 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Revolutionære Socialisters Forbund (RSF), dansk trotskistisk organisation (1972-80). RSF har sine rødder i en fusion mellem den danske sektion af 4. Internationale og SUF. På en kongres den 3. september 1972 skifter SUF navn til Revolutionære Socialisters Forbund, (RSF), der er tilsluttet 4. Internationale. Omkring samme tidspunkt vedtager 4. Internationale en analyse, Europadokumentet, forfattet af Internationalens førende talsperson, Ernest Mandel. Mandel konstaterer, at 68-oprøret udkrystallisere en ny masse-avantgarde, «der stort set undslipper de traditionelle arbejderorganisationers kontrol.» Dens væsentligste kendetegn «er dens evne til at intervenere i klassekampen på selvstændig vis, til at tage politiske initiativer og til punktvis at lede arbejderkampe med massekarakter». Mandel understregede, at den nye masse-avantgardes «vigtigste problem er ikke uafbrudt at udregne den betydning, som den repræsenterer i forhold til masserne, der følger de traditionelle organisationer, men at ændre styrkeforholdet i massebevægelsen ... til at overskride det bureaukratiske apparats rammer.»
Det fænomen, Mandel med begrebet «den nye masseavantgarde» fokuserer på, er i virkeligheden det fænomen, der i Danmark fik betegnelsen: græsrodsbevægelser. Som trotskist fokuserer Mandel meget på arbejderklassen. Den nye masseavantgarde eller græsrodsbevægelserne manifesterede sig også markant i forbindelse med arbejderklassens kampe, men desuden udviklede der sig græsrodsbevægelser indenfor alle andre vigtige samfundsområder.
Propagandaorganisation
RSF nåede forholdsvis hurtigt frem til, at man ikke ville handle i overensstemmelse med metoden i Mandels «Europadokument», der tillægger græsrodsbevægelser («den nye masseavantgarde») strategisk betydning som et fænomen, der gennem handling og aktion kan ændre styrkeforholdet til arbejderklassens fordel, så systemoverskridende forandringer kan sættes på dagsordenen. I stedet definerede RSF sig som en propagandaorganisation, der skulle rekruttere medlemmer til RSF. RSF så altså ikke «den nye masseavantgarde» som et potentiale for politisk handling, men som et rekrutteringspotentiale.
Som konsekvens af propaganda-strategien fravalgte RSF mulighederne for at tage politiske initiativer, der kunne påvirke den kamp, der blev ført. Derfor handler RSF’s historie i bredere forstand og en nærmere forståelse af RSF også om, hvordan RSF forholdt sig til de muligheder, der var i perioden.
RSF satsede på rekruttering og skoling af nye medlemmer. Fra 1972 til 1979 voksede medlemstallet fra under 100 til over 200. Hvor RSF som udgangspunkt stort set kun havde medlemmer i København og Århus, blev der i perioden oprettet en del nye afdelinger – også i provinsen.
Det afgørende propagandainstrument, var – i overensstemmelse med Lenins publikation fra 1903 «Hvad må der gøres» – RSF's blad Klassekampen, der fik tilført en betydelig andel af RSF's ressourcer. Igennem 70'erne udviklede bladet sig fra at være et månedsblad til at blive et ugeblad med et oplag, der voksede støt i perioden. En stor del af medlemmernes ressourcer blev brugt til gadesalg af Klassekampen, kampagner for bladets udbredelse og indsamlinger til at finansiere det. Avisen fik oplagsfremgang, men skabte ingen bevægelser. Hvor stor betydning, man tillagde udbredelsen af Klassekampen kan illustreres ved et eksempel. I den interne evaluering af lokalafdelingernes arbejde, tillagde man det ingen betydning, at en lokalafdeling havde opnået betydelig positiv opmærksomhed i lokalsamfundet og i en bredere offentlighed ved at anvende sine ressourcer på at deltage i boligaktioner, der ændrede dansk boliglovgivning til fordel for 10.000-vis af lejerfamilier i nyere almennyttigt boligbyggeri – i forhold til hvor mange eksemplarer af Klassekampen, afdelingen havde solgt siden sidste kongres.
Der blev også udgivet en Intern Bulletin (IB), hvorigennem Forretningsudvalget (FU) udstak sine direktiver, og hvor der foregik en almindelig politisk debat.
1. maj demonstrationerne var det årlige politisk-propagandistiske højdepunkt, hvor RSF kunne præsentere sin propaganda om hvordan, andre burde føre kampen – og afsætte et særligt stort oplag af Klassekampen. I store træk var en RSF'ers årlig tid delt op i to halvdele. En halvdel, hvor man gik på gaden og solgte – samt lavede kampagner for – Klassekampen. En anden halvdel, hvor man forberedte RSF's deltagelse i 1. maj demonstrationerne.
Dette partiopbyggende arbejde kulminerede, da RSF – der på det tidspunkt havde skiftet navn til Socialistisk Arbejderparti (SAP) – i 1981 for første gang blev opstillingsberettiget til et folketingsvalg. SAP opnåede godt 2.000 stemmer, mindre end 1 promille af de afgivne.
Programmatisk afklaring
Trods strategien om RSF som propagandaorganisation lykkedes det for RSF i forbindelse med den af LO udløste storstrejke i foråret 1973 – gennem politiske initiativer i en konkret situation – at samle 60 aktive arbejdere, der var utilfredse med LO's (mangel på) perspektiv for strejken, i Den københavnske Arbejderopposition (DKA).
Men som konsekvens af strategien om RSF som propagandaorganisation afstod RSF fra at foreslå DKA at tage politiske initiativer, der kunne skabe bevægelse på arbejdspladser og i fagforeninger og have givet DKA nye faglige kontakter. I stedet initierede RSF teoretiske diskussioner om fagforeningernes – og det revolutionære partis – rolle mv., hvor RSF kunne propagandere for sit programmatiske grundlag. Det gav en meget ringe rekruttering til RSF, og samtidig udmarvede det bevægelsen, der snart gik i opløsning.
Der blev udskrevet Folketingsvalg til december 1973. RSF gav det politiske budskab, at Socialdemokratiet var en del af borgerskabet på linje med Erhard Jacobsen, Glistrup og Baunsgaard.
RSF overså, at der er i det mindste er den centrale forskel mellem Socialdemokratiet og de borgerlige partier, at Socialdemokratiet i givne situationer er langt mere følsomt over for reaktioner i arbejderbefolkningen, end de borgerlige partier er det. (Tænk bare på efterlønsforringelserne i december 1998). Dette særlige forhold mellem Socialdemokratiet og dets basis, er en væsentlig nøgle til at konfrontere Socialdemokratiet med alternative politiske løsninger, som den socialdemokratiske basis sympatiserer med – forudsat naturligvis, at der er nogen, der overhovedet løfter sådanne alternative løsninger.
RSF vedtog at opfordre til at stemme på enten SF, DKP eller VS. RSF uddybede – i klar overensstemmelse med propaganda-strategien – sin stemmeforklaring med, at RSF støttede disse partier som «rebet støtter den hængte.» Igennem denne strategi skulle de tre partiers aktivitet i Folketinget afsløres gennem RSF's propaganda og agitation om, hvordan kampen kan udvikles.
Men RSF overså, at partier næppe afsløres gennem RSF's propaganda om hvordan kamp bør føres, men gennem initiativer, der skaber og udvikler kamp, som partierne så må forholde sig til. Svigter de kampen, kan de så afsløres i de kæmpendes øjne. Hvis afsløringen skal føre til øget tilslutning til RSF, forudsætter det at RSF selv deltager i kampen uden at svigte.
Et forslag om at optage forhandlinger med VS om en fælles valgkampagne, hvor RSF og evt. andre venstrefløjsorganisationer gik sammen med VS omkring et handlingsprogram, hvis gennemførelse der skulle samarbejdes om – også efter valget – blev forkastet. I den Interne Bulletin, november 1973, hedder det, at «En opfordring til at stemme på VS vil være forkert. Det vil ikke bidrage til nogen programmatisk afklaring i arbejderklassen». Med programmatisk afklaring forstås i denne sammenhæng, arbejderklassens indsigt i 4. Internationales teoretiske grundlag.
RSF overser, at der aldrig er gennemført revolutioner pga. programmatiske afklaringer. Den nordamerikanske revolution i 1776 blev affødt af en skat på te. Den russiske i 1917 fordi folk ville have fred, jord og brød, og ikke fordi masserne f.eks. havde tilegnet sig Marx' økonomiske teori. Stemmeopfordringer vil aldrig bidrage til at skabe programmatisk afklaring, men de kan indgå i politiske processer, der skaber så megen forandring, at indførelsen af et socialistisk samfund kan sættes på dagsordenen.
Politiske strejker – arbejderregering?
Valget i 1973 resulterede i Hartlings Venstre-regering, der baserede sig på et stort borgerligt flertal i Folketinget. Den økonomiske verdenskrise, der brød ud i 1973/74 ramte også Danmark. Som de fleste andre regeringer, reagerede også den danske regering ved at stramme den økonomiske politik, hvilket kun gjorde ondt værre.
I maj 1974 udløste et regeringsforslag om en forbrugsbegrænsende skat på hårde hvidevare en enestående spontan politisk strejkebølge med krav om Hartlings afgang. Over ½ million arbejdere deltog i strejken. Strejken var ikke rodfæstet i noget lønkrav. DKP, der i få uger under og efter strejken i opinionsundersøgelserne fik mere end 10% af stemmerne, tabte deres tilslutning på gulvet, da de afstod fra at præsentere et politisk alternativ og foregav at ville videreføre strejken som en faglig kamp for 2 kr. mere i timen. Et krav ingen arbejdspladser fulgte.
Igen betragtede RSF situationen som en propagandasituation. RSF havde ingen konkrete forestillinger om, hvordan man kunne påvirke strejkeforløbet. RSF afviste at sætte fokus på kravet om en arbejderregering, der kunne afløse Hartling. I stedet indskrænkede RSF sig til en propaganda for, at strejkebølgen skulle udvikles til en generalstrejke, der – uden nogen forbindelse med virkeligheden – skulle baseres på aktionskomiteer på de enkelte arbejdspladser. I stedet for at sætte fokus på de programpunkter, en ny regering skulle gennemføre, var RSF's hovedkrav, at strejken skulle føre til etableringen af fuld dyrtidsregulering. I stedet for at besvare den politiske strejke med et politisk svar, forsøgt man at give et fagligt svar, der refererede til lønregulering.
Men RSF's propaganda fødte ikke een eneste aktionskomite, og det forholdsvis beskedne krav om fuld dyrtidsregulering stod ikke i forhold til den betydelig anstrengelse en generalstrejke ville have krævet.
Det som strejken satte på dagsordenen, og som RSF ikke ville forholde sig til, var:
- Hvilken politik skulle en ny – arbejderregering – føre?
- Hvordan kunne den energi, der lå i strejkebølgen, videreføres, så den både sikrede etablering af en arbejderregering og påvirkede denne regerings politik, så den blev i overensstemmelse med forhåbningerne hos de mange mennesker, der i kraft af deres aktivitet skabte grundlaget for den ny regering.
Den omfattende bevægelse i arbejderbefolkning udløste faktisk et Folketingsvalg i januar 1975. Ved dette valg gentager RSF propaganda-strategien. Uden at forholde sig til den konkrete politiske situation, propaganderer RSF abstrakt for, at arbejderklassen – ved at afvise alle former for overenskomstindgreb og indkomstpolitik – sætter spørgsmålstegn ved Folketingets («det borgerlige parlament») ret til overhovedet at regere. RSF peger i konsekvens heraf på en arbejderregering, der ikke bygger på Folketinget («de borgerlige institutioner»), men på arbejderbefolkningens mobilisering.
Det er ikke helt let at se, hvordan Folketingsvalget skal føre til en arbejderregering, der ikke bygger på Folketinget, men på arbejderbefolkningens mobilisering.
Det der kunne have givet den politiske situation en dynamik, var et forslag om, at netop valget skulle føre til en arbejderregering, kombineret med politiske initiativer op til og under valgkampen, der kunne skabe debat om hvilken politik, en arbejderregering skulle føre. Herunder forslag til initiativer der efter valget kunne påvirke en arbejderregering, der som udgangspunkt netop var baseret på Folketinget, men som fungerede i samspil med brede folkelige bevægelser, så regeringens politik kom under bevægelsernes kontrol.
Samtidig opfordrer RSF igen til at stemme på et af de tre partier SF, DKP og VS. Stemme opfordringen var denne gang en helt ny og begrundet i, at den skulle bidrage til at fremme arbejderklassens «egen organiserede udenomsparlamentarisk aktion», der kunne føre til «den udenomsparlamentariske opbygning af en demokratisk organiseret massestrejke..»
Et spørgsmål om, hvordan en støtte til DKP kunne fremme demokratisk organiserede massestrejker, forblev ubesvaret. Igen blev forslaget om et samarbejde med VS – der også skulle gælde efter valget – forkastet. Et sådant samarbejde kunne ellers netop have bidraget til at understøtte arbejderklassens «egen organiserede udenomsparlamentariske kamp» som f.eks. strejkestøttekommiteer. En «selvstændig organisering» som DKP bekæmpede med alle midler.
Strejkestøttearbejdet
Efter maj-strejkerne var der ro på arbejdsmarkedet. Den voksende arbejdsløshed virkede. Men i foråret 1975 bryder arbejderne på den grafiske virksomhed, Uniprint, dødvandet. Arbejderne strejker imod, at virksomheden skal flyttes til udlandet, og strejken kulminerer med en besættelse af virksomheden.
Trods RSF's vedtagne propagandastrategi tager dele af RSF sammen med en lokal afdeling af VS initiativ til at oprette en strejkestøttekomite for Uniprintarbejderne. På 3 uger spredes initiativet målbevidst, så der dannes mere end 50 støttekomiteer over hele landet. Strejkestøttekomiteerne indsamler penge til de strejkende og tager initiativer til at popularisere strejken i offentligheden og i befolkningen.
RSF betragtede strejkestøttekomiteerne som potentielle konkurrenter til «det revolutionære parti» (RSF). Da der blev arrangeret en landskonference for strejkekomiteerne, der åbnede for en mere langsigtet organiseret af strejkestøtte, var det afgørende for RSF at forhindre etableringen af permanente strejkestøttekomiteer lokalt eller på landsplan. Så sent som i februar 1977, på et tidspunkt hvor det vrimler med strejker – og heldigvis også med strejkestøttekomiteer – kritiserer RSF's ledelse i Klassekampen VS for at bidrage til at skabe «permanente strejkestøttekomiteer».
Uniprint strejken varslede en bølge af strejker. Kort tid efter udbrød der strejke blandt HT-chaufførerne og støttekomiteerne blev hurtigt reetableret. I flere år var strejkestøttekomiteerne aktive, bl.a. ifbm. strejker på Føtex, Nilfisk, B&W, Storno, porcelænsarbejderne, BT, Scaniadam, stilladsarbejderne og mange andre. Så længe der var brug for dem, blev strejkestøttekomiteerne permanente – på trods af RSF's modstand.
Fællesinitiativer med SF og VS?
Propaganda-strategien bestemte også RSF's stilling til mulighederne for samarbejde med SF og VS. Som reaktion på den voksende strejkebevægelse planlagde den socialdemokratiske regering at gennemføre en stramning af blokadecirkulæret, således at politiet fik ret til umiddelbart at opløse fysiske blokader. Dele af RSF tog initiativ til oprettelse af et blokadeudvalg, hvor også folketingsmedlemmer fra VS og SF, bl.a. Gert Petersen og Ole Henriksen deltog. På møderne blev det diskuteret, hvilke modstræk der i og uden for Folketinget kunne gøres for at forhindre gennemførelsen af blokadecirkulæret. De deltagende RSF'ere forberedte et forslag til aktionsplan imod blokadecirkulæret og søgte også at udvide samarbejdet imod blokadecirkulæret til et bredere samarbejde, der kunne udvikle alternativer til den socialdemokratiske regerings politik.
RSF's centralkomite kritiserede initiativet voldsomt, og det blev udtalt, «at forestillingen om, at man kan opbygge en reel enhedsfront med partier som SF og VS, er uforenelig med medlemsskab af 4. Internationale». Disse partier skulle i stedet igennem RSF's propaganda afsløres som uegnede til at varetage arbejderklassens interesser, hvad i virkeligheden kun RSF var egnet til. I marts 76 lykkedes det RSF's forretningsudvalg efter store anstrengelser at få nedlagt dette blokadeudvalg, og i juni blev kriminaliseringen af fysiske blokader gennemført.
Tilsvarende havde RSF'ere taget kontakter til SF, VS, DKP og medlemmer af den socialdemokratiske regering mhp. at skabe bevægelse imod et regeringsindgreb i en strategisk vigtig strejke blandt benzin-chaufførerne i november 1976. Det var aftalt, at RSF'erne skulle forelægge en aktionsplan.
Strejken var ved at lamme transporten, og kunne – hvis den blev forbundet med andre bevægelser i samfundet og knytte til et politisk perspektiv – blive motor i kampen for politisk forandring, der rakte langt ud over selve strejken, og for en arbejderregering. Med trussel om eksklusioner af de pågældende medlemmer af RSF lykkedes det FU at stoppe initiativet. Kort tid efter led strejken et knusende nederlag, der forplantede sig ud i samfundet som ringe i vandet.
I efteråret 1977 blev de ledelseskritiske tendenser i RSF – i modstrid med RSF's og 4. Internationales love – forbudt.
Boligaktioner
I modstrid med propaganda-strategien involverede RSF's afdeling i Albertslund sig kraftigt i huslejeboykotten i den almennyttige boligafdeling, Galgebakken, der var knyttet til den største boligforening i Albertslund, VA. Galgebakken var det første sociale boligbyggeri, der gennemførte en huslejeboykot, der i øvrigt varede i 22 måneder. Formanden for VA, folketingsmedlem for SF, Jens Maigård, som i øvrigt blev væltet som formand på en ekstraordinær generalforsamling med 2000 deltagere, bekæmpede aktionen med det argument, at beboersammensætning på Galgebakken var så speciel, at aktionen aldrig ville kunne sprede sig til andre boligafdelinger, og derfor blot ville true VA's eksistens.
Klassekampen støtter i sin omtale af aktionen indirekte Jens Maigårds opfattelse, idet bladet skriver om Galgebakkens huslejeaktion, at «den ikke umiddelbart kan bruges andre steder.»
Trods centralkomiteens analyse af potentialerne i Galgebakkens aktion, spredtes den hurtigt, og der blev på initiativ af Galgebakkens aktionsudvalg etableret et samarbejde mellem afdelingsbestyrelser i 50 nyere almennyttige boligafdelinger. Regeringen blev bekymret for aktionsbevægelsen i det sociale boligbyggeri og tilbød Galgebakken en fordelagtig løsning på huslejeproblemerne og indførte et generelt loft for huslejestigningerne i det nyere almennyttige boligbyggeri.
I Torben Peter Andersens historiebog i serien Fundamental historie fra 1978 Produktion og samfund, Danmarks og Nordens historie, hedder det i den ellers noget pessimistiske afsluttende opsummering om kampen mod kapitalens krise «Bedst er det gået med aktioner, hvor arbejdere og mellemlag har haft fælles interesser. Betalingsboykot over for huslejestigninger har f.eks. haft en betragtelig slagkraft».
Kommunevalg - under bevægelsernes kontrol?
Den lokale RSF afdeling i Albertslund fulgte succesen fra husleboykotten op ved at deltage i kommunevalget i Albertslund i 1978. I første omgang foreslog RSF-afdelingen VS, at de skulle etablere en fælles opstilling, hvilket VS afviste. RSF's centralkomite fordømte RSF-afdelingen med den begrundelse, «at en sektion af 4. Internationale kun kan deltage i parlamentariske valg på hele 4. Internationales programmatiske grundlag» og derfor ikke kan opstille på lister sammen med andre partier.
RSF-afdelingen deltog i valgkampen med udgangspunkt i de meget stærke sociale bevægelser, der havde udviklet sig især på boligområdet og på daginstitutionsområdet. Disse bevægelser oplevede igen og igen, hvordan de politiske partier svigtede. RSF-afdelingen tegnede et perspektiv, hvor kommunalbestyrelsen stod under de sociale bevægelsers kontrol, så bevægelser på boligområdet, mod nedskæringer på daginstitutionsområdet mv. fik veto-ret mod forringelser på deres område. RSF ville i kommunalbestyrelsen selv stille sig under bevægelsernes kontrol.
I basisdemokratiet – som er indeholdt i det trotskistiske program – er det helt grundlæggende at de valgte hele tiden er under vælgernes – basis – kontrol. Ideelt set bør basis kunne udskifte deres repræsentanter i samme øjeblik, de er utilfredse med dem. Ved de franske kommunevalg i 1977 fremførte de franske trotskister, at «det vil være muligt for et byråd, som repræsenterede arbejdernes interesser, med det samme at begynde at sætte byrådet og alle kommunale afgørelser under kontrol af arbejderne og øvrige lønmodtagerne i byen. For at gøre dette vil det være nødvendigt at udvikle organer for kamp og kontrol. Disse organer, som kunne antage forskellige former (boligkomiteer, eller lokale komiteer for del-problemer osv.) forudsat at de var ægte demokratiske masseorganer, skulle have de-facto magten over de spørgsmål, som de deltog i. Revolutionære ville forpligtige byrådene til at respektere disse organers afgørelser og til at underkaste sig deres kontrol..»
RSF's centralkomité havde besluttet, at afdelingens valgkampagne skulle udformes i et særligt udvalg, hvor RSF's forretningsudvalg var repræsenteret og havde vetoret. Forretningsudvalgets repræsentant i dette udvalg godkendte grundlaget for kampagnen. Han blev siden underkendt af RSF's centralkomite, og alle kandidater blev ekskluderet af RSF. RSF'ere, der i hele perioden havde været uenige i doktrinen om, at RSF ikke kunne tage politiske initiativer og derfor var henvist til rollen som propagandaorganisation, og som havde været medinitiativtagere til støttekomiteerne, modstand imod blokadecirkulæret mv., meldte sig ved denne lejlighed ud af RSF.
RSF's rolle i kampen for en arbejderregering
Op til valget i 1977 er presset i RSF for at give valgstøtte til VS blevet så stærkt, at det slog igennem, og RSF opfordrer til at stemme på VS og kun VS. RSF afstår dog fra at bruge stemmeopfordringen til også at indgå en handlingsplan med VS. RSF stemmeopfordring befandt sig stadig i et lufttomt rum, hvor den ikke konkret var knyttet til nogen form for handling – udover at sælge Klassekampen på gaden.
Opinionsmålingerne forud for valget antyder muligheden for et arbejderflertal. RSF peger i valgkampen på behovet for en arbejderregering sammensat af Socialdemokratiet, SF, VS og DKP. RSF formulerer også sit bud på programmet for en sådan arbejderregering. Programmet når ud over den snævre faglige tilgang, som hidtil prægede RSFs politik, og medtager bl.a. punkter om boligpolitik og skattepolitik. Det understreges i Klassekampen februar 1977, at:
«under ingen omstændigheder bliver en sådan regering dannet uden omfattende mobiliseringer og pres fra arbejderklassen i form af kamp mod udslagene af krisen og indkomstpolitikken. Derfor er opbygningen af kampen uden for Folketinget umådelig vigtigere end valget af 179 folketingsmedlemmer.»
Men fordi RSF ser sig selv som en propagandaorganisation, deltager RSF ikke selv i den konkrete opbygningen af denne kamp. Hver gang der konkret viser sig en mulighed for at «fremme arbejderklassens egen organiserede udenomsparlamentariske aktion», at «opbygge en kampfront mod borgerskabet» som Centralkomiteen proklamerer behovet for, deltager RSF ikke. Trods det at stemmeopfordringen på SF, DKP og VS angiveligt skal bidrage til «at opbygge en kampfront mod borgerskabet», afviser RSF konkret at samarbejde med disse partier, når situationen lægger op til det.
RSF's økonomiske politik
Generelt igennem 70'erne indtager kravet om nationaliseringer under arbejderkontrol og uden erstatning til de tidligere ejere et centralt element i RSF's propaganda. Et krav der ikke mindst refererer til lukningstruede virksomheder, hvis produktion kun vanskeligt kan afsættes. Men RSF afviser forslag om offentlige investeringer i ny produktion. I det hele taget interesserer RSF sig ikke for afsætningen af produkterne, der på lidt længere sigt, er afgørende for, at det er relevant at producere dem. RSF afviser derfor forslag, der har til formål at påvirke efterspørgslen i samfundet, f.eks. ekspansiv finanspolitik.
Som led i afvisningen af at forholde sig til afsætningsproblematikken, afviser RSF om noget at forholde sig til produkternes konkurrenceevne. RSF kræver meget høje lønstigninger uden at forholde sig til, hvordan de produkter, der prismæssigt skal rumme disse lønstigninger, skal kunne afsættes. RSF afviser i sin økonomiske politik derfor også at forholde sig til valutakurs, betalingsbalance og inflation. Der mangler konsistens i RSF's økonomiske politik, og denne har derfor vanskeligt ved at vinde tilslutning uden for en snæver kreds. Denne økonomiske utroværdighed gjorde næppe RSF's generelle politiske projekt troværdigt.
På samme tidspunkt udviklede Preben Wilhjelm i VS en række forslag til projekter, bl.a. bolig- og energipolitiske, der, samtidig med at de markant forøgede beskæftigelsen, omhyggeligt ikke netto forringede betalingsbalancen eller de offentlige budgetter. I disse projekter lå kimen til en alternativ økonomisk politik. Hvis venstrefløjen havde grebet og videreudviklet dem, ville 80'erne have forløbet meget anderledes, end de gjorde.
Importsubstitution
RSF var principielt modstander af en økonomisk politik, der rummer importsubstitution. Det skyldes, at en forøgelse af beskæftigelsen i Danmark, så ville ske på bekostning af arbejdspladser i udlandet. Men heri ligger en fiksering på det fremmedgjorte marked, der skjuler de samfundsmæssige omstændigheder for produktionen. Importsubstitutionen bør ikke kun vurderes ud fra dens direkte virkning, men også ud fra dens afledte effekter.
Eksempelvis ville en dansk produktion af vindmøller, der erstatter import af miljøskadeligt kul, og dermed nedlægger arbejdspladser i kulminer, være et miljømæssigt fremskridt. Et andet lands import af danske vindmøller, der erstattede opførelsen af a-kraftværker, og dermed fjernede de arbejdspladser, der var knyttet til opførelse og drift af a-kraftværker, ville globalt set også være et fremskridt.
En ny dansk produktion, iværksat af en arbejderregering, der etablerer produktionen og den dermed øgede beskæftigelse som led i sit socialistiske program, vil være at foretrække frem for import fra et land, der eksempelvis var belemret med et fascistisk diktatur, og hvor regeringen måske stabiliserede sit herredømme i kraft af de økonomiske fordele, eksporten gav.
I virkeligheden ville en hvilken som helst arbejderregering i et hvilket som helst vestligt land, der skulle agere i en kapitalistisk omverden, knække halsen, hvis ikke den – under en eller anden form – tiltog sig kontrol over udenrigshandelen og optimerede denne udfra et beskæftigelseshensyn i det land, hvor den regerede – også selvom det måtte koste arbejdspladser i andre lande. Med mindre da den underkastede sig Sovjetunionen og bandt sin økonomi til denne.
Mitterrand forsøgte, i det første halvandet år efter han i 1981 blev valgt til fransk præsident, i en regering sammen med kommunisterne at føre en politik, der skulle afskaffe arbejdsløsheden. Mitterrand gennemførte en ekspansiv finanspolitik, der øgede købekraften – med det resultat at den franske import slog bunden ud af landets betalingsbalance. Da den franske regering ikke ville gennemføre – mere systemoverskridende – foranstaltninger til at sikre en øget afsætning af franske varer på bekostning af importerede, opgav regeringen sit politiske projekt og slog om i den klassiske borgerlige økonomisk politik, der var så karakteristisk for 80'erne.
I et socialistisk samfund ville man heller aldrig indrette økonomien, så man selv havde stor arbejdsløshed for gennem import at øge beskæftigelsen i de kapitalistiske lande. Tværtimod ville man optimere økonomien og de økonomiske relationer med omverdenen ud fra hensynet til at sikre befolkningen i det socialistiske land en så høj velfærd som mulig. En socialistisk regering vil selvfølgelig økonomisk støtte u-lande, der forsøgte at frigøre sig fra imperialisme, og vil være solidarisk med arbejderne i andre lande, især når de kæmper for selv at udvikle socialisme; men denne solidaritet ville primært være politisk.
Al magt til – hvem?
RSF opdagede ikke græsrodsbevægelserne eller «den nye masseavantgarde, der stort set undslipper de traditionelle arbejderorganisationers kontrol, med evne til at intervenere i klassekampen på selvstændig vis, til at tage politiske initiativer og til punktvis at lede kampe med massekarakter», i Den københavnske Arbejderopposition, i strejkestøttekomiteerne, i huslejeaktionerne, eller i de mange andre sociale bevægelser, der manifesterede sig.
For RSF var græsrodsbevægelserne et rekrutteringspotentiale, der kunne styrke RSF. RSF's politiske projekt bestod i at markere sig gennem propaganda. Herefter havde masserne at slutte op bag RSF. Det var ikke græsrodsbevægelserne, strejkebevægelsen, enhedsfronten, arbejderregeringen, arbejderklassen, det arbejdende folk eller en alliance mellem arbejderklassen og mellemlagene, der skulle til magten. Det skulle derimod dem, der havde den programmatiske afklaring, rodfæstet i den russiske revolution i 1917, hvor det hed: al magt til sovjetterne. Men det blev til al magt til partiet.