Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Amazoner - et folk bosat i Lille-Asien i oldtiden. Ifølge en marmorinskription fundet i Parion invaderede de Attika i år 1256 f.v.t. Det er baggrunden for grækernes karakteristik af folket som et krigerfolk. Amazone-samfundet var kvindestyret.

Myte og historie smelter sammen i beretningerne om amazonerne, men kilderne om dem er talrige. Vi finder dem i oldtidens litterære tradition (Homer og Apuleius), i historieskrivningen (Herodot, Deodorus, Xenephon) og i billedkunsten. Ordet amazone er det armenske ord for den månegudinde, der blev dyrket i Middelhavslandene og beskyttet af bevæbnede kvindelige præster. Betegnelsen kan også stamme fra græsk a-masos = uden-bryst; Amazonerne skal have skåret eller brændt det højre bryst på de unge døtre bort, sådan at de senere lettere kunne skyde med bue og pil.

Som så mange af oldtidens folk antages amazonerne at være kommet fra Centralasien. Amazonebosættelser, grundlægning af bystater og erobringer omtales over store områder: Langs Sortehavskysten, de fleste steder i Lille-Asien og i Libyen på Nordafrikas kyst. På kristne europæiske kort fra 1200-tallet bliver «Amazoneland» placeret mellem Kaukasus og Lille-Asien, og landet indtegnes som en del af Europa. Deres oprindelige europæiske hjemland lå stik syd for Peleponés. Senere bosatte de sig langs hele Lilleasiens kyst. De lagde grunden til dyrkelsen af deres vigtigste gudinde, Artemis, under et bøgetræ i Efesos, hvor Artemistemplet senere blev bygget. Amazonerne havde også en by, Cerne, i Atlantis - landet som ifølge forskellige legender forsvandt i havet.

Ifølge traditionen bestod amazone-kulturen udelukkende af kvinder. Samfundsliv og kærlighedsliv udspillede sig i forholdet mellem kvinder. Mænd var enten underordnede eller slet ikke tilstede. Befrugtning fandt sted under den årlige forårsfest under åben himmel. Mænd fra nabofolket, gargarenserne, blev inviteret til fest og fælles samleje. Drengebørnene blev enten sendt tilbage til Gargarensia, hvor fædrene trak lod om dem, eller de fik lov til at blive i deres hjemland som husassistenter.

Kampe mellem grækere og amazoner var langvarige og hyppige. Under grækernes belejring af Troja kæmpede amazonerne på trojanernes side. Græske rejsende i Asien bragte til stadighed historier med hjem om væbnede folk af kvinder. Inskriptionen om angrebet på Attica i år 1256 genspejles muligvis i myten om Thessevs og amazonerne. Guden Thessevs bortførte amazonernes dronning, Hippolyta, og tog hende med til Athen. Amazonerne ankom dertil med hærføreren Oreithia - Hippolytas søster - i spidsen for at hente hende. Krigen varede i fire måneder. Amazonehæren blev drevet tilbage til Megara, hvor Oreithia døde af sorg og fortvivlelse. I myten angives de nøjagtige navne på pladserne, hvor amazonerne blev begravet efter krigen.

I de ældste myter var amazonerne et fredeligt folk, der var viet landbrug og kærlighed. De fleste af amazonekulturens kilder er produceret af dens fjender, og giver os et temmeligt ensidigt billede af et kvindeligt krigerfolk med grusomme skikke. Det hedder blandt andet nogle steder, at de dræbte deres drengebørn eller lemlæstede dem, dræbte alle mænd der kom i nærheden osv. Amazoner i kamp er et af de mest populære temaer i græsk oldtidskunst. Fremstillinger findes bl.a. på Athenes skjold og sokkel på Akropolis, på relieffen på mausoleet i Halikarnassos og på de utallige farvelagte krukker, vaser og vinbægre som grækerne efterlod sig. Amazonerne har rette, tætbyggede og kraftige kroppe og som oftest kort hår. De bærer altid en kort, enkel, løstsiddende dragt, der slutter netop over knæene, og er barfodede. Sjældne gange er lægge og fødder klædt i skind eller ridestøvler. Oftest har de to bryster, og disse er dækket af dragten, men det hænder, at det ene bryst er bart. Deres våben er pil og bue, økse, spyd eller sværd samt en lang hjelm og et særpræget, halvmåneformet skjold. De fremstilles nogle gange til hest, men som regel er de i nærkamp med mandlige græske modstandere. Amazonen er gerne tvunget i knæ og hæver sin tykke, kraftige arm mod fjenden, der bokser hende eller trækker hende i håret. Grækerne er gerne to mod én i kampen mod amazonen. Kampesten kastes over hendes skuldre. Hun bliver altid overvundet.

Sandsynligvis var amazonekulturen et af de mange samfund rundt om Middelhavet, hvor kvinderne havde en stærk stilling; et fredeligt folk af bønder, ryttere og jægere - noget Artemis-dyrkelsen også peger på. Jagt- og frugtbarhedsgudinden Artemis bliver ofte selv fremstillet som bueskytte med et fladt bryst og en kort, amazonisk klædedragt. Som 3-årig ønskede hun, at hendes far, Zeus, skulle lade hende forblive kysk og leve i et samfund af nymfer, og han opfyldte hendes ønske. Mænd fik ikke lov til at trænge ind på kvindernes område. Athenerne var ikke hjemme vandt til kvindelige krigere, og eksistensen af sådanne i udlandet kan let have ført til overdrevne forestillinger om kæmpekvinder og rygter om drengemordere, hvor der ganske enkelt har vært tale om et folk, som forsvarede sig.

Myten om kvindelandet er meget gammel, og går igen hos mange folk forskellige steder på kloden. Bl.a. findes den i den irske mundtlige tradition i dag. Platon videreførte myten om, at menneskeheden nedstammer fra et kvindefolk, der formerede sig ved jomfrufødsler. Forestillingen om amazonerne var også levende hos de første spanske erobrere i Sydamerika. I de tidligste rejsebeskrivelser fra Brasilien bliver stammerne af kvindelige krigere også kaldt amazoner. Heraf navnet på verdens mest vandrige flod - Amazonas. Hos nogle forskere er beretningerne om amazonerne knyttet sammen med teorien om, at alle de tidligste kulturer var kvindestyrede (matriarkater), og at kvinderne gjorde modstand mod mandsherredømmet i en lang række krige - kønskamp i egentlig forstand - som mændene til sidst gik sejrende ud af. Disse kampe varede i flere århundreder. Oldtidshistorikernes fortællinger om kvindeligt styrede samfund har åbenbare fællestræk med myterne om amazonerne, og attiske kilder synes ikke at tvivle på amazone-folkets eksistens. Teorien om kønskampen - flere tusinde år før vor tidsregning - er én mulig forklaring på hvorfor,  ord- og billedkunstnere i den stærkt mandsdominerede græske bystat var så optaget af at fejre deres egen fortid og storhed gennem de mange fremstillinger af sejren over amazonerne.

G.B.