Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 31/12 2011
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Læst af: 10.877
: :
Den erhvervspædagogiske læreruddannelse
Left
Rocks
2019-07-09 07:29

Erhvervslærerne udgør en blandet gruppe, bestående af lærere, der underviser på de tekniske og merkantile erhvervsuddannelser, social- og sundhedsuddannelserne, landbrugsuddannelserne samt arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU).

Erhvervsskolelærernes pædagogiske grunduddannelse blev ændret i 2010 og kom dermed til at hedde «Pædagogisk Diplomuddannelse i erhvervspædagogik (PD)». Uddannelsen, der udbydes både som heltids- og deltidsstudie i henholdsvis Aarhus, København samt Syd- og Sønderjylland, består af 6 moduler, der hver især strækker sig over ca. et halvt år.

Den erhvervspædagogiske læreruddannelse adskiller sig på en række områder fra den læreruddannelse, som er målrettet folkeskolen. Den vigtigste årsag til dette er erhvervsuddannelsernes tætte relation til arbejdslivet. Op til to tredjedel af en erhvervsuddannelse finder sted på en virksomhed. Det betyder, dels at erhvervsskolelærerne deler ansvaret for uddannelsernes kvalitet med de oplæringsansvarlige på virksomheden, dels at der stilles særlige krav til erhvervsskolelærerne om branchekendskab, således at de i undervisningen er i stand til at formidle sammenhæng mellem det, eleverne lærer på erhvervsskolen, og det de lærer i virksomhedsoplæringen.

Da adgangskravene til erhvervslæreruddannelsen er både en forudgående uddannelse og to års relevant erhvervserfaring, er studerende på erhvervslæreruddannelse i gennemsnit ældre og har en anden erfaringsbaggrund end studerende på læreruddannelsen. De studerende på erhvervslæreruddannelsen er i modsætning til flertallet af de studerende på folkeskolelæreruddannelsen på forhånd fortrolige med de fag, de skal undervise i. Forskellen betyder, at den erhvervspædagogiske uddannelse kan gøres mere koncentreret og dermed gennemføres på kortere tid end en almindelig læreruddannelse. Ikke desto mindre er uddannelsen op gennem historien blevet forlænget og tilpasset ændringer i erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelserne.

Den tidlige historie

Erhvervsskolelæreruddannelsens historie går tilbage til den første lærlingelov fra 1889, som forpligtede mestrene til at lade lærlingene følge undervisning ved de tekniske skoler og handelsskolerne. I forlængelse heraf oprettede man i 1891 Statens Tegnelærerkursus, hvor lærerne på de tekniske skoler blev undervist i frihåndstegning, geometri, projektions- og maskintegning, materialelære, opmåling samt tegneundervisningens pædagogik.

I modsætning til lærerne på de tekniske skoler var underviserne på handelsskolerne seminarie- eller universitetsuddannede. De var typisk fuldtidsansatte i folkeskolen, realskolen eller på gymnasierne. Det betød, at de færreste havde en faglig baggrund inden for handels- og kontorfagene. Dette var baggrunden for, at handelsskolerne i 1893 opnåede statsligt tilskud til afholdelse af et tre-ugers sommerferiekursus for handelsfaglærere, hvor de kunne få indsigt i den merkantile verden. I 1920 blev der udformet en bekendtgørelse for handelsfaglærere, som fastlagde rammerne for den handelsfaglærereksamen, som både havde til formål at give de lærere, der havde en handels- og kontorfaglig baggrund, en pædagogisk indsigt og give de pædagogisk uddannede lærere, som ikke havde en uddannelse inden for branchen, indsigt i den handels- og kontormæssige faglighed. Uddannelsen var lagt an på selvstudium. Ud over vejledning i praktisk undervisningsfærdighed fandtes der ingen obligatoriske kurser. Undervisningen var et frivilligt tilbud, og formen var forelæsninger, der fandt sted om aftenen. Senere blev tilbuddet udvidet til regionale kurser, bestående af en ugentlig undervisningsdag i vintermånederne og kurser om sommeren.

Hvad angår undervisningen på de tekniske skoler, blev der fra forskellig side rejst krav om oprettelsen af en mere omfattende læreruddannelse, men først da dagskolen blev indført med lærlingeloven fra 1956, og erhvervslærerjobbet ændrede sig fra at være en bibeskæftigelse til at blive en fuldtidsbeskæftigelse, var der lydhørhed over for ideen fra statslig side. 1956-reformen, som introducerede vekseluddannelsesprincippet i erhvervsuddannelserne, betød, at undervisningen på de tekniske skoler blev målrettet de enkelte fag, samt at undervisningen kom til at bestå af såvel teoretisk undervisning som praktisk værkstedsundervisning. Indførelsen af den obligatoriske dagskoleundervisning overførte en del af ansvaret for oplæringen fra virksomhed til skole. Den hidtil dominerende opfattelse, at en håndværker, der var dygtig til sit fag også ville være dygtig til at undervise, var dermed på retur, og grunden var lagt til udviklingen af en særlig erhvervspædagogik. Der var tale om en pædagogik, som hentede inspiration fra arbejdslivet herunder amerikansk psykologi og managementteori i form af arbejdsinstruktionsteknik og behaviorisme.

Erhvervsuddannelsernes skoledel tillægges øget betydning

I 1958 nedsatte Handelsministeriet (som erhvervsuddannelserne dengang hørte under) «Seminarieudvalget» med det formål at udarbejde et forslag til en fremtidig læreruddannelse på det tekniske område. Udvalget foreslog oprettelsen af Statens Tekniske Lærerseminarium, som skulle udbyde et pædagogisk grundkursus på 14 uger, bestående af tre dele, hvoraf de to første skulle være på hver fire uger og det sidste på seks uger. På kurset skulle lærerne erhverve indsigt i pædagogik, psykologi, herunder især ungdomspsykologi, læreprocessens psykologi og grupperelationer samt praktisk arbejdsinstruktion, målrettet den praktiske værkstedsundervisning. Det var tanken, at kurset skulle suppleres med en årlig opfølgning, bestående af én uges fagligt og én uges pædagogisk kursus.

For handelsskolernes vedkommende betød 1956-reformen, at lærlingeuddannelserne blev opdelt i forskellige uddannelsesretninger, og som en konsekvens heraf blev der oprettet såkaldte butiks- og kontorskoler. I 1966 blev handelseksamen ændret, således at der kunne vælges mellem fire linjer; butiks-, regnskabs-, sprog-, og almenlinjen. Denne specialisering betød, at der blev stillet nye krav til handelsskolelærerne.

Uddannelsen af lærere til arbejdsmarkedsuddannelserne

Specialarbejderuddannelserne blev oprettet ved lov i 1960. Uddannelsen, som bestod af korte moduler, var rettet mod den arbejdskraft, som var afvandret fra landbruget og som søgte ufaglært beskæftigelse i den ekspanderende industri. I 1965 kom arbejdsmarkedsuddannelserne (som kurserne senere kom til at hedde) til også at omfatte efteruddannelsen af faglærte. Fra Arbejdsministeriets side blev der stille krav om, at underviserne på AMU-kurserne skulle gennemgå en pædagogisk uddannelse af samme omfang og kvalitet som lærerne ved de tekniske skoler. Der blev afholdt særlige pædagogikumkurser for denne lærergruppe med et indhold, som var tilpasset deltagernes særlige behov og interesser.

En samlet erhvervslæreruddannelse

I løbet af 1960'erne var der flere tilløb til at samle erhvervslæreruddannelserne under samme hat. Men det var først, da de tekniske uddannelser og handelsuddannelserne i 1965 blev lagt ind under Direktoratet for Erhvervsuddannelser, at planerne blev realiseret. I 1969 blev Statens Erhvervspædagogiske Læreruddannelse (SEL) oprettet, og erhvervslæreruddannelserne blev herved samlet i samme institution.

EFG-reformen i 1970'erne, som indførte det etårige basisår på erhvervsskolerne, betød en yderligere styrkelse af den skolebaserede del af erhvervsuddannelsen. Reformen havde bl.a. til formål at tilnærme erhvervsuddannelserne de gymnasiale uddannelser ved at styrke det almene og boglige indhold i uddannelserne. Det medførte krav om, at erhvervsskolelærerne blev bredere kvalificerede. Det var ikke længere tilstrækkeligt, at lærerne var i stand til at formidle deres egen faglighed og fremstå som faglige rollemodeller. Hvor undervisningen tidligere havde været inspireret af amerikansk arbejdspsykologi og programmeret undervisning, blev den nu i højere grad tilrettelagt ud fra almen-pædagogiske principper.

Den øgede vægt på almene emner betød, at lærergruppen på erhvervsuddannelserne blev mindre homogen. Underviserne i retningsfaglige og den almene fællesfagsundervisning repræsenterede vidt forskellige uddannelseskulturer. Hvor retningsfagslærerene almindeligvis var håndværkere, der havde opnået en væsentlig del af deres faglige kunnen gennem deres arbejdserfaringer inden for det pågældende fag, havde almenlærerne typisk en seminarie- eller universitetsbaggrund.

I 1982 kom der efter pres fra Danmarks Tekniske Lærerforening en ny bekendtgørelse, der dækkede pædagogikum. Bekendtgørelsen byggede videre på den hidtidige uddannelse, men kravene blev skærpet, idet de studerende ikke som hidtil blot skulle være til stede på de teoretiske kurser for at bestå. De skulle nu også op til en mundtlig eksamen med udgangspunkt i et projekt, omhandlende et erhvervspædagogisk emne.

Uddannelsen af erhvervsskolelærerne bliver en vekseluddannelse

Da studieordningen for den erhvervspædagogiske grunduddannelse «pædagogikum» blev revideret i 1997, blev det fastslået, at uddannelsen skulle opbygges som en vekseluddannelse, der skiftede mellem teori-, selvstudie- og praktikforløb. Den skulle gennemføres i løbet af de to første ansættelsesår og foregå over ca. 1½ skoleår (ca. 660 timer). Den teoretiske del skulle forestås af Nationalt Center for Erhvervspædagogik (NCE) (SEL kom til at hedde DEL, Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse, da organisationen overgik fra at være statslig til at blive selvejende. Da DEL i 2009 blev lagt ind under Professionshøjskolen Metropol ændredes navnet til NCE). Den praktiske del skulle finde sted på deltagernes egen skole, vare i fire uger og afsluttes med en prøve i praktisk undervisningsfærdighed. Den teoretiske del af uddannelsen skulle afsluttes med en større skriftlig opgave samt en mundtlig prøve, der tog udgangspunkt i denne.

Uddannelsens teoretiske del var fastlagt til at vare 14 uger, og den skulle udbydes i to spor, rettet mod henholdsvis lærere, der underviste på de erhvervsrettede uddannelser (erhvervsuddannelserne og AMU) og mod lærere i de studiekompetencegivende uddannelser, dvs. primært de erhvervsgymnasiale uddannelser og de kortere videregående uddannelser.

På vej bort fra vekseluddannelsesprincippet?

Fra og med 15. januar 2010 er det vekseluddannelsesprincip, som har været karakteristisk for erhvervslæreruddannelsen, blevet erstattet af en ren teoretisk uddannelse. Til gengæld lægger uddannelsen op til et tæt samspil med praksis, hvor den studerende arbejder med at planlægge, tilrettelægge, gennemføre, evaluere og reflektere over praksisnær undervisning og arbejder med udvikling af egen praksis.

Baggrunden for den nye uddannelse er en politisk aftale mellem regeringen og partierne bag Velfærdsforliget om at styrke den erhvervspædagogiske læreruddannelse. Den nye uddannelse – Pædagogisk Diplomuddannelse i erhvervspædagogik (PD) – består af seks moduler, hvoraf de to første har fokus på lærernes planlægning og gennemførelse af uddannelsen, mens de resterende består af et modul om videnskabsteori og to valgfri moduler samt et afgangsprojekt. Uddannelsen svarer til 60 ECTS-point, dvs, til 1650 arbejdstimer.

For at blive optaget på uddannelsen kræves kvalifikationer, svarende til en kort videregående uddannelse samt minimum to års relevant erhvervserfaring. Der er dog mulighed for at blive optaget på uddannelsen, såfremt den pågældende opfylder kravene til ansættelse som lærer på erhvervsuddannelserne. I det sidste tilfælde skal de to første moduler være bestået, før den studerende kan gå videre i uddannelsen.

Overgangen fra vekseluddannelse til en ren teoretisk uddannelse har mødt kritik ikke mindst fra handelsskolernes side. Kritikken, som især er blevet fremført i fagbladet Handelsskolen, der er talerør for handelsskolelærerne, går på, at PD'en er en ren teoretisk uddannelse, hvilket betyder, at den praktiske vejledning af nye lærere uddelegeres til den enkelte skole, og at denne ikke længere aflønnes særskilt.

Uddannelsesbladet, der er talerør for bl.a. lærerne på de tekniske skoler, har en mere positiv tilgang til den nye uddannelse og ser positivt på det faktum, at erhvervslæreruddannelsen nu niveaumæssigt ligestilles med uddannelsen til folkeskolelærer. Bladet har bragt en række interview med lærere, som er i gang med den nye PD, og de beskriver alle teoriundervisningen som udfordrende og relevant. Desuden oplever de interviewede lærere, at de har gode muligheder for at afprøve det lærte i praksis, når de vender tilbage til deres job.

Da den nye uddannelse udelukkende omfatter lærere ansat efter 15. januar 2010, er ordningen forholdsvis ny, og der foreligger endnu ikke en samlet evaluering af ordningen. Der er imidlertid næppe tvivl om, at den styrkelse af det teoretiske indhold i læreruddannelsen, som den nye erhvervslæreruddannelse repræsenterer, vil være en udfordring for især lærerne på de tekniske erhvervsuddannelser og AMU-centrene, hvis typiske baggrund er en overvejende praktisk orienteret erhvervsuddannelse.

I.Ju.


Litteratur

Daugaard, L., & Magnussen, L. (1994). I lære som lærer – rids af erhvervsuddannelsens historie. København: Statens Erhvervspædagogiske Læreruddannelse.
Handelsskolen nr. 1 2009: Store forskelle i læreruddannelsen (s. 10-11).
Harrebye, J. B., & Hvidtfeldt, K. (1988). Lærerkvalifikationer – en undersøgelse. København: Statens Erhvervspædagogiske Læreruddannelse.
Studieordning for pædagogikum for lærere ved erhvervsskoler, AMU-centre m.fl. Gældende fra august 2006. DEL, Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse
Studieordning for Erhvervspædagogisk Diplomuddannelse, august 2011: http://www.uc-dk.dk/da/images/stories/ pdf/diplomuddan/2011/ erhvervspaedagogisk_diplom_studieordning.pdf
Uddannelsesbladet nr. 11 2010.