Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Unit 731's hovedbygning udenfor Harbin i det japansk besatte Nordkina i 1940. Japanerne gennemførte medicinske, biologiske og kemiske eksperimenter på 14.000 mennesker - overvejende kinesere - for at udvikle biologiske våben. Efter 2. Verdenskrigs afslutning, flygtede den øverste ansvarlige, den japanske general Shirō Ishii til Tokyo, hvor han blev taget til fange af USA. Men trods sine alvorlige krigsforbrydelser undgik han straf, for han indvilgede i at dele resultaterne af de japanske eksperimenter med USA.

Unit 731 var et hemmeligt japansk militært forskningscenter, der gennemførte biologiske og kemiske eksperimenter på tilfangetagne kinesere i perioden 1936-45. Centret lå i Pingfang distriktet af Harbin i det japansk besatte Manchuriet. Efter nogle år arbejdede 3.000 japanske læger, «forskere» og militærpersoner ved centret. Efter Japan i 1937 indledte erobringskrig mod Kina og senere Phillipinerne, Thailand, Malaya og Singapore oprettede centret også afdelinger i de nyligt besatte områder og voksede til 10.000 «ansatte».

Centret blev ledet af den japanske general Shirō Ishii. Det gennemførte strengt ulovlige eksperimenter på mennesker og var derfor hemmeligt. Ofrene var langt overvejende kinesere, men der var også tilfangetagne russere, koreanere og andre imellem. Børn og gravide blev også «anvendt». Japanerne brugte omkring 14.000 mennesker til deres «eksperimenter». Der var ingen overlevende. Hvis ofrene ikke døde af eksperimenterne, blev de slået ihjel med cyankalium eller kloroform for at blive obduceret.

Ofrene fik indsprøjtet biologisk stoffer, der påførte dem dødelige sygdomme; japanerne opererede på levende mennesker i forskningsøjemed; de udtog organer; testede i trykkamre for at teste kroppens reaktion på ekstremt tryk; gennemførte amputationer og udsatte ofrene for kemiske stoffer og eksplosioner. Japanerne var bestialsk i ekstrem grad. Den nordamerikanske historiker Sheldon H. Harris beretter om en af deres metoder:

«Togo enheden anvendte makabre taktikker for at sikre sig prøver af udvalgte kropsorganer. Hvis general Ishii eller en af ​​hans kolleger ønskede at forske i den menneskelige hjerne, ville de beordre vagterne til at finde en brugbar 'prøve' til dem. En fange ville blive taget fra sin celle. Vagterne ville holde ham tilbage, mens en anden vagt ville smadre offerets hoved med en økse. Hans hjerne ville blive bragt ud til patologen og derefter til krematoriet til den sædvanlige bortskaffelse.»

På baggrund af deres «eksperimenter» udviklede den japanske besættelsesmagt biologiske våben, der dræbte et sted mellem 200.000 og 580.000 kinesere i byer og landsbyer. Japanerne forurenede vandet, fødevarer og jorden med biologiske kampstoffer. De var især interesseret i pest, tyfus, paratyfus, anthrax, kolera og dysenteri.

Biologiske våben var egentlig blevet globalt forbudt med Geneve Protokollen af 1925. Japan placerede derfor det kriminelle forskningscenter i det besatte Machuriet, hvor der samtidig var adgang til masser af «forsøgspersoner». Besættelsesmagten dybt racistiske forestillinger tillagde ikke kineserne nogen menneskelig værdi.

Den Røde Hær nærmede sig i august 1945 centret og Tokyo beordrede derfor bygninger og dets arkiver ødelagt. Alle tilbageblevne fanger og kinesere der var tvunget til arbejde på centret blev dræbt. En betydeligt antal af de japanske krigsforbryderne blev imidlertid taget til fange af den Røde Hær. I 1949 blev de stillet for retten ved krigsforbryderprocessen i Khabarovsk og en lang række af dem idømt langvarige fængselsstraffe for deres forbrydelser. Men inden kapitulationen i 45 var det lykkedes den øverste ansvarlige, general Shirō Ishii og flere andre ledende massemordere at flygte tilbage til Japan.

USA undlader at dømme krigsforbryderne mod at få deres resultater

US major Murray Sanders ankom i september 45 til Yokohama. Han var en anset mikrobiolog og arbejdede i det nordamerikanske militærs center for biologiske våben. Hans opgave var at efterforske Japans arbejde med biologisk krigsførsel. Ved sin ankomst havde han ingen anelse om Unit 731 eller japanernes eksperimenter, og japanerne var af naturlige årsager ikke specielt samarbejdsvillige. Først da han truede med at overføre dem til sovjetisk fangenskab, gik der hul på bylden. De fortalte nu om Unit 731 og Japans kriminelle aktiviteter i Manchuriet. Sanders sendte sit materiale til USA's øverstkommanderende i Japan, general Douglas MacArthur,. Denne besluttede at lave en aftale med krigsforbryderne. De skulle stille deres resultater til rådighed for USA, så det kunne bruge dem i dets våbenprogrammer. Til gengæld ville de ikke blive straffet. På det grundlag lykkedes det general Shirō Ishii og de andre massemordere at blive stillet for krigsforbryderdomstolen.

Ved krigsforbrydertribunalet i Tokyo dukkede der kun én henvisning op til de japanske biologiske krigsforbrydelser i form af en henvisning til japanske eksperimenter med «giftige stoffer» på kinesiske civile. Det var i august 1946. Det japanske forsvar afviste påstanden som vag og ikke underbygget. Påstanden endte med at blive afvist tribunalets præsident Sir William Webb - pga. «manglende bevis». Beviserne fandtes, men de lå i Douglas MacArthurs pengeskab.

Mens de tyske læger og «videnskabsmænd» blev stillet retten i Nürnberg og dømt for deres eksperimenter på mennesker, gik deres japanske kolleger fri. For at dække over deres medskyldighed i de japanske krigsforbrydelser hævdede USA under krigsforbryderprocessen i Khabarovsk i 1949, at der var tale om «kommunistisk propaganda». Men USA gik endnu videre. I 1983 kunne det britiske dagblad The Guardian afsløre, at USA havde samlet læger og «videnskabsmænd» fra Unit 731 og med bevillinger fra USA havde ladet dem udføre eksperimenter på mentalt syge i Japan (US Backed Japan's Germ Tests on Mentally Sick). En af krigsforbryderne, Masami Kitaoka, berettede at han i 1947-56 havde gennemført biologiske «eksperimenter» på Japans National Institute of Health Sciences. 

De følgende årtier begyndte oplysningerne om de hemmeligholdte japanske krigsforbrydelser at sive ud til offentligheden. I 1970'erne begyndte forbrydelserne at blive omtalt i japanske skolebøger. Det japanske regime forsøgte gennem 80'erne og 90'erne flere gange at få fjernet referencerne. I 2001 lavede de to japanske dokumentarfilminstruktører Matsui Minoru og Oguri Kenichi filmen Japanske Djævle, der var baseret på interviews med 14 japanske krigsforbrydere fra bl.a. Unit 731. Japanske højreradikale forsøgte at hindre filmens udbredelse og spredte løgne om vidnerne.

I 2025 instruerede den kinesiske instruktør Zhao Linshan dramadokumentarfilmen Evil Unbound om Unit 731's krigsforbrydelser. I vestlige og japanske medier blev filmen fordømt som «anti-japansk». Mens det var tilladt i Vesten at lave film som Schindlers Liste om Tysklands KZ lejre, krigsforbrydelser og Holocaust, gjaldt dette åbenbart ikke for omtale af de japanske krigsforbrydelser. Forskellen var også, at mens Tyskland og Vesten ikke hylder de nazistiske krigsforbrydere, så hyldes de fortsat i Japan.

Japan dræbte 15 millioner kinesere under 2. Verdenskrig.

A.J.