Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Tupamaros er den populære betegnelse for Bevægelsen for National Befrielse (Movimiento para la Liberación Nacional, MLN), der i 1960'erne var en af Latinamerikas mest succesfulde byguerillabevægelser. Den blev militært knust allerede før militærkuppet i Uruguay i 1973, men er i dag et legalt politisk parti, der som en integreret del af venstrefløjsalliancen Frente Amplio har 2 medlemmer i parlamentet.

Forhistorien

Grundlaget for Uruguays økonomi skal søges i landbruget. Landet råder ikke over større mineralressourcer endsige olie. Jorden er derfor det vigtigste råstof, og fra landets uafhængighed fra Spanien var det især kvægdriften, der blev udviklet. Omkring 1930 toppede denne udvikling, da landet havde ca. 9 millioner køer. Fra dette tidspunkt stagnerede landets økonomiske udvikling, hvilket dog i nogen udstrækning blev kompenseret af eksportmulighederne under 2. verdenskrig og efterfølgende Koreakrigen. Men fra midten af 1950'erne kunne krisetegnene ikke længere holdes tilbage. Inflationen steg, reallønnen faldt hvilket udløste øget aktivitet i den velorganiserede arbejderklasse. Den tiltagende faglige aktivitet udløste til gengæld stigende repression fra godsejernes og arbejdsgivernes side.

Det var i denne sociale og økonomiske situation, at sukkerrørsarbejderne i landets nordvestlige hjørne mod grænsen til Brasilien i starten af 60'erne begyndte at organisere sig. De levede og boede på dette tidspunkt under umenneskelige forhold, men begyndte nu at gennemføre demonstrationer tværs gennem landet. Til fods, for der var ingen penge til busbilletter! Undervejs fortalte de i landsbyerne om deres situation. Deres krav gik i første omgang alene ud på at få opfyldt de love, der berørte deres situation som landarbejdere. Det var godt nok elendige love, men ikke engang de blev opfyldt af godsejerne på sukkerrørsplantagerne. Dernæst gik de videre til at kræve et uproduktivt gods på 22.000 hektarer eksproprieret. De gennemførte 4 demonstrationer til hovedstaden Montevideo, hvor de fik støtte fra mange sider. Der blev samlet en gruppe bestående af medlemmer fra de eksisterende venstrefløjspartier, fagforeninger og uafhængige, som besluttede at arbejde mere kontinuert til støtte for sukkerrørsarbejderne. Dette solidaritetsarbejde gav en række meget vigtige erfaringer. Den første og vigtigste var, at stillet overfor krav fra arbejdere der blot ønskede at arbejde svarede regeringen med voldsom undertrykkelse. Den brød de love, den selv først af alle burde respektere. Samtidig var undertrykkelsen omfattende. Fascistbander var begyndt at organisere sig og gennemførte attentater mod venstrefløjens partikontorer og enkeltpersoner. Situationen var så spændt, at der blev talt om muligheden for et militærkup, hvilket i 1964 fik landets eneste landsorganisation (Convención Nacional de Trabajadores, CNT) til at vedtage en modstandsplan overfor truslen om statskup.

Solidariteten med sukkerrørsarbejderne var samlet i en koordinationskomite (Coordinador). I den voldelige situation der bl.a. var karakteriseret ved fascistbandernes legalitet og politiets hyppige deltagelse i fascisternes terror, besluttede medlemmerne af koordinationskomiteen ikke længere at ville overholde landets love og om nødvendigt også at gribe til voldelige midler. Under en af demonstrationerne i Montevideo kom det til voldelige sammenstød, hvor en person blev dræbt, efter at højreorienterede havde skudt mod demonstranterne. Myndighederne lagde ansvaret for hændelsen på arbejderne og specielt på Raúl Sendic, der var advokat for sukkerrørsarbejdernes fagforening, UTAA. For at undgå arrestation gik Sendic under jorden. Medlemmerne af koordinationskomiteen gennemførte i de efterfølgende måneder en intensiv diskussion omkring venstrefløjens situation, revolutionerne i Algeriet, Cuba og de øvrige politiske kampe i Latinamerika. Ifht. venstrefløjen i Uruguay anerkendtes dens bidrag til udviklingen af de sociale kampe i landet, men samtidig blev det konkluderet, at den havde tilpasset sig til systemet i en sådan grad, at den ikke længere var i stand til skabe håb om dybtgående forandringer blandt de folkelige sektorer, i en situation hvor regimet sendte stadig større dele af befolkningen ud i arbejdsløshed og fattigdom. Den vigtigste kraft på venstrefløjen på det tidspunkt var kommunistpartiet, der var kraftigt underlagt Moskva, og derfor udviklede sin politik indenfor øst-vest konfrontationens rammer. Diskussionerne i koordinationskomiteen førte til hård kritik mod den traditionelle venstrefløjs polemik, demagogi og splittelse. Samtidig analyseredes befolkningens tiltagende mistro overfor politikerne, og der blev udformet to teser, der som grundlag begge havde nødvendigheden af at udvikle nye politiske aktionsformer.

1966 Tupamaros dannes

Den første tese var i virkeligheden den klassiske model med et politisk parti med en væbnet gren. Den anden tese var strategisk defensiv og forudså dannelsen af en politisk-militær organisation. Argumentationen var, at borgerskabet havde den virkelige magt og kontrollen over staten med dens repressive organer, og altid havde grebet til vold når befolkningen satte sig til modværge mod elendigheden, og dermed bragte borgerskabets privilegier i fare. Hvilken af de to politiske linier der skulle følges, skulle afgøres på en kongres - det såkaldte konvent. Den politisk-militære tese blev vedtaget, der blev udformet vedtægter og vedtaget en defensiv strategi, eftersom styrkeforholdet var stærkt til ugunst for de folkelige bevægelser. Organiseringen var i sagens natur hemmelig, for at der kunne etableres et grundlag for organisationens videre udvikling. Det politiske mål var i første omgang en tålmodig opbygning af kræfterne, eller rettere at bidrage til de folkelige sektorers styrkelse, eftersom én enkelt politiske bevægelse aldrig er i stand til at løse alle et lands problemer.

Tupamaros kontingentet i MPP demonstration i det nordlige Uruguay. (Solidaritet)

Organisationen definerede sig fra starten som socialistisk, hvorved den forstod skabelsen af et samfund, hvor det var mennesket og profitten, der stod i centrum for samfundets udvikling. Dette samfund skulle udvikles gennem en historisk proces. MLN havde og har ikke én bestemt model for samfundets udvikling. Forestillingen var - og er fortsat - at hvert folk med dets historie og kulturelle forudsætninger må udvikle de sociale strukturer, der er nødvendige for dets udvikling.

Det stiftende konvent blev afholdt i hemmelighed i januar 1966, og her fik organisationen samtidig navnet Movimiento de Liberación Nacional-Tupamaros (MLN-T). For organisationen havde kampen fra starten både et internationalt og et nationalt perspektiv. Uruguay er som de øvrige lande i Latinamerika et afhængigt land, og det er ikke muligt for noget folk at bestemme over sin egen fremtid, uden at rive disse afhængighedsbånd i stykker, og altså bryde imperialismens lænker. Samtidig erkendte MLN, at det ikke ville være muligt at gennemføre revolutionen i Uruguay alene. En revolutionær udvikling var afhængig af en tilsvarende udvikling på regionalt eller kontinentalt plan. På det nationale plan erkendte MLN, at det var nødvendigt at samle så brede politiske kræfter som muligt. Herunder også de, der ikke kunne gå ind for dybtgående sociale forandringer, men som ønskede at bekæmpe imperialismen, fordi de selv var ofre for den. Denne taktiske orientering var i modsætning med til kommunistpartiernes politik, der var defineret af øst-vest konfrontationen.

Tilbageslag og ny taktik

MLN gik nu som besluttet i gang med at opbygge sine strukturer. Under planlægningen af en «finansoperation» 22. december 1966 kom det til skudveksling med politiet, hvorunder en kammerat blev dræbt. Politiet begyndte nu at foretage arrestationer blandt denne kammerats venner, hvor i blandt der i sagens natur også var andre medlemmer af MLN. Ledelsen besluttede derfor, at det af sikkerhedsmæssige årsager var nødvendigt at lade en række kammerater gå under jorden, og i løbet af de næste par dage var der 22, der gik denne vej. Politiet gik til angreb på en række kontorer, og under et af disse angreb døde en anden kammerat. Hele den opbyggede infrastruktur måtte umiddelbart opgives. Det var kun pga. hjælp fra udenforstående kammerater at det blev hindret, at organisationen på dette følsomme tidspunkt brød helt sammen. Frem til dette tidspunkt havde organisationens vækst været omhyggelig kontrolleret udfra en overbevisning om, at for at opbygge en hemmelig organisation var det nødvendigt at lære de meget restriktive former for undergrundsarbejde at kende.

Begivenhederne gjorde det nødvendigt fuldstændig at ændre taktikken. Det var nødvendigt at gennemføre politisk arbejde og sikre en hurtigere vækst, hvis dens udvikling skulle sikres. Første fase bestod i at opbygge en ny minimal infrastruktur, eftersom det ikke ville være korrekt at indlede politisk arbejde fra de huse, de af solidariske udenforstående havde fået stillet til rådighed. Den begyndte at bygge fritidshuse i badebyerne langs kysten ud til La Plata floden, eftersom det var lettest at skaffe sig jord i disse områder. Samtidig blev der opbygget dækaktiviteter. Organisationen begyndte atter at vokse i infrastruktur og hvad angik antallet af medlemmer. Samtidig oprettedes en base i området Pajas Blancas. Den blev kendt som «Marquetalia». Senere etableredes en anden base nær ved industribyen Pando - tættere på Montevideo.

Mens infrastrukturen blev genopbygget, gennemførte organisationen ikke nogen udadvendte aktioner. General Gestido havde vundet præsidentvalget, hvilket havde udløst forventninger i mange folkelige sektorer. Det var nødvendigt at vente, til disse forventninger blev skuffet. Det kom ikke til at tage lang tid. Gestido døde og blev efterfulgt af sin vicepræsident Pacheco Areco, der regerede med hård hånd. Hån undgik behændigt at opløse parlamentet, men ignorerede det totalt og regerede via dekreter. Der var tale om et dårligt maskeret diktatur.

MLN indleder sine aktioner

I den nye politiske situation gennemfører MLN en drastisk optrapning af sine aktioner, der kulminerer med indtagelsen af industribyen Pando 20 km udenfor hovedstaden Montevideo. Det skete den 8. oktober 1969. Under indtagelsen blev brandstationen, telefonhuset, 2 banker og politistationen besat. Bankernes pengebeholdning konfiskeres og ved indtagelsen af politistationen kommer det til en skudveksling, hvorunder en politimand dræbes. Aktionen er en succes, men pga. fejl bliver tilbagetrækningen en fiasko. 3 medlemmer dræbes og omkring 30 tages til fange - heriblandt et medlem af ledelsen i MLN. Paradoksalt nok sker der det samme som efter nederlaget den 22. december 66. Det militære nederlag bliver fulgt af politisk succes. Medlemmerne strømmede ind, men samtidig var dette en af de faktorer, der senere bidrog til organisationens militære nederlag. Den hastige vækst gav ikke tilstrækkelig tid til dybtgående politisk og organisatorisk skoling af de nye medlemmer. Dette kom både til udtryk indadtil og udadtil. Der begyndte at dukke Komiteer til Støtte for Tupamaros (Comités de Apoyo a los Tupamaros, CAT) op. Nogle af dem havde faktisk kontakt med MLN, men de fleste var uafhængige grupper, der blot intuitivt identificerede sig med MLN's strategiske mål.

Strengt taget var MLN aldrig en virkelig guerillaorganisation. Den gennemførte finansierings- og væbnede propagandaaktioner, hvorimod guerillaen er en militær aktionsform, hvis mål er at ødelægge fjendens styrker og materiel. MLN udviklede derimod en strategi for akkumulation af politiske kræfter. Den adskilte sig fra den traditionelle venstrefløj ved sine metodiske politiske aktionsformer. Der gennemførtes mange indtagelser af arbejdspladser og bydele for at diskutere med arbejderne og fremsætte politiske forslag. Grundstrukturen var kolonnerne, der hver bestod af omkring 100 personer og som derudover havde en ydre kreds af sympatisører, der hjalp med.

Organisationsprincippet var baseret på koncentriske cirkler, hvis centrum var selve MLN, og hvis ydre cirkler var numerisk stadig større, men med løsere organisering. Det stigende politiske arbejde gjorde det nødvendigt at etablere en politisk kolonne. Den blev kaldt Kolonne 70, og det var den der var ansvarlig for kontakten til dén legale organisation, der deltog i oprettelsen af venstrefløjskoalitionen Frente Amplio (FA). Den legale frontorganisation for MLN kom til at hedde Bevægelsen af Uafhængige 26. marts (Movimiento de Independientes 26 de Marzo, M-26), efter FA's stiftelsesdag (i 1971).

Gennemførelsen af hemmelige aktioner i områder hvor fjenden har overtaget er meget bekostelige - både hvad angår kammerater og materiel. Ledelsen besluttede derfor at generobre de erfaringer, fængslede kammerater sad inde med - den begyndte at organisere flugt fra fængslerne. Den 8. marts 1970 - kvindernes internationale kampdag - flygtede 8 kvindelige fanger fra kvindefængslet. 29-30. juli 71 flygtede 38 fanger gennem en tunnel gravet udefra ind i fængslet. Om morgenen den 7. september samme år fandt den største fangeflugt i historien sted, da 111 medlemmer af MLN flygtede fra Punta Carretas fængslet i Montevideos centrum - gennem en tunnel gravet indefra. Selvom alle 3 begivenheder skaffe værdifulde erfaringer tilbage til organisationen, var de også et problem, fordi et stort antal kammerater i sagens natur måtte gå under jorden. Organisationen var nok hemmelig, men de fleste af dens medlemmer havde samtidig en legal identitet. Mange af de befriede medlemmer røg derfor ret hurtigt tilbage i fængslerne igen.

Resterne af Tupamaros' bombefabrik Marquetalia. Opdaget af militæret og sprunget i luften omkring 1970. (Solidaritet)

Militærkup og militært nederlag for MLN

I kølvandet på MLN's optrappede offensiv erklærede regeringen landet i borgerkrigstilstand. Indtil da havde det kun været politiet, der var sat ind som repressive styrker. Nu blev også hæren, flåden og luftvåbnet sat ind, og alle 4 repressive værn underlagt en fælles kommando. Det ramte ikke blot MLN, men også andre politiske sektorer. Tortur blev systematisk anvendt som middel til at fremskaffe information. Krænkelserne af menneskerettighederne var systematiske og omfattende. Som tidligere omtalt havde den hastige vækst efter indtagelsen af Pando ikke givet tid til at udvikle tilstrækkeligt stramme retningslinier for hemmeligholdelsen af organisationens strukturer. Især sikringen af en hermetisk cellestruktur - det grundlæggende for enhver hemmelig organisation - var utilstrækkelig. Cellerne var ikke tilstrækkeligt separerede, hvilket gjorde det muligt for sikkerhedsstyrkerne langt hurtigere at optrevle organisationen. Der var ikke tid til at oplære de nye medlemmer i, at jo mindre de vidste, jo sikrere var organisationen.

Den systematiske tortur og cellernes manglende adskillelse gjorde det muligt at optrevle organisationen. Samtidig var der enkelte tilfælde med forrædere, som gik over på regimets side og hjalp med angivelsen af deres tidligere kammerater. Det var ikke alle der blev anholdt, men alligevel tilstrækkeligt mange til, at organisationen mistede sin operationelle kraft. Dog blev næsten alle ledende kadrer på de forskellige niveauer arresteret eller dræbt, og samtidig mistede organisationen muligheden for nyrekruttering, for umiddelbart i forlængelse af besejringen af MLN, gennemførte militæret et kup, og gjorde det af med de folkelige bevægelser, politiske partier, fagforeninger osv. Mange MLN medlemmer og sympatisører nåede at flygte i eksil, og kunne på den måde deltage i opbygningen af den internationale solidaritet, men MLN kunne ikke reorganiseres internt i Uruguay. Den 27. juni 1973 fjernede militæret den sidste demokratiske facade og tog magten.

Militæret i Uruguay havde indtil da holdt sig udenfor politik, og den udløsende årsag for kuppet var faktisk ikke krigen mod MLN, der var nedkæmpet på det tidspunkt. Hovedgrunden var den massive korruption i det politiske establishment - altså blandt de borgerlige politikere. Det var også baggrunden for, at militæret ikke blot gik efter venstrefløjen, men også opløste borgerskabets traditionelle partier: Nacional og Colorados. Militærets erklærede kamp mod politikernes korruption udløste et naivt håb blandt sektorer indenfor fængslede MLN medlemmer om at militæret kunne præges i en mere progressiv retning. Det var trods alt kun 3 år siden progressive officerer havde taget magten i Peru, og igangsat jordreformer. En række fængslede MLN medlemmer hjalp derfor militæret med oplysninger om borgerskabets omfattende korruption - men militæret lod sig ikke trække i en progressiv retning. Den noget naive og desperate strategi slog fejl.

Kritik - og selvkritik

Venstrefløjen i Uruguay med kommunistpartiet i spidsen beskyldte efter kuppet MLN for at have været årsagen til kuppet. Det var Tupamaros' barnlige legen røvere og soldater, der havde udløst den omfattende repression, der endte med at ramme hele venstrefløjen. Hertil svarede MLN, at for det første skyldtes militærkuppet ikke kampen mod denne, men borgerskabets massive korruption. Og for det andet havde landets krise været under udvikling siden 30'erne, så borgerskabet havde under alle omstændigheder slået drastisk til på et tidspunkt. For det tredje havde USA i starten af 70'erne udviklet den nationale sikkerheds doktrin, hvor militæret spillede en central rolle i nedkæmpelse af venstrekræfterne i Latinamerika. Mange lande var militærdiktaturer i starten i starten af årtiet, og i slutningen af årtiet var der kun enkelte lande, hvor militæret ikke sad på magten.

Afvisningen af anklagerne fra især kommunisterne afholdt dog ikke MLN fra selvkritik. Organisationen erkendte, at den havde lagt for stor vægt på den væbnede side og for lidt vægt på den politiske organisering og bevidstgørelse af befolkningen. I en vis forstand blev den offer for sin egen succes. Specielt i forlængelse af Pandoaktionen men også i forlængelse af de aktioner, hvor fødevarerbiler blev beslaglagt og maden delt ud i slumkvarterene blev der især tiltrukket medlemmer, der ønskede at deltage i radikale militante aktioner. De var i mindre grad interesseret i det langsommere bevidstgørelsesarbejde blandt arbejdere, slumbeboere oa. folkelige sektorer. Organisationen kom på den måde til at gå hurtigere frem, end befolkningen kunne følge med, og var derfor lettere at nedkæmpe. Trods det militære nederlag i 1971-72 må den alligevel karakteriseres som kontinentets mest vellykkede byguerillabevægelse og med en efter omstændighederne meget omfattende opbakning i befolkningen. Organisationen havde på sit højdepunkt omkring 10.000 medlemmer. Det var ikke ualmindeligt, at et medlem på flugt kunne smide sig ind i en tilfældig taxa, og blive kørt hvorhen hun ønskede. Taxachaufføren sympatiserede med MLN!

Genopbygning

Undertrykkelsen efter militærkuppet var massiv og mange blev slået ihjel, men militæret valgte at skåne de arresterede ledere i MLN. Militæret havde fået den ide, at ved at holde dem som gidsler - i live - kunne det hindre et nyt oprør på venstrefløjen. Lederne - bl.a. Raúl Sendic - tilbragte derfor 12-13 år under umenneskelige forhold, i total isolation, uden besøg udefra, ofte i jordhuler på de kaserner, hvor de sad indespærret. Men gennem enorme anstrengelser overlevede de - uden alt for store sår på legeme og sjæl.

Følgende Tupamaros ledere sad i 1972-85 som militærets gidsler:

• Raúl Sendic
• Eleuterio Fernández Huidobro
• Mauricio Rosencof
• José Mujica
• Adolfo Wasem
• Julio Marenales
• Henry Engler
• Jorge Manera
• Jorge Zabalza

Dertil kom hundredevis af andre Tupamaros medlemmer. Tusinder gik i eksil. Bl.a. i Danmark og Sverige.

Samtidig gjorde den stigende solidaritet udenfor Uruguay det stadig mere umuligt for militæret at henrette MLN lederne, og solidariteten blev fra starten af 80'erne også udviklet internt i Uruguay, i takt med at diktaturet i stigende grad faldt sammen. Da MLN fangerne derfor endelig blev løsladt i marts 1985 stod de uden de oprindelige organisatoriske strukturer, men med en enorm forsamling af unge entusiastiske sympatisører. På denne baggrund kunne der gennemføres 3 plenarforsamlinger, hvor omkring 500 af de gamle medlemmer deltog. På møderne blev den gamle ledelse i organisationen udpeget til ny foreløbig ledelse, og samtidig blev alle gamle medlemmer og nye sympatisører opfordret til at deltage i et nyt konvent, hvor organisationens nye politiske kurs skulle udstikkes. Under de mange års diktatur var mange medlemmer dog gået til kommunistpartiet, andre venstrefløjspartier, i eksil eller helt ud af politik, og værst af det hele var det kommet til et radikalt brud mellem MLN og dets tidligere legale frontorganisation M-26. Et brud så radikalt, at fjendskabet fortsat eksisterer i dag.

I december 85 gennemførte MLN sit 3. konvent i organisationens historie. Der blev taget en række fundamentale beslutninger, men samtidig var det klart, at det var nødvendigt med en lang proces af diskussion og social praksis for at kunne sammenfatte de meget forskellige erfaringer fra fængslet, eksilet i udlandet eller som politisk inaktiv under diktaturet. Konventet valgte dog samtidig at ratificere en række beslutninger taget på et hemmeligt møde i 1968. Disse beslutninger gik ud på, at organisationen skulle anvende den dialektiske materialisme som et videnskabeligt værktøj til forståelse og omdannelse af samfundet. Samtidig bekendte organisationen sig til den demokratiske centralismes organisationsprincipper. I dag erklærer MLN sig som en marxistisk-leninistisk organisation.

Generelt gav de borgerlige politikere i Uruguay ikke det nye MLN nogen lang levetid, men de kom til at tage fejl. Organisationen indledte sine såkaldte Mateadas i Montevideo og andre større byer. Her samlede medlemmer af MLN sig med beboere i en bydel på den lokale plads for at drikke nationaldrikken Maté og diskutere politik.

Omkring 1987 indledtes der samtaler med en række mindre politiske organisationer og enkeltpersoner, for at undersøge om det var muligt at nå frem til aftaler om fælles politisk arbejde. Samtalerne kom til at strække sig over 2 år og mundede ud i dannelsen af Bevægelsen for Folkelige Deltagelse (Movimiento de Participación Popular, MPP), der definerede sig som en bevægelse, der kæmper for befrielse og socialisme. Der var ikke blot tale om en fælles valgplatform, men om en bevægelse, der skulle kæmpe på alle områder. Samtidig var det dog også en genvej for MLN til at blive optaget i Frente Amplio, der indtil da havde været bange for at have noget med de tidligere byguerilleros at gøre. MPP deltog første gang i valget i 1989 og fik valgt 2 deputerede

I 1990 brød en betydelig gruppe af de unge der havde været med til at opbygge organisationen efter diktaturets sammenbrud i 1985 med denne. De havde gennem flere år kæmpet for en mere afslappet tolkning af organisationens demokratiske centralisme - især for de unge medlemmer - og for en større autonomi. De havde fået støtte fra Raúl Sendic i organisationens centralkomite, men han var død i 1989 og resten af centralkomiteens medlemmer havde været imod. Mange af de unge gik i frustration ud i passivitet, men mange fortsatte ind i MPP. Alligevel skrællede det i vid udstrækning det lag af nye medlemmer der var kommet til i 80'erne af og efterlod MLN som en organisation, hvis medlemmer overvejende var gået ind i 60'erne og starten af 70'erne.

MLN i dag

Organisationens politiske forståelse baserer sig i dag på 3 hovedpiller:

1. Forlænget folkekrig. Styrkeforholdet (mellem borgerskabet og arbejderklassen) er i dag til ugunst for arbejderklassen både i Latinamerika og globalt. Det gør det i sagens natur nødvendigt at operere med et koncept for forlænget folkekrig, der kan bidrage til at ændre styrkeforholdet nationalt, kontinentalt og globalt sådan at udviklingen kan skride i socialistisk retning.
2. Kampens kontinentale karakter. I sidste ende er imperialismen den stærkeste kraft, som progressive og revolutionære organisationer i Latinamerika må konfrontere sig med. Den eneste mulighed for at gennemføre denne konfrontation er gennem forening af kræfterne på regionalt og kontinentalt plan. Bl.a. derfor indgår MLN i São Paulo Forum, og organisationen afviser enhver mulighed af udvikling af socialisme i et enkelt land.
3. Folkemagt. Både i kampen om magten, som udtryk for den revolutionære praktisering af magten og som udtryk for det samfund MLN ønsker at udvikle, er princippet for folkemagt centralt. Det udtrykker konceptet om folkelig social selvorganisering.

Organisationen har på trods af sin selvkritik omkring de strategiske og taktiske fejltagelser i 60'erne og på trods af mange opfordringer ikke villet tage afstand fra den væbnede kamp dengang. Den afviser væbnet kamp i dagens Uruguay, men er åben overfor ethvert kampmiddel, der er egnet i en givet historisk situation, og udelukker dermed ikke væbnet kamp i fremtiden.

Pga. sine lange fængselserfaringer og internationalistiske orientering har organisationen gennem sidste halvdel af 80'erne og 90'erne gjort et stort arbejde for at støtte de politiske venstrefløjsfanger overalt i verden - bl.a. RAF fanger i Tyskland og ETA fanger i Euskal Herria.

Tupamaros er selv en ret lukket organisation. Der er ikke tale om en masseorganisation, men om en kadrerorganisation. Et medlem der ønsker optagelse skal være kendt af organisationen i forvejen, anbefales af en række medlemmer og dernæst gennemgå en prøveperiode, før organisationen tager endelig stilling til optagelse.

MLN indgår i MPP og FA, der er to redskaber og måder at praktisere organisationens politik på. MLN opererer fortsat med en organisationsmodel bestående af koncentristiske cirkler, hvor den selv udgør centrum, udenom ligger MPP og atter udenom FA. Organisationen deltager gennem MPP og FA i valgene og har 2 medlemmer i parlamentet, men uden at tillægge dette arbejde nogen afgørende vægt. Gennemførelsen af valg er langt fra tilstrækkelig til at sikre eksistensen af et virkeligt demokrati. Som MLN forstår demokrati, har det mindst 3 dimensioner: Det politiske, økonomiske og sociale. Det indebærer samtidig, at det er folket og ikke en lille klike af politikere der skal tage de beslutninger, der vedrører folkets egen nutid og fremtid.

Tupamaros' holdning til den såkaldte reelt eksisterende socialisme, der blev praktiseret i bl.a. Sovjet og Østeuropa er, at der i det 20. århundrede er blevet gennemført mange storstilede sociale eksperimenter, uden at de har frembragt egnede politiske formler til garanti for den folkelige deltagelse. «Samfundenes opdeling i forskellige antagonistiske klasser er den vigtigste hindring for udvikling af et virkeligt demokrati og gør det uomgængeligt, at disse klassesamfund der har eksisteret i over 5.000 år afskaffes. Denne opgave er gigantisk».

A.J.