Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA! STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER! I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza, har iflg. EuroMed myrdet over 20.000 civile (heraf 9.000 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne. Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne. Israel har siden 7/10 kastet 30.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2 mio. på flugt. Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 10 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR). FN's Generalforsamling krævede 27/10 øjeblikkelig humanitær våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 120 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 12 andre lande stemte for fortsat folkemord. 45 lande, deriblandt Danmark undlod at stemme. De støtter også Israels fortsatte folkemord i Gaza. FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige i folkemordet jvf. 4. Genevekonvention. Israel + USA + EU = Folkemord Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Strejkebølge i Danmark 1969-70, der udsprang af et dårligt overenskomstresultat og tempoopskruning på arbejdspladserne.

De opnåede resultater ved fornyelsen af overenskomsterne i marts 69 var ret beskedne. Dertil kom at det stærkt stigende skattetryk de foregående 10 år havde medført et direkte fald i arbejdernes disponible realindkomst fra 1966-68. Derfor var det ikke mærkeligt, at Danmark i anden halvdel af 1969 ramtes af social uro i forbindelse med den største strejkebølge i mange år. Godt hjulpet af VKR-regeringen blev det klart for brede dele af arbejderklassen, at «velfærdssamfundet» ikke kunne honorere deres forventninger om bedre økonomiske og sociale forhold.

Allerede i maj 69 udbrød de første lokale strejker for højere løn, og flere fulgte efter i sommerens løb. I august-september skete der et kraftigt opsving i strejkeaktiviteten. Bølgen af «vilde» strejker tog nye kampformer i brug, og ud over kravet om højere løn vendte man sig nu også mod rationaliseringernes nye udbytningsformer. De «vilde» strejkers centre var først og fremmest metalindustrien - bl.a. de traditionelt socialdemokratisk dominerede værfter på Lindø og i Odense. (Det mærkedes, at Socialdemokratiet nu var løst fra regeringsansvaret). Desuden fandt adskillige af strejkerne sted i fag, som ikke kunne udvise mange kamptraditioner - f.eks. store teknisk avancerede arbejdspladser i provinsen med mange førstegenerationsarbejdere.

Et højdepunkt i strejkebølgen nåedes den 15. september, hvor 350 kvindelige arbejdere på Thrige Titan i Odense stormede den store administrationsbygning og holdt den besat i en ½ time, indtil de havde fået garantier af direktør Steen Danø om, at der ville komme skred i akkordforhandlingerne. Denne strejke og flere af de øvrige gik videre, end fagforeningerne på lokalt og centralt plan ønskede. Ud over kampen mod rationaliseringernes følger og kravet om højere løn udviklede disse strejker sig således også til at være vendt mod det fagretslige system.

Foranlediget af DKP kanaliseredes strejkebevægelsen i slutningen af oktober og begyndelsen af november ind i et krav om én krone mere i timen. Strejkebølgen skiftede hermed karakter og blev nu i stadig voksende omfang styret af tillidsmændene på arbejdspladserne. I december og navnlig januar blussede 1-krone-strejkerne op i hele landet anført af flere af de store skibsværfter, hvor DKP og SF stod stærkt - f.eks. på B&W. De mange aktioner fik en slags afslutning, da ca. 40.000 arbejdere mandag den 2. februar fulgte en opfordring fra værfternes tillidsmænd om en 24-timers strejke i protest mod den borgerlige regerings økonomiske politik og med krav om lønforhøjelser. Herefter aftog protestmanifestationerne kraftigt. Først i midten af februar var der lagt op til en samlet opfølgning i form af en konference indkaldt af det københavnske Formandsinitiativ.

På skibsværfterne opstod der imidlertid nye strejker den 5. februar. Anledningen var, at værftsledelserne sendte breve til 26 tillidsmænd, som havde opfordret til 24-timers strejken den 2. februar, hvori man krævede, at de omgående skulle træde tilbage som tillidsmænd. De følgende dage forstærkede værftsarbejderne deres protestaktioner mod angrebet på tillidsmandsinstitutionen. Dette gav resultat den 13. februar. Et 7 timers langt møde mellem Centralorganisationen af Metalarbejdere og sammenslutningen af jernets arbejdsgivere endte med, at værftsledelserne trak deres breve til tillidsmændene tilbage.

Den endelige afslutning af den «vilde» strejkebølge skete på Formandsinitiativets faglige landskonference den 14.-15. februar i København. Konferencen diskuterede, hvordan lønkravene, kampen mod arbejdsretten og kravet om en ny skattepolitik skulle videreføres. Selv om konferencen udsendte bombastiske resolutioner og nedsatte et udvalg med den opgave at koordinere den videre kamp, lykkedes det dog ikke at følge bevægelsen fra strejkerne op - f.eks. få rejst en samlet kamp mod arbejdsretten, da denne begyndte at idømme de strejkende arbejdere bod.

A.J.