officerer skulle anklages for deres roller i tilsløringen af massakren. Militærets anklagere besluttede imidlertid kun at stille 14 for retten, og kun af dem - løjtnant William Calley - nåede at blive dømt. Calley blev idømt livsvarigt fængsel for sin medvirken til 500 drab, men 3 dage efter dommen blev han benåedet af præsident Nixon og var ude af fængslet. Straffen blev i stedet forvandlet til 10 års fængsel. Han blev indsat i husarrest - altså ikke fængsel - i Fort Benning, Georgia, og 3 år senere benåedet endeligt «pga. god opførsel». Præsidenten havde sendt et signal om, at officerene ikke skulle dømmes, og militæret var ikke tonedøv. De andre 13 officerer det egentlig var besluttet skulle for retten fik sigtelserne frafaldet. Det samme gjaldt de 30 menige soldater, der egentlig skulle have været for retten for krigsforbrydelser. De 17 havde forladt militæret, og sigtelserne mod dem blev i stilhed frafaldet. I de øvrige 13 sager blev sigtelserne frafaldet, eller soldaterne dømt «ikke-skyldige».

Løjtnant Calley og andre soldater drev over 100 vietnamesere til et dige syd for My Lai hvor de summarisk blev henrettet. Det var i dette område det lykkedes helikopterpilot Hugh Thompson at samle vietnamesere op og flyve dem til hospitalet.

Der kom til at gå 30 år før helikopterpiloten Hugh Thompson fik en medalje for dels at redde de vietnamesiske ofre, dels bidrage til massakrens afsløring. Bortset fra Calley blev ingen siden dømt, og Calley selv blev benådet med rekordfart.

A.J.