Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Friedrich Ebert

Ebert (1871-1925), tysk socialdemokratisk leder og præsident. Fra 1889 havde han forskellige stillinger indenfor det tyske socialdemokrati: fra 1891 i Bremen hvor han i 1893 blev redaktør for det socialdemokratiske Bremer Bürgerzeitung og fra 1900 som medlem af byrådet; i 1905 blev han sekretær for og medlem af partiets ledelse i Berlin; og i 1913 blev han sammen med Hugo Haase udpeget til partiets formand. Året forinden var han blevet valgt ind i rigsdagen, hvor han i 1916 blev den ene af de to formænd for den socialdemokratiske rigsdagsgruppe.

Han gik ind for de tyske krigsbevillinger under 1. verdenskrig. Det førte bl.a. til, at han under en strejke blandt berlinske ammunitionsarbejdere i januar 1918 søgte at bilægge strejken, der ville få konsekvenser for den tyske krigsindsats.

Han var i november 1918 imod udråbelsen af den tyske republik, fordi han ønskede monarkiet bevaret. I et forsøg på at bevare roen i landet gik han imidlertid med til at overtage regeringsmagten efter kejserrigets sammenbrud, og han var som leder af de Folkebefuldmægtigedes Råd frem til starten af 1919 den egentlige leder af regeringen.

I disse måneder og specielt under den tyske revolution bekæmpede han de revolutionære kræfter, og var den øverste ansvarlige for revolutionens nedkæmpelse. I 1919 valgtes han til Weimarrepublikkens første præsident. En post han bevarede frem til sin død i 1925, efter at rigsdagen i 1922 havde forlænget hans embedsperiode som følge af de vanskelige forhold i landet.

Han har givet navn til de tyske socialdemokraters stiftelse Friedrich Ebert Stiftung.

A.J.