Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur  .  Journalistik
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 3/8 2023
Læst af: 4.356
: :
Sippel, Ole
Left
Rocks
2024-11-18 06:20
2024-11-13 05:59
2024-11-12 06:15

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ole Sippel rapporterer i 1982 fra flygtningelejrene Sabra og Shatila i Beirut hvor kristne militser få dage tidligere på ordre fra Israels krigsminister Ariel Sharon havde massakreret 3500 palæstinensiske flygtninge.

Ole Sippel (5/8 1941 - 12/9 2013), dansk journalist. Født i Horsens, student i 1960 og derefter ansat på Horsens Folkeblad. Gik et år på Danmarks Journalisthøjskole, arbejdede på Ritzaus Bureau, tog Nordisk journalistkursus i 1966 og var derefter ansat på Århus avisen Demokraten til 1968, hvor han blev ansat i DR. Her blev han frem til sin død. Chef for TV-Avisen 1987-94.

Sippels speciale var Mellemøsten og var sammen med Jens Nauntofte en af danmarks mest vidende mellemøstenkorrespondenter. Det gjorde ham til yndet hadeobjekt for højrefløjen, der ikke accepterede sandheder om Mellemøsten, men kun egne løgne. Det var især tilfældet efter Fogh Rasmussen regeringen i 2002 blæste til heksejagt på anderledestænkende med sin såkaldte «kulturkamp».

Heksejagt

Sippel kom i Fogh Rasmussen regeringens skudlinie, da han i månederne op til USA's folkeretstridige invasion af Iraq i 2003 i sine rapportager forholdt sig kritisk til de ulovlige krigsforberedelser. FN kunne ikke godkende USA's og Danmarks krig mod Iraq. Det kunne Tyskland, Frankrig og størstedelen af verden heller ikke. Hele forberedelsen og legitimeringen af den ulovlige krig hvilede på et tykt lag af løgne, som også den danske statsminister og udenrigsminister ukritisk viderebragte. DR forsøgte at gennemføre en partilederdebat om krigsforberedelserne i ugerne op til krigen i 2003, men statsminister Fogh, Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti nægtede at deltage. Blandt de rasende krigsmagere var der ikke plads til dialog, så DR måtte opgive partilederdebatten, trods det at der i Folketinget kun var et snævert flertal for krig. Der var heller ikke plads til ytringsfrihed. Krigsmagerne så helst Sippel fyret og DR lukket eller øjeblikkelig privatiseret.

Sippel fik i 2004 Publicistprisen for sit dygtige arbejde i DR. DRs nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen udtalte ved den lejlighed:

Ole Sippel har som Mellemøst-korrespondent igennem en årrække haft en af de mest vanskelige journalistiske udfordringer, som professionen kan byde på. Her er ikke alene tale om en opgave, der kræver betydelig indsigt, et godt kildenet, store erfaringer i reportage og velunderbygget analyse under ekstreme arbejdsforhold. Det er imidlertid ikke alene omgivelserne i Mellemøsten, der til tider kan rumme sprængfarlige elementer. Det gør også de sproglige nuancer, ethvert ordvalg og enhver antydning i vinklingen af historier fra Mellemøst-området. Det ved en erfaren korrespondent som Ole. Ingen kan være helt upåvirket af at være under konstant offentlig opmærksomhed på, om man nu bevarer evnen til den sproglige og journalistiske balance på en tynd line, som Mellemøst-dækningen for en public service-station altid vil være. Så meget desto mere er der grund til at ønske Ole Sippel et stort tillykke med den kollegiale anerkendelse og respekt, der ligger i Publicistprisen.

Trods det faktum, at ingen kunne sætte en finger på Sippels professionalisme, reagerede DR defensivt ved at køre ham ud på et sidespor og ansatte israelske journalister til at «dække» Mellemøsten, med den konsekvens at DR's «dækning» af Mellemøsten blev ren videregivelse af Israelsk propaganda. DR gjorde i 2001-07 den dansk-israelske journalist Arne Notkin til chef for DR2 Deadline og i 2007-11 til chef for DR2. I filmmagasinet Ekko blev Notkin i juni 2011 af daværende og tidligere kolleger på DR betegnet som «uberegnelig, uprofessionel og ideologisk forblændet af personlige kæpheste». De anklagede Notkin for at «censurere, ændre, sylte og kassere programmer, han ikke brød sig om». Notkin havde i 1994 sammen med Bent Blüdnikow skrevet artiklen «Terrorismens danske heppekor», der på baggrund af forfalskninger fra det israelske efterretningsvæsen Mossad uberettiget hængte en lang række fremtrædende danske journalister ud som terrorsympatisører. 

I 2012-16 gjorde DR den dansk-israelske journalist Martin Krasnik til chef for DR2 Deadline. I august 2014 skabte Krasnik offentlige protester og over 1000 klager til DR over et stærkt provokerende interview med den norske læge Mads Gilbert, der som en af de få udenlandske læger havde arbejdet i Gaza under Israels krig mod enklaven, der kostede flere tusinde palæstinensiske civile livet.

I september-oktober 2010 kulminerede heksejagten i DR, da Notkin udsendte programmet «Jagten på de røde lejesvende», som bl.a. lod Fogh Rasmussens tidligere spindoktor Michael Kristiansen rette alvorlige anklager mod Sippel, uden at denne fik mulighed for at forsvare sig. Sippel klagede i flere omgange over heksejagten, men blev afvist. Sippel skrev bl.a.:

Det ville have været ønskeligt, om Rosenkrands med serien havde realiseret sit erklærede mål - kritisk at skildre DRs rolle i værdi- og kulturkampen og undersøge om instutionen i de sidste 40 år havde haft rød slagside. Det lykkes desværre ikke på grund af den tendentiøse gennemførelse af programmerne, de mange afgørende udeladelser og det stærkt kontroversielle valg af medvirkende kritikere on angribere, hvis baggrund han undtagelsesvist, specielt i Røde lejesvende 1 og 3, bliver oplyst, lige så lidt som deres ofte ekstreme påstande bliver dokumenteret eller afprøvet. Ydermere er svarene på angrebene, som i hvert fald i mit tilfælde, fraklippet. Behandlingen af angriberne står i grel kontrast til den anvendte måde over for de enkeltmedarbejdere, der er sat på anklagebænken. De skal ikke bare stå til regnskab for deres udsendelser, men også deres tidligere ansættelsesforhold, private holdninger og gøremål, som er udsendelsesvirksomheden uvedkommende. Selv Erhardt Jakobsen sagde i sin kraftigste bulder mod DR, at medarbejdernes private holdninger var ham ligegyldige - blot de overholdt DRs spilleregler. Frem for at leve op til sit selverklærede mål ligner udsendelserne i påfaldende grad mere som en fortsættelse af den uvederhæftige kampagne Bent Blüdnikov og Arne Notkin indledte i Weekendavisen i midten af halvfemserne.

I mine omkring 40 år i Danmarks Radio har jeg både som journalist, chef og en periode som formand for Journalistgruppen arbejdet for en uafhængig, kritisk, men alsidig og fair nyheds- og aktualitetsformidling i DR. Den behandling jeg har fået i «Jagten på de røde lejesvende 3» kan kun - som påvist i det foregående - opfattes som et insinuerende forsøg på at beklikke min journalistiske hæderlighed og integritet: Invitation til medvirken på delvis falske præmisser, inddragelse af uvedkommende forhold for udsendelsesvirksomheden (T-shirt-retssagen), manglende dokumentation for angrebene på mig, fraklip af mine direkte svar til angrebene, udeladelser og fortielser af væsentlige oplysninger, citatfusk samt tendentiøse sproglige og billedmæssige manipulationer. Bl.a. det kunstige og krænkende forsøg på at forbinde min journalistik og mine holdninger med Blekingegade-bandens drab på en politibetjent. Alt sammen i strid med DRs programetiske retningslinier. Lejlighedsvis også radioloven og - ifølge den juridiske rådgivning, jeg har indhentet undervejs - over grænsen til straffelovens bestemmelser om æreskrænkelse.

DR's sorte lejesvende: redaktionschef Søren Michael Rasmussen, DR2's dokumentarchef Mette Hoffmann Meyer samt lytter- og seerredaktør Jacob Mollerup afviste alle Sippels klager, og denne klagede til sidst direkte til DR's Generaldirektør, der måtte indrømme, at der «ikke var tale om god presseskik». Sippel klagede videre til Pressenævnet, der i vid udstrækning blåstemplede højrefløjens heksejagt.

Sippel var i 2007 stoppet Sippel som fastansat journalist i DR og blev i stedet free-lancer med base i Italien. Hans dygtige DR kollega Lasse Jensen udtalte ved den lejlighed: 

Sippel giver ofte fanden i formen. I moderne underholdningsfjernsyn er han jo nærmest imod skærmens natur. Men alligevel brænder han igennem, fordi han er en hamrende god journalist. Og han har været kritisk til alle sider også i en periode, hvor det at være kritisk over for Israel var som at være landsforræder. 

Efter over 40 år i DR indledte institutionen i McCarthyistisk stil en heksejagt mod ham og andre af dens dygtigste journalister som bestillingsopgave i regeringens kulturkamp mod anderledes tænkende, udformet af åndspygmæer som Kulturminister Brian Mikkelsen og hans lille hjælper Dansk Folkepartis Søren Espersen, der bestemte hvad der var tilladt kultur i Danmark.

Sippel døde i 2013.

A.J.

Internet
Informations artikler om og med Ole Sippel
Nyhedscensur, Information 28/2 2002
Vor mand i Mellemøsten, Information 13/1 2006
DR-Journalister mærker politisk pres, Information 17/3 2007
Var 00'erne også røde i DR?, Information 21/9 2010
De røde lejesvende slår igen, Information 26/11 2010
Punktnedslag - et magisk ord, Information 20/1 2011
DR Generaldirektør Maria Rørbye Rønns afvisning af Sippels klage over 'De røde lejesvende', DR 3/2 2011
Pressenævnets afvisning af Sippels klage over 'De røde lejesvende', 3/8 2011