Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Køn  .  Mand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 29/1 2015
Læst af: 7.334
: :
Sand, Otto
Left
Rocks
2019-07-12 06:46
Otto Sand fra Vietnamkomiteerne holder mikrofon for redaktør Ebbe Reich der taler i Vedbæk, ved Pinsemarchen i maj 1967 fra Helsingør til København. (Foto: Ernst Nilsen/ABA)

Otto Sand (1915-1984), aktiv i Vietnambevægelsen 1966-1975. Indmeldt i DKU 1935 og medlem af DKP 1935-69 samt 1982-84. Otto Sands arbejde i Vietnambevægelsen førte til stiftelsen af De Danske Vietnamkomiteer (DDV), og han formåede at samle ungdommen på venstrefløjen i solidaritetsarbejdet med Vietnam. En markant person der ikke ville rette ind efter partilinien i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), og derfor blev ekskluderet af i 1969.

Barndom og DKP

Otto Sand blev født i 1915 og han blev påvirket af moderens kristne tro, men nok vigtigere: hendes vedholdenhed og intellektuelle overskud og ambitioner om at give børnene en bedre tilværelse. Han var som 17-årig meget religiøs, men blev stærkt påvirket af andre familiers ekstreme fattigdom. Faderen satte ham i lære som maskinarbejder i begyndelsen af 1930'erne.

I 1935 var det slut med pacifisme og kristendom, som han skrev til datteren i 1959: «Jeg havde gennemskuet kirkens løgn om, at bare vi beder til gud vil alt blive bedre, så jeg meldte mig ind i først DKU, og en måned senere i DKP (Danmarks Kommunistiske Parti). Det har jeg ikke fortrudt siden, selv om jeg naturligvis ikke altid har været tilfreds med den måde vi gjorde tingene på». Han mødte sin første kone Lis, som fulgte ham ind i DKU, og blev påvirket af den spanske borgerkrig, der startede i 1936, og fascismens fremmarch.

Under den tyske besættelse fra 1940 indeholdt hjemmet i Vanløse et illegalt trykkeri. Efter ransagning i 1942 måtte han gå under jorden. Han var med i lokal modstandsgruppe under det kommunistiske ledede BOPA (Borgerlige Partisaner) hvor han stod for distribution af våben og instruktion. Han deltog i tyveri af våben og stikkerlikvideringer, og var psykisk mærket resten af livet af sine oplevelser under krigen. Efter befrielsen havde familien det svært, og manglen på arbejde fik ham i 1947 til at emigrere til Stockholm hvor han og konen boede til 1956.

Efter hjemkomsten fik han arbejde, og kom i DKP's københavnsledelse. Under Ungarnkrisen og under opgøret med Aksel Larsen i 1958 (som endte med dannelsen af SF), forblev han trofast mod partilinien. I 1958 rejste Sand med familien til Leninskolen i Moskva, og kort før hjemrejsen i 1959 skrev han at «det eneste jeg er rigtig sikker på er den ideologiske – eller politiske om du vil - kamp vi fører er helt i overensstemmelse med både mine instinkter, intuition og tilværelse».

Otto Sand var fra 1960 arbejdsløs i næsten 2 år, hvor han arbejdede som partiaktivist. I 1962 blev han ansat på DKP's partiavis Land og Folk. Datteren Kira Sand husker at «Han kendte jo godt korruptionen og lortet derinde. Men det at opleve det på egen hånd, det havde han det ikke godt med. Han var jo en blød mand, og han var et dybt hæderligt menneske, der ikke havde det godt med de småintriger, smiger og snusk, der trivedes i Dronnings Tværgade. Sådan ville han ikke arbejde».

Vietnam-komiteer i København

Otto Sand blev i 1965 skilt fra konen, og flyttede ind i et værelse i Havnearbejdernes Forbund på Nørrebro. Her tog han initiativ til den første regulære Vietnam-komite, da han i marts 1966 dannede Nørrebro Vietnamkomite. Komiteen blev støttet af DKP-København, og bestod mest af fagforeninger. Dengang var der mange mindre fagforeninger eller afdelinger med hovedkontor på Nørrebro. Den fik især tilslutning af yngre DKP'ere, der delte Sands kritik af partiledelsen og DKP's revisionistiske kurs.

Formålet var ikke fred, men «USA ud af Vietnam» og der blev arrangerede en vellykket «Vietnamweekend» 14-15. maj 1966 med 150 deltagere, bakket op af 21 lokale fagforeninger og 10 politiske organisationer. DKP's Københavnske afdelinger havde 19. januar et fælles Vietnammøde, og Erik Jensen fra Demos gruppen skriver i sine erindringer «at vores folk havde flertal i DKP's Københavnsledelse. Der sad Otto Sand, og han blev støttet af sine gamle frihedskæmpervenner». Nørrebro Vietnamkomite fik snart følge af Amager Vietnamkomite samt 5 komiteer mere.

I juni 1966 tog trotskisterne i Revolutionære Socialister (RS) initiativ til oprettelse af indsamlingen Giro 1616 til fordel for DRV-Nordvietnam og befrielsesfronten FNL i sydlige Vietnam. På mødet kom DKP's internationale sekretær Ingmar Wagner i mindretal med forslag om «tre-fløjet» humanitær indsamling. Også formanden for Kommunstisk Arbejder Kreds (KAK), Gotfred Appel fik afvist forslag om kun at indsamle på arbejdspladser. Otto Sand blev valgt som sekretær for Vietnamindsamlingen Giro 1616, som fik kontor hos Havnearbejderne sammen med Nørrebro Vietnamkomite.

Det kontroversielle var, at indsamlingen ikke var humanitær, men at pengene ydes uden nogen betingelse for anvendelse. Det var overladt til vietnameserne selv at bestemme, og principielt kunne pengene også anvendes til våben. Det medførte at man ikke fik Justitsministeriets tilladelse, men indsamlingen fortsatte flere år på trods af manglende godkendelse. I virkeligheden gik bidrag i vestlig valuta til medicin, og sandsynligvis også til Informationskontorer for FNL/PRG i Frankrig, Stockholm og København.
I efteråret 1966 gav en aktivist Otto Sand 700 kr. til Giro 1616-indsamligen, og håbede at pengene ville blive brugt til et tip-top moderne gevær. Men det viste sig at pengene var gået til en plakat med parolen «Støt det kæmpende Vietnamesiske folk». Aktivisten blev overrasket, men Otto Sand overbeviste ham hurtigt om, at det var i vietnamesernes interesse, og at pengene var givet godt ud.

Storkøbenhavnske Vietnamkomiteer

I utilfredshed med den brede Vietnambevægelses fokus på fred og stop bombardementer, på Odense-mødet i januar 1967 sluttede de 7 Vietnamkomiteer i København sig i marts sammen til De Storkøbenhavnske Vietnamkomiteer (DSVK). Komiteerne bestod af enkeltmedlemmer og mange var menige DKP'ere og DKU'ere. Målet var «USA ud af Vietnam» og støtte til Befrielsesfrontens FNL’s 5-punkts og Nordvietnams 4-punkts erklæringer. Den første virkelig store Vietnam-demonstration var et internationalt initiativ, som den 21. oktober 1967 samlede 15.000-20.000 mennesker i København. I slutningen af 1967 var der 15 komiteer.

Den første virkelig store Vietnam-demonstration den 21. oktober 1967 samlede 15.000-20.000 mennesker i København, organiseret af De Storkøbenhavnske Vietnamkomiteer og «koordineringen». Lidt til venstre for midten i lys jakke går Otto Sand. Parolerne var: «USA ud af Vietnam», «Solidaritet med Vietnams folk», «Solidaritet med det andet USA», samt for første gang «Bekæmp den amerikanske imperialisme». Demonstrationen gik fra Blågårds Plads til USA’s ambassade, hvor to amerikanske desertører afbrændte deres indkaldelsespapirer. Der var ingen uroligheder. Den radikale fløj betragtede denne store demonstration som det virkelige gennembrud for Vietnambevægelsen.

Den største demonstration mod Vietnamkrigen fandt sted den 27. april 1968 med over 25.000 deltagere og var arrangeret af De Storkøbenhavnske Vietnamkomiteer. Demonstrationen samledes på Christiansborg Slotsplads og gik til USA’s ambassade på Dag Hammarskjölds Allé. Parolerne var «Bekæmp den amerikanske imperialisme» og «USA ud af Vietnam - Danmark ud af NATO» samt «Bryd med Saigon - anerkend FNL og Nordvietnam».

Da demonstrationen sluttede, udbrød der uroligheder og politiet for hårdt frem. De voldelige sammenstød kom til at præge debatten, og striden forstærkedes mellem den radikale fløj omkring DSVK, og dem der mente at politisering af bevægelsen vanskeliggjorde arbejdet med at skabe bred folkelig opbakning mod krigen. Politiets brutalitet blev prøvet gennem en retssag ført af landsretssagfører Carl Madsen.

De Danske Vietnamkomiteer

Den 7-8. december 1968 afholdt De Storkøbenhavnske Vietnamkomiteer en landskonference for at samle alle landets 26 Vietnamkomiteer i De Danske Vietnamkomiteer. DKP's partiavis Land og Folk fremhævede inden mødet at DKP-ledelsen ønskede at bevare bredden i Vietnam-arbejdet og var imod en radikalisering. Otto Sand holdt et indledende oplæg på landskonferencen, hvor han slutter med at sige: «Uden et klart politisk sigt i arbejdet, med en målsætning der i størst mulig grad understøtter det vietnamesiske folks behov for politisk og moralsk støtte, er det heller ikke muligt at tilrettelægge de praktiske handlinger. Den første betingelse herfor er, at vi klart ser sammenhængen i tingene - både nationalt og internationalt. Vi har stillet os entydigt på dette tapre folks side - det er vor pligt at angribe og afsløre vor fælles fjende: USA-IMPERIALISMEN. Det er tåbeligt at arbejde for og ønske 'fred i Vietnam' og samtidig vige udenom kampen imod årsagen til det vietnamesiske folks lidelser. Den politik vi skal føre, bestemmes i denne sal og hverken i Moskva, Peking, Havanna eller nogen andre steder - indenfor eller udenfor dette lands grænser».

Otto Sand-fløjen prøvede at få opbakning i DKP, men blev udmanøvreret af ledelsen. Allerede i efteråret 1968 havde en gruppe højskolelærere og intellektuelle (Gruppe 7) startet et initiativ til en ny bred humanitær Vietnam-indsamling, som DKP-ledelsen tilsluttede sig. Det blev offentliggjort 19. januar 1969 flere uger inden partikongressen i februar og blev til indsamlingen Vietnam 69. I marts 1969 blev Otto Sand ekskluderet af DKP og på partikongressen 8-9. marts ekskluderede DKP yderligere 5 andre fra DKP, der var ledende kræfter i De Danske Vietnamkomiteer.

Demonstration mod Verdensbanken 1970

De Danske Vietnamkomiteer var initiativtager til demonstrationer i forbindelse med Verdensbankens kongres i København den 20-25. september 1970. Sammen med en række andre organisationer på venstrefløjen, blev demonstrationerne forberedt med udgivelse af en Verdensbankpjece.

Efter at demonstrationen 21. september 1970 sluttede på Rådhuspladsen var der voldsomme uroligheder, som strakte sig over flere dage med regulære gadekampe mellem politi og demonstranter. Otto Sand følte sig presset til at udsende en udtalelse der fordømte aktionerne. Men flertallet i DDV's landsledelse var uenige og udsendte en ny pressemeddelelse der tog afstand fra Sands erklæring. På det efterfølgende møde var Otto Sand i mindretal og blev ikke genvalgt til DDV's landsledelse.

Ikke almisse – men solidaritet

Otto Sand havde hovedansvaret for, at Giro 1616 under parolen «Ikke almisse – men solidaritet» blev et politisk brændpunkt for ungdomsoprøret. Han kunne være skarp og kompromisløs, men også inspirerende og parat til at lytte til andres synspunkter. Han var vigtig for politiseringen og radikaliseringen af vietnambevægelsen - et arbejde som både Dansk Vietnamesisk Forening og andre solidaritets- og venskabsforeninger bygger på den dag i dag.

Otto Sand led fra 1969 af sukkersyge, og helbredet blev ikke bedre med årene. I 1982 fik Otto Sand lov til at blive genoptaget i DKP, for pleje gamle venskaber, men døde 2 år efter i en alder af 69 år.

W.G.


Litteratur

Vietnambevægelsen i Danmark 1964-75 af Inger V. Johansen og Wilfred Gluud. Dansk Vietnamesisk Forening 2004. 32 A4-sider med 40 illustrationer
Artiklen Solidaritet, ikke almisser om kommunisten og mennesket Otto Sand 1915-1984 af Chris Holmsted Larsen, side 56-81 i Årbog 2009. Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. 152 sider, 99 kr. Tema om Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).
Solidaritet, ikke almisser af Wilfred Gluud, i VietNam Ajour 4/2010 side 10-11, omtale og anmeldelse af Chris Holmsted Larsen artikel i Årbog 2009.
Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-1972 af Johs. Nordentoft og Søren H. Rasmussen, Udgivet af Odense Universitetsforlag 1991, 182 sider med illustrationer.
Tiden arbejder for os – DKP og Vietnamkrigen 1963-1973 af Chris Holmsted Larsen (mag.art. i historie f.1973). Multivers 2007, 248 sider. Med udgangspunkt i DKP’s arkiver.
Link med kilder: www.davifo.dk/historie/vietnambevaegelsen#ottosand