Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Milovan Djilas

Djilas (1911-95), jugoslavisk oppositionel. Han blev født i en bondefamilie i Montenegro. I 1933 blev han fængslet i tre år for sin virksomhed som kommunistisk studenterleder i Beograd. Efter løsladelsen fik han hurtigt vigtige opgaver i det jugoslaviske kommunistparti, og var i 1938 sammen med Edvard Kardelj, Ivo-Lola Ribar og Aleksandar Rankovic blevet Titos nærmeste partifæller. Efter angrebet på Jugoslavien i 1941 blev Djilas i juli sendt til Montenegro for at starte den væbnede kamp i mindre skala. Han blev senere frataget denne kommando, da det ikke lykkedes ham at hindre, at opstanden fik et alt for stort omfang, og de italienske tropper generobrede efter kort tid størstedelen af området. I den selvbiografiske skildring «Wartime» tilbageviser Djilas mange af de anklager, der blev rettet mod ham for fejl og ukontrollerede henrettelser af modstandere og fjender.

Djilas var resten af krigen medlem af overkommandoen i Den nationale Befrielseshær. Under vinteren 1942 gik han kraftigt ind for, at kommunisterne ikke måtte lade sig lokke ind i en klassekamp og borgerkrig, men istedet lede en national befrielseskamp. «Revolutionen. blev født i kampen mod okkupationsmagterne», skrev han senere. I efteråret 1942 blev han udpeget til leder af afdelingen for Agitation og Propaganda, i 1944 underlagt centralkomiteen i kommunistpartiet. En stilling han havde frem til sit fald i 1954.

Djilas var en af de stærkeste tilhængere af bruddet med Stalin i 1948. I 1950 var han med til at skabe «arbejderselvstyret», der ideologisk blev fremholdt som det første skridt på vejen mod opløsningen af proletariatets diktatur. Mod slutningen af 1953 stod Djilas på toppen af sin magt: Medlem af Politbureauet og en af seks sekretærer i partiet, en af de fire vicepræsidenter i Jugoslavien og nyvalgt præsident for Folkeforsamlingen.

Han skrev da en artikelserie i partiavisen «Borba», hvor han argumenterede for, at klassekampen var ovre, og at kommunistpartiets diktatur måtte afvikles for ikke at hindre udviklingen af arbejderselvstyret og det socialistiske demokrati. Efter offentliggørelsen af en bidende satirisk skildring af livet i det nye aristokrati i de højere partikredse, fik han skriveforbud. Centralkomiteen fratog ham alle partihverv, og han mistede kort efter alle andre offentlige hverv. Efter et par måneder meldte han sig ud af partiet. Mod slutningen af 1954 genoptog han igen sin kritiske virksomhed, men var henvist til at anvende vestlige medier for at komme til orde. Dette førte til nye anklager og atten måneders betinget fængsel. I 1956 kritiserede han i vestlig presse den jugoslaviske støtte til Sovjets intervention i Ungarn og hyllede opstanden der. Efter en dom på tre års fængsel, udkom hans bog: «Den nye klasse» i Vesten, og han fik en ny retssag og ti års fængsel.

Djilas blev løsladt i 1961, skrev «Samtaler med Stalin» og sendte manuskriptet til sin nordamerikanske forlægger. Det fik han en dom på fem år for. Efter løsladelsen i 1966 var han bl.a. i USA, hvor han understregede Jugoslaviens behov for vestlig støtte mod en eventuel Sovjetisk invasion. Kort efter udkom: «Det ufuldkomne samfund», en teoretisk videreføring af «Den nye klasse», hvilket resulterede i permanent udrejseforbud. Han døde i 1995.

D.So.