Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Bevæbnede arbejdere og soldater under lindetræerne i Berlin, november 1918. (Arbejderbevægelsens Arkiv)

Den tyske historie består af mislykkede revolutioner og vellykkede kontrarevolutioner, har sociologen Oskar Negt hævdet. Dette gælder både for revolutionen i 1848 og for revolutionsforsøget i 1918 - den såkaldte «novemberrevolution».

Revolutionen i 1848 opstod som følge af en international revolutionær krise ved overgangen fra en agrar-feudal til en industriel-kapitalistisk-borgerlig samfundsorden, hvor de kapitalistiske produktionsforhold og de nye produktivkræfter som havde udviklet sig, kom i konflikt med feudalsystemet. Efter at borgerskabet havde tilkæmpet sig den politiske magt og man havde opnået borgerligt-demokratiske rettigheder og friheder, sluttede borgerskabet sig atter til junkerne i rædsel for en yderligere udvikling. Kontrarevolutionen indledtes, opmuntret af revolutionens nederlag i Paris. I juli 1849 led revolutionen sit definitive nederlag.

Arbejderklassen havde pga. de tyske småstaters sene udvikling været for svag: Det liberale borgerskab havde vist sig ude af stand til at gennemføre den kapitalistiske forandring af samfundet under sit politiske lederskab. Junkerne og adelen gik styrket ud af kontrarevolutionen, tilpassede sig den kapitalistiske udvikling og bestemte i høj grad den videre udvikling i Tyskland. Socialreformen under Bismarck var et præventivt tiltag ovenfra - ikke tilkæmpet nedefra.

Revolutionen i 1918 var en følge af det uundgåelige nederlag i 1. verdenskrig, og en udbredt utilfredshed med den sociale, økonomiske og politiske situation, som havde ført til omfattende arbejdsnedlæggelser, krigstræthed og pacifisme. Revolutionen blev udløst af matrosoprøret den 3. november 1918 i Kiel. I løbet af fem dage blev der i de fleste store tyske byer - især i Nordtyskland og i Ruhrdistriktet - dannet arbejder- og soldaterråd. Kejseren måtte trække sig tilbage, og i stedet blev regeringsansvaret overdraget til socialdemokraterne med Friedrich Ebert i spidsen.

Karl Liebknechts forsøg på at proklamere «en socialistisk republik Tyskland» fik ikke den nødvendige støtte i arbejderklassen, og den radikale venstrefløjs øvrige paroler og opråb blev heller ikke fulgt. I de fleste råd, også på rådskongressen, var socialdemokraterne i flertal. Den socialdemokratiske ledelse tilpassede sig modstræbende den revolutionære udvikling, søgte et kompromis med kejserrigets bureaukrati, den militære ledelse og storindustriens repræsentanter. Socialdemokraterne og den faglige ledelse i Tyskland frygtede anarki og en gentagelse af bolsjevikrevolutionen. De var interesseret i lov og orden, et snarligt valg af en nationalforsamling og genoprettelse af den statslige og økonomiske orden for at sikre landets eksistens. Gennem en skarp fordømmelse af Sovjetunionen og en afvisning af russernes tilbud om økonomisk hjælp håbede de at vinde vestmagternes forståelse ved fredsforhandlingerne.

For den gamle overklasses repræsentanter indebar en midlertidig alliance med socialdemokraterne, at de bevarede deres gamle magtpositioner i statsadministrationen og erhvervslivet. Til gengæld erklærede de sig villige til at give en række indrømmelser som almindelig valgret, lovfæstet ottetimersdag, arbejdsløshedsunderstøttelse og en anerkendelse af fagbevægelsen som overenskomstpartner. Kvinderne blev politisk ligestillet med mændene, men den økonomiske og sociale diskriminering fortsatte.

Alliancen mellem socialdemokraterne og den militære ledelse førte til, at den kejserlige militærmagt efter socialdemokratisk ordre nedkæmpede arbejderklassen i Berlin - det såkaldte Spartakusoprør - og senere også arbejderne i andre dele af landet, som f.eks. rådsrepublikken i München.

Den yderste venstrefløjs muligheder for at nå ud med sine synspunkter havde under krigen været begrænset, og de blev heller ikke væsentlig bedre i revolutionsugerne. Kravene der blev opstillet - først og fremmest rådene som den øverste statsmagt og boykot af valget til nationalforsamlingen - blev ikke forstået, fordi det parlamentariske demokrati havde været arbejderbevægelsens vigtigste mål. Rådskongressen stemte for parlamentsvalget. Dette nederlag, nederlaget efter oprøret i 1919 og selve valgresultatet var afgørende skridt på vejen mod revolutionens endelige nederlag.

Nederlaget havde konsekvenser - både for den videre udvikling i Tyskland og for de revolutionære muligheder internationalt. I Tyskland kom revolutionen ikke ud over sin borgerligt-demokratiske begyndelse, selv om den delvist var blevet gennemført med proletariske midler. Da det viste sig, at det gamle magtapparat fortsat sad ved roret, spredte skuffelsen sig i arbejderklassen, og tilslutningen til arbejderpartierne gik tilbage, mens borgerskabet hurtigt konsoliderede sig. Socialdemokraterne havde reddet den borgerlige stat, da den brød sammen i 1918, havde vist sin skyldighed og blev trængt tilbage.

Internationalt set betød nederlaget i Tyskland, at den russiske revolution forblev isoleret. Tyskland var blevet anset som det afgørende land for den proletariske verdensrevolution. Derfor indebar nederlaget ikke kun at verdensrevolutionen stoppede op, men også at den russiske revolution, som den eneste sejrrige revolution, i de følgende år blev betragtet som det eneste mønster for efterfølgende socialistiske revolutioner, og at en vesteuropæisk vej til socialismen ikke længere blev afprøvet.

E.Lo.