Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 26/1 2020
Læst af: 15.786
: :
Sendic, Raúl
Left
Rocks
2024-02-29 06:02

Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Raúl Sendic

Raúl Sendic Antonaccio (1926-89), advokat, fagforeningsleder, marxist, revolutionær, grundlægger af den politisk-militære organisation MLN Tupamaros i Uruguay.

Sendic blev født på landet nær landsbyen Juan Jose Castro i Flores amtet som femte søn af Victoriano Sendic og Amalia Antonaccio. Han arbejdede sammen med sin far som landarbejder til han havde gennemført gymnasiet. Han flyttede derefter til Montevideo, hvor han studerede jura. Allerede i studietiden meldte han sig ind i ungdomsorganisationen i Uruguays Socialistparti (PSU), hvor han hurtigt blev et fremtrædende medlem og ved flere lejligheder repræsenterede partiet.

Efter uddannelsen blev han advokat for landarbejderne. Han var grundlægger af fagforeningen for sukkerrørsarbejdere UTAA og senere det samlede fagforbund for alle landarbejdere (SUDOR, da. sved). Forholdene på landet i Uruguay i 1950'erne var fortsat feudale. Godsejerne havde den totale magt, mishandlede og udbyttede landarbejderne. Sendic indså, at for at ændre forholdene var det ikke tilstrækkeligt blot at bekæmpe godsejerne på landet. Det var også nødvendigt at gøre bybefolkningen bevidst med de feudale tilstande på landet. Uruguay fremstod i 1950'erne og 60'erne som et mønstersamfund med sociale fremskridt og blev kaldt «Latinamerikas Schweiz». På landet var forholdene helt anderledes. Sendic organiserede en march blandt landarbejderne til hovedstaden Montevideo. Landarbejderne gav den navnet: Por la tierra y con Sendic (da. For jorden og for Sendic). Undervejs på den flere hundrede kilometer lange march fortalte landarbejderne i de byer de kom igennem om deres situation. De gik til fods, fordi de end ikke havde råd til busbilletter. Som modsvar begyndte godsejerne at organisere facistiske vagtkorps, der gik til angreb på marchdeltagerne og gennemtævede dem. Alligevel fortsatte marchen og 3 yderligere marcher fulgte derefter.

I Montevideo fik venstrefløjen og fagbevægelsen øjnene op for de uhyrlige forhold på landet og organiserede støttekomiteer til fordel for sukkerrørsarbejderne. Godsejerne og den radikale højrefløj svarede igen ved at lade facistiske bøller angribe venstrefløjskontorer, fagforeningskontorer og landarbejderne. I 1964 gennemførte USA og militæret militærkup i nabolandet Brasilien, og tendensen i Uruguay pegede i samme retning, hvilket fik landsorganisationen CNT til at vedtage en modstandsplan overfor truslen om militærkup. Samme år beskød facistbander en af landarbejderdemonstrationerne i Montevideo og en blev dræbt. Myndighederne lagde det fulde ansvar på demonstranterne og specielt Sendic, der derefter gik under jorden for at undgå arrestation.

Begivenhederne førte til omfattende diskussion i støttekomiteerne og UTAA. Sendic stod i centrum af disse diskussioner og inddrog erfaringerne fra Cuba, Algeriet og andre lande på det latinamerikanske kontinent. Diskussionerne mundede i januar 1966 ud i en hemmelig kongres, der dannede den politisk-militære organisation Movimiento de Liberación Nacional-Tupamaros (MLN-T). Tupamaros led alvorligere tilbageslag i starten, men lærte af disse og forbedrede organisationen. Den begyndte at gennemføre bankrøverier og røverier rettet mod fødevaretransporter. Fødevarer der efterfølgende blev delt ud til de fattige i slumkvarterene. Bevægelsen fik derfor de følgende år stadig stigende opbakning, selvom den samtidig blev udsat for voldsom kritik fra kommunistpartiet, der var landets stærkeste venstrefløjsparti.

Tupamaros var en illegal organisation og de fleste medlemmer levede i illegaliteten. Det var muligt pga. den store sympati organisationen samtidig havde i specielt den fattige del af befolkningen. Først i august 1970 lykkedes det derfor militæret at fange Sendic. Fængselsopholdet varede dog ikke længe. Sammen med 110 andre fanger flygtede han i september 1971 fra det berygtede Punta Carretas fængsel i Montevideo, gennem en tunnel de havde gravet ud.

De første år af 1970'erne var Tupamaros' styrke på sit højeste og borgerskabet svarede igen ved at organisere dødspatruljer og ved at lade politi og militær få frie tøjler i kampen mod ikke bare Tupamaros, men også resten af venstrefløjen og fagbevægelsen. «Frie tøjler» indebar tortur og at de væbnede styrker ikke længere overholdt nogen form for lovgivning. Borgerskabets modoffensiv var effektiv. Stadig flere Tupamaros medlemmer blev arresteret og organisationen svækket. I september 1972 blev Sendic arresteret for anden gang. Under en skudveksling blev han skudt gennem hovedet og fik smadret kæben.

Militæret besluttede nu, i stedet for som i nabolandene hvor oppositionelle blot blev henrettet, at Sendic og 11 andre fremtrædende Tupamaros ledere skulle holdes fanget som gidsler. Truslen var, at hvis Tupamaros fortsatte den væbnede kamp, ville lederne blive henrettet. De følgende 12 år sad de 12 Tupamaros ledere fanget under umenneskelige forhold på militærforlægninger rundt om i landet. Det gav i 2018 anledning til filmen La noche de 12 años (da. De 12 års nat) der findes på Netflix.

Da militærdiktaturet brød sammen i 1985, blev Sendic og andre fængslede medlemmer af Tupamaros løsladt. De gik straks i gang med at genopbygge Tupamaros. Den væbnede kamp blev suspenderet og Tupamaros opbygget som en politisk organisation, der kom til at spille en central rolle i opbygningen af den brede centrum-venstre alliance Frente Amplio, der siden 2005 har haft magten i landet. I 2010-15 med Pepe Mujica, Sendics gamle kampfælle som præsident. Sendic opgav aldrig den væbnede kamp, men betragtede den alene som suspenderet.

Kommunistpartiet var stærkt kritisk overfor Tupamaros og Sendic, som det beskyldte for at være årsagen til militærkuppet i 1973. Der var ikke blot tale om ideologisk uenighed men også misundelse. Tupamaros tiltrak mange af kommunistpartiets medlemmer, der lagde afstand til det veltilpassede parti. Denne situation lignede på flere måder Cuba, hvor landets kommunistparti også havde lagt stor afstand til Fidel Castro og hans M-26 bevægelse, der gennemførte revolutionen i 1959. Der kom til at gå 7 år inden M-26 og kommunistpartiet blev lagt sammen. I Uruguay skete forbrødringen mellem Tupamaros og kommunistpartiet først efter diktaturets sammenbrud og opbygningen af Frente Amplio.

Sendic besøgte i 1988 Købehnavn som led i en foredragsturne rundt i Europa.

Selv om Sendic overlevede 12 års tortur og umenneskelig indespærring, var hans helbred stærkt svækket ved løsladelsen i 1985. Han døde i april 1989 i Paris; senere begravet på kirkegården i bydelen La Teja i Montevideo. Han efterlod sig 4 børn, hvoraf den ene, Raúl Fernando Sendic Rodríguez var vicepræsident i Uruguay i 2015-17.

A.J.

Materialer:
Samuel Blixen: Sendic (2000)  (Google book)
Samuel Blixen: Sendic, las vidas de un Tupamaro (2004) 
La noche de 12 años,
Netflix
http://www.chasque.net/mlnweb/raulsendic/indiceraulsendic.htm, tekster af og om Raúl Sendic (spansk)
Interview med Raúl Sendic (spansk)
Dokumentarudsendelse om Sendic (2006, spansk)
Reflexiones sobre política económica : Apuntes desde la prisión (Argentina, 1984)
Cartas desde la prisión (Montevideo, 1985)
La tierra, la banca y la deuda externa (Montevideo, 1986)
Manual práctico de economía (Montevideo, 1989)
Artículos de prensa sobre la deuda externa, la tierra y otros temas (Montevideo, 1990)
Sendic vive clandestino en el corazón del pueblo (Montevideo, 1990)