Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Organisation  .  Bevægelser  .  Arbejderbevægelsen  .  Strejker
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 16.391
: :
1 Kr. strejkerne

Strejkebølge i Danmark 1969-70, der udsprang af et dårligt overenskomstresultat og tempoopskruning på arbejdspladserne.

De opnåede resultater ved fornyelsen af overenskomsterne i marts 69 var ret beskedne. Dertil kom at det stærkt stigende skattetryk de foregående 10 år havde medført et direkte fald i arbejdernes disponible realindkomst fra 1966-68. Derfor var det ikke mærkeligt, at Danmark i anden halvdel af 1969 ramtes af social uro i forbindelse med den største strejkebølge i mange år. Godt hjulpet af VKR-regeringen blev det klart for brede dele af arbejderklassen, at «velfærdssamfundet» ikke kunne honorere deres forventninger om bedre økonomiske og sociale forhold.

Allerede i maj 69 udbrød de første lokale strejker for højere løn, og flere fulgte efter i sommerens løb. I august-september skete der et kraftigt opsving i strejkeaktiviteten. Bølgen af «vilde» strejker tog nye kampformer i brug, og ud over kravet om højere løn vendte man sig nu også mod rationaliseringernes nye udbytningsformer. De «vilde» strejkers centre var først og fremmest metalindustrien - bl.a. de traditionelt socialdemokratisk dominerede værfter på Lindø og i Odense. (Det mærkedes, at Socialdemokratiet nu var løst fra regeringsansvaret). Desuden fandt adskillige af strejkerne sted i fag, som ikke kunne udvise mange kamptraditioner - f.eks. store teknisk avancerede arbejdspladser i provinsen med mange førstegenerationsarbejdere.

Et højdepunkt i strejkebølgen nåedes den 15. september, hvor 350 kvindelige arbejdere på Thrige Titan i Odense stormede den store administrationsbygning og holdt den besat i en ½ time, indtil de havde fået garantier af direktør Steen Danø om, at der ville komme skred i akkordforhandlingerne. Denne strejke og flere af de øvrige gik videre, end fagforeningerne på lokalt og centralt plan ønskede. Ud over kampen mod rationaliseringernes følger og kravet om højere løn udviklede disse strejker sig således også til at være vendt mod det fagretslige system.

Foranlediget af DKP kanaliseredes strejkebevægelsen i slutningen af oktober og begyndelsen af november ind i et krav om én krone mere i timen. Strejkebølgen skiftede hermed karakter og blev nu i stadig voksende omfang styret af tillidsmændene på arbejdspladserne. I december og navnlig januar blussede 1-krone-strejkerne op i hele landet anført af flere af de store skibsværfter, hvor DKP og SF stod stærkt - f.eks. på B&W. De mange aktioner fik en slags afslutning, da ca. 40.000 arbejdere mandag den 2. februar fulgte en opfordring fra værfternes tillidsmænd om en 24-timers strejke i protest mod den borgerlige regerings økonomiske politik og med krav om lønforhøjelser. Herefter aftog protestmanifestationerne kraftigt. Først i midten af februar var der lagt op til en samlet opfølgning i form af en konference indkaldt af det københavnske Formandsinitiativ.

På skibsværfterne opstod der imidlertid nye strejker den 5. februar. Anledningen var, at værftsledelserne sendte breve til 26 tillidsmænd, som havde opfordret til 24-timers strejken den 2. februar, hvori man krævede, at de omgående skulle træde tilbage som tillidsmænd. De følgende dage forstærkede værftsarbejderne deres protestaktioner mod angrebet på tillidsmandsinstitutionen. Dette gav resultat den 13. februar. Et 7 timers langt møde mellem Centralorganisationen af Metalarbejdere og sammenslutningen af jernets arbejdsgivere endte med, at værftsledelserne trak deres breve til tillidsmændene tilbage.

Den endelige afslutning af den «vilde» strejkebølge skete på Formandsinitiativets faglige landskonference den 14.-15. februar i København. Konferencen diskuterede, hvordan lønkravene, kampen mod arbejdsretten og kravet om en ny skattepolitik skulle videreføres. Selv om konferencen udsendte bombastiske resolutioner og nedsatte et udvalg med den opgave at koordinere den videre kamp, lykkedes det dog ikke at følge bevægelsen fra strejkerne op - f.eks. få rejst en samlet kamp mod arbejdsretten, da denne begyndte at idømme de strejkende arbejdere bod.

A.J.