Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Aftale om fjernelse af handelsrestriktioner mellem EU og USA. Forhandlingerne blev indledt i 2013 med det formål at styrke den økonomiske vækst i begge kapitalistiske centre. Forhandlingerne er fortsat i gang, trods det at parterne i 2013 forventedes at være færdige ved udgangen af 2014. Forhandlerne sigter nu mod en aftale i 2017 eller 2018. TTIP har skabt en stærk polarisering mellem fortalere bestående af EU Kommission, USA's regering og store koncerner på den ene side, og modstandere bestående af fagbevægelse, forbruger-, miljø- og menneskerettighedsorganisationer på den anden.

EU kommissionen var fra starten overordentlig begejstret ved udsigten til TTIP. Den vurderede, at aftalen ville styrke EU's økonomi med 120 mia. €, USA's økonomi med 90 mia. € og resten af verdens med 100 mia. €. Den forventede at EU's eksport til USA ville vokse med 28%, ville «skabe flere millioner nye arbejdspladser» og give EU borgerne flere penge mellem hænderne.

Dansk Industri (DI) sluttede sig sammen med Dansk Metal hurtigt til TTIP tilhængerne. DI vurderede, at TTIP ville skabe 15.000 nye job i Danmark, og for at gøre det mere konkret lovede industriens sammenslutning, at en iPad vil blive 126,90 kr. billigere, et par Nike sko ville blive 132,60 kr. billigere, og en families disponible indkomst ville blive 4.057kr højere. Om året altså. Dvs. 338kr om måneden, eller 84kr pr. næse.

«Betydningen af det her kan næsten ikke overvurderes» erklærede SF's daværende handels- og investeringsminister, Pia Olsen Dyhr.

Rapporterne om gevinsterne ved TTIP er kommet under beskydning fra mange sider. Kritikere påpeger bl.a. at den årlige vækst som Kommissionen regner med, er så lille, at den statistisk set er lig nul. Endvidere har andre rapporter - bl.a. af Jeronim Capaldo fra Tuft’s University i USA -, vurderet at TTIP kan give en negativ vækst og et fald i beskæftigelsen mange steder i Europa. Især i Nordeuropa hvor han vurderer tabet af arbejdspladser til at være betragteligt.

Tilhængerne præsenterede TTIP som en frihandelsaftale, men det er den ikke. Toldsatserne på handel med varer mellem de to økonomiske blokke er under 3%, og fjernelsen af toldskrankerne ville kun bidrage minimalt. Det britiske Centre for Economic Policy Research vurderer, at 80% af de potentielle økonomiske gevinster for koncernerne ligger i fjernelsen af tekniske og politiske handelshindringer samt ophævelsen af dobbelte regelsæt.

Mange af de eksisterende såkaldte handelshindringer, bunder i forskellige politiske kulturer. De har skabt en del konflikter mellem de to økonomiske blokke i de seneste par årtier. F.eks. mener USA, at EU har alt for ambitiøse regler på områder som fødevarestandarder og kemikaliegodkendelse. USA er også stærkt utilfreds med regler, der gør det besværligt at sælge GMO-produkter og –afgrøder i EU. Disse og mange andre modsætninger skal TTIP finde en løsning på, men det er ikke let. De krav amerikanske politikere og ministre har stillet offentligt, er det ikke muligt at få f.eks. Europa-Parlamentet til at acceptere, da der ville være tale om klar svækkelse af beskyttelsen af folkesundheden og af miljøet.

I erkendelse af at det ikke vil være muligt at klare alle de store uenigheder mellem parterne under selve forhandlingerne, bruger de i stedet lejligheden til at udvikle procedurer for, hvordan de to parters regelsæt kan bringes tættere på hinanden på længere sigt. Dette såkaldte «reguleringssamarbejde», er aktuelt det største emne under forhandlingerne. Blandt de forslag som begge parter er indstillet på at støtte, finder vi bl.a. at den anden side skal spørges til råds inden der fremsættes nye forslag; at der skal udvikles strategiske planer for tilnærmelse af regelsættene inden for de forskellige sektorer; og at erhvervslivets repræsentanter skal inddrages meget mere i udviklingen af nye regler. Af kritikerne betegnes dette samarbejde som et tættere samarbejde mellem bureaukrater og erhvervslobbyister, og det opfattes som et angreb på demokratiet.

ISDS (Investor State Dispute Settlement)

Det mest kendte og mest kontroversielle element i TTIP – som begge parter støtter – har ikke meget med handel at gøre. Årsagen til at det hedder TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership), og ikke bare Trade Partnership, er fordi investeringspolitik er en vigtig del af forhandlingerne. Mere præcist handler det om at sikre udenlandske investorer bedre end tilfældet er i dag. De skal – ifølge oplægget – have flere rettigheder, og flere muligheder for at beskytte deres investeringer mod beslutninger, som kan mindske deres handel og overskud. 

Derfor rummer TTIP også en «investeringsbeskyttelsesaftale», og parterne er enige om det meste af denne del af den samlede pakke. F.eks. er de enige om, at investorer skal beskyttes mod «urimelig» behandling, og at det skal være muligt for virksomhederne at klage over en stat, hvis de mener sig urimeligt behandlet. Klagesagerne skal håndteres af internationale voldgiftspaneler. Dette klagesystem kalde Investor-stat tvistbilæggelse, eller ISDS som er den engelske forkortelse. ISDS er ikke en domstol, men et råd bestående af 3 erhvervsadvokater, der foretager en bindende afgørelse i sagen. En afgørelse der ikke kan appelleres. Med TTIP vil ISDS med 3 erhvervsadvokater være i stand til at omstøde eksisterende lovgivning i EU eller medlemsstaterne.

ISDS instrumentet er ikke nyt. Det findes allerede i en lang række mellemstatslige aftaler. Bl.a. NAFTA frihandelsaftalen mellem Mexico, USA og Canada fra 1992 og TPP aftalen mellem 12 lande i Stillehavsregionen fra 2016. I forhold til NAFTA aftalen var der inden indgåelsen betydelig modstand fra fagbevægelsen og miljøbevægelsen både i Mexico og USA. Modstanden førte til at Bill Clinton i forbindelse med præsidentvalget i 92 lovede at droppe aftalen. Efter han var valgt blev fortsatte aftalen imidlertid uændret. Fra disse aftaler findes der allerede en lang række eksempler på, hvordan koncerner fører sager mod stater (under ISDS) for at få adgang til deres markeder:

• I 1995-97 forbød den canadiske regering eksport af giftigt PCB affald i overensstemmelse med landets tiltræden af Basel Konventionen. USA har ikke tiltrådt denne konvention og firmaet S.D. Myers lagde derfor sag an mod den canadiske stat på grundlag af NAFTA aftalens §11 og krævede 20 mio. US$ i erstatning. ISDS gav i 2000 firmaet ret til erstatning.
• Et ISDS tribunal tilkendte i 2012 olieselskabet Occidental Petroleum 1,8 mia. US$ i erstatning fra Ecuador, der desuden blev pålagt at betale 589 mio. US$ i påløbne renter og halvdelen af sagsomkostningerne. Omkostningerne for Ecuador løb op i ialt 2,4 mia. US$. Ecuador havde annulleret en aftale med Occidental fordi landet mente koncernen ikke kunne sælge sine rettigheder til en anden koncern uden aftale. Tribunalet vurderede, at Occidental havde overtrådt aftalen, men at Ecuadors annullering alligevel ikke var fair, og landet blev derfor dømt til at betale.
• I 1997 forbød det canadiske parlament import og transport af MMT - et tilsætningsstof til benzin - fordi stoffet udgjorde en alvorlig sundhedsrisiko. US koncernen Ethyl Corporation der fremstillede MMT indbragte derefter sagen for et ISDS tribunal med krav om erstatning på 251 mio. $ til dækning af tab ved «eksproprieringen» af både dens MMT fabrik og dens «gode rygte». Tre canadiske provinser fremsatte tilsvarende krav. ISDS dømte til fordel for Ethyl Corporation. Canada blev tvunget til at ophæve forbuddet og måtte samtidig betale 15 mio. $ i kompensation. Ethyl Corporation var iøvrigt det samme firma der gennem 50 år tilsatte millioner af tons bly til bilers benzin. Bly der nu er spredt i det globale miljø
• Dow AgroSciences erklærede i 2008 at det ville rejse en erstatningssag ved ISDS, efter at Quebec havde indført forbud mod salg af visse pesticider til græsplæner. Dow krævede 2 mio. US$ i erstatning. Sagen endte i forlig i 2011, da Quebec de-facto måtte opgive pesticid forbuddet. Delstatsregeringen erklærede, at Dows pesticider ikke var skadelige for miljøet, når blot brugsanvisningen blev fulgt.

Da denne type sager begyndte at komme frem i slutningen af 2013 begyndte advarselslamperne at blinke i de europæiske miljø- og forbrugerorganisationer samt de største faglige organisationer i især Tyskland og Storbritannien. Der er nemlig stor forskel på den måde miljø, arbejdsmiljø og fødevaresikkerhed håndteres på i EU og USA. Mens EU i mange tilfælde (men langt fra alle) håndhæver et forsigtighedsprincip, er reglen i USA at stoffer kun forbydes hvis der kan føres bevis for at de er skadelige. I EU findes der f.eks. 1378 kemikalier der er forbudt i kosmetik. I USA er tallet 11. I EU er mange hormonforstyrrende stoffer forbudt, mens dette ikke er tilfældet i USA. I USA er der ingen grænseværdier for hormonstoffer i kød, mens der er grænser i EU. På samme måned er EU langt mere restriktiv ifht. rester af GMO (Genmodificerede Organismer) i føde- og fodervarer end USA. På slagterier i USA tillades vaskning af slagtekyllinger i klorvand, mens dette er forbudt i EU.

Hemmelighedskræmmeri

Modstanden i EU mod TTIP og især ISDS voksede derfor gennem 2014 og 15. Det blev samtidig offentlig kendt, at USA's forhandlere lagde et stærkt pres på EU for at få Unionen til at fjerne begrænsningen i anvendelsen af en lang række farlige kemiske stoffer - både i miljøet og på arbejdspladserne. EU og USA svarede igen på den voksende modstand på to måneder. Dels blev forhandlingerne begravet i hemmelighedskræmmeri for at hindre at oplysninger slap ud til offentligheden. Dels forsøgte EU at erstatte det udskældte ISDS med et andet - tilsvarende - instrument.

I EU blev kredsen af personer der overhovedet havde adgang til TTIP forhandlingsdokumenterne indskrænket til Kommissionens egne forhandlere og medlemmer af Europaparlamentet (MEP). På USA's foranledning blev det forbudt overhovedet at sende dokumenterne elektronisk eller i papirform. De blev kun gjort tilgængelig i en række sikrede rum i Kommissionens hovedkvarter, på en række US ambassader og en række af medlemsstaternes handelsministerier. I disse rum var mobiltelefoner eller andre enheder der kunne affotografere dokumenterne forbudt. De få der havde adgang fik udleveret et blankt stykke papir med deres navn på, hvor de kunne nedskrive notater. Tilsvarende ordninger blev praktiseret i USA for at hindre offentligheden adgang til forhandlingsprocessen.
Konsekvensen af hemmelighedskræmmeriet var imidlertid, at dokumenterne på bedste WikiLeaks vis begyndte at blive lækket til medierne - først og fremmest via det britiske dagblad The Guardian.

I september 2015 forsøgte EU Kommissionen at tage brodden ud af kritikken mod TTIP og specielt ISDS ved at erklære, at ISDS skulle erstattes af et «Investment Court System», der både skulle bestå af dommere (og ikke erhvervsadvokater) og fungere i offentlighed. Forslaget løb dog hurtigt ind i problemer da den tyske dommerforening kendte forslaget ulovligt, og USA erklærede at de ikke ville fravige kravet om ISDS.

Mens befolkningen i Danmark overvejende holdes hen i uvidenhed om TTIP forhandlingerne er vidensniveauet langt højere i de øvrige EU lande. Her fra en stor demonstration mod TTIP i Barcelone i april 2015.

Modstand

Den stærkeste folkelige modstand mod TTIP findes i Tyskland, hvor det er fagbevægelsen fra det tyske LO (DGB) og ud i forbundene der er rygraden. De er samtidig rygraden i det internationale stop-ttip.org der består af over 500 organisationer fra hele Europa. I 2015 indsamlede stop-ttip 3.284.289 underskrifter mod TTIP. De blev i november overrakt EU Parlamentets formand Martin Schulz.

I Danmark er en væsentlig del af modstanden mod TTIP samlet i TTIP netværket (ttip.dk), der består af en lang række miljø-, solidaritets- og arbejdsmiljøorganisationer: NOAH, Afrika Kontakt, Greenpeace, ATTAC-Danmark, Det Økologiske Råd, Oplysningsforbundet May Day, Corporate Europe Observatory, Aktionsgruppen Arbejdere Akademikere, Forebyggelses- og Patientrådet, UAEM, IMCC (Universities Allied for Essential Medicines), Mellemfolkeligt Samvirke og Biodynamisk Forbrugersammenslutning.

Mens de danske forbruger- og miljøorganisationer generelt er stærkt kritiske overfor TTIP, er holdningen mere blandet i fagbevægelsen. Store forbund som 3F og FOA er kritiske eller imod, mens Dansk Metal helhjertet støtter TTIP. LO søger at balancere i denne splittelse. LO's forkvinde Lizette Risgaard erklærede i juni 2016, at ISDS skulle pilles ud af TTIP, fordi nordamerikanske koncerner skal hindres i at udvande danske og EU regler, der er langt skrappere end i USA. Men samtidig erklærede hun sig som tilhænger af frihandelsdelen. Problemet i den henseende er blot, at ISDS instrumentet tegner sig for 80% af den økonomiske effekt af TTIP. Uden ISDS er der i realiteten intet TTIP, og det er også derfor USA er lodret imod at pille ved ISDS instrumentet. En vigtig årsag til at arbejdsmiljøorganisationer og dele af fagbevægelsen er stærkt imod TTIP er at arbejderbeskyttelsen trods alt er langt stærkere i EU end i USA, og det ønsker man ikke at TTIP udhuler. I 1986 blev det kræftfremkaldende stof asbest forbudt i Danmark, men det er fortsat tilladt i USA (og Canada). Det samme gælder en lang række stærkt giftige og kræftfremkaldende stoffer der er fjernet fra produktionen i EU men fortsat anvendes i USA. (Lizette advarer Løkke: Lad ikke amerikanske firmaer sagsøge Danmark, Ugebrevet A4 13/6 2016, TTIP Frihandelsaftale med USA bliver en løftestang. Men for hvad? Ugebrevet A4, 21/6 2016, Frihandel splitter den europæiske fagbevægelse, Ugebrevet A4, 14/5 2014).

EFS (Den europæiske fagbevægelse) er kritisk eller imod TTIP-aftalen. Store faglige organisationer som IG Metal og eller det britiske Unison er imod.  Det er i realiteten den danske og svenske fagbevægelse der er bremseklods i forhold til at EFS kunne være langt mere offensiv i modstanden mod TTIP.

A.J.