Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Josip Broz Tito

Tito (1892-1980), oprindelig navn: Josip Broz, jugoslavisk statsmand og revolutionsleder. Tito blev født i Kroatien. Han var metalarbejder i Zagreb og Wien, blev mobiliseret til den østrigske hær ved krigsudbruddet 1914 og taget til fange af russerne i 1915. I 1917 sluttede han sig til bolsjevikkerne og kæmpede i Den røde Hær.

Tito drog tilbage til Jugoslavien som aktivt medlem af kommunistpartiet: Et parti som i 1920 fik valgt hele 58 repræsentanter til parlamentet, men som allerede året efter blev forbudt. I 1928 blev Tito dømt til fem års fængsel, og kom her i tæt kontakt med teoretikeren Pijade. Ved udbruddet af den spanske borgerkrig var Tito i Paris, og han gjorde en fremragende indsats ved organiseringen af frivillige jugoslaviske afdelinger. En stor del af hans senere generaler var tidligere Spaniensfrivillige.

I 1937 blev Tito partiets generalsekretær. Partiet var relativt lille ved 2. verdenskrigs udbrud. Det havde bare omkring 12.000 medlemmer, hvoraf kun en fjerdedel kom til at overleve krigen. Men det var samtidig en sammensvejset kadreorganisation - allerede hærdet og trænet i illegal virksomhed.

Sin afgørende prøve fik partiet og Tito under partisankrigen mod den tyske besættelsesmagt. Uden sammenligning den hårdeste og blodigste modstandskamp i noget besat land. Det var en folkekrig, som til fulde kan sidestilles med andre sejrrige folkekrige i Kina, Algeriet, Vietnam og Mozambique. Blot var modstanderen i Jugoslavien endnu mere skånselsløs og grusom end i de andre lande. Fidel Castros guerillakrig var i sammenligning nærmest en træfning. Omkring 1½ million mennesker mistede livet - omtrent en tiendedel af befolkningen.

En afgørende betingelse for Titos sejr var, at han formåede at mobilisere en partisanhær på 800.000 mand - overvejende af bondeæt. Folkeoprøret havde både en national og en social side. Social i den forstand at den også pegede frem mod et nyt samfund, og national både i den betydning at den var rettet mod den fjendtlige besættelsesmagt og at den anerkendte det multietniske træk ved det jugoslaviske folk, med anerkendelse af kroater, slovener, montenegrinere og makedonere udover serberne.

Samtidig var det karakteristisk, at kampene overvejende blev ført i skovene og i bjergene, mens byerne først blev erobret i kampens sidste fase. Et træk der i øvrigt også gjorde sig gældende ved kampene i Kina, Algeriet, Vietnam og Cuba.

Udenrigs- og indenrigspolitik

I modsætning til Tjekkoslovakiet, Ungarn, Polen og Østtyskland, var ledelsen i Jugoslavien kommet til magten ved egne kræfter. På overfladen var forholdet til Sovjetunionen godt, men planen om en Balkanføderation, kombineret med vilje til selvstændighed, gjorde forholdet til Stalin stadig mere spændt.

I juni 1948 kom Stalins åbne fordømmelse i form af en bandbulle fra Komintern, med direkte opfordring til opstand mod den «reaktionære titoistiske klike». Nok engang formåede Tito at mobilisere den nationale enhed overfor en overlegen modstander. Nok en gang blev Jugoslavien isoleret. Denne gang var kampen ikke militær, men man stod overfor en meget voldsom økonomisk blokade, kombineret med adskillige grænseepisoder.

Efter Stalins død blev forholdet varmere, hvilket blev helt tydeligt ved Khrustsjovs sensationelle besøg i Beograd i sommeren 1955. Tito blev imidlertid ikke på noget tidspunkt trukket ind i Østblokken. Han fortsatte konsekvent sin uafhængige kurs, og arbejdede aktivt indenfor gruppen af alliancefrie stater - i begyndelsen især sammen med statsmænd som Nehru og Nasser.

Indenrigspolitisk forsøgte Tito at gennemføre en selvstændig socialistisk variant med virksomhedsdemokrati, som nok i nogen udstrækning var vellykket, men hvor modsætningerne mellem på den ene side græsrodsdemokrati og på den anden etpartisystemet samtidig var mærkbar. En decentralisering med magtoverføring til de enkelte republikker medførte også i visse situationer problemer. Allerede i 1971 var tendensen til separatisme betydelig, både i Slovenien og især i Kroatien. Det nationale - der var Titos hovedstyrke både under krigen og efter bruddet med Stalin - fik i disse republikker en delvis brod vendt mod ham. Tito mestrede imidlertid også denne krise, men nationalitetsproblemet forblev et ømtåleligt emne, og var allerede på dette tidspunkt et større problem end individuelle afvigere som Djilas eller samfundskritikken fra gruppen omkring tidsskriftet Praxis.

Tito spillede en særdeles afgørende rolle for udviklingen i det jugoslaviske samfund, og landet løb derfor ind i store problemer allerede ved hans død i 1980. Det forsøgte at indføre en rotationsordning, hvor præsidentembedet for føderationen gik på skift blandt republikkernes præsidenter, men dette kunne ikke skjule de stadig større økonomiske forskelle, der i sidste ende slog over i de nationale modsætninger, der i 1990-91 endte med at sprænge føderationen.

Begrebet titoisme var oprindelig et sovjetisk forsøg på at stemple en kætter, og det blev aldrig anerkendt fra jugoslavisk hold. Til sin biograf, Vladimir Dedijer, understregede Tito da også at: «Vi ikke har tilføjet noget som helst til den marxistisk leninistiske doktrin».

Det er vanskeligt at være helt enig på dette punkt. Både Marx og Lenin tænkte i klart internationale baner, og lagde desuden hovedvægten på byerne i industrilandene. De faktiske revolutioner siden 1917 har imidlertid været af en helt anden karakter. De har ikke fundet sted i industrilande, men i udkantsamfund og samtidig i landdistrikterne i disse udkantsamfund - eller i periferien af periferien. Byerne har nærmest været passive, fra Beograd til Shanghai, fra Havana til Saigon. Samtlige revolutioner har haft en klar national profil og national afgrænsning. Der er her et åbenbart modsætningsforhold mellem på den ene side den etablerede teori og på den anden den faktiske virkelighed.

En enestående evne til originalitet i handling er ikke sjældent kombineret med en manglende evne til originalitet i generel politisk tænkning. Dette var dog på ingen måde kendetegnende for Tito.

J.A.C.